Strøtanker om bæredygtighed

Scene fra filmatiseringen af Umberto Ecos roman Rosens Navn (1980/86), hvis dramatiske labyrint udfolder modsætningen mellem middelalderuniversets selvindelukkethed og oplysningstidens ubåndlagte vidensdannelse, som leder i lige linje frem til vor tid.

I gårsdagens udgave af The Atlantic stiller Robinson Meyer spørgsmålet: What Technology Should Be Un-Invented? Nu kan man ikke bare spole tiden tilbage, så det fremkalder det næste spørgsmål, om – og i givet fald hvordan – vi kunne blive bedre til at sortere måske på kort sigt smarte, fiffige, tilsyneladende gode løsninger fra, inden deres katastrofale følge- og bivirkninger breder sig ud i hele verden?

Artiklen vakte minder om en bogtrilogi af Jacques Bergier & Louis Pauwels, Den fantastiske virkelighed, som stod i mit barndomshjems reol med en fantastisk samling af skæve og esoteriske indsigter og betragtninger på grænsen af, hvad vi ved – og hvad videnskaben vil vide af.

Det er nok 35 år siden, jeg har læst dem, så meget er forsvundet i glemslens tåger, men der var deri en lille fortælling fra et arkadisk Indien, hvor verdens indsigt var samlet i en lille lukket cirkel af indsigtsfulde, hvorfra den kun blev lukket ud blandt mennesker, i den udstrækning, tiden og menneskeheden var moden. En kættersk tanke i en nutid, som i den grad er båret af oplysningstidens vision om den rene videns frie udfoldelse. Og temaet fik senere med Umberto Ecos roman Rosens Navn (1980) sin europæiske pendant – omend med modsat fortegn – hvor en munk ender med at brænde biblioteket af for ikke at den enorme fond af viden kan (vil) føre udviklingen på afveje gennem at blive brugt i den forkerte intention.

I dag har vi accepteret oplysningstidens dyrkelse af en verden og en videnskab som er fri af tabuer. Vi dyrker innovation og tilvejebringelse af ny viden, vi producerer videnskabelige forklaringer på snart sagt alt mellem himmel og jord – og ingen stiller for alvor spørgsmålstegn herved. Der sidder her og der nogle forskningsråd og nogle institutplanlæggere, som søger at skabe en eller anden retning og sammenhæng i den viden, som genereres. Og der er elementer af en både personlig og videnskabelig etik, som i en vis udstrækning er styrende. Men er der, når det kommer til stykket, for alvor noget, som holder os (videnskaben) tilbage?

Hvis nysgerrigheden er der, eller hvis forventningen om, at en given indsigt kan give givne muligheder for en person, en nation, en virksomhed, er der så noget, som kan holde den videnskabelige videbegærlighed tilbage? Er der overhovedet brug for det, eller vil det blot bringe vores viden ind i et åndsfængsel, som den var i den tidligt kristne æra?

Og det helt kætterske næste spørgsmål: Har den moderne videnskab og dens rationalitet skabt et nyt sæt af dogmer, som fastholder en særlig, stærkt fragmenteret verdensopfattelse, som ensidigt favoriserer en maskulin fornuft og er en væsentlig medvirken årsag til, at vi har så vanskeligt ved at tackle klima-og bæredygtighedsudfordringen til trods for at vi forstår problemerne bedre end vi måske har forstået noget andet problem, som menneskeheden forud har stået overfor.

I hvert fald har det religiøse tabu, som før oplysningstiden sikrede – eller forsøgte at sikre – at den viden, som blev tilvejebragt, passede ind i de religiøst afstukne verdensforklaring, mistet sin kraft.

Tilbage til artiklen i The Atlantic, så har man spurgt 101 forskere, om der var noget, som man set i bakspejlet ville un-invente? og det er der. Flest peger på selfie-stangen og på atombomben (eller rettere krigsmaskineri i bredere forstand: krudt, landminer, drones osv.). Hvor den ene er harmløs og sikkert snart går af mode, så har den anden givet os en destruktiv, nogle ville sige nærmest dæmonisk kraft, som gør det rimeligt på dette sted i historien at gentænke den uhæmmede vidensproduktion og hittepåsomhed.

Selv den såkaldt ‘fredelige udnyttelse’ i atomkraften har en dæmonisk undertone. Den virker i nutiden som et fluepapir på magthavere, fordi man gennem de ‘fredelige’ atomreaktorer for adgang til den plutonium, som kan videreforarbejdes til bomber, og den videregiver et affaldsopbavaringsprojekt til vores efterkommere, som rækker mange gange længere frem i historien end nogen civilisation endnu har fungeret.

Andre peger overfor The Atlantic på 24-timers cable news, på moderne kommunikationsfænomener som e-mails og Facebook. En vicepræsident for Google peger på fastnet-telefonen, andre peger på heroin og cigaretter, eller på bred anvendelse af genetisk test (som nok giver os brugbar viden, men også en uhyggelig masse anden viden, som stiller os en lang række spørgsmål tilbage, som vi slet ikke er klædt på til at besvare).

Fællesnævneren for dem alle er, at vi har været så fokuserede på, hvad vi kunne opnå gennem en given opfindelse, opdagelse eller innovation, at vi helt glemte at se på bivirkningerne – ofte fordi vi vægter vores egne behov og vores egen umiddelbare tilfredsstillelse langt højere end vores omgivelsers og vore efterkommeres, men lige så ofte fordi vi simpelthen ikke var i stand til det, fordi utilsigtede bivirkninger først materialiserede sig med årtiers eller generationers forsinkelse, (se blog-indlægget Toilettets velsignelser).

Derfor kan man i dag se, at et land som Ecuador er ved at sælge Yasuní-området – et regnskovsområde med det mange betragter som verdens højeste biodiversitet – til olieudvinding. Her er det ikke engang uvidenhed om, hvad man er i gang med at ødelægge, for forud forsøgte Ecuador at sælge området til den rige del af verden, at man i en årrække ville garantere at olien forblev under Yasuní (se blog-indlæg tagged Yasuní)

Jeg vil gerne tilføje to andre områder, hvor vi måske aldrig skulle have taget hul på at finde løsninger, og måske stadig kan nå at sikre os mod alvorlige fejltagelser gennem moratorier eller anden international regulering:

◊ Dels genmanipulationen, hvor vi i mine øjne er helt fortabte i hvad vi kan se og gøre i mikroskopet uden på nogen måde at have kontrol med, hvad vi måtte få klippet sammen af nye kunstigt frembragte organismer. Her finder jeg det perspektiv, den nuværende forskning og udvikling udføres i, som fuldstændig utilstrækkelig til at håndtere den brede vifte af problemer, som genmanipulationen medfører, og jeg ville som vogter at verdens beståelse gerne kunne plædere for, at vi som mennesker nøjes med at planteforædle med den indsigt, som Mendels love giver os, og som har frembragt en kolossal vifte af kulturplanter, som stadig så at sige eksisterer på naturens vilkår. Det samme kunne siges om vores begyndende genmanipulation af dyrs og menneskers arvemasse. Her ville et rent tabu sikre menneskeheden mod alvorlige fejltrin.

◊ Dels en bred vifte af geoengineering-tiltag. Der er så mange potentielle risici og uoverskuelige følge- og bivirkninger ved at inddage de fleste af disse klima-fix, at det var rigtigere at undlade og søge en anden kategori af løsninger.

Man kan til det sidste indvende, at vi kan risikere at være nødt til at bruge disse muligheder som en sidste desperat handling, hvis ikke det lykkes at få en samlet global klimaindsats kickstartet nu med den forestående Paris-konference. Og selv hvis det lykkes at afvikle det fossile samfund og bringe de fossile udledninger i nul, så har vi i mellemtiden pumpet så enorme mængder af CO₂ op i atmosfæren, at koncentrationen har nået 5-600 ppm eller mere, så hvad gør vi for at komme tilbage til de 350 ppm, som synes at skulle til for at langtidsstabilisere et klima som vi kendte det før industrialiseringen. Og det vil være utroligt fristende at prøve alle mulige forsøg på indgreb i det globale klimasystem. Måske nogle af dem endda har som positivt resultat, at Sahara igen fik nedbør, og Afrikas mulighed for at binde CO₂ i vegetationen og mulden samtidig med at det bliver lettere at brødføde den voksende befolkning. Men måske samme fix giver udtørring i Amazon-området, storme med hidtil ukendt voldsomhed i passatbæltet, nedbør som får store flodsystemer til kronisk at gå over deres bredder osv. Og hvem vægter, hvad der er rigtigt på denne skala? Kan menneskeheden overskue og håndtere sådanne selvskabte pest- eller kolera-situationer?

Her bliver vi nødt til at få etableret en videnskabelighed som er langt bedre til at se sin egen viden i sammenhæng, en innovationsmodus, som er langt bedre til at se sin ‘darling’ i et samlet perspektiv, hvis ikke vi bliver nødt til at genindføre en eller anden form for moderne pendant til tabuet.

Det undrer mig, at der ikke blandt de 101 videnskabsmænd er bare én som har peget på opdagelsen af, at man kunne afbrænde fossiler, kul og olie, blandt de opdagelser, man kunne ønske at uninvente, hvis det var muligt. For vi står her 200 år efter det som lignede verdens hidtil største spring fremad, og som har skabt forudsætningen for langt den største del af de øvrige ønsker på uninvent-listen med en begyndende erkendelse af, at industrialiseringen har ført til menneskehedens hidtil største krise, som kan udvikle sig til ‘the sixth mass extinction’ med irreversible forstyrrelser af økosystemernes integritet og har nødvendiggjort et oprydningsarbejde for de kommende århundreder uden sidestykke i menneskets historie.

Michael Bierut: Designing the Doomsday Clock, The Atlantic 05.11.2015.

Robinson Meyer: What Technology Should Be Un-Invented? The Atlantic 04.11.2015.