Forhandlinger i Bonn 29.04.-03.05.

14. maj 2013

Indimellem de store årlige klimatopmøder er der flere gange i løbet af året forhandlingsrunder rundt omkring i verden, mange af dem i Bonn. De foregår i den rigsdagsbygning, som er et af de mest utrolige stykker arkitektur, jeg nogensinde har oplevet, som blev udsat og udsat og udsat og udsat, og da man endelig efter mere end 20 års omprojekteringer tog fat på at opføre bygningen, blev Østtyskland og Vesttyskland forenet, og hovedstaden flyttet til Berlin. Man nåede lige at tage den i brug, højrefløjen hadede den for dens antiautoritære, nogle ville sige anti-æstetiserende arkitektur, som stammer fra Behnisch & Partners mest viltre periode og om noget er et manifest i demokratisk arkitektur. Så det er glædeligt, at denne enestående bygning nu kan tjene som samlingssted for disse års nok allervigtigste proces: Forsøget på at etablere en global klimaaftale, som i tide kan vende den nuværende klimaudvikling bort fra den nuværende katastrofekurs.

Disse mellemforhandlinger er ikke noget, der fylder meget i de danske medier. Nu har jeg været på ferie, så jeg har ikke kunnet følge de seneste forhandlinger på tæt hold. Men det plejer, når det går højt, at give anledning til et enkelt telegram i Politiken, og nogle gange laver Jørgen Steen Nielsen en lettere forstemmende status i Information. Så jeg prøver med dette blog-indlæg at samle nogle få af de tråde, som løber gennem forhandlingssporet og med en række links give en fornemmelse af, hvor komplekse spørgsmål, der er på banen. I den sneglefartslangsommelige arbejden sig frem mod den globale klimaaftale, som alle ved er nødvendig, men ikke rigtig synes at vil gøre deres del til kan det for almindelige mennesker være svært at se, hvad der overhovedet sker fra topmøde til topmøde. Så selvom det er rystende, at det forholder sig sådan, så må man erkende, at det rammer skævt på de fleste mediers væsentlighedskriterier. Klodens fremtid er ligesom for stort og uhåndterligt et projekt til at være væsentligt i den evindelige nyhedsstrøm af fodbold, grand prix og vejrudsigter. Vores medier har fuldstændig fralagt sig opgaven at medvirke til, at politikerne tager klimaudfordringen alvorligt.

Men tilbage til Bonn, så har det denne gang været et arbejdsmøde, hvor man frem for at diskutere de store principper og målsætninger har fokuseret på at få den detaljerede struktur frem i den globale aftale, som det siden COP17 i Durban for 1½ år siden har ligget fast skulle være klar til vedtagelse i 2015 – og til effektuering fra 2020.

Med Obama i gang med sin anden periode og Kerry på plads som ansvarlig for klimapolitikken er der langt mere proaktive signaler fra USA, selvom der skal ske et mirakel ved midtvejsvalget i 2014, hvis USA skal være i stand til at vedgå en bindende klimaaftale i 2015. Kerry var i april på besøg i både Kina, Japan og Korea, og der er efterfølgende lagt op til et tæt samarbejde mellem verdens to største klimaforurenere, USA og Kina.

Kerry søgte også at få Japan med på en ambitiøs klimaindsats, men LDP-regeringen har siden den kom til magten i december 2012 stort set nulstillet alle japanske klimamålsætninger. Det hænger sammen med Fukushima-katastrofen – og ikke mindst det forhold, at japansk klima- og energipolitik indtil Fukushima-katastrofen i endog meget høj grad var bygget op omkring en massiv udbygning af atomkraften. Men med 50 reaktorer standset på andet år og udsigter til alvorlige problemer med at vinde lokalbefolkningens accept af at genstarte reaktorerne, har man i hvert fald for en stund helt opgivet at have nogen klimamålsætning, hvor man inden Fukushima-katastrofen sigtede mod at nå 25% under 1990-niveauet i 2020 (se optegnelser for 25. februar, 13. marts og 7. maj).

I det store hele synes der ikke op til Bonn at være de helt store principielle kontroverser mellem de store grupper og lande. Nogle hænger mere fast i den gamle opdeling mellem U-lande og I-lande – hvor balancen for nogle landes vedkommende har forrykket sig markant. Nogle (som USA) har fremført, at det i høj grad er de enkelt lande, som skal sætte sine egne reduktionsmål, mens andre (som de mest udsatte, fattige lande) er meget for at få stærke, fælles vedtagne top-down-reduktionsmålsætninger. Under alle omstændigheder bliver det en kunst at få alle 195 lande til at gøre deres del. Og så er der fortsættelsen af Kyoto-protokollen, som med de senest frafaldne er nede på at omfatte 14% af verdens emissioner. Selvom Kyoto-aftalens første runde havde mange mangler, så var det vigtigt, at man kom i gang. Og den er tilsvarende stadig vigtig i sin anden fase, for at der i det mindste er noget, som nogenlunde kontrolleret går den rigtige vej. Men som forhandlingernes dynamiske leder Christiana Figueres igen og igen påpeger: “No-one is doing enough”.

Kineserne mener stadig at måtte prioritere vækst et stykke tid endnu, til trods for de massive investeringer i sol- vind- og vandkraft vokser Kinas udledninger i disse år markant – der bliver stadig opført alt for mange kulkraftværker. Men både Kina, Indien og LDC-landene (Least developed Countries) har forud for Bonn meddelt, at man er indstillet på, at en global aftale kommer til at indebære bindende reduktionsmål – hvor blot alle yder efter evne. Så en række af de mere ideologiske konflikter synes at være i aftagende.

Figueres har efter denne runde i Bonn sagt, at den har været forbilledligt fri for endeløse diskussioner om, hvad man egentlig havde sagt, og hvad man egentlig var blevet enige om, at parterne har stået ved, hvad de har sagt ved tidligere klimatopmøder, og at der under sceancen i Bonn har været en yderst arbejdsomt konstruktiv stemning, hvor alle synes indstillet på at få en god aftale klar til Paris i 2015. Der har således hersket en sjældent optimistisk stemning under denne runde af forhandlinger.

Der er selvfølgelig knaster her og der, og der skal nok komme flere. Samtidig med at der er ansatser til at opgive 2ºC/450 ppm-målsætningen, som blev vedtaget i København, men som vil kræve en ganske ambitiøs aftale i 2015, har AOSIS-landene, de små østater hvoraf mange står overfor udryddelse, hvis klimaudviklingen ikke bringes hurtigt under kontrol, insisteret på en målsætning på 1½ºC. Canada giver den som klassens slemme dreng. Ikke bare har de trukket sig fra Kyoto-aftalen, de har truet med helt at trække sig fra de globale forhandlinger – alt sammen fordi man vil have lov til at udnytte sine tar sand-forekomster fuldt ud, selvom det er en bombe under den globale klimaindsats. Man får håbe, at der kommer mere klartseende mennesker til magten i det land.

Rusland har efter at have forladt Kyoto-aftalen forbeholdt sig ret til markant øgede emissioner frem mod 2020. Også Saudi-Arabien har i Bonn rystet på hånden ved udsigten til, at verden får lagt om såpas i tide, at man måske aldrig nåede at få solgt al den olie, man har i sin undergrund, inden det var billigere med sol og vind. At det globale klimasystem slet ikke kan holde til, at omkring tre fjerdedele af verdens nuværende fossile reserver bliver brændt af, hvis vi skal undgå, at klimaudviklingen løber løbsk, synes kun næsten at være gået op for de lande, som ligger inde med de største fossile reserver. Men den dag, hvor de ikke kan sælges, fordi de simpelthen er for dyre, kan ligge nærmere end vi forestiller os.

Verdens lande mødes igen i Bonn til et to ugers forhandlingsforløb allerede i starten af juni, for at gøre klar til næste store samling, COP19 i Polen i slutningen af året. Kan det at mødet er placeret i Polen skubbe til den polske klima-attitude? Polen har med sin stærkt kulbaserede økonomi i de seneste år været en alvorlig bremseklods i det europæiske system, men der er grænser for, hvor kontrær man kan være som værtsland. I Polen er det meningen, at reglerne for, hvordan man afgør de enkelte landes indsatser skal falde mere definitivt på plads. I det hele taget skal man være ganske tæt på den endelige aftale, og Frankrig og Polen er allerede godt i gang med forberedelserne. En af de ting, som stadig udestår, er finansieringen af de fattigste landes klimaindsats … den er endnu langt fra faldet på plads. Så der er mange skær at passere, før der ligger en underskrevet global aftale i Paris i 2015.

Tilbagestår et svimlende ambition gap – at de indsatser, som nu er på tale, langt fra føjer sig sammen til en klimaaftale med tilstrækkelig ambitionsniveau. Ikke mindst er det absurd, at der skal gå 5 år fra man vedtager en global klimaaftale, til at den træder i kraft. De fem år bliver meget dyre for eftertiden – det er om noget at række tunge af fremtiden.

Alden Meyer fra Union of Concerned Scientists siger så rammende ovenpå den seneste runde i Bonn: “Looking at this overall picture, world leaders are acting like Dr. Jekyll and Mr. Hyde. They are committing to keep temperatures under 2ºC while simultaneously going all out to increase fossil fuel production – even though we know that over half the world’s existing oil, coal, and gas reserves have to be left in the ground if we’re going to meet the temperature goal.

The main barrier to confronting the climate crisis isn’t lack of knowledge about the problem, nor is it the lack of cost-effective solutions. It’s the lack of political will by most world leaders to confront the special interests that have worked long and hard to block the path to a sustainable low-carbon future. Until this changes, we’re not going to see the action we need.”¹

Informations Jørgen Steen Nielsen, som er en af de eneste i Danmark, som overhovedet har skrevet om forhandlingerne i Bonn, trækker 4. maj situationen endnu mere pessimistisk op: “Der er heldigvis mange måder at redde verden fra klimakatastrofer. [Men] En stor global, juridisk forpligtende klimaaftale er ikke en af dem. Enten kommer den for sent og bliver for svag til at vende udviklingen, eller også kommer den slet ikke.”²

Ikke mindst forslaget om, at det er de enkelte lande, som skal afgøre, hvad de selv synes de kan klare klimaindsatsmæssigt (som USA synes at være talsmand for), kan gå hen og være gift for ambitionsniveauet. For kompasset rundt bliver den nuværende indsats overvurderet og den nødvendige indsats undervurderet. For eksempel USA har de seneste år i ramme alvor fremhævet sine første tøvende klimaskridt som en stor indsats, men nøgternt set når man i bedste fald i 2020 at have sænket sine udledninger til samme niveau som i 1990. Og selvom det måske ikke er sket i så stor udstrækning som i EU, så har man også i USA udflaget en væsentlig del af den mere energikrævende produktion til lande som Kina. Så sandsynligvis vil det samlede amerikanske klimafodaftryk i 2020 være markant højere end i 1990.