Strøtanker om bæredygtighed

I den danske valgkamp har det endnu været meget småt med klimadebat, det har ført til, at en række forskere i dag bragte denne opfordring til at partierne om at “fremlægge, hvad de vil gøre, for at Danmark yder sig bidrag til at give kloden videre i god stand til de næste generationer. Og vi opfordrer danskerne til at lægge vægt på partiernes planer for bæredygtig udvikling, klima og miljø, når vi beslutter, hvor vi skal sætte vores kryds.

Tilsvarende stillede Julie og Elmhøj og Emma Holten i gårsdagens Information spørgsmålet: Har medierne glemt klimaet i valgkampens hede?

Her forud for vedtagelsen af den første globale klimaaftale i Paris til december var der al mulig grund til at diskutere det danske bidrag, og hvordan den danske omstilling skal gribes an. For hvor den danske klimaindsats indtil nu stort er blevet gjort for os ud fra ønsket om at belemre den enkelte danske mindst muligt med klimaproblemstillinger endsige klimakonsekvenser, så kan vi ikke blive ved med blot at klare os med pris- og afgiftsneutrale ‘lavthængende frugter’, men kommer nødvendigvis til at lave ændringer, som griber ind i vores nuværende hverdag – ikke nødvendigvis til det værre, men forandrende.

For eksempel kommer vi til at skulle forholde os til, hvad vi stiller op med vores stadig voksende trafik og transportforbrug, og hvad vi vil stille op med vores landbrug og dén eskalerende ødelæggelse af de åbne landskaber, som den nuværende produktionsmodus afstedkommer, for blot at nævne to hovedområder i klimaindsatsen, som man indtil nu har ‘sparet’, fordi det var indviklet eller rent politisk var svært at lægge navn til. Alligevel forfalder valgkampen til petitessespørgsmål, om det kan svare sig at arbejde for den og den enkeltperson, uanset at tallene er forkerte og eksemplerne atypiske.

I den første partilederrunde blev klimaspørgsmålet knapt bragt på banen, og de to store partier, som bejler statsministertaburetten, Socialdemokratiet og Venstre, synes begge at være mest komfortable ved ikke at tage det op. Min fornemmelse er, at der sidder nogle kampagneledere og ved (eller rettere tror at vide), at klimaspørgsmålet ikke flytter stemmer, eller at de vælgere, man håber at score hos hinanden, ikke skal hentes ind på klimasynspunkter. Hvis for eksempel S ønsker at hvis stemmer tabt til Dansk Folkeparti tilbage, er det ud fra en vis form for valglogik ikke klimaindsats, men strammere indvandrerpolitik, der skal signaleres. Eller også er man simpelthen bange for at vække stærke meninger, som der kunne være i en klimadebat, om det så gælder atomkraften, kødspiseriet, privatbilismen, salget af DONG, forholdet mellem behov og begær, eller på det seneste fracking-problematikken, hvor tilsyneladende rigtig mange politikere har sovet alvorligt i timen og givet tilladelse til igangsættelse af fracking uden på nogen måde at have sat sig ind i, hvad man sagde ja til.

Vi så den nuværende regering (med SF) for fire år siden prøve kræfter med en betalingsring omkring København, som på alle måder var en god idé, men som det viste sig let at mobilisere en laveste fællesnævner-modstand overfor. Og noget forslåede måtte politikerne vende tilbage til løsninger, som ikke stryger nogen mod hårene.

Endda er klimaspørgsmålet er ikke så tabuiseret som ved det amerikanske valg i 2012, hvor det først var orkanen Sandy, som brød klimatavsheden. Men blå blok synes uden at det på nogen måde bliver factchecket (eller tåler at blive factchecket), at ville markere, at det er en udgift at gå forrest, hvor man, som forskerne i deres læserbrev også understreger, meget let ville kunne argumentere for det modsatte, at grøn teknologi er vores bedste kort, hvis vi vil bevare vores position i fremtiden. Og at vi ved at være ledende i efterstræbelsen af CO₂-neutrale byer, lavenergihuse osv. og gøre Danmark til laboratorium for grøn omstilling og klima-smarte løsninger på én gang kan sikre vores egen omstilling og vores velfærd og vores grønne eksport mange år frem. Men når venstrefløjspartier nævner behovet for en øget – eller bare fortsat – klimaindsats, er Corydon hurtig til med sin næsten Venstre-agtige købmandslogik at lægge en bremse på og istemme, at ja, det må ikke blive for dyrt, selvom det igen bliver ubetaleligt dyrt ikke at gennemføre den nødvendige indsats. Så ingen vil blotte sig.

En væsentlig del af problemet er, at en moderne valgkamp er utilbøjelig til at prioritere de store centrale problemkomplekser netop fordi de er komplekse. I moderne medievirkelighed er den politiske diskurs i reduceret til små fyndige punch lines, som gør det endog meget vanskeligt at føre en åben – endsige begavet – diskussion af de store spørgsmål. Rune Lykkeberg skriver i gårsdagens Politiken om mobningens kunst – og at det pt. er Helle Thorning Schmidt, som fører i den disciplin. Her fremgår det også indirekte, at alt som kræver tre eller flere følgesætninger, har tabt på forhånd, da det er alt for let at latterliggøre, så løsningen af klima- og bæredygtighedsudfordringerne har svære kår i dagens medievirkelighed.

Der er undtagelser. Alternativet søger ganske systematisk at åbne til de store samfunds-eksistentielle spørgsmål, uden at det dog rigtig lykkes at gøre dem til valgkampens kerne. Og Det Radikale Venstre har faktisk flere gange i de seneste dage forsøgt at tage klimaspørgsmål op. Dels har man lagt op til, at landbruget også skulle med i klimaindsatsen og opridset et forslag til en form for kvoteordning, så landbrug, som var hurtigere til at omstille sig, blev belønnet – og støtte af de landbrug, som var mere træge i deres indsats. Mere overordnet – og noget alle partierne burde kunne afkræves at forholde sig seriøst til – har De Radikale fremlagt forslag om, at den danske klimamålsætning allerede nu fastsættes til 55% i 2030 i forhold til 1990. Enhedslisten arbejder for en klimamålsætning for 2025 på 50% og en 60% reduktion i 2030.

I betragtning af, at EUs samlede målsætning mellem 2020 og 2030 går fra 20% til 40% under 1990-niveauet, og at vi allerede sidste år var 39% under, så er en dansk målsætning om at gå fra 40% til 55% mellem 2020 og 2030 på ingen måde ambitiøst. Snarere tværtimod. Hvis målet er CO₂-neutralitet i 2050, giver en lineær afvikling 20% pr. årti, så målsætningen burde være mindst 60% under 1990-niveau i 2030 for at holde kursen. Og hvis man yderligere antager, at de sidste 20% er sværere (og dyrere) at gennemføre end at gå fra 40% til 60%, så burde man nok sigte på at være nået længere end 60% i 2030 for at fordele omkostninger og omstillingskadence jævnt over perioden.

Ud fra samme sæt af overvejelser burde man også insistere på, at nogle af de reduktionsområder, som i den hidtidige klimaindsats har været underprioriteret, kom i gang. Først og fremmest trafikken og vores transportforbrug, men også fødevareområdet og energioptimeringer i det byggede miljø. Alle tre er det områder, som kalder på strukturelle løsninger og som det derfor vil tage tid at gennemføre. Hvis en del af formålet med at gå forrest er at fastholde den førerposition, som kan fortsætte med at generere grønne jobs og skabe inspiration for resten af verden, så er det netop vigtigt, at vi frem for blot købmandsregningsagtigt at se på, hvordan næste skridt kan gøres billigst muligt tør se fremad og gå forrest i afsøgningen af kreative løsninger på disse problemer.

Der tegner sig en vision fra de mange små partier i rød blok om at etablere et omstillingsministerium, som kan fungere som en form for koordinator af de mange involverede ministerier, og som tyngdemæssigt kunne danne en slags modpol til finansministeriet, hvis regnearkslogik i dag har alt for meget at skulle have sagt i dansk forvaltningsvirkelighed. For det er lige præcis ikke bare klima- og miljøministeriet, som har betydning for den danske klima- og miljøindsats, men også erhvervsministeriet, transportministeriet, forsvarsministeriet, undervisningsministeriet, landbrugsministeriet, sundhedsministeriet osv.

Men Socialdemokratiet har umiddelbart meldt ud, at det er en dårlig idé, så selv hvis vi får det røde flertal, som meningsmålingerne lige nu tyder på, så er det ikke sikkert, at går så gelinde med det grønne. For fire år siden var der faktisk lagt op til et ganske vidtgående grønt program, og der blev udfoldet et regeringsgrundlag, som kunne være blevet til noget stort. Men hånden på hjertet, så er det ikke blevet til så meget. Måske visionerne visnede med betalingsringen, måske det blev endnu sværere med SF ude af regeringen, måske ambitionen om af fremstå som et økonomisk set gennemsnusfornuftigt alternativ til blå blok tog overhånd, og måske fire år blot er kort tid til at lave større ændringer, selv når visionerne er der. Så det er først når man prøver at visualisere, hvor destruktiv en blå regering efter valget vil være for Danmarks udvikling mod et grønt ligevægtssamfund, hvor ødelæggende det ville være for det igangsatte omstillingsarbejde, at man (jeg) overhovedet kan svinge sig op til at ønske en videreførelse af en Socialdemokratisk ledet regering. For set i bakspejlet betød de mange år i årtusindets begyndelse med en VK(O)-regering et stort tilbageslag for Danmarks klima- og bæredygtighedsindsats. Og hvis man skuer ud over blå blok, så er i dag ikke mere nogen Connie Hedegaard eller Per Stig Møller til på blå vis at håndtere miljøet seriøst, kun gustent overlæg. Selv Anders Fogh endte med at være grøn omend ud fra militærstrategiske overvejelser, men det aspekt, som Obama pt. bruger flittigt i USA, er også fraværende. Og Lars Lykke Rasmussen nåede med sin indsats ved COP15 i København at demonstrere sin himmelråbende ubehjælpsomhed, når det kommer til håndteringen af den internationale klimapolitik.

Greenpeace har med dette diagram lavet en oversigt over, hvor partierne står i forhold til en lang række klima- og miljøspørgsmål. Selvom den røde ende af det politiske palet klart er mere grøn end den blå ende, så illustrerer diagrammet ganske godt, hvordan disse problemstillinger delvist undsiger sig den klassiske venstre-højre-polarisering. Således er både Alternativet og Kristendemokraterne mere grønne end Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Men ligesom ved seneste valg går der på klima- og miljøområdet en klar skillelinje mellem rød og blå blok, så en nye rød regering burde kunne drive omstillingen markant videre, hvorimod en blå blok har signaleret at ville tilbagerulle en række initiativer og generelt at ville sænke den danske klimaambition.

Omvendt kan man også bruge diagrammet til at se, hvor en ny ‘rød’ regering vil få vanskeligt ved at føre grøn politik. Der er ikke fuldt fodslag omkring et moratorium for fracking, selvom den del lige nu er i bevægelse, fremprovokeret af at der prøvebores i Vendsyssel. Der er heller ikke enighed om at arbejde for beskyttelse af det arktiske område mod udvinding. I det hele taget mangler der en erkendelse af, eller rettere en konsekvenstænkning i forlængelse af det globale carbon budget, som har klarlagt, at vi må lade størstedelen af de allerede kendte fossile forekomster forblive i jorden, hvis ikke vi skal ødelægge fremtidens levevilkår, hvilket naturligt må have som konsekvens at al yderligere afsøgning af nye forekomster indstilles.

I England har man indgået en aftale mellem de to fløje og midterløsningen, så der er bred politisk enighed om de langsigtede klimamål. Det kunne man også ønske sig i Danmark, ikke mindst for erhvervslivet og dets investeringer er det vigtigt at kunne regne med stabilitet i udviklingen ud over næste valgtermin – hvilket der også har været lagt op til med en klimalovgivning hen over midten. Men Venstre har her meldt ud, at man vil skrue ned for kadencen, samtidig med, at to af Venstres støttepartier decideret ønsker at droppe klimamålsætningerne. Liberal Alliance har endda forud for dette valg været ude med klimaskeptiker-markeringer. Blå blok har talt om, at nu er det bilismen tur, og hvor den røde regering efter valget i 2011 prøvede kræfter med en betalingsring, så kunne en kommende blå regering meget vel kaste sig ud i en havnetunnel som signaturprojekt. Så i virkeligheden er klimaområdet et af de områder, hvor der er størst uenighed mellem de to politiske blokke, selvom forskellen mellem S og V her er mindre.

I den kommende regeringsperiode skal klimaindsatsen for 2020-30 fastlægges, så det er ganske karakteristisk for, hvor lille en plads, klimaindsatsen har i dansk politik, at ingen partier synes at have klargjort sine forventninger hertil, lige bortset fra Det Radikale Venstre, som har markeret, at man allerede nu ønsker at fastlægge en 2030-målsætning på 55% under 1990. Det er selvfølgelig meget i forhold til business as usual, men hvor er diskussionen af, hvad der er nødvendigt for at tage Danmarks del af ansvaret for at holde 2°C-målsætningen? Hvor er visionerne om at vise, at man sagtens kan være et lykkeligt og velfungerende land med en reduktionshastighed, som muliggør 1½°C-målsætningen? Hvor er erkendelsen af, at Danmarks velfærd og forretningsmæssige fremtid er hjulpet ved en skærpet klimaindsats, mens den er i fare, hvis vi endnu en gang sætter den på vågeblus som i VK(O)-regeringens første år?

Afrundende er der på klimaindsatsens vegne kun at håbe, at vi ikke bare får en ‘rød’ regering – hvilket de seneste dages meningsmålinger synes at pege på – men at de små grønne partier tilsammen får så meget styrke, at Socialdemokratiet bliver nødt til at tage dem alvorligt som ligeværdige stemmer.

Update 08.06. – Anden duel mellem Lykke og Thorning Smidt i går glimrede ud over en total mangel på samtalekultur også ved klimaproblematikkens nærmest totale fravær. Til gengæld blev løftebruddene det tilbagevendende mantra. I den anledning bringer Politiken i dag en gennemgang af regeringens valggrundlag fra 2011, og det er for mig overraskende, hvor mange af de ting, man for fire år satte sig for, som er blevet vedtaget. Figuren herunder giver en oversigt: Hvert felt udgør et mål eller løfte fra regeringsgrundlaget, og 107 af dem er i løbet af de mellemliggende fire år blevet gennemført, mens 10 er opgivet og 9 endnu ikke er gennemført (men heller ikke opgivet).

Herover er figuren blot et billede, men på originaludgaven på Politikens netavis kan man ved at holde musen over de enkelte felter se, hvilke beslutninger, der er tale om. Det tegner et helt andet billede end endeløse løftebrud, som i disse dage udmales i medierne … af en regering, som godt nok er kommet til kort overfor sager som betalingsringen, men som rent faktisk har fået det meste af sin politik gennemført. Hvor de røde felter for erhverv og trafik ud over betalingsringen og skærpelser af reglerne for miljøzoner, som tilsammen ville have betydet en væsentlig indsats overfor luftforureningen, er en kilometerafgift for lastbiler samt en tilskudsordning til energirenovering, så er det faktisk lykkedes at gennemføre det fulde regeringsgrundlag inden for klima-, energi og miljø, dog nok i en mindre forkromet udgave end man havde i tankerne, da man i 2011 formulerede regeringsgrundlaget for de kommende fire år. Og det er ikke tilfældigt, at det er to af dansk politiks hellige køer, landbruget og trafikken, som med hver deres meget stærke organisationer bag endnu en gang er lykkedes at gå fri.

At man så kan være uenig i indholdet af de 107 forslag som er gennemført, er en anden ting. Men på baggrund af de økonomiske konjunkturer og dansk politiks ganske foranderlige natur må det siges at være en ganske god gennemførelsesprocent – og det siger lidt om valgkampens absurde medievirkelighed, at den vedholdende tale om løftebrud lige nu synes at være blå bloks vigtigste værktøj til at komme igen i en situation, hvor valgbarometeret med kun godt en uge til valgdagen stadig mere entydigt synes at pege på rødt flertal.

Update 11.06. – med en uge til valget tørnede de to statsministerkandidater her til aften sammen til en times duel duel på TV2, tredje gang ud af fire inden valgdagen. Emnerne var valgt at seerne, og det emne, som fik flest stemmer, var klima & miljø, ønsket af hele 48% af seerne. Så når klima & miljø fylder så lidt i valgkampen, er det ikke fordi det ikke interesserer vælgerne. Ingen synes at være i tvivl om, at der på klima- og miljøområdet vil være en betydelig forskel alt efter om vi får en rød eller en blå regering. Men ingen af de to kandidater synes for alvor at ville – eller kunne – trække forskellene meningsfuldt op, hvilket til dels hænger sammen med, at forskellene er størst imellem de to partiers støttepartier, hvor Lars Lykke må basere sit flertal på A-kraft-tilhængere og klimaskeptikere, mens Helle Thorning Schmidt har fire små strammer-partier, som hver især ønsker en strammere klimapolitik, dels at det ikke rigtigt er interesseområde for nogen af de to. Så selv på en sådan aften blev konsekvensen for klima- og miljøpolitikken ikke rigtigt trukket klart op.

Venstre har på det seneste meldt ud, at hvis de kommer til magten, vil havnetunnellen i København blive sat i gang som noget af det første. Det vil få katastrofale følger for bymiljøet og repræsenterer et greb om byudviklingen, hvor privatbilismen igen kommer i fri dressur og hvor klima- og bæredygtighedsproblemerne bliver endnu mere uoverskuelige at løse. Det havde været spændende, hvis Helle havde formået at gå irette med sådanne blind vækst-tiltag. Men igen ingen af vores statsministerkandiater ville formå at tage en sådan diskussion.

Herunder er medtaget et udpluk af artikler om klimaet fra valgkampperioden. Den er på ingen måde udtømmende, men klima & miljø har fyldt meget lidt i valgkampen, og Alternativets og Alternativets insisteren på, at bæredygtighed skal indtænkes i alt, er stort set blevet forbigået. Endnu mere tankevækkende har der været både G7-topmøde, hvor den globale klimaindsats stod højt på agendaen, og to ugers klimaforhandlinger i Bonn – se blog-indlæggene G7: Max 2°C og fuld udfasning af fossile brændstoffer og Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni.

G7-topmødet har fundet en vis mediedækning, hvor det lige overskriftsmæssigt er nævnt, at klimaspørgsmålet er nævnt, men jeg har ikke set en eneste artikel om de to ugers forhandlinger i Bonn. Her må man sige, at de danske medier svigter totalt. Og det med at det er svært at nyhedsvinkle, holder kun næsten. For når man ser dækningen af sporten er der ingen grænser for hvor små detaljer, som uge efter uge kan blæses op til hele artikler i dækningen af Superligaens evigt kørende turneringer, for ikke at tale om en event som Tour de France, hvor man på store dage kan have 5-10 artikler. Og hvis man vil se, hvordan det kan gøres på klimaområdet, kunne man skele til The Guardian, som har erklæret klimaudfordringen som verdens centrale problemfelt og herudfra etableret en vedkommende dækning, så man har lange serier med nye artikler næsten dagligt om centrale temaer som divestment og keep it in the ground, ligesom dækningen af den engelske biodiversitet og landskabspleje må siges at være lysår foran de danske mediers.

Så selvom vores politikere er med til at vælge, at klimaspørgsmålet fylder så lidt som det gør i den nuværende valgkamp, så ligger en stor del af grunden dertil i medielandskabet, som dels favoriserer små flashy historier, som er enkle at vinkle, dels med enkelte undtagelser ikke har noget egentligt journalistisk perspektiv for sin klima- og bæredygtighedsdækning.

Til UNFCCCs afsluttende pressekonference i Bonn er det en journalist fra Politiken, som stiller det afsluttende spørgsmål. Så det kan være, at billedet ændrer sig, at der kom i det mindste én artikel fra Bonn. Man kan have sin berettigede tvivl, om det lykkes gennem den globale klimaaftale at fastholde 2°C-målsætningen, endsige om verdenssamfundet vil kunne blive enige om at forsøge at nå at bremse den globale opvarmning før 1½°C. Man kan være i tvivl om det overhovedet vil lykkes, eller om det ender som i København i 2009. Men ved overhovedet ikke at dække problemstillingerne er den danske presse med til at øge risikoen for, at vi ikke får den nødvendige aftale for at sikre livsgrundlaget for de kommende generationer.

Update 12.06. – og nu viser det sig, at jeg har taget fejl. Rent faktisk bragte Politiken 6. juni artiklen Greenpeace-udsending ser håb i klimaforhandlingerne – en interview-baseret artikel som har kunnet laves uden selv at skulle sætte sig for meget ind i situationen. Og Jyllandsposten bringer 31. maj optaktsartiklen Fransk minister: Var klimaforhandlinger en butik, var den gået konkurs, som er bygget op over den franske miljøminister Ségolène Royals udsagn til andre aviser. Så det globale klima er ikke fuldstændig glemt.

Update 17.06. – efter en for mange overraskende rød fremgang i starten af valgkampen blev nasser-kortene spillet flittigt, færre flygtninge, lavere ydelser til arbejdsløse osv. i den måske grimmeste valgkamp i dansk historie. Endda er der her i de sidste døgn opinionsundersøgelser, som tegner til, at blokkene kommer til at stå helt lige. Dermed bliver marginalerne udslagsgivende, og mange af dem giver en i mine øjne heldig slagside mod et rødt flertal: 1) Kristendemokraterne henter sandsynligvis godt 1% af stemmerne uden at komme ind, hvorimod alle de ‘røde’ partier står til at komme ind, hvilket gør, at rød blok kan ‘nøjes med’ 49,5%. 2) Af de fire nordatlantiske mandater vil de tre sandsynligvis stemme med rød blok. Det gør, at selv hvis mandatstillingen mellem rød og blå blok blandt de danske stemmer er 87-88, vil der være flertal for at Helle Thorning Schmidt danner regering. 3) Af de stadig 10-20%, som ikke har besluttet sig endeligt, er der en rød tendens, dvs. at man måske er i tvivl om, om man vil stemme på Enhedslisten eller SF, men har villet se den fulde valgkamp, før man beslutter sig. Men som man kunne se i det nylige engelske valg, viste analyseinstitutterne sig at være helt skævt på. Så intet er afgjort før valgstederne lukker i morgen aften.

Alternativet har i løbet af de seneste uger haft en bemærkelsesværdig fremgang, fra at der blev rejst tvivl om, om de overhovedet kunne klare spærregrænsen til at de nu ligger mellem 4-5% af stemmerne. Af de to artikler jeg har set i den internationale presse (The Guardian) om det danske valg har det da også været Alternativet, som trak overskrifterne. Helle Thorning Schmidt ser til gengæld ikke særlig begejstret ud ved tanken om at skulle have Alternativet som regeringsgrundlag. Så selv hvis rød blok kommer til magten vi vil nok se brede forlig hen over midten. For ‘Cirkus-partiet’ er endnu et uregerligt barn på bagsmækken, som man endnu ikke har lært at håndtere. For selvom Mandag Morgen i sin seneste mandagsudgave melder ud, at det er Alternativets partiprogram, som ville blive fremhævet, hvis videnskaben skulle vælge, så er Socialdemokratiet med en mand som Corydon, som ofte minder om en Venstre-mand, som i en brandert har forvildet sig ind ad den forkerte dør, stadig indspundet i et vækstbegreb, som set i bæredygtighedsperspektiv er helt urealistisk. I bedste fald kommer denne konflikt – hvad man kunne kalde civilisationenes fejlretning – til begavet udtryk i en kommende rød-grøn regering. For efter at have brugt et års tid på at diskutere sit principprogram er det svært at forestille sig, at Alternativet blot går til ‘det realpolitiske’ uden at tale principper. I bedste fald får vi løftet klimapolitikken ud af købmandskabet, og får mere vægt på de mange moralske, etiske og eksistentielle dimensioner og på den fremadrettede klimaindsats som Danmarks fremtidige levebrød – om hvorfor det er vigtigt og ikke bare at det er vigtigt, så længe det ikke er dyrere.

I bedste fald får vi sat vækstbegrebbet på dagsordenen. Dette er kun næsten lykkedes i valgkampen, men hvis vi efter valget har en rød-grøn regering, er der med Alternativet og Enhedslisten og et Radikale med tømmermænd håb om at få problematiseret vores klima- og bæredygtighedsperspektiv.

I en tid, hvor de digitale medier har overtaget det meste, var der lidt overraskende i går brev i brevsprækken fra Helle Thorning Schmidt og socialdemokraterne – sendt til (vistnok) alle danskere. Et A4-ark med et lidt åben tekstbillede, så det er ikke nogen lang tekst. Men klima, miljø og bæredygtighed er ikke nævnt med ét ord.

Update 18.06. – I anledning af folketingsvalget i dag har jeg tilladt mig at indkopiere version 2 af Conciotos grønne valgguide, som giver et fint overblik over partiernes klima- og bæredygtighedsmålsætninger og til overmål demonstrerer, hvordan klimamål mere eller mindre mangler i den blå side. Derfor har jeg tilladt mig at squeeze skemaet i den ene side. Originalen kan ses her.

Christian Jensen: Tvivl, Information 18.06.2015.

Henrik Hindby Koszyczarek: Miljøministeren frygter, at Løkke vil nedlægge Miljøministeriet, Globalen 17.06.2015.

Poul-Henning Kamp: Flere tvivlere i folketinget, Phloggen 17.06.2015.

Christian Ibsen: Sæt kryds for klimaet i morgen, klimakryds.dk 17.06.2015.

Lisbeth Bech Poulsen: Klimaet ordner de andre, Arbejderen 17.06.2015.

Mia Mottelson: Alternativet – til nødvendighedens politik, Information 17.06.2015.

Lars Eriksen: Denmark’s green Alternative: organic, meat-free and poised for breakthrough, The Guardian 16.06.2015.

Alberto Nardelli: Danish elections 2015: a guide to the parties, candidates and electoral system, The Guardian 16.06.2015.

Bjørn Lomborg: Vedvarende støtte, Berlingske 16.06.2015.

Christian Ibsen: Den store klimaguide til folketingsvalget, klimakryds.dk 15.06.2015.

Videnskaben ville vælge alternativt, Mandag Morgen 15.06.2015.

Christian Ege: Blå bloks grønne politik er sort som kul, Organic Today 15.06.2015.

Tore Keller: Radikal klimaduo vil gå i EU-udbrud, Børsen 14.06.2015.

Uffe Elbæk: Al landbrug skal være økologisk om 25 år, Newsbreak 13.06.2015.

Stine Brix: Træk tilladelsen til skifergas og red det nordjyske drikkevand, Politiken 12.06.2015.

Cecilie Gormsen: Olsen Dyhr: Vi skal være klimaets medspiller, Altinget 12.06.2015.

Anders Hjort: Måske er det i virkeligheden på klimaområdet, at blå og rød blok er mest uenige? Politiken 12.06.2015.

Anne W. Ravn: Fra den sure gamle mand: Boykot lefleriet! Kristeligt Dagblad 12.06.2015.

Johanne Schmidt-Nielsen:Vi skal simpelthen ud af vækstboblen: Vi skal simpelthen ud af vækstboblen, Politiken 11.06.2015.

Sanne Wittrup: Regeringen: Klimaet får 20 nye millioner om året – måske til store varmepumper, Ingeniøren 11.06.2015.

Kasper Kaasgaard: SR prioriterer en milliard til grønne tiltag, Altinget 11.06.2015.

Thomas Færgeman: Anders Samuelsens grønne dagsorden: Lomborg er blevet møget til, Politiken 10.06.2015.

Magnus Boye: Hvordan klarede regeringen så klimaet? OK på den korte bane – men det lange lys fejler, Ingeniøren 09.06.2015.

Peter Jørgensen: Løftebrud eller ej? Her er gennemgangen af Thornings regeringsgrundlag, Politiken 08.06.2015.

Rasmus Dam Nielsen & Jakob Stig Jørgensen: SF stiller miljøkrav til landbruget: Stram op eller vi skærer i støtten! Politiken 08.06.2015.

Poul-Henning Kamp: Klimaforandringen i LA, Phloggen 08.06.2015.

Kathrine Lenschau: SF vil smække kassen i overfor miljøsvineri i landbruget, DR 08.06.2015.

Thomas Færgeman: Johanne Schmidts grønne dagsorden: Jeg kan næsten gå i panik, Politiken 07.06.2015.

Jørgen Steen Nielsen: Omstillingsministeriet, (leder) Information 08.06.2015.

Lotte Folke Kaarsholm: Frimarkedselskere kan ikke lide klimavidenskab, Information 06.06.2015.

Julie Elmhøj & Emma Holten: Har medierne glemt klimaet i valgkampens hede? Information 05.06.2015.

Jesper Vangkilde & Morten Skærbæk: Røde støttepartier kræver grønt superministerium, Politiken 04.06.2015.

Røde støttepartier vil have grønt superministerium, (Ritzau) Information 04.06.2015.

Jakob Nielsen: Uffe Elbæks grønne dagsorden: Det forandrer sig for øjnene af os, Politiken 04.06.2015.

Michael Stenvei: Venstre vil bruge en valgsejr til et opgør med støtte til vindstrøm, Jyllandsposten 04.06.2015.

Sanne Wittrup: Blå blok vil neddrosle tempoet på den grønne omstilling, Ingeniøren 04.06.2015.

Capper Dall: R kræver, at landbruget reducerer sin CO2-udledning, Information 03.06.2015.

Emma Toft: R-forslag om halm i benzinen får blandet modtagelse, DR 03.06.2015.

Michael Alsen Lauridsen & Cathrine Bloch: EL: Uacceptabelt at fonde holdes ude af vindmølle-projekter, Berlingske 03.06.2015.

Nilas Heinskov, Thomas Færgeman & Jesper Thobo-Carlsen: Klimabremse: Blå blok vil dæmpe satsningen på sol og vind, Politiken 03.06.2015.

Jakob Nielsen: Søren Papes grønne dagsorden: Vi troede, vindmøller var skørt, Politiken 03.06.2015.

Theis Lange Olsen: Johanne Schmidt-Nielsen forsøger at tale ny miljø-stjerne op, DR 02.06.2015.

Emma Thoft: Nyt udspil fra Radikale: Hæld mere halm i benzinen, DR 02.06.2015.

Jan Krausing: Udviklingsbistand er rambuk for klimaindsatsen, Klimakryds 02.06.2015.

Jakob Nielsen: Klimamål: Radikale vil have forpligtende milepæl for 2030, Politiken 01.06.2015.

Lars Løkke kan vinde et nyt klimatopmøde, (Ritzau) Information 01.06.2015.

Christian Ibsen: 40 pct. CO₂-reduktion er kun godt begyndt, Klimakryds 01.06.2015.

Jakob Nielsen: Total opgiver at lede efter skifergas i Nordsjælland, Politiken 21.05.2015.

Miljøorganisationer: Rød blok er den grønneste blok, (Ritzau) Information 15.05.2015.

Thomas Færgeman: Kørte verdens vildeste klimapolitik i grøften? Politiken 15.05.2015.

Jakob Nielsen: SF vil stoppe boringer efter skifergas, Politiken 13.05.2015.

Kirsten Halsnæs: Klima og valgløfter, Arbejderen 28.04.2015.

Alternativet er klar til valg: Her er vores dagsorden, (Ritzau) Dagens 14.04.2015.

Radikale vil have udledningen af drivhusgasser længere ned, (Ritzau) Børsen 31.05.2015.

Jesper Løvenbalk & Mette-Line Thorup: Et valg mellem grøn og sort blok? Information 28.05.2015.

Tore Harritshøj: Grøn omstilling er nedprioriteret, (kronik) Jyllandsposten 22.05.2015.

Miljøorganisationer: Rød blok er den grønneste blok, (Ritzau) Information 28.05.2015.

Jakob Nielsen & Thomas Færgeman: Danmark når næppe sine CO2-mål, Politiken 14.05.2015.

Camilla Burchardt: Ny doktorafhandling: Klimajournalister vælger de kilder, der bekræfter deres vinkel, RUC 05.03.2015.

Thomas Færgeman: Her er de 5 store politiske slagsmål om klima og energi, Politiken 02.03.2015.