Strøtanker om bæredygtighed

Demonstration mod genstart af Sendai-reaktorerne på Kyushu i juni.

Så kom dagen, hvor NRA kunne sige god for genstarten af to reaktorer ved Sendai-værket på det sydvestligste Kyushu. De to reaktorer biver ikke genstartet øjeblikkeligt, tværtimod vil der i den kommende måned være offentlige høringer i lokalområdet. Ud over NRAs godkendelse forudsætter en genstart også formel accept fra det lokalpolitiske niveau, dels fra Kagoshima Amt, dels fra de kommuner, som ligger inden for 30 km afstand fra Sendai-værket. Mange andre steder i Japan ville dette indebære næsten uoverstigelige problemer, fordi ikke bare den folkelige modstand er massiv, men nok så meget modstanden er manifest i det lokalpolitiske system, men her på Kyushu er modstanden langt mere spredt og den lokalpolitiske accept bliver taget som noget nogenlunde givet. Var de første reaktorgenstarter strandet på lokal modvilje, som det meget vel kan ske flere andre steder i Japan, så havde det måske standset genstartsprocessen før den overhovedet kom i gang. Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at man som de første har valgt to reaktorer her langt fra de største bykoncentrationer, selvom det nøgternt set ville have givet langt mere mening at få styrket energiforsyningen i Kansai-området, hvor A-kraften forud for Fukushima-katastrofen stod for halvdelen af energiforsyningen og fraværet af A-kraft derfor har været et langt større problem.

1. juli var det et år siden, at NRAs nye regelsæt for reaktorsikkerhed blev søsat, og den gang var der stadig en fornemmelse af, at de første reaktorer kunne være i gang inden årets udgang. Nu kommer de to reaktorer ved Sendai-værket sandynligvis i gang i løbet af efteråret. Måske det lykkes at få yderliger en eller to reaktorer klar til start inden årets udgang, men med de sagsbehandlingstider, vi har set, kan det meget vel vise sig, at det kun var Sendai-reaktorerne, som kom i gang i år.

For processen har vist sig særdeles langsommelig. Mange har kritiseret NRA for langsommelighed, og centraladministrationen, som stadig mere utvetydigt klemmer på for genstarter, har været lige ved at lave utidig indblanding, men har endda begrænset det til at en af de nyudnævnte kommissærer til NRAs ledelse er en klart pro-nuclear skikkelse, som har fået betydelige midler til sin forskning fra de energiselskaber, som ejer atomkraftværkerne. Han hævder selv, at det ikke har nogen betydning, men det at man udskifter en atomkraft-skeptisk kommissær, som har formået at stille nogle særdeles relevante spørgsmålstegn ved den hidtidige sikringsniveau i forhold til den stadige jordskælvsrisiko, med en mand, fra den nuclear village, hvis gensidige beskyttelse og bekræftelse af at intet kunne gå galt er den direkte grund til, at tingene kunne gå så galt som de gjorde, er dybt problematisk og vil være stærkt svækkende overfor NRAs egentlige mål, at sikre, at den japanske befolkning genvinder sin tillid til A-kraften.

Længe var NRA blot tavs overfor kritikken af den langsommelige sagsbehandling. Men gradvist har man stadig mere utvetydigt markeret, at når det går så langsomt, som det gør, så hænger det først og fremmest sammen med, at det indleverede materiale er aldeles utilstrækkeligt, og at forsyningsselskaberne ikke har taget processen omkring sikkerhedsgodkendelsen seriøst, hvorfor arbejdet igen og igen er blevet forsinket. Men nu er de første to reaktorer meldt klar, og en snart 3½ år lang proces omkring hvordan man fremover skal håndtere sikkerheden omkring landets mange standsede reaktorer, begynder endelig at nærme sig en konkretisering.

Ud over de to Sendai-reaktorer er ansøgerfeltet ved NRA er efterhånden oppe på 17 reaktorer, hvoraf sagsbehandlingen er indledt for de 12. Ansøgerfeltet omfatter nu ikke bare, hvad man kunne forvente var ‘sikre’ genstarter, men indtil flere reaktorer, hvor der er stor sandsynlighed for, at NRA ender med at måtte sige, at det ikke kan komme på tale på grund af undergrundens konstitution, eller at de nødvendige opgraderinger for de ganske mange ældre reaktorer ender med at blive så bekostelige, at de ikke kan tjene sig hjem på den forventede resterende driftstid.

De to Sendai-reaktorer er begge af nyere design, og de nødvendige teknologiske sikkerhedsopdateringer har været begrænsede. Men i det nuværende ansøgerfelt er der tilsvarende ældre reaktortyper som dem som havarerede på stribe ved Fukushima-værket for tre år siden. Ligeledes er der ansøgninger for to reaktorer ved Hamaoka-værket, hvor man dels må sande, at man jordskælvsmæssigt nok nærmest har placeret reaktorerne så dårligt, som man overhovedet kan, dels har måttet indse, at evakueringen af den udvidede 30 km sikkerhedszone i den situation, hvor det overordnede vejnet er beskadiget af jordskælv, vil kunne tage op imod en uge. Endda bygger man på livet løs tsunami-sikringer foran reaktorerne, selvom det nok havde været bedre at afvente, om det nogensiden bliver aktuelt at genstarte.

Ingen tør i den nuværende situation sætte præcise bud på, hvor mange af de 54 reaktorer, som Japan havde i gang før Fukshima-katastrofens begyndelse, som kommer i gang igen. Det står klart, at de seks reaktorer ved Fukushima Daiichi aldrig bliver genstartet. Ligeledes ser det ud som om at det nærliggende Fukushima Daini med dets fire reaktorer heller ikke kommer i gang igen – dels på grund af Fukushima Amts intense ønske om at blive et område drevet af vedvarende energi, dels fordi strålingsforureningen fra den havarerede storebror mange år frem vil være betydelig på stedet. Men kvalificerede skøn siger, at af de 48 tilbageværende reaktorer komme omkring en tredjedel med stor sandsynlighed i gang igen, mens en anden tredjedel med lige så stor sandsynlighed ikke kommer i gang igen. Den midterste tredjedel er dér, hvor grænserne for hvad der kan accepteres, hvad der kan vindes politisk opbakning til, og hvad der kan betale sig skal afklares – og vil blive afklaret i nogle meget langtrukne processer, som peger langt ud over den nuværende Abe-regerings meget pro-nucleare klima. Så på bare lidt længer esigt kan man forestille sig, at det poltiske beslutningsklima mere direkte afspejler, at omkring 70% af befolkningen helst så A-kraften afviklet.

En af svaghederne ved NRAs godkendelsesprocedure er, at den nok er alt for præcist bundet op på den enkelte reaktors tekniske egenskaber, og alt for lidt ser på den sammenhæng, reaktoren indgår i. Således er der ikke nogen evaluering af sikkerhedsforholdene i de forstørrede sikkerhedszoner, hvor et ganske stort antal små lokalsamfund er overladt til på egen hånd at etablere de nødvendige evakueringsplaner – hvilket de kun i meget lille grad er klædt på til at kunne. Og det forlyder nu, at langt fra alle hospitaler i evakueringszonerne har udarbejdet planer, for deres rolle ved atomkraftulykker – og dermed et meget vigtigt led i en hvilken som helst evakueringsplan. For selvom ingen kender ansigtet på den næste japanske reaktorudlykke, så er der rimelig stor chance for, at den har med en kombination af jordskælv, tsunami og vulkanudbrud at gøre – og således at al den infrastruktur, som normalt ville gøre evakuering til en leg, kan være vanskeliggjort af, at broer og hovedveje er ufarbare, kørestrømmen til toglinjer er brudt, og dele af året kan der oven i være regnfald af en voldsomhed, vi ikke kender fra danske breddegrader, eller alt kan være lammet af dyb tung sne. Så NRAs sikkerhedsgodkendelse når langt fra hele kompasset rundt.

Der er da også fremkommet massiv kritik af evakueringsplanerne for Sendai-reaktorerne. For i deres nuværende form giver de ikke mange detaljer om, hvordan de mange, som ikke kan klare sig selv – ældre, handikappede, indlagte osv – skal evakueres. Og med 39 potentielt aktive vulkaner inden for 160 km afstand har kritikken ikke mindst fokuseret på, at NRA ikke i tilstrækkelig grad har taget højde for konsekvenserne af vulkanudbrud. Faktisk ligger værket ved foden af en vulkan og den eneste kørevej dertil ville under særlige forhold kunne afskæres af en lavastrøm.

Her er det ikke noget svar, at risikoen for vulkanudbrud er lille. Vi så med Fukushima-katastrofen at noget, som man betragtede som usandsynligt, rent faktisk skete. Og det kan undre, at NRA efter mere end 100 timers evalueringsmøder om Sendai-værket tilsyneladende ikke har haft en eneste vulkansk ekspert indkaldt. Det ligner en invitation til problemer i den videre proces med at vinde accept på lokalpolitisk niveau.

Med evakueringsplanerne er der i det mindste nogen til at søge at få dem på plads, og et civilsamfund til at presse på, for at de bliver udarbejdede. Men et andet område, som virker helt utilstrækkeligt håndteret i Japans forsøg på at etablere, hvad man har forsøgt at kalde verdens skrappeste sikkerhedsforskrifter for atomkraftværker, er hele det virksomhedskulturmæssige kompleks. Der kører nogle få konsulentkampagner ved værkerne, men hvordan får NRA forsyningsselskaberne til at tage sikkerheden alvorligt dertil, at alle niveauer i værkernes organisation bidrager konstruktivt? I situationen med Fukushima-katastrofen, så var den forudset som en mulighed adskillige år inden, og ham som forudså det, var i mellemtiden avanceret til daglig leder af driften. Endda tog man ikke konsekvensen, fordi … det var bekosteligt og man ikke ville forskrække nogen med for megen spekulation i, hvor galt det kunne gå, hvis det for alvor gik galt. Så dels havde man ikke forebygget, at det kunne ske. Dels var man end ikke forberedt på, at der ikke bare var strøm på nødkøleanlæggene. Derfor var det er ikke helt forkert som en af lederne af en stor undersøgelse af situationen udtrykte det, at Fukushima-katastrofen var “Made in Japan” – at det ikke først og fremmest var følge af en naturkatastrofe, men var en systemfejl i en stor organisations evne til at håndtere et kendt risikobillede forsvarligt.

Dette forhold ændrer NRAs sikkerhedsgodkendelse ikke ret meget ved.

Asahi Shimbun påviser i en leder 18. juni, at selvom man har udvidet evakueringszonerne fra en 10 km radius til en 30 km radius, så betyder det ikke, at bare man er uden for, så er man i sikkerhed. Hyogo Amt har tværtimod lavet beregninger af, hvad der ville ske, hvis der ved Oi-værket eller Takahama-værket, som begge ligger mindst 40 km fra det nærmeste hjørne af Hyogo Amt, blev udst for en nedsmeltningskatastrofe tilsvarende den ved Fukushima Daiichi. Da ville der ved bestemte vindforhold være risiko for at strålingsniveauet nåede over 50 millisievert (den grænse, hvor det anbefales at tage iod-tabletter for at beskytte mod stråling) helt til Awaji-shima, 150 km fra reaktorerne. Og dermed, at hele det kompleks af byer, Kobe-Osaka-Kyoto-Nara, som næst efter Tokyo-området udgør den største japanske befolkningskoncentration, vil kunne risikere at være direkte involveret i evakuerings- og beskyttelsesforanstaltninger. Derfor er det ikke grebet ud af den blå luft da en retskendelse for nylig gav alle inden for en radius på 250 km ret til at rejse sager om sikkerhed overfor et atomkraftværk.

Ved Fukushima var man så ‘heldig’, at størstedelen af radioaktiviteten blæste udover havet. Men ved én af eksplosionerne var vindretningen nordvestlig, ind over land, og den zone, som er strålingsmæssigt så hårdt ramt, at det vil tage mange år, før man kan gøre sig håb om at vende tilbage, strækker sig 40-50 km mod nordvest. Der er derfor et ganske massivt pres fra bysamfund, som ligger også lidt længere væk, om at få noget at skulle have sagt. Og forsyningsselskaberne, som tidligere har kunne nøjes med at forgylde de nærmeste lokalsamfund, kommer til at se en fremtid i øjnene, hvor der er mange flere, som skal høres og ‘pleases’ for at vinde accept af at drive atomkraftværker. Hvis de alle skulle have lige så mange frønsegoder som de direkte værtssamfund, så ville atomkraften blive ubetaleligt dyr. Og hvis alle disse potentielt involverede samfund skal have et ord med, når der skal accepteres genstart osv.. så bliver det næsten umuligt at vinde accept til overhovedet at genstarte. Så der forestår en gevaldig afklaring af, hvem som skal høres hvor meget forud for den lokale accept at genstarterne. Og for en stor del af reaktorerne er denne accept alt andet end givet selv his de har opnået NRAs teknisk betonede sikkerhedsgodkendelse. Så reaktor-genstarterne har endog meget lange udsigter.

Her i weekenden var der guvernørvalg i Shiga Amt, hvor en af de mere artikulerede A-kraft-modstandere, Yukiko Kada havde meddelt, at hun ikke ville genopstille en tredje gang. Her har den siddende LDP-regeringskandidat lidt et ganske alvorligt nederlag til Taizo Mikazuki, en uafhængig kandidat (tidligere DPJ), som dels har markeret sig mod LDP-regeringens nuværende pressen på for at styrke Japans ret til at deltage militært i krigshandlinger rundt omkring i verden (collective self defense), som lige som A-kraften er uønsket i den brede befolkning, dels har lovet at fortsætte Kadas antiatomkraft-linje. Shiga er hjemsted for Biwa-søen, som leverer drikkevand til mange milliner af mennekser i Kansai-området, og selvom der ikke er nogen atomreaktorer i Shiga, så ligger alle 13 reaktorer i Fukui tæt på Shiga, så Mikazuki har forpligtet sig til at arbejde for, at der ikke bliver genstartet reaktorer i Fukui uden at Shiga bliver hørt.

Mikazukis valgsejr er interessant, fordi den folkelige holdning mod A-kraften og mod Abes forsøg på at vriste ud af den pacifistiske konstitution, som blev resultatet af 2. verdenskrig, for første gang har manifesteret sig som en politisk flertal mod Abe. Når samtidig Abes økonomiske politik (de såkaldte Abenomics) tegner til at blive en begrænset succes, så kan dette meget vel indvarsle begyndelsen til enden.

Fukushima Daiichi update

Fjernelsen af brændselslegemer fra de delvist beskadigede kølebassin ved reaktor 3, som længe blev betragtet som den største risikofaktor – her kunne et stort jordskælv i værst tænkelige situation skabe en endnu større strålingskatastrofe end den, som udløstes i marts 2011 – går tilsyneladende planmæssigt. Sidst jeg så en opgørelse havde man fjernet mere end 1.100 af de godt 1.500 brændselslegemer.

Der har nok været lidt færre fejl i den daglige håndtering af oprydningsarbejdet – eller rettere har medierne i de seneste par måneder haft en afmatning i interessen for at rapportere om TEPCOs håndtering af oprydningsarbejdet, for inden for de seneste par uger har kølingen ved to af reaktorerne været gået i stå. I begge tilfælde er det dog lykkedes at få reetableret kølingen i god tid inden temperaturen nåede problematiske højder. Men det, at det overhovedet kan ske, vidner om, at situationen langt fra er stabil. Og det at det knapt når frem til medierne vidner om, at det ikke mere er nogen nyhed, at TEPCOs håndtering af oprydningsarbejdet sker med mange og indimellem graverende fejl. Igen og igen bliver TEPCO indhentet af den besværlige cocktail af, at man i den første hektiske tid fik lavet nogle meget intermistiske løsninger, og at man står med en rigtig dårlig organisation af det daglige arbejde, hvor der igen og igen sker dumme fejl og misforståelser, som aldrig burde være sket.

I maj fik TEPCO endelig efter mere end et års forhandlinger accept fra kystfiskerne til at lave en form for bypass-operation, hvor man pumper grundvand op inden for de havarerede reaktorer for om muligt af denne vej at mindske de store mængder af grundvand, som hver dag strømmer ind i reaktorerne. Vandet bliver stadig ikke lukket direkte ud, men bliver , at dette vand blev lukket ud i Stillehavet, og man har ikke gjort det direkte ud i Stillehavet, men først opbevaret i tanke, for at man kan checke, at strålingsniveauet er tilstrækkeligt lavt, inden det bliver lukket ud. Men stadig efter mere end en måned har det stadig ikke mindsket mængden af indstrømmende vand i de havarerede reaktorer – her må man stadig hver dag pumpe mer end 400 ton vand ud. Det viser dels hvor vanskelig en opgave, TEPCO står overfor (og hvor vanvittigt det i sin tid var at grave reaktorerne ned i den eksisterende kystskrænt), dels hvor lidt vi ved om, hvordan vand strømmer i de øverste jordlag.

Derfor står TEPCO igen overfor at måtte etablere flere vandtanke på området, for der er stadig alvorlige problemer med at få de ALPS vandrensningsanlæg (ALPS), som kan rense de efterhånden enorme mængder af radioaktivt vand, til at køre stabilt.

Det har ad flere gange i de seneste uger heddet sig, at det store frostmursprojekt ikke tegnede for godt. Men det er i virkeligheden et andet projekt, hvor man med en tilsvarende teknologi har forsøgt at fryse en prop i en underjordisk kanal for at kunne pumpe vandet deri op. Men her er det af stadig uransagelige grunde endnu ikke lykkedes at etablere den ønskede permafrost. Så nu er der kun at håbe på, at det går bedre med den store frostmur – hvilket man med rimelighed kan forvente, da der er tale om en velkendt og ofte afprøvet teknologi i forbindelse med tunnellboringer i meget blød bund, hvor man med fordel kan bundfryse meget bløde passager, indtil man har fået foret med tunnelrøret. De første kølelegemer er ved at blive boret ned, og om alt går efter palnerne, så er man nået alle 1½ km rundt om reaktorerne en gang til marts næste år. Men teknologien har aldrig før været anvendt i den skala, så der bliver igen og igen udtrykt skepsis overfor projektet.

Senest er det kommet frem, at støv fra oprydningsarbejdet har bredt sig med vinden og formået at forurene rishøsten på marker mere end 20 km fra Fukushima Daiichi. Så vanskelighederne er lang fra ovre. Og selvom det er en officiel hemmelighed, så synes det at stå stadig mere klart, at den samlede radioaktive forurening efter Fukushima overgår den samlede radioaktive forurening efter Chernobyl. Hvis det skal ende med at vise sig, at de menneskelige omkostninger efter Fukushima endda var mindre end ved Chernobyl, så må det dels tilskrives, at Japan var ‘heldig’ med , at store dele af radioaktiviteten bevægede sig ud over havet, dels at man har formået mere systematisk ar beskytte befolkningen både gennem evakuering og gennem ganske skrappe grænseværdier for fødevarer.

Det lavradioaktive affald

Efter lange forsøg på at vinde accept har de samfund som har været udset til at skulle huse de store mængder lavradioaktivt affald fra dekontamineringsarbejdet midlertidigt igen sagt fra. Ingen synes tilsyneladende interesseret i at være nabo til bjerge af strålingsforurenet materiale. Ingen har tillid til, at det radioaktive materiale bliver flyttet igen efter 30 år, som det ellers er forudsat. Og ingen ved præcist, hvor meget staten er villig til at kompensere for at kunne placere de midlertidige lagre på i alt 16 km². De to steder, man var endt på, i Futaba og Okuma, ligger begge i det område, som er hårdest ramt af strålingsforureningen, så ingen ved endnu, hvor lang tid der går, før der er ryddet så meget op, at der er klar til at rykke tilbage – er det 5, 10, 20, 25 år? Og vil de radioaktive lagre forsinke tilbageflytningen og gøre den endnu mindre attraktiv?

Den japanske miljøøminister Nobuteru Ishihara kom midt i juni til at sige, at penge kan løse alt, og at hvor disse lagre kom til at ligge udelukkende afhang af, hvor meget staten ville betale – hvilket nøgternt set er en ret kynisk betragtning, som da også vakte så stor harme i Fukushima-området, at han i al hast måtte indkalde til en pressekonference og forklare, at bla bla bla man ikke ville kunne gøre lagrene forklarlige for lokalbefolkningen, og ikke kunne fastlægge den økonomiske kompensation, før de lokale styrer havde accepteret planerne (hvilket er ret besynderligt, at man skal acceptere en handel uden at vide, hvad man får til gengæld for at afgive 16 km² land).

Men det vil Ishihara nok komme til at vente længe på, for det kan meget vel vise sig at være lokalpolitisk selvmord at sige ja til en sådan aftale. Så her mere end tre år efter Fukushima-katastrofens begyndelse har man ikke løst den begrænsede opgave at afklare lagringen af de store mængder lavradioaktivt materiale fra dekontamineringsarbejdet i et område på størrelse med Fyn. Dette er måske ikke så mærkeligt set i lyset af, at man stadig her mere end et halvt århundrede efter den første japanske reaktor blev taget i brug endnu ikke har afklaret, hvordan man vil lagre og håndtere det stærkt radioaktive affald. Ingen synes at ville kendes ved lorten.

Imens snegler dekommissioneringsarbejdet sig fremad, de tidsplaner, som blev lagt for et par år siden, holder på ingen måde. Og selv de steder i udkanten af de forurenede landskaber, hvor man er lykkedes med at rense op, så man er tilbage under de grænseværdier, man har etableret, så er der en kolossal modvilje mod at flytte tilbage, og der har vist sig et stort pres på at udsætte tilbageflytningen, samtidig med at TEPCO og centraladministrationen presser på for at få færdigmeldt, for med tilbageflytningen letter det kolossale forsørgerpres.

Det bliver alt sammen ikke lettere af, at der er stor mangel på arbejdskraft i byggebranchen, at mange af de genopbygningsprojekter, som sendes i licitation, må opgives eller udsættes, fordi der ikke er nogen, som byder ind på at udføre dem.