Strøtanker om bæredygtighed

The End of Nature hedder en bog af Bill McKibben, som udkom i 1989 – på dansk: Farvel til naturen (1991). Titlen til trods er det ikke nogen stort basuneret dommedagsprofeti om, at verdens endeligt er nær, men en sine steder næsten smertefuldt vemodig afsked med den natur, som lever i sig selv, uden menneskelig påvirkning – en læsning af, at den natur og den naturlige balance mellem et stort antal arter, som er opstået gennem tiderne, er afløst af en natur, hvor menneskets tilstedeværelse er at spore over alt.

Han tænker her ikke bare på de stadig større områder, som menneskets virketrang aktivt har underlagt sig gennem opdyrkning og bosætning. Efterhånden som det industrielle samfund har udviklet sig, er der spor efter menneskelig aktivitet over alt, der er elementer fra vores kemiske industri i så godt som alle levende organismer og hver eneste dråbe vand. Og ikke mindst rummer hver eneste kubikmeter af atmosfæren efterladenskaber fra vores stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændstoffer. Første kapitel hedder da også “En ny atmosfære”.

For McKibben er de hastigt voksende koncentrationer af drivhusgasser et billede på den nye natur. Menneskets aktiviteter har fået globale konsekvenser, vi kan ikke flytte et andet sted hen for at undgå tidligere problemer. Naturen som noget udenfor mennesket – og for menneskelig påvirkning – nærmer sig sin afslutning. Men ét er at have fået indflydelse gennem affaldsstoffer og uvidenhed. Noget andet er, om vi som menneskehed er den opgave voksen, som vi gennem vores omfattende aktivitet har påkaldt os, at opretholde naturens balance.

The End of Nature bliver ofte betragtet som startskuddet til den moderne amerikanske miljøbevægelse. Den var med til at åbne USAs øjne for, at vi var på koalitionskurs med naturens balancer, og at klimaudfordringerne var virkelige, her og nu – ikke blot en måske fjern tåget fremtid.

I det indledende kapitel fortæller McKibben om en svensk forsker, Svante Arrhenius. Han fik i 1884 med nød og næppe sin doktorgrad ved Uppsalas universitet. Ingen troede rigtigt på de ideer, han forfulgte, men han forfulgte sit emne og fik i 1903 Nobelprisen for sit arbejde med væskers ledningsevne. Samme Arrhenius bekymrede sig om de stadig større udledninger af CO₂ i atmosfæren, og han konkluderede i en artikel i Philosophical Magazine, som han skrev i 1896, at vi ville stå overfor en 5-6 °C global temperaturstigning, hvis CO₂-indholdet i atmosfæren fordobledes i forhold til koncentrationen før industrialiseringen – ikke langt fra hvad vi i dag er ved at indse. Tænk hvis vi havde hørt bedre efter for 100 år siden.

Arrhenius regnede også med, at en fordobling ville tage omkring 3.000 år – her var han til gengæld mindre heldig med sine forudsigelser. Med den nuværende stigningstakt i udledningerne vil koncentrationen af drivhusgasser fordobles på blot 100 år. Forståelsen af drivhuseffekten går helt tilbage til 1827, hvor den franske matematiker Jean-Baptiste Fournier første gang beskrev fænomenet.

McKibben kredser i sit forfatterskab meget om naturbegrebet og betydningen af, at vi opretholder naturreservater, hvor den menneskelige aktivitet og opdyrkningstrang er holdt i ave. De er vigtige ikke bare for naturens biodiversitet, som overlevelsesøer for liv, som ikke har nogen chance i vores urbane og agrare landskaber – de har fuldt så stor betydning for os mennesker som bevidsthedsøer, hvor vi kan finde fred, og spor af den stabilitetens og forudsigelighedens natur, som vi er ved at måtte tage afsked med.

I kapitlet “Farvel til naturen” ser han vores naturbegreb i forhold til kristendommens naturforståelse, som traditionelt har været tillagt meget af skylden for, at vi i den vestlige verden har kunnet bevæge os så langt ud i en naturbeherskelse, at vi lige nu for kortfristet vindings skyld hastigt er i færd med at destruere vores livsgrundlag. Men skabelsesberetningen giver mennesket en ret til at forvalte, ikke til at ødelægge. Og McKibben holder Jobs bog frem som billede på, at mennesket må lære at leve med, at der er en oprindelig, vild natur, som vi ikke kan eller skal beherske.

“Kuldioxid og drivhusgasser kommer alle steder fra, så problemet med dem kan kun løses ved at gøre noget ved alting”, skriver McKibben p. 142. Vi er ikke blevet meget klogere på 20 år, faktisk var der en meget klar opfattelse af problemernes alvor allerede for 20 år siden, som de mellemliggende års forskning har nuanceret, men ikke modsagt på nogen væsentlige punkter. Billedet af en klode i drastisk forandring står klarere i dag. Og der er flere, som er vågnet til, at noget må gøres. Men efterhånden som den professionelle tvivlssætning er ved at være klinget ud, får vi en strategisk tvivlssætning og lanceringer af “løsninger”, hvor vi endelig ikke skal ændre på vores livsstil, men blot fortsætte som forbrugere, blot af intelligente, klimavenlige – bright green – produkter. Mantraet, at væksten for enhver pris skal opretholdes, lyder så stærkt som nogensinde. Det er som om at det slet ikke kan trænge ind, at fremtidens rigdom kunne være afhængig af nutidig tilbageholdenhed. Med det nøl vi i disse år ser fra politisk side, er der stadig meget lang vej til, at vi systematisk “gør noget ved alting”.

Bill McKibben: The End of Nature, Random House, New York 1989.

Bill McKibben: Farvel til naturen. Den nye verden, Gyldendal, København 1991.

Svante Arrhenius: On the Influence of Carbonic Acid in the Air upon the Temperature of the Ground, Philosophical Magazine vol. 41 pp. 237-76, 1896 (pdf).