Fukushima blues – tre år efter NRAs nye sikkerhedsregler

8. juli 2016

Herover ses Sendai-værket, hvis to reaktorer er de eneste som er kommet i gang her tre år efter at den japanske sikkerhedsinstans NRAs nye regler for reaktorsikkerheden trådte i kraft.

Forud for Fukushima-katastrofen(s begyndelse) 11. marts 2011 havde Japan 54 aktive atomreaktorer, som producerede tæt på 30% af landets energiforbrug, og man havde planer om at udbygge reaktorflåden, så man i løbet af en årrække ville komme op på 50%. Men efterfølgende blev alle reaktorerne én for én taget ud af drift, efterhånden som de blev standset for det årlige driftseftersyn og udskiftning af brændselslegemer. For ingen havde mod på at give tilladelse til genstarten.

Selvom det mest blev sagt indirekte, så var det indlysende, at det ikke kun var Fukushima Daiichi-værkets ejer, TEPCO, som var skyld i, at en katastrofe som denne kunne ske. Det var hele det sikkerhedsapparat, som var sat op for at sådanne katastrofer kunne undgås, som havde svigtet. Alle havde sovet i timen, for ingen troede at det nogensinde skulle komme dertil, at den slags skete, i hvert fald i Japan. Umiddelbart kan det ligne en naturkatastrofe: et stort jordskælv giver en stor tsunami, som sætter atomkraftværkets nødsystemer ud af kraft. Men rent faktisk havde TEPCOs ingeniører få år forinden beregnet, at en katastrofe præcist som den der skete, kunne ske. I stedet for at øge tsunami-sikringen eller blot løfte nødgeneratorerne op i en højde, hvor de ikke kunne oversvømmes (blot en af disse foranstaltninger kunne have modvirket katastrofen), fik man besnakket sikkerhedsmyndighederne til, at man blot skulle at lave endnu en rapport. I befolkningen var tilliden til hele denne sammenspiste “nuclear village” således på nulpunktet, og et markant flertal så helst at atomreaktorerne aldrig mere blev taget i brug, eller hvis det ville give for store huller i energiforsyningen, at man i en overgangsfase genstartede nogle få for lige netop at have energi til at holde hjulene i gang.

På den baggrund blev hele det hidtidige sikkerhedsapparat skrottet, og man søgte fra bunden af at bygge et nyt op, som kunne forestå sikkerheden ved den fremtidige drift af de japanske atomreaktorer og hermed genskabe befolkningens tillid til A-kraften. Første opgave for NRA (Nuclear Regulation Authority), som den nye sikkerhedsinstans kaldes, var derfor at definere et regelsæt, så man efterfølgende ville stå med verdens skrappeste sikkerhedsregler.

NRA brugte herefter laaaang tid på at forberede disse regler. Men 8. juli 2013 trådte de officielt i kraft. Herefter kunne de forsyningsselskaber, som ejer og driver de japanske atomkraftværker, sende ansøgninger ind om genstart af deres reaktorer. Og her på treårsdagen er det på plads med en status.

NRA har til dato modtaget ansøgninger om genstart af i alt 26 reaktorer ved 16 forskellige værker. Sagsbehandlingen er meget tidskrævende, og forud for hver godkendelse er der udarbejdet et dokumentationsmateriale på i titusindvis af sider og gennemført omfattende inspektioner og testes. Så foreløbig er det lykkedes at færdiggøre sagsbehandlingen for 7 reaktorer, som har fået genstartstilladelse.

Men endnu er der kun kommet to reaktorer i gang ved Sendai-værket på det sydlige Kyushu (se blog-indlæg om opstarten af Sendai-værket). To andre reaktorer ved Takahama-værket opnåede starttilladelse i februar og blev igangsat umiddelbart efter. Men der viste sig tekniske problemer med den ene. Og kort efter genstarten tvang en retskendelse KEPCO til at lukke den anden af de to reaktorer (se blog-indlæg om opstarten af Takahama-værket). Den næste reaktor, som forventes at komme i gang, er Reaktor 3 ved Ikata-værket. Dens tilladelse kom på plads i november 2015, og nu er de fornødne sikkerhedsopgraderinger og tests gennemført, så selve opstarten begynder en af de allernærmeste dage (se blog-indlæg om opstarten af Ikata-værket).

NRA har yderligere givet en tilladelse til en levetidsforlængelse fra 40 til 60 år for Reaktor 1 og Reaktor 2 ved Takahama-værket. Men her forestår så omfattende udbedringer, før de kan genstartes, at de først forventes klart til opstart i 2019.

Så umiddelbart er det let at gøre status: Efter tre år er der endnu kun kommet to reaktorer i gang. Det er straks mere vanskeligt at spå om, hvor mange flere, der vil blive genstartet i de kommende år.

Her mere end fem år efter Fukushima-katastrofen er modstanden mod genstarten af de japanske atomreaktorer så stor som nogensinde, og et betydeligt flertal af befolkningen ønsker at den udfases til fordel for en energiforsyning baseret på vedvarende energi.

Af de 54 reaktorer, som var i gang før Fukushima-katastrofen, er de 6 reaktorer ved Fukushima Daiichi siden officielt blevet taget ud af statistikken. Det bragte antallet ned på 48 reaktorer. Yderligere har Japans 10 forsyningsselskaber, som ejer og driver reaktorerne, foreløbig truffet beslutning om, at 6 reaktorer vil blive sendt til dekommissionering. Så der er i dag 42 reaktorer, som potentielt ville kunne genstartes – eller hvor man måske mere rigtigt udtrykt endnu ikke har opgivet muligheden for genstart.

Ingen ved endnu, hvor mange af disse reaktorer, som kommer i gang. Men Fukushima Amt er på et tidspunkt blevet lovet, at man ikke fremover at skulle have atomkraft og kunne blive eksperimentalzone for vedvarende energiforsyning. Så de fire reaktorer ved Fukushima Daini-værket, som ligger nær Fukushima Daiichi, bliver efter al sandsynlighed aldrig genstartet. TEPCO, som ejer dem, har blot endnu ikke formelt truffet beslutningen, også fordi selve dekommissioneringsarbejdet er ganske omfattende.

En række reaktorer har vist sig fejlplacerede på grund af forekomsten af aktive foldelinjer, som gør jordskælvsrisikoen for stor – det gælder for Shika-værket, Higashidori-værket og Tsuruga-værket, og muligvis også ved Hamaoka-værket. Tilsvarende er Tokai-værket med tiden blevet fejlplaceret, fordi byen Tokyos voldsomme vækst har gjort, at de i dag ligger midt i tæt bymæssig bebyggelse.

For Kashiwazaki-Kariwa-værket, som med 7 reaktorer er verdens største atomkraftværk, er den lokale modstand mod genstart så stor, at det virker helt usandsynligt, at det kommer i gang igen i de første mange år. Det gør det ikke bedre, at ejeren her er samme TEPCO, som havarerede Fukushima-katastrofen, at der for en række af reaktorerne er tale om samme type som dem, som kernenedsmeltede ved Fukushima Daiichi, eller at man igennem årene har haft endeløse problemer med driften og varetagelsen af sikkerheden ved Kashiwazaki-Kariwa-værket. Synspunktet er ganske enkelt, at TEPCO med alt det rod de gennem årene har lavet ikke burde have kørekort at drive atomkraftværker. Og man må sige, at TEPCO selv efter Fukushima-katastrofen har gjort det vanskeligt for sig selv ved næsten systematisk ikke at fortælle sandheden.

Langt de fleste af Japans reaktorer er opført i 1970erne og 1980erne, så mange af dem nærmer sig de 40 år, som i princippet er den maksimale driftsperiode. Og hvis den resterende driftsperiode er under et vist antal år, kan udgifterne til opgradering af sikkerheden meget hurtigt overstige indtjeningsmulighederne i den resterende driftsperiode. Foreløbigt har NRAs godkendelser mest omhandlet nyere reaktorer. Men efterhånden som NRA når frem til at skulle sikkerhedsbehandle ældre modeller, vil det sandsynligvis vise sig urentabelt at genstarte væsentligt flere af de tilbageværende reaktorer.

For snart to år siden lavede Simply Info en vurdering af genstartsmulighederne, hvor de 54 reaktorer blev delt i fire kategorier. Heraf var de 13 i sort kategori, hvor det er afklaret, at der ikke bliver tale om genstart. 8 reaktorer er i rød kategori, hvor det på det tidspunkt var overvejende sandsynligt ikke kommer til genstart, men blot endnu ikke endeligt afklaret. 21 reaktorer er i orange kategori, hvor der er problematiske forhold, men hvor der måske endda kan blive tale om genstart, mens 12 reaktorer er i grøn kategori, hvor der ikke umiddelbart synes at være er tekniske, sikkerheds- eller placeringsmæssige forhold, som taler mod genstart.

I første omgang har de reaktorer, man har prioriteret at genstarte, først og fremmest været at finde blandt disse grønne reaktorer, og man har primært valgt værker med en placering, hvor der var håb om ikke at støde ind i for store lokale protester. Men allerede ved den tredje tilladelse, for Takahama-værket, måtte man sande, at genstarten blev blokeret ved en retskendelse (se blog-indlæg om opstarten af Takahama-værket). Og jo nærmere genstarterne kommer på de store befolkningskoncentrationer, jo mere må man formode, at der vil være vanskeligheder med at opnår genstart, selv hvis man har opnået NRAs sikkerhedsgodkendelse.

Således er det givet, at kun en del de 26 reaktorer, som der til dato er søgt om starttilladelse til, nogensinde komme i gang. Og lige nu er der ikke meget, som tyder på, at der kommer ret mange flere ansøgninger til NRA. Så meget tyder på, at det af de engang 54 reaktorer kun lykkes i de kommende år at få 12-16 reaktorer i gang.

Når man ser på, hvordan NRAs forgænger forvaltede situationen, så er NRA kommet godt fra start. Man har i hvert fald tilsyneladende formået at være principfast overfor en branche, som har været vant til at få det som man ville have det. Der er nogle endnu uafsluttede sager, hvor NRA har erklæret, at en given reaktor ligger så tæt på aktive foldelinjer, at der ikke vil kunne gives tilladelse, hvor forsyningsselskaberne går i fornægtelsesmode og blive ved med blot at hive eksterne konsulenter ind til at sige, at der ikke er problemer med undergrunden. Her har man foreløbig valgt ikke at skære igennem og sige aldrig. men den slags afgørelser kræver hår på brystet, for forskellen mellem en godkendelse og en afvisning er milliardindtægter og milliardudgifter.

Første gang, der har været stillet spørgsmålstegn ved NRAs rolle, var da man for nylig gav tilladelse til levetidsforlængelsen for de to ældste reaktorer ved Takahama-værket. For der var lovgivningsmæssigt lagt op til, at der kun i ekstraordinære tilfælde ville kunne gives tilladelse ud over de 40 år. Men man fremrykkede omvendt her sagsbehandlingen for at den kunne være afsluttet inden reaktorerne fyldte 40 år.

Så foreløbig har NRA gjort en betydelig indsats for at genskabe tilliden til A-kraften i den japanske befolkning. Man optræder lødigt, alle møder har offentlig adgang osv.

Her har forsyningsselskaberne til gengæld fuldstændig svigtet. De første år listede de på tåspidserne, men efter at LDP genvandt regeringsmagten og Shinso Abe blev premierminister, fandt man hurtigt den gamle brovtende stil frem. Og man gør igen ganske systematisk alt det, som gør, at den japanske befolkning aldrig genvandt tilliden til A-kraften.

På den baggrund virker det helt urealistisk, at Japan, som det er forudsat i den klimaplan, som blev afleveret forud for klimakonferencen i Paris, i 2030 har en andel af atomkraft i energiforsyningen på 20-22%. Den tegner nærmere til at lande væsentligt under 10%. Der har da også været rygter fremme om, at Abe-regeringen havde en revideret energiplan under forberedelse med væsentlig lavere andel af atomkraft og væsentlig højere andel af vedvarende energi. For alene solenergien er i de senere år vokset med godt 1% om året. Så man kunne ved at fortsætte denne vækstrate mageligt nå 15% solenergi inden 2030, hvor man nu regner med 7%. Og vindkraften er nu regnet kun at skulle dække 1,7% af energiforbruget i 2030 (hvor vi i Danmark kommet over 50% vindandel). Men man ud for Fukushima Daiichi har nogle meget lovende prototyper af flydende vindmøller i gang, som vil åbne op for et kolossalt energipotentiale langs de japanske kyster. Men stadig er Japans klimaplan for 2030 i dag svagere end den klimaplan, man før Fukushima-katastrofen havde for 2020.

Uanset NRAs fornemme arbejde med reaktorsikkerheden, så er der store huller i sikkerhedsvaretagelsen. For NRA ser først og fremmest på det rent tekniske ved den enkelte reaktor-installation, og det på trods af, at den typiske fejl ikke er en rent teknisk fejl, men fejl i interaktionen mellem en virksomhedskultur og et stykke yderst kompleks teknologi.

NRA har indimellem kommenteret TEPCOs eller KEPCOs manglende sikkerhedskultur og svigtende attitude. Men på det område er det helt anderledes vanskeligt at formulere og kontrollere præcise krav og fordringer.

Yderligere er der ikke rigtig nogen, som har ansvaret for, om evakueringsplanerne rent faktisk fungere i de 30 km sikkerhedszoner, som er defineret omkring atomreaktorerne. Der er end ikke udarbejdet retningslinjer herfor. Så for de tre værker, man foreløbig har godkendt genstart for, er der slet ikke kommet evakueringsplaner på plads, som på nogen måde lever op til at skulle matche verdens skrappeste sikkerhedsregler. Terrortruslen er også underbelyst ligesom potentielle problemer med, at atomkraftværkerne visse steder ligger næsten skulder ved skulder langs kysten.

Sandsynligvis lykkes det her i løbet af sommeren at få Ikata-reaktoren i gang. Og der er også en vis sandsynlighed for, at KEPCO får omstødt den retskendelse, som lukkede for muligheden for at holde de to reaktorer ved Takahama-værket i gang. Men det er langt fra givet. Således når Japan måske kun op på at have fået tre reaktorer i gang igen her inden udgangen af 2016.