Strøtanker om bæredygtighed

Det er nu to måneder siden jeg ophørte med de næsten daglige optegnelser omkring Fukushima-katastrofens udfoldelse i det japanske samfund, samlet i månedlige indlæg: Japan igen på A-kraft. Så jeg tænkte, at det var på tide med et lille rids af situationen.

Måske der er noget sundt ved på den måde at træde lidt mere på afstand, for hvor situationen i dag for dag-perspektiv let bliver fyldt med alle de små hovsaer og småkonflikter, så tegner der sig, set i et bare lidt længere tidsperspektiv et klart billede af, at situationen ved Fukushima Daiichi langsomt men sikkert stabiliseres, og der er håb om, at den konstante blødning af betydelige mængder af radioaktivitet, som har stået på i mere end tre år nu, inden for det næste år til halvandet vil kunne reduceres markant. Men stadig er man ikke kommet ret meget nærmere, hvor løsdelene fra de nedsmeltede reaktorkerner rent faktisk befinder sig.

Der har i de seneste to måneder været en fase med medieudmattelse, hvor selv engelsksprogede japanske aviser som Mainichi, Japan Times og Asahi Shimbun, som ellers i mere end tre år har fulgt udviklingen tæt, har haft perioder med op til flere dage i træk, hvor A-kraft-spørgsmålet slet ikke blev nævnt. Til dels fordi der ikke var så meget nyt at nævne, men også i høj grad fordi en række andre politiske sager har fyldt meget, først og fremmest premierminister Abes ønske om at ændre konstitutionen, så Japans militære rådighedsrum bliver større end i den nuværende pascifistiske post 2. verdenskrigsprægede konstitution. Men nu er Asahi Shimbun tilbage med endnu en runde af sin Prometheus Trap-serie, og kombinationen af afgørelsen om Oi-værket og igangsættelsen af den store frostmur har igen gjort situationen omkring Fukushima til dagligt avisstof.

Abe-regeringen har også barslet med en ny udgave af energiplanen, som var tæt på at sprænge regeringen, da den omend meget indirekte udtrykker industriens ønske om at få flest mulige reaktorer i gang hurtigst muligt – hvilket er i modstrid med synspunkterne for en betydelig fraktion inden for regeringspartiet samt koalitionspartneren Komeito. Så hvor den foregående regering efter store folkehøringer endte med en energiplan, hvor A-kraften senest i løbet af 2030erne skulle udfases helt, så er A-kraften i den nye plan lusket ind i varmen igen gennem at være defineret som en vigtig base load energikilde, og der står nu blot lidt forblommet, at Japan skal gøre sig mest mulig uafhængig af A-kraft. Men hele planen er så floffy i sin formulering og så eklatant manglende tal og proportioner, at det er uklart, om dette skal opnås gennem energibesparelser og satsninger på vedvarende energi, eller gennem genstarten så mange reaktorer, at man ikke er afhængig af, om en enkelt reaktor skulle komme i vanskeligheder. Nøgternt sent synes Abe-administrationen at presse massivt på for at komme ud af afhængigheden gennem en sådan rigelighed. Men det foregår forsøgsvist meget diskret, for der er stadig en endog meget stærk modstand mod A-kraften i den japanske befolkning.

Det er nok en af de vigtigste grunde til, at det går så langsomt, som det går med genstarterne – det kræver et vist politisk mod at være med til at sige ja til genstarterne, så alt bliver vendt og drejet forud. På et tidspunkt tegnede det til, at der (fra forsyningsselskabernes perspektiv) i bedste fald kunne komme op til 10-12 reaktorer i gang i løbet af i år. Men foreløbig er det ikke lykkedes at få en eneste klar til start, og forløbet her de seneste måneder tegner snarere til at tyder det nærmere til at det maksimalt lykkes at få 4-5 reaktorer inden udgangen af året. Måske nogen har håbet på, at når først der gik hul på genstarterne, så kom de i en lind strøm. Men lige nu tegner det til at gå så langsomt, at modstanden er maksimal for hver enkelt.

Bypass-operation for grundvandet ved Fukushima Daiichi

På selve Fukushima Daiichi-værket er det efter mange og lange forhandlinger lykkedes at få kystfiskernes accept af en gigantisk bypass-operation, hvor man opsamler vand oven for de nedsmeltede reaktorer, så mængden af indstrømmende grundvand fremover vil kunne reduceres. Det bliver ikke pumpet direkte i havet, men opsamles først i store tanke, hvor strålingsniveauet måles. På nær en enkelt tank har niveauet kunnet holde sig unde de forud fastsatte grænseværdier. Principielt er det ikke nogen god løsning, men hver dag strømmer der omkring 400 ton sandsynligvis stærkt forurenet grundvand ud, så hvis man ad denne vej kan mindske ikke bare den mængde vand, som siver ind i de havarerede reaktorers kældre og fundamenter, men også en del af denne udstrømning, så er det et godt bytte for fiskerne.

Ingen kender det præcise omfang af denne grundvandstrøm, eller hvor stærkt dette grundvand er forurenet, for her mere end tre år efter ved ingen endnu præcist, hvor voldsomt de tre nedsmeltede reaktorer er nedsmeltet, og dermed, hvor store mængder af reaktorkernemateriale, som er i direkte kontakt med grundvandet og til stadighed vaskes ud i grundvandet.

Den store frostmur

Denne udvaskning vil fortsætte en rum tid endnu. Men i går var endnu en milepæl i oprydningsarbejdet, for da tog man første spadestik til den gigantiske 1,5 km lange frostmur, hvormed man vil indkapsle de fire havarerede reaktorer. Der har været en del diskussion, om det nu var en sikker løsning, om man i virkeligheden destabiliserede de i forvejen af jordskælvet hårdt medtagne reaktorbygninger yderligere. Men I sidste uge kom NRAs godkendelse af byggeplanerne, så man i går endelig tog fat.

Igen er det ikke i sig selv specielt indviklet at lave 1.500 identiske huller og installere 1.500 identiske kølelegemer, som kan nedkøle de umiddelbare omgivelser til -30º de cirka 30 meter ned til grundfjeldet. Men strålingen langs reaktorerne er stadig så massiv, at der endnu kun er nødtørftigt ryddet og, og alt arbejde må udføres iført et for arbejdet dybt besværliggørende sikkerhedsudstyr, og skiftene kan kun blive yderst kortvarige, for ikke at de enkelte arbejderes maksimale akummulerede strålingsdoser overskrides. Så der vil skulle ‘bruges’ ikke bare virkelig mange mandtimer, men også virkelig mange mand, før frostmuren er etableret. Men i bedste fald er systemet klar til at kunne køle til marts næste år, og den radioaktive grundvandstrøm bremset inden for et års tid. Man regner ikke med, at frostmuren kan stoppe indsivningen fuldstændigt, men vurderingerne går på, at det kan mindske indsivningen fra omkring 400 ton pr dag til omkring 120 ton pr. dag.

Noget helt andet er, at TEPCO burde stilles til ansvar for unødvendigt at have påført det globale miljø denne massive radioaktive forurening i mere end to år, for TEPCO skjulte i mere end to år skjulte omfanget af denne massive udvaskning og lagde planerne om en sådan frostmur til side fordi det ville blive “for dyrt”.

Fjernelse af brændselslegemer ved reaktor 4

Længe blev den største enkelte risikofaktor ved Fukushima Daiichi betragtet som de mange brugte brændselslegemer i reaktor 3s jordskælvsbeskadigede kølebassin. Og på baggrund af den endeløse strøm af dumme småfejl i TEPCOs daglige håndtering af situationen ved Fukushima Daiichi blev der op til igangsætningen af fjernelsen af de mere end 1500 brændselslegemer stillet tvivl ved, om TEPCO overhovedet var den rette til en så potentielt farlig opgave. Men nu er det lykkedes at få 968 ud af de 1.533 brændselslegemer op, tilsyneladende uden uoverstigelige problemer, og man er godt på vej til at have demonteret dette risikomoment inden årets udgang.

Nyt om de første kritiske dage

Det er tankevækkende, at man stadig her mere end 3 år senere kan blive ved med at afdække nye facetter af, hvad der skete ved Fukushima Daiichi i de første hektiske døgn efter 11. marts. Men hvor man hidtil har fokuseret på de heltmodige 100, som blev på værket trods den desperate situation, så står det nu klart, at de øvrige 900 medarbejdere faktisk deserterede fra stedet, heriblandt observatørerne fra NISA, den tids atomare sikkerhedsinstans. Og selvom det siden da har været hårdnakket benægtet, så synes det klart, at TEPCO var rede til at stikke af fra det hele – med stor sandsynlighed for, at katastrofen havde udviklet sig mange gange værre.

Nyt om NRAs genstartsproces

Der er nu indgivet ansøgning til NRA om genstart 17 reaktorer, heriblandt de første, som der er stor sandsynlighed for aldrig får tilladelsen, fordi de er så gamle, at de krav der vil ende med at blive stillet, er så dyre, at de ikke vil kunne tjene sig hjem på den forventede resterende funktionsperiode.

Utilfredsheden med, hvor langsomt det går med NRAs godkendelsesproces, har været massiv, både fra værkerne og fra regeringen, så det var lige før der i marts blev markeret for nøl. Men NRA fastholder, at det er forsyningsselskaberne, som er for langsomme og for utilbøjelige til at gå proaktivt ind i arbejdet med at opgradere sikkerheden for reaktorerne dertil, at NRA kan anbefale at de genstartes.

I marts barslede man så med en fast track-ordning, hvor de reaktorer, som var længst fremme i processen, ville få NRAs fulde bevågenhed, for om muligt for at få i det mindste nogen få reaktorer klar til opstart inden den værste sommervarme sætter ind sidst i juli. Kansai-regionens forsyningsselskab KEPCO havde håbet, at reaktor 3 og 4 ved Oi-værket kunne komme i første række, da man i Kansai har størst problem med at møde sommer peak-forbruget, da man før 2011 havde den højeste andel af A-kraft i elforsyningen med over 50%. Men det viste sig, at kun to reaktorer ved Sendai-værket kvalificerede sig dertil. Og selv for disse to reaktorer har det vist sig, at der er så mange stadig uafklarede detaljer omkring sikkerhedsopgraderingen, at de tidligst kommer i gang allersidst på sommeren. I Sendai-værkets reviderede sikkerhedsplan, som efterhånden er svulmet til et 7.200 sider langt dokument var der stadig for et par uger siden 10-20 forhold som der var utilstrækkeligt redegjort for.

To af NRAs fire kommissærer står allerede overfor udskiftning, heriblandt Kunihiko Shimazaki, som er jordskælvsekspert og i forsyningsselskabernes optik har været den sværeste i NRAs ledelsesteam at danse med. Ikke kun fordi han personligt er imod både A-kraft og forhastede genstarter, men fordi man på jordskælvssikkerhedsområdet ved meget mere, end da man for snart adskillige årtier siden valgte placering af Japans A-kraftværker og derfor har skærpet reglerne betragteligt. Det er således Shimazakis ildhu og insisteren på fornyede undersøgelser af undegrundens beskaffenhed, som har ført til, at foreløbig Tsuruga-værket aldrig bliver startet, at Oi-værkets opstart er markant forsinket, og flere andre værkers skæbne stadig er på vippen – heriblandt verdens største værk i Niigata med hele syv reaktorer.

Shimazaki og Kenzo Oshima bliver i disse Abe-tider snart sagt selvfølgeligt erstattet af to pro-nucleare eksperter, og man kan frygte, at afløserne har samme principielle klarhed, som forgængerne har vist, for det er den eneste vej at gå, hvis projektet at genskabe tilliden til A-kraften i den japanske befolkning skal have nogen chance for at lykkes. Men spørgsmålet er, om det bliver så meget enklere for forsyningsselskaberne uden Shimazaki. For problematikken er genartikuleret. Jordskælvsrisikoen – og dermed risikoen for at jordskælv kan udløse A-kraft-katastrofer – er håndgribelig, og værkerne er gennemgående underdimensionerede. Inden for de seneste ti år er det fem gange sket, at japanske A-kraftværker er blevet udsat for større seismisk belastning end de er bygget til.

Omvendt er det i den nuværende situation svært at forestille sig, at NRA vil kunne konkludere, at for eksempel Hamaoka-værket aldrig skal genåbnes, da det dels er seismisk set helt fejlplaceret, dels geografisk set så problematisk placeret, at evakueringstiderne er helt uacceptable.

Der indløber i disse uger evakueringsplaner fra stadig flere af værkerne, og her for få dage siden stod det klart, at evakueringen af 90% af befolkningen i en 30 km radius fra Sendai-værket ville tage 29 timer – i princippet skal det kunne gøres på under et døgn, så det kan potentielt give anledning til lokal modstand mod genstarten.

Retssag med Sendai-værkets genstart

Genstartstrategisk set er valget af Sendai-værket nok klogt ud fra det simple forhold, at det er et af de værker, hvor den lokale modstand er mindst, for til forskel fra situationen omkring en række andre værker, så er der stor chance for, at de lokale myndigheder vil give deres samtykke til genstarten, når først NRAs godkendelse er på plads. Endda er der en gruppe borgere som har rejst sag ved domstolene med krav om, at værket ikke genstartes, da man ikke i tilstrækkelig grad har indkalkuleret, hvor vanskeligt det vil være at håndtere en katastrofe ved værket og den tilhørende evakuering af den udvidede sikkerhedszone op til 30 km fra værket, hvis problemet er et stort vulkanudbrud. Det sydlige Kyushu er helt bogstaveligt vulkanland, og værkets nærmeste nabo er en vulkan, hvorfra lavastrømme ifølge sagsanlægget ikke bare ville kunne afskære adgangen til værket, men også direkte flyde mod værket og hermed kunne afstedkomme graverende ravage. Så måske vi vil i de kommende måneder vil kunne se, at selv en umiddelbart ‘let’ genstart som Sendai-værkets bliver forsinket og måske endda standset gennem domstolenes intervention. En nylig afgørelse omkring Oi-værket har gjort en sådan udvikling mere sandsynlig.

Retssag mod Oi-værkets genstart

Indtil nu har der været en lidt trøstesløs stemning omkring retssagerne, fordi udfaldet på forhånd var næsten givet. Men for mindre end to uger siden (21. maj) faldt der en ganske interessant dom ved byretten i Nagoya, hvor en gruppe borgere havde ført sag med krav om, at Oi-værket ikke blev genstartet – og fik medhold!

Oi-værkets ejer, KEPCO, har allerede meddelt, at man vil anke afgørelsen, og tilsyneladende vil man kunne tillade sig at genstarte Oi-værket, hvis man får først NRAs godkendelse og dernæst lokalsamfundenes godkendelse af genstarten, så længe sagen ikke er endeligt afgjort. Men dommen har givet hele anti-atomkraft-bevægelsen nye kræfter og nyt håb. Nøgternt set er der endnu her halvandet år efter Abe-regeringens tiltrædelse og det gradvist massive pres for at fremskynde genstarterne endnu ikke blev genstartet en eneste reaktor. Og hvis rettens afgørelse bliver stadfæstet ved højesteret vil det blive særdeles vanskeligt at genstarte landets reaktorer.

I domsafsigelsen understreges det, at individet ret til at beskytte deres liv går forud for ønsket om at tjene penge ved billig energiproduktion, at man ikke kan argumentere for (eller imod) det ene med det andet. “The large trade deficit as a result of the suspension of operations at nuclear plants should not be regarded as an outflow or loss of national wealth. Inability to restore abundant national land and people’s livelihoods that have taken root there would be a true loss of national wealth,” hedder det i domsafsigelsen, som pålægger forsyningsselskaberne at tage “all possible measures to protect citizens from radioactive substances” hvis en alvorlig ulykke skulle opstå. Retten affærdiger således det økonomiske argument for genstartens nødvendighed. Samtidig giver den mennesker, som bor op til 250 km fra et atomkraftværk, ret til at kunne rejse sådanne sager.

Retten afviste samtidig KEPCOs reference til global opvarmning: “The accident at the Fukushima No. 1 Nuclear Power Plant is the worst pollution – the worst environmental contamination. It is wrong to base calls for operations at nuclear plants on the need for environmental protection.” Så selvom A-kraften klimamæssigt set er bedre end genstart af gamle kulkraftværker for at dække ‘hullet’ i energiforsyningen, så er det ikke i juridisk forstand noget argument for genstart.

Tilsyneladende er mere eller mindre samtlige KEPCOs argumenter blevet underkendt, og der er givet fuld gang i brygningen af en ny vifte af argumenter for nødvendigheden af genstart.

Fukushima Daiichi større end Chernobyl

Japanske forskere er mere eller mindre diskret blevet opfordret til ikke at beskæftige sig for indgående hverken med Fukushima-katastrofens følger for naturen eller sammenligningen med Chernobyl. Men hvor man længe talte om “største A-kraft-katastrofe siden Chernobyl”, så synes det nu at stå klart, at det samlede strålingsforureningsvolumen efter Fukushima Daiichi bliver større end efter Chernobyl.

Super-setsuden – energisparetider

Og selvom efterveerne er størst i selve Fukushima-området, hvor halvandet hundredetusinde mennesker stadig er evakueret og dekontamineringsarbejdet så forsinket og besværliggjort, at ingen rigtig ved, hvornår det er sikkert at vende tilbage – eller om de nogensinde kommer til at vende tilbage – så er stadig hele Japan sat på energisparekampagne, her fra 1. juni massivt promoveret som super setusden, hvor man aktivt opfordrer alle til at spare på energien over alt hvor man kan komme af sted med det, og promoverer Super Cool Biz, hvor man i stedet for den sædvanlige forretningslivsuniforms stramme og kølingskrævende formelle beklædning opfordrer kontorarbejdspladser, uddannelsesinstitutioner osv. til at møde på arbejdet i let og komfortabelt sommertøj, så man kan stille termostaten på airconditioningen et par grader højere uden at folk får hedeslag.

Og sommervarmen er i hvert fald glimtvis kommet tidligere i år, selv oppe på den nordligste ø Hokkaido er temperaturen de seneste dage nået over 35ºC. Den virkeligt kvælende fugtige varme bider sig dog som regel først fast efter en to-ugers regntid, som fra begyndelsen af juli langsomt breder sig op over Japan og på sin bagside efterlader en tropisk sveddryppende svedekasse.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.