Strøtanker om bæredygtighed

Til højre normalt udviklet, til venstre strålingsforkrøblet sommerfugl fra landskaberne omkring de nedsmeltede Fukushima-reaktorer.

Her i den forgangne uge har det været 69-års dag for A-bomberne over Hiroshima og Nagasaki – og til forskel fra de seneste tre år har koblingen mellem den ‘fredelige’ og den militære anvendelse af atomkraften i år været næsten fraværende. På den led er A-kraft-industrien så småt ved at få fred fra pressen. Hvor selv banale småproblemer i TEPCOs håndtering af Fukushima-katastrofen og oprydningsarbejdet længe fremkaldte artikler verden over, så bliver tilsyneladende nu selv store problemer med håndteringen af oprydningsarbejdet efterhånden kun små krusninger i verdenspressen.

Selv i blogosfæren er der tegn på udmattelse. Så den japanske industri og regering, som siden premierminister Abe for 1½ år siden kom til magten stadig mere utilsløret har presset på for en hurtig genstart af de nu på fjerde år standsede reaktorer, har fået lidt mere arbejdsro til deres forehavende. Men alligevel går det uendeligt langsomt. Og helt fred får de ikke. I en artikel i dag fra det japanske nyhedsbureau KYODO, som ellers er nøgternheden og soberheden selv, bliver Fukushima-værket præsenteret sådan her: “The poorly protected and maintained Fukushima plant, operated by Tokyo Electric Power Co., was extensively damaged by tsunami spawned by the Great East Japan Earthquake in March 2011 and suffered a blackout after losing its cooling systems.” Dårligt beskyttede og dårligt vedligeholdte … så vi ikke glemmer, at det var en menneskeskabt, og dermed undgåelig katastrofe.

Selvom NRA nu for mere end et år siden fremlagde reglerne for de sikkerhedsgodkendelser, som skulle bringe Japans reaktorer sikkert i gang igen, så mangler vi stadig at se en første genstart. Og med den nuværende hastighed i godkendelsesprocesserne tegner det til, at den definitive aldersgrænse for reaktorer på 40 år bliver en reel faktor, som kommer til at sortere ganske mange reaktorer fra, som fordi de er af ældre årgang vil koste så meget, som skal forrentes på så kort sig, at økonomien ikke hænger sammen. Så jo længere tid der går, jo større er sandsynligheden for, at under halvdelen af de 54 reaktorer, som var i gang før 11. marts 2011, nåede frem til start efter NRAs opdaterede sikkerhedsregler. Og trods Abes og industriens massive pres for genstarter kan det meget vel ende nede omkring en tredjedel.

Sendai-værkets genstart forsinket

I marts blev to reaktorer ved Sendai-værket på det sydligste Kyushu ‘fast-tracked’, for i det mindste at få nogle få klar inden den japanske sommervarme for alvor satte ind sidst i juli. De to reaktorer har fået NRAs godkendelse, men der tilbagestår et stort papirarbejde, så de seneste signaler fra Sendai-værkets ejere går på, at de ikke kommer i gang i år.

Sendai-værket blev ellers valgt fordi der her ville være mindst mulig risiko for, at den efterfølgende lokale godkendelse kørte fast – modstanden mod A-kraften er gennemgående jo mindre, jo længere man kommer fra de store bykoncentrationer omkring Tokyo, Nagoya og Osaka – men selv her synes det langt fra at gå af sig selv.

NRAs godkendelse har været kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at tage højde for de mange vulkaner omkring Sendai-værket. NRA har svaret tilbage, at sandsynligheden var forsvindende, men blot for at understrege, at muligheden foreligger, har en nærliggende vulkan på det seneste lettet på låget – ikke noget stort, men nok til lige at minde alle om, at undergrunden under Kyushu er … vulkansk.

Før Fukushima-katastrofens begyndelse var omkring to tredjedele af den japanske befolkning positivt stemt overfor A-kraften. Men her 3½ år senere ønsker to tredjedele at A-kraften afvikles – heraf langt de fleste at det sker øjeblikkeligt. Så trods det massive pres for genstart er der stadig 60%, som ikke ønsker Sendai-reaktorerne genstartet. Hvor premierminister Abe synes at se stort på dette, så er vælgerafregningen på lokalt niveau mere direkte. Så på lokalt niveau kan det lægge navn til en genstart meget let ende med at koste den politiske karriere.

Noget andet er at evakueringsplanerne for de omgivende kommuner langt fra er på plads. Hvor man har brugt enorme summer på at sikre den rent tekniske opgradering af sikkerheden, så halter det meget mere at få lavet de nødvendige evakueringsplaner.

Før Fukushima undlod man det direkte med henvisning til, at det bare ville forskrække befolkningen unødigt. Og nu, hvor man af dyrekøbt erfaring ved, at det tværtimod er bydende nødvendigt at have velforberedte evakueringsstrategier og -rutiner, står man i den svære situation, at man dermed er nødt til at erkende og levendegøre bevidstheden om, at A-kraften er fejlbarlig. Dette fører til nødvendigheden af at finde en helt anden måde bevidsthedsmæssigt at håndtere A-kraften på. Dette syndefald – at A-kraften aldrig bliver 100% sikker, og at man hvis man vil have den er nødt til at have velfungerende evakuerings- og nødplaner – gør vejen tilbage til, at et flertal i den japanske befolkning ønsker at den japanske energiforsyning fortsat baserer sig på A-kraften som ‘base load’ meget lang og vanskelig.

Og TEPCOs endeløse serier af småfejl i håndteringen af oprydningsarbejdet gør det endnu sværere – for ikke at tale om de seneste bekendelser, at reaktorerne faktisk nedsmeltede langt før hidtil vedgået (de første brændselslegemer begyndte at nedsmelte blot 75 min. efter tsunamien ramte kysten), at noget af det man heroisk gjorde for at hindre katastrofen tværtimod fremmede kernenedsmeltningerne, og at radioaktivt materiale fra eksplosionerne rent faktisk blev spredt langt uden for det i dag evakuerede område. Her efter 3½ år synes TEPCOs pressestrategi nærmest at være, at når der har været stille i medierne nogle uger, kan man lade sådanne historier sive – gerne på tidspunkter, hvor man kan håbe på, at forsidernes store overskrifter er reserveret de stadig eskalerende grænseskærmydsler med kineserne og koreanerne.

Setsuden

Siden starten af juli har der været erklæret super-setsuden – energisparekampagner for at sikre, at forbruget ikke overstiger produktionskapaciteten når alle har airconditioning-anlæggene kørende på fuld kraft. Og noget tyder på, at den japanske befolkning stadig er ganske disciplineret i den retning, for selvom det i år har været en usædvanlig varm sommer, og Japan denne sommer for første gang i et halvt århundrede må klare sig helt uden atomkraft (de foregående to somre var der ekstraordinært genstartet to reaktorer ved Oi-værket, hvilket endte med at koste DPJ-regeringen livet), så har der indtil nu været den nødvendige strøm i kontakterne. Så argumentet om A-kraftens nødvendighed har det sværere end nogensinde.

Feed-in-tarif-lovgivningsproblemer

Da Naoto Kan, som var premierminister  ved Fukushima-katastrofens begyndelse, i august 2011 trådte tilbage, fik han på falderebet vedtaget en feed-in-tarif-ordning, som man havde talt om i mere end ti år uden rigtig at kunne blive enige om – og ikke mindst atomkraft-lobbyen, som sad (og sidder) på den administrative del af industri- og handelsministeriet, var imod den slags pjat. Aftalen blev effektueret i juli 2012, og i de mellemliggende år er der blevet installeret 9,7 GW vedvarende energi, hvoraf langt den overvejende del er solceller. De yder ikke dag og nat, men det japanske el-forbrug er højest når sommersolen brager, så selvom det ikke er noget, som bliver sagt højt, så man har på blot to år fået gang i solcelleanlæg med en kapacitet, når solen står højt på himlen, på 8-10 atomkraftværker. Så det er i høj grad disse solcelleanlæg, som gør, at Japan kan klare sig igennem årets varmeste sommerdage uden black-outs i strømforsyningen.

Men siden juli 2012 er der givet støttetilsagn (og dermed officiel godkendelse) til vedvarende energianlæg med en samlet kapacitet på hele 71 GW – svarende til 50-70 atomkraftværker. Det vidner om, hvor massiv viljen i det japanske samfund til at ændre energiforsyningen er. Når så lille en del af disse projekter er blevet realiseret, hænger det dels sammen med, at mens det er hurtigt at sætte solceller op på taget eller på en ledig grund, så det tager det væsentligt mere tid at forberede en offshore vindmøllefarm eller et geotermisk anlæg, så vi har kun set begyndelsen af den japanske energirevolution. Men en anden vigtig faktor er, at det efter det officielle støttetilsagn er forsyningsselskaberne, som skal give den endelige godkendelse. Og de har vist sig særdeles modvillige, dels fordi deres distributionssystem slet ikke er gearet til at kunne håndtere de store mængder fluktuerende energi fra vedvarende kilder, dels fordi disse forsyningsselskaber nødig vil se deres 50 atomreaktorer står og blive helt overflødige, mens man diskuterer, hvilke sikkerhedsopdateringer, som skal til for kunne tillade genstart.

De første to år med feed-in-tariffen har således gjort det klart, at det japanske forsyningsnet langt fra har den nødvendige kapacitet og struktur til at kunne håndtere en energiforsyning primært fra vedvarende energikilder. Japan har ikke umiddelbart nabolande at udveksle med, som vi stor udstrækning gør det i Danmark. Men Japan er så langstrakt et land, at der sjældent vil være overskyet hele vejen fra nord til syd, og at det altid vil blæse et eller andet sted i det langstrakte rige. Etableringen af en sådan energidistributionsstruktur forudsætter blot en energiplanlægning på nationalt plan, som rent faktisk understøttede den omstilling til vedvarende energi, som befolkningen ønsker. Og til trods for Fukushima-katastrofen er det indtil nu lykkedes for atomkraft-lobbyen at bevare A-kraften som fundament for den japanske energiforsyning. Så selvom der i Japan er en enorm investeringsvilje, når det gælder vedvarende energi – hvilket de 71 GW støttegodkendte projekter er et klart billede af – så har man lige nu ikke det distributionssystem, som kan gøre effektivt brug af 71 GW vedvarende energikilder.

Omvendt har alene den nordligste ø, Hokkaido (dobbelt så stor som Danmark), et potentiale for landbaserede vindmøller svarende til 150 atomkraftværker. Så hvis man havde den rette kombination af lagringsmulighed og energiforsyningsrygrad, så kunne alene Hokkaido stå for en stor del af Japans energiforsyning. Forholdene er ikke så forskellige fra Danmark, så vindmøller opstillet langs kysterne burde tilsvarende kunne blive den billigste energikilde også for Japan.

Abenomics på pinebænken

Noget andet er, at LDP-regeringens økonomiske politik, hvor man aktivt har søgt at stimulere inflationen for at få gang i hjulene i det noget rustne japanske maskineri, betyder, at den i forvejen dyrt betalte fossile energiimport er blevet endnu dyrere. I det hele taget synes premierminister Abes meget hypede økonomiske politik, de såkaldte Abenomics, som er en besynderlig blanding af en Mitt Romneysk trickle down-økonomi, hvor man ved at forgylde de rigeste få mener at gøre det bedste for alle, og en 70er-socialdemokratiske stimulanspolitik, hvor man uden at skele til betalingsbalancer eller andre balancer søger at stimulere og igangsætte sig ud af krisen. Men første trin af en momsforhøjelse tidligere på året synes at have sat et i forvejen skrøbeligt genoplivningsforsøg helt i baglås, og lige nu synes det sandsynligt, at andet trin, hvor fornuftigt det isoleret set kunne være, hvor momsen løftes fra 8 til 10%, bliver aflyst. For dels er momsforhøjelsen meget upopulær i befolkningen, dels synes den at kunne kuldsejle Abenomics-projektet (som i mine øjne har været en katastrofe fra dag ét) definitivt. Og spørgsmålet er, om Abe kan overleve dette rent politisk. For når man for 1½ år siden stemte LDP til magten til trods for, at man var klar over at LDP ville prøve at få presset atomreaktorerne i gang, så var det fordi man havde en forventning til, at de i det mindste havde bedre styr på forretningen Japan end de uerfarne opkomlinge fra DPJ-regeringen, som dels havde lovet og lovet uden at have taget det sendrægtige japanske embedsværk i ed, dels kort inde i regeringsperioden rendte ind i en Fukushima-katastrofe, som ville have standset det visionære arbejde for de fleste regeringer.

Oprydningsarbejdet ved Fukushima

Siden foråret har man forsøgt at fryse nogle underjordiske vandskakte, som sandsynligvis er nogle af de vigtigste overførere af stærkt radioaktivt forurenet grundvand fra kældrene under de kernenedsmeltede reaktorer til havet. Sidst forsøgte man sig med yderligere 50 ton tøris, men lige meget hvad man har prøvet, har det tilsyneladende ikke kunnet lade sig gøre. Og i dag forlyder det, at NRA er indstillet på at TEPCO indstiller forsøgene.

Det er ikke det store frostmursprojekt, som der er tale om, men et lille afgrænset projekt, som indimellem har været fremlagt som et testprojekt. Og selvom det ligger i sagens natur, at det er lettere at fryse den massive jord end en kanal, hvor vandet løbende strømmer igennem (og dermed den tilførte kulde synes at blive transporteret bort hurtigere end man kan tilføre den), så tyder det ikke godt for det store projekt. For det man har opgivet er faktisk en del af det samlede projekt. For at den store frostmur skal lykkes, må det også lykkes at fryse de mange kanaler, som gennemskærer frostmuren.

Fukushima-katastrofens naturødelæggelser

Indimellem bliver de mennesketomme arealer omkring Fukushima-værket beskrevet som et naturreservat, hvor naturen får lov at gå sin gang. Men en række nye undersøgelser indikerer, at strålingsskaderne er ganske omfattende.

Timothy Mousseau fra The Chernobyl + Fukushima Research Initiative (CFRI) ved University of South Carolina skriver: “Key results published in 2013-14 include the discovery of tumors, cataracts and damaged sperm in birds from high radiation areas of Chernobyl, and impacts on biodiversity in Fukushima. Exciting new results include the discovery that some species of birds may have developed resistance to the effects of radiation through changes in the allocation of antioxidants, although many birds are sterile in areas of high contamination. Also, we have recently discovered effects on neurological development in small mammals in both Chernobyl and Fukushima.”

Timothy beskriver herefter en lang række af de effekter, strålingen har haft på naturen omkring de forulykkede reaktorer og slutter med at konkludere, at: “In sum, these findings clearly demonstrate landscape-scale individual, population and ecosystem consequences of these nuclear disasters, with many examples of developmental abnormalities and deformities that likely contribute to the depressed abundances and biodiversity seen in radioactive parts of the Chernobyl and Fukushima regions. These findings contrast starkly with the optimistic unsupported claims made by the UN’s Chernobyl Forum and UNSCEAR committees. Continued study will be required to determine not only the time-course for population and community adaptation to this perturbation, but also if and when these regions will ever again be suitable for human habitation.”¹

Timothy Mousseau: Abnormalities, Deformities, and Resilience: New Research on Radiation and Wildlife in Chernobyl and Fukushima, Finding the Missing Link 10.07.2014.