Nu INDC for 90% af verdens udledninger – flot men langt fra nok

30. oktober 2015

.
Ovenstående video som på nær de første 2 minutter er på engelsk, stammer fra en pressekonference i dag i forbindelse med lanceringen af UNFCCCs synteserapport, som analyserer og sammenfatter de 146 INDC (nationale klimaplaner), som var indleveret pr. 1. oktober i år. På én gang en stor dag, hvor verdens samlede klimaindsats frem mod 2030 blev gjort op, og en dag, som det er svært at fejre, fordi de indmeldte klimamålsætninger tilsammen langt fra formår at løfte den fælles målsætning at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C.

Da der 1. oktober var der deadline for indlevering af klimaplaner forud for COP21 klimakonferencen i Paris, havde 146 af verdens 196 lande indleveret deres INDC, Intended Nationally Determined Contributions, som de enkelte landes klimaplaner kaldes i FN-jargonen – et navn som understreger det frivillige i de enkelte landes indsats og den bottom up-tilgang, som ikke er ideel, fordi den er svær at styre i forhold til en samlet målsætning, men som man ikke desto mindre har valgt, fordi det er det, man har kunnet formå at enes om på tværs af alle forskelle landene imellem. I mellemtiden er der indleveret flere INDC, så der nu er fra 156 lande, som tilsammen dækker omkring 90% af verdens samlede CO₂-udledninger, og der skal nok nå at komme en håndfuld mere inden Paris, for der arbejdes stadig mange steder på at få klimaplaner klar inden COP21 skydes i gang om blot fire uger.

Inden vi forfalder til desperation over, hvor utilstrækkelige disse klimaplaner er i forhold til, hvad der er brug for, er det værd at hæfte sig ved det positive, at hvor Kyoto-aftalen kun dækkede omkring 15% af verdens udledninger, så er der nu reelt tale om en global aftale. Alle de største udlederlande har indgivet deres bud på en klimaindsats frem mod 2030, og samtlige disse landes statschefer har meldt deres ankomst i Paris ved konferencens begyndelse – hvilket er en nyskabelse, som Francois Hollande har insisteret på, da statslederne ved de forudgående klimatopmøder først har indfundet sig i den anden uge. På den måde er der lagt op til to uger, hvor det ikke bare er embedsmænd med bundne agendaer, men med mulighed for reelle politiske forhandlinger.

Det var ikke forud forventet, at alle lande ville udarbejde klimaaftaler. Tidligere på året udtrykte lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres håb om, at der ville komme INDC, som dækkede mindst 60% af verdens samlede udledninger. Men selv for det afrikanske kontinent, hvor man finder verdens aller fattigste lande, som aldrig tidligere har haft klimaplaner udarbejdet, har man i stor udstrækning bidraget, og det endda med et ambitionsniveau, som sætter størstedelen af de industrialiserede landes og de rige udviklingslandes klimaindsats i et skammeligt perspektiv. Så der foreligger i skrivende stund 46 afrikanske INDC ud af 54 mulige, og der er gode chancer for, at endnu 2-3 afrikanske lande når at få deres INDC på plads inden Paris (se blog-indlægget Paris 2015 – En række afrikanske INDC). Så uanset hvad resultatet bliver i Paris her om blot en måned, så er denne del allerede lykkedes over al forventning.

Nøgletallet i dagens synteserapport kendte vi allerede fra Climate Action Trackers løbende analyse af de indkomne INDC: Med de indgivne INDC står verden til ved udgangen af dette århundrede at have en gennemsnitlig global temperaturstigning på 2,7°C. Det er faktisk betragteligt lavere end de 4-5°C, som der har været udsigt til, hvis vi blot uantastet fortsatte den fossile afbrænding business as usual. Men det er langt fra den 2°C-løsning, som hele konferencen er bygget op om at sikre. Og med vi ved i dag om klimaforandringernes omfang og styrke slev ved 2°C, så ville en 1½°C være en mere rimelig målsætning. For på bare lidt længere sigt (ud over år 2100) må vi forvente omkring 3 m havstigninger for hver grad temperaturstigning. Så hvis vi varigt accepterer at lade den globale gennemsnitstemperatur øge med 2°C, vil mere eller mindre samtlige verdens atolriger og deltaer på sigt forsvinde i havet.

Af samme grund er der to størrelser, som er blevet endnu mere vigtige i klimakonferencen: For det første er det selvindlysende, at vi ikke bare kan cementere verdens klimaindsats frem til 2030 vel vidende, at vi til den tid har forpasset alle chancer for en 2°C-løsning – tværtimod skal der etableres en mekanisme, hvor de enkelte landes indsatser løbende strammes op. For det andet at verdens rige lande tilvejebringer en finansiering, som kan understøtte ikke bare en tidlig mitigation, så verdens fattigere lande tidligt bliver sporet ind på en fossilfri udvikling, men fuldt så meget etablerer midler til adaptation og loss and damage. Ved den seneste forhandlingsrunde i Bonn for blot en uge siden, blev dette sagt så udtrykkeligt fra G77-gruppen af lande, som omfatter to tredjedele af verdens lande, at der overhovedet ikke kunne blive tale om nogen aftale, hvis ikke der som en del af aftalen var indbygget den finansiering på 100 mia. $ pr. år fra 2020, som de fattige lande i årevis er blevet stillet i udsigt, og som verdens rigere lande igen og igen er gledet af på (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). Det sagt skal der nok komme en klimaaftale i Paris. Men det vil skabe et virkelig dårligt nord-syd-klima, hvis den industrialiserede verden, som har påført verdens fattigste dette klimaproblem, endnu engang fornægter sit medansvar.

Tilbage til dagens synteserapport, så omfatter den ud over den ganske teknisk betonede analyse en grafisk sammenfatning af situationen, som så at sige fortæller det hele i et enkelt billede:

Fra venstre mod højre har man i den grågrønne kurve de historiske årlige udledninger frem til i dag. Den mørkorange kurve viser herefter den forventede udvikling i udledningerne, hvis ikke der var udarbejdet INDC. De nu fremlagte styrkelser af verdens landes klimaindsatser som følge af de indleverede INDC er så vist som to gule felter, dels for 2025, dels for 2030, idet mange lande ud over 2030-mål også har 2025-målsætninger. Som man kan se, vil det rykke kurven nedad, men verdens udledninger vil med de nu indgivne INDC stadig være højere i 2030 end de er i dag.

Dernæst er der vist tre blå bånd – som viser, hvor hurtigt man må reducere udledningerne, hvis man vil sikre en 2°C-målsætning begyndende i dag, i 2020 eller i 2030. For de første to er der tale om en 2°C-målsætning med 66% sandsynlighed. Hvis vi først ændrer kurs i 2030, er dette knapt muligt, så her viser kurven den reduktionstakt, som skal til for at holde udviklingen under 2°C med blot 50% sandsynlighed. Det vil sige, at der er lige så stor sandsynlighed for at vi endte over 2°C i år 2100.

Af uudgrundelige årsager valgte man ved COP17 i Durban, da de første konturer af Paris-aftalen blev ridset op, at aftalen skulle falde på plads i 2015 med gyldighed fra 2020 (se blog-indlægget Durban-pakken – fantastisk og foruroligende utilstrækkelig). For de tre blå kurver viser med al mulig tydelighed, at indsatsen bliver sværere for hver dag vi udsætter igangsættelsen af den tilstrækkelige indsats. Derfor gør det en kolossal forskel, hvis Kina som det har været på tale, vil kunne toppe sine udledninger i 2025 og ikke i 2030, som man nu har lovet. Derfor gør det en stor forskel, at de lande, som endnu ikke i nævneværdig grad har påbegyndt industrialiseringsprocessen, at de får støtte til at udvikle sig direkte til postfossilt samfund uden den mellemliggende fossilt drevne industrialisering. Og derfor betyder det alt, hvad de enkelte lande gør i årene forud for klimaaftalens igangsættelse i 2020.

Forhandlerne har længe vidst, hvor det bar hen, og det har i de seneste måneder været sagt stadig tydeligere, at vi med Paris 2015 ikke ville få en 2°C-aftale, men en aftale, som qua sin udformning ville kunne udvikle sig til en 2°C-løsning. Der synes således nu at være enighed om, at alle verdens lande skal revurdere deres klimaindsats hvert 5 år med henblik på at indkredse, hvor målsætningen kan strammes og klimabelastningerne udfases hurtigere end hidtil antaget, hvilket blandt andet har været kaldt en Ratcheting Up Mechanism og en Mitigation Ambition Mechanism.

Og der er desperat brug for en sådan mekanisme, for det fremgår at synteserapporten, at verden selv med de nye INDC stadig vil have stigende udledninger i 2030, og at vi til den tid vil have forbrugt 75% af det samlede carbon budget. For selvom per capita-udledningerne i 2025 vil være 8% mindre end i dag, og i 2030 9% mindre end i dag, så bliver vi flere hurtigere.

Hvordan en sådan mekanisme konkret bliver udformet, så den sikrer en stadig opgradering af ambitionsniveauet, er stadig genstand for drøftelser. Men diagrammet herunder, som er udarbejdet af Greenpeace, kan illustrere, hvordan en sådan mekanisme vil kunne formaliseres.

I Greenpeaces forslag, som synes at lægge sig tæt op ad G77-landenes ønsker til en ambitionsforstærkende mekanisme, bliver der i umiddelbar forlængelse af konferencen i Paris etableret en instans, som kan systematisere klimaplanerne, så de bliver mere sammenlignelige. For der er i flere tilfælde meget tæt på at være snydt på vægten for eksempel ved at vælge ekstreme referenceår, så man selv med en indsats, som på papiret ligner en betydelig reduktion, kan ende med betydeligt højere udledninger i 2030 end nu. Eller man indregner skovplantninger og skovtilvækst så naturen gør alt arbejdet. Dernæst går man i 2017 i gang med at evaluere de enkelte klimaplaner – det står her ikke skrevet i diagrammet, men det vil givet blive gjort ud fra nogle ret præcise overvejelser over, hvad hvert enkelt land kan tillade sig at udlede, hvis vi samlet set skal holde os komfortabelt under 2°C.

I den seneste store klimarapport, AR5, lavede IPCC det nødvendige værktøj til det gennem etableringen af et carbon budget. Men man afholdt sig fra at tage de politiske konsekvenser af, hvordan et sådant budget skulle håndteres, og hvilken del deraf, som kunne tildeles de enkelte lande. I denne evalueringsfase bliver de enkelte landes INDC til NDC – og dermed fra den vege ikke-bindende intention til den mere forpligtende commitment. Så allerede inden klimaaftalen træder i kraft i 2020, har alle lande genskrevet deres klimaplaner forhåbentligt med en højere ambition.

I disse år er prisudviklingen for sol- og vindenergi så hurtigt faldende, at det er rimeligt at håbe på, at det bliver økonomisk favorabelt at gennemføre udfasningen af det fossile langt hurtigere end vi i dag tror det økonomisk ‘realistisk’. Og man kunne passende lade klimafinansiering følge med yderligere tilsagn for eksempel for en gruppe udviklingslande om at undlade at opføre flere kulkraftværker mod at få hjælp til merudgifterne derved – i den udstrækning de stadig er der.

Og … heldigvis er der muligheder for forbedringer i mere eller mindre samtlige klimaplaner. Indtil nu har Climate Action Tracker, som lige nu synes at være den definitive evalueringsmålestok for verdens klimaplaner, kun fundet 4 landes klimaplaner tilstrækkelige (sufficient), heraf kun en enkelt – del lillebitte Bhutan – som role model. En stor mellemgruppe kategoriseres som medium, her finder man blandt andet EU og USA, Indien og Kina, og man kunne indvende, at denne gruppe med fordel kunne være garadueret lidt mere. Men denne gruppe har i Climate Action Tracker-perspektiv det til fælles, at de ikke påtager sig deres del af den nødvendige indsats, hvis verden skal lykkes med sin 2°C-målsætning.

I det forudgående blog-indlæg, 2°C-målsætningen – De fleste lande skal fordoble deres klimaindsats, som er en introduktion til et studie fra Melbourne University af, hvor meget større klimareduktionsmål,som skal til for at sikre en 2°C-løsning. Man gør det her efter to forskellige nøgler, en metrisk, som ser bort fra historiske udledninger, og en korrigeret, som giver industrilandene skrappere reduktionsvilkår for at give lidt mere plads til at udviklingslandene kan udvikle sig. Hvis man ser på udviklingen mellem 2010 og 2030, så skal Canada reducere med 79%, USA 74% Rusland 73%, Australien 65%, EU 49%, Japan 45%, Brasílien 45%, Saudi-Arabien 38%, Sydafrika 37%, Sydkorea 36%, Schweiz 20% og Kina 4%, mens Tyrkiet kan øge med 4% og Indien øge med 98%. Af de nævnte lande er det nærmest kun Schweiz, som med de nuværende INDC rammer på den rigtige side. Og det er ikke for meget at konkludere, at alle skal gøre det meget bedre.

Indtil nu har det været næsten tabubelagt i FN-forhandlingerne at tale specifikt om, hvad hvert enkelt land burde gøre. Her har NGOerne haft en vigtig opgave, som for eksempel CAN, som trofast ved de sidste mange klimakonferencer har uddelt dagens fossil til lande, som klimaindsatsmæssigt set har udmærket sig ved en særligt problematisk adfærd.

I Climate Action Trackers bundgruppe finder man gamle industrilande som Australien, New Zealand, Japan og Canada, som hver især har afleveret nogle meget svage klimaplaner. Her er den politiske virkelighed allerede ændret i Canada og Australien, så man må forvente, at de leverer stærkere INDC uden det store internationale pres. Men kan Kina toppe sine udledninger i 2025, så man i 2030 ligger lavere end i dag? Kan Indien klare sin omstilling til vedvarende energi uden at fordoble sine udledninger under vejs – og kan verden hjælpe til at det sker? Det er i princippet muligt, og der bliver lagt en seriøse indsats derfor. Det er sværere at se, hvordan lande som Canada, Rusland og USA skal klare reduktioner på 65-79% på blot 20 år, hvoraf der ikke er sket ret meget i de første fem.

Alle disse lande har vedkendt sig 2°C-målsætningen, men ingen synes at gøre deres del. Er det overhovedet realistisk, at vi kan sikre en 2°C-løsning uden at diskutere og fastlægge principperne for en sådan fordelingsnøgle? Og dermed er vi henne ved næste brændende spørgsmål: Kan vi gennemføre hele denne proces uden at få diskuteret og fastlagt, hvem som skal lade hvilke fossile forekomster blive liggende i jorden?

Kan vi som del heraf beslutte ikke at etablere flere kulminer, ikke at udvikle flere tar sands-forekomster, ikke at lede efter nye fossile forekomster, ikke at udvinde olie i Arktis, hvor risikoen er stor, eller i Yasuni i Ecuador, som rummer verdens største biodiversitet. Kunne vi nå til, at der ikke skal laves flere nye kulkraftværker noget steds i verden? Kunne vi få en pris på CO₂ og et stop for de enorme fossile subsidier, som var meget bedre givet ud på vedvarende energikilder? Det ved vi meget mere om, når COP21 går i gang her om blot fire uger.

Som det blev udfoldet ved pressekonferencen i dag, så repræsenterer det at 156 lande har udarbejdet INDC et historisk vendepunkt uanset at sammentællingen umiddelbart ‘kun’ giver 2,7°C. For hvis aftalen bliver rigtigt skruet sammen, har den indbygget en dynamik, som fører videre frem til en 2°C-løsning.

Det er endnu for tidligt at spå om, hvor hurtigt faseovergangen mellem fossil og vedvarende energi kommer til at forløbe – om det bliver et rigeligheds- eller knaphedsscenario, som kommer til at styre udviklingen (markedet). Men den nuværende situation, hvor OPEC-landene med Saudi-Arabien i spidsen i et desperat forsøg på at bremse den videre udvikling af fracking og tar sands-forekomster sælger ud af deres råolie til priser, som ligger langt under, hvad de har budgetteret med og på smertegrænsen for hvad den kan produceres til, kan ikke fortsætte i al evighed. Og i den udstrækning, det som det lige nu ser ud til er den vedvarende energi, som kan følge med i priskrigen, ser vi markedet bremse for de mere forurenende olieforekomster.

Som Figueres ved pressekonferencen i dag påpegede, så er prisen for solenergi faldet med hele 80% siden det mislykkedes at sikre en aftale i København for 6 år siden, samtidig med at også prisen på vindenergi er markant faldende. Og denne udvikling ser foreløbig ud til at kunne fortsætte. Så vi er snublende nær ved, at de rigtige løsninger også er de billigste, og det ville være en gave til fremtiden at få standset udbygningen af kulkraften.

Her mener jeg ikke at noget land i den nuværende situation har ‘ret’ til at forfølge økonomisk udvikling ved at satse på ‘billig’ kulkraft – eller kan retfærdiggøre en sådan udvikling med henvisning til, at andre lande forud har gjort tilsvarende. Dels var der i 1800-tallets industrialisering ikke nogen viden om, at den fossile afbrænding ødelagde fremtiden, dels har vi ikke den ret over for fremtiden. Men de nuværende udviklingslande har til gengæld ret til en hjælp til en udvikling uden fossiler. Og her er vi tilbage ved det allervigtigste for, at vi får en god aftale i Paris, at de rige lande har gjort deres hjemmearbejde ordentligt, og har den tilstrækkelige finansiering med til at de nu fremlagte INDC, hvoraf mange har indsatser, som er gjort afhængige af opnåelsen af støtte, kan realiseres.

Det er endnu ikke formaliseret, men det fremgår af en reportage i Washington Post i forgårs, at der i Kina lige nu er drøftelser om at stoppe for al videre udbygning af kulkraft som en del af den næste femårsplan. Selvom solenergien så småt nærmer sig at kunne hamle op selv med kullene, er det her ikke kun et prisspørgsmål, men en beslutning, som i mindst lige så høj grad er motiveret af de enorme miljøproblemer, som følger med de massive kulafbrændinger. Hvis først det sker, vil Kinas udledninger kunne kulminere langt tidligere. Det ville være ratcheting up, når det er bedst, for i den nuværende situation er den fortsatte udbygning af kulkraften klimapolitisk set det mest absurde. De rige lande burde presse hinanden (Japan) til et tilsvarende moratorium. Og i den udstrækning en sådan policy breder sig til Indien, Indonesien, Tyrkiet, Japan, Australien og en række af de andre store kulafbrændingslande, så vil vi kunne se prognoserne for klodens feber fra den nuværende diagnose på 2,7°C nærme sig de 2°C.

Som Figueres diplomatisk udtrykker det, kan der strammes i samtlige landes INDC. Yderligere er der metan- og sod-indsatsen – de kortlivede men kraftige klimapåvirkninger – som kan give hurtige effekter. Der er et kolossalt potentiale i ændringer i den animalske produktion og i CO₂-lagring i det dyrkede landskab. Der er skibsfarten og luftfarten, som til trods for at de er to sektorer, hvis klimapåvirkning fortsætter med at stige mest, ser ud til endnu en gang at luske sig uden om klimaaftalen. Og potentialet i byernes og virksomhedernes omstilling er først Så der ligger en hel palet af virkemidler, som kan – og nødvendigvis må – inddrages i de kommende års bestræbelser på at få summen af det hele til at blive under 2°C.

Update 2x.11. – Om forskellige beregninger af temperaturudviklingen på baggrund af de indgivne INDC (på vej).

Tre vigtige kilder:

http://www.wri.org/blog/2015/11/latest-climate-commitments-how-much-will-world-warm-its-complicated
https://www.washingtonpost.com/news/energy-environment/wp/2015/11/06/new-u-n-report-underscores-the-tough-math-of-the-global-carbon-budget/
http://www.wri.org/blog/2015/11/insider-why-are-indc-studies-reaching-different-temperature-estimates

Se tidligere blog-indlæg: IPCC ordinerer stramt CO₂-budget, COP19: Donald Brown – Equity og IPCCs carbon budget, James Hansen et al.: 2°C-målsætningen helt utilstrækkelig, Første del af IPCCs AR5 klimarapport nu på dansk, Er 1½°C-målsætningen stadig mulig?, Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni, Fransk forslag til klimafinansiering, Christiana Figueres – The Woman Who Could Stop Climate Change, Klimamøde i Bonn, fem minutter i Paris, Konturerne af den endelige Paris-aftale, Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris og 2°C-målsætningen – De fleste lande skal fordoble deres klimaindsats.