Strøtanker om bæredygtighed

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

NGOerne har en helt central opgave ved som repræsentant for ‘verden’ i al dens mangfoldighed at sikre det konstruktive pres, som får politikerne og forhandlerne til at gøre det yderste. Men risikoen for yderligere terror har ført til forbud mod ‘store’ events i Paris. Så 29.11. måtte mere end 10.000 par sko demonstrere i Paris. Til gengæld har der på dagen været mere end 2.300 klima-events i 175 lande verden rundt med i alt næsten 800.000 deltagere.

Bagtæppet

Som vi så det op til COP15 i København i 2009 har der igennem hele året været et stadig stigende fokus på klimaspørgsmålet fra alle dele af verden – måske lige på nær den hjemlige scene, hvor vi oven på et valg, hvor klimaudfordringen var pinligt fraværende, har fået en klimamæssigt set kulsort regering, som hvis det kunne lade sig gøre, gerne tilbagerullede store dele af den danske klimaindsats, og som lige nu med sin larmende ignorans blokerer for, at de nødvendige innovative tiltag for næste fase i klimaindsatsen bliver taget. Ikke fordi det er en dårlig forretning – og det må et eller andet sted i Venstreregeringen skurre, at det ikke kun er Greenpeace og de langhårede miljøflippere, som protesterer over prioriteringerne, men nok så meget sværvægterne i dansk erhvervsliv. Men regeringen synes ikke at have fattet vigtigheden og storheden i denne fase, og synes i sin uformåenhed besat af en primitiv trang til at skrotte og rive ned, had vi møjsommeligt har bygget op gennem årtier. Og ansvar for klima, miljø og fremtid er ikke noget, som tynger Lykke & co., når man skal ud at finde penge til fjollede skatte- og afgiftslettelser til dem, som i forvejen har mest.

Heldigvis er situationen en fuldstændig anden mange andre steder i verden. Vi skal blot lige over Øresund, før svenskerne har overtaget ‘vores’ vision om at blive blandt de første fossilfrie samfund. Tyskland er i gang med Energiewende, der er vindmølleparker over alt langs Europas kyster. Efter et rigeligt langt tilløb er der endelig kommet gang i en amerikansk klimaindsats, og for nylig kunne Obama efter 7-8 års kamp erklære Keystone XL for afvist, hvilket var en kolossal sejr for klimabevægelsen. Indien er på vej med en massiv satsning på solenergi, og i Kina bliver der i disse år sat flere solceller og vindmøller op end noget andet sted i verden. Siden 2009 er prisen på solceller faldet med 80%, og vindenergien falder tilsvarende omend langsommere, så vedvarende energikilder, som for blot 6 år siden var dyre sammenlignenet med de fossile, er i dag mange steder lige så billige som de fossile, og vi vil med den nuværende udvikling se, at sol og vind inden for få år bliver den billigste energi stadig flere steder i verden. En pwc-undersøgelse fra sidste uge nåede frem til, at solcellestrøm i Indien allerede i 2018 ville være billigere end indisk kulkraft, så vi er lige ved at være dér, hvor det er dårlig forretning af bygge et kulkraftværk, som fastlåser energiprisen et halvt århundrede frem, hvor solcellestrømmen forventes at fortsætte med at blive billigere.

Byer og virksomheder rykker verden over. Siden København forud for COP15 i 2009 satte sig for at blive CO₂-neutral i 2025 har mange byer sat sig samme mål, og i 2025 vil København langt fra være den første. En lang række af verdens største virksomheder er i gang med at omlægge til grøn energi og cirkulær økonomi og trygler om at få de rette rammeforhold for at kunne omlægge deres virke fuldt ud.

Divestment-bevægelsen har fået alvorligt fat. Byer, universiteter, pensionskasser og virksomheder skiller sig af med deres fossile interesser på stribe. Og det er ikke blind idealisme, for i en tid, hvor vi ved, at mindst to tredjedele af de kendte fossile reserver skal forbile i jorden, er de fossile reserver hastigt på vej til at blive værdiløse. De seneste år har vi endelig set tegn på, at forbruget af kul har toppet. Vi har forud for Paris set krav om et moratorium for nye kulminer og bevægelser mod at få standset fossile subsidier, som lige nu skævvrider energimarkedet.

Store europæiske olieselskaber har her forud for Paris meldt klar til indsats i klimaindsatsen (se blog-indlægget: Seks europæiske olieselskaber melder klar til klimaindsats). Her kniber det stadig mere for de amerikanske, som synes indstillet på at investere milliardbeløb i et stadig mere desperat forsøg på at få en klimafornægter installeret i Det Hvide Hus efter Obama. For nylig aflyste Shell sine aktiviteter i det arktiske område, og for få dage siden fulgte Statoil trop, så der er langsomt men sikkert ved at komme hul på det centrale, men svære spørgsmål om, hvilke fossile ressourcer som skal forblive uudnyttede – hvilket nok er den vigtigste virkning af, at Keystone XL er blevet standset.

Vi har set de religiøse bevægelser slutte op om klimaindsatsen, kristne, muslimske, buddhistiske, øukumeniske – ikke mindst Pave Francis bragte i juni den katolske kirke stærkt på banen med sin encyklika Laudato Si, som forbilledligt kombinerer klimaindsatsen og indsatsen for de fattigste og genplacerer klimaudfordringen som et anliggende for det enkelte menneske, hvor den har en tendens til at blive så teknisk og svært fattelig, at det bliver en sag for eksperter og bureaukrater.

Hvor den danske klimasituation pt. er miserabel, så har vi her blot få måneder før klimatopmødet i Paris set to af det politiske systems største klimafornægtere, Australiens Tony Abbott og Canadas Stephen Harper, falde, og vi kan efter en række sorte år forvente en mere stringent og langt mere ambitiøs klimaindsats herfra. Selv Japan, som klimamæssigt har været paralyseret siden Fukushima-katastrofen, ser ud til at investere langt mere systematisk i vedvarende energi end hvad klimaplanerne umiddelbart giver udtryk for. Så alle de store udlederlande er med, og der er forud for Paris en klar følelse af, at det er nu.

Måske det mest glædelige er at at se de mange klimaplaner (INDC), som er blevet forberedt verden rundt, hvor ikke mindst de afrikanske lande har demonstreret en vidunderlig ildhu og vilje til at nå langt i udfasningen af det fossile samfund (se blog-indlægget En række afrikanske INDC).

Alt i alt er der verden rundt en fantastisk vilje til at påtage sig sin del af udfordringen. Det skal blot alt sammen gå op i en højere enhed for at den forestående transformation til en post-fossil verden kommer til at ske med til strækkelig hastighed til at vi undgår de mest ødelæggende klimaforandringer. Og det kræver, at det her i de kommende to uger i Paris lykkes at få en stor og stærk og fremsynet klimaaftale forhandlet på plads.

Det store diplomati

Set i bakspejlet var der adskillige fodfejl ved det danske formandskab for COP15, hvor Lars Lykke i slutspillet gjorde en direkte pinlig figur, efter at statsministeriet kort forinden havde kuppet opgaven fra klimaministeriet. Der må man sige, at klimaforhandlingerne med det franske værtskab står langt bedre. Man har lært af København. Der er kompetent ledelse, konsekvent åbenhed og inklusivitet i alt, refleksioner over, hvilken opgave man står overfor. Forberedelserne er omfattende og har stået på længe. De franske ambassader verden rundt har været involveret i mere end et år i et forsøg på at sikre at alle lande bidrog med ambitiøse klimaplaner. Præsident François Hollande har rejst verden rundt for at sikre opbakning om en stærk aftale, og her i starten af måneden havde han samlet politiske ledere fra 80 lande i Paris til begyndende politiske drøftelser. Selve afviklingen af konferencen synes lagt i gode hænder med Laurence Tubiana, som er ambassadør for COP21, Segolène Royal, som er minister for energi, miljø og bæredygtig udvikling, og den franske udenrigsminister Laurent Fabius, som alle har haft forberedelserne til konferencen højt på deres agenda igennem lang tid. Ved den indledende pressekonference søndag fortalte Fabius, at han i det seneste år som del af forberedelserne har foretaget 100 rejser med i alt 400 møder.

FNs generalsekretær Ban Ki-moon har i flere år haft klimaudfordringen som højeste prioritet, og han har brugt alle situationer til at skabe forståelse for nødvendigheden af en integreret klimaindsats. Det er på ingen måde tilfældigt, at FNs nye mål for Sustainable Development systematisk sammenkører klimaindsatsen og klimatilpasningsindsaten med arbejdet med at fremme en bæredygtig udvikling.

Ikke mindst er Christiana Figueres, lederen af FNs klimainstans UNFCCC, som har forestået klimaforhandlingerne siden umiddelbart efter COP15 i København, en fantastisk vigtig person. Hun synes at være vokset med opgaven og på eminent vis på én gang rumme alle og huske at sige, at alle kan gøre det bedre – at alle nødvendigvis må gøre det bedre. Det er ikke nogen enkel opgave at skulle bevæge sig mellem politikere, forhandlere, virksomheder og NGO-organisationer, men hun synes at have opbygget en enestående respekt i alle kredse. Hvis man læser Elizabeth Colberts eminente portræt af Figueres i The New Yorker: The Weight of the World, kan man ikke undgå at få respekt for hendes væsen, hendes passion, hendes overblik, hendes på én gang myndige og legende måde, hendes fortrolighed med den stive FN-koreografi og evne til at rumme og udtrykke verdens samvittighed.

Der er mange andre skikkelser, som har ydet sit til processen, og det handler ikke kun om personer, men nok så meget om lande og interessesfærer. Men der er ikke nogen tvivl om, at det personlige venskab mellem Todd Stern og Xie Zhenhua (hhv. den amerikanske og den kinesiske chefforhandler gennem mange år) har en væsentlig del af æren for, at Kina og USA i november sidste år kunne melde en bilateral klimaaftale ud, som for første gang nogensinde satte et låg på de kinesiske udledninger, samtidig med, at Obamas brede vifte af klimatiltag var kommet så langt, at det pegede på en betragtelig reduktion i 2025. Den aftale er vigtig alene af den grund, at den omfatter halvdelen af verdens udledninger og angår to lande, som der af forskellige grunde har været tvivl om nogensinde kom til det punkt, hvor de fik deres stigende udledninger under kontrol. Kinas løfte om at lade sine udledninger kulminere senest i 2030 og om muligt tidligere, øgede forventningen til verdens øvrige udviklingslande om at definere tilsvarende kulminiationsår. Det var som om det fælles amerikansk-kinesiske initiativ kom på det psykologisk set helt rigtige tidspunkt, dels for forhandlingerne i Lima (COP20), dels for forberedelserne af de nationale klimaplaner. Måske skyggerne fra København først for alvor begyndte at lette ved den lejlighed.

Klimaforhandlingerne er et nærmest uoverskueligt kompleks af forhandlingsspor, side events, NGOer, særinteresser, alliancer og personlige sym- og antipatier, som gennem nu 21 år har udviklet sit helt eget univers. Man kunne ønske sig mere klarhed, mindre hagen sig til nationale særinteresser, mere vægt på fællesskabet og biodiversiteten og de fremtidige levevilkår – man kunne indimellem i et svagt øjeblik forbande dette forhandlings-demokrati, som arbejder så langsomt med noget så presserende. Men der er ikke nogen hurtige lette løsninger for verdens samlede problemer. Også den virkelighed, hvori klimaproblemerne udfolder sig, er næsten uoverskueligt kompleks. Og situationen i verdens 195 lande så forskellig, at der ikke er nogen opskrift på omstilling, som blot passer alle. Suzanne Goldenberg, USA-korrespondent ved The Guardian og mangeårig reporter på klimaforhandlingerne, giver med artiklen: The climate circus comes to town et enestående indblik i hele det menageri, som år efter år har forhandlet for lige nu at stå overfor sin til dato vigtigste forestilling i Paris.

Figueres ridsede i et interview i Christian Science Monitor 3. november situationen op i tre punkter:

1) Paris er en begyndelse, ikke et slutmål
2) Klimaforandringer er fuldt så meget en mulighed som det er en udfordring
3) Globale og nationale interesser er endelig ved at mødes (may finally be converging)

Det første punkt er for så vidt selvindlysende i en verden, hvor både vores viden og vores tekniske muligheder forandrer sig så hurtigt som de gør, men det er blevet aktualiseret af, at det i det meste af året har stået klart, at summen af de mange frivillige klimaplaner, som verdens lande har lavet forud, langt fra ville ramme den 2°C-løsning, som Figueres insisterer på, at vi ikke må glide os af hænde. Så succes-kriteriet er lige nu ikke en aftale, som endeligt fastlægger en 2°C-løsning – det ved vi forud, der ikke er klimaindsats til lige nu – men en aftale, som har indbygget en dynamik og en række mekanismer, så den løbende kan strammes op til at blive en 2°C-løsning – og forhåbentligt en 1½°C-løsning.

Det andet punkt ser vi til overflod herhjemme, hvor den grønne omstilling hurtigt er blevet et af vores vigtigste økonomiske aktiver, som for eksempel langt har overhalet landbruget i betydning. Der er masser af beskæftigelse og velstand i etableringen af bæredygtige ligevægtssamfund drevet på vedvarende energi. For eksempel ville der være langt mere perspektiv i at fremskynde energiomstillingen i det sydlige Europas nu haltende økonomier end at sætte dem på austerity-samahals, som alle ved ikke løser problemerne.

Det tredje må vi håbe vi holder klart – for selvom det er sådan, at vi med klimaforandringerne alle står med et skæbnefællesskab, så får vi endda stadig alt for let vendt problemstillingerne, så varetagelsen af vores egen lille del af virkeligheden kommer i modstrid med det fælles bedste.

G20 i Ankara

Længe har forhandlingsprocessen været kørt af forhandlingsdelegationer, men efter den seneste forhandlingsrunde i Bonn sidst i oktober blev processen og forhandlingsteksten så at sige overdraget til den politiske sfære. For som verden i dag hænger sammen, er det i sidste ende et politisk valg, om vi ender med at vedtage en klimaplan. G20 topmødet 16.-17. november var derfor en af de mange events her i opløbet til Paris, hvor klimaspørgsmålet skulle have været drøftet på det politiske plan. Nu blev det terrorhandlingerne i Paris som kom til at tage overskrifterne. Men i den endelige G20-tekst er klimaspørgsmålet adresseret dels i pkt. 23, hvor der inde i teksten står: “We reaffirm our commitment to rationalise and phase-out inefficient fossil fuel subsidies that encourage wasteful consumption, over the medium term, recognising the need to support the poor.”

Dette indebærer også et stop for finansieringsstøtte til kulkraftværker bortset fra den mest effektive ultra-supercritical forbrændingsteknologi, som er et betydeligt skridt fremad, men stadig ikke det moratorium for nye kulkraftværker og kulminer, som al fornuft siger skal til (se update 17.11. i blog-indlægget USA og Japan ønsker stop for finansiering af konventionel kulkraft).

I G20-tekstens efterfølgende punkt 24 står blandt andet dette om klimaindsatsen: “We recognize that 2015 is a critical year that requires effective, strong and collective action on climate change and its effects. We reaffirm the below 2 degree Celsius goal as stated in the Lima Call for Action. We affirm our determination to adopt a protocol, another legal instrument or an agreed outcome with legal force under the UN Framework Convention on Climate Change (UNFCCC) that is applicable to all parties”. Verdens 20 største økonomier har således allerede før Paris stadfæstet en enighed om 2°C-målsætningen.

Det fremgår af rapporter fra Ankara, at klimaafsnittet var det allersværeste at blive enige om, og at diskussionerne herom varede til kl. 4 om natten. Ikke mindst var Indien og Saudi-Arabien imod at indføje nogen passus om nødvendigheden af 5-årige Ratcheting Up Mechanisms – hvor de enkelte landes INDC revurderes og strammes for hele tiden at forsøge at få summen af næsten 200 landes frivilligt fastlagte klimaindsatser til give under 2°C – hvilket er paradoksalt. For Saudi-Arabiens INDC er så uambitiøs og så upræcis i sin vision for, hvordan landet skal forme en fremtid efter olieæraen, at det ville være sundt med sådanne løbende evalueringer, mens Indien har barslet med en INDC, som mange iagttagere mener kommer til at overperforme betragteligt, hvis man gennemfører planen fuldt ud som skitseret. Men Saudi-Arabien ser sine olieindtægter forsvinde med foruroligende hast, mens Indien har en kronisk angst for på nogen måde at binde sig til mål, som kan stå i vejen for landets udvikling. Og den indiske reaktion skal måske mest ses på baggrund af, at USAs udenrigsminister Kerry i dagene forud fremmanede et billede af Indien som ‘farlig’ for den globale klimaudvikling og der givet i disse uger ligger et massivt pres for, at Indien ligesom Kina har gjort det, fastsætter et år, hvor de indiske udledninger senest kulminerer. Men det blev sagt på en så ufølsom måde, at det næsten var forventeligt, at det ville få Indien og en række andre udviklingslande til at rykke tilbage i gamle velprøvede positioner, hvor U-landene har ‘ret’ til at gennemløbe en tilsvarende udvikling som de nuværende I-lande.

Hvor G7 under Merkels værtskab tidligere på året talte om fuld udfasning af det fossile samfund i løbet af det 21. århundrede og markante reduktioner i 2050 (se blog-indlægget: G7: Max 2°C og fuld udfasning af fossile brændstoffer), er der ikke tale om den slags ‘vidtløftigheder’ i G20-teksten. Igen er det på grænsen af, hvad et land som Saudi-Arabien kan face – i de kredse, hvor man nu lever af fossile brændstoffer, er næste fase efter den rene fornægtelse sjældent en helhjertet omfavnelse af de vedvarende energikilder, men oftere en forsinkelsespolitik, som indtil nu er lykkedes alt for godt kombineret med en hægen sig til, at vi kan fortsætte med den fossile afbrænding, hvis blot vi fik løst kunsten at brænde kul, olie og gas uden CO₂-udledninger. Men de de såkaldte CCS-teknologier er ikke lige om hjørnet og bliver som det ser ud lige nu meget let så fordyrende, at deres anvendelse langt fra er givet.

G20 gjorde tilsyneladende heller ikke noget for at løse spørgsmålet om klimafinansiering, som meget vel risikerer at blive Parisforhandlingernes akilleshæl. Så man må sige, at G20 ikke blev noget stort skridt frem mod Paris, men at det omvendt på godt og ondt fik tydeliggjort, at der på det politiske niveau er rigtig mange ting at få afklaret i de sidste små tre uger inden Paris.

COP21 i terrorens skygge

Allerede et døgn efter terrorhandlingerne i Paris blev det meldt klart ud både fra Paris og fra UNFCCCs hovedkvarter i Bonn, at klimatopmødet ville blive gennemført som planlagt, dog med forhøjet sikkerhedsberedskab. Og der synes at være fuld konsensus om, at det bedste at gøre i den nuværende situation er at gennemføre som planlagt, dog med fokus på selve forhandlingsdelen mens en række af de udenomsaktiviteter, som det er vanskeligst at styre sikkerhed en for, er blevet aflyst. Således er gennemførelsen af den store NGO-demonstration 12. december, hvor der har været forventet op imod 200.000 deltagere, aflyst, hvilket er meget skuffende. Og NGO-erne er lige nu i fuld gang med at afklare, hvordan man på de nye vilkår kan levere den optimale tilstedeværelse, både overfor forhandlingerne og i mediebilledet. Klimaforhandlingerne kommer til at foregå i en ombygget hangar i en forstad, tæt ved en lufthavn og med kun lille berøring med civilsamfundet – lidt som situationen i Bella Center i København i 2009. Med de yderligere sikkerhedsforanstaltninger vil NGOernes mulighed for at lægge det nødvendige pres på politikerne sandsynligvis blive alvorligt svækket.

Dette er ikke stedet at diskutere den terror, som her tre uger inden konferencens begyndelse brutalt ramte Paris. Men både klimaforandringer og olieinteresser ligger som tunge systemiske årsager til, at konflikterne i Mellemøsten har kunnet fortsætte – den tørke, som hærgede Syrien i 2006-10 og var med til at drive 1½ mio. mennesker bort fra landbruget, er kun en forsmag på den massive ørkendannelse, som er perspektivet for denne region og for store dele af Afrika, hvis ikke den fossile æra bliver lukket ned hurtigst muligt. Og i hele det nederdrægtige magtspil, som har hærget regionen siden 2. verdenskrig, har den strategiske adgang til den olie, uden hvilken de fossile samfund ville gå i stå, været en af de vigtigste komponenter.

Til gengæld understreger både præsident Obama og præsident Hollande, at terrorhandlingerne kan være med til at få verden til at stå sammen om at lave den nødvendige, stærke klimaaftale. Blandt mange andre har Corinne Lepage, forhenværende miljøminister i Frankrig, været inde på, at en stærk klimaaftale er det bedste modsvar til ISIS’ brutalitet. Og mange har resoneret med tanken, at en klimaaftale i Paris er en fredsaftale, som ikke bare er begyndelsen på genstabiliseringen af det globale klima, men vil forebygge tilsvarende problemstillinger, som vi nu ser i Mellemøsten og dele Afrika, hvor næsten evige konflikter næres af svigtende levevilkår og kampen om olien.

Efter 2 århundreders fossilt drevet krigsførelse med vores livsgrundlag er en klimaaftale i det perspektiv helt basalt en fredsslutning mellem menneskeheden og dens naturgrundlag. Også derfor handler klimaaftalen om så meget mere end energiteknologi.

De indleverede INDC og UNFCCCs review

Ved fristen for indlevering af INDC 1. oktober var der indleveret 155 nationale klimaplaner, de såkaldte INDC, med beskrivelse af de enkelte landes klimaindsats og klimatilpasningsindsats fra 2020 til 2030, som tilsammen dækker lige knapt 90% af verdens udledninger. Alene 23.11. kom der yderligere tre, fra South Somalia, Yemen og Cuba, og i dag er der kommet INDC fra Mikronesien, Kuwait og Bahrain, så pr. 24.11. er vi nået op på INDC fra 176 lande med en samlet dækningsgrad, som efterhånden må være oppe omkring 97% af verdens klimabelastning (se yderligere opdateringer nederst).

Næsten uanset hvilken aftale, man ender med at fastlægge i Paris, er alene dette resultat derfor en kæmpe succes – at stort set samtlige verdens lande har udarbejdet klimaplaner og klimatilpasningsplaner med målsætninger for indsatsen frem mod 2030.

Figur 2 fra UNFCCCs synteserapport (link nedenfor).

UNFCCC har på bagrund af de INDC, som var indleveret pr. 1. oktober lavet en Synthesis Report, som sammenfatter hvad disse Intended Nationally Determined Contributions tilsammen formår. Grafen herover er så at sige synteserapportens syntese-graf. Den orange stribe er den forventede udvikling før de nu indrapporterede INDC. De gule felter for 2025 og 2030 viser spændet i de indleverede klimaindsatser. Ganske mange udviklingslande har indberettet to sæt indsatser, dels en indsats de kan løfte med egen økonomi, dels en indsats, de behøver teknologisk og finansiel hjælp til. Så med lidt held lander vi i den laveste ende af det gule felt.

Synteserapporten konkluderer, at i den udstrækning verdens lande rent faktisk fuldt ud implementerer de nu fremlagte INDC, så giver det fundamentet til en udvikling, som vil lede til en 2,7°C gennemsnitlig global temperaturstigning ved udgangen af det 21. århundrede, og 3°C, hvis de tiltag, som er conditional, ikke bliver til noget. Dette er stadig bedre end de 4-5°C, som der var udsigt til for blot få år siden ved business as usual, men stadig foruroligende langt fra 2°C, som der var lagt op til skulle være mindstemålet, for ikke at tale om 1½°C, som et flertal af verdens lande sandsynligvis vil slå til lyd for.

Blandt andet Joe Romm fra Climate Progress har været ude med indvendinger overfor UNFCCCs beregninger af de 2,7°C, at det er en noget rosenrød fortolkning i og med, at de enkelte lande kun har lavet planer frem til 2030 (se link). Så hvis ikke verdens lande iværksætter yderligere klimaindsatser på den anden side af 2030, vil udviklingen snarere føre til 3,5°C ved århundredets slutning. De 2,7°C må derfor forstås med den forudsætning, at hvis verdens lande fortsætter århundredet igennem med samme ambitionsniveau, som de har fremlagt i de nuværende INDC, så vil vi ved udgangen af århundredet stå med en temperaturstigning på 2,7°C .

I det hele taget er der lavet en lang række analyser af de indleverede INDC, som afhængig af forudsætninger komme til noget forskellige resultater. Dette vil blive nærmere belyst i en update under vejs i blog-indlægget Nu INDC for 90% af verdens udledninger – flot men langt fra nok, hvor man også kan se grafen ovenfor i større størrelse.

Climate Action Tracker, som i nogle år løbende har sammenregnet konsekvensen af de enkelte landes faktiske og planlagte klimaindsatser, kommer også frem til 2,7°C, og kunne for nylig, efterhånden som de mange INDC sidst i september blev tastet ind, se prognosen for første gang bevæge sig under 3°C. Men uanset hvilke beregningsforudsætninger, man anlægger, er det sikkert at konkludere, at de nu fremlagte indsatser langt fra er nok – at vi både for at ramme 2°C og 1½°C skal finde langt hurtigere omstillingshastigheder frem, end der nu er lagt op til i de indleverede INDC.

Hvad grafen herover også viser, er de tre forskellige blå bånd, som illustrerer forskellene i den udfasningshastighed, som skal til, hvis vi retter verdens klimaplaner ind, så de holder sig inden for det samlede 2°C carbon budget. Her er det umiddelbart synligt, at hvis vi venter til 2030 med at gøre dette (den turkisblå kurve), er kurven langt stejlere, end hvis vi begynder i dag (den mørkeblå kurve). Der er her en smertegrænse for hvor hurtigt vi kan afvikle, hvis det skal ske i en takt, så alt så at sige ‘bruges op’, som vi hastigt nærmer os. Samtidig er både prisen, besværet og risikoen for at udløse tipping points markant højere ved at vente til 2030 end ved at stramme ambitionsniveauet i dag.

Ifølge Malte Meinshausen, som i 2009 var hovedforfatter på den artikel i Nature, hvori carbon budgets blev etableret som forståelsesbillede, så vil der, hvis vi følger de nuværende INDC, i 2030 kun være plads til fire års yderligere udledninger (220 Gt) i 2°C-budgettet, mens vi allerede ville have overskredet 1½°C-budgettet (link). Så i 2030 har vi forpasset muligheden for 1½°C, og selv en 2°C-udvikling vil være så godt som umulig – i hvert fald vil det ikke være udvikling, men fuld stop, som så skulle til. Der ligger således ved disse forhandlinger et massivt pres for at kunne demonstrere veje, som fører til væsentligt mindre end 2.7°C.

Med de positive briller kan man således sige, at vi med de mange INDC og hele det system, de kommer til at indgå i, endelig har fået et værktøj til at håndtere den globale klimasituation, som samtidig med, at den bygger på de enkelte landes frivillige bidrag, løbende kan strammes op, så summen af indsatserne tilsammen giver den ønskede virkning. Det gode er, at så godt som samtlige lande i deres INDC indskriver deres indsats i en samlet målsætning på 2°C, og mange endda hellere så en samlet målsætning på 1½°C. Så målet er anerkendt, midlerne dertil blot endnu utilstrækkelige. Den er den afstemning af midlerne til målet, der skal til.

Måske en række af de større lande har ‘noget med’ i posen, så de kan gå ind og stramme deres målsætninger, hvis andre lande gør tilsvarende. Men de fleste lande og ikke mindst en sammenslutning af lande som EU kommer til Paris med ganske bundne mandater.

Det er her vigtigt at holde sig for øje, at alle disse fremskrivninger indregner klimaudviklingen som en gradvis, kontinuert proces. Men særlig med de højere temperaturer vil der kunne blive tale om tipping points, hvorfra udviklingen bliver selvaccelererende. Selv en løsning, som sigter på at standse temperaturstigningen under 2°C, kan risikere at udløse tipping points, som accelererer udviklingen ud af modelforudsætningerne. Så en egentlig langtidsstabilisering af det globale klimasystem kræver ikke bare, at vi bringer de nuværende udledninger i nul hurtigst muligt, men at vi derefter hurtigst muligt bringer koncentrationen af drivhusgasser tilbage i nærheden af det præindustrielle niveau, hvor man kan gøre sig håb om, at klodens livgivende ismassiver, som gennem årtusinder har været med til at frugtbargøre de store floddale gennem at lagre vinternedbør til sommerhalvåret, regenereres (se blog-indlægget James Hansen et al.: 2°C-målsætningen helt utilstrækkelig). Så vi kommer på den ene eller anden måde til at ‘støvsuge’ atmosfæren for en stor del af de gigaton CO₂, vi har lukket ud.

Et ’emission gap’ på 12 Gt CO_2e

Forskellen mellem 1½°C, 2°C, 2,7°C, 3,5°C osv. kan synes ubetydelig, men repræsenterer et kolossalt spænd, når vi taler klimaforandringernes voldsomhed, mellem i den laveste ende det tolerable og måske oprettelige, og i den høje ende voldsomme, irreversible forandringer i vores livsvilkår, drastiske forandringer i klodens økosystemer og på sigt en fuld afsmeltning af klodens ismassiver, så for eksempel Danmark bliver reduceret til nogle få øer, hvor vi i dag har de højeste bakkedrag. Det giver derfor en bedre fornemmelse af, hvad der skal til, hvis man i stedet ser på udledningsvolumenerne. Første kolonne i skemaet herunder, som også stammer fra UNEPs rapport, giver disse udledningsvolumener.

Figur fra UNEPs The Emissions Gap Report 2015. 

Hvis baseline (business as usual) er sat til 65 Gt CO_2e, (et gigaton er en million millioner ton) så var der før den nuværende runde af INDC igangsat indsatser med reduktioner på 5 Gt, så vi i 2030 måtte forvente at verdens samlede udledninger er på 60 Gt. De nu foreliggende INDC giver yderligere 4 Gt unconditional plus 2 Gt conditional (dvs. klimaindsatser under forudsætning af at der tilvejebringes den tilstrækkelige finansielle støtte til at gennemførelsen), så samlet står vi med udledninger i 2030 på 56 Gt. Men vi burde i 2030 være nede på 42 Gt CO_2e for at holdes os inden for det carbon budget, som gør at vi har 66% sandsynlighed for at holde 2°C-målsætningen. Der er således et emission gap på 12 Gt CO_2e.

En række lande ville givet kunne øge deres klimatilsagn – nogle lande fordi de har lagt sig unødvendigt lavt. Og en række lande i EU ønsker i lyset af et vellykket Paris at stramme sin 40% reduktionsmålsætning for 2030 – også på baggrund af, at EU lige nu er på vej til at nå 24% i 2020, hvor målsætningen er en 20% reduktion i forhold til 1990. Europæiske NGOer har presset på for, at EU skulle sigte mod en 55% reduktion i 2030. Beregninger viser, at meromkostningerne ved at sigte på 50% frem for 40% er forsvindende, hhv. 0,5% og 0,2% af GDP (link). Og det vil være meget vanskeligt for lande, som står overfor at forsvinde under havets overflade på grund af den industrialiserede verdens klimapåvirkning, at acceptere, hvis en rig del af verden som EU ikke kan afse 0,5% af sit BNP til at sikre verdens fremtid. Det er jo ikke spildte penge, investeringerne i vedvarende energi kommer igen, både på energiregningen og i mindskede sundhedsomkostninger og udgidter til modvirkning af klimaforandringer.

Men der er sandsynligvis meget snævre grænser for, hvor store yderligere tilsagn, statslederne kan give i Paris uden at cleare med baglandet. Det virker for eksempel usandsynligt, at EUs forhandlere endsige politiske repræsentanter har mandat til at øge sin målsætning til 55%, selvom det er afviklingskacencer i den størrelsesorden, som skal til verden rundt for at vi kommer på hold af 1½°C muligheden.

En ‘Ratcheting Up Mechanism’

Christiana Figueres har ikke opgivet at lukke dette ambition gap. Hun insisterer tværtimod på, at der ikke er nogen løsning uden en 2°C-løsning i sigte. De mange forhandlingsrunder i løbet af det seneste halve år har således kredset stadig mere om, hvordan man kan konstruere en Paris-aftale, så den ikke blot fastfryser et utilstrækkeligt ambitionsniveau frem mod 2030, men tværtimod definerer rammerne for en klimaaftale, som løbende bliver evalueret og strammet op, så man hele tiden sikrer, at der over alt i verden sker den optimale klimaindsats. Dette har været kaldt mange ting, men på det seneste ofte en Ratcheting Up Mechanism. Og der synes at have været arbejedt ganske målrettet på at sikre opbakning til en formaliseret 5-årig review-proces, hvor alle lande gennemgår og optimerer deres klimaindsats. I blog-indlægget Nu INDC for 90% af verdens udledninger er der vist et Greenpeace-forslag til, hvordan en sådan mekanisme – her betegnet som en Mitigation Ambition Mechanism – ville kunne organiseres.

Reduktioner fra erhvervslivet

Samtidig med det kolossale arbejde med at få 190 lande til at udarbejde klimaplaner har Figueres igennem flere år vedholdende systematisk bearbejdet forretningsverdenen til også at tage deres del,, både når det gælder klimaindsatsen og når det gælder klimafinansieringen, og heri ligger sandsynligvis endnu en brik til med Paris-aftalen at etablere en aftale, som måske nok kræver hjemmearbejde for at blive en 2°C-løsning, men som virker plausibel.

World Business Council for Sustainable Development (WBCSDF) har fremlagt et Low Carbon Technology Partnerships initiative, som på baggrund af en rapport fra PricewaterhouseCoopers, viser, at verdens virksomheder frem mod 2030 samlet set ville kunne mønstre en klimaindsats i størrelsesordenen 17-18 Gt CO_2e. Men “for this target to be met, the right policy framework needs to be created by governments around the world,” skriver UNFCCC i en meddelelse 03.11.: “To meet this ambition, the Low Carbon Technology Partnerships initiative (LCTPi) could channel at least $5-$10 trillion investment into low carbon sectors and create at least 20m-45m jobs around the world as a result over the next 15 years.”

Det lyder som reduktioner i den størrelsesorden, som der er brug for. Hvis verdens ledere i Paris sagde top, vi går hjem og laver disse rammevilkår for virksomhederne, så deres omstilling ikke er risikabel business, men tværtimod belønnes i frem for at fortsætte med business as usual, så var det måske lettere at give tilsagn om sådanne fremtidige policy-ændringer end at finde de tilsvarende gigaton reduktioner i de nationale klimaplaner.

Når jeg ikke bare trækker dette tal fra det ovenfor beregnede udledninger i 2030 på 56 Gt og klapper i hænderne over, at dette virksomhedspotentiale er større end det beregnede emission gap på 12 Gt, er det fordi, der givet vil være et vist overlap – at en række reduktioner, når man (som det er strengt nødvendigt at gøre) begynder at arbejde på mange niveauer, let bliver talt dobbelt.

Byernes rolle

Et andet område, som nu er ‘underudnyttet’ i klimaindsatsen, er byerne. Mange bysamfund i Østen har en befolkning på adskillige gange den danske, men er i forhold til staten tættere på borgerne dertil, at de vil kunne lave kampagner, som direkte når ind i vores dagligdag. Der er stadig flere byer, som sætter sig målsætninger om CO₂-neutralitet i 2025, 2030 osv., og man kunne få berøring med nye udledningsområder ved at arbejde mere systematisk på byniveau.

Her har København virkelig været et godt forbillede med sin plan for CO₂-neutralitet, som blev lanceret i 2009 umiddelbart op til COP15. Men indsatsen burde defineres langt mere omfattende, så den ikke kun forholdt sig til byen som teknisk skal, men til alt det, vi borgere hver dag gør hjemme og på arbejde. Der er brug for en ny foregangsby, som ud fra en systemisk byforståelse, hvor byen også omfatter dens borgere og deres aktiviteter – og dermed de fulde udledninger fra byen som system – sætter sig for at blive CO₂-neutral.

Potentialet er svimlende. I vinteren 2010-11 kom både CONCITO og NIRAS frem til, at hver dansker (for NIRAS’ vedkommende en dansker i hovedstadsområdet) havde et samlet CO₂-fodaftryk på over 18 ton pr. år. Heraf adresserer Københavns Kommunes klimaplan kun mellem 1-2 ton. På den baggrund er det stærkt misvisende, når byerne for at påpege deres vigtige rolle i klimaindsatsen fremfører, at de står for en stor del af de samlede udledninger, for deres nuværende definition af deres klimaindsatsopgave berører kun en meget lille del heraf.

Det peger på endnu et lag, som man kunne kalde borgernes rolle. CONCITO beregnede samtidig, at den danske borger gennem sit forbrugsvalg havde en vis indflydelse på op til 80% af sit klimafodaftryk – ikke at man ved aktivt forbrugsvalg kunne reducere 80%, men at 80% afde økonomiske valg, man traf havde klimaimplikationer. Hidtil har vi veget meget uden om at lovgive direkte, så det greb ind i borgerens frihed. Ingen restriktioner på kødforbrug, flyrejser, privatbilisme, sommerhuse eller andre klimabelastende vaner. Gerne små afgifter, og har man penge nok er det jo ikke noget problem. Men en betalingsring, der gik grænsen. Og selvom vi ikke skal lægge ansvaret for klimaindsatsen over på den enkelte borger, så ligger der ligesom for virksomhederne et fantastisk klimapotentiale i den rette samkøren af gode rammevilkår og støtte af borgernes klimaindsats i hverdagen. Ifølge NIRAS’ undersøgelse var hovedstadsdanskerens CO₂-fodaftryk for det vi spiser 4,2 ton pr. person pr. år, eller mellem 20-25% af vores samlede CO₂-fodaftryk – og hermed en post, som er markant højere end den Københavns Kommune nu adresserer ved at gøre København “CO₂-neutral”. En kampagne for at nedbringe CO₂-fodaftrykket for Københavns mad til en fjerdedel ville ikke være urealistisk over en årrække, og klimareduktionspotentialet ville være markant større end den nuværende CO₂-neutralitetsproces.

Men sådan som vores politiske system i dag fungerer, er det politisk selvmord at stå frem med begrænsninger af vores kødforbrug, stop for flyimporteret mad fra den sydlige halvkugle osv. Her har NGO-organisationerne en vigtig rolle – og stat og kommune bør blive bedre til at tænke i styrkede rammevilkår for dette arbejde. Vi har for eksempel set Stop Spild Af Mad på 7 år hjælpe danskerne med at gøre et betydeligt indhug i vores madspild (som er faldet 25% på 5 år), uden at bevægelsens dynamiske leder Selina Juul er blevet politisk hadeobjekt. Så hvis ikke vi skal ende med meget repressive systemer for at fjerne sådanne udledningsposter, skal vi have borgere og NGOer på banen.

Det er også i sådanne konstellationer, at fænomener som deleelbiler, delependling, delesommerhuse og deleøkonomi kan vokse frem. Hvis vi formår at inddrage sådanne aspekter af bysystemerne, er byernes (borgeres) yderligere reduktionspotentiale massivt.

Vi mangler derfor en ny runde af Københavns Kommunes klimaplan, hvor det ikke kun er kommunens tekniske struktur, som bliver CO₂-neutral, men byen som levende organisme, inklusive dens borgere og virksomheder og deres samlede aktiviteter, som bliver CO₂-neutrale. Det andet er nærmest misbrug af sproget.

UNEPs evaluering af de indleverede INDC anslår, klimaindsatsen fra C40-sammenslutningen af byer i 2020 vil kunne ligge i størrelsesordenen 0,7-2,0 Gt. Hvis denne indsats blev udbredt til flere byer, og hvis indsatsen blev rettet mod alle dele af byen som system, ville reduktionspotentialet i 2030 kunne være adskillige gange større.

Skibsfart og luftfart

Der er andre områder, som nærmest skriger på en systematisk klimaindsats, herunder skibsfarten og luftfarten. Det er faktisk imponerende, hvor mange år det er lykkedes de to instanser IMO og ICAO, International Maritime Organization og International Civil Aviation Organization, som af FN har fået til opgave at etablere en klimaindsats for deres respektive områder, at sno sig uden om.

Det er dobbelt absurd, fordi der er løsninger, så sent som i går kunne man på PBS læse, om: 7 simple airplane fixes, som ville kunne halvere luftfartens udledninger nærmest uden ekstraomkostninger. I den udstrækning, det er tilfældet, er det endnu mere alarmerende, at luftfarten ikke for længst har gjort det, men blot gang på gang sikret sig, at tingene blev såpas forhalet, at der ikke sker noget.

Problemet er her som med personbilerne, at de små og stadige forbedringer, 2% hist og 1½% her, 7% længere på literen osv. kommer så langsomt og drypvist, at den såkaldte rebound effect, at når noget bliver billigere, bruger vi mere af det, har tendens til fuldstændig at æde den gradvise teknologiske forbedring, så resultatet ikke er mindre klimabelastning, men slet og ret til mere trafik. Så selv med en gradvis halvering af udledningerne på en flyrejse vil luftfarten i 2050 tegne sig for en uacceptabelt høj klimabelastning – og sandsynligvis udgøre en langt større andel af vores samlede udledninger end i dag.

Der er her ikke nogen vej uden om at tage hul på vores adfærd. Igen kræver det et stort bevidsthedsarbejde, hvis ikke det skal blive meget rigidt, og igen er det svært for vores politikere at gøre det uden massiv støtte fra NGOer og borgere.

Men tilbage i tiden for Kyoto-aftalens tilblivelse valgte man i første omgang at fravælge disse internationale transportposter, som var vanskelige at placere, for til en begyndelse at prøve at tage hånd om de industrialiserede landes indenlands udledninger. Vi ser således, at vi i Danmark med Mærsk har et rederi (og olieselskab), hvis udledninger med 40-50 mio. ton CO₂ pr. år er omtrent lige så store som hele Danmarks officielle udledninger. Så skibsfarten og luftfarten er store og hver især voksende udledningsområder, som ikke mere kan overlades til IMOs og ICAOs skueproces, men kalder på en målrettet indsats, hvis vi skal lukke det nuværende emission gap.

Lagring i biosfæren

Et andet område, som vi er nødt til at se nærmere på, hvis vi skal lukke dette emission gap og finde veje til en 2°C-løsning – og endnu bedre en 1½°C-løsning – er lagring i biosfæren. Der er masser af CO₂ lagret i vores skove, en nylig opgørelse kom frem til at der var 3 trillioner træer i verden, men at der ville haver været dobbelt så mange, hvis ikke vi mennesker gennem tiderne havde fældet løs. Så ved at vende denne udvikling og generelt øge beplantningsvolumenet over alt, kan vi ikke bare får øget CO₂-lagringen i biosfæren, men samtidig sikre mere nedbør i tørre egne, mere skygge og kølighed i tropiske og subtropiske byer, som er truet af en kombination af varmeø og global opvarmning og bruger massive mængder af energi på køling.

REDD+ er betegnelsen for det program for sikringen af verdens skove, som i årevis har været forhandlet som del af de samlede klimaforhandlinger. Ved de forudgående klimatopmøder har der været bøjet megen arm omkring principperne for en støtte til bevaring og genrejsning af verdens skove, som ikke mindst i den tropiske zone forsvinder med en uhyggelig fart. Men der har på det seneste været signaleret, at der måske var så mange uafklaretheder, at det ikke kommer med i klimaaftalen i denne omgang.

Det er ganske katastrofalt, hvis det sker, idet UNEP samtidig med sin evaluering af de indleverede INDC anslår, at der ligger et teoretisk reduktionspotentiale på op til 9 Gt CO₂ pr. år ved et systematisk gennemført REDD+ i en indsats, som samtidig vil kunne bevare en lang række oprindelige folkeslags levevilkår og sikre en betydelig del af den biodiversitet, som i dag er i alvorlig tilbagegang.

Derudover findes der et måske lige så stort CO₂-lagringspotentiale i muldjorden. Det moderne industrielle landbrugs ensidige dyrkningsmetoder tenderer mod at drive det organiske indhold ud af jorden, mens økologiske og biodynamiske dyrkningsmetoder er afhængig af en levende, rig muldjord. Så ved at skifte et til sundere dyrkningsmetoder kan vi samtidig vende udviklingen fra, at de dyrkede jorder afgiver CO₂ til at de absorberer CO₂ i betydelige mængder.

Mange steder eksperimenteres der med biochar, som rigtigt anvendt på én gang vil kunne bedre jordkvaliteten, øge høstudbyttet, mindske brændselsforbruget i de ganske store dele af verden, hvor man endnu laver mad over åben ild, og sikre en mere permanent genindkapsling af de store mængder af kulstof, som vi har lukket ud i atmosfæren, end i biosfærens organiske kredsløb.

Blot kan man sige, at den vifte af muligheder for at genabsorbere CO₂ i biosfæren gennem ændringer i vores måde at drive skovbrug, landbrug osv. på helst ikke skal ‘gå til spilde’ ved at skulle kompensere for en for langsom afvikling af det fossile forbrug, indgå i afladshandel for flybilleter eller lignende, men så vidt muligt burde reserveres til at kunne sænke atmosfærens koncentration af CO₂. For slutmålet er ikke ‘bare’ at bringe udledningerne i nul. Herefter forestår der et møjsommeligt arbejde med at fjerne de milliarder af tons CO₂ fra atmosfæren, som vi har pumpet ud siden industrialiseringens begyndelse.

Har man først den dimension med i klimaindsatsen, så handler det om at få den hurtigst mulige afviklingshastighed på nu, og så vidt muligt ikke opbruge hverken CO₂-budgettet for 2°C eller 1½°C. For for hvert yderligere ton CO₂, vi pumper ud, vil vores børnebørn skulle liste endnu et ton CO₂ ud af atmosfæren igen for at nå tilbage på en koncentration af CO₂ i atmosfæren på 350 ppm (parts per million). Den er nu lige omkring 400 ppm, og når nok mindst op på 450 ppm selv ved markant hurtigere omstillinger end de nuværende INDC lægger op til.

Exxons svig overfor menneskeheden

Som del af bagtæppet op til COP21 har InsideClimate News og Washington Post her i efteråret afsløret, hvordan Exxon tidligt var ledende inden for klimavidenskaben og allerede sidst i 1970erne var helt på det rene med, hvad der ville ske, hvis man fortsatte med at pumpe olie op og brænde det af som hidtil (se blog-indlægget Exxons klimasvigt: The Road Not Taken). Men i stedet for at råbe vagt i gevær valgte man blot at fortsætte som hidtil og igangsatte til gengæld massive investeringer i klimafornægtelse, systematisk tvivlsspredning osv. – en strategi, som qua endeløse milliarder af dollars indpodet det politiske maskineri og diverse tænketanke lykkedes så godt, at den amerikanske Kongres den dag i dag er befolket med et flertal af klimafornægtere. Exxon har haft hjælp fra de andre selskaber, men situationen er særlig grel for Exxon, fordi virksomheden tidligt havde et helt klart billede af, hvad der ville ske, hvis man fortsatte den fossile afbrænding, og endda så konsekvent valgte at fornægte situationen. Siden sidst i 1970erne er klimaproblemet blevet dobbelt så stort forstået på den måde, at vi siden da har lukket lige så meget mere CO₂ ud i atmosfæren, som vi havde gjort fra industrialiseringens begyndelse og frem til da.

Hvis vi havde handlet sidst i 70erne, havde en 1½°C-løsning været uproblematisk og en 1°C-løsning (den situation, vi har i dag) været opnåelig. Og hvis man ser på, hvad Exxon har haft af profit af denne olie i forhold til, hvilke astronomiske meromkostninger oprydningen efter de mellemliggende 35 års udledninger kommer til at koste, så har Exxon været et endog meget dyrt bekendtskab.

Situationen er nu så tilspidset, at anklagemyndigheden både i New York og i Californien er ved at undersøge, om der er belæg for at rejse sag mod Exxon for bevidst vildledning (se Exxon på anklagebænken).

De olieselskaber, som gennem bevidst at have lagt slør ud over, hvilke monumentale problemer, menneskeheden ville stå overfor ved at fortsætte den nuværende afbrænding af fossile brændsler, burde idømmes den samfundstjeneste inden udgangen af dette århundrede at have genlagret al den CO₂ fra den kul, olie og gas, som er blevet yderligere udledt vel vidende, at den var alvorligt gal. Der bliver brug for mange tigre.

Den korte bane

Yderligere ligger der i en indsats overfor metan- og lattergasudledningerne fra lossepladser og fra det industrielle landbrugs alt for store koncentration af husdyr et betydeligt klimapotentiale, som yderligere har den fordel, at det giver en kortvarig, men kraftig virkning. Så hvis man skulle udtænke en emission gap-strategi på den helt korte bane – en supperende indsats frem til 2020, som kunne sænke udgangspunktet nogle Gt – så ville det være oplagt at lave en gennemgribende indsats overfor metan- og lattergasserne fra den animalske produktion.

George Monbiot skrev for få dage siden i The Guardian artiklen There’s a population crisis all right. But probably not the one you think, hvori han påpeger det dybt problematiske i, at mens antallet af mennesker pt. vokser med 1,2% pr. år, så vokser vores husdyrbestand med 2,4%, eller det dobbelte, så hvis denne udvikling fortsætter, vil det globale økosystem i 2050 skulle mætte yderligere omkring 120 mio. ton mennesker og 400 mio. ton husdyr. I en tid, hvor vi også gerne vil have biobrændstof til biler og fly, giver dette tilsammen et massivt pres på de dyrkede arealer. Dette medfører yderligere rydning af skov for at få plads til yderligere foderarealer, selvom det klimamæssigt set har katastrofale følger at reducere de tropiske regnskove yderligere.

Her ville til en begyndelse en reduktion af vores kødforbrug med en fjerdedel mindske presset på biodiversiteten og rydningen af regnskovene, samtidig med at det ville bedre klimabalancen og vores personlige sundhed at reducere vores overforbrug.

Et andet oplagt indsatsområde at beslutte forud for 2020, er øjeblikkeligt at sætte filtre på alle verdens kulkraftværker. Det ville med et slag gøre sneen og isen i det arktiske område mere hvid, og dermed sikre, at mere lys blev reflekteret bort. Samme albedo-virkning kan opnås ved at male det urbane landskabs opadvendte flader hvide.

Hashem Akbari fra Berkeley regnede sig i 2008 frem til, at man ved at male verdens 100 største byer skinnende hvide, ville kunne øge lysudstrålingen, så det kompenserede for den samlede globale udledning fra alle lande. Det sker nok ikke fuldt ud, men det på simpel vis at reflektere mere lys tilbage i himmelrummet gennem lysere urbane flader eller lysere, blankere afgrøder, kunne blive en vigtig del af en supplerende klimaindsats (se blog-indlæggene Kølende hvidt, Kølende grønt og Kulstøv øger isafsmeltningen).

Et studie, som netop er offentliggjort i Nature Climate Change viser, at en systematisk indsats mod luftforureningen, nærmere bestemt de såkladte SLCF Short-Lived Climate-Forcers – først og fremmest sodpartikler fra kulkraftværker, olie- og gasudvinding, skovbrande og forbrændingsmotorer, SO_xer, NO_xer, VOCer osv. – ville kunne mindske temperaturudviklingen i 2050 med 0,2°C (link). Det har ofte været fremført, at det var den østasiatiske forurening som var den store kilde til tilsodningen af Arktis. Men forskernes modelforsøg viser, at de største kilder til opvarmningen af Arktis er russiske skovbrande efterfulgt af gas flaring fra de nordiske lande. Luftforureningens indvirkning på klimaet er ganske kompleks, og nogle faktorer (som for eksempel aerosoler) virker kølende, mens andre virker varmende. Men spekteret af forurenende stoffer følges for en stor del ad, så hvor der i den senere tid ofte har været nævnt, at det havde været endnu værre med den globale opvarmning, hvis ikke vi havde haft luftforureningen, så må man sige, at dette er forkert. For samlet set er der tale om en betydelig køling. Og dette argument. at en indsats mod luftforureningen samtidig er em markant klimaindsats, kan gå hen og blive et vigtigt argument for lande som Kina og Indien, hvor den folkelige bevidsthed om luftforureningen er større end om den globale opvarmning.

0,2°C i 2050 lyder måske ikke af meget, og det er 0,2°C i den arktiske region, hvor opvarmningen er størst, så måske blot det halve i forhold til det samlede globale system. Men koblingen af klimaindsats og en indsats mod luftforureningen vil være strategisk vigtig i en lang række udviklingslande, hvor de sundhedsmæssige omkostninger ved luftforureningen er voldsomme.

Men i betragtning af, at den indsats, som er udfoldet i de nu indleverede INDC hvis fortsat igennem århundredet vil kunne lede til 2,7°C og udfordringen her i Paris synes at være at holde døren åben til 2°C og i bedste fald 1,5°C, så det virker oplagt at inddrage (link).

Ingen af disse indsatser giver mening uden om det langsigtede arbejde med at få CO₂-udledningerne bragt i nul kan i sig selv gøre det. Men omvendt er vi, hvis vi vil lykkes med en 1½°C-løsning, nødt til at tænke kompasset rundt i vores indvirkning på klimasystemet og få neutraliseret alle former for udledninger.

1½°C eller 2°C

Som allerede nævnt ovenfor, er prisen på solcelleanlæg faldet med 80% siden 2009 samtidig med at priserne forventes at kunne forsætte med at falde en tid endnu, fordi produktionsskalaen bliver ved med at ekspandere, og der fortsat synes at være et potentiale for yderligere teknologiske forbedringer. Og vindkraften har samme faldende tendens, omend ikke så radikalt som med solenergien, så selv de store havmøller, som lige nu er dyrere end møllerne på land målt i forhold til deres ydelse, synes inden for få år at komme stærkt ind i billedet.

Hvis den teknologiske udvikling siden COP15 i København således giver anledning til optimisme om mulighederne for at holde en 2°C-målsætning, i og med at hvor sol og vind hastigt er ved at udkonkurrere både olie, gas og kul som værende billigste energikilder, så har vi til gengæld i de mellemliggende år fået syn for sagn for, at 2°C-målsætningen er utilstrækkelig til at undgå alvorlige klimaforandringer.

2°C som en øvre tolerancegrænse har figureret siden 1975, og er et meget tidligt estimat på baggrund af en klimavidenskab i sin allerførste begyndelse, så den har aldrig været genstand for nogen gennemgribende videnskabelig granskning (se blog-indlægget 2-graders-målsætningen). Selv den nuværende stigning på 1°C giver en markant øget voldsomhed af en række vejrfænomener, så vi ser stærkere storme og oversvømmelser, kraftigere ekstremregn, og voldsommere tørke og hedebølger. I de mellemliggende år er klimaforandringer fra noget fjernt fremtidigt rykket meget tættere på og er blevet en del af det, vi kan erfare i nutiden. Hvor prognosen for havstigninger i i 2009 blev målt i centimeter, så ved vi nu, at for hver grad temperaturstigning vil vi på lidt længere sigt få 3 m havstigning. 2°C vil oversvømme verdens deltaer og atolriger og afstedkomme betydelige forstyrrelser i økosystemerne. Så det vi kan iagttage plus klimavidenskabens fremskrivninger af konsekvenserne ved 2°C peger på det på alle leder indlysende i at sigte på en max 1½°C gennemsnitlig global temperaturstigning – lige bortset fra, at det betyder, at vi har alvorligt travlt.

Allerede i København i 2009, hvor 2°C-målsætningen blev forsøgt etableret i den aftale, som endte med ikke at blive vedtaget, var der mange lande, som talte for en 1½°C-målsætning. Så det blev aftalt, at denne målsætning i løbet af nogle år skulle evalueres. En særlig arbejdsgruppe, som skulle evaluere 2°C-målsætningen, har da også kørt over flere årgange af COP-forhandlinger. Men dens anbefaling, at vi var nødt til at skærpe den overordnede målsætning til 1½°C, er aldrig blevet officielt stadfæstet, fordi blandt andet Saudi-Arabien, men også en række af de store udviklingslande, blokerede. For oliestaterne vil overholdelsen af et 1½°C carbon budget betyde, at olieindtægterne forsvinder endnu snarere. For en række af de store udviklingslande, som er kommet godt i gang via et stort antal kulkraftværker, vil det betyde, at de er nødt til at ændre strategi og udfase de fossile brændsler tidligere i deres udviklingsforløb. Det er her, hvor det kan få afgørende betydning, at solcellerne er ved at konkurrere med et kulkraften – at vi er meget tæt på, at det for udviklingslandene er billigere at investere i vedvarende energi.

Allerede i København var der mere end 100 lande bag ønsket om 1½°C, og målsætningen findes stadig i forhandlingsteksten på lige fod med 2°C. Sådanher ser forhandlingstekstens punkt om temperaturmålsætningen ud inden forhandlerne tager hul på sidste runde søndag:

so as to: hold the increase in the global average temperature [below 2 °C][below 1.5 °C] [well below 2°C][below 2 °C or 1.5 °C] [below 1.5 °C or 2 °C][as far below 2°C as possible] above pre-industrial levels by ensuring deep cuts in global greenhouse gas [net] emissions.

Vi vil derfor givet i Paris møde kravet fra de fattigste og mest sårbare nationer om at skærpe den nuværende 2°C-målsætning til en 1½°C-målsætning. Og de franske værter nævner den ret konsekvent sammen med 2°C-målsætningen. Det kan derfor ikke udelukkes, at det ender med, at 1½°C-målsætningen bliver vedtaget i Paris – og dermed at behovet for hurtige opstramninger af de enkelte landes klimaindsatser bliver endnu mere magtpåliggende. Argumentet fra de fattige lande kunne være, at udgifterne til adaptation og loss and damage dermed bliver så meget mindre, at det globaløkonomisk set er en indlysende god forretning.

Oxfam har i en rapport, Game-changers in the Paris climate deal, som er fremlagt her op til klimatopmødet i Paris, beregnet, at udviklingslandenes omkostninger til adaptation i 2050 vil være 270 mia. $ højere pr. år, hvis man fastholder ambitionsniveauet for de nuværende INDC, end hvis man får strammet indsatsen til en 2°C-løsning. Tilsvarende vil loss and damage for udviklingslandene i 2050 udgøre yderligere 600 mia, $ pr. år.

• By 2050 developing countries could face adaptation costs of at least $790bn per year, an additional $270bn annually (over 50 percent higher) compared with estimated adaptation needs under a 2ºC scenario (about $520bn annually).
• By 2050 economic damage for developing countries could be $1.7 trillion per year (about 1.3 percent of GDP), which is an additional $600bn annually compared with estimated economic damages in a 2°C scenario.

Det er svimlende beløb, mange gange højere end den nuværende samlede bistand til udviklingslandene. Oxfam ikke samtidig regnet på besparelserne ved at 1½°C-målsætning, men skønsmæssigt kunne udgifterne til adaptation og loss and damage være omkring det halve ved 1½°C i forhold til 2°C. Set i et sådant perspektiv har verden således slet ikke råd til ikke at forfølge den hurtigst mulige omstillingskadence. For til forskel fra loss and damage og til dels til adaptation, så er øgede investeringer i vedvarende energi for at fremme den nødvendige omstillingshastighed for at kunne nå 1½°C ikke penge ud ad vindiet, men fornuftige investeringer, som kommer igen til investor, og som kommer mangefold igen ved undgåede omkostninger til loss and damage og til til adaptation.

Man kan så indvende, at det ikke i sig selv ændrer noget at skærpe målsætningen til 1½°C, hvis ikke den konkrete klimaindsats følger med. Men omvendt har vi på det seneste set tegn på, at retsvæsenet kan træde ind og for eksempel til den hollandske regering sige: Det går simpelthen for langsomt, og idømme landet en skærpet klimaindsats, for at leve op til sine forpligtelser. Så der ligger noget vigtigt i at fastlægge også de lidt mere langvarige målsætninger, for derefter rette den kortsigtede indsats ind derefter.

Simplificeret figur fra UNEPs The Emissions Gap Report 2015, hvor kun median-værdierne er medtaget, og rækkerne med variansen (tallenes usikkerhedsfelt) for overblikkets skyld er fjernet. 

Herover ses en let reduceret udgave af et skema fra UNEPs Emission Gap Report 2015. Her er der lavet et 1½°C-scenario, som (belejligt) ikke kræver den helt store forandring i 2030, hvor det vil forudsætte, at verdens udledninger er på 39 Gt, eller 3 Gt lavere end 2°C-målsætningen med 66% sandsynlighed. Forskellen bliver tydelig for 2050, hvor 1½°C-målsætningen kræver, at vi er tilbage på 8 Gt, hvor 2°C-scenariet stadig ‘har plads’ til 23 Gt. Så hvor 1½-målet kræver, at udledningerne mellem 2030 og 2050 i snit falder med 1,55 Gt pr. år, så kan man med 2°C-målet ‘nøjes med’ et gennemsnitligt fald på 0,95 Gt.

For begge scenarier skal vi igennem store dele af anden halvdel af det 21. århundrede globalt set køre med negative udledninger. Det skyldes, at vi har kørt så længe uden at gøre noget, at tidligere afviklingsscenarier ikke holder mere. I UNEPs Emission Gap Report 2013 indebar en 2°C path, at vi skulle ramme 44 Gt i 2020, 40 Gt i 2025 og 35 Gt i 2030. Men samme tal er nu 52, 48 og 42 Gt, eller rundt regnet 20% over. Det er fordi vi for hvert år, den nuværende mangle på konsekvent klimaindsats fortsætter, gør regnestykket sværere og sværere, så UNEP har måttet indbygge en lang fase med negative emissioner. Derfor vil vi så at sige en overgang have ‘overtrådt’ disse carbon budgets, hvorefter de langsomt hives hjem med negative udledninger. Så der kun ét at gøre at reducere jo mere jo hurtigere jo bedre.

Og skulle vi ende med at brænde historiens sidste dråbe olie og sidste stump kul af, før vi har brugt den sidste promille af carbon budgettet for en 1½°C-løsning, så har vi ikke overperformed. Nej så har vi gjort den møjsommelige vej tilbage til 350 ppm lidt lettere. Og vi har valgt en vej med mindre risiko for at udløse irreversible klimatologiske tipping points.

Denne figur baseret på IPCCs carbon budgets viser med al mulig tydelighed, hvor travlt, vi har, hvis vi skal nå 1½°C. Med 50% chance har vi 9,8 år tilbage med vores nuværende udledningsniveau, hvor en 2°C-løsning med 66% ‘giver’ 20 år med vores nuværende udledningsniveau.

I en tid, hvor verdens samlede udledninger stadig er stigende, kan det synes uoverskueligt, at det skal gå så hurtigt, men det synes omvendt som om vi i dag står på tærsklen til at have alle de nødvendige redskaber til en ny æra, hvor sol og vind er billigere end de fossile brændstoffer, hvor en række lagringsteknologier gør os i stand til at høste energien, når den er der, og tappe den, når vi har brug for den, så vi kan lukke ned for den fossile afbrænding uden at alt omkring os går i stå. Som det så klart siges i en NASA-præsentation: Menneskeheden gik ikke fra stenalderen til broncealderen, fordi den løb tør for sten.

Klimaet i en række enkeltlande

Alle lande er vigtige, nogen måske dog vigtigere end andre. Det har tit været brugt som undskyldning, at det ikke nytter noget, så længe [… de andre] ikke gør deres del. Ikke mindst Kina har her været brugt som undskyldning. Men den holder ikke længere, dels fordi Kina rentfaktisk gør meget for at vende udviklingen, men mest fordi alle udledninger hurtigst muligt er nødt til at blive bragt i nu – og i retfærdigheden navn endnu hurtigere i de industrialiserede lande end i udviklingslandene. Så den danske Venstre-regerings attitude, at vi ikke behøver at være foregangsnation er dybt problematisk, dels fordi verden har brug for forbilleder, hvor man kan se, at det er muligt at have et lykkeligt kongerige med velfærd og det hele og konstant mindskende CO₂-udledninger, dels fordi vores nuværende og fremtidige velfærd i Danmark i allerhøjeste grad er forbundet med dette omstillingsteknologiske forspring. Grøn teknologi og grøn omstilling er på få årtier blevet dansk erhvervslivs største forretningsområde, og det er dybt ubegavet ikke at stimulere denne udvikling det bedste, vi har lært – særlig når neddroslingen blot sker for at de i forvejen rigeste kan bo og køre lidt billigere.

Hvert eneste land i hele verden er således nødt til at se ikke bare på, hvad der er deres del af løsningen, men hvor langt og hvor hurtigt de kan drive deres udvikling. Og vi i den rigere del af verden, som har skabt alle problemerne gennem at bruge atmosfæren som losseplads for store mængder af klimaforandrende gasser, er nødt til med den rigdom, det har afstedkommet, at være med til at sikre at, det sker ikke bare hos os selv, men også i de fattigere lande, hvor viljen ofte er der til overmål, men ressourcerne og den fornødne teknologi og knowhow mangler.

En række lande har gennem de nu snart 21 års klimaforhandlinger ved FN fået ry for at kunne stille sig på bagbenene – og ofte at gøre det. Rusland har i de senere år i adskillige situationer været procedure-rytter af mest nidkære slags. Indien (og en række andre lande som Malaysia) falder regelmæssigt tilbage i gammel retorik om, at have ret til (fossil) udvikling, mens lande som Venezuela og Bolivia belærer indimellem om det fundamentalt (kapitalistisk) forfejlede i kvotesystemer og den alomsiggribende commodification of nature (varegørelsen af vores naturgrundlag). Og gennemgående fremstår de rigeste landes ofte demonstrative ligegyldighed overfor klimaudfordringen som dybt provokerende, ikke mindst overfor lande, hvis livsgrundlag og hele eksistens bogstaveligt er truet.

Så det er en broget skare, som her i de kommende dage skal besegle om ikke verdens fremtid, så menneskehedens levevilkårs. De fortjener al den opmærksomhed, de kan tåle – og ar vide, at verden følger dem og forventer af dem, at de tager sig alvorligt sammen nu her i Paris.

På den baggrund nogle tanker om en række enkelte lande her op til COP21:

Canada – #Canadaisback tweetede Canadas nyudnævnte klimaminister Catherine McKenna. Efter ti sorte år under Stephen Harper, en af den politiske verdens mest fremtrædende klimafornægtere, tegner det til et ‘canadisk forår’, hvor der også kommer til at ske en masse på klimafronten. En ny klimapolitik kommer dog først på plads i løbet af februar. Men premierminister Trudeau stiller med en stor delegation i Paris med ledere fra samtlige provinser, hvor der ikke er valg (hvor klimaindsatsen flere steder har ‘overlevet’ trods Harpers centralregering). Albertas nye provinsleder Rachel Notley har lige annonceret en omfattende klimaindsats, som med en CO₂-afgift, som over nogle år vil stige til 30 CA$ pr. ton. Så der kommer låg over både tar sands-udvindingen og kulafbrændingen, samtidig med at den vil fremme den vedvarende energi. For at understrege den canadiske velvilje har Ontario udstedt et forbud mod kulfyring. Som noget af det første efter sin tiltræden udstedte Trudeau et forbud mod tankskibe langs de nordlige kyster for at understrege, at man heller ikke skal regne med at kunne udskibe tar sands-olien ad denne vej. Og på vej til Paris har Trudeau under Commonwealth-konferencen på Malta – en anden af de politiske trædesten til Paris – meddelt en klimafinasiering på 2,65 mia. $. Så Canada synes i gang med at tage et nødvendigt opgør med den tar sands-strategi, som har ført nationen så kraftigt på afveje, og vi kan først i det nye år forvente en langt mere sammenhængende og ambitiøs klimaindsats, end der er lagt op til i den nuværende INDC.

Australien – Som Canada havde Australien indtil for nylig en fremtrædende klimafornægter som premierminister, og Australiens klimaindsats og INDC var helt i lommen på kulindustrien. I de første uger efter Abbott blev væltet var der foruroligende få signaler om en ny klimapolitik, selvom det var ventet på baggrund af hans efterfølger Turnbulls tidligere udmeldinger – sandsynligvis for ikke at risikere at sprænge partiet. Men attituden har fuldstændig forandret sig, spørgsmålet er mere, hvor langt Turnbull i den nuværende situation kan gå i forhold til sit bagland. På et briefing-møde for få dage siden mellem den australske klimadelegation og en lang række australske NGOer og virksomheder stod det klart, at den australske delegation i Paris er åben dels for at skærpe målsætningen fra 2°C til 1½°C, dels for at vedtage fuld udfasning af fossile brændsler inden 2050. Det er sådan noget, der skal til.

Japan – Med et tilsagn i 2009 om en 25% reduktion i 2020 havde Japan en overgang en af de mest ambitiøse klimaplaner i den industrialiserede verden. Men klimaindsatsmæssigt synes Japan stadig paralyseret efter Fukushima-katastrofen i 2011. Alle tidligere planer er skrottet, og den japanske INDC er pinagtigt svag – ingen reduktion i 2020 og ~18% i 2030 set i forhold til 1990 – samtidig med, at der fuldstændig mangler greb om udviklingen. Så i dette øjeblik har landet mere end 40 kulkraftværker under planlægning. Men der er tegn på, at dette kan ændre sig, og den nuværende regering investerer faktisk ganske massivt i udbygningen af den vedvarende energi.

Bhutan – er et af de helt små lande, men ligesom landet i nogle år har markeret sig ved ikke at regne sit fremskridt i GDP, men i Gross Happiness Product – og systematisk forfølge en bæredygtig livskvalitet frem for økonomisk vækst (se evt. Jigmi Y. Thinleys foredrag i København for to år siden: Happiness or growth?), så er Bhutans INDC som den eneste i Climate Action Trackers analyser af enkeltlandes INDC blevet kategoriseret som værende ‘Role Model’ (link). Det er det, fordi landet har forpligtet sig til at forblive CO₂-neutralt – dvs. ikke udvikle sig, så det giver udledninger ud over hvad landets skove, som dækker tre fjerdedele af landet, kan absorbere (som lige nu tre gange så meget CO₂ som Bhutan producerer). Det indebærer for eksempel også, at man ikke først har en fase med svinende industri og køretøjer, men søger fra starten af at etablere en el-baseret transport som del af et bæredygtigt ligevægtssamfund.

Rusland – I sin INDC har Rusland lovet reduktioner i størrelsesordenen 30-35% i forhold til 1990, hvilket kan lyde ganske ambitiøst. Men landet er allerede dér og har været det siden kullene gik af den russiske industri, så det er en ‘gratis’ målsætning, som ikke kræver nogen reduktioner i de næste 15 år. Som opgørelsesreglerne blev udarbejdet ved den første Kyoto-aftale vil Rusland kunne indregne en enorm CO₂-aborption fra sine udstrakte skovarealer, så Rusland er på ingen måde presset til klimaomstilling – hvilket kan synes komfortabelt, men vil gøre det stadigsværere for Rusland at eksportere sine produkter til resten af verden, fordi de modsvarer en fossil frihjulsæra, som er hastigt på retur. Rusland har ved tidligere COP-forhandler påtaget sig en rolle som pedantisk procedure-fastholder, som kan være voldsomt tidsrøvende, men det er som om attituden på det seneste er blevet mere konstruktiv. 

Saudi-Arabien – har adskillige gange blokeret, når det så ud til at gå for hurtigt – og forsøgte senest ved fastlæggelsen af de nye SDG, Sustainable Delvelopment Goals, at modvirke, at klima- og udviklingsarbejdet blev integereret, ligesom der nok vil vise sig massiv modstand mod en 1½°C-målsætning fra de lande, som ligger inde med store fossile reserver, fordi nedtællingen til nul eksportindtægter fra kul og olie så bliver endnu kortere )se blog-indlægget OPEC-landenes INDC).

England – har lige meddelt, at man vil stoppe for kulafbrænding i 2025, hvilket har givet nogen umiddelbar anerkendelse. Men ligesom stort set hele den engelske reaktorflåde nærmer sig pensionsalderen, så stod langt de fleste kulkraftværker til at overskride EUs maksimalt tilladte alder inden 2025, så det er et næsten tomt løfte. I det hele taget synes den engelske energipolitik det sidste halve år under David Cameron at være kommet helt på afveje. Man er tæt på at have vedtaget endeligt en aftale om foreløbigt 2 reaktorer ved Hinkley C, som bliver historisk dyre og binder forbrugerne til høje energipriser langt over midten af dette århundrede, samtidig med at den giver kinesiske virksomheder lov til at bygge reaktorer i England. Situationen er så grel, at Østrig og Luxembourg har indklaget den for Europadomstolen med påstand om, at hvis England slipper af sted med dette, så vil det skævvride hele det energipolitiske landskab ikke bare i England, men i hele EU (statsstøtte er på det europæiske energimarked i princippet kun tilladt som indkøringshjælp til nye teknologier, så mens det er OK i en udviklingsfase af havvindmøller er det langt ud over det rimelige for en A-kraft-teknologi, som ikke har forandret sig sønderligt i et halvt århundrede). Samtidig er støtten til udbygning af sol- og vindenergi for størstedelen skrottet, og man vil i stedet sigte på et fracking-eventyr. Men i denne uge har man så yderligere skrottet en storstilet CCS-satsning, som ville kunne gøre naturgassen næsten CO₂-neutral, og få dage efter meddelt at man ville støtte udviklingen af små modulære atomreaktorer.

Som Damian Carrington udtrykker det (link) så har De Konservative erstattet en begyndende omlægning til det 21. århundredes energikilder – sol, vind, tidevand, effektiviseringer osv. – med en tilbagevenden til det 20. århundredes A-kraft og skifergas uden CCS (se blog-indlægget Hinkley Point – en historisk fejlinvestering?).

Håber at Lars Lykke, når han mandag sidder blandt ministrene i Paris, ærgrer sig over at han har forpasset sin chance for at føre sig frem med en det 21. århundredes energipolitik, med CO₂-reduktioner i el- og varmesektoren på 85-90% inden 2030. Og håber endnu mere at han blandt lande, hvis eksistens er afhængig af en hurtig indsats og en 1½°C-løsning indser, at alvoren rækker ud over nogle kortfristede skattelettelser til forkælede danskere, og at klimaindsatsen er den vigtigste investering i fremtiden nogensinde.

Kina – har her forud for Paris lovet at lade sine CO₂-udledninger kulminere så hurtigt som muligt og senest i 2030, samt at der til den tid er mindst 20% vedvarende energi i energiforsyningen. Ingen ved nok helt, hvor ambitiøst dette i virkeligheden er, men det vil kræve voldsomt mange flere solceller, vindmøller, el-køretøjer, energieffektiviseringer osv.  Og det at vide, at Kinas voldsomt stigende udledninger snart igen vil falde, er måske det mest forløsende, der er sket på klimafronten i mange år. Flere analytikere mener, at udledningerne med den nuværende udbygning af den vedvarende energi ville kunne toppe allerede i 2025, og hvis den nuværende opbremsning i økonomien bliver mere permanent, kan det sandsynligvis blive endnu før. Kinas per capita CO₂-udledninger er i dag højere end EUs, og med den store kinesiske befolkning fylder de kinesiske udledninger så massivt i de samlede globale udledninger, at spørgsmålet om hvor hurtigt Kina kan toppe sine udledninger og hvor hurtigt de derefter kan afvikles, er den vigtigste enkeltfaktor i spørgsmålet, om vi er i stand til at ramme en 2°C-løsning eller en 1½°C-løsning.

Der bliver stadig etableret nye kulkraftværker i Kina, men på grund af den massive luftforurening, som i snit korter nordkinesernes levetid med omkring 5 år, er man holdt op med det i Beijing-området. Og her i forbindelse med vedtagelsen af den nye femårsplan har det været drøftet (men ikke endeligt besluttet) at lave et fuldt stop for nye kulkraftværker. For hvor den kinesiske befolknings klimabevidsthed stadig er i sin første spiren, så er der efterhånden en massiv folkelig kritik af det voldsomt forurenede levevilkår i de tætbefolkede egne, hvor luften river i næse, hals og øjne, og man efterhånden sjældent ser den blå himmel. Men Kina har traditionelt været tilbageholdende med at love noget, man ikke var 100% sikker på at man kunne holde, så selvom det ville være en gave til fremtiden og måske kunne trække et tilsvarende moratorium for nye kulkraftværker fra samtlige rige lande med sig samt tilsvarende indsnævringer af kuludbygningen i de øvrige BRICS-lande, så er det stadig halvt ønsketænkning, at vi som del af forhandlingerne i Paris får et sådant tilbud på bordet.

I mange år var Kina en af de store forbrugere af international klimafinansiering, så det var et vigtigt vendepunkt, da Kina for nylig sprang ud som donorland med et tilsagn om en klimafinansiering på 3,1 mia $, eller en anelse mere end det amerikanske tilsagn på 3 mia. $. I det hele taget synes Kina at have viljen til at blive en ledende kraft på klimaområdet.

USA – På det seneste er det kommet frem, at Exxon meget tidligt var helt på det rene med, at verden var på afveje, men endda satte ind med en massiv tvivlsproduktion, og var en meget stærkt medvirkende faktor for, at USA endte med end ikke at gå ind i Kyoto-aftalens første fase. USAs forhandlere har således ikke haft nogen let sag ved forhandlingerne, og de har gennem årene igen og igen formået at provokere mere eller mindre alle delegationer ved systematisk ikke at anerkende, at der var en historie (hvor nogle lande havde udledt meget mere end andre), men kun at ville se frem og gøre alle historieløst lige i løsningen fremadrettet.

I mange år har USA således været en af klimaindsatsens helt store bremseklodser. Ikke mindst psykologisk, for her stod verdens største økonomi og ville ikke anerkende verdens største problem. USA er i dag eneste land i verden, som har et parlamentarisk flertal, som er erklæret klimafornægtende. Det republikanske parti er i det store hele støttet (og styret) af fossile interesser, og hvis man stikker næsen blot lidt tættere på, er det svært at respektere den særlige amerikanske version af demokratiet – som demokratisk.

Den klimaindsats, som Obama har fået igangsat her i anden periode, hænger således i en tynd tråd, for den er stort set tilvejebragt uden om Kongressen, og Republikanerne gør hvad de kan for at stikke en kæp i hjulet på Obamas indsats, og på hans mulighed for i Paris at stille med klimafinansiering, hvor gerne han end ville det. Selvom det har været sagt før, så bliver det næste amerikanske valg ret afgørende ikke bare for USA, men for verdens videre kurs. For hvis der fra 2016 sidder en republikaner i Det Hvide Hus, så vil mere eller mindre alt, hvad Obama har igangsat, sandsynligvis være tilbagerullet inden for få uger. Heldigvis synes selv republikanske vælgere at have fattet alvoren i klimaudfordringen, så klimafornægtelsen ligner mere og mere en tabersag. Og begge demokratiske kandiater, Hillary Clinton og Bernie Sanders, synes indstillet på at fortsætte og udbygge Obamas klimaindsats.

Men den skrøbelige hjemmebanesituation gør, at USA har gjort sig til talsmand for en meget løs og uforpligtende Paris-aftale. For så snart det nærmer sig en aftale, hvor de enkelte lande er forpligtet af hvad de har lovet hinanden i de nu afleverede INDC (hvilket jo ville være oplagt), vil det kunne kræve godkendelse i USA, og det vil Obama ikke kunne få. Så på grund af den (undskyld mig) forpulede politiske situation i USA er kunsten i Paris ikke at forpligte alle til hver især at gøre deres del, men tværtimod at lave så tilstrækkeligt løs en aftale, at Obama ikke skal hjem og have den godkendt. Derfor har man i de seneste uger set USA og EU ‘skændes’ frem og tilbage over Atlanten, om det skal være en bindende eller ikke-bindende aftale.

Indien – På én måde har Indien afleveret en yderst ambitiøs INDC med en markant udbygning af den vedvarende energi, men på den anden side er der også tale om et land i en situation, så selv hvis man sætter 200 GW solceller op, så er det ikke sikkert, at det i første runde betyder færre nye kulkraftværker. For Indien er lige nu så energihungrende, at det bliver en form for ‘all of the above’-attitude. Derfor er er der ikke nogen begrænsninger i Indiens INDC, ikke noget bud på, hvilket år de indiske udledninger vil kunne kulminere – for Indien er meget på vagt for ikke at få ødelagt sine udviklingsmuligheder af snærende klimaforpligtigelser. Man har givet nogle bud på en klimaindsats, som hvis det gennemføres som planlagt ville gøre, at man kunne sætte nogle helt anderledes klare mål, men man har undladt at sætte dem.

Efter at Kina lancerede sit kulminationsår som senest 2030 og så vidt muligt tidligere, har det lagt et pres på andre lande i den tilsvarende udviklingsfase om at gøre noget tilsvarende. Jairam Ramesh, som i 2009-11 var ansvarlig for Indiens klimapolitik, fremførte i et interview med Yale Environment 360 i juli , at Indien måske ville kunne toppe sine udledninger i 2025 og så i stedet for at køre stejlt ned derfra sige at dette niveau i en fase er et plateau (se blog-indlægget Indiens INDC i støbeskeen). En sådan udmelding, hvor Indien gav verden klarere signaler om, hvad man mener man kan gennemføre sin udvikling inden for, ville være fantastisk forløsende for situationen, for de indiske udledninger udgør i dag det største udledningsvolumen, som der endnu ikke er nogen form for låg på. Der ligger således lige nu et massivt pres på Indien om at stramme sin målsætning, som til gengæld har presset Indien tilbage i gamle defensive positioner, som at landet har sin historisk ret til fossil udvikling. Ved tidligere COP-runder har Indien

Meget tyder på, at det bliver lettere at slippe kullene end frygtet. KPMG har netop fremlagt en analyse af den indiske situation, som viser, at solenergien i Indien allerede i dag er lige så billig som indenlandsk kul og i 2018 vil være omkring 10% billigere. Så vi er kommet dertil, hvor et kulkraftværk, som kan køre 50 år frem i tiden, er en nærmest ubegavet investering, fordi der er en både billigere og renere energi lige om hjørnet.

Og verden har brug for, at der ikke bliver bygget flere kulkraftværker. Så i stedet for at kives over, om det fortsat er i orden, når vi ved, at det ikke er det, hvis vi skal holde de overordnede 1½°C/2°C-målsætninger, burde hele diskussionen vendes til, hvordan vi kan sikre Indien og en række andre lande i en tilsvarende situation en rimelig udvikling baseret på vedvarende energi.

Hermed er vi tilbage ved det nok største udfordring for, at det skal lykkes at få den nødvendige klimaaftale etableret i Paris – finansieringen.

De centrale udfordringer

Én ting er, at der stadig er 1.600 kantede parenteser i forhandlingsteksten. Men hvad er de centrale problemstillinger. Der har været mange bud på de vigtigste tre, fire og fem udfordringer for forhandlingerne i Paris. Ed King sammenfatter 18.11. situationen i to udfordringer: Fairness and finance. Og disse to størrelser væver sig faktisk på den ene eller anden måde igennem alle de store spørgsmål. Jeg har her prøvet at resumere nogle centrale udfordringer, som de tegnede sig efter seneste forhandlingsrunde i Bonn sidst i oktober.

Legally binding – Vi har set, hvordan det har været helt uden nogen form for konsekvens at droppe ud af Kyoto-aftalen, så spørgsmålet er, om Paris-aftalen kan laves så bindende, som den bør være for at landene har tillid til, at hver yder sit, uden at den bliver så bindende, at USA ikke kan underskrive, fordi den så skal godkendes i Senatet, hvilket pt. ikke vil kunne lade sig gøre.

Det kan blive et af de områder, hvor der skal stanges alvorligt under vejs.

Transparency and accountability – Fra en række sider, blandt andet EU, er det et klart markeret ønske om, at de enkelte lande monitorerer deres udledninger og effekten af deres indsatser med en så høj grad af præcision og transparens, at alle har et retvisende billede af, om de fastsatte mål rent faktisk bliver overholdt. I en række lande vil dette kræve opbygningen af en række i dag ikke eksisterende institutioner.

En række lande er noget sensible overfor andres ‘kiggen med’, men det burde ikke være her, at aftalen kommer i farezonen.

Long term I – 2°C eller 1½°C? I København bøjede mere end 100 lande af med deres ønske om en 1½°C-målsætning. Men tiden siden da har vist, at de havde ret. Med det vi ved i dag, er det svært at forsvare 2°C-målsætningen med ret meget andet and det er svært at klare en 1½°C-målsætning. Så man kan ikke udelukke, at vi får en 1½°C-målsætning, som så blotter et endnu større emission gap, som stiller endnu større krav til løbende opstramningsmekanismer.

Her kan 1½°C godt gå hen og blive en stopklods, fordi det vil kræve en hurtigere opbremsning, end de fleste lige nu er indstillet på. Og vi vil kunne se lande med en stor del af deres økonomi bundet op op olieindtægter stejle ved udsigten til, at der er endnu kortere tid til det er slut med at sælge kul og olie. Men måske af samme grund er der ikke den store forskel i UNEP-scenarierne i de første årtier.

Long term II – Skal der indgå en målsætning for, hvornår fossile brændstoffer er helt udfaset? – i givet fald 2050? 2060? 2100? Det hænger tæt sammen med 1½°/2°C-spørgsmålet.

Her virker det ikke rigtigt at sætte samme målsætning for alle kategorier af lande. Her kunne tværtimod den historiske dimension kom ind, så de gamle rige I-lande forpligtede sig til en fuld udfasning i 2050, mens alle andre lukker for afbrændingen så tidligt som muligt derefter og senest i 2100. Dette spørgsmål vil nok ikke kunne vælte Paris-aftalen, men en række lande ville her kunne modsætte sig en stram tidsfrist.

Raising ambition – Uanset om det bliver en 1½°C-aftale eller en 2°C-aftale, vil der være et betragteligt emission gap. og dermed et påtrængende behov for at få skærpet målsætningerne i mere eller mindre alle landes INDC. Hvordan denne Ratcheting Up Mechanism konkret udformes, så det rent faktisk lykkes af få løftet ambitionsniveauet i de nationale klimaindsatser, vil givet fylde i de forestående forhandlinger.

Der har været udført et kæmpe diplomatisk arbejde for at sikre konsensus om en fast evalueringscyklus hvert femte år. I de strategiske positioneringer forud for Paris har der også været enkelte lande, som ikke ville være med til dette. Men det er svært at forestille sig, at det blev dette, en Paris-aftale endte med at strande på.

Pre 2020 ambition – De indleverede INDC dækker perioden 2020-2030, og selv med skærpede INDC vil der tilbagestå et betragteligt for ikke at sige svimlende emission gap. Her er oplevelsen fra udviklingslandenes side, at Annex I-landene, som oprindelig var med i Kyoto-aftalen, i denne fase har taget sig en ordentlig slapper – at reduktionen her går meget langsommere end rimeligt. Og set over ét har de ret, Det er nærmest kun i Europa, at klimaindsatsen har kørt kontinuert år efter år, og selv her kunne man godt stramme ambitionerne – det er ikke specielt ambitiøst at have en målsætning for 2020, som man allerede har nået 6 år før.

Som skitseret ovenfor er der en lang række områder, hvor man ikke bare kan, men nødvendigvis må sætte ind allerede før 2020, hvis det skal lykkes at ramme ind på kursen mod 1½°C/2°C. Her ville initiativer til at håndtere udledninger fra luftfarten og skibsfarten, metan og sod, virksomheder og byer, skov- og landbrug, og ikke mindst fastholdelsen af det hårdt prøvede REDD+ program hver især kunne finde nogle vigtige gigaton reduktioner.

Adaptation & Loss and damage – År efter år er det blevet lovet og udsat og lovet og udsat, så ved seneste COP20 var der nærmest mytteristemning omkring de rige landes stadige gliden af overfor deres løfte om senest fra 2020 at have tilvejebragt mindst 100 mia. $ om året i klimafinansiering. Dette spørgsmål rammer lige ind i brændenælderne, for hvordan kan de rige lande på én gang hjælpe med problemer med klimatilpasning og klimakatastrofer i fattige sårbare lande, uden at det bliver indføjet i nogen traktat, at de rige lande historisk har et ansvar for klimaforandringerne? Der er en vis sandsynlighed for, at denne del til udviklingslandendes fortørnelse simpelthen holdes ude af klimaaftalen.

OECD-opgørelse, som har været stærkt kritiseret, kom for nylig frem til, at der med rub og stub var omkring 60 mia. på plads, så umiddelbart kunne det se ud til, at det går den rigtige vej. Men NGO-vurderinger af de helt friske tal tyder på, at kun en lille del heraf (omkring en fjerdedel) er egentlig bistand. Resten er lån og kreditter, som ofte er bundet op på køb af bestemte varer og ydelser. Og meget sigende er det en meget lille del af disse midler, som vil kunne bruges til adaptation og loss and damage.

Med den tendens til at søge at integrere klimaindsatsen i såkaldt climate-smart løsninger, som også kommer til udtryk i FNs nye bæredygtige udviklingsmål, bliver klimaindsatsen sat i en bredere kontekst og integrerer mitigation med adaptation og sustainable development. Så der er måske lys forud for tilpasningsdelen.

Equity and differentiation – Hvordan bliver det hævdvundne princip om common but differentiated responsibilities and respective capabilities håndteret i Paris-aftalen? Det har været gentaget i uendelighed, men var lige ved at ryge ud med badevandet i oktober. Hvordan udmønter det sig i praksis.

Vi så det senest i oktober, at en noget ufølsom nedredigering fik delegationerne helt op i det røde felt – dette her var ikke den retfærdige klimaaftale, alle har talt om i årtier. Og Paris-aftalen bliver ingen undtagelse. Hvis ikke der er et betydeligt mål af konkretiseret solidaritet og respekt for, at nogen har meget mere at gøre godt med og derfor må gøre meget mere, så bliver der ikke nogen aftale.

19. november fremlagde de franske værter en liste med 20 problemområder (pdf) forud for forhandlingerne i Paris, som er sammenfattet på baggrund af de tre dages samling med ministre fra 60 lande 8.-10. november. Her står finansieringen og byrdedelingen mellem rige og fattige lande højt på listen.

Finance – Det var ganske nybrydende, da Kina, som for bare få år siden var et af de store modtagerlande, for nylig meldte sig som donorland med et tilsagn som var en anelse større end den amerikanske. Den form for konkurrence vil vi gerne se mere af. Men de 100 mia. $ svæver stadig i vinden. Det havde her klædt de rige lande at have gjort denne del af deres hjemmearbejde inden det hele gik løs i Paris. Ikke kun med almisse-donationer på strategiske tidspunkter, men ved at løse de tilhørende strukturelle, organisatoriske og institutionelle problemer. For det har stået klart længe, at der ikke er nogen vej uden om. Det kan være, at det kommer – at der i det skjulte er forhandlet noget på plads. Men jeg tvivler, og det er meget dumt. For det er her, hele konstruktionen har størst risiko for at vælte.

Med den manglende afklaring af finansieringen, dens omfang, dens struktur, dens vilkår og afgrænsning (at for eksempel japansk eksportstøtte til japanske kulkraftværker ikke er klimafinansiering men japansk erhvervsstøtte) er vi nok fremme ved den største enkelte risikofaktor for, at vi ender med at stå med en aftale skabt efter mindste fællesnævner-aftale at det slet ikke bliver nogen aftale.

Finansieringens basale nødvendighed

Selv i de nu fremlagte INDC er en betydelig del af reduktionerne jo gjort afhængige af et vist mål af finansiel og teknologisk hjælp. Og hvis denne del udebliver, så sker der ikke de mange fine ting i udviklingslandene, som der nu er lagt op til med klimaplanerne.

Denne hjælp er i mine øjne dobbelt vigtig – vigtigere end hvor hurtigt det går den rigtige vej i EU – fordi det her kan være med til at afgøre, om udviklingslandene ender med at blive de første grønne økonomier drevet på vedvarende energi (og dermed kan ende med aldrig at have haft mere end 2-3-4 ton CO₂ pr. indbygger pr. år), eller om de bliver fastholdt i at forfølge en for længst udtjent fossil samfundsmodel (og dermed kan ende med at stå med et samfund med 10 ton CO₂ pr. indbygger pr. år eller mere, som så skal omstilles). I det perspektiv er pengene lige nu givet bedre ud til at sikre en sådan lavemissions-udvikling.

Marokkos miljøminister Hakima el Haite siger i et video-interview i forbindelse med fremlæggelsen af landets INDC om finansieringsdelen af den del af indsatsen som er conditional, dvs. afhængig af udenlandsk teknologi og finansiering, at det er hun ikke for alvor bekymret over, for hvis bare den grønne udviklingsfond vil hjælpe med begyndelsen, vil det tiltrække mange private investorer – hun skønner, at hver dollar fra udviklingsfonden kan generere 2-3 dollars fra private investorer.

De to franske økonomer Lucas Chancel og Thomas Piketty har været fremme med et forslag om, at luftfarten blev pålagt en betydelig billetafgift øremærket til at beskytte de mest sårbare mod klimaforandringer, tørke, oversvømmelser, havstigninger osv.: 20 € for en billet på economy class og 180 € for en billet på business class (se pdf).

En sådan ordning  ville give 150 mia. € om året til et område, hvor det lige nu synes at blive sværest at lukke finansieringshullet. Det er nok til at det virkelig ville kunne gøre en forskel, og ikke mere, end at det stadig er alt for billigt at flyve. Flyselskaberne ville givet stejle, men det kunne være en begyndelse i anledning af at de er krøbet uden om i så mange år, som det tilfældet er.

Igen vil man se lande som Indien fremføre, at de ikke skal betale en sådan afgift – det er her hvor jeg kan blive uenig med indernes fortolkning, som indtil nu har blokeret for alle forsøg. For har man råd til at flyve, så har man også råd til at lægge den lille ekstra afgift. Men det ville være dumt ikke at gøre det. For der er brug for disse midler til at lukke det finance gap, som kan vise sig lige så svært at håndtere som det nuværende emissions gap.

Min fornemmelse af en Paris-aftale er, at vi får den, at der hen ad vejen kommer nogen små forbedringer i forhold til det, som nu er på bordet, som bringer os på sporet af noget som er noget bedre end det, som nu er opgjort til begyndelsen på en 2,7°C-løsning og så at sige viser vejen til for en 2°C-løsning. Selvom indsatserne ikke matcher det tror jeg også det bliver svært bare at feje 1½°C-muligheden væk som umulig. Så vi får en aftale, som så at sige gør en dyd ud af at udstille sin kombination af emission gap og ambition gap.

Om det lykkes i Paris at få REDD+ med, er jeg mindre sikker på, selvom vi her står med et reduktionspotentiale, som er større end de samlede nu fremlagte reduktioner via de enkelte landes INDC. Statslederne burde også bruge tiden i Paris på få taget den dialog med byerne og ikke med erhvervslivet, som klarlægger, hvilke ændringer i rammevilkårene det er, der skal til, for at deres reduktionspotentiale på 17-18 Gt kan blive realiseret.

Der er ingen, som ikke ønsker en aftale, langt de fleste ønsker endda en ambitiøs aftale. Men at få alles bidrag til at stå i et rimeligt forhold dertil kræver, at alle så at sige bliver sendt hjem med masser af hjemmearbejde, så man dels får en øjeblikkelig stramning af indsatsen før 2020, dels allerede efter et år eller to vender tilbage med klimaplaner, som er revideret og strammet op ud fra hvad man efter første runde ved, der skal til for at lukke sin rimelige del af de emission gap og ambition gap, som lige nu tilsammen truer med at lade klimaudviklingen løbe os af hænde.

Men kunne ligefrem lade processen gå om hvert år indtil summen gav under 2°C – hvorefter man kunne nøjes med hvert … nej det sker nok ikke. Men noget, som svarede til pavevalg, hvor politikerne ikke blev lukket ud igen før de var baslet med en løsning, som klart angav en vej videre til de 1½°C-løsning, som vi alle ved er svær, men samtidig også vil værre ikke bare den billigste, fordi det globale katastrofebudget ikke går amok, men også den moralsk og etisk set eneste forsvarlige løsning. 1½°C. Og vejen herfra tilbage til de 350 ppm, hvor klimaet er langtidsstabiliseret og gletsjerne på sigt igen kan øge deres fylde, vil være mere overkommelig.

Så 1½°C er det meget korte svar på det som endte som en meget lagt tekst.

Update 25.11. – I dag var der INDC fra Niue, og vi er dermed oppe på at have INDC fra 177 lande. Republikken Niue er en autonom ø i det sydvestlige Stillehav ca. 700 km øst for Tonga med en selvstyreordning under New Zealand. Med et areal på 260 km² er Niue blandt verdens allermindste lande.

Update 27.11. – I dag var der INDC fra Tuvalu, Malaysia og Jamaica. Dermed er vi oppe på at have fået INDC 180 lande, som tilsammen dækker 97,8% af verdens samlede udledninger. Dermed er vi nede på at mangle fra 15 lande – hvilke det er, kan ses af oversigten herunder, som stammer fra Carbon Brief.

Blandt disse lande har Nigeria meddelt, at de arbejder på højtryk på at færdiggøre landets INDC. Usbekistan har fået tildelt støtte fra UNEP til at udarbejde en INDC og holdt i juli forberedende seminarer. Timor-Lieste har fået hjælp af UNDP til en forundersøgelse for udarbejdelsen af en INDC. Brunei har haft en virksomhed til at forestå udarbejdelsen af sin INDC, og i juli forlød det at alle AILAC-lande, hvortil Panama hører, ville aflevere INDC, ligesom der i slutningen af oktober meddeles overvejelser om samkøring af kvoter fra skibsfarten og REDD+. Så der burde være gode chancer for endnu en håndfuld INDC her i opløbssvinget til Paris.

Stadig vil det være næsten utænkeligt, at der kommer INDC fra et land som Syrien, som er totalt raseret af krig. Og man kan ikke udelukke, at et land som Venezuela undlader at aflevere i protest over den nuværende tilgang til løsningen af verdens klimaproblemer, som i en lang række landes øjne slet ikke sker ud fra nogen form for retfærdighed.

“The result of climate change, the criminal impact in the environment, is intimately linked with an immoral consumer model, with a capitalist development model, which is predator of natural resources, what impedes the harmonious relationship between human beings and nature,” sagde Venezuelas udenrigsminister Delcy Rodriguez tidligere på måneden samtidig med, at han understregede, at det var kapitalismen, som havde forårsaget klimaproblemerne og derfor kapitalisterne, som måtte stå for oprydningen (link).

Men i forhold til, at Figueres for et halvt års tid siden fandt at succeskriteret ville være, hvis der blev udarbejdet INDC, som dækkede mindst to tredjedel af verdens samlede udledninger, er det et fantastisk resultat, som viser, at viljen til at imødegå klimaudfordringerne er til stede verden rundt.

Update 28.11. – I dag – en lørdag – har bragt yderligere 2 INDC på banen – fra Palau og fra Nigeria. Dermed er der INDC fra 182 lande.

Fra en demonstration i dag, hvor 10.000 par sko i Paris demonstrerede for en stærk og retfærdig klimaaftale, nu hvor der af sikkerhedsmæssige grunde stadig er forbud mod store demonstrationer. Til gengæld har der i løbet af weekenden været demonstreret verden rundt, med mere end 2500 demonstrationer i 150 lande.

Update 29.11. – I dag – sent søndag eftermiddag – var der INDC fra Angola.

Update 01.12. – Der bliver stadig ved med at komme flere INDC – i dag blev der lagt INDC ud fra Brunei, og dermed har 184 ud af 195 lande afleveret. Sultanatet Brunei, også kaldet Brunei Darussalam, er et lille olierigt land med blot en halv mio. indbyggere, beliggende på øen Borneo i Sydøstasien. Det primære mitigation-målsætning er at reducere energiforbruget med 63% i forhold til BAU i 2035, og herudover sikre, at mindst 10% heraf er vedvarende energi. Måske ikke voldsomt ambitiøst, men positivt at se, at energieffektiviseringer kommer så ‘tidligt’ i betragtning. Skovarealet vil blive øget fra nu 41% til 55% af landets samlede areal.

Update 04.12. – I dag var der INDC fra Tonga. Der mangler således her hvor konferencens første uger er ved at være gået, stadig INDC fra 10 lande.

Update 11.12. – I dag var der INDC fra Saint Kitts and Nevis. Dermed er vi nede på 9 lande, som endnu ikke har afleveret deres INDC.

Update 12.12. – I dag var der INDC fra Venezuela. Dermed er vi nede på 8 lande, som endnu ikke har afleveret deres INDC. I blog-indlægget OPEC-landenes INDC er der mere om Venezuelas INDC, som frem mod 2030 indebærer en 20% conditional reduktion i forhold til business as usual.

Den opgørelse stammer fra Carbon Brief, som fører en løbende opdateret liste over de indleverede INDC med små ultrakorte resumeer af deres klimaforpligtelser (link). Procenttallene angiver andel af verdens samlede udledninger. Så vi er oppe på at have INDC for 99,0% af samtlige udledninger.

Af de sidste 8 lande er Syrien og Libyen krigslammede, mens Nepal er alvorligt jordskælvsramt. Og Nordkorea holder sig traditionelt uden for alt internationalt arbejde. Så det er meget usandsynligt, at der kommer INDC herfra.

I Paris har vi kunnet høre Nicaraguas chefforhandler Paul Oquist i Paris fortælle, at Nicaragua ikke ville aflevere INDC i protest mod det frivillighedsprincip, de var baseret på, da det var den sikre vej til 3-4°C klimakatastrofe. Overfor IPS uddyber Oquist og præciserer, at Nicaragua ønsker en 1½°C-løsning, og at det ikke er et spørgsmål om, hvem som skal reducere, men at alle de store udledere skal reducere – også Kina og Indien. Så der ligger også en protest overfor en række af de store udviklingslandes meget stive fastholden sin ret til fortsat udbygning af kulkraft i en tid, hvor det set ud fra en helhedsbetragtning er det rene vanvid (link).

Via Google har jeg kunnet finde tegn på, at Usbekistan, Panama og Timor-Leste har haft INDC under udarbejdelse. Men ifølge AFP i dag har Panama ikke ressourcer til at færdiggøre sin INDC før i 2016 (link).

Men igen: 187 klimaplaner, som dækker i alt 99% af samtlige udledninger, det er stort. De kan alle forbedres – og vil blive det. På den led har processen frem mod Paris-aftalen defineret et før og et efter.

Update 15.12. – Nordkorea er et af de lande, som ikke har afleveret INDC. Men det fremgår af en artikel i dag, at Nordkorea har haft en delegation på 8 mand m/k med ved klimaforhandlingerne i Paris, og at man er interesseret i at lave en klimaindsats, til dels i samarbejde med Sydkorea. Man har blandt andet lavet en skovgenrejsningskampagne og har aktuelt bedt Sydkorea om hjælp overfor en træsygdom, som hærger landenes skove. Forskellen mellem nord og syd er ekstrem, også afspejlet i det forhold, at Sydkoreas økonomi er 44 gange større end Nordkoreas – og dermed er givet også klimabelastningen radikalt mindre. (link) Endda fremgår det af en artikel i The Guardian i sidste uge, at Nordkorea uansest at man ikke har afleveret INDC har planer om at reducere sin klimabelastning med 37,4% i forhold til 1990. (link)

 

Relaterede blog-indlæg på Strøtanker

Se blog-indlæg om COP21: Paris noter I – den første uges forhandlinger, Paris 2015 – Brandalism og Paris noter II – anden uges forhandlinger.

En række blog-indlæg belyser enkelte landes klimamålsætninger, se: Japans INDC i støbeskeen, Kinas INDC, Islands INDC, Indiens INDC i støbeskeen, Brasíliens INDC i støbeskeen, New Zealands INDC, Japans INDC samt Australiens INDC

Se tidligere blog-indlæg: Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni, Interview med Christiana Figueres, Christiana Figueres – The Woman Who Could Stop Climate Change, Klimamøde i Bonn, fem minutter i Paris, Konturerne af den endelige Paris-aftale, Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris, Nu INDC for 90% af verdens udledninger – flot men langt fra nok, 2°C-målsætningen: De fleste lande skal fordoble deres klimaindsats samt Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?

UNFCCC forhandlingstekst forud for Paris

Edited draft agreement and draft decision on workstreams 1 and 2 of the Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action, UNFCCC 10.11.2015 (pdf).

Edited draft decision on workstream 2 of the Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action, UNFCCC 10.11.2015.

Technical paper identifying closely related concepts, duplication and possible areas for streamlining in the draft Agreement and draft Decision, UNFCCC 06.11.2015 (pdf).

Synthesis report on the aggregate effect of INDCs

Main Document, UNFCCC 30.10.2015 (pdf).
Brief overview, UNFCCC 30.10.2015 (pdf).
Figure 2 (summary of results), UNFCCC 30.10.2015 (pdf).
Technical Annex, UNFCCC 30.10.2015 (pdf).
Compilation of INDCs as communicated by 1st October 2015, UNFCCC 30.10.2015 (20 Mb pdf).

UNFCCC forhandlingstekst efter Bonn 19.-23. oktober

Draft Agreement and draft decision on workstreams 1 and 2 of the Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action, UNFCCC 23.10.2015 kl. 23.30 (pdf).

Draft decision on workstream 2 of the Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action, UNFCCC 23.10.2015 kl. 15.30 (pdf).

Der er herunder medtaget links tilbage fra sidst i oktober, som er valgt ikke bare for at prøve at følge processen omkring selve forhandlingsteksten, som har det med at forsvinde fra nyhedsfladen, så snart der ikke er noget ekstraordinært at skrive om, men om hele det store og komplekse bagtæppe, som er med til at forme den fælles forståelse af, hvilken aftale, vi behøver, og hvilken aftale, vi ender med at få.

I blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris er der en tilsvarende linksamling fra den forudgående periode, fra omkring 25. oktober og bagud.

Ed King: Paris unites on global day of climate action, Climate Home 29.11.2015.

Bill Birtles: China to stake leadership claim on climate change, emissions reduction at Paris UN conference, ABC Net 29.11.2015.

Leonore Taylor: Seven things the Paris climate talks could do, and what they mean for Australia, The Guardian 29.11.2015.

 

Tom Arup: Paris UN Climate Conference 2015: Is this Malcolm Turnbull’s moment to stand up on climate change? Sydney Morning Herald 29.11.2015.

Ed King: Canada says it’s ‘back’ on climate. But is it? Climate Home 29.11.2015.

Fiona Harvey & Kim Willsher: Paris climate summit: world leaders told to iron out differences before talks end, The Guardian 28.11.2015.

Justin Gillis: Paris Climate Talks Avoid Scientists’ Idea of ‘Carbon Budget’, New York Times 28.11.2015.

Nitin Sethi: Developed countries are backtracking on their commitments: Ajay Mathur, Business Standard 28.11.2015.

Nadine Bloch: COP21 actions go ahead: ‘We are not defending nature – we are nature defending itself’, The Ecologist 28.11.2015.

Daniel Mittler: In 3 steps, here is what Paris can do – and what we need to do afterwards, Greenpeace 28.11.2015.

John O’Donnell: Germany’s Merkel urges strict, binding goals to tackle climate change, Reuters 28.11.2015.

Nearly 1.8 million people demand climate action, Act Alliance 28.11.2015.

World leaders galvanized by terror attacks on France: Trudeau, CTW news 28.11.2015.

Adam Brigs: Eating less meat isn’t just good for you, it could save the planet, The Guardian 28.11.2015.

John O’Donnell: Germany’s Merkel urges strict, binding goals to tackle climate change, Reuters 28.11.2015.

Michael Dorestewich: Congress warns Obama: Don’t even try an end-run with climate change treaty, BPR 28.11.2015.

Chris Mooney: Scientists say Paris climate pledges aren’t enough to save the planet’s ice, Washington Post 28.11.2015.

Rachel Notley will sell a ‘different’ Alberta at climate change talks, CBC News 28.11.2015.

Nils Zimmermann: Financing climate protection, Deutsche Welle 28.11.2015.

William S. Becker: The Climax of Obama’s Climate Legacy, Huffington Post 28.11.2015.

Justus Wanzala: African Countries Feeling Exposed to Extreme Weather Changes, IPS 28.11.2015.

Dan Shepard & Kingsley Ighobor: African leaders pledge to fight for a deal on climate change, Africa Renewal december p. 18.

David Morgan: Transatlantic Airlines Show Big Fuel-Efficiency Gaps, (Reuters) Climate Central 28.11.2015.

Morgan Lowrie: Maurice Strong, Canadian Environmentalist, Dies At 86, (Canadian Press) Huffington Post 28.11.2015.

China in action to address climate change, Xinhua News 28.11.2015.

Zahra Hirji: Clean Energy Could Fuel Most Countries by 2050, Study Shows, InsideClimate News 27.11.2015.

Rosemary Barton: Government announces $2.65B to help developing countries fight climate change, CBC News 27.11.2015.

Pascoe Sabido: Paris climate talks: powerful business lobbies seek to undermine deal, The Guardian 27.11.2015.

José Santiago: Could energy be 100% green in 2030? World Economic Forum 27.11.2015.

Fiona Harvey: Christiana Figueres: the woman tasked with saving the world from global warming, The Guardian 27.11.2015.

John Tirman: Climate Leadership: Paris and the Paradox of the U.S. Role, Huffington Post 27.11.2015.

Karl Ritter & Sylvie Corbet: After Paris attacks, increased resolve for UN climate talks, AP 27.11.2015.

Marlowe Hood: The players who can make or break a Paris climate deal, AFP 27.11.2015.

India heading for the centre of the global energy stage, IEA says, IEA 27.11.2015.

Susanna Twidale: Britain sends mixed messages on climate ahead of Paris talks, Reuters 27.11.2015.

Arthur Neslen: Paris climate activists put under house arrest using emergency laws, The Guardian 27.11.2015.

Ecuador’s Correa Calls for International Climate Justice Court, TeleSUR 27.11.2015.

Barbara Lewis & Susanna Twidale : Carbon prices – work in progress, not panacea, for rich and poor, Reuters 27.11.2015.

Stéphane Le Foll & Kanayo F. Nwanze: Food Security Must Be a Top Priority for the Paris COP, Huffington Post 27.11.2015.

Jonathan Watts: Amazon deforestation report is major setback for Brazil ahead of climate talks, The Guardian 27.11.2015.

Björn Otto Sverdrup: My oil firm wants results from COP 21. But not the kind you might expect, The Guardian 27.11.2015.

Joe Queally: Groups Demand French President Lift Ban on Climate Protests and Marches, EcoWatch 27.11.2015.

Marlowe Hood: The players who can make or break a Paris climate deal, AFP 27.11.2015.

Megan Darby: Malaysia targets emissions intensity cut in last-minute pledge, Climate Home 27.11.2015.

Stéphane Le Foll & Kanayo F. Nwanze: Food Security Must Be a Top Priority for the Paris COP, Huffington Post 27.11.2015.

Naomi Ages: 4 Ways Exxon Stopped Action on Climate Change, EcoWatch 27.11.2015.

Leonore Taylor: Welcome to the wonderful world of climate talks, where less means more, The Guardian 27.11.2015.

Christopher J. Loeak: To President Hollande: COP21 Is Our Chance for Climate Peace, Huffington Post 27.11.2015.

Daniel Krebs: David Bowie, Radiohead, Robert Plant Sign Climate Change Petition, Rolling Stone 27.11.2015.

Megan Darby: 56 experts including James Hansen back coal mine moratorium, Climate Home 27.11.2015.

Marianella Jarroud: “París Is Not the End of a Climate Change Process but a Beginning”, IPS 27.11.2015.

Arthur Neslen: Climate change already forcing world’s birds towards poles, says report, The Guardian 27.11.2015.

Suzanne Goldenberg: Paris climate summit: the climate circus comes to town, The Guardian 26.11.2015.

Alex Pashley: Pope urges world leaders to seal Paris deal, Climate Home 26.11.2015.

Japan pledges $10.6 bn for climate policies in developing nations, Reliefweb 26.11.2015.

Graham Redfearn: Paris climate talks won’t beat dangerous global warming but they will try to build a vehicle that can, The Guardian 26.11.2015.

Helena Paul: ‘Climate-Smart Agriculture’ – preparing for a corporate soil and climate-grab in Paris? The Ecologist 26.11.2015.

Saleemul Huq: COP21: Why the Paris talks must tackle climate-forced migration, Climate Home 26.11.2015.

Pavlos Georgiadis: COP21 – brought to you by 200 Mt a year of coal-fired CO2, The Ecologist 26.11.2015.

Michael Nienaber: Germany says Paris climate deal must include solid review scheme, Reuters 26.11.2015.

Saifulbahri Ismail: Indonesia can avoid being ‘global villain’ at Paris climate talks: Activists, Channel News Asia 26.11.2015.

Ian Austen: Canada’s New Leadership Reverses Course on Climate Change, New York Times 26.11.2015.

Philip Pullella & George Obulutsa: Pope, in Africa, says failure of climate summit would be catastrophic, Reuters 26.11.2015.

Pope: It Would Be ‘Catastrophic’ If ‘Special Interests’ Derailed Climate Talks, (AP) Huffington Post 26.11.2015.

Boyd Tonkin: Climate change: Is forest renewal the best way to tackle global warming? The Independent 26.11.2015.

Surge in climate change-related disasters poses growing threat to food security, FAO 26.11.2015.

Ed King: COP21: What do countries want from a Paris climate deal? Climate Home 26.11.2015.

Sara Stefanini & Andrew Restuccia: Meet the climate frenemies, Politico 26.11.2015.

Megan Darby: UN moves goalposts to keep 2C hope alive, Climate Home 26.11.2015.

Åsa Romson: Sweden is challenging the world to go fossil fuel-free, The Guardian 26.11.2015.

Brad Allen: French and German companies pledge massive coal divestment, EurActiv 26.11.2015.

Alex Pashley: World headed for hottest year on record – WMO, Climate Home 25.11.2015.

Xi to Give Speech at Opening of Paris Climate Conference, AP New York Times 25.11.2015.

China urges “differentiated responsibilities” on climate change, Xinhua 25.11.2015.

Julie-Anne Richards: Paris climate deal needs solidarity on loss and damage, Climate Home 25.11.2015.

Irene Quaile: Climate pledges still too low for 2-degree limit, Deutsche Welle 25.11.2015.

Ed King: EU climate chief says US must consider binding Paris pact, Climate Home 25.11.2015.

Harjeet Singh: A Paris climate deal must address global inequality, Climate Home 25.11.2015.

Emma Howard: Developing countries will need $270bn more to adapt to climate change – study, The Guardian 25.11.2015.

Frédéric Simon: Jeremy Rifkin: ‘What’s missing from UN climate talks is a new economic vision’, EurActiv 25.11.2015.

Oliver Milman & John Vidal: US predicts Paris climate talks will benefit from lessons of past mistakes, The Guardian 25.11.2015.

Jennifer Layke & Eric Mackres: Building Efficiency Finally Gets its Day in the Sun at COP21, The City Fix 25.11.2015.

Achim Steiner: Pope Francis in Africa – the Science and Spirituality of Climate Change, (African Arguments) All Africa 25.11.2015.

Paris climate change summit a powerful rebuke to terrorists: Obama, (PTI) Hindustan Times 25.11.2015.

Rosalba O’Brien: Bolivia’s Morales, once leftist climate pact foe, turns pragmatic, Reuters 25.11.2015.

Poor Countries Face Massive Economic Losses from Climate Change, TeleSUR 25.11.2015.

Sophie Vorrath: South Australia commits to zero net emissions by 2050, RenewEconomy 25.11.2015.

Tim McDonnell: China is totally crushing the U.S. on renewable energy, Grist 25.11.2015.

Benson Siebert: State Govt commits to zero emissions by 2050, In Daily 25.11.2015.

Dana Nuccitelli: Two-faced Exxon: the misinformation campaign against its own scientists, The Guardian 25.11.2015.

Rhett A. Butler: Rainforests could provide half global climate solution by 2050, Mongabay 25.11.2015.

Katharine Hayhoe: Science and Faith Can Solve Climate Change Together, Scientific American 25.11.2015.

Harsha Walia: Why Migration Should Be Central to Paris COP21 Climate Talks, TeleSur TV 25.11.2015.

Alex Kirby: Perfect storm heads for fossil fuel assets, Climate News Network 25.11.2015.

Sherry Rehman: The Arc of Climate Justice, Project Syndicate 25.11.2015.

Ban Ki-moon: What I expect from Paris – Climate change conference must be the turning point towards a low-carbon, climate-resilient future: Ban Ki-moon, Times of India 25.11.2015.

Tracy Carty: Game-changers in the Paris climate deal: What is needed to ensure a new agreement helps those on the front lines of climate change, Oxfam 25.11.2015.

Ed King: Hollande, Ban head to Malta for final push ahead of Paris climate talks, Climate Home 24.11.2015.

Global carbon pricing off menu at Paris climate talks, (AFP) EurActiv 24.11.2015.

Pieter Pauw, Richard J.T. Klein & Frank Biermann: Time for a reality check on adaptation finance, Climate Home 24.11.2015.

Ben Parr & Don Henry: India is focused on energy and poverty, but it can still sign a global climate deal, The Concersation 24.11.2015.

Johnson Eyiangho: Nigeria yet to submit its intended contribution to Climate Agreement- Minister, NAN News Nigeria 24.11.2015.

Sören Amelang: COP21 Interview: We must err on the side of caution, (interview med Hans-Otto Pörtner), Clean Energy Wire 24.11.2015.

Alex Pashley: Cuba slams US trade embargo in UN climate pledge, Climate Home 24.11.2015.

David Ljunggren: Canada to tell world it’s serious about climate change, says PM, Reuters 24.11.2015.

Anna Hirtenstein & Andrew Mayeda: World Bank Sets $16 Billion Plan for African Climate Action, Bloomberg 24.11.2015.

Kasja Paludan & Oleg Koefoed: Why Imagination Is Our Strongest Weapon Against Climate Change, Huffington Post 24.11.2015.

Campaigning for climate justice, Islamic Releif Worldwide 24.11.2015.

Tommy Wilkes: India opposes deal to phase out fossil fuels by 2100 at climate summit, Reuters 24.11.2015.

T. Jayaraman: India’s carbon caution in Paris, The Hindu 24.11.2015.

Thalif Deen: Africa’s Climate Change Funding May Hit 100 Billion by Mid-Century, IPS 24.11.2015.

Laura Bliss: Why Cities Are Key to Success at the Paris Climate Talks, CityLab 24.11.2015.

Gregg Borschmann: Why the ‘carbon budget’ matters, ABC Net 24.11.2015.

Megan Darby: Europe’s largest insurer Allianz to pull funds from coal, Climate Home 24.11.2015.

Graeme Maxton: We’re addicted to growth – here are six ways to wean ourselves off, The Guardian 24.11.2015.

Michael Mathres: 100% Renewable-Powered World ‘Technically Feasible and Economically Viable’ by 2030, EcoWatch 24.11.2015.

Seth Borenstein: Better batteries a key to beating global warming, (AP) Salt Lake Tribune 24.11.2015.

Baboki Kayawe: Hunger Heralds Climate Change’s Arrival in Botswana, IPS 24.11.2015.

Craig Welch: It’s Not Just Coal and Oil: Forests Are Key to Climate, National Geographic 24.11.2015.

Stephan Lewandowsky: Global warming ‘pause’ was a myth all along, says new study, The Conversation 24.11.2015.

Vaerie Volocovici: Obama to meet China’s Xi, India’s Modi at Paris climate talks: White House, Reuters 24.11.2015.

George Monbiot: Consume more, conserve more: sorry, but we just can’t do both, The Guardian 24.11.2015.

Jennifer Morgan: Seizing the Paris Moment, WRI 23.11.2015.

Diane Toomey: Why Brazil’s New Pledges On Carbon Emissions Fall Short, Yale Environment 360 23.11.2015.

The Carbon Footprint of COP21, UNFCCC 23.11.2015.

Frankie Boyle on the fallout from Paris: ‘This is the worst time for society to go on psychopathic autopilot’, The Guardian 23.11.2015.

Li-air battery could make oil obsolete in ten years, The Ecologist 23.11.2015.

Nsikan Apkan: These 7 simple airplane fixes could cut carbon emissions in half at little to no cost, PBS 23.11.2015.

John Upton: The $100 Billion Climate Question, Climate Central 23.11.2015.

Megan Darby: South Sudan, world’s youngest country, submits climate plan, Climate Home 23.11.2015.

Ontario Permanently Bans Coal-Fired Electricity Generation, Ontario Newsroom 23.11.2015.

Emma Howard: More than 2,000 academics call on world heads to do more to limit global warming, The Guardian 23.11.2015.

Roberto Azevêdo: World trade has an important role in combating climate change, The Guardian 23.11.2015.

Shyam Saran: Paris climate talks: Developed countries must do more than reduce emissions, The Guardian 23.11.2015.

Ernest Kao: Cities must lead way to climate solutions, Hong Kong environment minister says, South China Morning Post 23.11.2015.

Rowena Mason: Most of Britain’s major cities pledge to run on green energy by 2050, The Guardian 23.11.2015.

Dan Drollette Jr: Naomi Klein: Climate change makes for a hotter and meaner world, Bulletin of the Atomic Scientists 23.11.2015.

David Roberts: Top Democratic pollsters agree: climate change is a winning issue for Democrats, Vox 23.11.2015.

From Copenhagen to Paris, cities and mayors are leading the way on climate action, C40 Cities 23.11.2015.

Zadie Neufville: Against the Odds, Caribbean Doubles Down for 1.5 Degree Deal in Paris, IPS 23.11.2015.

Natasha Geiling: This Fossil-Fuel Producing Province Just Announced A Giant Carbon Plan, Climate Progress 23.11.2015.

Jim Jonh Kim: Historic opportunity to end poverty will be lost if we don’t tackle climate change, The Guardian 23.11.2015.

Open letter from CEOs to world leaders urging climate action, World Economic Forum 23.11.2015.

Zahra Hirji: Alberta’s New Climate Plan: What You Need to Know, InsideClimate News 23.11.2015.

Alister Doyle: Many hurdles to Paris deal on climate change, Reuters 23.11.2015.

Paris climate summit: huge stakes, deep divides, (AFP) Global Post 23.11.2015.

Tom Bawden: Paris climate change talks: Political will to tackle global warming is building, says Sir Jonathon Porritt, The Independent 23.11.2015.

India Seeks ‘Climate Justice’ for Poor Nations at Paris Talks, (AFP) Neewsweek 23.11.2015.

Nitin Sethi: G20 meeting: India defended climate change red lines, Business Standard 23.11.2015.

Dan Collyns: Political will for Paris climate deal ‘unprecedented’, The Guardian 23.11.2015.

Mike de Souza: Alberta to introduce carbon tax, (Reuters) The Guardian 23.11.2015.

Alex Pashley: Alberta targets tar sands, coal in climate turnabout, Climate Home 23.11.2015.

Tuvalu says climate change is a human rights issue, Radio New Zealand 23.11.2015.

Clár Ní Chonghaile: In Somaliland, climate change is now a life-or-death challenge, The Guardian 23.11.2015.

Jeremy Deaton: Why Climate Finance Is So Important, According To An Economist, The Guardian 23.11.2015.

Understanding the first ministers’ climate summit: what it’s all about, (Canadian Press) CTV 22.11.2015.

Sophie Vorrath & Giles Parkinsson: Greens set 90% renewables target for 2030, aim to double efficiency of grid, RenewEconomy 22.11.2015.

Ed Milibrand: Yes, the Paris climate change conference can save the planet, The Guardian 22.11.2015.

Chemical, bacterial attacks ‘among risks to consider’ – French defense minister, RT 22.11.2015.

Mayank Aggarwal: India key player at Paris climate meet, says France’s Laurent Fabius, Live Mint 21.11.2015.

Ben Gruber: Unmitigated Climate Change to Shrink Global Economy, Climate Central 21.11.2014.

Colion Todhunter: The tremendous success of agroecology in Africa, The Ecologist 21.11.2015.

Test begins to store CO2 under seabed off Hokkaido, (Kyodo) Japan Today 21.11.2015.

Ed King: Oxfam chief issues Paris warning: No deal without adaptation funding, Climate Home 20.11.2015.

Damian Carrington: Half of tree species in the Amazon at risk of extinction, say scientists, The Guardian 20.11.2015.

Groundbreaking Ruling: State Has Constitutional Obligation to ‘Stem the Tide of Global Warming’, EcoWatch 20.11.2015.

Ilario D’Amato: China wants a “powerful, ambitious and legally binding deal” in Paris, The Climate Group 20.11.2015.

Devin Henry: Republicans vow to deny Obama climate funds to derail Paris talks, The Hill 20.11.2015.

Mark Jacobson: Barriers to 100% Clean Energy are Social and Political, Not Technical or Economic, EcoWatch 20.11.2015.

Naomi Klein: What’s really at stake at the Paris climate conference now marches are banned, The Guardian 20.11.2015.

John Upton: The forgotten U.N. climate goal: 1.5°C, RenewEconomy 20.11.2015.

100 Reasons Cities are Winning the Climate Fight, EcoWatch 20.11.2015.

Peter Ford: Paris climate summit: Will China be seen as a leader or a villain? Christian Science Monitor 20.11.2015.

Maria Ivanova: Paris climate summit: why more women need seats at the table, The Conversation 20.11.2015.

A Major Milestone for President Obama’s Climate Agendaalerie Jarrett: A Major Milestone for President Obama’s Climate Agenda, The White House 20.11.2015.

Linda Pentz Gunter: Let’s Call Them What They Are: Climate Liars, Counterpunch 20.11.2015.

Jim Green: Don’t nuke the climate! James Hansen’s nuclear fantasies exposed, The Ecologist 20.11.2015.

Alex Pashley: Super-rich Qatar delivers target-free UN climate pledge, Climate Home 20.11.2015.

Ed King: France identifies over 20 key issues ahead of UN climate summit, Clinate Home 20.11.2015.

Samantha Page: Ambassador Of Small Island Nation: It’s Critical For U.S. To Lead On Climate Change, Climate Progress 20.11.2015.

Russell McLendon: Why the Paris climate talks might actually work, Mother Nature Network 20.11.2015.

Oliver Tickell: Luxembourg joins Hinkley C nuclear challenge, The Ecologist 2011.2015.

Naomi Klein: What’s really at stake at the Paris climate conference now marches are banned, The Guardian 20.11.2015.

Ministerial preparatory meeting ahead of COP21 – “Pre-COP” Paris, 8-10 November 2015, Aide-mémoire produced by France 19.11.2015.

Indigenous peoples’ voices must be heard at Paris climate change conference, UN agency says, UN News Centre 19.11.2015.

Ian Clover: UK to phase out all coal plants by 2025, but snubs wind and solar, RenewEconomy 19.11.2015.

Natasha Geiling: How Climate Activists Plan To Mobilize In Paris Without Marches, Climate Progress 19.11.2015.

Monica Araya: North-south climate rift hurts poor people, Climate Home 19.11.2015.

Nils Zimmermann: German CO2 emissions targets at risk, Deutsche Welle 19.11.2015.

Marianna Poberezhskaya: Paris climate talks: Russia will use its huge forests as a bargaining chip, The Concersation 19.11.2015.

George Monbiot: There’s a population crisis all right. But probably not the one you think, The Guardian 19.11.2015.

Marlene Cimons: The Climate Talks In Copenhagen Were Largely A Failure. Here’s Why The Ones In Paris Won’t Be, Climate Progress 19.11.2015.

Nadia Prupis: France Cancels Major Climate March, Groups Say They Won’t Be Silenced, EcoWatch 19.11.2015.

Ed King: Leaders set for Paris climate summit opening despite attacks, says UN, Climate Home 19.11.2015.

Ben Lucas: Caroline Lucas Calls for Fossil Fuel Industry to be ‘Kicked Out’ of Paris Climate Negotiations, Resmog UK 19.11.2015.

Arnab Jyoti Das: The Challenge of Climate Change: an Indian perspective, IPS 19.11.2016.

Mark Fischetti: 139 Countries Could Get All of their Power from Renewable Sources, Scientific American 19.11.2015.

New UN report cites huge positive policy potential to cut greenhouse gas emissions, UN News Center 18.11.2015.

Indigenous People take steps to have a voice in COP21, UNEP 18.11.2015.

Adele Peters: The World Could Run Entirely On Wind, Solar, And Hydro Power By 2050, CoExist 18.11.2015.

John W. Roulac: Soils and Oceans Omitted From Paris COP21 Agenda, EcoWatch 18.11.2015.

Alister Doyle: Getting that sinking feeling in tortuous U.N. climate talks, Reuters 18.11.2015.

Valerie Volcovici: U.S. senators vow to block climate aid, scrutinize Paris deal, Reuters 18.11.2015.

Daniel Marans: How The Paris Attacks Make A Global Climate Deal More Likely, Huffington Post 18.11.2015.

Jason Box & Naomi Klein: Why a Climate Deal Is the Best Hope for Peace, The New Yorker 18.11.2015.

Kelly Levin & Taryn Fransen: With Latest Climate Commitments, How Much Will the World Warm? It’s Complicated, WRI 18.11.2015.

OECD countries agree to restrict financing for overseas coal power plants, (AP) The Guardian 18.11.2015.

Thani Al Zeyoudi: The UAE is committed to climate change talks, Gulf News 18.11.2015.

Iran aims to boost oil exports without OPEC’s blessing – minister, RT 18.11.2015.

Ed King: Fairness and finance: How to read a proposed UN climate deal, Climate Home 18.11.2015.

Andrew Simms: How scientific miscalculations could crash the climate, The Guardian 18.11.2015.

Alex Pashley: UN climate chief praises UK pledge to axe coal by 2025, Climate Home 18.11.2015.

Fréderic Simon: Food giants shoot for 100% renewable energy target, Euractiv 18.11.2015.

Alex Pashley: Brazil: Redeemer of a Paris climate deal? Climate Home 18.11.2015.

Megan Darby: Rich countries urged to pay ‘fair share’ of climate adaptation finance, Climate Home 18.11.2015.

Adam Morton: Standards set in deal on public funding of coal plants would make 80 per cent of plants funded in past decade ineligible, official says, Sydnet Morning Herald 18.11.2015.

Jake Richardson: Solar Prices Could Be 10% Less Than Coal In India By 2020, CleanTechnica 17.11.2015.

Andrew Norton: French lead drive for global climate agreement, IIED 17.11.2015.

A Fossil-free Sweden, Government Offices of Sweden 17.11.2015.

The ‘Zero’ Goals for COP21 in Paris, Beyond Zero Emissions 17.11.2015.

Roberta Rampton, Richard Cowan & Valerie Volcovici: White House threatens to veto U.S. Senate challenge of power plant rule, Reuters 17.11.2015.

Samantha Page: The Arctic Just Shook Off Another Oil Company, Climate Progress 17.11.2015.

Chris Mooney: Amid record global temperatures, Senate votes to block Obama’s Clean Power Plan, Washington Post 17.11.2015.

Megan Darby: Somalia climate plan targets illegal charcoal trade, Climate Home 17.11.2015.

Giles Parkinsson: Australia open to 1.5 °C climate target, “carbon neutral” in 2050, RenewEconomy 17.11.2015.

Lincoln Kaplan: Will the “Tobacco Strategy” Work Against Big Oil? The New Yorker 17.11.2015.

Alex Pashley: Organisers committed to Paris climate march despite attacks, Climate Home 17.11.2015.

Story Hinckley: Pakistani farmer sues government to curb climate change, Christian Science Monitor 16.11.2015.

Corinne Lepage: A Successful Climate Change Conference Is The Best Response To ISIS Brutality, Huffington Post 16.11.2015.

Abigail Abrams & Maria Galluci: Paris Terror Attacks Could Embolden World Leaders At UN Climate Change Summit, International Business Times 16.11.2015.

Charles Mandel: Paris attacks “only strengthened our resolve”: activists push for massive climate march, National Observer 16.10.2015.

Megan Darby: G20 leaders disappoint climate campaigners with weak statement, Climate Home 16.11.2015.

G20 Leaders’ Communiqué agreed in Antalya, G20 Turkey 2015 16.11.2015.

John Irish: France to limit UN climate summit to core talks, ban rallies-PM, Reuters 16.11.2015.

Nick Rowley: Paris climate talks could be a light in the darkness of terror, The Conversation 16.11.2015.

Ed King: France confirms UN climate summit will proceed, diplomats praise solidarity, Climate Home 15.11.2015.

Andrew Restuccia: Climate summit under terror’s shadow in Paris, Politico 15.11.2015.

Peter Newell: How to ensure governments stick to their Paris climate commitments, The Conversation 15.11.2015.

Miriam Gatigah: African Experts Say the Continent Must Address Livestock Methane Emissions, IPS News 14.11.2015.

Bakar Siddique: ‘World leaders must come out from their narrow political interests to deliver the best deal at COP21’, Dhaka Tribune 14.11.2015.

Thomas Piketty & Tim Jackson: Responsible investors must divest from fossils fuels now, The Guardian 14.11.2015.

Emmanuel Jarry: France to go ahead with climate summit, with tough security, Reuters 14.11.2015.

Oliver Tickell: Paris attacks – COP21 and the war on terror, The Ecologist 14.11.2015.

Stefanie Spear: Paris Climate Talks Will Not Be Canceled, Obama Will Attend, EcoWatch 14.11.2015.

Sara Stefanini, Kalina Oroschakoff & Anca Gurzu: Paris attacks scramble climate summit plans, Politico 14.11.2015.

Ed King: France promises ‘enhanced’ COP21 security after terror attacks, Climate Home 14.11.2015.

Johan Rockström: The planet’s future is in the balance. But a transformation is already under way, The Guardian 14.11.2015.

Emma Howard: Thomas Piketty calls for investors to divest from fossil fuels ahead of climate talks, The Guardian 14.11.2015.

Timothy Cama: Gore suspends Paris climate concert during attacks, The Hill 13.11.2015.

Joshua S. Hill: G20 Nations Spending $452 Billion On Fossil Fuel Subsidies, CleanTechnica 13.11.2015.

Samantha Page: The U.S. And Japan Are Close To Reaching A Major Agreement On Coal, Climate Progress 13.11.2015.

Jason Fekete: Canada’s climate targets will be set after climate summit, Ottawa Citizen 13.11.2015.

Sandrine Dixson-Declève: G20 must act on fossil fuel subsidy reform, Climate Home 13.11.2015.

Mychaylo Prystupa: Trudeau orders oil tanker ban that could kill Northern Gateway, National Observer 13.11.2015.

G20 leaders pressed on long term climate pact in Paris, Business & Tech 13.11.2015.

Ed King: Stern discipline: The US climate envoy walking a fine line, Climate Home 13.11.2015.

Elton John, Mumford & Sons + Many More Join Al Gore for 24 Hours of Reality, EcoWatch 13.11.2015.

Christiana Figueres: Thanks for the Memories, Fossil Fuels, but Now It’s Time to Change, Huffington Post 13.11.2015.

Emma Howard: Christians set out on climate ‘pilgrimage’ from London to Paris, The Guardian 13.11.2015.

Rebecca Leber: The Environmental Case for a Clinton Presidency, New Republic 13.11.2015.

Brian Tokar: Is the Paris Climate Conference Designed to Fail? Counterpunch 13.11.2015.

Simon Evans: Explainer: The legal form of the Paris climate agreement, Carbon Brief 13.11.2015.

Jonathan Watts: Cities must take lead role in tackling climate change, says Mexico City mayor, The Guardian 12.11.2015.

Jessy Tolkan: Hillary Clinton Agrees: We Need a 100 Percent Clean Energy Future, Huffington Post 12.11.2015.

Climate-threatened nations seek tougher temperature goal in Paris deal, Reuters 12.11.2015.

Cécile Barbière: French Senate highlights the role of local authorities in fighting climate change, Euractiv 12.11.2015.

Row over legal nature of Paris climate deal, (Reuters) The Guardian 12.11.2015.

John Irish & Valerie Volcovici: Paris climate talks not just hot air, France tells U.S., Reuters 12.11.2015.

Tim Profeta: The Climate Post: Saudi Arabia Joins Climate Change Effort, Huffington Post 12.11.2015.

Chisaki Watanabe: Japan pushes clean-coal technology; hurdles abound, (Bloomberg) Japan Times 12.11.2015.

Megan Darby: Pakistan submits target-free climate plan to UN, Climate Home 12.11.2015.

Jamie Morton: Student sues Government over climate targets, New Zealand Herald 12.11.2015.

Ed King: John Kerry: India poses ‘challenge’ at UN climate talks, Climate Home 12.11.2015.

Michael Matres: How COP21 Will Unleash Massive Global Renewable Energy Growth, EcoWatch 12.11.2015.

Arthur Neslen & Damian Carrington: Paris climate deal must be legally binding, EU tells John Kerry, The Guardian 12.11.2015.

Alex Pashley: Forests ‘without a prayer’ if UN pact shuns tough tree talk, Climate Home 12.11.2015.

Paul Tobin & Charlotte Burns: Paris 2015: time for the EU to reclaim role as a global climate player, The Conversation 12.11.2015.

Chris Arsenault: G20 nations must switch big subsidies from fossil fuel to renewables-report, Reuters 12.11.2015.

Addis Getaschew: African leaders call for climate-change pact at COP21, AA 12.11.2015.

Molly Jackson: Can India make or break climate change? Christian Science Monitor 11.112015.

Andrew Freeman: For the first time, Saudi Arabia, oil empire, commits to fixing climate change, Mashable 11.11.2015.

Adam Morton: Turnbull government accused of blocking US, Japan plan to reduce coal, Sydney Morning Herald 11.11.2015.

Vandana Shiva: Agri-Corporations Attempt to Hijack COP21, EcoWatch 11.11.2015.

Yvo de Boer: Three core elements to success at the Paris climate summit, Climate Home 11.11.2015.

AU: Africa should be at forefront of climate change talks, Jacaranda FM 11.11.2015.

Bobby Magill: Energy Transition Underway Ahead of Paris Climate Talks, Climate Central 11.11.2015.

Anna Leach: Africa could lead world on green energy, says IEA head, The Guardian 11.11.2015.

Alex Pashley: No backpedalling on UN deal, say Africa’s endurance cyclists, Climate Home 11.11.2015.

Kumi Naidoo: Exxon + 49 Other Big Polluters Set to Be Investigated for Causing Extreme Weather Events, EcoWatch 11.11.2015.

Ben Garside: Non-national climate plans have 70% overlap with INDCs -study, Carbon Pulse 11.11.2015.

Ed King: Climate vulnerable governments urge all countries to make tough CO2 cuts, Climate Home 11.11.2015.

John Upton: Paris Pact May Hinge on ‘Loss and Damage’ Dispute, Climate Central 11.11.2015.

Stian Reklev: Egypt weighs national ETS, eyes regional carbon market, Carbon Pulse 11.11.2015.

Lobsang Sangay: Tibet’s plea: fix the roof of the world before it’s too late, The Guardian 11.11.2015.

Ed King: Walking tall: Expect tears as UN climate chief eyes Paris prize, Climate Home 11.11.2015.

Marion Davis: Perspectives from Africa in the lead-up to COP21, SEI 11.11.2015.

Alex Pashley: Egypt targets fossil fuel subsidy phase-out in UN climate pledge, Climate Home 11.11.2015.

Ben Garside: EU finance chiefs quiet on ringfencing EUAs for climate aid, Carbon Pulse 10.11.2015.

Deidre Fulton: Climate Change Poised to Push 100 Million Into ‘Extreme Poverty’ by 2030, EcoWatch 10.11.2015.

Steve Connor: Global warming: World already halfway towards threshold that could result in dangerous climate change, say scientists, The Independent 10.11.2015.

Janosch Delcker: The climate revolutionary, Politico 10.11.2015.

Chris Mooney: Why India is about to move to the ‘center stage’ of world energy, Washington Post 10.11.2015.

David Suzuki: Trudeau gov’t faces climate challenges and opportunities, The Observer 10.11.2015.

Vishnu Varma: For people of Kiribati, climate change a matter of survival, Indian Express 10.11.2015.

Alex Pashley: France eyes growing consensus ahead of Paris climate summit, Climate Home 10.11.2015.

Cole Mellino: Renewables to Overtake Coal as World’s Largest Power Source, Says IEA, EcoWatch 10.11.2015.

Sophie Vorrath: Greens call for 1.5°C global warming target, ahead of Paris talks, RenewEconomy 10.11.2015.

John Irish & Bate Felix: Ambitious climate change agreement in sight: Fabius, Reuters 10.11.2015.

Alex Pashley: Saudi Arabia submits climate pledge to UN deal, Climate Home 10.11.2015.

Ben Garside: Paris climate deal must set clear path to clean energy -IEA, Carbon Pulse 10.11.2015.

Stian Reklev & Mike Szabo: Saudi Arabia pledges to avoid 130 mtCO2e/yr by 2030, Carbon Pulse 10.11.2015.

Emma Howard: Ten UK universities divest from fossil fuels, The Guardian 10.11.2015.

Chris Mooney: This could be the biggest sign yet that the battery revolution is here, Washington Post 10.11.2015.

Matthias Söderberg: Europe has missed its chance on climate finance, Climate Home 10.11.2015.

Leonore Taylor: Turnbull government weighs increasing contribution to Green Climate Fund, The Guardian 09.11.2015.

Dene Moore: Environment minister to the world: #CanadaIsBack, Canada Politics 09.11.2015.

Joe Romm: Bjorn Lomborg’s New Paper ‘Appears To Have No Basis In Fact’, Climate Progress 09.11.2015.

Alex Pashley: How France is steering the world to a climate deal, Climate Home 09.11.2015.

Damian Carrington: Nothing can compete with renewable energy, says top climate scientist, The Guardian 09.11.2015.

Anders Wijkman: A truly circular economy will massively reduce Europe’s climate impact, Euractiv 09.11.2015.

Avik Roy: Modi, Cameron to discuss climate change during UK visit, Climate Home 09.11.2015.

Lies Craeynest (Oxfam): EU should lead in climate finance, but not by robbing the aid pot, Euractiv 09.11.2015.

Tessa Stuart: Bill McKibben on Why Exxon Is the Next Big Climate Fight, Rolling Stone 09.11.2015.

Alex Pashley: What can OPEC bring to a Paris climate deal? Climate Home 09.11.2015.

Ahead of UN conference, World Bank says ‘climate-smart’ development can keep 100 million people out of poverty, UN News Centre 08.11.2015.

Mariëtte Le Roux & Joshua Melvin: ‘Life on planet at stake’, France warns as climate ministers meet, AFP 08.11.2015.

Rapid, Climate-Informed Development Needed to Keep Climate Change from Pushing More than 100 Million People into Poverty by 2030, The World Bank 08.11.2015.

Megan Darby: Saudi Arabia’s failed oil gamble and the climate, Climate Home 08.11.2015.

Vladimir Putin to attend Paris climate summit: France, AFP 08.11.2015.

Julie Jowitt: ‘A one-off in human history’: Stern’s warning on climate change battle, The Guardian 08.11.2015.

Turkish president Erdoğan, UN chief discuss climate change, Hurriyet Daily News 08.11.2015.

Isaiah Esipisu: Africa Demands for More Input to Save the Climate, IPS 07.11.2015.

Beatrice Gitau: Why the UN moved the greenhouse gas goalposts, Christian Science Monitor 07.11.2015.

Venezuela: Capitalism Made Climate Change, Capitalists Must Pay, TeleSUR 07.11.2015.

Sophie Vorrath: Paris climate pledges promising, but still way off 2°C mark – or even 2.7°C, RenewEconomy 06.11.2015.

Stian Reklev: INDCs close only a third of emissions gap needed for 2C -UNEP, Carbon Pulse 06.11.2015.

Chris Mooney: How Obama’s Keystone XL rejection adds momentum to the Paris climate talks, Washington Post 06.11.2015.

Giles Parkinsson: Solar energy costs continue to plunge across the world, RenewEconomy 06.11.2015.

No to Keystone, Yes to the Planet, (leder) New York Times 06.11.2015.

INDCS Signal Unprecedented Momentum for Climate Agreement in Paris, But Achieving 2 Degree Objective Contingent upon Enhanced Ambition in Future Years, UNEP News Centre 06.11.2015.

Nina Chestney: Global emissions gap could still be 12 bln tonnes in 2030 – UN, Reuters 06.11.2015.

Karl Mathiesen: UN climate fund releases $183m to tackle global warming, The Guardian 06.11.2015.

Chris Mooney: New U.N. report underscores the grim math behind the global carbon budget, Washington Post 06.11.2015.

Bill McKibben: Exxon, Keystone, and the Turn Against Fossil Fuels, The New Yorker 06.11.2015.

But Zhang Shaoqiang: China should stop adding new coal-fired power plants: State researchers, Economic Times 06.11.2015.

Stian Reklev & Mike Szabo: UN nations to agree on HFC phase-out plan in 2016, Carbon Pulse 06.11.2015.

Jennie Z. Rose: What is COP21 & Does it Matter? medium.com 06.11.2015.

James Ayre: UN Official “Delighted” By Dieselgate, CleanTechnica 06.11.2015.

Nitin Sethi: There are a variety of ways to represent a long term goal in Paris agreement: Francois Richier, Bisiness Standard 06.11.2015.

Fiona Harvey: World only half way to meeting emissions target with current pledges, The Guardian 06.11.2015.

Samantha Page: Bernie Sanders: Climate Change Is A ‘Major Planetary Crisis’ And The U.S. Must Act Now, Climate Progress 05.11.2015.

Michael D. Regan: Crux of climate summit: Will rich, poor nations be able to work together? Christian Science Monitor 05.11.2015.

Aline Robert: Piketty: Rich individuals must foot bill for climate change, Euractiv 05.11.2015.

Randy Lee Loftis: Half of Weather Disasters Linked to Climate Change, National Geographic 05.11.2015.

Naveena Sadasivam: Global Emissions Reductions Have Already Saved the U.S. $60 Billion, Report Says, InsideClimate News 05.11.2015.

Geneviève Pons-Deladrière (WWF): Climate finance holds key to Paris deal, Euractiv 05.11.2015.

Megan Darby: Piketty: Tax flyers to raise climate adaptation funds, Climate Home 05.11.2015.

‘Climate change knows no national borders,’ Ban says, urging consensus-building ahead of Paris conference, UN News Centre 04.11.2015.

Sarah Lazare: Introducing ‘Keep It in the Ground’ Bill, Sanders Goes Big on Climate, Common Dreams 04.11.2015.

Alex Pashley: Taiwan aims to lead mainland China with climate plan, Climate Home 04.11.2015.

Gregory Viscusi: Hollande Says Rich Countries Must Pay Up for Climate Technology, Bloomberg 04.11.2015.

Henrik Selin: The biggest sticking point in Paris climate talks: money, RenewEconomy 04.11.2015.

French President Hollande seeks climate accord ally in Seoul, (AFP) The Straits Times 04.11.2015.

Oil-rich Saudi Arabia insists fossil fuels still needed despite global warming fears, (AFP) The Raw Story 04.11.2015.

Petre Williams-Raynor: Countdown to COP21: Caribbean climate change campaign gets Jamaican endorsement, The Cleaner 04.11.2015.

Sandy Dechert: Promises, Promises: Climate INDCs Actually Better Than Expected, CleanTechnica 04.11.2015.

Emma Gilchrist: Canada Now Has a Minister of Environment AND Climate Change, Desmog Canada 04.11.2015.

Alex Pashley: Decarbonisation risks sidetracking Paris pact, says ex-UN climate chief, Climate Home 04.11.2015.

Business Could Deliver Two-Thirds of Emissions Cuts for 2°C Goal Right Policies Required – PwC Study, UNFCCC 03.11.2015.

Giles Parkinsson: Big Coal faces oblivion with strong 2°C climate deal in Paris, RenewEconomy 03.11.2015.

Alex Hanafi: Why recent climate pledges show we’re in a new paradigm of climate action, EDF 03.11.2015.

Achim Steiner: Canada can be a leader at Paris climate conference, Toronto Star 14.11.2015.

INDCS Signal Unprecedented Momentum for Climate Agreement in Paris, But Achieving 2 Degree Objective Contingent upon Enhanced Ambition in Future Years, UNEP News Centre 06.11.2015.

Tim Radford: Go-it-alone action can break climate gridlock, Climate News Network 03.11.2015.

Suzanne Goldenberg: US ‘playing catch-up to China’ in clean energy efforts, UN climate chief says, The Guardian 03.11.2015.

Cristina Maza: UN climate chief: Global warming above 2 degrees C is not an option, Christian Science Monitor 03.11.2015.

Joe Romm: Misleading U.N. Report Confuses Media On Paris Climate Talks, Climate Progress 03.11.2015.

Simon Denyer: Paris 2015: China adopts a ‘drastically different’ stance on climate change, Sydney Morning Herald 03.11.2015.

Business leaders urge Finance ministers to step up their efforts to support Paris climate deal, The Prince of Wales’s Corporate Leaders Group 02.11.2015.

Tom Philips: China and France say Paris climate pact should have five-year reviews, The Guardian 02.11.2015.

Alex Pashley: China, France agree Paris climate deal must deliver regular reviews, Climate Home 02.11.2015.

Jonathan Saul: Shipping braces for pollution tax after Paris talks, Reuters 02.11.2015.

French president hopes to boost Paris climate summit during China visit, (AP) The Guardian 02.11.2015.

Gary Wockner: Hydropower Will Undermine COP21 as ‘False Solution’ to Climate Change, EcoWatch 02.11.2015.

Thoriq Ibrahim: Fortress Maldives: Protecting islands against climate change comes at a price, Climate Home 02.11.2015.

Ben Dohery: Australia must help Pacific islands at Paris climate summit, says PNG leader, The Guardian 01.11.2015.

Reinhold Pape: The road from Paris, (leder) Acid News 01.11.2015.

Charlie Wood: With Abbott and Harper Gone, Will Australia and Canada Clean Up Their Climate Mess? Huffington Post 01.11.2015.

Sylvie Corbet: French president heading to China to promote climate talks, AP 01.11.2015.

Carl-Friedrich Schleussner, Michiel Schaeffer & Bill Hare: 1.5°C target adequate for Paris agreement, Acid News 01.11.2015.

Oliver Milman: Pacific islands make last-ditch plea to world before Paris climate change talks, The Guardian 01.11.2015.

‘No pressure on India as a result of China-US climate deal’, (PTI) Economic Times 31.10.2015.

Gabrielle Chan: Julie Bishop wants to co-chair Green Climate Fund derided by Tony Abbott, The Guardian 31.10.2015.

Natasha Geiling: Why The U.N. Is Still Confident We Can Stay Below 2°C, Climate Progress 30.10.2015.

Ben Garside: INDCs will fail to halt global emissions growth by 2030, but door still open to 2C -UNFCCC, Carbon Pulse 30.10.2015.

Giles Parkinsson: Turnbull to join global leaders in first days of Paris climate conference, RenewEconomy 30.10.2015.

John McGarrity: UN climate talks: stuck in the sidings or picking up speed? China Dialogues 30.10.2015.

Megan Darby: 10 takeaways from UN report on national climate pledges, Climate Home 30.10.2015.

Christiana Figueres: Paris climate summit: ‘The world is ready for change’, The Guardian 30.10.2015.

Ed King: UN: Paris climate plans slow emissions growth to 2030, Climate Home 30.10.2015.

John Upton: Paris Agreement Could Put Leash Around Global Warming, Climate Central 30.10.2015.

UN says carbon-cutting pledges keep climate targets within reach, Deutsche Welle 30.10.2015.

Ben Garside: Paris won’t give global carbon price decree, but will bring moves towards convergence -Fabius, Carbon Pulse 29.10.2015.

Ed King: Segolene Royal, Prince Charles target Paris deforestation goal, Climate Home 29.10.2015.

Mariette le Roux: Climate negotiators piece together planet-saving mechanism, (AFP) The Nation 29.10.2015.

Timothy Cama: Court won’t block climate rule before UN summit, The Hill 29.10.2015.

Ruth Davis: Bonn climate talks brought COP21 agreement closer, The Ecologist 29.10.2015.

Mastt McGrath: Buddhists call for strong Paris climate deal to limit warming, BBC News 29.10.2015.

Ben Garside: France urges Russia to establish carbon pricing, Carbon Pulse 28.10.2015.

Bianca Jagger: Urgent Call to World Leaders to Prevent Catastrophic Climate Change, Truthout 28.10.2015.

Alex Pashley: Brazil minister calls out emerging economies over weak climate pledges, Climate Home 28.10.2015.

Kalina Oroschakoff: The European union with sinking islands, Politico 28.10.2015.

Alex Pashley: US and Japan strike deal to cut coal finance, Climate Home 27.10.2015.

Samantha Page: A Global Agreement On Climate Change Likely Won’t Include Carbon Pricing, Climate Progress 27.10.2015.

Paris climate deal will not include global carbon price, says UN climate chief, (Reuters) The Guardian 27.10.2015.

Robert Pollin: Think We Can’t Stabilize the Climate While Fostering Growth? Think Again, The Bation 27.10.2015.

Obama, Xi, Modi to attend Paris climate summit, AFP 27.10.2015.

Ben Garside: EU nations raise prospect of reviewing 2030 emission goals after Paris, Carbon Pulse 26.10.2015.

Stephanies Kirchgaessner: Catholic church calls on UN climate change conference to set goals, The Guardian 26.10.2015.

Subsidizing fossil fuel is “brutal example of policy contradictions”: Angel Gurria, The Climate Group 26.10.2015.

Samantha Page: Pope Looks Towards Paris Climate Agreement, Says Unbridled Capitalism Damages Environment, Climate Progress 25.10.2015.

103 nations and civil society urge warming to be kept below 1.5°C, Blue & Green Tomorrow 23.10.2015.

Thalif Deen: NGOs Disappointed With Final Round of Climate Negotiations, IPS 23.10.2015.

Ed King: Life or death: G77 demands climate finance guarantee, Climate Home 22.10.2015.

Joe Solomon: The Rise, Fall, and Return of 1.5°C in the Global Climate Negotiations, Common Dreams 21.10.2015.

‘Kick Big Polluters Out’ of COP21, EcoWatch 21.10.2015.

Dalai Lama says strong action on climate change is a human responsibility, (AP) The Guardian 20.10.2015.

Jessica Shankleman: Norwegian PM demands global carbon price, The Guardian 14.10.2015.

Petre Williams-Raynor: Countdown to COP 21: Caribbean under threat from new climate regime, The Cleaner 09.10.2015.

Diego Arguedas Ortiz: The Global South Will Make Its Contribution to Fighting Climate Change, IPS 05.10.2015.

U.S.-China Joint Presidential Statement on Climate Change, The White House 25.09.2015.

James Dyke: Three trillion trees live on Earth, but there would be twice as many without humans, The Conversation 02.09.2015.

Elizabeth Colbert: The Weight of the World, The New Yorker 24.08.2015.

Stephen Leahy: A Hard Deadline: We Must Stop Building New Carbon Infrastructure by 2018, THe Leap 02.07.2015.

Thoriq Ibrahim: Warming above 1.5C will overwhelm islands, says Maldives minister, Climate Home 30.06.2015.

I blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris er der en tilsvarende linksamling fra den forudgående periode, fra omkring 25. oktober og bagud.