Strøtanker om bæredygtighed

I sidste uge indgav New Zealand sin klimamålsætning for 2030, de såkaldte INDC, Intended Nationally Decided Contributions. For New Zealands vedkommende kan dog man med fuld rimelighed spørge, om der er tale om contribution? For det ligner mest af alt en forklædning af et ønske om så vidt muligt ikke at gøre nogen form for klimaindsats.

New Zealand’s overordnede målsætning for 2030 er en 30% reduktion i forhold til 2005. Men i og med at man i årene forud lod udledningerne vokse betragteligt, svarer det kun til omkring 11% reduktion i forhold til 1990. Samtidig er der lagt op til, at man for op til 80% vedkommende kan købe sig til reduktionerne gennem kvotekøb, samt at man vil indregne en række CO₂-absorptioner i skovarealer mv. gennem en usædvanligt kreativ bogføring, som givet i vide kredse vil blive læst som snyd på vægten. Så realudledningerne vil med den nuværende målsætning i 2030 være betydeligt højere end i 1990, og helt kort sagt er der ingen klimaambition at spore fra New Zealands side.

Bill Hare fra Climate Analytics siger da også lige ud, at New Zealands klimamålsætning er alt andet and ambitiøs og langt fra at påtage sig sin rimelige andel. Hvis andre gjorde tilsvarende, ville verden ikke nå 2°C, men være på vej til 3-4°C, mens oceanerne vil forsure, koralrevene blegne, havene stige markant og mere end 40% af naturens artsrigdom vil forsvinde.

“While most other governments intend cutting emissions, New Zealand appears to be increasing emissions, and hiding this through creative accounting. It may not have to take any action at all to meet either its 2020 or 2030 targets,” siger Bill Hare: “If New Zealand applies the rules it is proposing to use after 2020 to account for its Kyoto surplus and forestry credits, its overall agriculture, energy, waste and industrial greenhouse gas emissions could increase to 11 per cent above 1990 levels by 2030.”

Climate Action Trackers analyse af New Zealands klimamålsætning konkluderer da også, at de nu indgivne INDC vil fastholde New Zealands udledninger pr. indbygger på omkring 17 ton CO2 pr. person pr. år – eller omkring det dobbelt af EU-gennemsnittet, som i 2030 er lovet reduceret fra 20 %til 40% under 1990-niveau, så New Zealands INDC er blandt de allersvageste af de klimamålsætninger, som er indleveret – på linje med de japanske. I denne bagstræberpulje vil man også finde Australien og Canada, hvis INDC har været luftet, men endnu ikke er officielt indgivne til UNFCCC. Så lige nu er der fire gamle industrinationer, som helt har vendt ryggen til den globale klimaudfordring.

Herover ses en grafisk fremstilling af New Zealands klimamålsætning fra Climate Action Tracker. Denne side giver ud over en grundig analyse af de indberettede klimamålsætninger et godt sammenligningsgrundlag for de enkelte landes indberetninger. Som man kan se, har New Zealands udledninger været fortsat stigende siden 1990 (den sorte linje) og vil fortsætte med at være det frem til 2030 (den blå linje). New Zealand har en målsætning om 50% reduktion i 2050, som den nu fremsatte målsætning for 2030 slet ikke hænger sammen med. Og 50% er alt for lidt i en situation, hvor det for længst er besluttet, at de gamle industrilande i 2050 burde ramme 80-95% reduktioner i forhold til 1990, og at siden analyser af carbon budgets i forhold til 2°C-målsætningen siden da har vist, at selv reduktioner i den størrelsesorden er utilstrækkelige.

Climate Action Tracker inddeler landenes INDC i fire grupper efter deres ambitionsniveau, inadequate, medium, sufficient og role model. Indtil nu er Bhutan eneste landmed prædikatet role model. Tre lande, Marokko, Costa Rica og Gabon, er klassificeret som sufficient – hvor man med rimelighed kunne forvente, at samtlige de rige industrialiserede lande placerede sig i denne gruppe. I medium-gruppen finder man ud over EU lande som USA, Kina, Indien, Indonesien og Mexico – med tilsammen langt det største udledningsvolumen. I gruppen med inadequate INDC finder man Australien, Canada, Chile, Japan, Rusland, Sydafrika, Sydkorea og Ukraine.

Climate Action Tracker påpeger, at New Zealand siden 2008 ikke har gjort nogen form for klimaindsats. New Zealand droppede da også ud af Kyoto-aftalens anden fase, og det kvotesystem man har etableret, har ikke noget loft, så det fører ikke til nogen reduktioner. For at nå det erklærede mål for 2050 på 50% ville det kræve et 30% reduktionsmål for 2030 set i forhold til 1990 (eller 45% set i forhold til 2005).

Men selv en 50% reduktion i 2050 i forhold til 1990 er helt utilstrækkeligt i forhold til den 2°C-målsætning, som New Zealand har været med til at vedtage – det har tidligere været fastslået at målet for verdens rigeste lande for 2050 måtte være reduktioner på 80-95% i forhold til 1990. New Zealands grønne parti slår da også på tromme for at New Zealand skærper sin målsætning for 2030 til 40% i forhold til 1990, svarende til EUs målsætning.

New Zealand er nærmeste nabo til en hel række små atolsamfund i Stillehavet, for hvem klimamålsætninger som New Zealands er det samme som en dødsdom. Her er selv 2°C-målsætningen utilstrækkelig, hvis ikke verden meget hurtigt efter at have bragt udledningerne i nul når frem til en fase med negative reduktioner, hvor der netto trækkes store mængder CO₂ ud af atmosfæren. Vi glemmer det indimellem, men på bare lidt længere sigt er det ikke nok at reducere udledningerne og bringe dem i nul. Vi skal hurtigt derefter i gang med at fjerne CO₂ fra atmosfæren, så vi kommer tilbage på en CO₂-koncentration på 350 ppm.

I den forudgående høring af klimamålsætningen har der været et massivt folkeligt krav for at få gang i en seriøs new zealandsk klimaindsats. Jeg vil her runde af med en liste fra Gareth’s World over 12 indsatser, som New Zealand burde inkludere i sin klimamålsætning for at levere en ordentlig klimaindsats:

1. Fix the Emissions Trading Scheme – get rid of the 2 for 1 offer Key put in place, and allow the price ceiling to gradually rise over time. This would provide some much needed long-term certainty for investors.
2. Build a long-term carbon price of $60 (the low end of the IPCC estimates) into the business case of all government investments.
3. Strengthen the Government policy to ensure our fresh water quality will actually be maintained or improved. If this is implemented properly it would effectively lead to a cap on stock numbers in many catchments, which will have side benefits for agricultural emissions (nitrous oxide and methane).
4. Actually developing a plan to get electricity generation to 90% (and eventually 100%) renewable generation. One approach we’ve previously talked about is closing Tiwai – which should drop electricity prices by 10%, plus save the Government any future bribes (such as the recent $30million payout to Rio Tinto) and speed New Zealand’s transition to renewable energy generation.
5. Removing the politics. Long-term investments need long term certainty, so the politicians need to get together on this. For example the UK Climate Change Act puts their targets into law, and set up an independent Climate Commission to advise government.
6. No subsidies but turn our R&D grants into a co-investment fund which gives the taxpayer an equity return on mitigation technologies. Picking winners? Bet your butt it is. Better than picking losers like more oil wells.
7. Review the regulatory environment to ensure energy companies encourage energy conservation and household supply to the national grid.
8. Give green technologies as much of a hand as oil and gas generation is getting now – New Zealand could be a world leader in the deployment of wind, marine, geothermal and electric vehicle technologies.
9. Implementing a rational funding model for transport projects which would see less spent on motorways with terrible benefit cost ratios, and key public transport projects like the City Rail Link could get a fair look in at central government funds instead.
10. Fixing the perverse incentives encouraging and subsidising sprawl and overcoming barriers to more compact city development, which can make a big difference to transport emissions.
    11.If we are too scared of getting people to pay a proper cost for carbon at the pump, we could introduce vehicle fuel economy standards. Almost every developed country in the world has these; New Zealand doesn’t. Introducing these would provide a clear advantage to electric vehicles and fuel efficient models.
11. If all this is not enough to get our emissions down and meet our targets, we need to look at developing real offsets overseas. Norway has done this in South America – providing a model that we could replicate in the Pacific. We can’t continue to buy ‘junk’ carbon offsets to cover our blushes.

I et tidligere blog-indlæg slår Gareth til lyd for en 100% decarbonisering af New Zealand før 2050 – det er reduktioner i det omfang, alle lande må tage målrettet hul på. Se de tolv punkter i deres fulde sammenhæng på Gareth’s World.

Se samtlige blog-indlæg tagged INDC.

Se en grafisk evaluering af de enkelte landes indsats på Climate Action Tracker.
Se oversigt over samtlige indgivne INDC på Carbon Pulse INDC Tracker.
Se indgivne INDC på UNFCCCs hjemmeside.

Update 07.08. – Blot en måned efter fremlæggelsen af New Zealands på mange måder skuffende klimamålsæltning, forlyder det nu, at New Zealand i december 2018 vil lukke det sidste af landets to tilbageværende kulkraftværker, så kulkraftens æra er tæt på at være ovre på New Zealand. Samtidig er der god udvikling i den geotermiske varme, så man regner nu med at kunne nå en 90% andel af vedvarende energi i 2025.

New Zealand har omkring 15 mia. ton kendte kulreserver, men både brugen og udvindingen har været faldende de seneste år som følge af konkurrencen med den vedvarende energi. Det er heller ikke blevet lettere at afsætte kul på eksportmarkedet, så selvom det ikke er direkte meddelt, står vi hermed overfor en betydelig kulreserve, som må forventes for størstedelens vedkommende at forblive i jorden, uafbrændt.

Hvad der ikke blev præciseret tilstrækkeligt ovenfor er, at New Zealand til forskel fra mange andre lande allerede har en høj grad af vedvarende energi i sin energiforsyning – i alt omkring 80%. På den baggrund er det tankevækkende, at udledningerne endda ligger meget højt, med omkring 16-17 ton CO_2e pr. indbygger pr. år. I runde tal fordeler New Zealands udledninger sig (2012) med 5% fra affald, 7% fra industrien, 42% fra energiforbruget (herunder transport og opvarmning), samt 46% fra landbruget.

Derfor kan New Zealand ikke bare ‘starte med’ energiforsyningen, som man naturligt gør det i andre lande – det har man gjort. Man er nødt til at se på landbrugets processer, man er nødt til at se på, hvordan man ‘fodrer’ sine biler og varmer sine huse. Det er en helt anderledes kompleks del af klimaindsatsen, som griber helt anderledes forandrende ind i menneskers hverdag end at skifte kul og gas ud med sol, vind og vandkraft i energiforsyningen. Dette er ikke ment som nogen undskyldning, men som en påpegning af, at man ikke bare kan regne med at klimaindsatsen hele vejen frem mod en 100% forsyning kan klares med lavthængende frugter, som mere eller mindre betaler sig hjem, hvis blot man får dem startfinansieret.

Her synes den danske forståelse af klimaindsatsen at svigte, og her er der en reel risiko for, at den danske klimaindsats at kan støde på grund i de nærmeste år. For selvom det nu er ideelaet, at hele omstillingen er omkostningsneutral, er det slet ikke givet at det er tilfældet, og hvis man accepterer en sådan omkostningsneutralitet som underliggende præmis, så standser omlægningen, så snart det ikke lige nærmest sker af sig selv. Det må yderligere betragtes som en falsk præmis, da omkostningerne ved ikke at sætte ind overfor klimaforandringerne på bare få årtiers sigt vil være så store, at det økonomiske set er hasard at lade være.

Omlægningen af vores energiforsyning er om ikke 100% på skinner, så godt på vej til at være overvejende baseret på vedvarende energi, men vi har endnu ikke rigtigt fået afklaret, hvordan vi skal kunne gemme energi fra dag til nat, fra blæsende til vindstille dage, fra sommer til vinter – og indtil nu har det været marginalt billigere at dele energi over- og underskud med naboerne, så der er ikke nogen økonomisk tilskyndelse til at prøve forskelligeløsninger af. Vi har fået taget de første skridt mod at jernbanerne omlægges til eldrift, som dermed vil kunne ‘fodres’ med sol og vind – hvis ellers ikke den nuværende Venstre-regering begynder at pille ved den del. Men vi har slet ikke taget hul på transporten på landevejene, i luften eller på havet, og indsatsmæssigt er vi også langt bagefter på landbrugsdelen, vi brænder stadig alt for mange genbrugelige materialer af i kraft-varme-værker osv. Selvom flere af disse områder tidsmæssigt er lagt fra 2020 eller 2030 og frem, så burde vi allerede nu være i fuld gang med at lave forsknings-, udviklings- og pilotprojekter på disse områder, så vi har konkrete erfaringer med, hvad der virker, og hvad som fungerer bedst i dansk kontekst, den dag, der skal træffes beslutninger om, hvordan vi gør det for hele Danmark.

Der bliver forsket og forsøgt på en lang række felter, men ikke systematisk ud fra en fremsynet masterplan. Vi var for eksempel en gruppe, som ved den forudgående regerings tiltræden søgte at få etableret en civilsamfundets klimafond til udvikling af projekter, som udfoldede sig i, med og i kraft af civilsamfundet. For der ligger en lang række omstillinger, som kommer til at gribe langt ind i vores dagligdag, hvor civilsamfundet næsten nødvendigvis må inddrages langt stærkere end det sker i dag. Og der er en række områder, som det kan nærme sig politisk selvmord for politikere at gøre sig til fortalere mod. For eksempel er det i høj grad i kraft at Selina Juul og Stop Spild Af Mad-bevægelsen lykkedes på relativt få år at få danskerne til at reducere deres madspild med 25%. Og hvis vi skal frem til at spise den halve mængde kød (hvilket der er gode både klima- miljø- og sundhedsmæssige grunde til) så er det nok også snarere en opgave for NGO-organisationer end for politikerne – eller rettere så må politikerne skabe de rammevilkår, hvor civilsamfundet understøttet af fremsynede NGOer er i stand til at foretage disse forandringer. De danske politikere, som har turdet advokere for mindre animalsk føde, kan vist stadig tælles på én hånd. Så fødevareområdet, som er en af de største poster i danskerens klimafodaftryk (4,2 ud af 18,1 ton CO₂ pr. person pr. år) er stadig langt fra systematisk håndtreret.

Det bevægede sig lidt langt fra New Zealand, men New Zealand står ligesom Canada (som også har størstedelen af sin energiforsyning dækket af vandkraft, men endda meget høje udledninger pr. indbygger) i en tilsvarende situation, at paletten af lette løsninger, som kan gennemføres, uden at folk behøver at forholde sig til det, snævrer ind. Og her synes New Zealand med den nu fremlagte INDC slet ikke at have gjort sit hjemmearbejde.

Endda må man hilse udfasningen af kul varmt velkommen, og man må håbe, at det bliver set i Australien, hvor Abbott & co. stadig lever i den vildfarelse, at der er en vej videre frem med kul.

Update 18.09. – Som en kritik af regeringens 11% reduktionsmål for 2030 set i forhold til 1990 har med-lederen af New Zealands grønne parti James Shaw nu fremlagt en plan for at nå en reduktion på 40% i 2030 – det vil sige lige så meget som EUs nuværende 2030-mål, selvom man sammenlignet med EU lige nu er ganske langt bagefter. Så der er for det gode tale om en virkelig ambitiøs plan, med reduktionsrater pr. år. som alle rige lande burde lægge sig i selen for uanset hvor meget man allerede har gjort, og ikke som vores hjemlige klimaminister nu giver udtryk for, at selvom vi tager en slapper, så er i stadig med i front.

James Shaw: Yes we can! A plan for sigificantly reducing greenhouse gas emissions, Options for domestic climate action to achieve a target of 40 percent below 1990 levels by 2030, Green Party discussion paper, September 2015 (pdf).

Kernen i forslaget er at skrotte det nuværende kvotesystem (som ligesom EUs er borderline-dysfuntionelt) og erstatte det med en CO₂-afgift på 25 NZ$ – ~5 € eller cirka tre gange så meget som den europæiske kvotepris – samtidig med at denne afgift fremover vil stige betragteligt. Det har tidligere vakt stor modstand, at også landbruget skulle underlægges denne afgift, men i den nuværende udgave er landbruget givet en fem-årig grace-periode, samtidig med at startprisen for landbrugets udledninger vil bære den halve.

I betragtning af at landbrugets udledning i dag næsten udgør halvdelen af New Zealands samlede udledninger, er landbrugets del af reduktionerne frem mod 2030 da også ganske beskeden i forslaget James Shaws forslag Yes we can!

Som kompensation for de merudgifter, som afgiften vil medføre, er der stillet en skattefritagelse på 2.000 NX$ pr. person i udsigt. Forslaget bliver lagt frem her op til COP21 i Paris på baggrund af, at New Zealands klimaindsats nok er endnu mindre ambitiøs end selv den australske. Men sandsynligvis er der først valg i New Zealand næste gang i 2017, og selvom der lige nu i opinionsundersøgelser er et massivt flertal af den australske befolkning, som ønsker en klimaindsats med et sådant ambitionsniveau, så er det til den tid alt andet end givet, at der kan samles flertal for en klimaindsats af den kaliber.

Robert Kitchin: New Zealand Green party co-leader outlines climate change plan, The Guardian 18.09.2015.

Yes we can! Speech by Green Party Co-leader James Shaw, Scoop 03.09.2015.

Andrea Vance: Green co-leader James Shaw outlines climate change plan, NZ Farmer 03.09.2015.

Rachael Le Mesurier: New Zealand should take lead on climate change in the Pacific, Le Dominion Post 02.09.2015.

Olivia Wannan: Clean, green New Zealand falls behind Australia on climate change, The Guardian 21.08.2015.

Natasha Geiling: New Zealand Pledges An End To Coal By 2018, Climate Progress 07.08.2015.

Daniel J. Graeber: New Zealand marks end to coal power, UPI 06.08.2015.

New Zealand Submits its Climate Action Plan Ahead of 2015 Paris Agreement, UNFCCC 07.07.2025.

New Zealand deploys creative accounting to allow emissions to rise, Climate Action Tracker 13.07.2015.

Marcia Rocha et al.: New Zealand deploys creative accounting to allow emissions to rise, Climate Action Tracker 13.07.2015 (pdf).

Brian Fallow: Climate change reduction target ‘inadequate’, New Zealand Herald 13.07.2015.

Megan Darby: ‘Creative accounting’ means New Zealand emissions could rise – analysts, RTCC 10.07.2015.

Brian Fallow: Climate change pledge ‘highly conditional’, New Zealand Herald 07.07.2015.

NZ Government’s just-announced climate change target a “con job”, Greenpeace 07.07.2015.

Gareth Morgan: 12 things NZ could do to meet more ambitious climate change targets, Gareth’s World 13.07.2015.

Gareth Morgan: Government Wimps Out on Climate Change Target, Gareth’s World 08.07.2015.

Brent Edwards: Climate change – are we listening? Radio New Zealand News 26.06.2015.

Gareth Morgan: Three big ideas for New Zealand’s climate change target, Gareth’s World 27.05.2015.

.
Joshua Keating: Man Asks for Asylum as Climate Change Refugee, Slate 18.10.2013.

Joshua Keating: Nation of Kiribati considers relocation, Foreign Policy 08.03.2012.