Obamas endelige nej til Keystone XL på trapperne

29. juli 2015

Igennem adskillige år har Keystone XL rørledningen, som skulle bringe den canadiske tar sands-olie fra de store oliefelter i Alberta ned til de store olieraffinaderier i Texas, været centrum i en gigantisk ‘krig’ mellem på den ene side stærke olieinteresser og græsrodsbevægelser, hvor blandt andet Bill McKibben og 350.org så den stærke symbolske kraft i situationen, som i koncentrat rummede hele verdens dårskaber, på den ene side nogle få menneskers kortsynethed og pengegriskhed, på den anden side kolossale naturødelæggelser og miljørisici – den navnkundige klimavidenskabsmand James Hansen sagde på et tidspunkt, at hvis den canadiske tar sands-olie blev fuldt udnyttet, ville det være game over for the climate.

Det har været en stærkt betændt situation, hvor på den ene side stærke olieinteresser så det geniale i at koble de store tar sands-forekomster i nord med Texas’ raffinaderier i syd, hvorfra den raffinerede olie kunne udskibes til hele verden, men nok først og fremmest det europæiske marked. Der har været investeret milliarder i reklamer og politisk lobbyisme, og omvendt har Keystone XL formået at mobilisere meget stærke græsrodskræfter. Nogle gange har fokus måske endda været for voldsomt, for dels er det, selv hvis det skulle lykkes at få forpurret planerne om Keystone XL, ikke ensbetydende med, at de store olieselskaber opgiver udvindingen af tar sands-olien. Tværtimod vil man nok se den forsøgt transporteret via jernbane, ligesom der undervejs i de efterhånden mange års ventetid har været luftet planer om alternative rørføringer til den canadiske øst- eller vestkyst, som så blot ikke kunne trække på Texas’ raffinaderikapacitet og -ekspertise.

Rørledningen krydser grænser, og derfor er beslutningen om en eventuel etablering er i sidste ende Obamas. Men han har i årevis skubbet den som en varm kartoffel og dækket sig ind efter rapport efter rapport. I begyndelsen defensivt, men efterhånden som han i sin anden valgperiode har bevæget klimaudfordringen fra det næsten unævnelige til det nok mest centrale problem i hans indsats, har hans udsættelse nærmere fremstået som en mulighed for at tvinge Canada til at tage klimaudfordringen alvorligt, hvor man kunne frygte, at han endte med at acceptere Keystone XL mod at Canada tog sin del af klimaudfordringen alvorligt, hvilket det lige nu kniber alvorligt med.

I juni 2013 meldte han imidlertid ret klart ud, at Keystone XL ikke kunne komme på tale, hvis den ville medvirke til at øge klimaproblemerne:

“Allowing the Keystone pipeline to be built requires a finding that doing so would be in our nation’s interest. And our national interest will be served only if this project does not significantly exacerbate the problem of carbon pollution. The net effects of the pipeline’s impact on our climate will be absolutely critical to determining whether this project is allowed to go forward” (se blog-indlægget Obama om Keystone XL).

Siden da Obama har Obama skærpet retorikken, kaldt Keystone for en ‘export pipeline’ som underforstået ikke gjorde noget godt for USA, og her i foråret karakteriserede han tar sands-olien som ‘extremely dirty’. Så Obama ville ikke kunne godkende rørledningen uden at sætte hele sit klimapolitiske eftermæle over styr. Og nu går rygterne, at Obamas endelige afgørelse kommer her i løbet af august, mens Kongressen er på sommerferie. Rygtet blev startet af den republikanske senator og Keystone XL-tilhænger John Hoeven, da han som del af sin tale i Senatet i går sagde, at:

“He’ll turn the project down while Congress is not in session to have less push back, less criticism of the decision, make it under the radar,” Hoeven said during his floor speech. “And that timing is understandable because he’s making a political decision rather than a decision based on the merits.”

Hoeven har siden sagt, at han har sin viden fra flere kilder, men har afslået at afsløre hvem. Hoevens udsagn er ikke er blevet hverken be- eller afkræftet af Det Hvide Hus og bliver tilsyneladende taget for gode varer i det politiske system, så meget tyder på, at vi efter 7 års proces står overfor den endelige afvisning af Keystone XL.

At afgørelsen kommer nu passer meget godt sammen med, at Hillary Clinton som den nok mest sandsynlige demokratiske kandidat til at blive Obamas efterfølger stadig mere direkte er blevet afæsket sin holdning til Keystone XL. Samtidig med at hun har lanceret en ganske markant klimaindsats som del af sin indsats – hvis hun får magt som hun nu har agt, vil hun ikke bare fortsætte Obamas begyndelser på klimaområdet, men gå betydeligt videre i klimaindsatsen – har hun nægtet at afsløre sin holdning til Keystone XL: det måtte folk vælge hende til præsident for at få afklaret. Så den strategiske fordel ved at udskyde afgørelsen er ved at blive afløst af en situation, hvor det er vigtigt, at Obama tager beslutningen i god tid inden præsidentvalget i 2016. For hvor han i sin nuværende situation som snart afgående præsident kan ‘tåle’ at tage beslutningen om at afvise Keystone XL, så vil det indebære en massiv sårbarhed i den forestående valgproces, hvis demokraterne skal diskutere for og imod Keystone XL. Så det virker ikke usandsynligt, hvis rygterne om Obamas snarlige afgørelse taler sandt.

Samtidig er de lave oliepriser så lammende for udvindingen af tar sands-forekomsterne, at al yderlige udbygning i Alberta i disse måneder synes være sat på standby. Oven i hatten fik den traditionelt højreorienterede provins Alberta ved det nylige valg et ganske overraskende magtskifte, og den nye venstreorienterede provinsregering har varslet, dels at miljøkravene til den ganske svinske tar sands-udvinding bliver skærpet betragteligt, dels at Albertas CO₂-afgift vil blive fordoblet til 30 $ pr. ton CO₂, så økonomien i udvindingen af tar sands-forekomsterne bryder helt sammen.

Som berørt i gårsdagens blog-indlæg Olieselskaber på skrump er olieselskaberne lige nu pressede, og man har alene i første halvdel af 2015 udskudt investeringer i fossile udvindingsprojekter med 200 mia. $, heraf de 30% i den canadiske udvinding af tar sands-forekomsterne. Så ‘behovet’ for Keystone XL er på mange måder mindre end på noget tidspunkt siden den blev konciperet.

Set fra et klimaperspektiv har verden og fremtiden behov for, at ikke bare planerne om Keystone XL lukkes med for good, men at Canada og de mange olieselskaber kommer til fornuft og standser udbygningen af tar-sands-udvindingen i Alberta. Men med så mange milliarder af $ investeret i udvindingen og promoveringen, må man forvente, at Canada hvis Obama afviser Keystone, venter og se, om der er bedre chancer for den næste præsident – og smider enorme beløb i den amerikanske valgkamp. Canada har tilsvarende drevet en massiv lobbyvirksomhed i EU, hvor det foreløbig er lykkedes at undgå vedtagelsen Connie Hedegaards forsøg på at etablere en spærre for tar sands-olien ud fra, at dens klimabelastning var for høj.

Normalt ville jeg undgå at skrive om noget så usikkert og rygtebaseret som dette. Men udsigten til, at det endelig efter 5 års indsats vil lykkes at få Keystone XL afvist, vil være en kolossalt vigtig sejr for klimabevægelsen.

Se øvrige blog-indlæg om det amerikanske valg 2016: Hillarys klima, Koch-brødrene – forbrydelse mod menneskeheden?, Bernies klima, Wall Street Journals klimafornægtelse italesat, Donalds klima, Demokraternes konvent i Philadelphia, Den amerikanske valgkamps klimatavshed, FBIs October Surprise, Utopi vs. dystopi – USA på valg og Trumps klimapolitik i støbeskeen.

Se tidligere blog-indlæg: Olieselskaber på skrump, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid, Bill McKibben om kampen for klimaet, Canadas klimasvigt, Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Landskaber under ødelæggelse, Garth Lenz: The true cost of oil, James Hansen: Game Over for the Climate, Klimaforskere: Keystone XL dårlig for klima, miljø og sundhed, Obama om Keystone XL, NRCD: Keystone XL øger klimabelastningen markant og To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands.