Indsats overfor HFC-gasser aftalt på G20 topmødet

11. september 2013

HFC-gasser – hydrofluorcarboner – hører til de allermest aggressive klimagasser. Deres drivhuseffekt er kortvarig, typisk omkring 15 år, men de er til gengæld 100-1.430 gange kraftigere end CO₂. I de senere år har brugen af HFC-gasser på verdensplan været stigende, og prognoser har forudsagt, at hvis ikke det blev gjort noget ved dette område, så kunne det repræsentere op imod 20% af verdens udledninger i 2050.

Det giver derfor endog meget god mening, når en gruppe lande, som tilsammen repræsenterer 80% af verdens samlede udledninger af drivhusgasser, i forbindelse med det seneste G20 topmøde i Helsinki vedtog en indsats for at mindske mængden af HFC-gasser i atmosfæren. Ud over G20-gruppen står yderligere en række lande bag aftalen (EU plus 25 lande), og der er fastsat møde igen i Bangkok i oktober for at fastlægge detaljerne. Det ligger fast, at man vil søge at arbejde efter samme retningslinjer som Montreal-protokollen, som faktisk formåede at etablere en global indsats mod ozon.

Og eftersom COP19 i Warszawa nærmer sig, og der stadig er mindst 7 år til, at vi har en global klimaaftale, så kan man også uden at sige for meget sige, at verden har brug for en succes på klimaområdet, brug for at vise sig selv og hinanden, at noget kan lykkes.

Det var på tale allerede under COP18 i Qatar, hvor blandt andet Connie Hedegaard og Martin Lidegaard slog et slag for de indsatser, som kunne gøres forud for 2020, hvor en global klimaaftale om alt går vel iværksættes. EU synes at have en lovgivning på vej om at nedbringe HFC-gasserne i EU med 80% inden 2030, hvilket i 2030 skulle repræsentere en reduktion på 625 mio. ton CO₂. Men det blev Kina og USA, som under klimaforhandlingerne i Bonn i juni bilateralt aftalte en HFC-indsats, og siden inviterede alle interesserede til at medvirke. Og nu synes der at være sikret bred tilslutning til indsatsen.

I et dokument fra Det Hvide Hus er det anslået, at en indsats mod HFC-gasserne frem mod år 2050 vil kunne reducere klimapåvirkningen svarende til 90 mia. ton CO₂. Og det er anslået, at en indsats som den skitserede vil kunne medføre en mindskelse af den globale opvarmning på 0,5ºC ved udgangen af det 21. århundrede. Så sammen med mindskelsen af metan-udledninger fra landbrug og lossepladser og en indsats overfor mængden af sodpartikler, som dels ødelægger vores helbred, dels øger afsmeltningen af verdens sneflader og ismassiver markant ved at snavse dem til, er HFC-gasserne globalt set klimaindsatsens mest lavthængende frugter. Disse indsatser kan ikke erstatte en hurtig nedbringelse af brugen af fossile brændstoffer, men omvendt vil 2ºC-målsætningen glide os af hænde, hvis ikke vi i allernærmeste fremtid også inddrager disse ikke CO₂-kilder i klimaindsatsen.

Obama har været interesseret i denne indsats, dels for at kunne samle reduktioner nok til at få USA på kurs mod de 17% reduktion (i forhold til 2005), som man lovede efter COP15 i København, uden i den nuværende situation at kunne regne med andet end chikane fra Kongressen. Dels for at kunne pege på en indsats, som alle de store udlederlande, også Indien og Kina står bag.

HFC-gasserne bruges primært til køling og frysning, og i et enkelt lidt ældre køleskab kan der være HFC-gasser, som svarer til 5-10 ton CO₂. En indsats handler derfor dels om at mindske brugen af HFC-gasser – der findes i dag erstatninger, som ikke er uskyldige, men dog klimamæssigt set bedre – dels om at tage vare på HFC-gasser i de mange frysere og køleskabe, som hver dag verden rundt bliver smidt væk. Hvis de blot ender på lossepladsen eller bruges som fyld, vil HFC-gasserne før eller siden ende i atmosfæren.

HFC-gasserne kan fjernes fra de bruge køleskabe, men det er specialistarbejde. I Danmark er det et firma i Odense, som står for denne opgave. Og herhjemme er de generationer af køleskabe og frysere, som havde et stort indhold af HFC-gasser stort set udfaset.

Update 25.10. – I de seneste dages forhandlinger i Bangkok har det stået klart, at Indien til trods for sit samtykke på G20-topmødet ikke finder, at Montreal-protokollen er det rigtige forum at håndtere HFC-gasserne i, men at det bør håndteres som del af UNFCCCs globale klimaforhandlinger. Måske ikke principielt forkert. Men når man søgte at lægge denne indsats under Montreal-protokollen, så var det også for at kunne håndtere en afgrænset indsats på et afgrænset område på en måde, så man var i gang med den nødvendige indsats i god tid inden 2020, hvor den i UNFCCCs forhandlingsspor aftalte globale klimaaftale i bedste fald træder i kraft. En del af problemet synes at være, at USA er faret ganske hurtigt frem på dette område, men diplomatisk klumsyness eller ej så er kernen i problemet, at Indien stadig har en massiv modvilje mod at binde sig til en klimaindsats, hvis det kan rokke selv det mindste ved landets udviklingsmuligheder, også på et område som HFC-gasserne, hvor man ikke bare ved, at det er voldsomt skadeligt for klimaet, men også ved, at der findes gode alternativer at indfase.

Jeg er alt for, at den nødvendige internationale hjælpepakke skal på bordet til at sikre denne indfasning ikke bare i de rigeste lande, men verden rundt – og måske er de seneste dages indiske kovending blot en klumsig måde at søge at sikre dette. Men jeg føler faktisk efterhånden, at en række store U-lande misbruger det historiske argument, at når de rige lande måtte, så har vi også ret. Ikke bare fordi den stædige fastholden af denne ‘ret’ er ødelæggende for chancerne for at holde en 2ºC-målsætning (for ikke at tale om en 1½ºC-målsætning), men fordi den kun næsten holder. For hvor man dårligt kendte de klimamæssige implikationer, da man tog hul på at bruge HFC-gasserne (og i et bredere perspektiv tog hul på at afbrænde fossile brændsler), så står de skærende klart frem i dag. I retssprog måske sammenligneligt med forskellen på uoverlagt manddrab og planlagt mord.

Jeg er ikke ude på at slette alle betragtninger om historiske emissioner – men vi er nødt til at oversætte denne sitution til noget mere hensigtsmæssigt, end at ethvert U-land nærmest har pligt til at gennemløbe samme uhensigtsmæssige udvikling som I-landene. Dette peger på nødvendigheden i at få kortlagt udviklingsforløb, hvor de pågældende lande får den nødvendige hjælp til at udvikle sig mere direkte til grønne ligevægtsøkonomier, og ikke tager den svinske omvej omkring at have været industriland. Men store lande som Indien og Kina insisterer næsten krampagtigt på at gå den vej – det er indskrevet i alle udviklingsplaner, at lykken er at etablere sig eget endnu større Midlands og Ruhr Gebiet – og de betaler for så vidt allerede prisen med en forfærdelig luftforurening, som i mange områder klipper både fem og ti år af befolkningens levealder i forhold til, hvis man havde valgt en anden udviklingsbane.