En overvældende klimakonsensus

20. maj 2013

En gruppe mennesker omkring The Consensus Project har lavet en ganske tankevækkende undersøgelse,¹ som netop er offentliggjort i Environmental Research Letters, hvor de ser på klimavidenskabmændene m/ks holdninger til, om klimaforandringer er menneskeskabte.

Det sker gennem en omfattende undersøgelse af abstracts fra artikler om klimaforskning, offentliggjort i peer reviewede tidsskrifter i perioden 1991-2011. I alt 11 .944 abstracts er vurderet og fordelt i forskellige kategorier ud fra, om det pågældende abstract indeholdt “explicit or implicit endorsement of human-caused global warming, no opinion, and implicit or explicit rejection or minimization of the human influence”.

Til trods for det billede, som klimafornægtelsesindustrien ønsker at fremme, så har der i klimaforskningskredse i snart flere årtier været en udtalt konsensus om, at klimaforandringer er overvejende menneskeskabte, så en ganske stor del af artiklerne (66,4%) forholder sig slet ikke til dette spørgsmål i deres abstract, men må formodes at tage det for givet. Men omkring 4.000 af de undersøgte abstracts forholder sig aktivt til, at klimaforandringer var menneskeskabte, og af disse medgiver den altovervejende del (32,6%), at klimaforandringer er menneskeskabte, mens kun en meget lille del afviser dette (0,7%) eller siger at det er uvist (0,3%). Dette fører til konklusionen, at 97,1% af alle abstracts, som forholdt sig til, om klimaforandringer var menneskeskabte eller ej, fandt, at de var menneskeskabte.

I en anden del af undersøgelsen blev forfatterne til undersøgelserne spurgt om selv at vurdere deres undersøgelser. Her var der flere, som tog stilling (35,5% som ikke gjorde). Og her var der 97,2% af dem som tog stilling til, om klimaforandringer var menneskeskabte eller ej, fandt, at de var menneskeskabte.

I begge dele af undersøgelsen var der i løbet af perioden en stigende del af artiklerne, som erkendte, at klimaforandringer er menneskeskabte.

Man skal ikke forstå de 97,1% og 97,2% sådan, at der så var knapt tre procent af artiklerne som afviste, at der var tale om menneskeskabt opvarmning. Tværtimod var der i første del kun 0,6% (12 artikler) som markerede, at klimaforandringer ikke var menneskeskabte, mens der i undersøgelsens anden del, hvor forskerne blev spurgt direkte, var 1,8% (39 artikler) som afviste, at klimaforandringer var menneskeskabte – ud af et volumen på næsten 12.000 artikler.

.
Herover kan man høre undersøgelsens hovedforfatter John Cook fortælle lidt om baggrunden for undersøgelsen. Han siger med et glimt i øjet, at det, som klimafornægterne insinuerer er tilfældet – at få 10.000 videnskabsmænd m/k og 2.000 peer reviewede tidsskrifter til at indgå samme konspiratoriske komplot – ville være en bedrift langt større end at sende en bemandet rumsonde til månen. Cook et al.s undrsøgelse ligger i forlængelse af Naomi Oreskes’ undersøgelse fra 2004, hvor hun undersøgte 928 peer-reviewede klimaartikler fra årene 1993-2003 og ikke fandt en eneste, som gik imod det forhold, at global opvarmning var menneskeskabt.

Endda fortsætter klimafornægtelsen ufortrødent, og vi må indse, at der er to hovedårsager hertil. Dels er der den fossile industris direkte økonomiske interesse i at tkunne fortsætte som om der ikke var nogen klimaeffekt af fortsat at pumpe millioner af tons af CO₂ ud i atmosfæren – vi kunne alle i et svagt øjeblik drømme om, at det viste sig ikke at være så galt fat endda. Det ændrer blot ikke ved fakta. Dels er der en række psykologiske faktorer – at det for nogle er styrkende for egoet at være enspænder, at være en Rasmus Modsat. Og når så samtidig den fossile industri så rigeligt belønner sådanne træk – disse menneskers virke bliver støtte af den fossile industri med et uhyggeligt antal milliarder i – så har vi den nuværende situation, hvor fornægtelsen til trods for den videnskabelige konsensus stortrives, ikke mindst i USA og England, hvor mange af de største fossile virksomheder holder til.

Sidste år offentliggjorde Dr. James Powell i en artikel i Science Progress en tilsvarendeundersøgelse af samtlige peer-reviewede artikler om global opvarmning igennem de seneste 20 år, hvor han blot delte dem i to bunker. Han kom her frem til, at der ud af i alt 13.950 artikler siden 1992 kun var 24 til den bunke, hvor forfatterne afviste den globale opvarmning eller at opvarmningen var forbundet med udledningen af drivhusgasser. Så billedet er om noget endnu mere entydigt end Cook et al.s 97% (se blog-indlægget 99,8% af videnskabelige artikler enige om global opvarmning).
.

.
Herover kan man høre Will Storr, forfatter til bogen The Heretics: Adventures with the Enemies of Science, fortælle om sit møde med en af de kroniske klimafornægtere, engelske Lord Monckton, som tro mod sin fornægtelse end ikke er rigtig Lord.

Videnskaben har altid levet af hvad man kunne kalde den begavede dissens, at man hele tiden gennem at genafprøve og stille fornyede spørgsmål til den etablerede viden forfinede forståelsen. Men det har ikke altid fungeret lige godt, Galilei for eksempel måtte afsværge sin indsigt overfor en katolsk kirke, som følte sin magtpositions absoluthed.

Nogle af de mest hårdnakkede klimafornægtere identificerer sig med skikkelser som Galilei, som eneren som heroisk må kæmpe mod overmagten. De ser dårligt, at de faktisk nærmere påtager sig rollen som inkvisitionen – som dem som søger at opretholde den hidtidige orden, hvor olieselskaberne var the good guys, som skaffede mad til hele det industrielle samfund.

Man er derfor nok nødt til at indse, at der er flere slags fornægtelse. Dels en kold kynisk fornægtelse, som det ikke gavner at gå i dialog med, og hvor dialogen (eller blot forsøget derpå) som Will Storr påpeger det i videoen, faktisk kun giver en form for psykologisk opmærksomhed, som klimasagen var bedre foruden. For denne kategori af fornægtere har indset, at der er tale om en stor konspiration af alt det grimme, de kender. Klimasagen og dens videnskabsmænd og fortalere bliver for klimafornægteren, hvad de andre er for racisterne og jøderne for nazisterne.

Dels en fornægtelse, hvor mennesker i apati over de dommedagsprofetier, som pressen har det med at excellere i uden at give svar på, hvordan vi overkommer faren. Her er der ikke tale om mennesker, som direkte eller indirekte er betalt af den fossile industri for at skabe støj i forhold til den fremvoksende klima-konsensus. Her er der, som Anne er inde på, basis for dialog. Her vil en fornyet viden, særligt koblet med viden om, hvad man kan gøre for at ændre de ubærlige worst case-scenarier, være med til at skabe en position, hvor man vedkender sig klimaudfordringen, lærer at leve med den og tage en række konsekvenser af den.

I (tror jeg nok) december 2010 barslede Concito med en opgørelse af danskernes samlede CO₂-fodaftryk, som dels viste sig at ligge langt højere end hidtil antaget (fordi man medregnede også alt det, som sker i forbindelse med vores forbrug og ageren uden for landets grænser). Men samtidig fandt Concito, at vi gennem vores forbrugsvalg havde indflydelse på hele 80% af vores samlede CO₂-fodaftryk. Ikke at vi kunne fjerne de 80%, men at det for størstedelen af vores fodaftryk var muligt at gøre en markant forskel.

Concito lagde dermed op til at vi skulle gentænke vores klimastrategier, som i måske alt for høj grad bygger på, hvad de store systemer bør og skal, samtidig med at den frifinder individet, familien, virksomheden, lokalsamfundet. Svaret er ikke bare, at det er bottom up i stedet for top down. Men som vi ser Københavns Kommunes klimastrategi, så har den i alt for høj grad fokuseret på, hvad den kan gøre for borgerne og i alt for lille udstrækning gjort sig klart, hvad den er nødt til at gøre med borgerne.

Som individ kan vi ikke løse de store rammevilkårsproblemer, men kan skabe en politisk forståelse for, at vores politikere påtager sig ansvaret. Som FN klimaorganisation kan man ikke håndtere de mange enkeltvalg, som tilsammen afgør vores klimafodaftryk, men man kan skabe de rammevilkår, som bedst muligt befordrer hensigtsmæssige forbrugsmønstre. Vi mangler her at skabe en klarere strategisk forståelse af, hvad der er den naturlige opgave for hvert enkelt niveau: individet, familien, lokalsamfundet, virksomheden, kommunen, regionen, staten, osv. Den dag, vi har etableret en sådan forståelse, bliver opgaven meget enklere, og meget lettere at se i øjnene – og der er ikke brug for at fornægte.

Se flere blog-indlæg om klimafornægtelse.