Strøtanker om bæredygtighed

Stadig under udarbejdelse … Her til morgen japansk tid er det syv år siden at et stort jordskælv ud for Tokukus Stillehavskyst rejste en tsunami, der førte til store ødelæggelser flere km ind i landet. Huse, træer, broer, alt blev rykket op med rode og kastet rundt, som var det en modeljernbane. Mange nåede at flygte til højereliggende steder, men næsten 20.000 mennesker mistede livet.

Et sted på kysten ramte tsunamien et atomkraftværk med seks reaktorer, hvis kølesystem blev sat ud af kraft, samtidig med at strømforsyningen udefra gik tabt. Det førte i de kommende døgn til nedsmeltningen af tre reaktorkerner, og her syv år efter er det klart, at Japan står med en atomkatastrofe som i skala og alvorlighed kun kan sammenlignes med verdens hidtil værste katastrofe i Chernobyl, der fik mange lande til at opgive drømmen om en fuldt nuclear energiforsyning.

Når man ser kystlandskabet ovenfra, er det imponerende, hvor langt man er kommet med oprydningen. Kystlinjen sank op til adskillige decimeter ved jordskælvet, så mange steder stod de lavestliggende marker under vand efter tsunamien havde trukket sig tilbage. Men i dag er 80% af markerne igen dyrkbare, og genopbygningen af havne og infrastruktur, institutioner og boliger, er mange steder så langt, at livet så småt begynder at minde om noget man kendte før tsunamien.

Altså lige bortset fra landskaberne omkring Fukushima Daiichi-værket. Her går tingene umådeligt langsomt, for her må man ud over tsunamiens rasen kæmpe med en usynlig fjende, strålingen, der i et område på størrelse med Fyn får geigertællerne til at gå i selvsving. Man havde lidt naivt regnet med at kunne dekontaminere størstedelen af området på et år eller to. Men det har vist sig ganske vanskeligt. Og kuren er brutal. Oprensningen indebærer ikke bare højtryksspuling af alle byggede flader, men at al vegetation fjernes og den øverste topjord over alt skrælles af. Alt dette affaldsamles i store sorte plasticsække, der står som halmballer i landskabet og gradvist samles i store midlertidige depoter. Den radioaktive forurening, der har bredt sig ud over landskaberne, har overvejende biotoper med relativt hurtig halveringstid. Men blot at finde de 5-6 km², hvor man kunne anlægge et midlertidigt depot over 30 år, har taget adskillige år, for oven på den katastrofe ved Fukushima Daiichi-værket, som ingen troede kunne ske, har ingen rigtigt tillid til, at et sådant depot bliver fjernet igen efter 30 år, eller at området ikke derefter er ødelagt for evigt. Og ingen ønsker at have et sådant depot i deres baghave.

Det er lykkedes at få de første områder i udkanten af det område, der blev evakueret, renset tilstrækkeligt op til at det er blevet erklæret forsvarligt at flytte tilbage. Men indtil nu er det kun en meget lille del af dem, der har kunnet flytte tilbage, der har gjort det. Erhvervsaktive har i mellemtiden taget hul et helt andet sted, og ikke mindst synes ingen af børnefamilierne indstillet på at flytte tilbage. For den radioaktive forurening er meget værre for børnene, og nok er der renset op i skolegården og umiddelbart omkring husene. Men de vil stadig ikke kunne lege i landskabet omkring, for her har man kun renset nødtørftigt ved at samle løse blade og grene fra skovbunden. Så det er stort set kun de ældste, plejekrævende, der flytter tilbage, og det er lige nu svært at se, hvordan der igen skal opstå bæredygtige lokalsamfund. Og tiden vil vise, i hvor høj grad, de mange menneskelige bånd, der også er med til at skabe et lokalsamfund, var i stand til at overleve en evakuering på 10 år eller mere.

Japan lider i den grad af pladsmangel – plads er en af de ressourcer, der er størst mangel på i det japanske samfund. Selvom det på mange måder havde været enklere at gøre som omkring Chernobyl, og spærre området af i nogle generationer, indtil den værste stråling var klinget af, så har det ligget i kortene, at det ikke ville ske. Men man er ved at komme tid den erkendelse, at nogle af de værst forurenede områder ikke bliver klar til at rykke tilbage i lige med det første. Og stadig her syv år senere er der mere end 50.000 mennesker, der bor i evakueringsbarakker og midlertidige forhold. De står efterhånden med den snigende erkendelse, at drømmen om at rykke tilbage på slægtsgården, at genindtage barndomshjemmet, at i det hele taget genoptage den symbiose med landskabet, som vi mennesker gennem tiderne har udviklet, vil forblive en drøm. At de ikke kommer tilbage, og at hvis de gør det, at det så er til en meget anden virkelighed.

Billederne fra de evakuerede zone er slående. over alt vælder græs og planter op i revner og sprækker, vildsvinene stortrives i det vakuum, der er opstået efter at menneskene har forladt området. Naturen trives tilsyneladende, man kan nærmest tale om naturens genkomst. For eksempel har man på opgivne oversvømmede rismarker fundet en blomst, man nærmest troede udryddet i området. Man kan således forfalde til at romantisere området som et naturreservat, hvis ikke lige det var for at strålingen også rammer naturens processer.

Men myndighedernes interesse i, hvor galt det står til med naturødelæggelserne kan ligge på et meget lille sted. Faktisk bliver japanske forskere aktivt opfordret til ikke at beskæftige sig dermed. Så de få forskningsprojekter om strålingens påvirkning af naturen, der rent faktisk finder sted, sker for en betydelig dels vedkommende under medvirken af udenlandske forskere. Vi ved således, at der tæt på Fukushima-værket er en markant forekomst af ødelagte knopper, og at bestemte sommerfugletyper optræder med deformerede  vinger og følehorn. Måske mere skræmmende har man siden formeret disse deformerede sommerfugle og kan iagttage, at mange af deformeringsskaderne først folder sig fuldt ud i de følgende generationer. Vi ved ikke, hvor meget af dette, der direkte kan overføres på mennesker. Men det er rimeligt at antage, at omfanget af strålingsskader endnu ikke kan opgøres, fordi de fleste endnu ikke er født.

Dette rammer ind i en anden diskussion, som har været søgt rejst fra atomkraft-tilhængernes side, at man måske slet ikke skulle have evakueret i det omfang man gjorde. For dødstallet som følge af evakueringen er betydeligt – officielt er op til 2.000 dødsfald direkte forbundet med evakueringen. Dødstallet som direkte følge af strålingen derimod er endnu ganske lavt. Og der ville have været færre døde, hvis man havde undladt at evakuere. Det er blot et vanskeligt argument. For man evakuerede ikke i forhold til den viden vi har i dag, men om worst case-scenarier med betydeligt større strålingsforurening, end hvad man rent faktisk endte med. Og samtidig har man sandsynligvis ved dels at evakuere, dels ganske systematisk at måle strålingen på alle fødevarer, sikret sig, at den opvoksende generation bærer væsentligt færre gen-defekter end hvis man havde undladt at evakuere.

Der er konstateret en overforekomst af kræft i skjoldbruskkirtlen blandt børn i Fukushima-området. Men det kan muligvis tilskrives, at man efter 2011 har screenet langt grundigere end hidtil. Og de tilsvarende mere intensive screeningsprogrammer i andre dele af Japan, som ville kunne afgøre, om der reelt er en forskel, har man ikke gennemført. For fra myndighedsside er man ikke interesseret i at få svar på disse spørgsmål, så meget om at de ikke fylder i dagspressen og ikke fører til “unødige” bekymringer i befolkningen. Man så efter Chernobyl, at merforekomsten af skjoldbruskkirtelkræft blev markant omkring fem år senere. Så man burde begynde at kunne afgøre, om noget tilsvarende er sket i Japan, eller om det gennem evakueringen og screeningen af maden rent faktisk er lykkedes at afbøde de værste strålingsskader for Fukushimas børn. Men det er en diskussion, myndighederne er meget utilbøjelige til at tage.

Stadig under udarbejdelse …

Energipolitik, status over genstarter, Fukushima målsætning om 100% vedvarende, Japan i det 21. årh.