Strøtanker om bæredygtighed

Igennem næsten to år førte jeg her på bloggen under overskriften Japan igen på A-kraft næsten daglige optegnelser omkring situationen i Japan i kølvandet på Fukushima-katastrofen. For samtidig med, at situationen var tragisk – en strålingskatastrofe som den ved i Fukushima Daiichi giver chokbølger ud i alle afkroge af det japanske samfund – var der et stærkt element af håb og forventning til, at denne katastrofe ville føre til, at det gennem flere årtier skrantende japanske samfund skiftede spor og lagde kursen ind mod et bæredygtigt ligevægtssamfund drevet af vedvarende energikilder.

Men sådan er det ikke gået, og som det ser ud nu, kommer det heller ikke til at gå sådan, i hvert fald på den korte bane. For der blev ganske rigtigt mobiliseret et stort momentum for forandring – og hvis man spurgte den japanske befolkning, hvad den ønskede, så er det helt klart, at et overvældende flertal ønsker A-kraften afviklet. Størstedelen heraf så endog helst, at man aldrig mere genstartede reaktorerne. Men dels havde man ikke de duelige politiske kræfter, som kunne føre en sådan proces igennem. Dels har industrien og konservatismen og pengeinteresserne i fællesskab fået sat en solid kæp i hjulet for den udvikling. Så her 3½ år efter Fukushima-katastrofens begyndelse er alt på vej tilbage til situationen før.

For de mange, hvis liv stadig leves i evakueringscentre, og de endnu flere, for hvem frygten for den usynlige fare i maden teen, legepladsen er dagligdag, er Fukushima-katastrofen her 3½ år stadig levende, så man kan ikke bare fortrænge Fukushima. Men frem for at gøre det til springbræt til en ny æra kan man gøre det til en lille hændelse, en ubetydelighed, en svag rystelse i business as usual. Og for de kræfter, som ønsker dette ske, er det en lettelse, at det endelig her 3½ år efter tegner til, at de første to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu kommer i gang igen. Efter mange omveje, demonstrationer og knubbede ord er Japan snart igen på A-kraft.

I foråret blev de to reaktorer ved Sendai-værket sat på fast track i NRAs behandling af sikkerheden ved de to reaktorer. På den baggrund er det ikke gået specielt hurtigt, men i september kom NRAs godkendelse af igangsættelsen på baggrund af op imod 40.000 sider dokumentation. Herefter fulgte en høringsfase forud for indhentelsen af den lokale accept af genstarten, som skal gives dels af det lille bysamfund, som er værtskommune for Sendai-værket, dels af Kagoshima Amt, hvor reaktorerne er beliggende. Den amtslige godkendelse kom for et par uger siden, mens den lokale accept kom på plads fredag i denne uge.

Stadig bliver de to reaktorer ikke bare prompte sat i gang, for der er stadig papirarbejde, som skal på plads, og en række (mindre) tekniske udbedringer, som skal være på plads, inden det endelige startskud. Men i princippet er der grønt lys for, at Japan igen er på A-kraft, sandsynligvis fra en gang først i det nye år.

En meget rammende analyse af situationen fra dagens Japan Times.

Hvor den japanske regering med premierminister Abe fra i starten at gå meget på listefødder i dag helt utvetydigt presser på for at få reaktorerne genstarter, så har man på det lokalpolitiske niveau set adskillige miste deres politiske karriere på at medvirke til genstarter. Kagoshimas guvernør Ito meddelte da også beslutningen med præcis så meget tøvende accept af centraladministrationens ønske, at han her i det sydligste Japan, hvor modstanden mod A-kraften har været til at overse, nok skal overleve politisk.

Før 2011 havde Japan 54 reaktorer i gang. NRA har nu 20 af dem til screening – og det er blandt dem man skal regne med at finde de kommende par års genstarter. Hvor mange af de øvrige, som kommer i gang igen, er stadig et åbent spørgsmål. Her er Sendai-reaktorerne klart en prøveballon – og en velvalgt af slagsen. For havde man valgt reaktorer i Kansai-området eller ved det store Kashiwazaki-Kariwa-værk i Niigata, som med syv reaktorer er verdens største, så var det meget mindre givet, at man ville være i stand til at vinde den lokale accept af genstarterne selv hvis man havde NRAs sikkerhedsgodkendelse på plads.

De kommende måneder vil vise, om NRAs godkendelser nu kommer tæt, eller om det (hvilket er mere sandsynligt) tager et halvt års tid eller mere for nye godkendelser at falde i hak. Selv blandt de øvrige 18 i ansøgerfeltet, er der reaktorer, hvor det ikke er givet, at man uden videre kan opnå NRAs godkendelse. Adskillige har problemer med aktive foldelinjer i undergrunden, som kan gøre det principielt umuligt at opnår ret til genstart. Reaktorerne ved Hamaoka-værket ligger direkte over en brudlinje mellem to tektoniske plader, så selvom man her har bygget en mere end 20 m høj tsunami-sikring, hænger godkendelsen her i en tynd tråd, også fordi simuleringer har vist, at det vil tage op imod en uge at evakuere det omkringliggende område, hvis uheldet skulle være ude. Så det er svært lige nu at forestille sig bare halvdelen komme i gang – det tegner nok snarere til en tredjedel af reaktorerne.

Kritikken af genstarten af Sendai-reaktorerne har fokuseret på flere aspekter, fra det meget Sendai-specifikke til det mere overordnede:

De to reaktorer er placeret i et yderst vulkanrigt område. Øen Kyushu har omkring 180 aktive vulkaner, og indimellem er store dele af øen dækket af vulkanske udspyelser. Der findes i de nye sikkerhedsforskrifter overvejelser over, hvordan man vil fjerne brændslet fra værket, hvis et stort udbrud er på vej. Problemet er blot, at det vil tage meget lang tid at gøre, samtidig med at kunsten at varsle vulkanudbrud stadig er i sin første vorden. Så det nøgterne argument for at give tilladelsen er, at risikoen for, at det helt store vulkanudbrud rammer lige Sendai-værket er forsvindende lille – hvilket er et noget problematisk argument, for det troede man også at den var for det som skete i Chernobyl og i Fukushima. NRA har da også været kritiseret for, at man ikke har den tilstrækkelige vulkanske ekspertise i sin stab.

En problematik, som er blevet stadig mere synlig, er, at NRAs godkendelsesproces primært ser på de rent tekniske forhold. Man har kun et helt overfladisk fokus på den virksomhedskultur, som skal opretholde sikkerheden, selvom de måske allervigtigste fejlkilder skal findes her.

Og NRA ser ikke på de organisatoriske forhold i de omliggende samfund, hvis uheldet skulle være ude. Sikkerhedszonen er blevet udvidet til 30 km omkring værkerne, men evakueringsplanerne er stadig overhovedet ikke på plads. Har man busserne, har man vejkapaciteten, hvis de store hovedveje samtidig går tabt ved jordskælv, har man den bemanding som skal til at gøre det nødvendige, og har man den overnatnings- og genhusningskapacitet, som skal til?

Sådanne planer er uhyre vanskelige at forberede, for ingen ved forud, hvordan en strålingskatastrofe udvikler sig. Og man så med Fukushima, at man fordi man ikke brugte den viden, som fandtes om, hvordan strålingsforureningen udbredte sig, rent faktisk kom til at evakuere mennesker til et område, hvor strålingen var højere end der hvor de kom fra.

En anden vifte af argumenter kredser omkring, at det er hasard med befolkningens sikkerhed overhovedet at tænke i genstarter, så længe man ikke er kommet fuldt til bunds i, hvad der gik galt i Fukushima i 2011, dels det rent tekniske og den umiddelbare respons fra Fukushima-værkets ledelse og arbejdere, dels hvordan en sådan slaphed i paraderne kunne opstå. For da uheldet var ude, var der slet ikke de sikkerhedsforanstaltninger på plads, som gjorde, at man kunne have samlet situationen op. Problemet var da den sikkerhedsmyte, at det aldrig ville kunne ske – at risikoen var forsvindende lille – som stod i vejen for at være ordentligt forberedt.

Andre indvendinger går på det ubegavede i, at Japan i den nuværende situation ikke har nogen egentlig håndfast energiplan. Det hænger sammen med den nyere historie, at man havde lagt sig ind på en kurs med en massiv udbygning af A-kraften med planer om inden for relativt få år at komme fra 30% til 50% af den samlede elproduktion fra A-kraft – hvilket overhovedet ikke er politisk gangbart i den nuværende situation. Selv premierminister Abe har måttet love at ville reducere den japanske afhængighed ad A-kraften mest muligt, hvilket han dog synes at efterleve ved ikke bare at presse på for at få så vidt muligt samtlige nu standsede reaktorer i gang igen, men samtidig udbygge A-kraften massivt.

Endelig er der de etiske overvejelser, at det er dybt problematisk at søge denne genoptagelse af A-kraften som energimæssig rygrad, når den japanske befolkning vedholdende markere, at den ønsker A-kraften afviklet. Opbakningen til en udbygning ligger systematisk under 10%.

At strålingen efter Fukushima-katastrofen påfører landskaber og kommende generationer en lang række uønskede mutationer, at det indebærer en global forurening, og at det hvis man fortsætter udbygningen kun er et spørgsmål om tid, før det sker igen, bliver der talt mindre om. Og hvordan hele denne krise energipolitikken griber voldsomt forstyrrende ind i den globale bestræbelse på at dæmme op for den globale opvarmning, fylder til gengæld foruroligende lidt i den japanske diskussion om A-kraften.

Men fakta er, at Japan fra at have en rimeligt ambitiøs klimamålsætning for 2020 post Fukushima lavede en revideret klimaplan for 2020, som set i forhold til 1990 faktisk indebærer en lille stigning i de samlede CO₂-udledninger. Og intet tyder på, at man frem mod Paris vil blive bedre i stand til at melde sit bidrag ud i forhold til verdenssamfundet, endsige taget det lederskab, som kunne være med til at hjælpe Japan videre fra det nuværende dødvande.

Det giver et fingerpeg om den japanske planlægningskultur – som nok mere handler om at beskrive, hvad der alligevel skete, end om at afstikke nogle rammer og mål for en udvikling og så forfølge den. Strategien – den simple at lade markedskræfterne herske nogenlunde uimodsagt i en konfuciansk kultursfære – virkede fra 2. verdenskrig frem til 1980erne, omend udviklingens pris set i bakspejlet blev uhyggeligt høj. Og siden da har det været en stor del af problemet.

Dekommissioneringsarbejdet i Fukushima

Oprensnings- og genopbygningsarbejdet i de forurenede landskaber omkring Fukushima Daiichi-værket går langsomt, langt langsommere end ikke mindst de stadig omkring 160.000 evakuerede kunne ønske sig. Og den snigende vished blandt mange ældre om, at de nok aldrig kommer tilbage, er med til at lægge en ret depressiv grundstemning. Samtidig har mange af de unge og driftige for længst etableret sig andetsteds, så de demografiske problemer Japan i dag har med en stor overvægt af ældre ikke mindst i landdistrikterne, vil vise sig ganske ekstreme, efterhånden som områder bliver frigivet for tilbageflytning.

Ved selve værket må man anerkende, at TEPCO er blevet bedre til at styre nyhedsstrømmen. For der sker givet stadig næsten dagligt småulykker. Man hører blot ikke om dem, for de store nyhedsmedier betragter det efter 3½ år ikke mere som nyheder, og man skal til små vagthunde-blogs for at finde disse endeløse hændelser. Samtidig er fjernelsen af brugte brændselslegemer fra det jordskælvsbeskadigede kølebassin ved reaktor 4, som for 2 år siden blev betragtet som det største risikomoment for at katastrofen kunne eskalere yderligere, netop blevet afsluttet. Der er endnu en lille portion ubrugte brændselslegemer, men de indebærer ikke samme høje risiko, og fjernelsen af dem forventes afsluttet inden nytår, som forudsat i tidsplanen. Til gengæld er der så store problemer med at få ryddet op omkring de tre nedsmeltede reaktorer, at man ikke bare umiddelbart kan gå videre. Så næste skridt i den samlede dekommissionering, som er planlagt at skulle vare 40-50 år, forventes allerede nu 2-3 år forsinket.

Det er også lykkedes at få lukket for nyhedsstrømmen omkring den store frostvæg omkring de fire havarerede reaktorer, og de endeløse spekulationer, om det nu også ville kunne hjælpe noget på den massive grundvandsstrømning ud i havet, som menes hver dag at føre mere end 400 ton strålingsforurenet vand ud i Stillehavet. Den forudgående bypass-operation, hvor man søgte at lede grundvand fra inden for de havarerede reaktorer uden om reaktorerne for dels at mindske grundvansstrømmen i havet, men endnu mere for at mindske indstrømningen i fundamenterne, hvor man stadig hver dag pumper ander 400 ton forurenet grundvand væk, har vist sig ikke at virke, for uanset at man pumpede store vandmængder op og førte dem direkte i havet, så løber der stadig hvert døgn 400 ton vand ind i fundamenterne, hvor det bliver stærkt forurenet, sandsynligvis fordi det har direkte kontakt til nedsmeltede brændselslegemer.

De ALPS-anlæg, som skulle rense dette oppumpede vand, har i praksis vist sig meget vanskelige at få til at fungere. Så her er man ganske langt bagefter. Til gengæld har man udstedt en designudviklingskonkurrence for at få løsninger på fjernelse af tritium, som er den eneste af de 64 radioaktive biotoper, som findes i det strålingsforurenede vand, som ALPS ikke kan rense selv den dag, detr kommer til at køre optimalt. Disse problemer med ALPS og bypass-projektet bliver knapt nok rapporteret i medierne mere, og selv fiskerne er blevet påfaldende stille, selvom de stadig må blive på land. Så der må ligge en massiv indsats fra centraladministrationens side for at få ‘normaliseret’ mediebilledet og kronisk utilfredse købt-truet til tavshed.

Til gengæld slipper der små positive historier ud om, at man nu begynder at åbne den teltoverdækning over reaktor 1, som blev lavet i oktober 2011 et forsøg på foreløbig at holde sammen på stumperne fra den eksploderede reaktorbygning. Foreløbig for at overdænge alt med et limstof, så den radioaktive støvforurening fra oprydningsarbejdet bliver mindst muligt. Menfra starten af marts næste år regner man med at kunne påbegynde det egentlige arbejde med fjerne de mange eksploderede bygningsdele for langsomt at kunne nærme sig selve reaktorkernen med dens indhold af delvist nedsmeltet brændsel.

Update 11.10. – Forud for genstarten af Sendai-værket har værkets ejere ud over tilladelsen fra NRA kunnet ‘nøjes med’ at få lokalt samtykke fra amtet og fra selve værtskommunen, som typisk har størstedelen af sin økonomi bundet op på sit værtskab. Det statslige japanske TV-kanal NHK meddelte i dag, at situationen omkring Hamaoka-værket vil blive langt mere kompliceret. For hvor der tidligere var aftale om, at de fire nærmestliggende lokalsamfund skulle høres, så har yderligere syv kommuner, som ligger inden for den nyetablerede 30 km sikkerhedszone omkring atomkraftværker, stillet krav til værkets ejer om at indgå en aftale om, at de også skal høres og give accept forud for genstarter. Og der er ikke bare tale om én gang for alle. Japanske reaktorer bliver planmæssigt standset en måneds tid én gang om året for sikkerhedseftersyn, hvorefter man i hvert fald indtil nu har skullet have sin lokalpolitiske tilladelse fornyelse.

Kravet er ikke urimeligt, for alle elleve kommuner skal ifølge samme nye regler udarbejde beredskabs- og evakueringsplaner, for hvis uheldet er ude. Men med 11 kommuner i spil kan det politiske spil om genstarterne blive meget speget. For hvor selve værtskommunen – eller som ved Hamaoka de nærmeste fire kommuner – har et betydeligt interessefællesskab i at holde reaktorerne kørende, så finder man i næste lag omkring nogle af de mest A-kraft-kritiske lokalsamfund. For her er er de økonomiske gevinster yderst begrænsede, samtidig med at risikoen for ved strålingsulykker som den ved Fukushima Daiichi at få gjort store landområder ubeboelig er reel. Man må således i den kommende tid forvente lignende krav om at skulle høres – og give godkendelse – omkring langt de fleste reaktorer. Ved Kansai-områdets nordkyst, hvor man langs kysten finder Japans største koncentration af atomkraftværker med 15 reaktorer på rad, har spørgsmålet, om det at reaktorer ligger tæt bør føre til skærpede sikkerhedsvilkår, været konstant fremdraget. Her har ud over værtsamtet Fukui Amt, både Shiga, Kyoto og Osaka Amter insisteret på at skulle involveres i godkendelsen – igen med god grund idet selv en mindre katastrofe end den i Fukushima-området meget let ville kunne risikere at forurene Biwa-søen, som leverer drikkevand til en betydelig del af områdets befolkning.

Så selvom elmanglen er mest udsat her, hvor Kansai op til Fukushima-katastrofen med over 50% havde den højeste andel af A-kraft i Japan, så valgte man et værksom prøveklud i en fjern sydlig provins, hvor A-kraft-modstanden er forsvindende i forhold til de mere tætbefolkede egne.