Strøtanker om bæredygtighed

Søndag løftede Hillary Clinton sløret for første del af sin klimaplan, som gradvist vil blive fremlagt i de kommende måneder. Det står allerede nu fast, at hun, hvis det bliver hende som kommer til at overtage Det Hvide Hus, vil bygge videre på Obamas klimaindsats og fremme omstillingen af det amerikanske samfund til vedvarende energi.

Meget kan ske, før Obamas afløser i Det Hvide Hus er valgt. Men indtil nu synes Hillary Clinton at have stået som det indlysende bud. Blandt republikanerne er der snart flere kandidater, end man kan tælle på hænder og fødder, og med undtagelse af to er de alle erklærede klimafornægtere. Der er variationer i fornægtelsens karakter, men billedet er ret klart, og lige nu er det Donald Trump, som med sit forunderlige mediecirkus leder i opinionsundersøgelserne. Klimafornægtelsen hænger givet sammen med den stærke finansiering fra fossile interesser. Dette skaber samtidig et problem for de republikanske kandidater, for selv blandt de republikanske vælgere er der en stadig større forståelse af klimaudfordringen og nødvendigheden af ikke bare at fornægte tingenes tilstand. Der har da også været talt om, at republikanerne har brug for en exit-strategi – at hvor den interne kamp i primærvalgene sandsynligvis vil se klimafornægtelsen eskalere, så vil der for at en republikansk kandidat har en chance for at vinde Det Hvide Hus, være brug for at bløde op på klimafronten.

På demokraternes side har Hillary mere seriøs modstand, ikke mindst fra Bernie Sanders, som med sin klare og ligefremme venstreorienterede logik har ganske bred appel og i de seneste måneder har halet alvorligt ind på Hillary. For eksempel den amerikanske Noah-gruppe Friends of Earth har således anbefalet at Sanders som præsidentkandidat. Og selvom hans kampagne er nærmest uden økonomi sammenlignet med Hillarys milliarder, så kan man ikke udelukke, at det ender med at blive Sanders, som vinder primærvalgene, for der er omkring ham en uafrystelig begejstring, og gang efter gang samler han store lytterskarer.

Så han vil sandsynligvis bedre end nogen anden kunne samle partiets aktive kræfter. Den stærkt konservative (og i mine øjne meget lidt sympatiske) politiske kommentator Ann Coulter, sagde den anden dag i en dialog med Bill Maher, at Sanders ville blive meget vanskelig at slå, hvis det blev ham, som vandt primærvalgene, netop fordi han i et hidtil uset omfang ville kunne mobilisere partiets menneskelige ressourcer.

Efter to runder med Obama, som trods sin veltalenhed og sin stærkt håbefulde retorik er endt langt inde i normalområdet, kunne demokraterne forfalde til at lade sig repræsentere af en kandidat, som mere rent fremførte en langt mere radikal vifte af synspunkter. Og her trækker Sanders fornemt konturerne op. Knapt har Obama fået sikret sin sundhedsreform, som på den ene side har givet mange millioner mennesker adgang til sundhedsforsikring, før Sanders tordner mod det faktum, at det er en republikansk model, som stadig sætter sundhedssystemet til fals for profitmagere – nej det eneste rigtige er et offentligt finansieret sundhedssystem ala de skandinaviske landes.

De fleste politiske kommentatorer har indtil nu har taget Hillarys vej gennem primærvalgene for givet, og Sanders store fortjeneste kan meget vel ende med at blive, at han i primærvalgene formåede at fremtvinge en vis klarhed og profilering af det demokratiske parti. For eksempel har han igen og igen insisteret på, at Hillary meldte klart ud om hendes holdning til en lang række klima- og miljøforhold som fracking, Keystone XL, olieudvinding i det arktiske område osv.

Indtil nu har Clinton heroverfor været overraskende valen, og man har kunnet være bekymret for, om hun ville formå at løfte Obamas påbegyndte klimapolitik videre? – også fordi hun faktisk har taget betydelige støttebeløb fra de fossile selskaber. Men i søndags (26.07.) lancerede hun en decideret klimapolitik med video og det hele. Den er endnu mere en samling valgkampsegnede statements end en velafbalanceret, helstøbt plan, og man kan givet finde meget at forbedre. Men den giver begrundet håb om, at Hillary ikke bare vil videreføre Obamas klimaindsats – hun siger direkte, at hun vil fastholde hjørnestenen heri, EPAs regulering af kraftværkernes udledning – men give den nye dimensioner og bringe USA et betydeligt ryk videre mod det post-fossile samfund.

.
“I personally believe climate change is a challenge of such magnitude and urgency that we need a president who will set ambitious goals,” siger Clinton i sin valgvideo: Stand for Reality. Den er bygget op om nødvendigheden af og fordelene ved en gennemgribende energitransformation af det amerikanske samfund. Hvis hun bliver præsident, synes hun at ville prioritere solenergien. Gennem skattefradrag vil hun søge at gøre solcelleanlæg til allemandseje og i løbet af fire år få placeret en halv mia. solceller. “Not some homes. Not most homes. Every home in America”, alle amerikanske hjem i 2027 skal være drevet på vedvarende energi. På sin hjemmeside skriver hun under videoen, at hun i de kommende måneder vil fremlægge en omfattende klimaplan, så med syvdoblingen af solcellerne har vi sandsynligvis blot set begyndelsen til en mere sammenhængende, bredspektret klimaplan, som hun ønsker at fremlægge den i forståelige bidder.

Derfor er det også for tidligt at bedømme Hillarys udspil som en samlet pakke, for som man kan se af grafen herunder lægger alene solcelle-initiativet nogle procent på de reduktioner, som kan nås med Obamas netop fremlagte klimaplan. Men der skal en mere gennemgribende og mere bredspektret indsats til at kunne sige, at USA er på sporet af sit bidrag til en verden, som fik vendt klimaudfordringen med under 2°C temperaturstigning.

To grafer til illustration af Hillary Clintons forslag til i fortsættelsen af Obamas klimaplan at satse på små solenergi, så et meget stort antal amerikanere inden for få år får solcelleanlæg i deres hjem.

Der ligger i det at involvere den amerikanske befolkning i at producere energi til eget forbrug på eget tag ikke bare en vigtig inkluderende gestus – at mange på den måde kan være med i energirevolutionen. I det friheds- og uafhængighedselskende USA vil det have appel langt ind i det republikanske vælgerkorps at kunne producere sin egen energi og kunne slippe for afhængigheden af forsyningsselskaberne. Så man kunne meget vel forestille sig amerikanerne etablere sig med kombinationen af solcelleanlæg og lagringsmuligheder som de nye Tesla-batterier, så man i princippet kunne klippe forbindelsen til el-forsyningen.

Clinton har været meget modstræbende overfor at melde ud omkring Keystone XL ud fra et argument om, at det er Obamas beslutning og at hun ikke kan tillade sig at påvirke den beslutning. ‘Det vil I finde ud af, når jeg er præsident,’ har hun afværgende sagt, og der er ikke nogen tvivl om, at det ville være komfortabelt for hende, hvis Obama får lagt Keystone XL endeligt i graven i god tid inden præsidentvalget, for det kunne være noget af det, som kunne give problemer i forhold til de svingstater og svingstatsvælgere, som traditionelt afgøre valget mellem de to store blokke i amerikansk politik. Og som det fremgår af gårsdagens blog-indlæg: Obamas endelige nej til Keystone XL måske på trapperne, så er der lige nu stærke rygter om, at han vil meddele sin afvisning allerede her i august, mens politikerne i de to kamre er på sommerferie.

I lyset af de markante markeringer overfor Shells planer om olieboringer i det arktiske område, hvor Greenpeace i går ved at helse et antal mennesker ned fra en bro lykkedes at tvinge en olieboreplatform på vej mod Arktis tilbage, kunne man 28.07. høre Hillary melde ud, at hun var tvivlende overfor (det rigtige og nødvendige i) Shells planer om at søge efter olie i det arktiske område. Her markerer hun sig måske for første gang mere radikal på klimaområdet end Obama, som i bestræbelserne på at blive fri af den mellemøstlige olie har forfulgt en noget problematisk ‘all of the above’-politik.

Det står også klart, at Hillary vil klimakompensere for sin valgkampagne – så hvor vi ved det forudgående valg så, hvordan klimaspørgsmålet var nærmest uudsigeligt og tavsheden først blev brudt med orkanen Sandy, så synes der denne gang at være lagt op til, at det får en ganske markant placering. Allerede for Obama var der målinger som viste, at det burde være en vindersag at tage klimaspørgsmålene op, men alligevel var han og hans rådgiver meget modstræbende overfor at åbne for den republikanske Tea Party-harme. Denne situation har ret beset udviklet sig til det bedre, og det synes som om banale klimafornægtelses tid er ovre. Ikke at den ikke vil blive luftet, men den synes ikke mere at kunne samle det flertal, der skal til for at vinde Det Hvide Hus.

Måske disse elementer til en samlet klimaindsats i den kommende tid vil give hende lidt mere appel til den del af det demokratiske parti, som nu synes at samle sig om Martin O’Malley og i endnu højere grad Bernie Sanders. For selvom Hillary nok er den af de demokratiske kandiater, som bedst vil være i stand til at vinde Det Hvide Hus, så risikerer hun, som det skete for snart 8 år siden overfor Obama, at tabe primærvalgene til en yngre kandidat, som mindre bliver opfattet som del af the establishment, og mere forstår at vække begejstring og mobilisere partiets millioner af yngre vælgere og frivillige, hvis indsats og medleven i valgkampen er uomgængeligt nødvendig, hvis Det Hvide Hus skal sikres.

Samtidig synes hun allerede med dette udspil at have kvalificeret sig til støtte fra den demokratisk sindede mangemillionær og klimaaktivist Tom Steyer, som forud for dette valg har sat som betingelse for sin støtte, at der var tale om en klimapolitik, som ville reducere udledningerne fra den amerikanske energiproduktion med 50% i 2030 og 100% i 2050.

Og vi må regne med, at der i løbet af de kommende uger løbende præsenteres flere elementer til en samlet Hillary klimaindsats. Det kunne være en vindpakke, en transport- og infrastrukturpakke, en energisparepakke og måske en landbrugspakke, som hver især tager endnu et niveau af de amerikanske klimaudledninger. Og sandsynligvis vil vi se en klimatilpasnings-del, en biodiversitets- og naturbevarelsesdel, en støtte/omskolingspakke for de samfund, som har været bygget op omkring kuludvinding – og måske en indsats overfor ikke-CO₂-kilder som metan & lattergas (først og fremmest landbruget, men også affaldshåndtering), sodpartikler og den internationale side af klimaindsatsen.

Det er den form for multidimensional indsats som skal til, for at vi har en chance for at holde 2°C-målsætningen. Og inden klimakommentatorerne bryder ud i hvor utilstrækkelig, Hillarys solcelleindsats er, var det rimeligt at lige at se, hvor meget mere, der er i hendes klimapakke.

.
Update 30.07. – Hillary Clinton har som del af lanceringen af sin klimakampagne også lavet denne lille horror-humor kampagnevideo, som går direkte i clinch med klimafornægtelsen ved en række af de mere fremtrædende republikanske kandidater. Den er ikke båret af den store indsigt, men den giver håb om, at klimaspørgsmålet ikke bliver fortiet i den forestående valgkamp, som det skete i 2012, og som det skete i det nylige danske valg.

Update 03.08. – Obamas netop fremlagte klimapakke bliver i disse døgn vendt og drejet på alle leder og kanter. David Lauter skrev i går i Washington Post, at det meget vel kan blive det definerende spørgsmål for præsidentvalget i 2016. Hillary har allerede meldt ud, at Obamas plan er et vigtigt skridt fremad, og at hun som præsident vil forsvare den.

Update 16.08. – Hvor det at stille tvivl ved Hillary Clintons nominering som demokraternes præsidentkandidat for bare en måned siden mest blev betragtet som lidt verdensfjern spekulation, så har situationen si de seneste par uger forrykket sig derhen, at ingen tør tage noget for givet. Hun er stadig i spidsen, men Bernie Sanders har halet betydeligt ind på hende samtidig med at han samler stadig større skarer – ved et enkelt valgmøde var han oppe på næsten 28.000 deltagere, og begejstringen er til at tage at føle på, hvor Hillary lige præcis har et begejstringsproblem, og hendes ratings er langsomt men sikkert dalende.

Hvis det viser sig, at Hillarys kandidatur ved de første valgrunder skulle smuldre, er det på ingen måde sikkert, at det bliver Sanders, som tager over. For der er flere som med kort varsel kunne træde ind. Joe Biden kunne være en af dem og ville i givet fald stå stærkt. Elizabeth Warren kunne være et andet bud, og hun er lige præcis ikke mere definitivt afvisende, at hun kunne træde ind. Og de seneste dage har der været forlydender fremme om, at en gruppe omkring Al Gore på baggrund af de seneste ugers udvikling er gået i gang med at sondere terrainet. Hver af disse tre ville prioritere at løfte klimaet videre – man kunne næsten unde Al Gore at få lov at løfte den del. Han har gennem årene igen og igen understreget nødvendigheden af at få klimaspørgsmålet udstrakt til også at omfatte virksomhederne og den republikanske virkelighed, og i en fase, hvor det er hele USA, som må inddrages for at tackle klimaudfordringen, ville han nok kunne blive en mere samlende skikkelse end Bernie Sanders og Elizabeth Warren, som begge er ganske klart venstreradikale skikkelser i det demokratiske parti, både internt i partiet og i forhold til at kommer videre fra det nuværende flimmer til en situation, hvor  de to store politiske blokke i USA arbejder sammen om udviklingen af det post-fossile USA.

Update 18.08. – Blot dagen efter at Obama gav tilladelse til Shells udvinding af olie i Chikuchi Sea i det arktiske område nord for Alaska, har vi set Hillary Clinton melde klart ud, at det ville hun ikke have gjort. I et tweet i dag skriver hun: “The Arctic is a unique treasure. Given what we know, it’s not worth the risk of drilling”.

Hun har tidligere forsigtigt udtrykt tvivl om, om det var det rigtige, og man kan sige, at det er gratis at sige klart fra, når først beslutningen er truffet, men hun synes at føle sig bundet af en stærk loyalitet overfor Obama, sandsynligvis fordi hun i hans første fireårs periode tjente som udenrigsminister og derfor hverken vil eller kan tillade sig at blande sig i verserende sager, som hun måske har været med til at forberede. Det er samme logik som med Keystone XL.

Noget andet er, at Obamas beslutning virker lettere absurd i den nuværende situation. Men i en tid, hvor olieselskaberne er presset af de lave priser og har måttet skrue voldsomt ned for nye efterforsknings- og udvindingsaktiviteter, har Shell tilsyneladende investeret så meget forud i at komme i gang i det arktiske område, at man ikke er til sinds at standse. Hvis Obama som der går rygter om er meget tæt på at afvise Keystone XL, kunne man meget vel forestille sig, at næste store klimaopgør bliver at få fastlagt et moratorium for fossil udvinding i den arktiske zone.

Valgprognose for det demokratiske primærvalg i New Hampshire.

Update 28.08. – Mens Bernie Sanders bliver ved med at skabe begejstring og samlestore skarer – han har været oppe på at have 28.000 mennesker til et stadion-møde stort set uden budget – kører Hillarys kampagne  lige nu i lavt gear. Hun står mindre indlysende uslåelig end for blot en måned siden, og samtidig bliver der spekuleret meget i, om vicepræsident Joe Biden eller måske Al Gore skulle træde til. Men begge synes langt fra begejstrede ved tanken. En undersøgelse i går gav på landsplan Clinton 45%, Sanders 22% og Biden 19%, selvom han end ikke har meddelt, om han stiller op. Og Bidens favorability ratings er den højeste for samtlige kandidater i begge lejre. Men som skærmbilledet herover viser, står Sanders står lige nu til at vinde det tidlige primærvalg i New Hampshire, og hvis han kommer så godt fra start, kan det samlede billede meget vel vende.

Hvor demokraterne synes at have adskillige topkvalificerede kandiater – hver af ovennævnte er seriøse bud på en præsident – så ser det noget anderledes ud på den republikanske side. Her er Donald Trump stadig klart i spidsen. Med 28% vælgertilslutning og nr. 2 12% synes han lige nu urørlig. Hans vigtigste modkandidat Jeff Bushs kampagne synes nærmest paralyseret, og de kandidater, som har forsøgt at bide skeer med ham, har indtil nu alle fortrudt det og er blevet straffet vælgertilslutningsmæssigt.

Men hvor Trump med sin populisme meget vel kan ende med at blive republikanernes kandidat, så synes han ikke at have nogen chance for at vinde den efterfølgende dyst om at blive præsident. For en undersøgelse i CNN i går viser, at Trump har en såkaldt ”unfavourability rating” blandt afroamerikanske vælgere på 79%, mens 63% af latinovælgerne ikke vil stemme på ham, så for at vinde præsidentposten vil han skulle have 75% af de hvide vælgere. Omkring to tredjedele af alle vælgere finder hans temperament uegnet til at håndtere en international krise som præsident. Hvis Trump ender med at vinde nomineringen, står den demokratiske kandidat således stærkt, næsten uanset hvem det måtte blive. Og dermed ser det lige nu ud til, at der også efter 2016 vil være opbakning fra Det Hvide Hus til en seriøs amerikansk klimaindsats.

Update 17.09. – Siden dette blog-indlæg blev skrevet, er Hillarys sikre position blevet alt andet end sikker. Lige nu står Bernie Sanders til at vinde i både Iowa og New Hampshire, de to første stater i det demokratiske primærvalg, som det har en kolossal psykologisk virkning at vinde. For det at komme godt fra start har traditionelt givet en utrolig medvind i de følgende 48 stater.

I flere målinger står Joe Biden som nr. 2, bedre end Hillary, selvom han end ikke har meddelt, om han opstiller, og der spekuleres nu meget i, om har i sidste øjeblik stiller op, for at demokraterne har en mere moderat og måske mere samlende, bredt appellerende præsidentkandidat end Bernie Sanders. For nok har Bernie ført en eksemplarisk ren kampagne – han har indtil nu kategorisk afvist alle forsøg på at tale grimt om sine modkandidater og 100% rent holdt sig til emnet. Men han taler uden omsvøb, og hvor den republikanske presse lige nu koncentrerer sig om Hillarys e-mail-server-sag (og har Bengazi-ikke-sagen i baghånden, hvis der skulle mangle inspiration), så vil USA koge over i en frådende  socialist-kommunist-skræmmekampagne, hvis det ender med at blive Sanders, som kommer til at repræsentere demokraterne uanset, at han konstant fastholder, at han er en demokratisk socialist og henviser til de skandinaviske lande, hvor man har fri undervisning, frit sundhedsvæsen osv. med en høj grad af deltagelse i et veludviklet demokrati. Herhjemme ville han nok være i tcivl om han hørt til i SFs højre side eller Socialdemokratiets venstre side.

Nate Silver, som ved de forudgående to valg har vist sig som det helt store valgorakel, bragte en artikel hvor han så på Hillarys langtidsnedadgående spiral, og i kalenderen til højre har han dag for dag plottet Hillary-omtale i pressen ind med rød for negativ, gul for neutral og grøn for positiv omtale (blandt top tre-artikler 11 AM). Her er det så også regnet for negativt, at medierne åbenlyst spekulerer i Joe Biden som demokraternes ‘frelser’, hvis hun skulle svigte. Og som man kan se, så har pressens dækning af Hillary siden en pause i juli været stort set negativ stort set dagligt.

Silver mener dog ikke, at det er enden for Hillary, dels er der stadig adskillige måneder til de første primærvalg, dels er hendes odds stadig gode, hvis man kan dømme efter bookmarkerne (som er nogen af de bedste til ikke at lade sig forstyrre af, hvad man selv synes og håber).

Højere oppe gav jeg udtryk for, at Hillary kun havde fremlagt første del af sine klimaintentioner – sådan præsenterede hun det i hvert fald – og at der ville komme mere i de kommende måneder. Det er der så ikke, måske fordi hendes brug af mailserveren (som i parentes bemærket hendes republikanske forgænger har gjort nøjagtigt tilsvarende uden at få ørerne tilsvarende i maskinen) har fyldt så meget i medielandskabet. Men det kan stadig komme.

Hvad der også er overraskende er, at Bernie Sanders tidligt gav udtryk for, at en af hans vigtige grunde til at melde sig i valgkampen, var at bringe klimasagen på dagsordenen, hvilket han kun i meget lille grad har gjort indtil nu. Det har i langt højre grad været omfordelingen og den sociale retfærdighed, som har drevet hans kampagne, og rapporter fra hans store valgmøder som gang efter gang samler i tusindvis af mennesker og er båret af stor begejstring, siger, at han nærmest ikke nævner klimaet med et ord. Men hvis man følger hans Facebook-kampagne – som nu har rundet 2 mio. følgere, så kommer der ganske mange små kvadratiske billeder med fyndige tekster ud hver eneste dag, og dér er der klima-relaterede budskaber 2-4 gange om ugen. Til højre nogle få meget formindskede udgaver deraf. Det er en billig og effektiv måde at føre kampagne på og en vigtig brik i hans enorme gennemslagskraft også ved grupper, som normalt ikke er engagerede i politik og normalt ikke ville stemme. Så han er ude i et langt sejgt træk med at involvere vælgergrupper, som i for ham bedste fald ikke bare vil kunne give ham nomineringen, men også gøre forskellen i præsidentvalget.

Hvis man ser på Hillarys klimaperspektiv, som fokuserer på solfangere til alle og ikke kan finde ud af at sige, at Keystone XL er noget skidt, så er Bernie igen den diametrale modsætning. Han viser ikke billeder af klimaindsats-ikoner: vindmøller, solfangere og glade mennesker med sådanne, men går direkte i rette med de systemiske problemer, som gør, at der stadig er klimafornægtelse, at man kan blive uforskammet rig af at ødelægge fremtiden og kan bruge sin derved tjente formue til at forplumre den demokratiske proces og købe hele det republikanske parti.

I parentes bemærket har ti republikanske politikere (ud af 247!) i anledning af pavens ankomst i næste uge markeret, at de går ind for en klimaindsats. Men Sanders er i langt højere grad en Hillary ude at uddanne sine kommende vælgere om de strukturelle forhold, som gør, at USA stadig er fastlåst i fortsættelsen af klimamæssigt uheldige mønstre selv når vi ved, at det var rigtigst at sadle om, og at det i høj grad er plejen af de få ekstremt velståendes tarv, som står i vejen for udviklingen af det middelklasse-USA, han er fortaler for.

Update 22.09. – så kom den, Hillarys egen mening om Keystone XL, som har fyldt så meget i den amerikanske klimadebat: en distraktion, kalder hun den. For så vidt tror jeg, at hun har følt sådan længe, men af loyalitet over for processen, som hun selv var involveret i en fase af, har afventet betænkningers færdiggørelse og Obamas afgørelse. Men kombinationen af e-mail-sagen, som hænger ved hende som en burre, Sanders, som i meningsmålingerne puster hende alvorligt i nakken, og pavens besøg i USA i disse dage, som gør at klimaet vil være forrest i medierne, har tilsammen gjort, at hun har følt sig presset til at gøre det nu.

Om det så betyder, at også Obama meddeler sin beslutning her under pavens besøg, må vise sig.

Der var stærke forlydener om, at han ville have gjort det i august, hvor Kongressen var på ferie. Men hvor Keystone igennem flere år stod til at blive tilladt, så ser langt de fleste efterhånden Keystone som et projekt som aldrig blev – altså hvis ikke det bliver en republikaner, som overtager Det Hvide Hus efter Obama, hvilket der lige nu ikke er så meget, som tyder på. For med den plads klimaspørgsmålet har fået i debatten plus det forhold, at der er opbakning til en klimaindsats langt ind i de republikanske rækker, har en klimafornægtende republikansk præsidentkandidat meget små chancer. Så hvor klimatavsheden rugede over valget i 2012, er det for sent at fortie klimaudfordringen denne gang, og alene den måde, der i dag bliver talt klima på, gør det nærmest umuligt at forestille sig en af trump’erne tage over efter Obama.

Og her nåede samme budskab frem på Facebook i endnu kortere form.

Hillarys udmelding har ikke været noget givet – tilbage i 2010 gav hun tværtimod udtryk for, at hun hældte til at ville godkende Keystone XL. Men hendes klare udmelding må også tages som en kæmpe sejr for klimabevægelsen – og Hillarys indsigt, at de mange unge demokrater, hun længere fremme i valgkampen skal have til at levere sin kampagne længere fremme i processen, ville være meget svære for hende at motivere, hvis hun gik ind for Keystone XL.

Som Bill McKibben i dag skriver i anledning af pavens besøg i USA: “It’s not really divine intervention that moved the former Secretary of State (who had originally gamed the State Department review process to approve the project). It was hard hard organizing – thousands went to jail, hundreds of thousands marched, millions wrote public comments. And that work has gone far beyond this one pipeline: its helped turn almost every fossil fuel infrastructure project on the planet into a full-on battle.”

Jeg må indrømme, at jeg for nu mere end 5 år siden var en lille smule skeptisk over valget af Keystone XL som ‘slagmark’ – at det hellere skulle have været noget mindre, hvor man ikke som med Keystone har investeret så mange kræfter i en så langtrukken proces, eller noget ,som i højere grad havde en nord-syd-problematik indbygget. Men processen har faktisk formået ikke bare at aktivere meget store kræfter i USA, men at åbne til mange vigtige spørgsmål, herunder hvordan vi håndterer den viden, at op imod 80% af de nu kendte fossile reserver skal forblive under jorden, ubrugte, hvis vi skal lykkes at holde den globale temperaturstigning under 2ºC.

Update 23.09. – Hillary havde mere i ærmet klimamæssigt, men har tydeligvis ventet dels til e-mail-serversagen (forhåbentligt) var drevet over, dels til at hun kunne blive en del af det klimaboost, som pavens besøg i denne uge lægger op til at kunne blive. Så blot et døgn efter at hun gjorde sin stilling til Keystone XL klar, har hun fremlagt en ny klimapakke, nu om en gennemgribende fornyelse af den amerikanske energi-infrastruktur.

Hvor første del fokuserede på solceller masser af solceller og ikke kun i store solcellefarme, men fordelt ud på millioner af amerikanske familiers tag også for derigennem at skabe større medejerskab til energiforsyningen, da fremlægger hun nu forslag til en gennemgribende fornyelse af distributionssystemet, som skal gøre det klar til at håndtere en fremtidig forsyning baseret på vedvarende energikilder.

“Our policies and infrastructure have not kept pace with recent changes to the American energy system. American communities have endured toxic pipeline spills and deadly rail explosions as the amount of oil produced and transported across the country has expanded. Our existing natural gas distribution network is increasingly antiquated and in need of repair, while new networks must be built to serve parts of the country still dependent on more polluting propane and fuel oil for heating and cooking”, skriver hun på sin hjemmeside:

“Our electrical grid needs upgrading to harness new technology that reduces energy costs and increases consumer choice, and to address the growing threat of cyberattack. And we must invest in the new infrastructure that will make the transition to a clean energy economy possible, keep energy affordable and reliable, meet both base load and peak demand, protect the health of our families and our climate, and drive job creation and innovation.”

Så Keystone XL var den oplagte optakt til en sådan revolution af den amerikanske energi-infrastruktur. Hvis ikke hun havde meldt klart ud om Keystone XL, ville denne etape af hendes klimaplan have stået underligt uforløst.

Der er samlet set tale om en ganske gennemgribende infrastrukturel pakke, som kan ses i punktform nederst i hendes Vision for Modernizing North American Energy Infrastructure.

I dag fremlagde hun også på medium et lidt bredere essay, Why I oppose Keystone XL, om hendes baggrund dels for hendes afvisning af Keystone, dels for energiinfrastrukturplanen. Den er formuleret helt uden technicalities, så den er umiddelbart forståelig for alle. Men der ligger tydeligvis solide forberedelser bag sådanne planer, og de er lavet i tæt samarbejde med nogen med solid indsigt i problemstillingerne. Chris Mooney, klimaskribent ved Washington Post, skriver afsluttende om Clintons nye klimapakke i dag, at den nok klimaindsatsmæssigt placerer Clinton et nøk til vestre for Obama.

Bernie Sanders side om side med Hillary Clinton ved den første debatrunde for Det Demokratiske Partis kandidater til præsidentembedet fra 2016, som fandt sted 14. oktober på CNN.  

Update 14.10. – I nat havde kandidaterne i Det Demokratiske Partis primærvalg deres første debatmøde, på CNN, hvor Paul Andersson ledte slaget. På baggrund af republikanernes gedemarkeder var det en yderst seriøs affære, 5 kandiater, som rent faktisk var indstillet på at diskutere et stort lands store og små problemer. Og selv da Bernie Sanders havde chancen for at gå Hillary Clinton i flanken med det evindelige mail-server-problem, sagde han til larmende bifald, at han hellere ville tale reelle problemer, om hvordan middelklassen får tørret røven i det amerikanske setup (ikke lige hans ord). Samtlige kandidater var langt fremme i klimaspørgsmålet. Hillary vakte nok nogen forbavselse i klimainsider-kredse ved at fremføre sine præstationer i København, som alle betragter som en katastrofe.  Men man må sige, at den klimatavshed, som lå rugende over den forudgående præsidentvalg, er definitivt brudt.

Martin O’Malley (som står som en meget svag nr. 3 i meningsmålingerne) meldte nok mest markant ud, at han, hvis han blev præsident, som det første ville indlede en proces for at gøre USAs energiforsyning 100% fossilfri i 2050, samtidig med at han slog til lyd for fortsat støtte til etableringen af sol- og vinenergi og energirenoveringer – og brugte herefter Al Gores Apollo-metafor, at omstillingen til vedvarende energisamfund er som en ny bemandet månelanding, som kan lade sig gøre med en målrettet samlet indsats. Der er nuanceforskelle i tilgangen – Andrew Winston giver i en artikel i dagens Hffington Post de tre ovennævnte karakterer for deres klimapolitik – Clinton får et B-, Sanders et B+ mens O’Malley topper med et A. Men det er glædeligt at se, at der blandt de fem kandidater er fuld enighed om, at klimaudfordringen er et eksistentielt problem, som kræver en resolut indsats i den forestående præsidentperiode.

Gennemgående gjorde Hillary en god figur, lige som Bernie Sanders. De har hver især fat i to vigtige dele af det demokratiske vælgere, så sandsynligheden for, at Joe Biden træder til i sidste øjeblik, er nok mindsket betragteligt efter i nat. Og hvor Sanders har en eminent opbakning fra unge progressive i marken, så er han måske mindre fortrolig med et forum som dette. Han gjorde det ikke på nogen måde dårligt, men det var Hillary, som stod frem som den erfarne, som statsmanden m/k, og selvom hun i de senere måneder har kunnet se Sanders rykke nærmere, er hun efter den første af demokraternes præsidentkandidatdebatter, er hun nok lige nu den mest sandsynlige kandidat til Det Hvide Hus.

Og når man ser, at meningsmålingerne viser, at stadig flere amerikanere ser klimaforandringerne som et reelt problem – omkring 70% af vælgerne anerkender nu videnskaben bag den (menneskeskabte) globale opvarmning samtidig med, at så godt som samtlige republikanske kandidater kløjs i en stadig mere tyndbenet skinger fornægtelse – så tegner det til, at klimaet i det amerikanske valg vil blive en vindersag, og at de mange udenomsparlamentariske love og forordninger, som Obamas klimaindsats er grundlagt, kan få en lovgiviningsmæssigt mere varig form. Og Hillarys ‘solceller til alle’-kampagne kan gå hen og vække genklang langt ind i de republikanske vælgeres rækker.

Update 21.10. – Joe Biden har nu meddelt, hvad der at han ikke stiller op til valget om at blive Det Demokratiske Partis præsidentkandidat. Han anbefaler i stedet de øvrige kandidater at støtte op om videreførelsen af Obamas linje – hvilket også bliver nødvendigt, for både klimaindsatsen og sundhedsreformen hænger stadig lovgivningsmæssigt set i en tynd tråd, og man må forvente, at republikanerne til en hver tid vil tilbagerulle disse initiativer, hvis de får magt som de har agt.

Men nye opinionsundersøgelser viser, at klimaspørgsmålet nu har en betydelig opbakning langt ind i den republikanske kernevælgerskare. Så det tegner lige nu til, at vi også vil have en demokratisk kandidat i Det Hvide Hus efter Obama.

Update 14.11. – New Republic bragte i går et interview med John Podesta, som er kampagneleder for Hillary Clinton og før det i adskillige år har været særlig rådgiver for Obama – ud over at han sidder i bestyrelsen for American Progress, hvorunder det eminente klimanyhedsorgan Climate Progress hører.  Interviewet giver et fint indblik i den amerikanske situation og er værd at læse i sin helhed.

Ifølge Podesta er det for Hillary centralt at bygge videre på det, som Obama har igangsat. Han peger på, at der med en anden parlamentarisk situation end i dag vil være muligt at udbygge policies på områder, hvor det ikke i dag for Obama er muligt, så yderligere udledningsområder bliver dækket. Og forsigtigt adspurgt omkring midtvejs i interviewet, hvordan Hillarys klimapolitik vil adskille sig fra O’Malleys og Sanders’, svarer han, at vi jo har konkrete kortsigtede målsætninger (real near-term goals) (ud over at Hillary måske fremprovokeret af Sanders’ ‘store’ retorik for blot få dage siden har været ude at markere, at målet må være 100% vedvarende energi), men tilføjer senere i interviewet, at forskellene mellem de demokratiske repræsentanter klimapolitisk set er marginale. Og så er der en vision om nu hvor Canada har fået Trudeau ved roret og der synes at være en betydelig klimaambition i Mexico at søge at lave en fælles nordamerikansk klimaindsats.

Mod slutningen svarer Podesta på et spørgsmål om klimaspørgsmålets rolle i den kommende præsidentavalg. “I think that unlike past campaigns, including the Obama campaigns, this will be a front-and-center issue. The Republicans are so out-of-touch and out-of-date, whether it’s Donald Trump thinking this is all a Chinese conspiracy to take over the world, or it’s Cruz being a climate denier, or Bush being “I’m not a scientist.” They are boxed in by their ideological base and by their funding from the fossil fuel industry – into a position that the American people, more and more, know is wrong, as they feel the current effects of climate change. So I think they’re very mispositioned, ” svarer Podesta: “I think they are not credible. The ability to frame tackling this problem in a way that produces more jobs, new industries, more innovation, is something that will be a front-and-center issue in the coming campaign. So I view this not as anything – and I think Hillary views this not as anything – but an issue that she wants to take and put right before the American public.”

Der er færre opinionsundersøgelser i denne fase, men til trods for Sanders’ opstigen står Hillary stadig med et komfortabelt forspring til Sanders, og ingen af de øvrige demokratiske kandiater synes at have en chance. Så måske Sanders’ rolle i primærvalget glorværdigt blev at ‘tvinge’ Hillary til at blive langt klarere i mælet, end vi ellers har været vant til, og ikke bare på klimaområdet, men på en lang række områder.

Update 08.12. – Bernie Sanders har nu fremlagt sit forslag til klimaplan. Det sætter yderligere skrue på omstillingen med en reduktion i 2030 på 40% under 1990, hvilket er betydeligt mere end hvad Obama har igangsat og Hillary har lagt op til, og langt mere krævende end EUs tilsvarende mål, idet de amerikanske udledninger i årene 1990-2005, hvor EUs klimaindsats kom rimeligt fra land, fortsatte med at stige. Samtidig er der ikke kommet så meget mere fra Hillarys side om den samlede klimaindsats, så måske hun vil være tvunget til at skærpe sin profil.

Hillary står stadig bedre end Bernie i de fleste målinger, men Bernie er med til at skabe en begejstring om klimaindsatsen og om koblingen til det sociale spørgsmål, som Hillary er nødt til at forholde sig til, hvis det (som meget stadig tyder på) bliver hende, som ender med at repræsentere Det Demokratiske Parti. Og Bernies store fortjeneste bliver så at have løftet den demokratiske valgkamp op i meningsfyldte højder, hvor man ret systematisk har diskuteret essens og holdt sig for gode til mudderkastning – plus at han har fat i et hjørne af de demokratiske vælgere, som ikke altid ‘orker’ at stemme, og som kan blive en afgørende for at det i 2016 bliver en demokratisk præsident, som tager over efter Obama.

Update 28.12. – På den republikanske side af primærvalgene har Graham Lindsay trukket sig fra det store brogede felt, og dermed er der udelukkende klimafornægtere tilbage i det republikanske felt, hvor dog Jeff Bush kunne formodes at gemme på en form for forståelse af nødvendigheden. Men takket være det Tea Party-dominerede republikanske mediebillede synes der lige nu ikke at være nogen chance for at blive republikansk præsidentkandidat på et seriøst midtsøgende program, hvilket gør at der lige nu er en vis grund til at formode, at det kan blive en demokrat, som efterfølger Obama i Det Hvide Hus.

Hillary står fortsat stærkere end Bernie Sanders, og det står nu klart, at det bliver en af de to. Samtidig er Donald Trumps position som ledende kandidat for republikanerne til alles hovedrysten fortsat måned efter måned, og intet tyder på, at det ændrer sig før det første primærvalg går i gang i februar. Dette vækker bekymring langt ind i republikanske kredse, for nok er der stemmer i Trumps maniske højrepopulisme, men undersøgelser viser at mere end 50% af den amerikanske befolkning ville føle sig meget ukomfortable med ham som præsident, og her hen over juledagene er der kommet en undersøgelse, som viser, at hvor Hillary ville vinde med 7% over Trump, da ville Bernie Sanders vinde med 14%. Og flere iagttagere peger på, at Sanders bedre end Clinton vil kunne hive Trumps republikanske proteststemmer over på sin side.

Amerikanske valgkampe har altid været lidt af et cirkus, og denne gang er ikke nogen undtagelse. Men de to ledende demokratiske kandidater har denne gang formået at holde en forbløffende ren sti, og til trods for mediernes konstante anglen efter personligt konfliktstof har de formået at holde sobre debatter, som på en måde kunne retfærdiggøre den lange valgkamp. For der bliver talt politik og principper.

I sit endorsement i forgårs kalder Jerry Mc Nerney, som sidder for Californiens 9. distrikt i Repræsentanternes Hus, Hillary Clinton for The Next Climate Crusader in the White House:

“As a scientist and renewable energy expert … I am familiar with the kind of bold leadership that is required to make a real impact. Hillary’s drive, vision, and policy muscle make her the most qualified American today to lead this country in the fight to reduce emissions and turn the United States into a clean energy superpower, skriver McNerney: “Hillary is setting an aggressive, forward-thinking national energy agenda that aims to double down on the progress we’ve seen over the last several years.”

I en tid, hvor de republikanske kandidater på skift erklærer, at de vil tilbagerulle den amerikanske klimaindsats og Obamas internationale klimaløfter det er på mange måder det amerikanske valgs vigtigste enkeltspørgsmål, at vi – hele verden – får et USA, som arbejder målrettet på at fundere og videreføre Obamas påbegyndte klimaindsats.

Update 14.01. – blot en lille mellemtid på opinionsundersøgelserne, som her få uger inden det går løs med de første runde i primærvalgene tegner stadig mindre lovende for Hillary Clinton. For hendes forspring skrumper, og det er nu mindst lige så sandsynligt, at det bliver Bernie Sanders, som står som vinder efter de første runder i Iowa og New Hampshire, som selvom de ikke er altafgørende endda har en kolossal psykologisk betydning.

I en måling fra Monmouth University får Bernie 53% af stemmerne i New Hampshire, mens Hillary blot står til 39%. Mens en måling fra Quinnipiac University giver Sanders 49% af stemmerne i Iowa (en stigning på 9% på en måned) overfor 44% til Hillary. Og i en New York Times-undersøgelse står Sanders på landsplan til at få 41% af stemmerne (blandt likely democratic voters) overfor Hillarys 48% hvor de tilsvarende tal for blot en måned siden var 32% overfor 52%. Så Hillarys forspring er skrumpet til noget overkommeligt, og hvis den nuværende udvikling fortsætter frem til de første primærvalg, bliver det Bernie, som kommer klart bedst fra start. .

Man kunne derfor for få dage siden for første gang se Hillarys kampagne, som indtil nu har koncentreret sig om at profilere sig i forhold til de republikanske kandidater, forholde sig til Bernie Sanders og de forskelle, der vitterligt er mellem de to kampagner, hvor Bernie generelt står lidt til noget til venstre for Hillary – måske lige med undtagelse af ‘gun control’, hvor Bernie i sit sprogbrug er pragmatiker.

1. februar går det løs i Iowa og 9. februar i New Hampshire, så inden længe ved vi meget mere derom – om Bernie ligesom for 8 år siden Obama snyder alle tegn forud ved at mobilisere et stort antal førstegangsvælgere. Meget tyder på, at det er ved at ske. Hvor det således lige nu er mere åbent end på noget tidspunkt tidligere, om det bliver Hillary eller Bernie, som ender med at blive demokraternes kandidat, så står det klart, at begge har den fortsatte klimaindsats højt på deres agenda. I en situation, hvor samtlige tilbageværende republikanere er klimafornægtere, er det derfor betryggende at vide, at begge står til at vinde i det endelige opgør med de mest sandsynlige republikanske kandidater.

Update 23.01. – Hillary Clinton og Bernie Sanders har indtil nu mestret, hvad man kunne kalde seriøs politisk debat – hvor de (mest Sanders) – selv hvor der blev fisket efter synspunkter, som snaskede i det personlige, ganske konsekvent har ført debatten tilbage til de politiske spørgsmål. Så uanset at det valgsystem er et gigantisk cirkus, som underliggende har voldsomt usunde mængder af kapital som forudsætning, så har de to indtil nu formået at få noget godt ud af situationen.

Men tidligere på måneden begyndte Hillarys kampagne at vise tænder, omend der ikke er så meget at komme efter. Og her en uge inden er der over Twitter udbrudt en heftig debat om, hvem af de to kandidater, som har den stærkeste plan for klimaet. Det startede med et statement fra Sanders’ kampagne, som stillede en række spørgsmål til Clintons klimaindsats:

With only 12 days to go before the Iowa caucuses, … it remains unclear whether Hillary Clinton will tell voters what she would do to address climate change. …

Does Secretary Clinton oppose the Bakken crude oil pipeline that cuts through Iowa and three other states? What’s her position on the Northeast Direct pipeline in New Hampshire?

Will she support a carbon tax? Will she continue President Obama’s moratorium on all new coal leases on public land? Will she commit to banning fossil fuels extraction on public lands? Does she oppose offshore drilling? Fracking? We just don’t know.

Where is Secretary Clinton’s climate plan?

Hillarys kampagnechef, John Podesta, svarede ganske øjeblikkeligt via Twitter med et link til en artikel. Og Sanders’ kampagne svarede tilbage, at denne artikel ikke besvarede et eneste af deres spørgsmål. Sådanher ser det ud på Twitter, som i primærvalgene synes at have fået en markant betydning som kommunikationsværktøj:

Ligesom Greenpeace, har utallige andre tilføjet deres spørgsmål. Så det synes lige nu at hævne sig, at Hillary ikke har været mere specifik, når det gælder hendes klimaindsats. Og det har været fremme i så mange sammenhænge, at hun modtager endog meget store støttebeløb fra olieindustrien og Wall Street, at en stor del af de vælgere, der her er tale om, vil se det som en svaghed ved hendes kampagne, at hun ikke er mere præcis, når det gælder om at sætte grænser for den videre fossile udvikling.

Med det oppe i blog-indlægget udfoldede materiale havde Hillary tidligt et ‘forspring’ på klimaområdet overfor Sanders, fordi han talte meget generelt og principielt – og i en periode mere betonede det sociale og ikke mindst uligheden og uretfærdigheden i sin kampagne, selv når han talte klima. Men efter at han for nylig har fremlagt sin klimaplan, er det principielle så at sige blevet udmøntet, og Hillarys indtil nu fremlagte klimaindsats fremstår lidt luftfrikadelleagtig. Spørgsmålet er, om Sanders hermed (som mønsteret har været indtil nu) kan trække hende endnu et par nøk til venstre? – om hun kan nå at afbalancere situationen her med kun godt en uge til det går løs i Iowa? -og hvor langt er hun villig til at følge Sanders i hans radikalitet?

Sanders har her for få dage siden meldt ud, at den store Porter Ranch metangasudsivningsskandale i Californien gør det klart, at USA behøver et forbud mod fracking. Her er Hillary på linje med Obama langt mere forsyningspragmatiker, at skifergassen er en vigtig del at af få USAs udenrigspolitik filtret ud af den nærmest uudslukkelige mellemøstlige krise. Og en betydelig del af hendes bagland vil se det som problematisk, hvis hun for at fastholde sin position i primærvalgene må ‘overtage’ også sådanne klimapolitiske mål.

Hillary står således overfor store udfordringer, og det er som om at jo mere hun gør, jo mere vender den progressive del af partiet sig mod hende. Ted Rall, som for nylig udgav biografien Bernie, gav i gårsdagens Japan Times yderst læseværdigt rids af hendes vanskeligheder – og hvorfor alt synes at vende sig mod hende til trods for at hun umiddelbart har alle de stærke kort på hånden (link).

Update 26.01. – Der synes i disse døgn at være en vis desperation at spore i Hillary Clintons kampagne. Hun synes lige nu presset fra tre sider. Dels det konstante pres fra republikansk side, dels giver hver ny måling Bernie Sanders nyt fodfæste dertil, at han ikke mere blot er en outsider, men står til at komme bedst fra start i Iowa og New Hampshire. Men der er nu også en alvorlig risiko for, at hun vil skulle gennem en retssag omkring hendes email-sag. Og selvom hun principielt ville kunne klare sig gennem en valgkamp selv med en sådan sag kørende og Bernie Sanders sandsynligvis vil fortsætte med at foretrække at tale politik, så vil det være en umulig svækkelse overfor en næsten hvilken som helst republikansk kandidat. Så Joe Biden synes at have ‘fortrudt’ ikke at stille op – så det ikke er utænkeligt, at vi endda vil kunne se ham træde ind, hvis Hillarys kampagne kollapser. For én ting er, at Bernie Sanders har fanget en begejstring blandt demokraternes yngre vælgere – han står stærkest op til 50 år, hvor Hillary har størst appel til dem over 50. Men langt de fleste i det demokratiske parti så helst, at det ikke blev Bernie – én uden for partiet – som endte med at blive partiets præsidentkandidat. Og mange, om ikke de fleste, er nok lidt skræmte ved tanken om, hvor meget der kunne blive hvirvlet op med Bernie i Det Hvide Hus.

Det er en udvikling, som næsten forandrer sig dag for dag, men Hillarys kampagne har sandsynligvis gjort det i situationen helt forkerte, at man har sat massive kampagner ind mod Sanders, hvor man mistænkeliggør ham for ikke at have udenrigspolitisk dømmekraft osv. – hvilket han ganske elegant tilbageviser med at det var Hillary, som stemte for Irak-krigen, og ham som i store træk forudså den destabilisering, som har fundet sted i forlængelse af invasionen, og derfor stemte imod. Og tilsyneladende er de demokratiske vælgere så trætte af the establishment, som Hillary ses som en integreret del af, at hver gang den slags iværksættes overfor Bernie, så bliver hans tilslutning endnu større – og strømmen af kampagnebidrag ligeså. Så selvom Hillary har forbindelserne til alle de store donorer, så han har i den seneste tid rejst større beløb til sin valgkampagneend Hillary og har endog slået Obamas rekorder.

Bernie får i disse dage også hjælp af den tredje kandidat i det demokratiske felt, O’Malley, som ganske bastant fremturer med, at klimaspørgsmålet er det helt centrale for alle unge vælgere, og at Hillary ved roret vil være ensbetydende med at sige ja til at brænde kloden af. Så lige under forsøget på at føre seriøs demokratisk kampagne fornemmer man nu en dirren. Det er alvor, der er meget på spil.

USA vil fra nu af være nærmest oversvømmet med opinionsundersøgelser, som alt efter hvem som spørger og hvem som vil blive spurgt vil tegne særdeles forskelligartede billeder. Men ved Western Illinois University, hvor man siden 1975 her ved begyndelsen af primærvalgene har gennemført omfattende prøvevalg for at give de studerende indsigt i valgprocessen og hver gang har formået at udpege den kommende præsident, er der ikke nogen tvivl. Universitetet gjorde det igen her i oktober-november hen over 10 sessions. Og hvis dette resultat står til troende, så ender præsidentvalget ved slutningen af i år med en knusende demokratisk valgsejr til Bernie Sanders med 414 valgforordnede mod Bush’s blot 108. (link/link)

Update 31.01. – New York Timers pegede i går på Hillary Clinton som deres foretukne præsident i den kommende periode. Første del af avisens endorsement følger her:

“For the past painful year, the Republican presidential contenders have been bombarding Americans with empty propaganda slogans and competing, bizarrely, to present themselves as the least experienced person for the most important elected job in the world. Democratic primary voters, on the other hand, after a substantive debate over real issues, have the chance to nominate one of the most broadly and deeply qualified presidential candidates in modern history.

Hillary Clinton would be the first woman nominated by a major party. She served as a senator from a major state (New York) and as secretary of state — not to mention her experience on the national stage as first lady with her brilliant and flawed husband, President Bill Clinton. The Times editorial board has endorsed her three times for federal office — twice for Senate and once in the 2008 Democratic presidential primary — and is doing so again with confidence and enthusiasm.

Mrs. Clinton’s main opponent, Senator Bernie Sanders, a self-described Democratic Socialist, has proved to be more formidable than most people, including Mrs. Clinton, anticipated. He has brought income inequality and the lingering pain of the middle class to center stage and pushed Mrs. Clinton a bit more to the left than she might have gone on economic issues. Mr. Sanders has also surfaced important foreign policy questions, including the need for greater restraint in the use of military force.

In the end, though, Mr. Sanders does not have the breadth of experience or policy ideas that Mrs. Clinton offers. His boldest proposals — to break up the banks and to start all over on health care reform with a Medicare-for-all system — have earned him support among alienated middle-class voters and young people. But his plans for achieving them aren’t realistic, while Mrs. Clinton has very good, and achievable, proposals in both areas.” (link)

Klimaspørgsmålet er ikke nævnt i lederen, måske fordi det her står stadig klarere, at det er Bernie, som er den mest skarptskårne og har langt den mest fremadrettede og radikale plan for sin klimaindsats. Men også fordi New York Times klimapolitisk set er faldet noget af på den i de senere år.

Hvis valget blev afgjort alene på endorsements som disse, ville Hillary være en sikker vinder. Hun har stort set hele det demokratiske establishment i ryggen. På valgstatstik-superkommentator Nate Silvers hjemmeside fivethirtyeight.com er Hillarys endorsments givet 465 point overfor Bernies 2. Men det er stemmerne, der tæller, og allerede efter første runde i Iowa i morgen ved vi meget mere om, hvad vælgerne mener om den sag. meningsmålingerne giver Hillary et marginalt forspring til Bernie – 45% mod 42% – så det som bliver afgørende, er, hvor mange af de marginale vælgergrupper, som tager sig sammen og stemmer i morgen. Hvis stemmeprocenten bliver høj, kan resultatet meget vel tippe til Bernies fordel.

Update 01.02. – På selve valgdagen er det blevet offentliggjort, at Hillary Clinton modtager kampagnestøtte fra fracking-industrien. Og selvom hun skridt for skridt har annammet mere og mere af Sanders’ klimamålsætninger og nok under vejs er kommet længere mod venstre, end hun først havde planlagt, så har hun endnu ikke markeret sig som enig i Sanders, som er klar til lukke ned for den videre udbygning med fracking. Og det får vi nok heller ikke at se.

I skrivende øjeblik er stemmerne ved at blive talt op i Iowa. I begyndelsen var Hillary 3-4% foran Bernie, men i takt med at der kommer flere stemmer ind, er forskellen udlignet, så lige nu, med 77% af stemmerne optalt, har Bernie 49,0% mod Hillarys 50,3%. Hvis tendensen fra de sidste 10-15% holder, med 0,4% større andel for hver 10% flere stemmer optalt, så ender de nærmest i dødt løb, eller hovedregningsmææsigt omkring 49,6% til Bernie og 49,7% til Hillary. Men det er ikke så entydigt, at det er distrikter med Hillary- eller Bernie-præferencer, som mangler. Så det tyder lige nu på en Hillary-sejr – men en mindre komfortabel af slagsen end nogen forestillede sig for blot et halvt år siden. O’Malley har indtil nu kun fået omkring en halv procent af stemmerne og har allerede før de endelige sammentællinger meddelt, at han trækker sig.

Det er der sikkert også en række republikanere, som gør. Jeb Bush står i den seneste prognose til at få 4.600 stemmer i Iowa, hvor han har brugt 65 mio. $ på sin kampagne. Det er i omegnen af 15.000 $ pr. stemme. Det har helt ærligt ikke meget med demokrati at gøre. Man må også sige, at demokraternes valgform her i Iowa virker noget antikveret. Man kan kun stemme ved at møde op og være personligt til stede i det afgørende lokale på det rigtige tidspunkt, hvor stemmerne bliver talt op ved håndsoprækning. Ingen brevstemmer, og hvis du har vagt som hospitals- og plejehjemsarbejder, buschauffør, typograf osv. så er det bare ærgerligt. Deltagelsen er da også forsvindende lille i forhold til, hvor mange, som ville kunne stemme. I en kreds i Des Monies rapporterer til Guardian, at en afgørelse endte 77-77 mellem Bernie og Hillary. Men af de 6 som kom som O’Malley-tilhængere, gik de to igen uden at stemme, mens de to andre skiftede til Bernies hold. Så det er alt andet end privat stemmeafgivelse. I adskillige tilfælde, hvor det var lige, måtte man slå plat og krone for at afgøre sagen.

Nu er der optalt 82% af stemmerne, Bernie er rykket op på 49,2% og Hillary ned på 50,1, så tendensen med de 0,4% indsnævring pr. 10% flere vælgere har foreløbig holdt. Med 85% af stemmerne optalt står der nu 49,4% vs 50,0%. Med 88% af stemmerne gled Hillary for første gang under 50% til 49,4% vs. 49,9%. Med 90% af stemmerne talt op står der 49,5 vs. 49,9% så tendensen har holdt længe nu og peger på nærmest dødt løb. Så skiftede den til 49,6% vs. 49,8% med blot 90,5% optalt. Så jeg er sikker på, at der lige nu bliver bidt negle rundt omkring.

Med 95,7% af stemmerne talt op står der stadig 49,6% vs. 49,8%. De sidste stemmer lader til at lade vente længe på sig, at både Hillary og Bernie har holdt deres tale – uden at kunne erklære sig som vinder.

Efterskrift I – Ved halv sektstiden var forskellen mellem de to en kort overgang på blot 0,1%, men her 10 timer senere, hvor der blot mangler indrapportering fra et enkelt distrikt, er 99,9% af stemmerne er optalt, og Hillary har 49,9% af de delegerede overfor 49,6%.

Efterskrift II – 20 timer senere er det sidste distrikt kommet med, og stillingen er stadig 49,9% vs. 49,6% af de delegerede. Dermed har det været den tætteste afgørelse nogensinde i demokraternes primærvalg i Iowa. Resultatet bliver da også tolket både som en sejr til Hillary og en sejr til Bernie. Hillary er den første kvinde som vinder et primærvalg i Iowa. Men hun fremstår omvendt med dette resultat som alt andet end usårlig. For Bernies kampagne er det en flyvende start. Men nøgternt set burde Bernie nok have vundet i Iowa, som demografisk set har en overvægt af hans typiske vælgergrupper, end han vil finde i de fleste andre stater, for at have en chance på landsplan. Men omvendt er Bernie først ved overhovedet at blive kendt, hvor alle forud ved hvem Hillary er. Så for hver ny runde han gør det godt, øger han chancerne i de følgende. Hvis derfor Bernie, som alle målinger tyder på, vinder klart i New Hampshire om en uge, så har han meget forærende i den videre færd gennem USAs 50 primærvalg.

Her i slutfasen må man sige, at klimaspørgsmålet er gledet lidt i baggrunden i den demokratiske debat – ikke mindst hos Hillary. Bernie har det systematisk fremme, men mest som del af større fortælling om, hvordan Koch-brødrene og den fossile industri invaderer det politiske system med deres enorme kampagnebeløb og igennem to årtier har formået at holde et helt parti i klimafornægtelse.

Denne figur opsummerer fint forskellen og lighederne mellem Hillarys og Bernies klimapolitik. Den er lavet på baggrund af grafik i Climate Progress fra december, hvor dog O’Malleys rækker er klippet ud. Den illustrerer tydeligt, at når det indimellem bliver sagt, at Bernie har formået i løbet af primær-processen at skærpe Hillarys klimaprofil, så er det ikke helt forkert. Oversigten er lavet efter at Bernie i december fremlagde sin klimaplan. Derfor er det som i juli var en ‘carbon price’ nu blevet konkretiseret til ‘carbon tax’ og ‘cap and trade’. Den klimaindsats, som Obama i de seneste år har fået påbegyndt, vil være i gode hænder med dem begge, men der er ingen tvivl om, at Bernie vil se mere på den del af problematikken som udgøres af, at de fossile selskaber igennem flere årtier aktivt har modarbejdet en egentlig klimaindsats og investeret kolossale summer i klimaforvirring og klimafornægtelse.

Update 03.02. – Så kom der et nyt kapitel i Hillarys klimaplan. Det redegør for, hvordan energieffektiviseringer vil kunne skære i snit 600$ pr. år for hver amerikansk husholdning, samtidig med at det skaber beskæftigelse og reducerer klimapåvirkningen:

Clinton’s plan will (link):

• Reduce annual energy costs for American households and businesses by more than $70 billion, or $600 for the average household.
• Save American taxpayers more than $8 billion a year by reducing energy costs in public buildings and lowering healthcare and educational costs through efficiency improvements in hospitals, colleges and universities.
• Phase down the use of expensive and highly polluting fuel oil and propane to heat homes and businesses over the long term, improving air quality and protecting households from price spikes while reducing US oil consumption by more than 300 million barrels per year.
• Create good-paying jobs and careers in construction, design, engineering, manufacturing and building operations.
• Make American businesses more competitive by lowering energy costs and raising workplace productivity.

Forslaget indebærer også en opstramning af bygningslovgivning mv., understøttelse af byer og landsbysamfund i deres bestræbelser, så det er en betydelig indsats på et område, som i dag står for omkring 40% af USAs samlede energiforbrug.

Man kan undre sig over, hvorfor der gik så lang tid, før Hillary lancerede dette. For allerede i juli, da første fase om solenergi blev lanceret, lå det i luften, at der var mere. For i mellemtiden synes det narrativ, at det er Bernie, som står for den konsekvente klimaindsats, at have bredt sig. Og det kan blive svært at vende. Omvendt står Hillarys kampagne efter Iowa, hvor sejren blev så kneben som den blev, i dens måske største udfordring, da næste stop i primærvalgene er i New Hampshire, som pt. er et af de få steder, hvor Bernie står klart stærkere end Hillary i meningsmålingerne. Samtidig synes de to eneste egentlige kritikpunkter over for Sanders, at han er udenrigspolitisk uerfaren (hvilket Hillary til dels har fået i hovedet fordi Bernie langt klarere så problemerne ved at gå ind i Irak, hvor Hillary faldt pladask i den amerikanske militarisme) og at han er pro gun, hvilket måske er den første deciderede usandhed i den demokratiske kampagne. Så der var brug for noget substantielt for at mindske nederlaget i New Hampshire og afbøde de psykologiske virkninger deraf.

Update 08.04. – Primærvalgene er nu langt fremskredne, og næsten to tredjedele af de delegerede, kampen står om, er tildelt. Hillary er stadig storfavorit – hun vandt et kæmpe forspring i en række primærvalg i Sydstaterne, hvor de afroamerikanske vælgere med meget stor overvægt pegede på Hillary – her har hendes kampagnes narrativ om Hillary som den store viderefører af Obamas værk måske slået klarest igennem. Men det er hele tiden Bernie Sanders, som performer bedre end forventet og bedre end meningsmålingerne. Senest var han ifølge meningsmålingerne for Wisconsin 20% efter Hillary blot et par uger inden valgdagen, men går alligevel hen og vinder staten med 13%. Og han har nu vundet 7 af de seneste 8 primærvalg. Dette er en ganske imponerende bedrift, ikke mindst i betragtning af, at hele partiapparatet bakker op om Hillary, mens de store aviser og TV-stationer systematisk giver Hillary mere taletid end Bernie og nærmest konsekvent fortier hans bedrifter. Når de endelig omtales er det med det usvigteligt sikre omkvæd: Men det er en nærmest matematisk umulighed for Sanders at vinde nomineringen. Dette er overhovedet ikke rigtigt, men han skal have næsten to tredjedele af de resterende delegerede for at afgøre primærvalget forud,

Hillary synes faktisk så tirrelig over, at Bernie ikke bare pakker sammen og siger: go for it Hillary, at den blide kammertone, som længe har præget de to, her på det seneste har været lige ved at forsvinde. Men der er også usædvanligt meget på spil i det næste primærvalg i New York 19. april, hvor der er så mange delegerede på spil, at Hillary hvis hun gør det virkelig godt næsten kan lukke ballet, mens Bernie omvendt måske her har chancerne for at lave endnu en af hans efterhånden mange markante slutspurter, hvor meningsmålingerne flytter sig 10-20% eller mere til Bernies fordel i løbet af de seneste uger, og Bernie så på selve valgdagen endda formår at overgå prognoserne. Så selvom Hillary her to uger inden er en lille smule foran i New York, så er det alt andet end betryggende på baggrund af, at man på det seneste i flere stater har kunnet se Bernie løbe med 70-80% af stemmerne.

Så let kommer det nok ikke til at gå i New York, men Bernie har et kolossalt tag i ikke mindst de unge vælgere. Over alt, hvor han kommer frem, er der begejstring at spore, hvor Hillary omvendt kæmper med et imageproblem som værende utroværdig og totalt sammenvokset med ‘the establishment’. Selv blandt kvinderne, som indledende syntes at ville samles om at sikre den første kvindelige præsident, har der gradvist været et stort frafald, og ikke mindst blandt de yngre kvinder er det en udbredt opfattelse, at de er bedre repræsenteret ved Bernie end ved Hillary, hvilket givet har været lidt af en kamel at sluge. Mens Hillary i Sydstaterne vandt de afroamerikanske stemmer ganske overvældende, synes dette mindre udtalt længere nordpå. Samtidig er tiden med Bernie fordi der gradvist i løbet af processen er flere og flere af de amerikanske vælgere, som overhovedet bliver klar over, at der er nogen som hedder Bernie Sanders, som stiller op. Så selvom Bernie skal vinde i snit omkring 60% af de resterende delegerede for at have flest af de forpligtede delegerede forud for den convention i juni, hvor den endelige nominering afgøres, så kan det på baggrund af Bernies seneste perlerække af primærvalg på ingen måde udelukkes, at det vil ske. En måling fra Emerson College offentliggjort i dag viser, at Hillary stadig står til at få 56% af stemmerne i New York mod Bernies 38%. Men samme i undersøgelse havde Hillary i marts hele 48% forspring. I et vejet gennemsnit fra RealClearPolitics fører Hillary lige nu med 53,5% mod 42,5% i New York, og Bernie har i efterhånden mange situationer været længere bagud og endda løbet med sejren. En vigtig årsag til dette billede er, at alle forud kender Hillary, mens omvendt de færreste forud for dette valg havde hørt om Bernie. Så forskellen mellem de to svinder hastigt ind, i takt med at primærvalgsprocessen kommer rundt i det store land, og på nationalt plan står de to i de seneste målinger nærmest lige.

Der er således meget på spil i New York, og begge gør de meget ud af at signalere, at det er deres by – Hillary fordi hun igennem to 4-årsperioder har været senator i staten, Bernie fordi han er født og opvokset i Brooklyn New York og livet igennem har fastholdt den umiskendelige New Yorker-accent.

Klimaspørgsmålet har ikke fået den store selvstændige plads i de debatter, som har været sat op. Men det er i løbet af de seneste måneder blevet klart, at Bernie klimapolitisk set langt klarere ser og adresserer de systemiske årsager – og i langt højere grad vil forfølge de systemiske løsninger – hvor Hillary ser langt mere skridt for skridt-pragmatisk på situationen. Og Hillary har efterhånden skiftet standpunkter så mange gange på klimaområdet, og nærmest punkt for punkt ‘overtaget’ stadig flere af Bernies positioner,  at det er en udbredt opfattelse, at hun meget vel kan glide tilbage, hvis først hun er nomineret. Hun har i høj grad markeret sig som den, som vil videreføre den klimapolitik, som Obama har indledt, hvor Bernie mere ærligt siger, at vi har tabt megen tid, at tidsvinduet for handling er voldsomt indskrænket, og at der skal sættes ganske radikalt ind.

Eric Holthaus opsummerede i februar på Mother Jones forskellen på Bernies og Hillarys klimapolitik sådanher: “Their differences, though, are substantial: Sanders’ climate plan is much more comprehensive than Clinton’s and will reduce greenhouse gas emissions at a faster rate. He’s forcefully linked climate change and terrorism. He’s staunchly opposed to continued fossil fuel exploration on public lands and has vowed to ban fracking outright, a stance Clinton doesn’t share. His focus on ridding politics of corporate lobbyists is a swipe against Clinton, whose campaign has taken money from fossil fuel companies. On the flip side, unlike Clinton, Sanders wants to phase out nuclear energy, a position that many scientists and environmentalists increasingly don’t share, given the need to transition toward a zero carbon economy as quickly as possible.

As for Clinton, though her presidential campaign was launched with a historic focus on climate, when she talks about climate change, it often feels like she’s playing catch-up. In recent months, Clinton has shifted her position to be more hawkish on Arctic drilling, the Keystone pipeline and on restricting fossil fuel exploration on public lands, likely in response to pressure from Sanders and voters.” (link)

Konkret vil vi her op til primærvalget i New York se Bernie kræve staten New Yorks Indian Point atomkraftværk lukket med henvisning til det vanvittige i placeringen – han er i det hele taget indstillet på at udfase A-kraften ved ikke at give dem forlænget levetid efterhånden som de når skelsår – mens Hillary endnu ikke har nået at følge ham på det punkt og måske ikke kommer til at gøre det. Måske Hillary også i tide skulle have nået at markere en klarere grænse overfor fracking, som har været et stærkt fokuspunkt i staten New York.

Efter det seneste nederlag i Wisconsin her 7. april synes Hillarys kampagneledelse at have sat sig for at skrue bissen på. Det prøvede man også tidligt i valgkampen, hvor det tydeligvis gav bagslag, og spørgsmålet er, om det går bedre denne gang. For Hillary begyndte uden direkte at sige det at stille spørgsmålstegn ved, om Bernie overhovedet var kvalificeret, selvom hans karriere som valgt politiker er noget længere end Hillarys, hvorefter Bernie med sine indimellem store ord tager til genmæle, at hvis vi skal tale om at være kvalificeret [til at blive USAs næste præsident], så ser han det som diskvalificerende at have stemt for krigen i Irak, og diskvalificerende at have modtaget store støttebeløb fra Wall Street og de fossile selskaber. Det har så givet yderligere søgang, og medierne gør hvad de kan for at sætte lup på den slags. Hillarys stab indledte herefter en Twitter-kampagne under hashtag’et #HillarySoQualified – hvilket de nok for længst har fortrudt, for i løbet af meget kort tid var den tråd fyldt med statements fra Bernie-tilhængere, som fuldstændig formåede at vende tiltaget på hovedet. Check det – det er ret så morsomt. Man kan for eksempel se hende komme med nøjagtigt samme kritik af Obama i 2008 (link). Men mon ikke Hillarys kampagnestab tænker sig om en ekstra gang, før man en anden gang udfordrer Bernies unge støtter på Twitter.

Dette er et screen dump fra MSNBC, som til forskel fra de fleste (pro Hillary) medier ikke bare viser dagens måling, men sammenholder den med den forudgående måling fra samme analyseinstitut. På blot tre uger har Bernie fra at være 48% bagud hentet så markant ind på Hillary, at hun nu kun er 18% foran. Hvis man forlænger disse kurver, så krydser de nærmest på dato på valgdagen. Og Bernie har forud for primærvalget i New York har vundet de seneste otte stater i træk, i mange tilfælde med massive vælger bevægelser i de allersidste døgn, så er der ikke noget at sige til, at der er er nervøsitet i Clinton-lejren. For på blot tre uger er et urørligt flertal, hvor tre ud af fire ville stemme på Hillary, skrumpet til et forspring, som ikke er større end noget, som man på det seneste har kunnet se Bernie hente på målstregen.

New York er vælgermæssigt set stor og kompleks samtidig med, at der er tale om et valg, hvor kun registrerede demokratiske vælgere kan deltage. Hvor Bernie i en række andre stater har kunnet trække på uafhængige vælgergrupper, så skal han finde sit flertal blandt allerede registrerede demokratiske vælgere, hvis det skal lykkes at få flertal i New York. Omvendt har Hillary i en række tidligere valg nydt fordel af, at mange ældre vælgere stemte forud på hende. Dette er mindre enkelt at gøre i New York, og ifølge målingerne har så godt som ingen stemt forud. Men samlet set har de fleste politiske iagttagere stadig Hillary som favorit til at vinde primærvalget i New York 19. april.

Update 13.04. – På Huffington Post har man en Huffpost Pollster, som løbende opdateres med alle nye polls. Kurven her er hentet 13. april til aften, og man kan se, at hvor Hillary har ligget stabilt over 50% igennem hele det sidste år, så var der for et år siden under 10% som ville stemmer på Bernie, ikke fordi man var uenige i hans politik, men fordi man simpelthen ikke kendte til hans eksistens. Hvis Bernie havde et par måneder mere, så kunne de to kurver måske mødes, men her en uge før er han stadig 11% bagefter. Hillary regnes således stadig som favorit. Men der har ved de seneste primærvalg været en række eksempler på, at Sanders var bagefter i målingerne helt til det sidste, men alligevel vandt komfortabelt på valgdagen. Så man kan ikke tage noget for givet.

Blog-indlægget Bernies klima ser i forlængelse af dette blog-indlæg på forskellen mellem den klimapolitiske vision for USA, som Hillary og Bernie har udfoldet her i forbindelse med primærvalgene og zoomer ind på valget i New York 19. april, som meget vel kan vise sig afgørende for, hvem af de to, som kommer til at tegne USAs videre klimaindsats.

Se øvrige blog-indlæg om det amerikanske valg 2016: Obamas endelige nej til Keystone XL på trapperne, Koch-brødrene – forbrydelse mod menneskeheden?, Bernies klima, Wall Street Journals klimafornægtelse italesat, Donalds klima, Demokraternes konvent i Philadelphia, Den amerikanske valgkamps klimatavshed,  FBIs October Surprise, Utopi vs. dystopi – USA på valg og Trumps klimapolitik i støbeskeen.

Dokumenter fra Hillary Clintons kampagneside vedr. hendes klimapolitik

Hillary Clinton’s Plan for Advanced Buildings: Creating Jobs, Reducing Pollution and Saving Americans Money, (Briefing Fact Sheet) 02.02.2016.

Hillary Clinton’s Plan for Revitalizing Coal Communities, (Briefing Fact Sheet) 12.11.2015.

As LCV Endorses Clinton for Her Boldness on Climate Change, Republicans Still Have It Backwards, (Briefing Fact Sheet) 04.11.2015.

Republicans Get It Wrong on China and Climate Change, (John Podesta Briefing Fact Sheet) 25.09.2015.

Hillary Clinton’s Vision for Modernizing North American Energy Infrastructure, (Briefing Fact Sheet) 23.09.2015.

When It Comes to Climate Change, GOP Candidates are the Mad Not-A-Scientists, (Briefing Fact Sheet) 27.07.2015.

Hillary Clinton’s Vision for Renewable Power, (Briefing Fact Sheet) 26.07.2015.

Coral Davenport: Hillary Clinton’s Ambitious Climate Change Plan Avoids Carbon Tax, New York Times 02.07.2016.

Evan Lehmann: Why won’t Clinton support a carbon tax? Trump, E&E Publishing 15.06.2016.

John Cassidy: Can Bernie Sanders Upset Hillary Clinton in New York? The New Yorker 10.04.2016.

Samantha Page: Hillary Targets New Hampshire Voters With New Efficiency Plan, Climate Progress 03.02.2016.

Steven Rosenfeld: Bernie Sanders and Hillary Clinton Make History in Virtual Tie in Iowa, EcoWatch 02.02.2016.

Jeet Heer: Sanders, Clinton, and a Democratic House Divided, New Republic 02.02.2016.

Hillary Clinton for the Democratic Nomination, (leder) New York Times 30.01.2016.

Clinton hopes to avoid repeating fatal 2008 setback in Iowa caucuses, (AP) Japan Times 23.01.2016.

Devin Henry: Climate change: Where the GOP field stands, The Hill 23.01.2016.

Deidre Fulton: Porter Ranch ‘Climate Disaster’ Shows Need for National Fracking Ban: Sanders, Common Dreams 22.01.2016.

Ted Rall: Sander’s rise fueled by the failure of propaganda, Japan Times 22.01.2016.

Ben Adler: Twitter fight! Bernie and Hillary battle it out over who has the better climate plan, Grist 22.01.2016.

Clinton vs. Sanders, Who Do Progressives Choose? As Race Heats Up, 2 Socialist Feminists Debate, Democracy Now 19.01.2016.

Patrich Healey: Clinton Campaign Underestimated Sanders Strengths, Allies Say, New York Times 16.01.2016.

Jerry McNerney: The Next Climate Crusader in the White House, Huffington Post 26.12.2015.

Amie Parnes & Jonathan Swan: Clinton casts wider net for cash, The Hill 25.12.2015.

Jason Linkins: How Our Corrupt Campaign Finance System Enabled Trump – And Kneecapped His Rivals, Huffington Post 23.12.2015.

Emily Atkin: It’s Official: None Of The Remaining Major GOP Candidates Accept Climate Science, Climate Progress 21.12.2015.

Megan Darby: Republican candidate ‘would pull US out of Paris climate deal’, Climate Home 23.12.2015.

Samantha Page: How Offshore Drilling Could Become A Bipartisan Issue, Climate Progress 18.12.2015.

Emily Atkin: One Simple Chart Shows How The Democratic Candidates’ Climate Plans Have Drastically Changed, Climate Progress 08.11.2015.

Cole Melino: Bernie Sanders Unveils ‘People Before Polluters’ Climate Plan, EcoWatch 07.12.2015.

Samantha Page: Sanders Releases Climate Plan, Calling For An End To Fossil Fuels, Climate Progress 07.12.2015.

David Roberts: Top Democratic pollsters agree: climate change is a winning issue for Democrats, Vox 23.11.2015.

Rebecca Leber: The Environmental Case for a Clinton Presidency, New Republic 13.11.2015.

Jessy Tolkan: Hillary Clinton Agrees: We Need a 100 Percent Clean Energy Future, Huffington Post 12.11.2015.

Samantha Page: Why Are So Many People Mad About This Environmental Group’s Endorsement? Climate Progress 10.11.2015.

Juliet Eilperin: Green group endorses Hillary Clinton, and feels the Bern, Washington Post 09.11.2015.

Samantha Page: Hillary Clinton Wins The Support Of A Major Environmental Group, Climate Progress 09.11.2015.

Edward-Isaac Dovere and Glenn Thrush: Inside Biden’s final deliberations, Politico 21.10.2015.

Steve Rosenfield: Joe Biden Will Not Run for President in 2016, EcoWatch 21.10.2015.

John Cassidy: Did the Media Get the Democratic Debate Wrong? The New Yorker 15.10.2015.

Patrick Smith: Bernie Sanders Says Climate Change Is The Number One Threat To National Security, Climate Progress 14.10.2015.

Darren Goodde: Clinton fights Keystone criticism as Dems rally to climate action, Politico 14.10.2015.

Eric Holthaus: Hillary Clinton Is Living in a Climate Change Fantasy World, Slate 14.10.2015.

Andrew Winston: The Democratic Debate: A Climate Change Report Card, Huffington Post 14.10.2015.

Clinton’s debate showing may spell trouble for Biden, (Reuters) Japan Times 14.10.2015.

Kate Sheppard: Climate Change Gets Its Due In The Democratic Debate, Huffingtin Post 14.10.2015.

James West: Clinton and Sanders Just Came Out Hard on the Issue Republicans Refuse to Talk About, Mother Jones 13.10.2015.

Nick Gass: Clinton and Sanders spar over who’s tougher on Wall Street, Politico 13.10.2015.

Sabrina Siddiqui: Hillary Clinton unveils her plan to make US ‘clean energy superpower’, The Guardian 24.09.205.

Chris Mooney: Going beyond opposition to Keystone XL, Clinton outlines broader energy agenda, Washington Post 23.09.2015.

Cathaleen Chen: Following Keystone opposition, Clinton lays out comprehensive energy policy, Christian Science Monitor 23.09.2015.

Natasha Geiling: Hillary Clinton Releases A Plan To Modernize America’s Energy Infrastructure, Climate Progress 23.09.2015.

Hillary Clinton: Why I oppose Keystone XL, Medium 23.09.2015.

Alyson Hobbs: Why Aren’t We Inspired by Hillary Clinton? The New Yorker 23.09.2015.

Bill McKibben: With Clinton and the Pope on board, the climate movement has wind in its sails, The Guardian 22.09.2015.

Alex Seitz-Wald & Tony Dokoupil: With Clinton’s opposition, pressure mounts on White House to kill Keystone, MSNBC 22.09.2015.

Marc Boyd: A Climate Change Denier Is Unlikely to Win White House, Huffington Post 22.09.2015.

Robert Upton: Hillary Clinton’s opposition to the Keystone XL is a huge victory for climate activists, Vox 22.09.2015.

Anne Gearan & Steven Mufson: Hillary Clinton says she opposes Keystone pipeline, Washington Post 22.09.2015.

Emily Atkin: Hillary Clinton Has Finally Taken A Position On The Keystone XL Pipeline, Climate Progress 22.09.2015.

Suzanne Goldenberg: Hillary Clinton breaks silence on Keystone XL pipeline: ‘I oppose it’, The Guardian 22.09.2015.

Ben Adler: Hillary Clinton says she opposes the Keystone pipeline — finally, Grist 22.09.2015.

Duncan Meisel: 350 Action Responds to Clinton Statement on Keystone XL, 350.org 22.09.2015.

Jennifer Epstein: Hillary Clinton Puts White House ‘On Notice,’ Will Announce Keystone Opinion ‘Soon’, Bloomberg 18.09.2015.

Nate Silver: Hillary Clinton Is Stuck In A Poll-Deflating Feedback Loop, FiveThirtyEightPolitics 16.09.2015.

Samantha Page: These House Republicans Are Joining The Pope And Calling For Climate Action, Climate Progress 16.09.2015.

Ben Adler: Why is Bernie Sanders neglecting climate change? Grist 15.09.2015.

Keith Brekhus: Ten Lonely House Republicans Acknowledge Climate Change Is Real, Politicus USA 15.09.2015.

Philip Rucker & John Wagner: A hands-off Democratic race: Clinton, Sanders won’t speak ill of each other, Washinton Post 06.09.2015.

John Nichols: Bernie Sanders Lays Down 2016’s New Electoral Math, Common Dreams 02.09.2015.

Annegrethe Rasmussen: Analyse: Trump kaster det republikanske parti ud i dyb krise, Altinget 28.08.2015.

Ryan Lizza: Biden Can’t Beat Clinton, But He Can Be the Party’s Backup, The New Yorker 27.08.2015.

Joshua de Lion: Biden Run Will Split the Wall Street Dems With Hillary: Improve Sanders Chances, Ring og Fire 27.08.2015.

Eugene Scott: Poll disputes Donald Trump claim on black voter support, CNN 27.08.2015.

Teodore Schleifer: Donald Trump trounces GOP field, Biden leads general election match-ups, CNN 27.08.2015.

Maeta Gold: Possible Biden run puts Obama fundraising network on high alert, Washington Post 26.08.2015.

Emily Atkin: Clinton Says She Opposes Arctic Drilling One Day After Obama Approves Arctic Drilling, Climate Progress 18.08.2015.

Megan Darby: Hillary Clinton opposes Arctic oil as Shell starts drilling, RTCC 18.08.2015.

Karl Mathiesen: Shell gets final clearance to begin drilling for oil in the Arctic, The Guadian 18.08.2015.

Alan Neuheuser: The Climate Change Election, US News 14.08.2015.

Brad Plumer: How the next president could expand Obama’s climate policies — or dismantle them, Vox 07.08.20145.

John Cassidy: Why Biden Would Be a Serious Contender, The New Yorker 03.08.2015.

David Lauter: How Obama’s new emissions rules will likely shape the White House race, Washington Post 02.08.2015.

Sandy Dechert: Hansen Pillories Hillary, And Other Climate Burbles, CleanTechnica 02.08.2015.

Clare Foran: Major Environmental Group Endorses Bernie Sanders’ 2016 Bid, National Jorunal 01.08.2015.

Cole Melino: Hillary ‘Skeptical’ of Obama’s Plans to Allow Oil Drilling in the Arctic, EcoWatch 29.07.2015.

Caty Enders: Hillary Clinton’s climate change plan ‘just plain silly’, says leading expert, The Guardian 29.07.2015.

Emily Atkin: Hillary Clinton’s Climate Denier Horror Movie, Climate Progress 28.07.2015.

Zach Colman: Hillary: I’ll answer Keystone XL if president, Washington Examiner 28.07.2015.

Karl Mathiesen: Is Hillary Clinton’s ambitious solar energy goal for the US workable? The Guardian 28.07.2015.

John H. Cushman: Hillary Clinton’s Climate Policy Ambitious, but Falls Short of Bold, InsideClimate News 27.07.2015.

Eric Holthaus: Hillary Clinton’s Climate Plan Is Rhetorically Grand and Scientifically Unambitious, Slate 28.07.2015.

Simon Evans: Hillary Clinton’s renewable goals could significantly raise US climate ambition, Carbon Brief 28.07.2015.

Bill Kamisar: Clinton aide: Campaign will offset carbon emissions, The Hill 28.07.2015.

Jennifer Yachnin: Clinton vows to make U.S. ‘clean energy superpower’, E&E Publishing 27.07.2015.

Stephanie Spear: Hillary Clinton: If I’m Elected President Every American Home Will Be Powered by Renewables by 2027, EcoWatch 27.07.2015.

Suzanne Goldenberg: Hillary Clinton’s climate change policy pitch: install half a billion solar panels, The Guardian 27.07.2015.

Frances Beinecke: Clinton’s Bold Clean Energy Plan Is Within Reach, Huffington Post 27.07.2015.

Catherine Lucey & Ken Thomas: Clinton aims high in green energy plan, AP 27.07.2015.

Trip Gabriel & Coral Davenport: Hillary Clinton Unveils Far-Reaching Climate Change Plan, New York Times 26.07.2015.

Ben Geman & Clare Foran: Here’s How Hillary Clinton Wants to Fight Global Warming, The National 26.07.2015.

Marina Fang: Hillary Clinton Focuses On Renewable Energy In Climate Change Plan, Huffington Post 26.07.2015.

Brad Plumer: Hillary Clinton is calling for a 700% increase in solar power. Is that realistic? Vox 26.07.2015.

Today in Politics: A Billionaire’s Deep Pockets Come With a Big Catch, New York Times 24.07.2015.