Strøtanker om bæredygtighed

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• Her tre år efter er pendulet på forunderligt-foruroligende vis tilbage til tiden før Fukushima-katastrofens begyndelse for tre år siden. Presset fra regering og erhvervsliv for at få hurtige genstarter er massivt, og selvom man godt ved, at man skal fare med lempe, hvis man vil undgå igen at vække den massive folkestemning, så er kursen lige nu lagt målrettet mod genstarter inden sommervarmen for alvor tager ved, jo flere og jo hurtigere, jo bedre.  

Endda kommer det ikke til at gå særlig hurtigt, ikke mindst fordi den nye sikkerhedsinstans, som man har etableret, NRA, ser foreløbig ud til at tage sin opgave alvorligt, at genskabe sikkerheden omkring de japanske atomreaktorer, så en katastrofe som Fukushima Daiichi aldrig igen vil kunne finde sted. På den led synes det en indlysende ting, at NRAs leder Shunichi Tanaka stammer fra Fukushima, for mens det øvrige Japan her tre år efter Fukushima-katastrofens begyndelse så småt synes at glemme, så vil han stadig vide, hvilke lidelser Fukushima har været igennem, og at sdtadig her tre år efter, at de fleste af dem som i sin tid blev evakueret, stadig har lange udsigter i forhold til at kunne vende tilbage. Og selvom den politiske modstand mod genstarten kan synes helt paralyseret i og med Abe-regeringens komfortable flertal i begge kamre, så bliver tingene ikke bare som før. Men omvendt tegner det lige nu til, at Fukushima ikke blev det vendepunkt, som kunne have givet smerten og lidelsen en retning, et håb, en forklaring, en forløsning. 

Der tegnede sig en overgang en vision om at gøre Fukushima-katastrofen til springbræt for en ny æra, som vendepunkt for et postindustrielt Japan, som var drevet på vedvarende energi og som igen formåede at høste sine fornødenheder bæredygtigt af sit naturgrundlag og leve i harmoni med sine omgivelser. Selvom pendulet lige nu synes på vej tilbage – at Fukushima søges gjort til en ubetydelig parentes i historien – så forfølger man stadig i Fukushima Amt dette mål om at lægge fuldt om til vedvarende energi, hvorfor man har insisteret på ikke bare at få standest genstarten af de to funktionsduelige reaktorer ved Fukushima daiichi – hvilket TEPCO efter pres fra centraladministrationen har accepteret – men også TEPCOs fire reaktorer ved Fukushima Daini. Og visionen om dette fremtidens Japan har været så stærkt fremme, og har tilhængere så langt ind i selv premierministerAbes regeringsparti, at det kun er et spørgsmål om, hvornår pendulet igen svinger fremad.

For snart to år siden indledte jeg disse optegnelser for at følge processen fem til genstarten af de første reaktorer. Der kom ret hurtigt derefter en midlertidig genstart af to reaktorer ved Oi-værket, men processen, hvor Japan som noget nyt havde store offentlige høringer, hvor man på forskellige måder spurgte og inddrog den japanske befolkning lovede godt for, at der ville komme noget konstruktivt ud af hele situationen. Men så blev alt forkludret. Den nu forhenværende regering fik ikke rigtig samlet konklusionerne i en bindende energiplan, men blot som et uforpligtende hensigtserklæring, og sådan lidt på afstand så var der trods mange sympatiske synspunkter også en politisk uformåenhed, ikke mindst overfor embedsværket. Selvom det til dels var Fukushima-katastrofen, som tog alle kræfterne og satte alt på standby, så nåede DPJ-regeringen at demonstrere, at vejen fra lovende valgløfter til realpolitiske forandringer er endog meget lang, og at det japanske statsbureaukrati ikke bare lige er sådan at ændre kurs på. 

NRA har stillet i udsigt, at man her i løbet af marts vil fremlægge en prioriteret liste over den eller de atomreaktorer, hvor sagsbehandlingen er så fremskredet, at man kan gå videre til den videre afklaring. Fra regeringsside er det magtpåliggende, at der kommer reaktorer i gang inden midten af juli sommervarmen for alvor sætter ind – ikke fordi Japan ikke vil kunne klare sig igennem, for det er gået fint de forudgående somre, og der er de seneste to år opført så mange solcelleanlæg i Japan, at det i sommerspidsbelastningsperioden svarer til 4-5-6 nye atomkraftværker. Derfor udhules argumentet om de snarlige genstarters uomgængelige nødvendighed, hvis ikke de kommer i gang nu. Men NRA har tilsyneladende ikke tænkt sig at lade sig kyse af administrativ utålmodighed. Tværtimod kører man ganske grundt og principielt frem – og gør til forskel fra de fleste andre aktører det eneste rigtige, hvis det skal lykkes at genskabe tilliden til de japanske reaktorer. Endda bliver det nok kun lige med lodder og trisser, hvis det skal lykkes at få de første reaktorer i gang til den tid – og sandsynligvis bliver det reaktorer på Kyushu eller på Shikoku, der som de første vil kunne genstartes efter NRAs nye sikkerhedsregler. For til forskel fra rigtig mange andre steder i Japan, hvor den lokale modstand så massiv, at der vil kunne gå ikke bare måneder, men år, før den lokale accept af genstarterne er faldet på plads, så vil det for værkerne på Skikoku og Kyushu være muligt at forhandle den lokale accept på plads relativt hurtigt efter at NRA har givet sin godkendelse.

Udviklingen er således nu kommet ind i en fase, hvor visionerne kommer i tredje række, hvor diskussionerne om den samlede vision er lagt på hylden, hvor økonomien dominerer over sikkerheden, hvor spørgsmålet om Japans fremtidige energipolitik frem for visioner og klarhed er styret af et utal af små lokale positionskampe. Det kan blive en lang kamp, og af samme grund er jeg indstillet på at lukke ned for disse optegnelser. Mere end 700 er det blevet til, og måske det på et tidspunt var interessant at vende tilbage og sammenfatte. Men nu er der i første omgang søgt fastholdt en proces, hvor Fukushima-katastrofen en overgang så ud til at kunne blive definerende for en større omlægning af det japanske samfund.

Muligheden for at gøre Fukushima Daiichi til et stort og flot om end smertefuldt vendepunkt var der, men blev forpasset – i hvert fald i denne omgang. Som det så viseligt stod i Japan Times den anden dag: mens halveringstiden for plutonium er skræmmende lang (24.100 år), så er halveringstiden for den menneskelige hukommelse foruroligende kort.  

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser marts 2014

1. marts – I dag 60 år siden prøvesprængningerne ved Bikiniøerne
1. marts – Depressionsramte kyster
2. marts – Massive udfordringer forude for at vinde lokal accept af genstarter
2. marts – Antiatomkraft-demo i Tokyo
3. marts – NRA udvider sin stab markant

4. marts – Asahi-serie: Three Years After
5. marts – Fukushima sagsanlæg opgivet
6. marts – stadig mange uafklarede spørgsmål
7. marts – 74% af de frivilligt evakuerede vender aldrig tilbage
8. marts – TEPCO-arbejderes familier dæmoniserede

8. marts – Stort forretningsperspektiv i dekommissioneringsekspertise
9. marts – Antiatomkraft-demonstrationer over hele Japan
9. marts – Revision af skolemateriale om Fukushima-katastrofen
9. marts – TEPCO lader dagligt store mængder vand sive i jorden
10. marts – 80% ønsker atomreaktorer afviklet

10. marts – Asahi leder: NRAs sikkerhedsregelsæt har alvorlige mangler
11. marts – Den svære genopbygning
12. marts – Asahi Shimbun om reaktor-genstarter
13. marts – Noam Chomsky om Fukushima-katastrofen
13. marts – Naoto Kan om Fukushima-katastrofen

13. marts – To amerikanske eksperter om Fukushima-situationen 3 år efter
15. marts – NRA: To reaktorer ved Sendai-værket først i køen for genstart
15. marts – Gregory Jaczko: eneste sikre løsning er ikke at genstarte
16. marts – Pres på japanske forskere
17. marts – Transportsække ved at være møre

17. marts – Demonstrationer på Kyushu
18. marts – Massiv modstand mod genstart af atomreaktorer
19. marts – Bunmei Ibuki om ‘the ultimate goal of phasing out nuclear power’
20. marts – Pandoras Promise was a lie (blog-indlæg)
20. marts – NRA revser TEPCO

21. marts – Træerne nedbrydning gået i stå omkring Chernobyl

Stadig under udarbejdelse …

Se Fukushima links for marts 2014.

 

 

 

1. marts – I dag 60 år siden prøvesprængningerne ved Bikini-øerne

I dag er det præcist 60 år siden, at man gennemførte en stor prøvesprængning af en brintbombe ved Bikini-øerne – med bomben Bravo! – en eksplosion, som viste sig tre gange større end forventet (på grund af en regnefejl) og skabte et 60 m dybt undersøisk krater.

I den forbindelse har en delegation fra Fukushima været på besøg og har udvekslet erfaringer med de prøvesprængnins-plagede atolboere, for det var ikke blot en Bravo, som blev detoneret, der foregik løbende testsprængninger i de første mange år efter 2. verdenskrigs afslutning.

I en situation, hvor man lige har fået udsat de første tilbageflytninger med et år, er det måske ikke særlig betryggende at erfare, at lokalbefolkningen ved Bikini-øerne stadig efter 60 år ikke har kunnet flytte tilbage. Eller rettere tillod man tilbageflytning i starten af 70erne, men måtte igen rømme befolkningen i 1978, da det stod klart, at der var betydelige sundhedsrisici forbundet med at leve på Bikini-øerne. Efter en omfattende ny dekontamineringsrunde er Bikiniøerne igen blevet erklæret for beboelige, og der er sat gang i genopbygningen, men årene har vist, at der har været strålingsrelaterede sundhedsproblemer selv form dem, som har været på 200 km afstand fra eksplosionen. Så frygten for og modviljen mod at flytte tilbage massiv. Og de to cirkler på billedet herover er et monument over et af menneskehedens mere absurde aspekter – evnen (for ikke at tale om viljen) til selvdestruktion.

Og her mere end 60 år efter – befolkningen blev evakueret allerede forud for de første prøvesprængninger i 1946 – står det klart, at evakueringen ikke bare var tabet af et hjem og en række ganske alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser. Disse mennesker har også mistet deres oprindelige kultur, deres oprindelige færdigheder og levevis, som var tæt forbundet med livet på atollerne.

Amerikanerne har om end tøvende spenderet enorme beløb på oprydningsarbejdet, og på et tidspunkt også betalt til en fond for strålingsofre. Men mens fonden efterhånden er tom, så vil problemerne række generationer ind i fremtiden. Her havde sprængningerne militære formål, men det er samme ild, man leger med, når man bygger atomkraftværker, og det er samme destruktive kræfter, som slippes løs, når det går galt med atomkraftværkerne, som den stadig korte historie for ‘fredelig udnyttelse’ af kernekræfterne allerede viser ikke bare kan ske, men vil ske, igen og igen. For når der er mennesker indblandet, kan alt ske, og stort set alt som kan gå galt, vil på et tidspunkt gå galt, ikke i morgen, men på et tidspunkt, som ved Sellafield, Chernobyl, Three Mile Island og nu senest Fukushima Daiichi. Og aldrig som vi regner med, så selv når vi prøver på det, bliver vi aldrig helt forberedte.

Menneskeheden har med jævne mellemrum været vidner til vulkanudbrud, som har ødelagt alt omkring sig. Men kort tid efter er mennesket igen rykket ind. Og nu ser vi igen et land som Japan, som har lagt krop ikke bare til atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, men nu også Fukushima Daiichi – og dermed har alle forudsætninger for at træffe den eneste rigtige beslutning – være i gang med igen at rykke nærmere kraterkanten og igen lege med den på én gang forjættede og forbandede ild. Det kræver et betydfeligt mål af klarhed indse denne forbandelse og tage konsekvensen og lade være. Men det er virksomhederne og de kortsigtede interesser, som ikke lade være – et betydeligt flertal i den japanske befolkning ser frem til en dag at kunne leve uden den stadige frygt for A-kraften, ikke mindst i en situation, hvor der med de vedvarende energikilder findes et reelt alternativ. Men der ligger i de styrende kræfter en næsten ubændig trang til at udfordre skæbnen. Så her mindre end tre år efter Fukushima-katastrofens begyndelse, presses der massivt på for at få reaktorerne i gang igen, snart sagt for enhver pris.

Sixty years since Bikini’s sacrifice, (leder) Japan Times 08.03.2014.

Aiko Kaneshi & Tomomi Miura: Students seek out Bikini, Fukushima parallels, Japan Times 04.03.2014.

60 years after the H-bomb test on Bikini Atoll, inhuman nature continues, (leder) Asahi Shimbun 03.03.2014.

Nuclear-wary Japan marks Bikini test anniversary, News on Japan 02.03.2014.

On eve of 3/11 anniversary, Japanese victims of Bikini Atoll commemorated, (AFP-Jiji) Japan Times 02.03.2014.

Bikini Atoll nuclear test: 60 years later and islands still unliveable, (AFP) The Guardian 02.03.2014.

Giff Johnson: Bikini Atoll islanders fearful of return home, (AFP-Jiji) Japan Times 02.03.2014.

60 Years Since Bravo Nuclear Bomb Test, Simply Info 01.03.2014.

Taro Nagazaki: 60 years after nuclear tests, Marshall Islanders still waiting to return home, Asahi Shimbun 27.02.2014.

Jeff Johnston: Blast from the past: Lucky Dragon 60 years on, Japan Times 08.02.2014.

Robert Jacobs: Radiation Makes People Invisible, Simply Info 30.01.2014.

 

 

 

1. marts – Depressionsramte kyster

Med 9.537 ud af 15.884 bekræftede dødsfald var Miyagi amt det amt, som blev hårdest ramt af tsunamien 11. marts 2011. En ny undersøgelse fra Tohuku University viser, at der i Miyagi amt her tre år efter, hvor oprydnings- og genopbygningsarbejdet stadig er langt fra gennemført, hersker en udtalt depressiv tilstand.

Således er der blandt de 3.744 adspurgte tre gange flere med svær depression end i Japan i øvrigt. NHK oplyser, at 27% havde en eller grad af depressiv tilstand og mre end 5% led af “painful memories of the disaster”, som “were affecting their daily activities”, mens ifølge Mainichi: “just over 7 percent may be having depression or strong anxiety, while 5 percent are suspected to have post-traumatic stress disorder due to the March 2011 earthquake and tsunami”.

Forskerne påpeger på den baggrund, at der ikke bare er behov for en rekonstruktionsindsats, men at der er et massivt behov for psykologisk hjælp.

Samtidig har en undersøgelse af 198 børn i det tsunami-ramte område foretaget af National Center for Child Health and Development kunnet konstatere, at en tredjedel (33,8%) lider af PTSD, post-traumatic stress disorder. I en tilsvarende undersøgelse i Mie amt i Kansai-området var det kun tilfældet for 3,7% af børnene.

Mizuho Aoki: Tohoku kids stressed, haunted by trauma, Japan Times 10.03.2014.

Yuri Oiwa: Survey shows 30% of children in disaster areas suffer from PTSD, Asahi Shimbun 03.03.2014.

Over 30% of 3/11 kids hit by PTSD, (Jiji, Kyodo) Japan Times 02.03.2014.

Depression hits 7% of Miyagi coastal residents, 3 times nat’l average, (Kyodo) Mainichi 01.03.2014.

 

 

 

2. marts – Massive udfordringer for at vinde lokal accept af genstarter

Nyhedsbureauet Kyodo har lavet en rundspørge til samtlige 165 kommuner i Japan, som helt eller delvist ligger inden for den 30 km sikkerhedszone omkring Japans 10 atomkraftværker, hvor der skal være udarbejdet evakueringsplaner, om de er til sinds at acceptere en genstart når NRAs sikkerhedsgodkendelse foreligger. Blot 37 af disse, eller lige godt 20%, siger, at de er indstillet på at acceptere genstarten, og heraf blot 13 uden yderligere betingelser, hvor 24 siger, at de vil have yderligere vilkår for at kunne give deres samtykke.

Af de 128, som ikke er til sinds at godkende, siger 66 (eller halvdelen) i en lidt kryptisk formulering, at: “they cannot make a judgment even if reactors are found by the NRA to satisfy new safety standards introduced after the 2011 Fukushima nuclear crisis”.

Foreløbig er der kun adgang til den helt korte udgave fra Kyoto – regner med at der er mere derom i morgen i de større dagblade. For med de tal tegner det til at blive en endog meget langstrakt proces at få reaktorerne startet op.

20% of gov’ts polled in Japan would allow nuclear reactors to restart, Kyodo 01.03.2014.

 

 

 

2. marts – Demonstrationer i Tokyo

.
Det var langt fra de store demonstrationer i efteråret 2011, hvor der ved flere lejligheder var langt over 100.000 mennesker på gaderne i Tokyo, men lørdag var adskillige hundrede mennesker samlet for at demonstrere mod den snigende genstart af de japanske atomkraftværker samt det forhold, at den japanske anklagemyndighed ser ud til at have opgivet at lægge sag an mod personer i administrationen og i TEPCOs ledelse.

Her blot et stemningsbillede. Hvor Fukushima-katastrofen en overgang syntes at kunne blive kraften til et nyt Japan drevet på vedvarende energi, så har man nu set, hvordan det japanske samfund hastigt er på vej tilbage i det gamle spor. Og man fornemmer en vis resignation i forhold til den store vision, for med Abe ved roret er der ikke meget at gøre de næste 2-3 år. Til gengæld vil frustrationerne få rigt afløb i de mange situationer omkring genstarten af hver og en af landets reaktorer, efterhånden som godkendelsesprocessen kommer til at skulle indhente lokal accept af genstarterne.

Hundreds rally in Tokyo against dropped Fukushima crisis charges, (AFP, Jiji) Japan Times 02.03.2014.

Hundreds protest dropped charges over Fukushima crisis, New Straits Times 01.03.2014.

 

 

 

3. marts – NRA udvider sin stab markant

I dag var der velkomstceremoni for 380 nye medarbejdere ved NRA, som bringer den samlede medarbejder stab op på næsten 1.000. De kommer fra det nu nedlagte JNES, Japan Nuclear Energy Safety Organization, og repræsenterer en bred vifte af faglige specialer inden for atomkraftområdet.

Det gode er, at det vil kunne giver NRA en øget faglighed og hjælpe NRA igennem de enorme arbejdsopgaver, som i disse måneder ligger på skrivebordene og vil fortsætte dermed adskillige år frem. I betragtning af de kolossale økonomiske konsekvenser ved forsinkede genstarter kan det faktisk undre, at man ikke for længst har bemandet NRA langt mere rigeligt. Men JNES er også en del af den ‘nuclear village’ som man gerne ville ud over ved at etablere NRA, så det er lidt paradoksalt, at alle i de tidligere sikkerhedsinstanser efterhånden igen arbejder med implementeringen af de nye vilkår. Det vil dels kræve en usvigelig præcision i ledelsen af NRA, hvilket indtil nu ser ud til at kunne komme til at fungere, for NRAs leder Shunichi Tanaka har med en god blanding af venlighed og principfasthed søgt at navigere i det særdeles modsætningsfulde farvand. dels vil det kræve en politisk vilje til at lade processen omkring genstarterne forløbe uden utidig indblanding – og her så man for nylig de første tegn på, at tålmodigheden ved det ministerium, hvorunder atomkraften hører, er ved at være lidt slidt. Men Tanaka har indtil nu afvist overhovedet at inddrage politiske endsige økonomiske aspekter i sine og NRAs overvejelser. De sikkerhededsmæssige godkendelsesprocesser forud for genstartrerne tager præcist så længe som de tager – og det ser foreløbig ud til at være lang tid. Stadig her 8 måneder efter de første ansøgninger er der ikke noget, som tyder på, at de første godkendelser er lige om hjørnet.

NRAs leder Shunichi Tanaka benyttede da også lejligheden i dag til at sige, at der var store forventninger til de nyankomne, og han bad om deres medvirken til at gøre NRA til en organisation, som nyder befolkningens tillid.

Efter alt hvad man har set af svindel og smartness gennem årene fra ‘the nuclear village’ er denne tillid hårdt prøvet. Men det er den som skal reetableres, hvis Japan igen skal kunne sove trygt med sine atomreaktorer. For det skal til, ikke bare for at kunne udbygge A-kraften, som den nuværende premierminister Abe meget gerne ser det. Selv hvis det ender med at bliver med udfasning over 15-20 år, som den forudgående regering nåede frem til som syntese af stort anlagte folkehøringer, er det nødvendigt at finde en tålelig situation i de mellemliggende år.

NRA adds 384 staff from defunct agency, (Kyodo) Japan Times 03.03.2014.

Paul Brown: Nuclear Gets Expensive: the Astonishing Cost of Radioactive Waste, Wake Up World 24.02.2014 (m. 50 min. video).

 

 

 

4. marts – Asahi-serie: Three Years After

Allerede her godt en uge før treårsdagen for Fukushima-katastrofens begyndelse er de første status-artikler begyndt at dukke op. Chikako Nakayama opsummerer det måske bedst i en opinion i Japan Times i dag, at mens halveringstiden for plutonium er skræmmende lang – nærmere bestemt 24.100 år – så er hukommelsens halveringstid skræmmende kort, og Japan er allerede her tre år efter katastrofens udbrud i fuld gang med at glemme, fortrænge og genstarte det halvt hundrede reaktorer, som i den mellemliggende tid har stået stille.

Chikako Nakayama: Our beastly post-Fukushima age, Japan Times 04.03.2014.

Men med denne lille optegnelse ville jeg blot præsentere en serie, som Asahi Shimbun har indledt, Three Years After, som i hvert fald at dømme her efter de første par dage bliver en lang række karakteristiske nedslag i situationen her tre år efter.

Og Greenpeace har tilsvarende lavet en samling portrætter af mennesker, hvsi skæbn med 11. marts 2011 med et slag blev definitivt forandret.

Fukushima: Don’t forget, Greenpeace 03.2014.

Mana Takahashi: Three Years After: Tohoku women express inner feelings at 3/11 photo exhibition, Asahi Shimbun 14.03.2014.

Three Years After: Man sues over failures in 3/11 tsunami warnings, Asahi Shimbun 13.03.2014.

Tetsuya Kasai: Three Years After: 7 schools to close doors due to Fukushima disaster, Asahi Shimbun 13.03.2014.

Three Years After: Majority of Japan’s nuclear reactors face bleak future, Asahi Shimbun 12.03.2014.

Noriyuki Kaneda: Three Years After: Anti-nuclear idol Fujinami frustrated by waning interest, Asahi Shimbun 12.03.2014.

Yu Yameda: Tharee Years After: Photographer restores 750,000 pictures thought lost in 2011 disaster, Asahi Shimbun 12.03.2014.

Three Years After: Silent prayers offered throughout Japan at 2:46 p.m. on 3/11, Asahi Shimbun 11.03.2014.

Three Years After: Asahi poll shows 3/11 survivors believe memories of disaster fading, Asahi Shimbun 11.03.2014.

Three Years After: Abe promises opening of expressway through disaster area by next spring, Asahi Shimbun 11.03.2014.

Three Years After: Decontamination planned for agricultural reservoirs in Fukushima, Asahi Shimbun 10.03.2014.

Shinichi Sekine: Three Years After: DPJ’s ‘no-nuclear’ bill obliterated after regime change, Asahi Shimbun 10.03.2014.

Taro Karasaki: Three Years After: Actor Matsuyama demonstrates subtle touch in Fukushima film, Asahi Shimbun 10.03.2014.

Toshio Tada & Shinichi Sekine: Three Years After: Risks of radiation exposure remain high for Fukushima workers, Asahi Shimbun 09.03.2014.

Three Years After: Anti-nuke rally held across Japan ahead of Fukushima anniversary, (AP)Asahi Shimbun 09.03.2014.

Yuchiro Oka: Three Years After: Education ministry revises teaching materials to focus more on Fukushima disaster, Asahi Shimbun 09.03.2014.

Takuro Negishi: Three Years After: Daughter of TEPCO worker struggles with family discord, Asahi Shimbun 08.03.2014.

Yuka Orii: Three Years After: In his first movie, TV documentarian depicts return to deserted Fukushima, Asahi Shimbun 07.03.2014.

Tomoyuki Izawa, Miho Tanaka & Shohei Makiuchi: Three Years After: Businesses in disaster-hit areas relying on foreign trainees, Asahi Shimbun 07.03.2014.

Three Years After: Radioactive waste piles up in Tokyo area with no place to go, Asahi Shimbun 07.03.2014.

Tharee Years After: Experts debate on whether Japan needs nuclear energy, Asahi Shimbun 06.03.2014.

Akira Hatano & Hisashi Hattori: Three Years After: Quake or tsunami? Panels at odds over cause of Fukushima nuclear disaster, Asahi Shimbun 05.03.2014.

Atsushi Matsukawa: Three Years After: Fisherman who lost family on 3/11 sails with them in spirit, Asahi Shimbun 04.03.2014.

Three Years After: Frustration remains high over Fukushima cleanup, but radiation fears easing, Asahi Shimbun 04.03.2014.

Three Years After: Post-disaster reconstruction hurt by 2020 Tokyo Olympics work, Asahi Shimbun 03.03.2014.

Three Years After: Miyagi town starts demolition of proposed 3/11 memorial, Asahi Shimbun 04.03.2014.

 

 

 

5. marts – Fukushima sagsanlæg opgivet

Tidligere på ugen afviste den japanske anklagemyndighed endeligt at rejse tiltale i forbindelse med de tre kernenedsmeltninger ved Fukushima Daiichi-værket 11. marts 2011 ud fra den brgrundelse, at det ville være vanskeligt til det umulige at stille noget enkeltindivid til regnskab for det skete. Det vil komme som en stor skuffelse for mange, ikke bare af dem som personligt har lidt og mistet, men fuldt så meget af de mange flere, som er alvorligt træt af den sammenspisthed og den manglende tagen forvaltningen af sikkerheden vad landets atomkraftværker alvorligt, som er den direkte årsag til, at katastrofen overhovedet kunne finde sted. Så ikke bare Naoto Kan, men en lang række ledende skikkelser i det japanske embedsværk og ikke mindst i TEPCOs ledelse, kan nu ånde lettet op.

Hvis disse sager havde været ført, ville det ganske rigtigt have været svært at nå frem til nogen konkret skyldige, for det er i høj grad tale om systemiske fejl. Men endda havde det givet god mening at forfølge sagerne, for en retssag som denne kunne lige præcist have sat et nødvendigt fokus på den systemiske fejls natur – hvordan lange kæder af hver især nærmest ubetydelige småfejl, undladelser, uopmærksomheder og henholdende attituder plus den stærkt fejlagtige antagelse, at A-kraften var urørligt sikker – at det som rent faktisk skete aldrig nogensinde kunne ske – førte til, at TEPCO da først uheldet  var ude stod totalt uforberedt. Man var fra første minut helt uden for sikkerhedsmanualet og måtte improvisere uden selv de mest nødtørftige værktøjer.

Noget andet er, at jeg rent faktisk godt mener, at man kunne have fundet nogen i sikkerhedsforvaltningen både på myndighedsside og hos TEPCO, som konkret kunne have gjort ting anderledes dertil, at det skete aldrig var sket.

Nu fik vi kun systemets fornægtelse af sit ansvar.

Esther Tanguintic-Misa: Chaos in Tokyo after prosecutors Drop Charges Over Fukshima Nuclear Meltdowns, International Business Times 04.03.2014.

Oliver Tickell: Fukushima – all charges dropped, The Ecologist 04.03.2014.

 

 

 

6. marts – stadig mange uafklarede spørgsmål

Tekst på vej …

Masaharu Fujiyoshi: Prologue to catastrophe, Bulletin of Atomic Scientists vol. 70 no. 2 pp. 36-41, marts-april 2014.

Akira Hatano & Hisashi Hattori: Three Years After: Quake or tsunami? Panels at odds over cause of Fukushima nuclear disaster, Asahi Shimbun 05.03.2014.

 

 

 

7. marts – 74% af de frivilligt evakuerede vender aldrig tilbage

NHK har lavet en undersøgelse blandt frivilligt evakuerede, som viser, at en meget stor del af dem aldrig vil vende tilbage. Med frivillig evakuering menes, at man hvis det stod til myndighederne kunne være blevet, da man har vurderet, at strålingen ikke var så høj, at den nødvendiggjorde evakuering. Her har et betydeligt antal valgt alligevel at rykke længere væk fra Fukushima, enten af frygt for eget helbred eller endnu mere typisk for ens børns sundhed, da børn notorisk er langt voldsommere påvirket af strålingsforureningen end voksne.

Man regner med, at der ud over de omkring 150.000 ‘tvangs’evakuerede er omkring 25.000 mennesker, som på egen hånd har fundet det rigtigst at evakuere. Og til forskel fra de tvangsevakuerede er der i denne situation ikke nogen økonomisk hjælp at hente.

Ud af de 307, som har svaret NHKs rundspørge, var der 129, hvor manden stadig arbejdede i Fukushima. Og i en fjerdedel af disse familier blev der meldt om uenighed om nødvendigheden af at evakuere. 37% af disse familier melder om svækkede (detoriating) familierelationer, mens hhv. 60% og 70% sagde, at de drøftede personlige forhold mindre med deres partner og i det hele taget talte mindre sammen.

23% af samtlige adspurgte var enten blevet skilt efter Fukushima-katastrofen eller havde planer derom, så alt i alt endnu et billede af katastrofens nedbrydende virkning på basale menneskelige relationer og eksistensvilkår.

NHK lader kun sine nyhedsresumeer stå i få døgn, så hvis ikke andre dagblade tager sagen op, må det blive uden link til kilde.

 

 

 

8. marts – TEPCO-arbejderes familier dæmoniserede

For det meste finder jeg det journalistiske greb med den personlige vinkel på snart sagt hvadsomhelst mere end anstrengende – selvom flere hundrede tusinde er på flugt og fremtiden står på spil, bliver det nedvinklet til én eller nogle få personers (eller personers yndlingskæledyrs) skæbne i en hollywoodisering af virkeligheden, som ofte i sin følelsesvækkelse ender med at svigte virkeligheden.

Det gælder også for Fukushima-katastrofen, som nu nærmer sig sit tredje år. Der har været i de mellemliggende år været bragt rigtig mange virkelig tynde skæbnesskildringer (ligesom der har været bragt rigtig mange fyldartikler blot med tyndbenede data). Men med denne artikel fra dagens Asahi Shimbun måtte jeg give mig. Den kommer helt ind under huden i det drama, som ikke på anden (mere faglig distant overbliks-analytisk) måde kunne være fortalt med samme kraft – måske fordi den perspektiverende forståelse, selvom fortællingen får lov at udfolde sig som et drama, er fuldt til stede og får lov at lyse igennem.

Datteren Haruka (hovedpersonen) er teenager og må hurtigt indse, at det er bedst at tie stille med, at hendes far er ansat ved TEPCO. For naboerne slår dem i hartkorn med TEPCO, og moderen er så oprevet over dette og over mandens – og ikke mindst TEPCOs – løgn, at det som ikke kunne ske, skete. Så selvom faderen er hjemmefra for at rydde op på det nedsmeltede anlæg, så han kun kan komme hjem (til evakueringsboligen – den fjerde i rækken) i weekenden – og på én måde er en helt, som fortjente respekt fra fællesskabet for at risikere sit helbred for at rydde op efter en katastrofe, han kun har haft meget lille indflydelse på – så er hele familien dæmoniseret af naboerne, og i sit forsøg på overlevelse holder Harukas mor fuldstændig op med at tale med sin mand, så Haruka står tilbage i en situation, hvor hun må formidle e-mails fra sin far til moderen.

På den led har Fukushima-katastrofen meget omfattende menneskelige omkostninger; den skaber skel og trækker dybe sår gennem nabolag og familier.

Under pænheden, sirligheden og korrektheden er der i det japanske samfund et lag af råhed, forbenethed og nådesløshed, som sjældent kommer til udtryk, men når det gør det oftest gør det overfor dem, som har trådt uden for fællesskabet. Det bliver tydeligt i Takuro Negishis artikel i Asahi Shimbun, og nok derfor lod jeg mig zoome ind i Harukas historie til trods for den oftest noget udtrådte genre.

Noget andet er, at Harukas fortælling rummer alle elementer til en Hollywood-filmatisering. Datterens smerte og internalisering af katastrofen, hendes overkommen sin tavshed og venden en svær situation til sin styrke. Vi mangler bare forsoningen, hvor moderen finder modet og klarsynet til igen at turde elske og respektere sin mand – og det er selvfølgelig Harukas fortjeneste, en lille sommerfuglevingesymbolsk handling, som muliggør en happy ending – hvilket i Fukushimas strålingsramte landskaber er alt andet end ligetil.

Takuro Negishi: Three Years After: Daughter of TEPCO worker struggles with family discord, Asahi Shimbun 08.03.2014.

 

 

 

8. marts – Stort forretningsperspektiv i dekommissioneringsekspertise

Ifølge Mari Yamaguchi fra nyhedsbureauet AP, som løbende har dækket Fukushima-katastrofen siden dens begyndelse, så ligger der for TEPCO en enestående mulighed i alle problemerne, som de dag for dag, uge efter uge, tårner sig op i oprydnings- og dekommissioneringsarbejdet. For det er ubetrådte landskaber, og det meste kræver udviklingen af nye teknologier, eller tilpasning af allerede kendt teknologi. Ikke mindst udviklingen af robotter, som ved Fukushima Daiichi er uomgængeligt nødvendige på grund af de ekstreme strålingsniveauer, vil på sigt kunne mindske sundhedsrisikoen for dem som i fremtiden skal medvirke til dekommissioneringsarbejdet.

Uanset hvor meget hvor mange ønsker en fortsat udbygning af A-kraften, så bliver der rigtig meget af dette oprydningsarbejde i de kommende år, for en ganske anseelig del af verdens atomreaktorer er meget tæt på at have nået skelsår. Og Lake Barrett, som i sin tid forestod oprydningsarbejdet efter Three Mile Island-katastrofen i 1979 siger, at det er et spændende nyt område, hvor Japan meget vel kan blive verdensledende.

Mari Yamaguchi: Cash cow born in No. 1 cleanup, (AP) Japan Times 08.03.2014.

Mari Iwata: Robots Star in Cleanup of Japanese Nuclear Plant, Wall Street Journal 06.03.2014.

Robots make progress in probing leaky reactors, (Jiji) Japan Times 06.03.2014.

 

 

 

9. marts – Antiatomkraft-demonstrationer over hele Japan

Søndag var der antiatomkraft-demonstrationer landet rundt – billedet herover er fra en demonstration i Okayama, og banneret udtrykker solidaritet med menneskene i Fukushima. Der bliver talt om tusinder rundt omkring i landet og titusindvis af mennesker i Tokyo, men selv her på den sidste søndag inden treårsdagen for Fukushima-katastrofens begyndelse er gassen gået lidt af ballonen. Der er langt til den intensitet, som prægede de ugentlige demonstrationer for halvandet års tid siden, hvor der på de store dage kunne være mere end 150.000 mennesker.

På Taiwan var der tilsvarende store antiatomkraft-demonstrationer i Taipei lørdag, som samlede mere end 50.000 mennesker i anledningen af treårsdagen for Fukushima-katastrofen om kravet for at afvikle den taiwanesiske atomkraft. Tre andre demonstrationer på Taiwan havde tilsammen yderligere +30.000 demonstranter.

Taiwan har tre reaktorer, som tilsammen leverer omkring 20% af landets elektricitet. En fjerde reaktor skulle have været færdig i 2004, men det er nu lykkedes på tiende år for antiatomkraft-bevægelsen at forsinke færdiggørelsen. Taiwan ligger på samme randzone som Japan, hvor risikoen for jordskælv med voldsomt ødelæggende kraft er særligt stor.

32,000 join anti-nuclear power rally in Tokyo: organizers, Mainichi 10.03.2014.

Ida Torres: Tokyo anti-nuclear rally brings tens of thousands of protesters as disaster anniversary approaches, Japan Daily Press 10.03.2014.

Thousands turn out for anti-nuclear rally in Tokyo, (AFP, Jiji) Japan Times 09.03.2014.

Elliot Samuels: Photos found after the tsunami leave a mark, Japan Times 09.03.2014.

Tens of thousands stage anti-nuclear rally in Tokyo, (AFP/xq) Channel News Asia 09.03.2014.

Three Years After: Anti-nuke rally held across Japan ahead of Fukushima anniversary, (AP) Asahi Shimbun 09.03.2014.

Anti-nuclear protests in Taiwan draw tens of thousands, Deutsche Welle 08.03.2014.

Thousands rally for end to nuclear Taiwan, (AFP) Gulf News 08.03.2014.

Tens of thousands rally for end to nuclear energy in Taiwan, (AFP) The Voice of Russia 08.03.2014.

 

 

 

9. marts – Revision af skolemateriale om Fukushima-katastrofen

Kort efter Fukushima-katastrofens begyndelse blev der i 2011 udarbejdet et informationsmateriale til brug i skolerne, dels en udgave til underskolen, dels en udgave til brug i overskole og gymnasie-klasserne. Det er nu blevet revideret, og hvor man med premierminister Abes ambitioner om at genskrive verdenshistorien i tiden frem til 2. verdenskrig, så Japans indsats fremstår mindre problematisk, kunne frygte, at tiden nu var kommet til en hvidvask af A-kraften, så er det faktisk til dels det modsatte, som er sket. For den første tekst var udarbejdet af folk fra el-sektoren (som driver Japans A-kraftværker), og i stedet om at informere om strålingsfare, så stod der om, hvor megen glæde menneskeheden havde af røntgenbilleder osv. I den nye udgave er der i stedet medtaget to sider om strålingens konsekvenser for sundheden.

De nu færdiggjorte er udarbejdet af undervisningsministeriet og er et initiativ som blev igangsat i sommeren 2012, før den nuværende regerings tiltræden. Så lur mig, om ikke der kommer en ny og mere A-kraft-venlig udgave, inden Abes embedsperiode udløber i slutningen af 2016.

Yuchiro Oka: Three Years After: Education ministry revises teaching materials to focus more on Fukushima disaster, Asahi Shimbun 09.03.2014.

 

 

 

9. marts – TEPCO lader dagligt store mængder vand sive i jorden

Tekst på vej …

Iori Mochizuki: Tepco sprinkles over 50 m³ of contaminated water in Fukushima plant area everyday / Tepco “It’s not discharge”, Fukushima Dairy 09.03.2014.

 

 

 

10. marts – 80% ønsker atomreaktorer afviklet

Hvis man blot skulle vurdere ud fra, hvor mange stemmer, premierminister Abe kunne samle og hvor få som efter tre år stadig uge efter uge demonstrerer mod A-kraftens genindførelse, så kan man få det umiddelbare billede, at selvom det havde taget sin tid, så var alle ved at komme til besindelse, og modstanden mod A-kraften så småt ved at ebbe ud. Men NHK fremlagde i dag undersøgelser af den japanske befolknings holdning til atomkraft, som her dagen inden treårsdagen for Fukushima-katastrofens begyndelse giver et andet billede, for modstanden mod regeringens massive satsning på at få landets reaktorer i gang så hurtigt som muligt, har på intet tidspunkt været højere end nu.

Undersøgelser har hele vejen igennem perioden vist, at betydeligt flertal enten ønskede A-kraften udfaset eller slet ikke ønskede de nu standsede reaktorer genstartet nogensinde igen. Og omvendt hvad mange forestillede sig, at det det var en umiddelbar følelsesmæssig reaktion, så viste det sig, at efterhånden som man kvalificerede forståelsen af valget – som man aktivt gjorde for en gruppe borgere i forbindelse med de store høringer i sommeren 2012 – så var der faktisk flere og flere, som ønskede A-kraften afviklet enten øjeblikkeligt eller realistisk set så hurtigt som muligt. Og siden da har gruppen af afviklere lidt afhængig af, hvem der spurgte og hvordan der blev spurgt, udgjort 60-70% af befolkningen. Men NHK siger i dag i sin overskrift, at “80% want to scrap nuclear power plants”.

Undersøgelsen, som er foretaget af NHK’s Broadcasting Culture Research Institute, bygger på svar via 3.600 spørgeskemaer, som er rundsendt i november-december 2013. Ifølge speakerteksten er der til det første diagram, som blev vist i indslaget, blevet spurgt, “if they are concerned that an accident may happen at a nuclear plant and affect people living in the area”? Og her er hele 87% somewhat concerned eller very concerned, mens kun 2% ikke er bekymret.

På spørgsmålet, om reaktorerne skal genstartes, er der 11%, som svarer ja, mens 44% svarer nej og andre 44% er i tvivl – så uden at det bliver sagt direkte, er man nok kommet til de 80% ved at udelade dem, som ikke har taget stilling. Men det er alligevel tankevækkende, at det kun er lige godt én ud af ti, som synes det er en god idé at genstarte reaktorerne. Så selvom den landspolitiske situation lige nu giver genstarterne medvind, så har vi stadig til gode at se, hvor massivt den lokale modstand vil manifestere sig og blokere for – eller blot forsinke – genstarterne selv efter at reaktorerne har opnået NRAs sikkerhedsgodkendelse.

På spørgsmålet om, hvad der skal ske med landets reaktorer (og her må der være tale om antallet af reaktorer og A-kraftens andel af landets energiforsyning), svarer 30%, at man skulle lukke dem alle, mens 46% mener at man bør lukke nogen af dem. 22% finder at det nuværende antal er OK, mens kun 1% ønsker sig flere atomreaktorer.

Det sidste skærmbillede spørger ind til graden af bekymring for sitautionen ved Fukushima Daiichi. Og her er 54% concerned 41% somewhat concerned (vist med en mørk rød farve, så man skulle tro at det betød meget bekymret) mens 4% kun havde little concern og blot 1% havde no concern. Og researcherne bag undersøgelsen siger da også viseligt, at situationen ved Fukushima Daiichi har påvirket befolknningens holdning til atomkraft i almindelighed.

Desværre har jeg ikke kunnet finde selve undersøgelsen på tryk, for et 1½ minuts indslag yder på ingen måde en sådan undersøgelse retfærdighed. Men jeg vil præcisere ovenstående i den udstrækning, der kommer yderligere oplysninger.

Ida Torres: Survey says 80% of Japanese don’t want nuclear plants anymore, Japan Daily Press 10.03.2014.

Ida Torres: PM Abe says government keen on restarting ‘safe’ nuclear reactors, Japan Daily Press 10.03.2014.

Cal Widdall: The Half-Life of Anti-Nuclear Protest, Metropolis 05.03.2014.

 

 

 

10. marts – Asahi leder: NRAs sikkerhedsregelsæt har alvorlige mangler

Asahi Shimbun bringer i dag en leder, hvor man med al respekt for NRAs arbejde påpeger, at der er betydelige huller i den vifte af sikkerhedsforhold, som man håndterer gennem sit regelsæt. Så det er vigtigt ikke blot at gøre den megen tale om, at Japan efter NRAs godkendelsesproces vil stå med verdens sikreste reaktorer, til en sovepude. Tværtimod er der alvorlige mangler, som bunder i, at NRA kun ser på en begrænset del af det samlede krisefelt – med en massiv overbetoning af det teknisk-strukturelle.

For eksempel ser man udelukkende på den enkelte reaktor sådan snævert isoleret set, dens tekniske formåen og muligheder for at modstå lokalitetens særlige vifte af potentielle sønderlemmende påvirkninger fra jordskælv og tsunami. Man har således slet ikke set på beliggenheden af andre reaktorer – om det for eksempel udgør noget yderligere problem – og en helt egen dimension af sikkerhedsspørgsmålet – at man har syv reaktorer på samme ene værk ved Kashiwazaki-Kariwa-værket i Niigata, eller at man ved Fukui har i alt 14 reaktorer beliggende med relativt kort afstand. Nu gik det galt for fire reaktorer ved Fukushima Daiichi, men to andre reaktorer ved værket, som teoretisk set ville kunne genstartes, er der nu truffet beslutning om aldrig bliver genstartet. For nærheden til de nedsmeltede reaktorer gør det til en stadig usikkerhedsfaktor. Og selvom de fire reaktorer ved Fukushima Daini-værket, som ligger nogle km længere sydpå langs kysten, og som lukkede (næsten) korrekt ned, kommer sandsynligvis aldrig i gang igen, til dels på grund af nærheden til de havarerede reaktorer. Hvor reaktorerne ligger tæt, vil en worst case-ulykke let kunne brede sig fra reaktor til reaktor, enten på grund af direkte påvirkninger, eller fordi strålingsforureningen fra én reaktor besværliggør eller umuliggør den nødvendige pasning.

Spørgsmålet om evakueringsplaner bliver der også kun taget helt sporadisk hånd om som noget sekundært, selvom en nyligt fremlagt undersøgelse viste, at der var endog meget store forskelle i, hvor lang tid det ville tage, hvis man skulle klare evakueringen i en 30 km-zone i en situation, hvor de største motorveje (som oftest af pladshensyn er ført på broer over lange stræk og derfor har høj risiko for også at kollapse de samme voldsomme jordskælv, som vil udløse kriserne på atomkraftværkerne) ikke var farbare. I værste fald ville det for eksempel omkring Hamaoka-værket kunne tage det meste af en uge at evakuere befolkningen, hvilket langt fra er tilfredsstillende, hvis vindforholdene fører massiv radioaktiv forurening ind over land.

Deroveni kommer hele spørgsmålet om de systemiske fejl i ledelses- og virksomhedskulturen, som nok til trods for japanernes hang til perfektionering må siges at være det mest uoverkommelige i den nuværende situation. Her kan NRA indimellem markere, når attituden fra forsyningsselskaberne bliver for ligegyldig og uansvarlig, men de har slet ikke samme præcision i virkemidlerne som på det tekniske område. Og man har med gru kunnet se, hvordan selv et firma som TEPCO, som ved at hele verdens øjne hviler på dem, laver næsten daglige småfejl og næsten ugentlige bommerter, som både kunne være blevet alvorligere og som havde været helt unødvendige, hvis man havde styr på sin virksomhedskultur og sin personale’teknologi’. Der bliver tydeligvis igen og igen lavet fejldisponeringer på alle niveauer, og hvis man skulle konkludere noget på baggrund af de mellemliggende tre år, så er det, at kædens svageste led sjældent er teknologien. Selv når det ligner teknologiske svigt er der som oftest en betydelig menneskelig faktor involveret, når det går galt.

Samtidig kalder Mainichi i en leder i dag på, at TEPCO på baggrund af den seneste tids nye bølge af unødvendige fejl i håndteringen af oprydningsarbejdet ved Fukushima Daiichi sættes fra opgaven, som simpelthen er alt for stort et brød for et el-selskab – ikke bare fordi TEPCO kun prioriterer den halvhjertet, de vil langt hellere have gang i nogle af deres standsede, men stadig founktionsduelige reaktorer, så de kan tjene nogle penge til deres aktionærer – men nokså meget fordi det er en stor og kompleks opgave, som kalder på ekspertise fra hele verden og en helt andet perspektiv i prioriteringerne af en opgave, som vil komme til at strække sig det meste af et halvt århundrede frem i tiden, end man kan forvente af en privat virksomhed med en presset økonomi og et efterhånden blakket ry.

Three Years After: Decontamination planned for agricultural reservoirs in Fukushima, Asahi Shimbun 10.03.2014.

Gov’t must stand at helm in decommissioning of Fukushima reactors, (leder) Mainichi 10.03.2014.

 

 

11. marts – Den svære genopbygning

Oprydningen efter tsunamien for nu tre år siden langs Tokukus østkyst er efterhånden ganske fremskreden, ikke mindst hvor der tidligere var bymæssig bebyggelse. Men når man nærmer sig de strålingsramte kystlandskaber omkring Fukushima-værket, så er der stadig meget langt igen med oprydningen, og hele den kæmpemæssige indsats med at dekontaminere landskaberne har først og fremmest koncentreret sig om randområderne, hvor strålingspåvirkningen ved at udføre arbejdet er mindst og chance for nogenlunde hurtigt at komme ned under de fastsatte grænseværdier for varigt ophold, så nær Fukushima-værket vil bjergene af affald efter tsunamiens hærgen nok blive liggende adskillige år endnu.

Og selvom der er afsat enorme summer til genopbygningsarbejdet, så sker det ikke fra dag til dag. Og der breder sig gradvist en opgivende fornemmelse, at det det går for langsomt – alt for langsomt til at det vil lykkes at redde de samfund, som var der med alle de menneskelige relationer, som gør at det er samfund og ikke blot ansamlinger af huse og butikker, men steder for menneskelig trivsel, hvor man kender hinanden, ser efter hinanden og hjælper hinanden.

Senest har det vist sig, at flere og flere byggeopgaver ikke bliver til noget, enten fordi der er materialemangel eller fordi der simpelthen ikke er nogen, som har mandskab til at byde ind på opgaverne – eller en kombination af de to dele. Ifølge Mainichi har en by som Shichigahama i Miyagi Amt set andelen af mislykkede udbud stige fra 3 percent i finansåret 2011 til 15% i 2012 og 27% i finansåret 2013 (som løber til udgangen af denne måned). Så

According to the National Police Agency, 15,884 people died and the whereabouts of 2,633 others remained unknown as of March 10 due to the Great East Japan Earthquake, tsunami and nuclear accident.

In addition, 2,973 people died of causes related to the disaster, such as deteriorating health resulting from the evacuation and suicide, in Iwate, Miyagi and Fukushima, the three worst-affected prefectures in the Tohoku region.

In Fukushima Prefecture, the number of deaths resulting from evacuation after the nuclear accident exceeded that of the earthquake and tsunami.

About 267,000 people nationwide are still displaced due to the 2011 disaster.

About 104,000 households live in temporary housing.

The occupancy rate of prefabricated temporary housing is about 84 percent in the three prefectures.

The figure compared with less than 60 percent reported three years after the Great Hanshin Earthquake of Jan. 17, 1995, which claimed more than 6,400 lives in the Kansai region.

According to the Reconstruction Agency, 2,347 units of public housing for victims will be completed in the three prefectures by the end of this month. But the figure is only 9 percent of a total planned.

Yutzuru Tsuboi: Don’t let disaster-stricken Tohoku region remain as Tokyo’s ‘colony’, Asahi Shimbun 11.03.2014.

Half of disaster-hit municipalities fear rise in unsuccessful bids, Mainichi 10.03.2014.

Maan Pamintuan-Lamorena: PM Abe vows to speed up reconstruction efforts 3 years after Japan’s disasters, Japan Daily Press 10.03.2014.

267,000 still evacuees three years on, (Kyodo, staff) Japan Times 10.03.2014.

Japan attempts to revive nuclear ghost town, Al Jazeera 09.03.2014.

 

 

 

12. marts – Asahi om reaktor-genstarter

I dagens Asahi Shimbun er der gjort et forsøg på status over udsigten til genstart af Japans nu 48 standsede reaktorer. Det kunne være godt at runde denne serie af optegnelser af med i denne omgang.

Før 11. marts for tre år siden havde Japan 54 reaktorer i gang, men som bekendt gik det galt for fire reaktorer ved Fukushima Daiichi, og de to sidste reaktorer ved værket – nummer 5 og 6, som var de nyeste – lukkede korrekt ned, så de teoretisk set ville kunne genstartes. Men dels er de ganske alvorligt beskadigede fra jordskælvet, dels er nærheden til oprydningsarbejdet for de fire øvrige reaktorer problematisk, ud over at der er et stærkt politiske pres for at afvikle al atomkraft i Fukushima Amt, så også de to sidste reaktorer er sat til dekommissionering. Ikke bare som en teknisk opgave, som skal overstås, men som basis for opbygningen af et uddannelsessted for dekommmissionering af atomreaktorer. Så potentielt vil Japan kunne få 48 reaktorer i gang.

Men det er alt andet end givet, at alle reaktorer kommer i gang, dels er nogle af reaktorerne tæt på (eller har allerede overskredet) den maksimale driftsperiode på 40 år, dels kan det på ingen måde komme på tale at genstarte reaktorer placeret umiddelbart ovenpå aktive foldelinjer. Og her synes der at være tale om skærpede omstændigeheder i forhold til tidligere tider, for der er adskillige af Japans 10 værker, som set i dette perspektiv er aldeles fejlplacerede.

Foreløbig har NRA da også kun fået ansøgninger fra 17 af disse 48 reaktorer. Af forskellige grunde er det kun 10 af disse 17, hvor den egentlige sagsbehandling er kommet godt i gang (meget nylige ansøgninger, problemer med manglende og utilstrækkeligt materiale osv.), og det er i dette felt på 10 reaktorer, man skal finde de reaktorer, for hvilke der er størst chancer for genstart.

Omvendt er der ifølge artiklen i Asahi Shimbun 13 reaktorer med meget stor sandsynlighed for at blive umiddelbart dekommissioneret. Det gælder Tokai nr. 2 (som både er forældet og fejlplaceret, da den i dag ligger omgivet af by), tre reaktorer ved Mihama-værket (hvoraf de to er for gamle og den tredje ligger over aktiv foldelinje), to reaktorer ved hhv. Oi-, Takahama- og Tsuruga-værket (som dels har har problemer med aldersgrænsen, dels med aktive foldelinjer), Samt én reaktor ved hhv.  Shimane-, Ikata- og Genkai-værket.

Men NRA har undersøgelser af undergrunden i gang ved både Mihama-, Shika- og Higashidori-værkerne, ved Tsuruga-værket har man allerede erklæret undergrunden uegnet til atomkraftværker, og ved Kashiwazaki-Kariwa-værket er man ved at indlede tilsvarende undersøgelser, så det er overvejende sandsynligt, at en håndfuld reaktorer yderligere ikke vil kunne komme i gang igen på grund af at de er fejlpacerede umiddelbart over aktive foldelinjer.

Selv hvis det på bagggrund af disse undersøgelser viser sig, at en reaktor vil kunne fortsætte og en egentlig sikkerhedsvurdering gennemføres, så er det ud fra NRA-processen tydeligt, at man arbejder sig frem mod for hver reaktor at kunne etablere en maksimal mekanisk stress-faktor, som alle vitale installationer og bygningsdele herefter skal kunne modstå. Ved et jordskælv i Niigata i 2007, som forvoldet voldsom skade på Kashiwazaki-Kariwa-værket, så man, at den faktiske belastning fra jordskælvet var betydeligt større end de styrkekrav, værkets reaktirer var dimensioneret efter. Derfor er det sandsynligt, at denne faktor for en række af værkerne vil ende med at blive fastsat så høj, at de nødvendige forstærkninger og ombygninger vil blive så omfattende, at man vil ende med at vurdere, at det ikke vil kunne betale sig inden for reaktorens restlevetid.

Endelig er der Fukushima Daini-værket, som sandsynligvis ville kunne sikerhedsopgraderes dertil, at dets fire reaktorer ville kunne opfylde NRAs krav. Men her har Fukushima Amt markeret meget stærkt, at man fremover vil være drevet på vedvarende energi og ikke ønsker sig atomkraft. Så TEPCO risikerer aldrig at få den nødvendige lokale accept af genstarterne selvom man investerede enorme summer i opgraderingen af sikkerheden ved Fukushima Daini. Derfor har TEPCO da også først og fremmest satset på at få genåbnet sit tredje store værk, Kashiwazaki-Kariwa-værket, som med syv reaktorer er verdens største atomkraftværk. Men den politiske modvilje mod atomkraften her er massiv, så også her er der en vis snadsynlighed for, at reaktorerne ikke kommer i gang selv efter omfattende investeringer. Og hvis jeg var TEPCO ville jeg starte med at forbedre forholdet til de lokale inden jeg gik i gang med at sikkerhedsgradere, for i de mellemliggende tre år er stort set alt hvad TEPCO har gjort og ikke gjort blevet opfattet som stærkt provokerende. Det er her en ganske udbredt opfattelse at TEPCO simpelthen ikke magter at drive atomkraftværker forsvarligt og derfor burde have frataget deres ‘kørekort’.

Endelig er der Hamaoka-værket, som måske ikke ligger umiddelbart over en aktiv foldelinje, men til gengæld ligger tæt ved grænsen for hvor tre store tektoniske plader støder sammen. Jordskæv som dem som startede Fukushima-katastrofen og større vil derfor være meget store på dette sted. Yderligere pegede nylige undersøgelser på, at det ved dette værk vil være meget vanskeligt at evakuere befolkningen. Også her er den lokalpoltiske modstand massiv, så det virker lidt paradoksalt, at værkets ejer har kastet sig ud i milliardinvesteringer for at sikre området med op til 22 m høje tsunamier. For selvom man her måke kan ende med at forstærke bygningerne dertil , at de vil kunne modstå ekstreme jordskælv, så er spørgsmålet stadig, om man på den led skal modstå skæbnen og fastholde adskillige reaktorer på et sted, hvor man ved, at risikoen for Jordskælv er stor. Der er ikke tale om en negligerbar 2-4-7% risiko, det er alt efter parametrene 60-60% chance for, at et jordskælv så stort som det som lagde fire reaktorer ved Fukushima Daiichi sker ved Hamaoka-værket sker inden for en overskuelig årrække.

På baggrund heraf beordrede den tids premierminister Naoto Kan Hamaoka-værket lukket i foråret 2011. Japan ville simpelthen ikke kunne tåle endnu en Fukushima-katastrofe. Hvis ikke man efter alt hvad Japan har været igennem er i stand til at nå frem til, at det eneste rigtige er at dekommissionere Hamaoka, så har man ikke lært ret meget.

Three Years After: Majority of Japan’s nuclear reactors face bleak future, Asahi Shimbun 12.03.2014.

Sendai plant reactors may take lead in safety review process, Kyodo 12.03.2014.

 

 

 

13. marts – Noam Chomsky om Fukushima-katastrofen

.
Interview med Amy Goodman fra Democracy Now.
Introducerende tekst på vej …

Chomsky: From Hiroshima to Fukushima, Vietnam to Fallujah, State Power Ignores Its Massive Harm, Democracy Now 11.03.2014.

 

 

 

13. marts – Naoto Kan om Fukushima-katastrofen

.
Interview med Amy Goodman fra Democracy Now.
Introducerende tekst på vej …

John Hofilena: Japanese Ex-PM Naoto Kan says Fukushima disaster unresolved, criticizes Abe administration, Japan Daily Press 19.03.2014.

Ex-Japanese PM on How Fukushima Meltdown was Worse Than Chernobyl & Why He Now Opposes Nuclear Power, Democracy Now 11.03.2014.

 

 

 

13. marts – To amerikanske eksperter om Fukushima-situationen 3 år efter

.
I dette 10 min. indslag på RT taler Kevin Kamps fra BeyondNuclear.org og Tim Judson, leder af Nuclear Information and Resource Center, om situationen ved Fukushima Daiichi her tre år efter. De er begge dybt forargede ikke bare over den systematiske misinformation fra TEPCO og den japanske regering, men over den japanske pressen på for genstart af de mange nu standsede reaktorer i en situation, hvor man hellere skulle sætte alle kræfter ind på at standse den fortsatte katastrofe ced Fukushima Daiichi.

De nævner en idé, som jeg ikke har hørt om før, men som virker indlysende, at løse vandproblemerne i det mindste foreløbigt ved at pumpe de kolossale vandmængder over i store tankskibe og få dem væk fra den tætte stråling ved Fukushima-værket frem for blot at presse på for at lukke det hele ud i Stillehavet.

 

 

 

15. marts – NRA: To reaktorer ved Sendai-værket først i køen for genstart

Med nobelprisvinder Kenzaburo Oe demonstrerede 5.000 mennesker lørdag i Tokyo mod forlydender om snarlig genstart af reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu.

For et par uger siden stillede NRA i udsigt, at man i den nuværende situation ville se på godkendelsesprocesserne for de efterhånden 17 reaktorer, som der er indgivet ansøgning om genstart for, og lave en form for prioritering af, hvilke reaktorer, der var bedst chance for at få båret hele vejen igennem til en godkendelse inden for en overskuelig fremtid, og derefter give færdigbehandingen af disse reaktorer højeste prioritet. I går det stod det klart, at det er to reaktorer ved Sendai-værket på Kyushu, næsten 1.000 km fra Tokyo, som få denne første-prioritet.

Stadig ligger der ikke nogen dato. For der er stadig mange ting, som mangler at falde på plads. Men NRA går nu i gang med at udarbejde den endelige sikkerhedsgodkendelse, og værket går i gang med de nødvendige ændringer, som endnu ikke måtte være implementeret.

Ud fra en rent behovsmæssig analyse ville der have været mere mening i at få to rektorer i Kansai-området hurtigt i gang, for her var man inden Fukushima-katastrofen kommet længst i nucleariseringen og var oppe på, at 50% af el-forsyningen kom fra atomkraft. Lukningen af samtlige A-kraftværker har da også ramt hårdest i denne del af Japan. Og den infrastruktur, som kan transportere energi mellem de enkelte regioner – og som ville kunne gøre, at Japan var klar til betydeligt større mængder af vedvarende energi end i dag – mangler på det smerteligste. Japan har på den led fået sin manglende energiplanlægning lige i hovedet på mange forskellige niveauer.

Kansais energiselskab KEPCO havde da også håbet at deres to reaktorer ved Oi-værket, som er de eneste som har været givet tilladelse til genstart efter Fukushima-katastrofen, fik førsteprioritet. Sagsbehandlingen synes da også her at være rimeligt langt fremme, og mistanken om undergrundens beskaffenhed ved Oi-værket synes at være afklaret. Men en medvirkende årsag til, at man har valgt to reaktorer på Kyushu, kunne meget vel være, at der her er mindre lokal modstand mod A-kraften end de fleste andre steder i Japan. For Oi-værkets vedkommende ville man meget vel kunne være kommet ud for den situation, at selvom NRA gav sin tilladelse til genstarten, så blev den ikke til noget, fordi man ikke kunne vinde den nødvendige accept af genstarten fra lokalsamfundet. For selvom selve værtssamfundet, den lille kommune, hvor værket er beliggende, og som har udviklet en total økonomisk afhængighed af værkets eksistens, gerne ser livet vende tilbage, så skal man ikke længere end til nabokommunerne for at finde indædte modstandere af genstarten. Så for de fleste reaktorers vedkommende venter der sig lange og indædte kampe – og der er en ganske stor sandsynlighed for, at en række reaktorer aldrig kommer i gang igen selv hvis de opnår NRAs godkendelse, fordi det aldrige lykkedes at vinde dén lokale godkendelse, som før Fukushima-katastrofen blot var en formssag, og som skal genvindes årligt efter hver standsning for det rutinemæssige sikkerhedseftersyn.

Sendai-værket med dets to reaktorer på det sydvestlige Kyushu, som nu står overfor at blive de første, som kan opnå NRAs sikkerhedsgodkendelse og dermed bringe den nu tre-årige standsning af Japans mange reaktorer til afslutning.

Update 17.03. – Asahi Shimbun skriver i en leder i dag, at nuclear sikkerhed kræver en beskyttelsessystem med mange niveauer (a multilayered defens system), og IAEA anbefaler direkte at arbejde med fem sådanne niveauer. NRA fokuserer på en række af disse, men de to yderste cirkler, den måde, man forebygger at kriser vokser sig større, og den måde det omgivende samfund er forberedt på og i stand til at kunne håndtere en krisesituation og afbøde de værste konsekvenser heraf, er der stort set ikke taget hånd om i de nuværende forberedelser til genstart.

Ifølge Asahis leder er ansvaret for niveau 4 i IEAEs definition “prevention of accident progression and the mitigation of the consequences of severe accidents” fuldstændig lagt i hæænderne på de forsyningsselskaber, som driver værkerne. Og for niveau 5, “mitigation of radiological consequences of releases of radioactive materials including plans for evacuating local residents” har NRA ingen substantielle fordringer. Den del er lagt over til de omgivende lokalsamfund at håndtere, til trods for at man med udvidelsen fra 8 til 30 km sikkerhedsradius har involveret voldsomt mange flere lokalsamfund. Nu er egnen omkring Sendai-værket blandt de bedst forberedte, alle kommuner har forholdt sig til problematikken, men koordinationen og overblikket mangler fuldstændigt.

Til trods for NRAs kæmpe indsats for at få selve værkerne bedre rustet, ligger der således i den manglende præcision i, styring, kontrol og prioritering af niveau 4 og 5 i IAEAs sikkerhedsmatrix en fundamental brist i de nuværende anstrengelser for at opgradere sikkerheden, som gør det mere end tvivlsomt, at det lykkes japanerne, hvad man taler så meget om, at skabe den bedste sikkerhed omkring udnyttelsen af A-kraften i verden.

Som Jaczko for få dage siden påpegede, så ville den amerikanske sikkerhedsinstans NRC lukke et atomkraftværk på stedet, hvis ikke der var fuldt tilfredsstillende evakuerings- og krisehåndteringsplaner på bordet.

For én ting er det omgivende samfunds beredskab og beredthed. Men et andet aspekt, som også er meget lemfældigt håndteret i den nuværende sikkerhedsopdatering, og som vil være en del af alle de indre niveauer, er hele attituden til sikkerhed. Her kan man være alvorligt i tvivl, om man er blevet klogere? – om man lærer at se varetagelsen af sikkerheden som en proces som kræver stadig opmærksomhed, eller om man igen vil lægge sig til at blunde, så snart de nuværende sikkerhedsgodkendelser er i hus. Her er vi nede at forholde os til individets rolle i fællesskabet, i en virksomheds evne til at lytte til og drage konsekvenser af signaler. For Fukushima-katastrofen var ikke en naturkatastrofe – ikke først og fremmest en teknolgogisk brist. Den var som en af de store rapporter konkluderede, made in Japan. Den var menneskeskabt, den var et resultat af en række mere emmer mindre bevidste valg og fravalg – og i bakspejlet havde den været undgåelig, hvis man havde formået at omsætte sin viden i forandring.

Den person, som var leder af Fukushima Daiichi, da tsunamien ramte, havde selv få år inden lavet en redegørelse, som påpegede, at det som skete var en mulighed. Men TEPCO havde da undladt at reagere. Og selv da han blev udpeget til leder og vidste, at værkets tsunami-beskyttelse var alt for lav, så oversvømmelser var et muligt svenario, tog han ikke konsekvenser deraf. Man kunne have bygget tsunami-beskyttelsen højere, man kunne have sikret, at ihvert fald nødstrømsforsyningen ikke kunne oversvømmes, man kunne i det hele taget have været langt bedre forberedt, hvis man havde formået at amalysere stiuationen klart og konsekvent.

Men ligesom man ikke har villet tale offentligt om hvad der i værste fald kunne ske, for ikke at skabe ‘unødig’ ængstelse, så synes man også selv at have fortrængt – ikke så meget af frygtsommelighed, som af teknologisk hovmod. Det værst tænkelige kunne ikke ske – måske i Chernobyl, men ikke her. Nej ikke her.

Hvis ikke afskrælningen af disse attituder får lige så grundigt en overhaling som reaktorteknologien, hvis ikke revselsen af en fejlslagen sikkerhedskultur og etableringen af en ny og bedre bliver gennemgribende, så er man stort set lige vidt. For ja, teknologien skal være i orden, her er ingen genveje mulige, men de fleste krisesituationer opstår i dag ikke i det rent teknolgiske, men i det organisatoriske og i samspillet mellem menneske og teknologi.

Samme leder giver i øvrigt en sandsynlig nøgle til, at NRA har peget på Sendai-værket frem for Oi-værket. For samtidig med, at Sendai-værket ligger i et jordskælvsmæssigt set lidt roligere områder i Japan uden mistænkelige foldelinjer i den umiddelbare nærhed, så har man ad to gange gået med til at øge den maksimale belastning fra jordskælv, som styrkeberegninger for samtlige bygningsdele og installationer skal udføres på basis af. Her har Oi-værket omvendt nægtet at ville reevaluere forudsætningerne, selvom det var tæt på, at undersøgøelser af undergrunden førte til den konklusion, at reaktorerne slet ikke kunne genstartes. Med en sådan reaktiv attitude, hvor NRA skal gennemtvinge alle dele af sikkerhedsopgraderingerne, kan processen defor gå hen og blive ganske langvarig.

Update 22.03. – en artikel i The Economist, som mest beskæftiger sig med PR-aspektet af genstarten, og det (ifølge artiklen) prisværdige i, at NRA ikke synes indstillet på at deltage i Abe-administrationens PR-kampagne for det naturlige/selvfølgelige/nødvendigesikre i at genstarte reaktorerne, når blot NRA har godkendt dem, bekræfter antagelsen i Asahi Shimbun, at når Sendai-værket i den kommende tid bliver givet førsteprioritet i behandlingen af ansøgningerne om bensdtart, så er det direkte forbundet med villigheden til at øge DBGM-værdien (Design Basis Earthquake Ground Motion), den maksimale belastingsfaktor, som alle bygningskomponenter bliver evalueret ud fra, fra 540 Gal til 620 Gal, mens ingen af de øvrige værker indtil nu proaktivt har været indstillet på noget tilsvarende, me tværtimod at hæget om gamle beregninger.

Fukushima Daiichi-værket er tilsvarende dimensioneret ud fra en DBGM-faktor på 600 gal, og ved katastrofen for tre pår siden blev denne grænse ikke overskedet. Alligevel påførte det dele af reaktorerne betydelige skader. Omvendt var belastningen ved det voldsomme jordskælv, som ramte værket i 2007, større end det var dimensioneret til, og der skete omfattende skade på flere af værkets syv reaktorer. TEPCO indvilligede derfor året efter i at øge DBGM-værdien til 1.000 gal, og reaktor 1-4 er siden opgraderet ud fra at skulle kunne holde til en belastning på 2.230 gal, mens reaktor 5-7 er dimensioneret efter at kunne modstå en maksimalbelastning på 1.156 gal. Og  Måske derfor er TEPCO ikke indstillet på frivilligt at yderligere forhøjelser af DBGM. For hvis de nu igangværende undersøgelser af undergrunden og NRAs sagsbehandling ender med at kræve dette yderligere øget, kan det blive både bekosteligt og tidskrævende.

Ved Hamaoka-værket, som mange har kaldt Japans mest fejlplacerede atomkraftværk, blev de første reaktorer dimensioneret til en DBGM på blot 450 gal, hvilket senere blev øget til 5 er dimensioneret til 1.000 gal, men selv dette vil sandsynligvis vise sig at være for lavt på dette sted. På den led er vurderingerne af, hvilke krafpåvirkninger, reaktorerne skal kunne modstå, vokset markant gennem årene, og opjusteringerne er kommet, efterhånden som man ved store jordskælv har set, hvor store belastninger, der rent faktisk kunne forekomme. Denne gradvise stramning af sikkerhedsforskrifterne er en del af, at A-kraften bliver dyrere og dyrere at anlægge, mens dens vedvarende konkurrenter sol og vind har en stadigt faldende kurve. Så alene af den grund må man nok regne med, at A-kraften – i hvert fald i den form vi kender den i dag – på bare lidt længere sigt forsvinder helt fra vores energiforsyning.

Update 27.03. – Mainichi skriver i dag, at det nu ligger fast, at det kun bliver de to reaktorer ved Sendai-værket, som får hul på den endelige sikkerhedsscreening inde nsommervarmen sætter ind. Således har fem ud af syv møder i de seneste to uger handlet om sikkerhedsforholdene ved Sendai-værket, og det tegner lige nu til, at de to reaktorer vil kunne startes allerede denne sommer, hvis der – hvad alt lige nu tyder på – kan vindes lokalt samtykke dertil.

“As for the Ikata and Genkai nuclear plants,” skriver Mainichi: “the NRA has rejected their operators’ calculations of basic earthquake ground motion due to insufficient data, forcing the utilities to start over. The NRA also ordered the operator of the Oi and Takahama nuclear plants to reanalyze potential tremors that the reactor buildings and other facilities at the plants would be exposed to, after the operator revised the estimated focus depth from 4 kilometers to 3.3 kilometers.”

“At a press conference on March 26, NRA Chairman Shunichi Tanaka said, ‘I hope to see one reactor after another ready for prioritized screenings.’ But he added, ‘I don’t think preparations (for screenings) are progressing at other nuclear plants. Power companies should put in a bit more effort, spurring the NRA into action.'”

Sendai to be only nuke plant to undergo NRA screening before summer, Mainichi 27.03.2014.

Soft sell, The Economist 21.03.2014.

Nuclear Power Plants and Earthquakes, World Nuclear Association opdateret dec. 2013.

Kazuhiko Yamashita: Efforts toward Enhancing Seismic Safety at Kashiwazaki Kariwa Nuclear Power Station, TEPCO 2010 (pdf).

Nuclear safety requires a multilayered defense system, (leder) Asahi Shimbun 17.03.2014.

Kansai Electric seeks to avoid planned outages even without reactors, (Kyodo) Mainichi 15.03.2014.

Over 5,000 rally in Tokyo against nuclear reactor restarts, (AFP-Jiji) Japan Times 15.03.2014.

Mari Saito & Kentaro Hamada: Japan puts two reactors on shortlist for restart screening, Reuters 13.03.2014.

 

 

 

15. marts – Gregory Jaczko: eneste sikre løsning er ikke at genstarte

Gregory Jaczko, som indtil 2012 var leder af Nuclear Regulatory Commission, den amerikanske atomkraftsikkerhedsinstans, og derfor har fulgt udviklingen ved Fukushima Daiichi på allernæærmeste hold, har i forbindelse med treårsdagen for Fukushima-katastrofens begyndelse været i Japan. Han siger det ganske enkelt, hvis man genstarter reaktorerne, som Japan nu for alvor lægger op til, så må man gøre sig klart, at en katastrofe som den ved Fukushima Daiichi ikke bare kan, men vil, ske igen. Eneste måde at sikre sig, at det ikke sker, er ikke at genstarte reaktorerne. Hvis man genstarter, åbner man for muligheden for et nyt Fukushima.

“‘The lesson has to be: This kind of accident is unacceptable to society. And that’s not me saying it. That’s society saying that,’ he said in an interview this week in Tokyo, where he is giving lectures and speaking on panels marking the third anniversary of the March 11, 2011 earthquake and tsunami that overwhelmed the Fukushima plant.”

Jaczko har altid været bekymret for A-kraften – det har været hans profession at være det. Men Fukushima-katastrofen ændrede hans syn på A-kraften og på mmenneskets mulighed for at håndtere den. Der sket på ganske få døgn så meget, som eksperterne havde været fiuldstændig uforberedte på, at det fuldsytændig ændrede ikke bare hans, men den japanske befolknings, syn på A-kraften.

At en hel stribe reaktorer stadig ikke ville være under kontrol tre fire døgn efter et uheld, men tværtimod en efter en eksploderede og kernenedsmeltede var fuldstændig utænkeligt for ham.

Han tog da også året efter konsekvensen af sin indsigt og sagde op efter tre af de fem år, han skulle have ledet NRC, da han ikke mere kunne forsvare at medvirke til genstarter af reaktorer. USA har i snesevis af reaktorer som er stort set identiske med dem som nedsmeltede ved Fukushima Daiichi.

Den naive forståelse er, at noget tilsvarende ikke vil ske i USA – fordi der ikke er tsunamier. Men den reelle situation er, at det skete, fordi man ikke havde været i stand til at foregribe situationen og forberede sig på den. Og selvom nogle havde indset, at det som skete ville kunne ville kunne ske, så blev denne viden ikke omsat til de nødvendige ændringer, så det ikke kunne ske. Vi kan rette op og styrke og skærpe og indskærpe, men vi kan aldrig sikre os, at vi er helgarderet.

Jaczko har i denne omgang også mødtes med Niigatas guvernør Hirohiko Izumida. Og selvom Japan igen og igen gentager, at man med NRAs nye sikkerhedsforskrifter har verdens skrappeste sikkerhedsforskrifter, så er det måske snævert set frigtigt i forhold til den enkelte reaktors teknologiske sikkerhed (hvilket i sig selv da også er særdeles vigtigt). Men alt hvad der har med nødberedskaber, evakueringsplaner osv. at gøre er overladt til de enkelte lokalsamfund og er ikke nogen forudsætning for genstarterne.

Niigata er hjemsted for verdens største atomkraftværk, Kashiwazaki-Kariwa-værket, som TEPCO presser meget hårdt på for at få genstartet. Og Izumida benyttede mødet med Jaczko til at understrege, at genstart overhovedet ikke kan komme på tale før en række lovændringer er indført. For kan man for eksempel tvinge budchauffører til at udføre arbejde i højere strålingsdoser end normale arbejdsmiljøkrav forudsætter, eller etablerer egentlige kriseenheder, som i evakueringssituationer kan træde ind og udføre farligt arbejde – ellers kan evakueringer måske slet ikke lade sig gøre.

Ifølge Asahi Shimbun antydede Izumida i samtalen med Jaczko, at: “’the creation of a viable evacuation plan’ will become a new hurdle to restarting reactors at the cnuclear plant.”

Jaczko spurgte herefter Izumida: “if municipalities in Niigata Prefecture had compiled evacuation plans for residents living near the nuclear plant.

The governor replied, ‘Some do have plans, but they will not function in practice.’

Jaczko said that without a sufficient evacuation plan in the United States, the Nuclear Regulatory Commission would order a halt to nearby nuclear power plant operations.”

I princippet mener Izumida, at TEPCO skulle koncentrere sig om at få situationen under kontrol ved Fukushima Daiichi, at det overhovedet ikke giver mening at tale om genstart, før man er kommet helt ind til benet af, hvad der skete ved Fukushima Daiichi, og hvordan man kan undgå at det sker igen. Men at han ser udarbejdelsen af forsvarlige evakueringsplaner som en ny massiv hindring, den dag, man er kommet dertil.

Så hvis det nogensinde vil lykkes, tegner der sig endog meget lange udsigter for at få Kashiwazaki-Kariwa-værket genstartet. Og selvom Izumida løbende er under massivt pres, så er sådanne møder med kræfter udefra med til at fastholde perspektivet og det absurde i den blinde genstartspolitik, som Abe-administrationen mere og mere utilsløret søger at presse igennem.

Toshihiro Okuyama: Niigata governor: Nuclear evacuation plans impossible without legal changes, Asahi Shimbun 15.03.2014.

Yuri Kageyama: US ex-nuclear chief: Fukushima lesson is phase-out, AP 13.03.2014.

Ex-NRC Chairman Gregory Jaczko: No More Nuclear Power for Japan Unless Japan Is Willing to Have Another Accident, EXSKF 13.03.2014.

Andrea Germanos: Former NRC Head: Fukushima a Call to Phase Out Nukes, Common Dreams 13.03.201

Mari Iwata: Is Japan Ready for Another Nuclear Accident? Wall Street Journal 12.03.2014.

Kazuaki Nagata: Jaczko recalls chaos of Fukushima early days, Japan Times 12.03.2014.

 

 

 

16. marts – Pres på japanske forskere

Det har været signaleret i det små, men New York Times bringer i dag en artikel om, at japanske forskere i praksis har forbud mod at publicere artikler om situationen ved Fukushima Daiichi, som enten direkte sammenligner med den tilsvarende katastrofe ved Chernobyl eller åbener op for at gøre det.

Konkret blev en seniorforsker ved det japanske meteorologiske forskningsinstitut, Michio Aoyama, da han kort efter katastrofens vbegyndelse for 3 år siden vill bringe en lille informerende atikel i Nature, ringet op, at han borde fjerne sit navn fra artiklen, som påviste, at koncentrationen af cæsium-137 var målt til at være 10.000 gange højere i overfladevandet end efter katastrofen i Chernobyl. Og mange japanske forskere har erfaret, at det er så godt som umuligt at få økonomisk støtte til – eller talerør for – forskning i strålingens omfang og implikationer. Så nogle forskere, som endda har ønsket at tage nogle af de mange yderest relevante problemstillinger op, har måttet ty til private donationer og crowd-sourcing.

Der er ikke tale om voldsomt udbasunerede forbud, men om mere eller mindre uudtalte advarsler og formaninger, som genererer en form for selvpålagt afholdenhed hos de fleste for en sikkerheds skyld – som det er meget svært at sætte nogen finger på, men som i høj grad formår at styre udviklingen i Japan. Med en blanding af formaninger om ikke at forårsage panik, signaler om hvad der velset og hvad der er fremtid i kan man langt hen ad vejen sikre, at den japanske forskningsverden ikke giver anledning til mere panik og skræk for radioaktiviteten, end der allerede er i den japanske befolkning.

Man kan lægge sådanne subtile hindringer ud, hvilket der tydeligvis bliver gjort. Og man kan en overgang søge at styre informationsstrømmen – hvor de fleste japansksprogede medier er langt mere pronucleare end deres tilsvarende engelsksprogede – men i vores moderne virkelighed kan man ikke i længden (og i virkeligheden ikke ret længe) fortrænge, hvis Fukushima-katastrofen, hvad alt tyder på, er på vej til et blive verdens største atomulykke målt i samlet radioaktivt udfald. Og på bare lidt længere sigt medfører forsøg på den slags spin-kontrol kun, at mistilliden til og modstanden mod atomkraften vokser endnu mere i den japanske befolkning. Som man så i NHKs seneste undersøgelse, så er der i dag kun 1% af befolkningen, som ønsker flere reaktorer – det som indtil Fukushima-katastrofens udbrud var den officielle politik, og det som i hvert fald dele af Abe-regeringen ønsker at reetablere, selvom man af strategiske grunde siger, at man ønsker at nedbringe afhængigheden af A-kraften mest muligt. Omvendt har det flertal, som ønsker at sende reaktorerne til dekommissionering, enten øjeblikkeligt eller så hurtigt som muligt, aldrig været større.

Der er da også så mange internationale forskere, som er aktive i og omkring Fukushima, at det ikke vil lykkes – der vil i løbet af nogle år danne sig en langt klarere forståelse af, hvad der er sket, og hvilke konsekvenser det vil få ikke bare for vi mennesker, men for de strålingsramte levende økosystemer. Omvendt var der så mange relevante ting at undersøge i forbindelse med en strålingsulykke som Fukushima-katastrofen, at det er fuldstændig uansvarligt overfor verdenssamfundet, ikke bare at man systematisk har givet vildledende og direkte forkerte oplysninger om strålingsniveau osv., men nok så meget, at man ikke systematisk-konsekvent søger at udlede den fulde viden, som en sådan katastrofe åbner for.

David McNeill: Squelching Efforts to Measure Fukushima Meltdown, New York Times 16.03.2014.

NYTimes: Gov’t scientist not allowed to publish findings that Fukushima cesium-137 levels could be 10,000 times higher than after Chernobyl in Pacific – Professors obstructed when data might cause public concern, Energy News 16.03.2014.

Senior Scientist at MIT Event: Japanese scientists censored – Not allowed to publish research that compared Fukushima to Chernobyl – Fukushima ‘arguably’ bigger, Energy News 24.01.2014.

Censored Japan gov’t scientist reveals much more radioactive material is leaking into Pacific from Fukushima than claimed by Tepco – It’s getting released outside of port’s barrier, directly into ocean – Officials refused to allow publication of study on sea contamination, Energy News 27.09.2013.

Gundersen: Medical doctors ordered to not tell patients their problems are related to Fukushima radiation – Of course they’re going to say nobody died… the data records are distorted – People of Japan are essentially a scientific experiment, but nobody’s reporting results, Energy News 11.09.2013.

Fukushima Govt. & Fukushima Medical University Signed Secrecy Pact With IAEA, Simply Info 01.01.2014.

 

 

 

17. marts – Transportsække ved at være møre

TEPCO har under stor pressebevågenhed haft sin score af tåbeligheder og manglende omtanke i håndteringen af det radioaktive materiale, som til stadighed flyder, stråler og sveder ud af de havarerede reaktorer ved Fukushima Daiichi. Mange af dem bunder i, at man blev kastet ud i en situation, som ingen troede mulig og derfor ingen nogensinde har søgt at forestille sig endsige forberede sig på. Og i de første hektiske dage og uger måtte man gribe til meget intermistiske løsninger, som så hen ad vejen måtte udbedres. Så for eksempel fik man i al hast købt nogle for billige tanke, som viste sig at lække, fordi de blot var skruet sammen af elementer. Men nu viser det sig, at andre også kan være med på det hold.

I det kæmpemæssige dekontamineringsarbejde, man har igangsat, for igen at gøre de strålingsramte landskaber beboelige, er store mængder af lavradioaktivt materiale fra dekontamineringen, topjord, havevegetation, sammenfejninger, skrælninger af skovbunde osv. foreløbig samlet i store armerede sække, for så at skulle stilles på dertil indrettede depoter.

Og nu viser det sig – hvad man hele tiden har vidst – at disse sorte kæmpeplasticsække ikke holder evigt, tværtimod har de en holdbarhed på max. tre år, som meget snart er ved at være gået. Ikke det helt store problem, hvis deponeringspladserne var klare. Men havde man tænkt sig lidt bedre om – havde nogen af de mange råd og instanser som igennem flere årtier har haft som opgave ikke bare at forebygge, men nok så meget kriseforberede, taget deres opgave alvorligt – så havde disse sække ikke bare haft en helt anden holdbarhed. Så havde de også haft en vis hæmmende effekt overfor strålingen.

Men forhandlingerne om, hvor disse depoter skal ligge, har været kørt fuldstændig i hårdknude. Imens er de første sække ved at gå i forfald – hvilket er tydeliggjort af en række Twitter-billeder i de seneste dage. Og løsningen synes ikke lige om hjørnet, for ingen ønsker at være nabo til radioaktivt strålende lossepladser, uanset hvor meget man får forsikret, at det ikke overskrider de fastsatte grænseværdier, og ingen tror på, at disse lagre bliver fjernet efter 30 år, som det ellers hedder i ’tilbuddet’ fra centraladministrationen. Så selvom der har været vredet mange arme rundt i det lokalpolitiske landskab, og der blandt de udpegede mulige steder efterhånden er ved at vise sig nogle mere eller mindre oplagte kandidater, så er hele deponeringsspørgsmålet et næsten uigennemtrængeligt emotionelt-politisk minefelt, hvor ingen rigtig tør eller kan træffe de endelige beslutninger.

3 Years after Fukushima Nuclear Accident: Bags Used to Store Contaminated Soil Were Meant to Last 3 Years, EXSKF 17.03.2014.

 

 

 

17. marts – Demonstrationer på Kyushu

Måske atomkraftværket ved Sendai, som nu står til at blive det første, som bliver genstartet efter NRAs nye sikkerhedsregler, også var valgt fordi den lokale modstand mod genstarten her er forventet langt mindre end andre steder i landet. Men det afholdt ikke omkring 6.000 mennesker fra i går i Kagoshima at protestere overfor NRAs planer om at prioritere genstarten af de to reaktorer ved Sdendai-værket.

Hvis ellers arrangørernes vurdering af deltagerantallet passer, vil det være den største manifestation mod A-kraft i Kagoshima Amt nogensinde.

Hiroki Koike: Demonstrators turn out in force in Kagoshima to oppose Sendai plant restart, Asahi Shimbun 17.03.2014.

 

 

 

18. marts – Massiv modstand mod genstart af atomreaktorer

For blot få dge siden fremlagde NHK tal fra en omfattende undersøgelse, hvor spørgeskemaerne var indsamlet inden jul. Her var der qua den komplekse spørgemåde så mange, som var i tvivl om genstart eller ej, at hele 80% af dem som havde taget stilling, ønskede A-kraften afviklet (enten øjeblikkeligt eller i løbet af så få år som muligt).

I dag fremlagde Asahi Shimbun en helt ny undersøgelse, hvor man mere ligefremt spørger om ja eller nej til genstarter i den nuværende situation – dvs. allerede denne sommer. Her vil mennesker, som ønsker A-kraften afviklet over en årrække, men finder det OK at genstarte et vist antal for i en overgangsperiode at mindske klimabelastningen importen af fossile brændstoffer og, være tilbøjelige til at sige ja. Alligevel er der ret præcist dobblet så mange, som er imod genstarten (59%), som der er for (28%). Disse tal dække over betydelige forskelle mellem mænd (51%/39%) og kvinder (66%/18%). Så hvor kun et lille flertal af mændene er imod genstarterne, så er næsten fire ud af fem kvinder imod genstart.

Ved tilsvarende rundspørger i juli og september 2013 samt januar i år lå tallet på 56%, så modstanden i den japanske befolkning er om noget stigende.

Asahi spurgte ved samme lejlighed om, hvor mange som gik ind for en udfasning af A-kraften, og her svarede 77% ja, mens kun 14% ønsker at Japan bevarer sin A-kraft. Så premierminister Abe har et yderst smalt mandat til at gennemføre sin genstartspolitik, som nærmest blindt synes at forfølge devisen jo flere jo hurtigere jo bedre.

Jeg vil ikke gå i detaljer med de øvrige spørgsmål, om hvor bekymret, japanerne er, kun sige, at det er ganske tankevbækkende, at der ligesom der i NKHs undersøgelse offentliggjort for få dage siden kun var 1% af befolkningen, som ønskede at fortsætte udbygningen af den japanske A-kraft (som der var planer om indtil Fukushima-katastrofens udbrud), så er der i Asahis undersøgelse 1%, som ikke bekymrer sig over risikoen for atomuheld, og som ikke ser noget problem i, at man endnu ikke har løst deponeringsproblmatikken for det højradioaktive atomaffald. Så Japan, som på mange måder har stået som det mest teknologi-elskende, teknologi-tillidsfulde folkeslag i verden, har efterhånden kun 1% teknologi-optimister tilbage, i hvert fald når det gælder Atomkraft.

Asahi Poll: 59% oppose restart of nuclear reactors, Asahi Shimbun 18.03.2014.

 

 

 

19. marts – Bunmei Ibuki om ‘the ultimate goal of phasing out nuclear power’

Tekst på vej …

1. Ibuki is not arguing for the immediate abolition of nuclear power, and is not opposed to the reactivation of nuclear reactors.

2. However, based on his view that nuclear energy represents the arrogance of humankind in believing it can control nature, going against the Japanese tradition of coexisting with nature, he firmly believes that nuclear power must ultimately be phased out.

3. Based on his philosophy of living humbly amid abundance, Ibuki believes a shift must be made from a lifestyle of wasteful electricity use — including late-night television, excessive lighting and air conditioning, and 24-hour convenience stores.

Bunmei – Kyoto, buddhist, lærd, restaurant, skrevet kogebog, som fuldt så meget handler om det simple enkle liv. Tenrikyo – new age-buddhisme. Var minister for uddannelse, kultur, sport og teknologi i Abes første regeringsperiode i 2006 og i dag talsmand for LDP i underhuset. Har været leder af LDP i 2007-08 og var en kort overgang i 2008 finansminister.

Valgt ni gange, 75 år, old-school, har markeret sig at korporlig afstraffelse i visse situationer kunne være en nødvendig del af opdragelsen.

Lower house speaker clarifies his nuclear phaseout stance, Mainichi 18.03.2014.

Michael Cucek: Ibuki Bunmei’s Anachronistic Madness, Shisaku 12.02.2013.

 

 

20. marts – Blog-indlæg: Pandoras Promise was a lie

Har sat en ny udgave af dokumentaren Pandora’s Promise Was A Lie – Fukushima Documentary 2014 op som blog-indlæg. Den er tilegnet Masao Yoshida og den brave gruppe mænd, som da uheldet var ude kæmpede med ryggen mod muren og trods den pinagtigt totale uforberedthed lykkedes at begrænse katastrofen. Ikke fuldstændigt, for det blev faktisk til 3 fulde kernenedsmeltninger, men i forhold til det worst case scenario, hvor man måtte evakuere 30-40-50 mio. japanere i Tokyo-området og flytte landets økonomiske og politiske centrum.

 

 

 

20. marts – NRA revser TEPCO

På et møde i dag torsdag mellem TEPCO og NRA insisterede NRA på, at TEPCO koncentrerede sig fuldt ud om håndteringen af situationen ved Fukushima Daiichi (og gjorde oprensningsarbejdet til sin topprioritet frem for alle spekulationerne i reaktorgenstart og opførelse af nye kraftværker). Det kunne ikke nytte, at TEPCO ‘fedtede’ med ressourcerne i sine bestræbelser på at bringe situationen under kontrol. Den eneste tids mange småuheld var alle undgåelige – og et resultat af TEPCOs manglende fokus.

Mødet kommer få dage efter, at TEPCO måtte standse samtlige tre ALPS-systemer efter at 900 ton vand viste sig at være utilstrækkeligt renset og har nået at forurene 15.000 ton vand. Normalt kan ALPS-systemet reducere det radioaktive indhold til blot en hundredetusindedel, men tilsyneladende havde det ene system igennem nogle dage kun reduceret til en tiendedel. Så 21 tanke og et omfattende system af rørledninger skal nu dekontamineres, før systemet igen kan startes op. Igen må man sige, at tekniske sammenbrud kan forekomme og vil forekomme, men at det er utilgiveligt, at problemerne når et sådant omfang før man får standset. Det peger på et af TEPCOs meget store problemer, cocktailen af dårlig ledelse, dårligt arbejdsmiljø og utilstrækkelig bemanding.

ALPS-problemerne derimod peger på det tilbagevendende problem, at Fukushima-katastrofen er af en karakter, som man ikke rigitig har forudgående erfaringer at kunne trække på. Så selvom et sådant system er udviklet, og i princippet findes, så kræver det megen efterjustering at få tre sådanne vandrensningssystemer til at køre 100% korrekt dag efter dag efter dag. Men det er det, som skal til, hvis det skal lykkes TEPCO at få indhentet de foreløbig omkring 340.000 ton radioaktivt forurenede vand, som man foreløbig har måttet pumpe op i og omkring de havarerede reaktorer – plus de omkring 400 ton forurenet vand, som der tilkommer yderligere hver eneste dag. Målsætningen (som har været skubbet flere gange) er at få ALPS-anlæggene til at køre optimalt fra april i år og herefter at have fået renset de 340.000 ton vand inden for et år. Hvis det (som det også er planlagt) lykkes i løbet af 2015 at få lagt en ring af frossen jord omkring de fire havarerede reaktorer og dermed stoppe den store grundvandsbevægelse under værkerne, så vil den mængde af radioaktivt forurenet vand, man hver dag må bortpumpe falde drastisk, og mængden af radioaktivitet, som grundvandet til stadighed vasker ud i Stillehavet også falde betydeligt.

Tepco senior-arbejder til ABC-Net:

For godt en uge siden fortalte en senior-arbejder ved Fukushima Daiichi ABC Net: “There are too many systems and they all have problems. For example, too many water tanks with too many lines – it’s very difficult to operate. It’s made worse because all the experienced workers have reached their radiation limits, so TEPCO has to rely on staff that don’t know the site and who aren’t trained. […] The other day when contaminated water overflowed from a tank, an alarm was ringing but they didn’t go and check. I couldn’t believe it. It was ringing for nine hours and they thought the alarm was out of order. […] I feel it is impossible to fix before my death. We just don’t have the technology to fix it. It currently doesn’t exist. We just can’t deal with the melted fuel.” (via Energy News)

NRA har tidligere søgt at præcisere, at TEPCO burde koncentrere sig om Fukushima Daiichi, og var en periode afvisende overfor overhovedet at acceptere TEPCOs ansøgning om genstart af de første reaktorer ved Kashiwazaki-Kariwa-værket, før der var bedre kontrol med situationen ved Fukushima Daiichi, men fik tydeligvis besked fra de højere magter, at det var NRA opgave at forholde sig til de ansøgninger, som blev indgivet – ikke at vurdere, hvem som kunne ansøge. Så foreløbig har man fået igangsat ganske omfattende undesøgelser af undergrunden ved Kashiwazaki-Kariwa, hvor man i 2007 havde et ganske voldsomt jordskælv, som satte adskillige reaktorer ud af spillet i længere tid.

Regulator urges TEPCO not to be “stingy” with safety investment, Kyodo 20.03.2014.

Iori Mochizuki: 21 tanks and 1km of pipe must be decontaminated due to the system failure of ALPS / Not known when to reboot ALPS, Fukushima Dairy 20.03.2014.

Treatment of Fukushima radioactive water unlikely to resume soon, Asahi Shimbun 20.03.2014.

Fukushima water decontamination suspended indefinitely, RT 20.03.2014.

ALPS decontamination system malfunctions again at Fukushima plant, Asahi Shimbun 19.03.2014.

Lucas W. Hixson: TEPCO shuts down ALPS system at Fukushima Daiichi after contamination found in storage tanks, Enformable 19.03.2014.

Fukushima I NPP: All Three Lines of ALPS (Multi-Nuclide Removal System) Are Stopped, EXCSKF 18.03.2014.

Anonymous Senior Tepco Employee: No one knows what to do at Fukushima, it’s impossible to fix – Reactors not under control – “We just can’t deal with the melted fuel”, Energy News 10.03.2014.