Strøtanker om bæredygtighed

Det har været sagt, at den seneste IPCC-rapport med dens 2.000 sides sammenfatning af verdens klimaforskning alene i første del ikke bringer noget egentligt nyt, men først og fremmest tydeliggør og uddyber, hvad vi allerede ved. Det er nok lidt arrogant, men afspejler først og fremmest, at klimavidenskaben efterhånden har nået et stade af modenhed, hvor der måske stadig er ting, vi kun forstår ufuldstændigt, men hvor grundskelettet er på plads og der ikke mere er store hvide områder på kortet. Men i hvert fald på ét område er der med IPCCs nyeste diagnose af det globale klimas tilstand inddraget en ny dimension i klimaforståelsen. Den netop udgivne første del af AR5 foreskriver et carbon budget – en ramme for, hvor meget CO₂ menneskeheden kan tillade sig at udlede, hvis vi skal holde den målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning til 2ºC siden industrialiseringens begyndelse, som blev vedtaget i december 2009 ved COP15 i København.

Dette er et yderst vigtigt skridt, fordi det definerer de samlede rammer, vi som verdenssamfund må agere inden for, hvis det skal lykkes at holde 2ºC-målsætningen. Det skete da heller ikke uden sværdslag – og forud for den endelige offentliggørelse i Stockholm i sidste uge blev den endelige formulering af denne del af rapporten diskuteret af politikere og videnskabsmænd til langt ud på natten. Ikke mindst fra politisk side var der stor nervøsitet for, at det ville komplicere de i forvejen komplicerede klimaforhandlinger yderligere, og IPCCs carbon budget sætter da også den hidtidige klimamålsætning i et skingert utilstrækkeligt lys.

Vi har med IPCCs carbon budget fået en ny håndgribelighed forærende – en excelarks-købmandsregnings-tydelighed, som er svær at løbe fra, fuldstændig som hvis man stod overfor de årlige nationale eller kommunale budgetforhandlinger. Uden at behøve at være klimaekspert bliver det åbenlyst for alle, at man overbudgetterer og pumper umådeholdne mængder af CO₂ ud i atmosfæren på fremtidens bekostning – og at ingen af verdens større udledere i dag har en klimamålsætning, som rammer bare tilnærmelsesvist inden for rammerne af IPCCs carbon budget.

I AR5s Summary for Policymakers, står der side 20:

“Limiting the warming caused by anthropogenic CO₂ emissions alone with a probability of >33%, >50%, and >66% to less than 2ºC since the period 1861-1880, will require cumulative CO₂ emissions from all anthropogenic sources to stay between 0 and about 1560 GtC, 0 and 1210 GtC, and 0 and about 1.000 GtC since that period respectively.

These upper amounts are reduced to 880 GtC, 840 GtC, and 800 GtC, when accounting for non-CO₂ forcings as in RCP2.6. An amount of 531 [446 to 616] GtC, was already emitted by 2011.”

At holde en målsætning med 50% sikkerhed er det samme som at sige, at der er lige så stor chance for at målsætningen med den givne indsats ikke holdes, så IPCC siger i den netop fremlagte AR5, at vi for at have mindst 66% chance for at holde 2ºC-målsætningen må begrænse de samlede CO₂-udledninger til 1.000 GtC (gigaton kulstof – hvilket svarer til 3.670 Gt CO₂). Hvis der modregnes for drivhusvirkninger fra andet end CO₂ (som aerosoler, metan og HFC-gasser), så er det samlede carbon budget på blot 800 GtC. Af denne carbon-pulje havde vi pr. 2011 allerede brugt 531 GtC (de samlede udledninger siden industrialiseringens begyndelse), så der kun plads til yderligere omkring 269 GtC, hvis vi skal holde os inden for det etablerede carbon budget.

Samtidig har den menneskeskabte klimapåvirkning aldrig været større end i dag, og med den nuværende tendens, hvor vi på verdensplan lukker omkring 10 GtC ud om året, vil IPCCs ordinerede carbon budget være brugt op inden for ganske få årtier – ifølge Myles R. Allen fra Oxford University, som har været med til at udarbejde den foreliggende rapport, vil det ske omkring år 2040.

Tabellen til højre stammer fra en artikel på WRI Insights 27. september og er beregnet ud fra IPCCs RCP 8.5-scenario, som repræsenterer en business as usual-udvikling med begrænset klimaindsats, hvor den årlige udledning fortsætter med at stige (1 GtC = 1 PgC). Med den udvikling har vi brugt vores carbon budget på 269 GtC allerede i 2032, og de 309 GtC (som gav en sandsynlighed på 50% for at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC) nås allerede i 2035. Dette understreger vigtigheden af en hurtig indsats.

Spørgsmålet er dernæst, hvordan det vil påvirke det politiske forståelse af klimaudfordringen, for alene luftfarten ville mageligt kunne opbruge dette carbon budget, hvis den får lov at vokse som nu, og alene Kina vil med sin nuværende udvikling, hvor man stadig opfører kulkraftværker i stor stil, kunne bruge hele den resterende pulje i CO₂-budgettet.

Hvordan deler vi denne pulje med hinanden – rige og fattige, udviklingslande og tidligt industrialiserede lande? Hvordan sikrer vi os, at vi holder os inden for det af IPCC afstukne carbon budget og der forbliver plads i budgettet, så også fremtiden vil kunne bruge bare symbolske mængder af olie til for eksempel margretheskåle? For selvom vi får afviklet brugen af olie til afbrænding, så er der i nutidens virkelighed en lang række produkter i vores dagligdag – kosmetik, elektronik, husholdningsredskaber osv. – som er lavet af forskellige dele af råolien.

Den engelske klima- og energiminister Ed Davey sagde ved en tale i Royal Society i London i går, at lande som England med historisk store udledninger har en særligt stor forpligtelse til at gennemføre radikale reduktionsscenarier.

Når man ser rundt blandt de gamle industrialiserede lande, så er der ansatser til klimaindsatser, men selvom Obama ender med at lykkes med sin 17%-målsætning i 2020 i forhold til 2005, så vil det kun lige bringe de amerikanske udledninger ned under 1990-niveauet. Japan har netop offentliggjort en ny klimamålsætning, hvor en 2020-målsætning på 25% er erstattet af en 0%-målsætning, hvis ikke de igen får gang i deres atomkraftværker. Australien har begyndende hul på en klimaindsats, men den er politisk sårbar, mens lande som Rusland og Canada helt har mistet grebet om klimaindsatsen. Kloden rundt er de gode viljer holdt i skak af vanetænkning og kortsigtede økonomiske motiver.

Selv EUs klimaindsats er i krybesporet – ikke i forhold til business as usual, men i forhold til at demonstrere, at det inden for rammerne af IPCCs carbon budget er muligt at omlægge til fossilfri velfærdssamfund. Med IPCCs carbon budget på banen er de gamle industrilande nødt til at demonstrere helt anderledes markante omstillings-scenarier end i dag, og EU burde sigte langt højere end de 30% i 2030, som nu er på bordet.

På den baggrund er det vanskeligt at se de store udviklingslande bremse op – store nye udledere som Indien og Kina er meget modstræbende overfor at gøre noget, som kan dæmme blot det mindste op for den økonomiske vækst, selvom klimaforandringer på blot lidt længere sigt kan føre til betydelige fald i BNP. Udviklingslandene er nødt til at gøre op med deres “ret” til at gennemløbe en tilsvarende udvikling som de gamle industrilande, før de lægger om til vedvarende energi. CO₂-budgettet fremtvinger en forståelse af, at selvom det historisk set er rimeligt at give udviklingslandene samme muligheder, som de gamle industrilande har haft, så er det ikke muligt – fastholdelsen af denne ret til at udvikle samme grad af klimaødelæggelse som de gamle industrialiserede lande vil føre til, at vi taber klimaudfordringen med ødelæggelse af de kommende generationers livsvilkår til følge. Vi må transformere denne “ret”, så den frem for udviklingslandenes blinde forfølgelse af målsætningen om at blive de sidste fossile samfund bliver til den optimale hjælp til at blive de første postfossile samfund, bygget på en vedvarende energiforsyning og en bæredygtig stofudveksling med sit naturgrundlag.

I dag er der ifølge IPCC kendte fossile reserver med et kulstofindhold på 779 GtC (svarende til 2.850 Gt CO₂). Hvis vi skal have 66% chance for at holde temperaturstigningen under 2ºC, er der blot plads til udledning af yderligere 269 GtC. I denne pulje skal der også være plads til de ganske betydelige udledninger, som ikke er CO₂ fra fossile kilder. Det står således klart, at langt størstedelen af de i dag kendte fossile reserver må blive liggende i jorden.

Bill McKibben skrev i sin artikel i Rolling Stone sidste sommer, The Terrifying New Math, at omkring 80% måtte blive i undergrunden, hvilket svarer til estimaterne fra The Carbon Tracker Initiative (se blog-indlæggene  Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math og Carbon Bubbles), mens vurderingen fra IEA har været, at omkring to tredjedele af de i dag kendte fossile reserver måtte forblive under jorden, hvis vi skal kunne holde 2ºC-målsætningen. Nu synes rådighedsrummet med IPCCs seneste carbon budget at blive yderligere indskrænket, og rationelt set bør den fossile energi, vi har til rådighed inden for rammerne af CO₂-budgettet ikke blot brændes af i blinde, men må bruges målrettet til en omstillingsproces bort fra den fossile afhængighed.

Derfor må vi nok indstille os på massive protester for de direkte involverede – vil den fossile industri være indstillet på, at de fleste af de reserver, man har sporet og eftersøgt, aldrig blev udvundet? Og vil de lande, hvis velstand hviler på fossile forekomster, acceptere, at størstedelen aldrig blev omsat til kontanter?

Hvor klimaindsatsen indtil nu primært har sigtet på at regulere, hvor meget hvert enkelt land og hver enkelt sektor kunne udlede, så kommer vi inden for de nærmeste år til at stille os spørgsmålet, hvilke lande, som kan udlede hvor stor en del af deres fossile reserver.

Hvis vi allerede nu ved, at max 20% af de i dag kendte forekomster kan udnyttes, så vil det kun gøre problemerne med, hvilke forekomster, som skal forblive under jorden, endnu mere uhåndterlige, hvis vi i de kommende år fordobler vores kendte fossile reserver. Hvis man kunne agere rationelt i forhold til denne indsigt, ville man derfor øjeblikkeligt standse al udforskning af nye fossile forekomster. Dernæst ville det være indlysende at fravælge udvindingen i særligt sårbare landskaber, som for eksempel Arktis og Amazon-bækkenet, hvor olieudvinding vil kunne få ekstreme omkostninger for miljø og biodiversitet. Og det ville være naturligt at lave et moratorium for udvindingen af tar sand-forekomster, som ud over store miljøødelæggelser giver meget store udledninger i forhold til den indvundne energi.

Faktisk kunne man forestille sig, at en klimaaftale, som også håndterede udvindingsleddet, sagde, at tilvejebringelsen af en given energimængde fra f.eks. 2020 kun måtte medføre en vis samlet CO₂-udledning. I den udstrækning, denne grænse blev overskredet, måtte der kompenseres med andre klimaindsatser. Fra starten af var loftet lagt sådan, at de mest energieffektive kilder kun måtte kompensere en mindre del, mens det for andre kilder som kul og tar sand førte til en betydeligt større kompensation. Det ville med et slag klimabeskatte kul og olie dertil, at sol og vind ville have det nødvendige forspring, og det ville gøre udvindingen af tar sand forekomsterne helt urentabel. Den maksimalt tilladte udledning pr. energienhed skulle så gradvist nedjusteres, så man i 2030 var på 50% af 2020 og i 2040 var på 0%, hvor kurven var fastlagt, sådan at vi stadig i 2040 lå inden for det etablerede carbon budget. Med andre ord ville det stadig i 2040 være OK at hente kul og olie op ad jorden, men forudsætningen ville være, at man kompenserer 100% for den samlede drivhuseffekt derved gennem skovplantning, CCS osv.

Jeg er ikke den, som kan gennemregne de nøjagtige tal i en sådan model, måske det er nødvendigt at nå de 100% kompensation langt hurtigere end 2040 for at kunne overholde det samlede carbon budget – måske det en overgang var nødvendigt at have en klimabeskatning på udvinding af fossile brændsler på 110% eller 120% for ikke bare at holde en kortsigtet målsætning om at holde de globale temperaturstigninger under 2ºC, men at det på lidt længere sigt lykkedes at få reduceret atmosfærens koncentration af CO₂ til under 350 ppm. For det er dér, vi skal hen for at få langtidsstabiliseret det globale klima.

Joe Romm fra Climate Progress går 30. september i rette med carbon budget-tankegangen – det er blot en opskrift på udskudt klimaindsats. I vores nuværende virkelighed kan man jo blot låne, når man har brugt hvad man havde. Og i pressen er det igen og igen fejlagtigt blevet udlagt som om, at vi kan fortsætte 30 år som nu, før vi får budgetproblemer.

“A key flaw in the carbon budget framing is that most people – including most opinion makers and politicians – don’t understand that that avoiding catastrophic global warming requires stabilizing carbon dioxide concentrations, not emissions (see here), which means emissions have to become zero when the budget is expended,” skriver Romm. Det er præcist den problematik, jeg søgte at imødekomme med indfasningen af en 100% klimaskat – for hvert ton CO₂, der hives op ad jorden skal der et ton tilbage.

Efterfølgende citerer Romm en mail fra klimatologen Ken Caldeira, som gør endnu stærkere op med carbon budget-tankegangen: Der er ikke noget, som hedder “allowable CO₂ emissions”. I den nuværende situation er alle yderligere udledninger med til at uddybe problemerne og forøge skadadevirkningerne fra klimaforandringerne. Caldeira tror ikke, at politikerne kan styre et budget, som først rammer grænsen om 30 år. “The key point is that every CO₂ emission is bad; the budget for ‘allowable CO₂ emissions’ should be zero.”

Jeg føler dog ikke, at Romm og Candera har ret. Tværtimod tror jeg på vigtigheden i det at fastsætte en definitiv grænse menneskeheden – at der ligger et klart forståelsesbillede heri. En fastsættelse af et herfra og hertil, som lige nu mangler.

IPCCs nye rapport giver ikke konkrete anvisninger på, hvordan dette carbon budget bedst omsættes til en egentlig klimalovgivning. Men hvis man fik en sådan klimabeskatning, som indebar, at hver gang man pumpede 1 ton CO₂ op ad jorden, så skulle man i princippet lægge 1 ton CO₂ tilbage, så ville det muliggøre, at vi stadig også i det 22. og 23. århundrede havde adgang til en begrænset anvendelse af fossile forekomster i situationer, hvor det er hensigtsmæssigt, mens udfasningen af de steder, hvor der allerede findes relevante alternativer, ville kunne forløbe langt hurtigere end i dag.

Hvis vi afsluttende ser på, hvad det betyder for den danske indsats, så er det indlysende at standse al eftersøgning af skifergas. Ligeledes burde Danmark være med til at sikre, at Grønland og Arktis holdes fri for eftersøgning og udvinding af fossile forekomster. Og så er det nok også på tide at genoverveje, om vi kan tillade os at pumpe mere op af Nordsøen, end vi allerede har gjort. For Danmark har givet allerede brugt mere end sin del af det samlede carbon budget.

Umiddelbart synes det store spørgsmål efter frigivelsen af første del af IPCCs status over klimaet således at være, om vi er i stand til at håndtere og respektere en sådan definitiv grænse for, hvor meget CO₂, vi kan lukke ud i atmosfæren – om den kan hjælpe os til at visualisere den nødvendige indsats?

Lord Stern, som i 2006 stod i spidsen for The Stern Review, The Economics of Climate change, har efter offentliggørelsen af IPCCs rapport understreget nødvendigheden af at tage hul på denne carbon budgeting, og Connie Hedegaard har istemt, at det må indarbejdes allerede i den klimaaftale, som skal ligger klar til underskrivelse i Paris i 2015. Men Qin Dahe, som har været blandt de ledende forfattere på IPCC-rapporten, siger, at det vil være umuligt for Kina at Kina reducere sine udledninger drastisk i tide. Og når der var så stor modstand mod overhovedet at inddrage carbon budget-tankegangen i IPCC-rapportens summary for policymakers, så var det blandt andet fordi der var en udtalt frygt for, at det ville afspore de i forvejen vanskelige forhandlinger om en bindende global klimaaftale.

Lord Stern sagde efter udgivelsen af Stern-rapporten ganske malende, at vi inden for få årtier måtte sigte på en virkelighed, hvor det var “ét ton til hver” – at hvert menneske fremover kun kunne tillade sig udledninger på ét ton CO₂ om året. Med IPCCs carbon budget vil vi lynhurtigt nå dertil, hvor der er plads til mindre end ét ton CO₂ pr. person pr. år, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning i ave. Faktisk skal vi på nul ton. Når en hovedstadsdanskers samlede CO₂-fodaftryk i dag er omkring 18,4 ton CO₂ pr. år og en enkelt langdistance-flyrejse fører til udledninger på 10-12 ton CO₂ pr. person, så må det at overholde et sådant carbon budget selvsagt medføre radikale forandringer af vores nuværende levemåde.

Det resterende carbon budget kan endda vise sig at være endnu mindre end det, som IPCC nu har beregnet. For i den nu foreliggende rapport har man ikke kunne blive enige om, hvordan – og i hvilket omfang – feedback-mekanismer som metanudledninger fra smeltende permafrost i de arktiske egne skal medregnes. Så denne størrelse må vente til næste store IPCC-rapport, som vil foreligge om 6-7 år, hvis ikke man inden da vælger at forlade denne gigantiske konsensusproces, som er ekstremt tids- og ressourcekrævende, for fremover at lægge mere vægt på at lave delrapporter om særlige emner, efterhånden som der kommer ny viden at sammenfatte.

Noget helt andet er, at 2ºC-målsætningen blev opstillet (men ikke vedtaget) for omkring 20 år siden. I mellemtiden har vi fået et langt klarere billede af, hvor omfattende klimaforandringer og hvor forstyrrelser af økosystemerne, som selv en 2ºC-målsætning vil indebære. En lang række klimavidenskabsfolk finder derfor i dag, at det ville være sikrere at forfølge en 1½ºC-målsætning, og at det vil være nødvendigt inden for relativt få årtier ikke bare at bringe udledningerne i nul, men finde veje til at reducere atmosfærens koncentration af CO₂ – at hvor koncentration af CO₂ i atmosfæren allerede i dag har passeret 400 ppm og stiger med mere end 2 ppm om året, så må vi for at langtidsstabilisere det globale klima finde veje til at reetablere et niveau under 350 ppm.

Men dette vil betyde, at vores carbon budget er endnu mindre – faktisk ville den korrekte læsning være, at det med en 1½ºC/350 ppm-målsætning allerede er langt overskredet.

Således er det vigtigt ikke at forstå carbon budget-tankegangen for bogstaveligt, at bare vi holder os under 269 GtC, så går det, men ved 270 GtC gik det galt. Det er tværtimod en glidende situation, hvor jo mindre CO₂, som yderligere pumpes ud i atmosfæren – jo mindre vi bruger dette carbon budget og lader tilbagestå til de efterfølgende generationer – jo bedre er vores chancer for at afbøde alvorlige klimaforandringer og undgå klimatologiske tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende.

Selv overholdelsen af 2ºC-målsætningen vil forudsætte, at verdens udledninger kulminerer i 2020 og derefter falder stejlt. Men lige nu er der ikke ret meget, som tyder på, at det vil ske. Her kan det at IPCC har inddraget carbon budget-tankegangen forhåbentligt medvirke til at understrege, at klimaindsatsen ikke er noget, som man skal i gang med efter 2020, men tværtimod haster alarmerende meget – at et ton CO₂ sparet i 2013 er langt mere værd for fremtiden end 1 ton midt i det 21. århundrede. Det må også føre til, de mange kompensationsstrategier, hvor man får lov at udlede x ton nu mod at plante træer, som i løbet af måske 30 eller 50 år lagrer modsvarende x ton CO₂ rent faktisk er dyre for det samlede carbon budget, og at man i langt højere grad må se på, hvad der udledes hvornår.

Første del af IPCCs AR5 kan downloades i flere formater. Det er dog stadig foreløbige udgaver, som mangler illustrationer, og som sprogligt vil få endnu en overhaling, så måske bedre at vente med at læse den fulde version med dens mere end 2.000 sider, til den mere endelige form foreligger først i det kommende år.

Climate Change 2013. The Physical Science Basis, (summary for policymakers) IPCC september 2013 (pdf).

Headline Statements from the Summary for Policymakers, (2-siders version) IPCC september 2013 (pdf).

Climate Change 2013. The Physical Science Basis, (den fulde rapport ~2.000 sider) IPCC september 2013 (pdf).

IPCCs hjemmeside, hvorfra den fulde WG1-rapport kan downloades i sektioner.

Nedenfor har jeg samlet links til en lang række artikler, som belyser det af IPCC ordinerede carbon budget. I blog-indlægget Ny IPCC-rapport: Klimaindsatsen haster mere end nogensinde er der tilsvarende nederst samlet links til artikler, som bredere belyser den senste IPCC-rapport.

Update 24.10. – Lederen af FNs globale klimaforhandlinger Christiana Figueres siger ifølge dagens The Guardian, at IPCCs carbon budget ikke bliver styrende for de kommende klimaforhandlinger – dertil er det politisk set for vanskeligt. Samme dag skriver Fred Pearce på Yale Environment 360:

“If we want to limit cumulative carbon emissions to a trillion tons, as proposed by the IPCC, then he says industrialized nations have long since exhausted their pollution entitlements.   The U.S. went over its limit in 1936, followed by the U.K. in 1945 and Germany in 1963.  Japan probably reached its limit in 2013, but on current trends, China won’t till 2047 and India only after 2050.  In those circumstances, he says, “how to allocate the remaining emissions space would be an extremely tough issue in terms of international negotiation.  I personally think this is an almost impossible task.”  The only solution, he believes, would be for the rich world to pay cash compensation to those nations unable to take up their proper entitlement.”

Der er således ikke nogen måde, hvorpå equity-princippet kan forenes med det fremlangte carbon budget. Men det nytter ikke blot at fortrænge denne problemstilling. Og jo længere tid der går, inden vores fælles ramme bliver erkendt, jo sværere bliver det at holde sig inden for den.

Disse to grafer fra shrinkthatfootprint.org illustrerer med al tydelighed, hvor vigtigt det er at komme hurtigt i gang med klimaindsatsen:

Hvis vi venter til 2020 med at gå i gang (og verdens samlede udledninger er stadig stigende), så skal vi hvrt år klippe 6% af de samlede globale udledninger for at holde os inden for den samlede carbon budget ramme.

Hvis derimod vi starter øjeblikkeligt, skal der ‘kun’ høvles 3½% af om året for at vi forbliver inden for den samlede carbon budget ramme – her beregnet i forhold til den 50% sandsynlighed, som ud fra en lang række betragtninger er utilfredsstillende. Men udfordringen – og procentsatserne – vil ikke ændre sig ret meget ved i stedet at sigte på de 66%.

Update 11.11. – Samme dag, som COP19 startede i Warszawa, måtte IPCC meddele, at man har måttet revidere enkelte tal i den AR5 WGI-rapport, som blev præsenteret i Stockholm sidst i september, men at det ikke er noget, som rokker ved hovedkonklusionerne.

“Among changes, the IPCC revised down the cumulative amount of carbon emitted since 1860-1881 to 515 billion tonnes from 531 billion given in September, and revised up the amount emitted since 1750 to 555 billion tonnes from 545 billion,” skriver Reuters.

Fejlene er opdaget af forfatterteamet bag rapporten, som først er planlagt at skulle have sin endelige form til nytår, men klimafornægtelsesmaskinen skal nok vide af at lave støj om dette. De nye tal er endnu ikke tilgængelige direkte fra IPCC, så jeg har ikke rettet ind ovefor.

IPCC corrects carbon figures in landmark UN climate report, (Reuters) The Guardian 11.11.2013.

Fiona Harvey: IPCC’s ‘carbon budget’ will not drive Warsaw talks, says Christiana Figueres, The Guardian 24.10.2013.

Fred Pearce: The Trillion-Ton Cap: Allocating The World’s Carbon Emissions, Yale Environment 360 24.10.2013.

Roz Pidcock: Carbon briefing: Making sense of the IPCC’s new carbon budget, The Carbon Brief 23.10.2013.

Chris Wold: Living within our carbon budget: Guest opinion, Oregon Live 23.10.2013.

Justin Gillis: How to Slice a Global Carbon Pie? New York Times 07.10.2013.

Duncan Clark: UN climate change panel: two graphs that tell the real story of the IPCC report, The Guardian 07.10.2013.

Andrew Freedman: IPCC Report Contains ‘Grave’ Carbon Budget Message, Climate Central 04.10.2013.*

Lindsay Wilson (svar): 22 years till we blow the 2°C Carbon Budget, Shrink That Footprint ~03.10.2013.

Poul-Henning Kamp: IPCC: Har de nu det hele med? Ingeniøren 03.10.2013.

Matthew Carr: UN Estimate of Available Emissions Was Wise, Sandor Says, Bloomberg 02.10.2013.

Sophie Yeo: UK faces “deep cuts” to meet global emission budget, RTCC 02.10.2013.

Luke Sussams: IPCC carbon budget commentary, Carbon Tracker 01.10.2013.

Sophie Warrath: Graph of the Day: World’s diminishing carbon budget, RE New Economy 01.10.2013.

Michael LePage: IPCC digested: Just leave the fossil fuels underground, New Scientist 01.10.2013.

Joe Romm: The Real Budget Crisis: ‘The CO2 Emissions Budget Framing Is A Recipe For Delaying Concrete Action Now’, Climate Progress 30.09.2013.*

Marc Lee: IPCC report on climate change: Time for a global carbon budget, rabble.ca 30.09.2013.

Fiona Harvey: ‘Carbon budget’ talks urgent, warns Lord Stern, The Guardian 29.09.2013.

Fiona Harvey: IPCC: 30 years to climate calamity if we carry on blowing the carbon budget, The Guardian 27.09.2013.

Karl S. Koplan: Fifth IPCC Report Sets a Global Carbon Budget, Pace Law School 27.09.2013.

David Turnbull: IPCC says we must stop digging, The Price of Oil 27.09.2013.

Justin Gills: U.N. Climate Panel Endorses Ceiling on Global Emissions, New York Times 27.09.2013.

Kelly Levin: World’s Carbon Budget to Be Spent in Three Decades, WRI Insights 27.09.2013.

Alex Morales: Fossil Fuels Need to Stay Unburned to Meet Climate Target, Bloomberg 27.09.2013.

Ed King: UN climate report set to establish ‘global carbon budget’, RTCC 20.09.2013.

.
Katherine Bagley: The Most Influential Climate Science Paper Today Remains Unknown to Most People, InsideClimate News 14.02.2013.

Malte Meinshausen et al.: Greenhouse-gas emission targets for limiting global warming to 2°C, (abstract) Nature 25.03.2009.