COP19: Slut med konventionelle kulkraftværker

18. november 2013

Samtidig med, at kul-ugen er sat ind i Warszawa – hvilket har givet anledning til mange protester fra NGO-side – så har 27 klimavidenskabsmænd m/k fra alle dele af verden fremlagt en rapport, New unabated coal is not compatible with keeping global warming below 2°C (pdf). Den gør i al sin enkelhed op med forestillingen om, at det er muligt at fortsætte med den nuværende afbrænding af kul, hvis vi skal være i stand til at overholde den målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget i København i 2009. Konsekvensen af 2ºC-målsætningen er simpelthen, at det er slut med flere kulkraftværker. Dem, som overhovedet kan undværes, må udfases hurtigst muligt, og for dem, som i en overgangsfase får lov at fortsætte, skal hurtigst muligt udrustes med effektiv filtrering og CCS-teknologi.

Rapporten er bygget op over 6 statements, hvor det første meget direkte imødegår den seneste tids forsøg på at brande kul som clean coal og low carbon – hvilket er notorisk nonsens indtil den dag, hvor det lykkes at udvikle en effektiv CCS-teknologi:

Unabated coal is not a “low carbon” technology
Avoiding dangerous climate change requires that the majority of fossil fuel reserves need to stay underground
Current trends in coal use are harbouring catastrophic climate change
To keep global warming to less than 2°c above pre-industrial, use of unabated coal has to go down in absolute terms from now on
Alternatives are available and affordable
Public financing institutions and regulatory agencies are reining in unabated coal, but more is needed

Jeg vil ikke her gennemgå rapporten i sine enkeltheder, men blot præsentere nogle af dens figurer som en appetitvækker til selve rapporten (fra statement 1,2 og 5). Så håber jeg, at der stadig efterfølgende er appetit til at læse den blot 8 sider lange rapport.

For twitter-entusiaster er der i rapporten angivet et hashtag: #NoCoal2C.

Selvom det er blevet sagt, at det af IPPC for nylig fremlagte carbon budget ikke bliver direkte indarbejdet i grundlaget for den klimaaftale, som de i disse dage sveder over i Warszawa, og som efter planerne skal ligge klar til vedtagelse ved COP21 i Paris om blot to år, så er det interessant at se, at det allerede præger hele forståelsen omkring klimaforhandlingerne. På den led nærmer vi os den nødvendige forståelse for, at der er definitive rammer for vores ageren i det globale klima- og økosystem – og at vi er i færd med at overtræde dem så eftertrykkeligt, at der i allernærmeste fremtid skal en radikal omlægning til for ikke at vælte systemet mere varigt.

Figur 1 viser hvor meget CO_2e, som udledes som følge af produktionen af 1 kWh. Her er det helt umiddelbart klart af grafikken, at kullene er den fossile energiform, som har de største klimapåvirkninger indbygget. For hver af søjlerne repræsenterer den sorte streg middelværdien, og de skraverede felter øverst og nederst angiver hhv. den fjerdedel, som medfører den største klimapåvirkning og den fjerdedel, som medfører den mindste klimapåvirkning. Så hvis vi for et øjeblik ser på kullene, så medfører de mest forurenende kulafbrændinger mere end dobbelt så meget CO₂, som den mindst forurenende del. Så er der nedenunder indtegnet små orangerøde firkanter. De repræsenterer enkeltstående eksperimenter med CCS-teknologi, Carbon Capture & Storage. Det er stadig meget usikkert, hvor meget CO₂, man overhovedet vil være i stand til at fjerne fra røggasserne som del af selve kulafbrændingen, og hvor sikkert man efterfølgende kan opbevare den. Og rent personligt mener jeg, at de tilfælde, hvor man lagrer CO₂ i halvtømte oliefelter for at kunne presse endnu mere gas og olie ud, er problematiske.

I forhold til kullene er olien et bedre alternativ, selvom tar sand forekomsterne (som hører til i den øverste fjerdedel) giver lige så meget CO₂ som de fleste kul. Og med naturgassen er der et endnu bedre forhold mellem den udvundne energi og klimabelastningen, men stadig er det ikke noget som hører til et postfossilt samfund, og selv som overgangsenergikilde er der grænser for, hvor meget plads, man skal give den. For det er tydeligt, at selvom både sol og vind har et CO₂-fodaftryk fra energiproduktionen, så er de vedvarende energikilder her generelt mange klasser bedre end de fossile kilder. Og udledningerne fra den ‘dårligste’ fjerdedel vil typisk kunne mindskes gennem omtanke og teknologisk udvikling.

Den mest interessante søjle er på mange måder den længst til venstre, biopower (biomasse). Den har et betydeligt negativt potentiale, ikke mindst hvis man ikke afbrænder den fuldstændigt, men ved pyrolyse, så man laver trækul/biochar og på den måde med hjælp af planteverdenens fotosyntese trækker CO₂ ud af atmosfæren igen. Ud over at biochar i store dele af verden kan være jordforbedrende, øge afgrøderne og mindske afhængigheden af kunstgødning, så er der også tale om en simpel, sikker lagring af CO₂, som er stabil mange hundrede år frem.

Og hvis vi ikke bare vil bremse den nu accelererende temperaturudvikling, men langtidsstabilisere klodens klima, så skal vi inden længe lære at klare os ikke bare uden afbrænding af fossile brændstoffer, men også blive i stand til at genindsamle størstedelen af den CO2, som er blevet udledt i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse. Her er biochar, som verden ser ud i dag, umiddelbart det bedste bud.

Figur 2 viser forholdet mellem de kendte fossile reserver og så det carbon budget, vi må holde os indenfor, for at kunne holde 2ºC-målsætningen. Hvis man sammenholder det med figur 1, så bliver det indlysende, som James Hansen udtrykte det i 2009, at “coal is best left in the ground.”

Figur 5 ser på prisen for at fremstille 1 kWh ved forskellige vedvarende teknologier, hvor prisen for de fossile brændsler er angivet som det grå bånd nedenunder. For hver energikilde er der vist to prisområder, den massive er prisen i 2012, mens den skraverede er den forventede pris i 2020. Hvis man ser på vandkraften, så er der så lille teknologisk udvikling, at det ikke bliver billigere i 2020. Hvis man derimod tager der forskellige former for solcelleteknologi (koblet med forskellige lagringsteknologier, som gør at solenergi høstet i dagtimerne kan holde bruges om aftenen), så forventes priserne frem mod 2020 at falde betragteligt.

Her er der vel at mærke tale om en situation, hvor der ikke er nogen form for eksternaliserede udgifter ved den fossile afbrænding. Allerede i dag er der situationer, hvor nogen af de vedvarende energiformer er billigere end de fossile brændsler (hvor de vandrette prissøjler rager ud til venstre for fossilernes grå bjælke). Og hvis man via en eller anden form for CO2-afgift fik prisen for den fossile energi op på det dobbelte (rykkede den grå bjælke et godt nyk til højre), så ville mange flere af de vedvarende energikilder i langt flere situationer være den billigste løsning.

Figur 6 er et forsøg på at visualisere de forskellige energikilders eksternaliserede udgifter til hhv. sundhed (de røde linjer) og klimaomkostninger (de blågrønne linjer). Den vandrette akse er logaritmisk, så hver enhed til venstre svarer til en tidobling. Det er udgifter ved energiproduktionen, som påføres samfundet og den enkelte, eller gives videre til eftertiden som ødelagt natur og levevilkår. Hvis man gennem den ene eller anden form for klimaafgift kunne indregne disse omkostninger direkte i energifremstillingsprisen, så ville det forrykke styrkeforholdet markant mellem de enkelte energikilder, og kullene, som i dag er noget af det billigste at række ud efter, ville med et slag ende i den dyre ende. For de mere svinske kulafbrændingsformer vil det rundt regnet svare til en fordobling af prisen og dermed, hvis vi går tilbage til figur 5, at den grå bjælke for den fossile energipris får et stort ryk til højre.

Derfor er det så vigtigt, at der kommer en klimaaftale, derfor er det så vigtigt, at EU får sit kvotesystem til at fungere, så det ikke kun bliver en symbolsk betaling, men en klimabeskatning, som giver et incentive til at omlægge til vedvarende energi, samtidig med, at det reelt modsvarer de kolossale omkostninger, som en forsat brug af fossile energikilder vil påføre samfundet og eftertiden.

Med så klar og entydig tale som en rapport som denne lægger for dagen, så burde det være lige for allerede nu i Warszawa at beslutte:

Close all existing subcritical plants;
Implement safe CCS on all new plants, even the most efficient;
Leave most existing reserves in the ground.

Det var præcis, hvad klimaforhandlingernes leder Christiana Figueres fortalte deltagerne ved World Coal Summit 2013, som åbnede i Warszawa i dag. Det behøver ikke vente til 2020, og slet ikke i den rigeste del af verden. Der er ikke noget vi ved til den tid, som vi ikke allerede ved i dag (måske bortset fra hvordan man laver en billig, effektiv og velfungerende CCS-teknologi). Det ville være en ærefrygtindgydende flot beslutning at træffe i Polen, som i dag er et af verdens største kullande.

Kan allerede høre protesterne. Polen, som i dag har 6 af Europas 10 mest luftforuenede byer, regner med at kul er den vigtigste kilde frem til 2060 – de må blot lære at regne om i stedet for at sabotere klimaindsatsen i hele EU. Kina, som med sin morderiske luftforurening holder sin befolkning kunstigt ungdommelig, er så småt ved at indse, at det ikke er fremskridtets pris, men nutidens forbrydelse og fremtidens byrde, og man er i gang med at forbyde nye kulkraftværker i foreløbig tre provinser, men derfra til at lade sig diktere udefra. USA, Rusland og Indien skal nok også vide af at protestere, hvis de ikke bare selv kan bestemme tempoet.

Vi må lære at ignorere disse fossile røster, som liiiige vil have lov at brænde nogen tusinde skibsladninger kul mere af, inden vi tager det med klimaet alvorligt. Vi må lære at høre smerten fra de mange syge og døde, fra de mange forkullede landskaber, fra fremtidens millioner af klimaflygtning, fra titusindvis af dyrearter, som ikke klarede at omstille sig til det det fossile samfunds svinesti, fra de afsvedne marker, fra de oversvømmede floddale, fra de druknende kystbyer og atolsamfund.

Alt dette ligger der i det stilfærdige udsagn: “Coal is best left in the ground.”

Banal kulafbrænding – unabated coal – er ikke forenelig med overholdelsen af noget af det eneste vi endnu er blevet enige om, når det gælder den globale klimaindsats, at vi må sikre at temperaturudviklingen holdes væsentligt under 2ºC.