Kvotesystem med børnesygdomme

13. september 2008

I gårsdagens udgave af The Guardian var der en række artikler om det europæiske kvotesystem, som er gode at læse, hvis man gerne vil have overblik over fænomenet. Ideen med kvotesystemet er, at man på markedsvilkår kan handle med retten til at udlede CO₂, så reduktionerne hele tiden foregår der, hvor det er billigst. Kvotesystemet er så at sige en mekanisme som skulle stimulere os til at tage de billigste løsninger først. Og selvom man taler meget om at et land som Danmarks skal være foregangsland, så kan konsekvenserne af kvotesystemet meget vel blive, at et land som Danmark i første omgang køber sig til reduktioner andre steder i verden frem for at gøre noget ved egne CO₂-udledninger – simpelthen fordi det er billigere.

Som det fremgår af Adams artikel i The Guardian, så har adskillige store firmaer i EU fået alt for mange kvoter udleveret – faktisk så mange, at de har kunnet sælge videre af dem med store fortjenester. Adskillige firmaer, som retteligt burde have betalt for deres udledninger, er derfor blevet beriget med millionbeløb.¹ Der er kort sagt blevet uddelt så mange kvoter, at prisdannelsen på kvoterne har ligget alt for lavt, hvorfor kvotesystemet endnu ikke har formået at skabe nogen som helst tilskyndelse til at gøre noget effektivt ved CO₂-udledningerne i den rige del af verden.

For blot et år siden var kvoteprisen under 1 euro – og dermed var det populært sagt gratis at udlede CO₂. Bryony Worthington anslår i Hickmanns interview, at kvoteprisen skal op omkring 75 euro, før kvotemarkedet begynder at anspore for eksempel energisektoren til at tænke proaktivt.²

Det ligger i kortene, at også afløseren for Kyoto-aftalen vil være en kvote-styret aftale. Og selvom artiklerne i The Guardian er yderst kritiske overfor, hvordan kvotesystemet nu fungerer, er der en grundlæggende antagelse af, at kvotesystemet som Marx-brødrene siger om sex er kommet for at blive. Det er derfor uomgængeligt vigtigt, at kvotesystemet bliver skærpet, så det rent faktisk fører til CO₂-reduktioner. Derfor skal dels kvoteloftet presses langt længere ned, gennem aftaler om store, hurtige reduktioner. Dels skal vi være 100% sikre på, at den rige verdens køb af ret til CO₂-udledninger modsvares af projekter, som ikke bare giver den modsvarende CO₂-reduktion et andet sted i verden, men gør det på en måde, så det virkelig løfter livsvilkårene i U-landene.

Rigtigt anvendt kan disse kvotemidler blive en fantastisk løftestang for levevilkårene mange steder i verden. Men for eksempel Verdensbanken har indtil nu har forvaltet denne opgave yderst lemfældigt – både overfor klimaet og overfor værtslandene (se tidligere blog-indlæg: Rapport: World Bank Climate Profiteer). Der skal derfor fremover langt klarere retningslinjer for og langt stærkere visioner for brugen af kvotemidlerne end vi ser i dag.