Barndommens landskaber

26. maj 2015

Det engelske kunstnerkollektiv Kennardphillipps har herover viderebearbejdet et ganske kendt maleri af Andrew Wyeth: Christina’s World. Det gled først næsten uænset forbi i den evige malstrøm af Facebook-nyheder, men lod sig alligevel ikke bare passere, hang fast på nethinden, og så måtte jeg tilbage at se – og måtte efterfølgende søge det oprindelige landskabsbillede fra 1948 frem.

Pigen på Wyeths billede (eller rettere kvinden, Anna Christina Olson blev født i 1893), var ramt af en polio-agtig sygdom og havde lam underkrop, men kunne med overarmene bevæge sig hen over græsengene. Billedet udstiller en sårbarhed og uformåenhed, men også en nærhed, fortrolighed og overskuelighed. Det vil kræve anstrengelser at nå hjem, men vi er ikke i tvivl om at det kan lade sig gøre.

Wyeth er en central amerikansk kunstner fra efterkrigstidens USA (hvis en sådan nogensinde har eksisteret), og man har faktisk i staten Maine genskabt huset på det oprindelige billede (som kan ses nedenfor) som del af Farnsworth Museum. Maleriet hænger på MoMA i New York, så med Kennardphillipps’ nyfortolkning, som blot er en ud af en hel serie lavet til en Greenpeace-film, er der tale om en oliekatastrofe ud over et ikonisk landskab.

Og det er præcist det vi er i fuld gang med at gøre: omdanne vores (menneskehedens) barndoms landskaber til ufrugtbare, livsfortabte oliepøle. Sådan ser det heldigvis ikke altid ud, og slet ikke med det første. Men ødelæggelserne efter Deepwater Horizon oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf i 2010 er stadig langt fra genoprettede, og igen i disse dage er der et stort olieudslip langs Californiens kyst. Den industrielle æra har givet kloden mange år. For Murpheys lov gælder desværre også for ingeniørkunst. Når først man har lavet en olieledning eller indledt olieboringer og olietransporter, så er det uanset hvor sikkert man bestræber sig på at gøre det kun et spørgsmål om tid, før ulykken sker. Selv hvis ingen ønsker det ske og alle gør deres bedste for at det ikke sker .. så sker det. Ulykker af den slags sker. Det sidste halve århundredes teknologihistorie demonstrerer endda, at det sker alt for tit, og at man tilsyneladende ikke rigtig er i stand til at tage ved lære. Dette i høj grad fordi det ikke er noget mål i sig selv at perfektionere udvindingen eller transporten af olie, nej det er noget folk gør for pengenes skyld. Så der bliver hele tiden skudt genveje, sparet og slækket på opmærksomheden, og resultatet er oliepølsraserede landskaber, som selv når vi forsøger at rydde op efter katastroferne kun langsomt genvinder lidt af livet før oliepølene. Og mange gange, når det sker på havbunden, i de tropiske urskove og i de arktiske egne kan det dårligt lade sig gøre, eller man synes ikke det er ‘nødvendigt’ fordi det kun er øde natur, som tabes. Ødelæggelserne bliver her nærmest irreversible. Der vil gå tusinder af år, før økosystemer med tilsvarende biodiversitet har genetableret sig.

I Alberta, Canada er man måske endnu mere målrettet i gang med at transformere et landskab på størrelse med Frankrig til oliepøl, alt sammen blot for at udvinde en olie, som er både for dyr og for forurenende, og som verden om noget havde brug for at man undlod at udvinde.

Nu er Kennardphillipps‘ oliepølsbillede håndgribeligt i sin destruktion. Men det er langt fra kun katastrofestederne. Tværtimod kommer det snigende over alt, uden at vi måske ænser det. De store mængder CO₂ efter de fossile afbrændinger forurener og forstyrrer de biologiske systemer, svovlindholdet giver syreregn og skovdød. Den fossile energi driver den kemiske krigsførelse, som muliggør det industrielle landbrugs monokulturørkener samtidig med, at det hastigt decimerer den ikke umiddelbart for mennesket ‘nyttige natur’. Og den seneste dille i det fossile udvindingsvanvid, fracking, fører ud over vansiringen af landskaberne og forureningen af vandmiljøet til hyppigere jordskælv og udsivning af store mængder metangas med en teknologi, som vi slet ikke kender langtidsvirkningerne af – igen i en tid, hvor tilsvarende investeringer i vedvarende energi kunne have givet stort set samme energimængde på en langt sundere og langt mere elegant måde.

Vendsyssel, hvor det franske Total nu er i gang med prøveboringer efter skifergas, er på mange måder min barndoms landskab. Her har jeg kravlet, hørt græshopperne, lærkerne, fløjet med drager. Her vågnede bevidstheden om landskabet, så selvom det er 35 år siden jeg flyttede til Hovedstaden, er det ‘rigtige’ danske landskab stadig Danmark fra Limfjorden og nordud. Her vender jeg stadig ofte tilbage. Det er slet ikke til at bære, hvis dette landskab bliver underlagt Totals forgodtbefindende. Hvis ikke de standses nu, og der viser sig at være skifergas i store mængder, vil der skulle stilles boretårne op med omkring 2 km afstand. Det er voldsomt mange landskabelige øjenbæer. Elmaster er småting ved siden af, de første vindmøller var lidt irriterende med deres rastløse vinger, men de nye store møller står roligt i landskaberne. De er til at forstå, nogle gange endda statelige i landskaberne, eller nøgterne som når man med toget nordpå kort inden Brønderslev passerer det sted, hvor Jean Michel Jarre for nogle år siden lavede koncert. Men boretårne – det må ikke ske. Det vil være en skamstøtte for hver af de politikere, som gav tilladelsen uden at vide at de gav tilladelse til denne umådelige landskabsødelæggelse. For et skifergasboretårn er ikke bare en mast med vinger, som når først møllen kører markafgrøderne vokser helt op til igen. Nej, det er en kæmpe industriarbejdsplads til at håndtere al den isenkram og de mange hundrede kemikalier, som skal til at eksplodere skifergaslag flere kilometer under overfladen, som det er ufatteligt, at der stadig er nogen som tror på at man kan gøre uden at risikere at ødelægge vores grundvand.

Om det er landbruget eller byudviklingen eller den fossile industri, så har vi alle kun landskaberne til låns af de kommende generationer. Vi må nødvendigvis gebærde os på en måde, så vi sikrer, at det er Wyeths landskab, vi giver videre, og ikke Kennardphillipps’.