2-graders-målsætningen

16. november 2015

Denne graf stammer fra Carbon Brief og giver et godt rids af 2°C-målsætningens historie.

2-graders målsætningen – dette at den gennemsnitlige globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse ikke må overstige 2 grader Celsius – blev introduceret tilbage i 1975, hvor klimavidenskaben var i sin allerførste vorden. Her blev den i en artikel af William Nordhaus forsøgsvist antydet som en mulig tærskel for, hvornår klimaforandringer ville blive katastrofale. Siden er den gadvist blevet del af en standard-målsætning, som i adskillige år var dobbelt, at vi skulle sikre en målsætning, som bremsede temperaturudviklingen før 2°C / 450 ppm, hvor de 450 ppm angiver den maksimalt acceptable koncentration af CO₂ i atmosfæren.

Ved den klimaaftale, som endte med ikke at blive vedtaget i København i 2009, var målsætningen således defineret som 2°C / 450 ppm. Men dels var de synlige virkninger af klimaforandringerne på den tid ved at markere sig, selvom den globale temperaturstigning stadig kun var under 1°C. Dels var der stadig klarere tegn i de fremskrivninger, klimavidenskaben gjorde, på, at en stabilisering af det globale klima på 2°C / 450 ppm ikke ville være nogen stabilisering, men tværtimod på langt sigt ville føre til voldsomme klimaforandringer og på meget lang sigt muligvis fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver – med havstigninger på op til 60 meter eller mere til følge. I 2008 fastlagde James Hansen et al. fra NASA således argumentation for, at en langtidsstabilisering af det globale klimasystem krævede en koncentration af CO2 i atmosfæren på max 350 ppm (den var omkring på 280 ppm før industrialiseringens begyndelse), så allerede i København i 2009 var der mere end 100 lande bag et krav om en målsætning på max 1½C og max 350 ppm. Denne skærpede målsætning for klimaindsatsen er direkte indfældet i navnet på 350.org, den klimabevægelse, som Bill McKibben var med til at grundlægge.

København blev som bekendt en alvorlig maveplasker – det viste sig umuligt at få verdens lande til at slippe alle mulige og umulige positioner for eget bedste for at samles om det fælles bedste. Siden har der været stillet mange spørgsmålstegn ved 2°C-målsætningen af den lidt kedelige købmandsagtige slags, om det nu kan betale sig, om det var værd at løbe efter, når verden måske af sig selv endte på en 3°C-løsning, hvis man lod markedet råde osv. Så 2°C-målsætningen har været lige ved at tabe til kortsigtethedens rationaler.

Allerede i København blev der som kompromis aftalt, at 2°C-målsætningen skulle underkastes et review, og hvis der var videnskabeligt belæg for, at 1½°C var den rigtige tærskel, så måtte man revurdere målsætningen. Der har såldes over flere årgange af COP-forhandlinger været et særligt spor, som så på denne del af klimaproblemstillingen, og billedet er for så vidt ganske klart, at fremtiden og verdens mest sårbare lande ville være langt bedre tjent med, hvis vi alle tog os sammen og gennemførte den forestående omstilling så hurtigt, at vi nåede en 1½°C-løsning. Men lande som Saudi-Arabien blokerede for at få denne konklusion formaliseret.

Men der synes igen at være lagt op til, at vi må gøres os betydningen af denne målsætning klar. Der vil, når klimadelegationer fra alle verdens lande om blot to uger samles i Paris, igen være mere end 100 lande, som vil kæmpe for en 1½°C-løsning, og i den forhandlingstekst, som er under forberedelse til Paris, figurerer 1½°C og 2°C stadig side om side. 1½°C-målsætningen har så at sige videnskaben på sin side – den tærskel, Nordhaus i 1975 intuitivt søgte at foregribe, da han i et internt arbejdspapir nævnte 2°C som en mulig tærskel, står det i dag klart ligger tættere på 1½°C eller 1°C. Men vores fortsatte afbrænding af fossiler har i mellemtiden gjort 1½°C til et politisk set meget vanskeligt mål at nå, hvis ikke man skal trække i nødbremserne og standse alt.

Se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?, CO2-koncentrationen når 400 ppm, 2,3 m havstigning for hver grad global temperaturstigning, James Hansen et al.: 2°C-målsætningen helt utilstrækkelig, James Hansen: Store havstigninger i vente selv ved 2°C, 1.5 STAY ALIVE – En film om nødvendigheden af en 1½°C-løsning og Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?