Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen | Strøtanker om bæredygtighed

Paris 2015 – Japans INDC i støbeskeen

24. april 2015

Forud for COP21 i Paris i december i år var det planen, at alle lande skulle indgive deres klimamålsætninger for årene 2020-30, de såkaldte INDC eller Intended Nationally Determined Contributions. Men ved deadline for indlevering af klimamålsætninger til december var der bedrøveligt få lande, som havde indleveret, og af de 35-40 lande som har, er de fleste stadig EU-lande. I skrivende stund omfatter de indgivne INDC 29% af verdens samlede CO₂-udledninger, ud over EU drejer det sig om Schweiz, Norge, Mexico, USA Rusland Gabon og Liechtenstein. Det betyder ikke, at der ikke kommer flere – for mange udviklingslande er det første gang, og i lande med lille eller manglende tradition for langtidsplanlægning kan det opbyde næsten uoverkommelige udfordringer at gennemføre en sådan planlægning af en klimaindsats, som ligger 5-10-15 år ud i fremtiden. Men for en række industrialiserede lande er der mere tale om strategisk pokerspil, ofte koblet med den situation, at der politisk set er alt andet end enighed om klimaindsatsen i det pågældende land.

Japan, som ellers med Kyoto-aftalen var vært for etableringen af den første klimaaftale, som kun omfattede de industrialiserede lande, har været et af de lande, som har dukket sig alvorligt. Officielt har undskyldningen været, at det i den nuværende situation, hvor stadig mere end fire år efter Fukushima-katastrofens begyndelse landets betydelige flåde af atomreaktorer står stille, er umuligt at lave en klimaplan. Det har da også været vanskeligt for det japanske samfund at hæve blikket over den nuværende situation og skue fremad.

Men nu foreligger de japanske INDC – eller rettere der foreligger et første officielt udspil. Men det viser, at en klimamålsætning i Japansk tankegang mere bliver forstået som hvad udviklingen nok mere eller mindre vil blive af sig selv, end som et mål man ud fra en samlet forståelse definerer for derefter at udvikle og gennemføre de nødvendige tiltag. Og det dækker over, at Japan selv før Fukushima-katastrofens udbrud ikke havde nogen klar, sammenhængende, instrumental energiplan – endsige klimaplan.

De japanske INDC er endnu ikke officielt indgivet og forventes først at blive endelig fastlagt forud for G7-mødet i juni. Men det fremlagte indebærer for nuværende en reduktion i 2030 på 25%, hvor der tidligere har cirkuleret rygter om, at man ville ende med blot 20%. Yderligere er der ikke tale om 1990 som udgangspunkt, men 2005, så netto er der tale om endnu mindre reduktioner. Set i forhold til, hvad man med rimelighed kunne forvente af et af verdens rigeste lande, er det pinagtigt uambitiøst, og set i forhold til, at det står stadig mere klart, at vi må lave fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050, er det fuldstændig utilstrækkeligt. Stadig her 17½ år efter vedtagelsen af Kyoto-aftalen i 1997 har Japan endnu ikke fået en egentlig klimalovgivning på plads. Og den nuværende regering er om ikke erklæret klimaskeptisk så tilsyneladende ret så ligeglad. Før Fukushima var Japan på linje med mange af verdens øvrige I-lande er nået til den erkendelse, at det var slut med at bygge nye kulkraftværker. Selvom det ikke var noget forbud, så satte miljøkrav i praksis stopper for nye kulkraftværker. Men i skyggen af Fukushima-katastrofen har Japan (eller rettere Japans energiforsyningsselskaber) påbegyndt opførelsen af en hel stribe af kulkraftværker. I alt 43 projekter er underforberedelse, så Japans kulfyrede kapacitet frem mod 2025 vil stige til 7,26 GW, rundt regnet svarende til 7 mellemstore reaktorer.

Dette er dybt tragisk, for med vedvarende energi ville man langt hurtigere kunne have lukket dette hul i energiforsyningen. DPJ-regeringen, som var ved magten i 2011, fik da også igangsat en feed-in-tarif-lovgivning, som fra 2012 førte til en eksplosion i udbygningen af den vedvarende energi. Og man så i de følgende måneder en kolossal vilje til at bidrage til omstillingen til vedvarende energi i det japanske samfund, virksomheder, institutioner, private, store butikskæder bød ind med et et enormt projektvolumen. Der blev da også sat solceller op, som på en varm solskinsdag, hvor airconditioning-anlæggene får det japanske energiforbrug til at toppe, producerede som fire atomreaktorer. I løbet af det første år blev det demonstreret, at der er i Japan er en kolossal investeringsvilje som mere eller mindre kunne have finansieret den fulde omlægning til vedvarende energi – hvis det var det man ville.

Som man kan se af ovenstående graf, blev der alene i 2013, hvor den nye feed-in-tarif-ordning stadig fungerede nogenlunde uobstrueret, installeret en solcellekapacitet på omkring 7 GW, som på en solvarm eftermiddag, hvor det japanske forbrug på grund af de mange airconditioning-anlæg er størst, svarer produktionen fra 6-7 reaktorer, så det er en meget vigtigt forklaring på, at man ikke mere behøver at pålægge meget snærende spare programmer, men har kunnet klare sig gennem sommeren med frivillig tilbageholdenhed (de første to somre efter Fukushima-katastrofens begyndelse var der pålagt en 20% besparelse i sommertiden for både private og virksomheder). Trods det at forsyningsselskaberne i løbet af 2013 begyndte at træde på bremsen, var presset på at få tilladelse til at opføre nye vedvarende energianlæg massiv, så der i 2014 blev installeret yderligere 9 GW solcelleanlæg.

Den folkelige modvilje mod A-kraften er massiv, og man kan få den fornemmelse, at det at etablere vedvarende energi nærmest opleves som en politisk protesthandling overfor en centraladministration og en håndfuld forsyningsselskaber, som ikke lytter til befolkningens ønsker om et Japan, som hurtigst muligt udfaser sin A-kraft og overgår til vedvarende energi, men lader sig styre af snævre industriinteresser. Så forsyningsselskaberne ser med rette deres monopol alvorligt truet. Ingen vil have deres atomkraft, og med titusindvis af små vedvarende energienheder på vej over alt er deres centralistisk opbyggede forsyningssystems dage talte. Udbygningen med kulkraft er et desperat forsøg på at fastholde det hidtidige monopol og sikre en omsætning i en situation, hvor det går meget langsomt med genstarten af reaktorerne. At det er dybt problematisk for Japans klimaindsats, bekymrer dem mindre end lidt. At de ved i stedet at gå ind som organisator af et nyt intelligent distributionsnet, som kunne håndtere en langt større andel af vedvarende energi end i dag, måske bedre havde kunnet sikre sig en rolle.

Som grafen plus udviklingen i 2014 viser det, er der en kolossal vilje til at investere i den vedvarende energi, og hvis man havde villet det, kunne man have haft en organiseret udbygning af den vedvarende energi, som fuldt ud lukkede hullet efter reaktorerne og inden for en kort årrække gjorde dem overflødige. Og hvis man havde prøvet at lokalisere udbygningen, så den primært satte ind på de lokaliteter, hvor der opstod huller efter udfasningen af reaktorerne, ville man ikke bare have mere af den nødvendige transmissionskapacitet i det allerede eksisterende net, man ville også have en kilde til ny beskæftigelse der hvor A-kraftværkerne standsede (bortset fra at der i dekommissioneringen af Japans aldrende reaktorflåde ligger en kolossal arbejdsopgave forude).

Men ligesom det japanske transmissionssystem har vist sig helt utilstrækkeligt til at håndtere Fukushima-katastrofen – selv hvis der er overskudskapacitet i én del af landet kan den kun i begrænset omfang bruges i andre dele af landet – så kan det ikke bare håndtere en eksplosiv og planløs udbygning med vedvarende energi. Så efter blot et halvt år begyndte forsyningsselskaberne at slå bremserne i og simpelthen nægte at ville modtage energien fra disse anlæg, officielt fordi man ikke kunne, men reelt nok så meget fordi man ikke ville. For den udbygning, som var i gang, ville fuldstændig køre forsyningsselskaberne ud på et sidespor, og sandsynligheden for, at reaktorerne aldrig kom i gang igen blev større, for hver gang der kom en ny GW vedvarende kapacitet op. I stedet for at bidrage til udbygningen af et intelligent distributionsnet, som kan håndtere inputtet fra et stort antal forskellige energikilder, så har man ret systematisk chikaneret udbygningen med vedvarende energi og i stedet iværksat etableringen af kulkraftværker. Det er lykkedes for forsyningsselskaberne ganske effektivt at lukke ned for det, som en kort overgang tegnede til at blive et nyt Energiewende.

Havde man villet det, kunne man allerede nu have haft en udbygning af den vedvarende energi, som fuldt ud lukkede hullet efter reaktorerne. Og hvis man havde prøvet at lokalisere udbygningen, så den primært satte ind på de lokaliteter, hvor der opstod huller efter udfasningen af reaktorerne, ville man ikke bare have mere af den nødvendige transmissionskapacitet, man ville også have en kilde til ny beskæftigelse der hvor A-kraftværkerne standsede (bortset fra at der i dekommissioneringen af Japans aldrende reaktorflåde ligger en kolossal arbejdsopgave forude). Men det japanske samfund har ikke evnet at tænke og handle klart og rationelt, og det har ikke gjort det lettere, at A-kraft- og kullobbyen har en så eminent støtte i den nu siddende premierminister Shinzo Abe. Han – og med ham store dele af det japanske samfund – lever stadig i den vildfarelse, at en udbygning af A-kraften kan gøre det ud for en klimaindsats. Selv hvis Fukushima-katastrofen ikke var sket, ville man i den nuværende situation have måttet sande, at den ensidige satsning på A-kraft måske kunne skære et vist antal procent af CO₂-udledningerne, men at det i en meget snarlig fremtid ville komme til det punkt, hvor der skulle helt andre boller på suppen, hvor man var nødt til at lave den form for strukturel reevaluering af alle funktioner i samfundet, som EU er i gang med, og som USA med Obama har fået taget hul på. Japan har et kolossalt potentiale i at mindske energiforbruget ved energioptimering af sin bygningsmasse, som stort set uisoleret bruger enorme energimængder om vinteren til opvarmning og enorme energimængder om sommeren til køling.

I den nu fremlagte klimaindsats er det interessante ikke så meget, at man har sat reduktionsmålsætningen op fra 20% til 25%, for den burde ligger betydeligt højere, hvis Japan skal løfte sin del af det internationale ansvar for at imødegå klimaudfordringen og holde den globale temperaturstigning under 2°C. De 25% skulle være opstået som et kompromis mellem handels- og industriministeriet, som mente at 20% var ‘rimeligt’, mens miljøministeriet ønskede en 30% reduktion. Yderligere synes de 25% at være regnet i forhold til 2005-udledningerne, så de angivne reduktioner blot svarer til 18%, hvis 1990 bruges som reference. Men selv et reduktionsmål på 25% i forhold til 1990 vil givet i de kommende måneder føre til en massiv international skosen af den manglende japanske klimaambition, og der vil komme et internationalt pres på at øge denne målsætning til 30 eller 40%. Forud for den nuværende regering havde Japan en klimamålsætning på 25% i 2020 set i forhold til 1990 – hvilket var prisværdigt ambitiøst. Problemet var blot, at man aldrig fik udarbejdet nogen sammenhængende plan for, hvordan man ville opnå denne reduktion endsige taget hul på arbejdet – ud over at planlægge flere atomkraftværker. For selv med den planlagte udbygning af A-kraften til at dække 50% af energiforsyningen, som nu er standset og som ovenpå Fukushima-katastrofen realistisk set aldrig vil finde sted i Japan, ville man ikke have nået reduktionsmålet på 25% i 2020.

Det på en måde mere interessante i den nu fremlagte klimamålsætning er at se, at der som forudsætning ligger en ansats til en energiforsyningsplan, hvor man satser på i 2030 at have en energiforsyning, hvor A-kraften dækker 20-22% (dvs. betydeligt mindre end umiddelbart før Fukushima-katastrofen) mens de vedvarende energikilder i 2030 forventes at udgøre 22-24%, hvilket er en betragtelig, men på ingen måde voldsom stigning i forhold til den nuværende andel af vedvarende energi på omkring 10%, og en nærmest søvngængeragtigt langsom fremadskriden i forhold til ikke bare klimaindsatsens påtrængende natur, men også den enorme investeringsvilje, som tarifordningen åbenbarede, men som forsyningsselskaberne foreløbig har fået kvalt.

Der turde være masser af tilskyndelser til at øge andelen af vedvarende energi, for stadigvæk vil Japan med denne energiplan i 2030 få mere end halvdelen af sin energi for fossile kilder, hvoraf stort set alt importeres, 27% fra flydende gas, 26% fra kulkraft og 3% fra petroleum. Her ville en sund klimaplan ikke bare se på, hvordan en større del af disse fossile afbrændinger i løbet af de næste 15 år vil kunne erstattes ikke bare med vedvarende energi, men nok så meget hvordan man kunne reducere det samlede energiforbrug, så den mængde A-kraft og vedvarende energi, man regner med at generere i 2030 ikke tegnede sig for under halvdelen af den samlede energiforsyning, men strakte til størstedelen heraf. En af Japans førende energistrateger, Tetsunari Iida har lavet et scenario for fuld omlægning til vedvarende energi, hvor halvdelen af omlægningen ligger i energibesparelser. Men kombinationen af den nuværende regerings industristyrethed, de nuværende forsyningsselskabers energimonopol og den næsten fraværende tradition for langsigtet overordnet planlægning er Japan meget dårlig rustet til ikke bare at etablere, men også at opfølge sådanne planer.

I de følgende dage vil der givet blive regnet frem og tilbage på de fremlagte tal, og jeg vil forsøge at opdatere, når der foreligger konsekvensberegninger for videreførelsen af den hjemlige japanske A-kraft. Men lur mig, om ikke A-kraft-andelen på 20-22% er sat lige så højt, at det ikke er nok blot at genstarte dem af de nu standsede reaktorer, som bliver fundet sikre, men at der er ‘behov’ for at bygge nye atomkraftværker. For selvom premierminister Abe ved sin tiltrædelse lovede at mindske Japans afhængighed af A-kraften mest muligt, så arbejder han (og den japanske industris lobbyister) efterhånden helt utilsløret på at få så mange reaktorer i gang så hurtigt som muligt, og på at sikre, at der stadig i årene fremover er en indenlandsk efterspørgsel på nye indenlandske atomkraftværker.

Tilbage til Japans klimaindsats må man afrundende sige, at Fukushima-katastrofen punkterede en snævert A-kraftbaseret klimastrategi, som i forvejen var i færd med at støde på grund som værende helt utilstrækkelig, og at det i de mellemliggende fire år har været meget vanskeligt at finde vejen videre. Klimabevidstheden er meget lille, og klimaaspektet fylder meget lidt i energidebatten i forhold til den folkelige frygt for A-kraften og længslen efter en vedvarende energi, man kan leve trygt sammen med. Så med den nuværende regering skal ikke forvente at se Japan som klimaleder, hvilket er en skam, for Japan har en innovationskraft, som fortjente at blive helt anderledes stimuleret i forhold til klima- og bæredygtighedsudfordringen. Men omvendt er der i Japan mindre fornægtelse end i lande som Australien og Canada, og man må forvente, at Japan med sit forestående olympiske værtskab vil se det som en del af sit imagepleje ikke at falde igennem som klima’umulius’. Så Japan burde i det næste halve år være modtagelig for pression – og verdenssamfundet vil gøre sit til at markere, at det ikke bare kan gøres bedre, men skal gøres bedre. For med det nuværende udspil står Japan til i Paris at blive en af de store modtagere af Global Climate Networks tildelinger af “Fossil of the Day Award”.

Update 29.04. – Greenpeace Japan fremlagde i går en analyse af situationen. Den opererer med to scenarier, et med et stort omfang af genstart af eksisterende reaktorer og et med en begrænset omfang. I det begrænsede genstart vil de af de nuværende reaktorer, som stadig er i gang i 2030 kun producere hvad der svarer til 6-8% af Japans samlede el-forbrug. Og Greenpeace konkluderer, at det selv for høj genstarts-scenariet er “unrealistic that Japan will be able to reach 14 percent of its electricity share from nuclear power by 2030. Consequently, there are no prospects of generating the proposed Government target of 20-22 percent or the maximum scenario of 27.30 percent of its electricity from reactor operation. Multiple reactors currently under NRA review will not restart while others will not apply for NRA review; many older reactors that are currently in the 35 year range as of 2015 are unlikely to be operating in 2030; and a number of reactors will not pass the current NRA review, or will fail to secure legal and or political approval for restart.”

Ifølge en leder i Mainichi vil andelen af A-kraft i stikkontakterne ikke nå 15% selv hvis samtlige nu standsede reaktorer kom i gang igen og fik lov til at fungere til de nåede 40 år. “As such, that “20-22 percent” target in the economy ministry energy plan means extending the operational lives of or replacing old reactors, or building new ones. In other words, it is an outright declaration of dependence on nuclear energy. By the same token, the 22-24 percent of the energy mix assigned to renewables is a far, far cry from using green energy to the “greatest degree possible.” Lowballing renewable energy is just one more example of the “reactors first” policy and its broader impact.”

20-22% svarer til tre fjerdedele af atomkraftens andel af elforsyningen umiddelbart før Fukushima-katastrofen i 2011, eller alt efter deres størrelse 30-40 reaktorer i 2030. Og selvom ingen ved, hvor mange af de nu standsede reaktorer, som kommer i gang igen (i starten af 2011 havde Japan i alt 54 kommercielle reaktorer), så kommer sandsynligvis kun mellem en tredjedel og halvdelen af dem i gang igen (Greenpeace oplister i sin analyse problemer med genstart for mere end halvdelen af de 24 reaktorer, som der nu er indgivet ansøgning om genstart for), og en del af disse vil nå udløbsdato før 2030, så løseligt regnet er der tale om at Japans atomenergi hvis denne plan efterleves får ‘plads til’ at opføre en ny reaktor om året, hvor den forudgående regering på baggrund af store folkehøringer lagde en strategi, hvor atomkraften senest i løbet af 2030erne blev udfaset i takt med at reaktorerne nåede skelsår. En sådan strategi ville klimamæssigt og økonomisk set få det optimale ud af hver af dem af de eksisterende reaktorer, som det blev fundet sikkerhedsmæssigt forsvarligt at genstarte, samtidig med at den japanske befolkning kunne se frem til den fulde omlægning til vedvarende energi, som man trods det massive pres for genstart fastholder at man ønsker sig. Men det sker ikke så længe japanske vælgere stemmer så irrationelt.

Bag planen ligger der nogle nye og – synes det – helt urealistiske estimater af de enkelte enrgikilders pris, hvor det er lykkedes igen at gøre A-kraft til den billigste energiform. Mainichi skirver i sin leder derom: “New energy cost calculations released by the government put the lower limit of nuclear energy costs at the cheapest they have ever been. We have to wonder, however, if the costs of implementing new safety measures and accident response funds have been properly reflected in the figures. Not everyone should agree, too, with the government assumption that the frequency of accidents will be halved due to the extra safety measures. We would like to see the government query a far larger range of experts and explain the issue exhaustively to the public to obtain their consent.”

Update 30.04. – Den japanake regering har i dag fremlagt sine reduktionsmål, 26% i 2030 i fohold til 2013, hvilket svarer til en reduktion i forhold til 1990 på blot 18%. Andelen af A-kraft er forudsat at være 20-22%, så set i forhold til, at Japan for få årtier siden var ledende på klimaområdet, er dette en meget stor skuffelse, og man må håbe – og forvente – at der i de kommende måneder vil komme et massivt pres på den japanske regering for at gentænke sine klimamål og genfinde sin klimaabmition inden Japans INDC endeligt fastlægges i begyndelsen af juni.

WRI har nu også analyseret de varslede japanske klimamålsætninger for 2030. En rapport udarbejdet i samarbejdet med IGES, Institute for Global Environmental Strategies, som blev fremlagt i forgårs, fastslår i ét af tre reduktionsscenarier, at Japan selv uden genstart af en eneste reaktor ville kunne præstere en 25% reduktion i 2030 i forhold til 1990, hvis man fik øget andelen af vedvarende energi fra de nuværende 13% til 35% og samtidig præsterede en reduktion af det samlede energiforbrug på 25%. Japan har ud over en skrumpende befolkning et stort effektiviseringspotentiale, som man slet ikke synes at have indregnet.

Verdenssamfundet kunne med rimelighed sige, at et reduktionsscenario i den størrelsesorden uafhængig af genstarter eller ej må være et minimum, og at det i den udstrækning Japan får en del af sine nu standsede reaktorer i gang, ville komme til yderligere reduktioner.

Hvis Japan slipper af sted med den nuværende klimaplan, og det så som det er meget sandsynligt, ender med, at centraladministrationen satser ensidigt på genopbygningen af atomkraften, mens modstanden i befolkningen og på lokalpolitisk niveau var så stor, at man måske kun havde 5-10% atomkraft i 2030, så vil Japan end ikke blive i stand til at leve op til den nu fremlagte klimamålsætning på 18% i 2030 set i forhold til 1990. Lige meget hvoran man vender og drejer det er det total mangel på respekt overfor verdenssamfundet.

Update 01.05. – Den uafhængige London-baserede tænketank E3G har nu også lavet en analyse af den japanske klimapolitik set i lyset af de seneste udmeldinger: Rising Sun, Sinking Influence? Japan’s Self-Marginalisation from Global Climate Politics (pdf). E3Gs rapport er for omfattende at forsøge at referere i sin helhed, men den starter med at fastslå, at de nu fremlagte reduktionsmål for verdens tredjestørste økonomi og femtestørste CO₂-udleder er stærkt skuffende og helt utilstrækkelige – og vil føre til en yderligere isolation af Japan, som ud over at være værtsnation for Kyoto-aftalen for blot et par årtier siden var ledende inden for cleantech-området. E3G påpeger herefter det dybt problematiske i den stadige prioritering af kulkraft. I en situation, hvor de fleste øvrige industrilande er ved helt af fraskrive sig videre udbygning med kul eller allerede har gjort det og G20-landene har vedtaget at ville udfase kulforbruget, vil de mere end 40 kulkraftværker, som Japan nu har under projektering i 2050 producere mere end halvdelen af den mængde CO₂, som Japan til den tid kan tillade sig at udlede (underforstået at disse kvoter var bedre brugt til mere vanskelige omstillingsopgaver i transportsektoren end til simpel stationær afbrænding for elproduktion). Samtidig er det en alvorlig torn i øjet på de globale klimabestræbelser, at Japan finansierer opførelsen af japanskproducerede kulkraftværker i udviklingslande som var det altruistisk klimafinansiering, mens det blot er en slet skjult eksportstøtte til japanske virksomheder, som burde stoppes. For det er en bjørnetjeneste at føre verdens udviklingslande ind i samme fossile blindgyde som I-landene. Japan undskylder sig systematisk med, at mere effektiv afbrænding af kul (end eksisterende anlæg) i sig selv kan have en positiv klimaeffekt. Men “the vast majority of Japanese financing has gone to coal plants that are less efficient than the global average”.

“While Japan’s immediate increased reliance on fossil fuels was understandable, the grace period is now over,” siger E3G i sin pressemeddelelse: “Japan’s decision to build a fleet of new coal power stations, while restricting the growth of renewables and failing to improve efficiency, is putting it more and more out of step with global economic and political trends.”

E3Gs executive summary slutter med at fastslå, at det ikke er for sent at skifte kurs: “Studies show Japan could match or even exceed the emissions reductions targets of the US and EU. A Japan that is more proactive in its climate diplomacy could tip the scales in favor of an international agreement that successfully reduces climate risk, while at the same time helping to ensure Japan’s industries are competitive in the green markets of the future.” Her henvises blandt andet til, Climate Action Network Japan har anbefalet et reduktionsmål for Japan for 2030 på 40-50% i forhold til 1990.

Hisayo Takada fra Greenpeace Japan kalder det af bruge 2013 som basisår for “almost cheating” – hvilket ikke er helt ved siden af, da man blot ved at genstarte de i 2013 standsede reaktorer kan klare mere end halvdelen af sin reduktion og Japan klimaindsatsmæssigt har masser af lavthængende frugter. Snyd eller ej så er det et utilsløret forsøg på at få den mindst mulige indsats til at synes af mest muligt.

Update 02.06. – I dag blev Japans klimamålsætning godkendt af ministerkabinettet, med en 26% reduktion i 2030 set i forhold til 2013 som baseline. En endelige godkendelse vil finde sted efter en høringsrunde. “We know there are various opinions,” sagde miljøminister Mochizuki til jorunalister ved præsentationen i dag: “We will explain our target to other countries to gain their understanding.”

De 26% svarer til blot 18% i forhold til 1990, som i hele forberedelsesarbejdet til en global klimaindsats har været regnet som udgangspunktet. En 18% reduktion over 40 år svarer til, at det vil tage 222 år for Japan at nå en fuld udfasning sine fossile brændstoffer (år 2212) i en situation, hvor IPCCs carbon budget taler om at vi skal have udfaset de fossile brændstoffer senest i 2050. Så det er endog meget vanskeligt at forestille sig, at der vil være forståelse for en sådan mangel på klimaambition. Tværtimod står Japan til solide diplomatiske øretæver i det næste halve års tid.

Selv hvis man accepterer nulpunktet i 2013, svarer den fremlagte 26% reduktion inden 2030 til 1,5% pr år. Dette er markant lavere end USAs fremlagte reduktionskadence på 2,8% og EUs på 2,0 – ikke mindst på baggrund af, at blot genstarten af de nu standsede reaktorer med et slag vil have klaret op imod halvdelen af reduktionen frem mod 2030. Hvis Japan fra skal nå fuld udfasning i 2050 med udgangspunkt i niveauet i dag, så svarer det til en gennemsnitlig reduktion pr. år på 2,9%. Og verdenssamfundet kunne med rimelighed forvente, at Japan i den nuværende situation meldte ud med noget, som mindst fulgte en sådan reduktionskurve selv uden reaktorgenstarter. I den udstrækning, et antal reaktorer kom i gang igen, ville det give yderligere reduktioner.

Sådan ville en visionær klimaindsats, hvor spørgsmålet frem for hvor lidt kan vi snige os igennem med, ville være, hvor meget er det muligt at reducere. Men det ville i den nuværende situation kræve, at premierminister Abe indtænkte en femte pil i sin Abenomics, som indebar en systematisk udvikling af et climate-smart Japan. Det ville have et fantastisk potentiale for de japanske virksomheder, som ville stortrives, hvis de var dele af en fremadrettet udvikling. Nu er premierminister Abe endt som pusher for japansk producerede kul- og atomkraftanlæg.

Update 03.06. – Et netværk af japanske virksomheder etableret i 2009 har i lyset af de japanske INDCs utilstrækkelighed fremlagt forslag til, at den japanske klimamålsætning for 2030 strammes fra de nu fremlagte 26% i forhold til 2013 til 30% i forhold til 1990. Det vil bringe Japan på kurs af en 80% reduktion i 2050. I begrundelsen skriver netværket, hvis mest kendte medlem uden for Japan nok er Fujitsu: “The Japan-CLP considers it is possible for Japan to aim at a more ambitious reduction target while simultaneously preventing the outflow of the nation’s wealth and resources, stimulating the economy, and contributing to the resolution of issues facing Japan. This would be possible if effective measures are sufficiently strengthened and enhanced, for example, by taking advantage of the potential of renewable energy to lead to a revitalization of the local economy, energy savings in households that have multiple benefits such as maintaining the health of the elderly through insulation retrofitting, and energy savings in the business sector which can contribute to office energy efficiency.”

Der er ingen tvivl om, at det for mange af Japans store virksomheder (såvel som for hele den folkelige gejst) ville være et gevaldigt boost, hvis klimaindsatsen blev udvidet til at gælde andet og meget mere end en genudbygning af A-kraften, som i den nuværende situation kun kan føre til yderligere stagnation og infight. Netværkets oplæg kan læses i sin helhed her: Japan Climate Leaders’ Partnership. Policy Paper on the Mid-term GHG Reduction Target of Japan (pdf).

Update 05.06. – I dag var Kofi Annan på baggrund af en ny rapport ude med riven over fire industrialiserede lande, Australien, Canada, Rusland og Japan, som han kaldte ‘free riders’, hvis klimaindsats var langt under lavmålet. “Viewed from Africa, this calls into question their commitment to national and international efforts to reduce poverty and the wider sustainable development agenda enshrined in the post-2015 goals,” sagde han og påpegede, at lande som Etiopien, Rwanda og Kenya – og han kunne også havde inkluderet Marokko – har mere ambitiøse klimamålsætninger end disse lande, som hver især har givet op overfor snævre fossile interesser.

Japans bundskraberpræsentation kommer måske også til udtryk ved, at Japan ved klimaforhandlingerne i Bonn i går modtog hele tre ‘Fossil of the Day Awards’, en for forsøget på at sminke de helt utilstrækkelige INDC, en for at blokere for, at G7 øremærker international finansiering til klimarelaterede aktiviteter, og én for i stor udstrækning at investere i udbygning af kulkraft i tredjeverdenslande. Landet havde også fortjent en fjerde for efter Fuukushima at have 45 kulkraftværker under projektering og opførelse.

Update 06.06. – forud for G7-mødet i Tyskland 08.-09-06. har Greenpeace lavet en lille status over klimaindsatsen i de syv lande, som tilsammen kun har formået at reducere deres udledninger med 1,2% siden 1990. Det dækker over meget stor forskelle, hvor de fire europæiske medlemmer hver især er i gang med betydelige reduktioner, ligger udledningerne i Canada, USA og Japan i dag højere end i 1990.

Greenpeace påpeger det helt urealistiske i, at Japan i 2030 har 22% af sin energi fra A-kraft – det vil simpelthen ikke lykkes i den nuværende situation. Et mere sandsynligt scenario er ifølge Greenpeace, at A-kraften kun udgør 6-8%, og måske blot 1,8%.

Greenpeace foreslår på den baggrund at Japan opgiver at genstarte sine reaktorer, og til gengæld sigter målrettet på at udbygge den vedvarende energi, som i 2030 vil kunne dække 56% af energiforsyningen. Samtidig påpeges vigtigheden af ikke at fokusere snævert på solceller, samt at fjerne forsyningsselskabernes nuværende hindringer for udbygningen med vedvarende energikilder (som der i virksomheder og befolkning er en stor vilje til at bidrage til). Rapporten fastslår samtidig, at Fukushima-krisen lærte Japan at spare på energien. Der synes at være fundet varige besparelser i el-forbruget svarende til produktionen fra 13 atomreaktorer.

Update 11.06. – efter G7-topmødet i Tyskland 8.-9. juni står det klart, at både Japan og Canada har nægtet at indgå nogen form for bindende klimatilsagn i G7s klimastatement og har fået betydelig kritik for deres svigtende klimaindsats på et meget sårbart tidspunkt i forhold til at få lagt den globale klimaindsats i faste rammer. Endda bragte den japanske avis Mainichi i en leder i går et skønmaleri af en omtale af den japanske klimaindsats, som må ligge langt fra hvad der i virkeligheden skete:

“At the G-7 summit, Prime Minister Shinzo Abe explained Japan’s new proposed goal of reducing greenhouse gas emissions by 26 percent from 2013 levels by 2030. Japan is the last G-7 country that has unveiled its goal. Japan’s goal is as high as those set by European and North American countries based on their 2013 levels, and was reportedly appreciated by other G-7 leaders to a certain extent. However, the volume of Japan’s per-capita reductions is less than those by the EU and the rate of annual reductions is smaller than that of the United States.”

Der ligger dog afsluttende en forsigtig kritik, som helt ser bort fra, at Japan ud over at ville reducere langsommere endnu ikke siden 1990 har nået at reducere sine udledninger overhovedet. Lederen slutter med at konstatere, at:

“Still, it is no easy task for Japan to achieve its own goal. The government needs to step up its energy-saving measures and expand the use of renewable energy while gaining understanding from the public. The government should draw up and implement specific measures at an early date.”

Her undsiger lederen sig elegant Abe-regeringens planer om i 2030 at få 20-22% af energien dækket via A-kraft og taler om at reduktionen må komme gennem energibesparelser og vedvarende energi.

Men samtidig kan man i dag i Asahi Shimbun læse, at det vil kræve 35 igangværende reaktorer i 2030 at få dækket 20-22% af energiforsyningen via A-kraft. Så klimaplanen er ikke lavet for at lave den optimale klimaindsats, men som en anden ‘nødvendighed’ for at få genstartet samtlige reaktorer. Hvis landet ville det, kunne man sagtens lukke hullet med hjælp af vedvarende energi og energibesparelser. men nu bliver den proces yderligere forsinket af, at den pronucleare regering skal bruge nogle år på at planlægge nye A-kraftværker med endeløse stridigheder med en befolkning, som ikke ønsker mere A-kraft til følge. Så man risikerer meget vel, at Japan heler ikke lykkes med at opfylde det nu fremlagte reduktionsscenario for 2030, fordi man primært satsede på en A-kraft, som det aldrig lykkedes at få i gang, samtidig med, at man ikke fik lavet de justeringer at forsyningsnettet, som gjorde Japan klar til at håndtere store mængder af vedvarende energi.

Update 12.06. – Japans miljøminister Yoshio Mochizuki har i dag sendt et protestbrev til Økonomi-, handels – og industriministeriet over planerne om at opføre et 1,2 GW kulkraftværk ved Yamaguchi. Det sker med henvisning til, at det kan gøre det svært for Japan at opfylde sine klimaforpligtelser. Der skulle være omkring 45 kulkraftværker under planlægning i Japan, og Japans største miljønetværk Kiko siger, at Japan har planer om at opføre i alt 23 GW kulkraft. Dette er helt absurd i en tid, hvor man har dusinvis af standsede reaktorer og et kolossalt volumen af vedvarende energiprojekter, som venter på tilladelse til at blive etableret.

Ifølge en ny rapport fra NRDC, WWF og Oil Change International er Japan det land i verden, som giver mest i støtte til udviklingslande til at etablere nye kulkraftværker:

“This (coal) funding is being provided by a handful of countries that continue to resist pressure to end this public financing,” said the report authors. “Japan provided the largest amount of coal financing of any country, with over $20 billion of finance from 2007 to 2014. In the OECD, Korea and Germany were the next largest sources of funding for coal. Japan, Korea and Australia are leading the opposition to limits on coal finance in international discussions.”

Yderligere har Japan den næsten absurde frækhed trods højlydte protester at medregne sin finansiering af opførelsen af kulkraftværker i udviklingslande som klimafinansiering. Det burde rettere betegnes som det det er: slet skjult erhvervsstøtte.