Strøtanker om bæredygtighed

I dag kl. 14:46 japansk tid (6:46 dansk tid) var det to år siden et gigantisk jordskælv ud for Tohukus nordøstlige kyst udløste en gigantisk tsunami, som tilsammen spredte død og ødelæggelse op langs kysten.

I en artikel i Japan Times lørdag skrev Roger Pulvers, at der efter 3/11 katastrofen er tale om tre forskellige Tohuku-zoner: 1) den zone langs kysten, som blev raseret af tsunamiens frådende vandmasser, 2) den zone, som efterfølgende måtte evakueres på grund af radioaktiv forurening fra tre kernenedsmeltninger, som blev udløst af jordskælv og tsunami, og 3) de store dele af Tohuku, som selvom de ikke blev direkte berørt af tsunamiens og strålingens ødelæggelser, alligevel har fået hverdagen alvorligt forandret af en katastrofe, som synes at sprede sine afledte virkninger ud i den yderste afkrog af det japanske rige og ind i de mest intime bevidsthedsrum – og har påvirket ikke bare hele Japan, men langt ud over landets grænser.

Der er et lille stræk langs kysten, som både blev raseret af tsunamien og så hårdt ramt af radioaktiv forurening fra de fire havarerede reaktorer på Fukushima Daiichi-værket og derfor hører til i både zone 1 og 2, men i store træk holder hans inddeling, og den tydeliggør, at der stadig her to år efter er tale om en katastrofe med mange ansigter, som på den ene eller anden måde griber ind i de fleste japaneres dagligdag.

Tsunamiens voldsomme raseren var med 18.500 døde og savnede de mest håndgribelige. Mange steder var tsunamien 15 m høj, men hvor den blev stuvet sammen i tragtformede fjorde og mundinger har den enkelte steder kunnet nå over 40 m højde, så sine steder nåede de frådende vandmsser op til 10 km ind og ødelagde stort set alt menneskeskabt. Men her kan fornyelsesarbejdet tage fat, så snart vandet har trukket sigtilbage, og selvom det tager tid at rekonstruere et helt samfund forfra, så er man flere steder langs kysten godt i gang.

Billedet herover er taget samme sted som billedet ovenfor, to år senere. Der er blevet ryddet op, Kesenuma ligger uden for det strålingsramte område, så man kan igen færdes i området, men genopførelsen af de mange bortskyllede huse går kun langsomt.

I den radioaktive zone er situationen straks anderledes. Her er det stadig kun muligt at opholde sig i kortvarigt, og kun i beskyttelsesdragter, og det dekontamineringsarbejde, som man har igangsat i de mindst strålingsforurenede områder, hvor der er størst håb om at kunne ‘normalisere’ situationen har en næsten Sisyfos-agtig karakter – nogle gange er strålingsniveauerne tilbage til før oprensningen få dage efter at man heroisk spulede og skurede alle byens flader, mens man fjernede al løs vegetation og skrællede det øverste muldlag af. For radioaktiviteten bliver ikke bare liggende, men bevæger sig tværtimod rundt i vand- og luftmiljøet, og – har man måttet konstatere – opkoncentreres i den mad, vi hidtil har kunnet høste af landskaberne. Så her er utrygheden ved den usynlige stråling og uvisheden om, hvornår der overhovedet bliver klar til at rykke tilbage. Og den dag, der bliver givet signal derom, om at man kan flytte tilbage, kan man så regne med, at det er sikkert? Hvor sikkert er sikkert? Og selvom myndighederne håber at kunne geninstallere de første inden for et år eller to, kan ingen endnu vide det. Kun står det klart, at der med de hårdest ramte områder vil gå flere årtier, før strålingsniveauerne når derned, hvor man kan begynder at tale om at genudsætte mennesker i området. Realistisk set kommer flertallet af dem, som nu er evakueret fra strålingen, således aldrig tilbage. Og hver af de 150.000 evakuerede fra det strålingsramte område må gøre op med sig selv og sine nærmeste, om man vil håbe og vente, eller om man først som sidst vil søge at starte et nyt liv et nyt sted.

Et livsforladt gaderum i Namie i den evakuerede zone, hvor alt står urørt – besøg er få og sjældne, kræver forudgående tilladelse og må foregå i beskyttelsesdragter.

Håbløsheden ved at være evakueret på ubestemt tid fører til store psykosociale problemer og forhøjet forekomst af selvmord og livsstilsafhængige for tidlige dødsfald. Og selvom det har været fremført igen og igen, at dødsfald på grund af stråling har været yderst sjældne, så er det lige præcis ikke noget, man ved særlig meget om. Menneskets generationsskifte er så langsommeligt, at vi først nu er først nu ved at kunne få de første begyndelser til svar på, hvor stor indflydelse Chernobyl-katastrofen vil få for de efterfølgende generationer. Og denne viden søges systematisk undertrykt af de mange instanser, som ønsker A-kraften videreført. Det har været vurderet, at Fukushima vil give en merforekomst af kræft i skjoldbruskkirtlen på 70%, men vi vil først om nogle årtier vide, om det rent faktisk forhold sig sådan. Ét forsøg på at opgøre dødsfald indtil nu, som kunne relateres atomkraft-ulykken (stråling, evakuering af indlagte, selvmord osv.) endte på 789 mennesker, en anden kom frem til 1.337. Men det bliver i mange tilfælde et fortolkningsspørgsmål – et tal som ikke bare er svært at opgøre præcist, men som der er en vis interesse i ikke at få klarlagt.

Hvor det står stadig mere klart, at de tre kernenedsmeltninger havde været undgåelige, hvis de ansvarlige instanser havde taget deres opgave at sikre sikkerheden omkring de japanske atomkraftværker, så må man give de japanske myndigheder, at de til forskel fra Chernobyl formåede at sætte ind med evakueringer og beskyttelse mod indtag af radioaktivitet gennem mad og drikke, som giver håb om, at forekomsten af kræft i de kommende generationer kun vil være moderat forhøjet. Men hvis man ser på, hvordan strålingen har påvirket dyrelivet, så er det overhovedet ikke givet.

En undersøgelse af blot tre generationer af en bestemt sommerfugl viste voldsomme deformationer af vinger og følehorn (se blog-indlægget Strålingsramte sommerfugle). Men gennemgående synes japanske forskere ikke specielt ivrige efter at undersøge, hvilke konsekvenser Fukushima-katastrofen har haft på menneskets omgivende natur.

I en randzone omkring det evakuerede område, hvor strålingen er højere end sædvanligt, men ikke så høj, at man har fundet det nødvendigt at evakuere hele befolkningen, lever ikke mindst børneforældre med bekymringen, om det er i orden at lade børnene lege ude? – ud over alle de andre bekymringer om, hvor maden kommer fra, om man nu kan være sikker på, at der ikke er stråling i maden? Dette er en frygt og en bekymring, som nager så meget mere, som at japanerne igennem årtier er blevet fortalt, at atomkraften var både sikker og ren. Den myte er blevet effektivt punkteret, og selvom alle instanser siger, at de arbejder målrettet på at genskabe befolkningens tillid til atomkraften, så må man nøgternt konkludere, at det ikke går ret godt med den del. Dels er det en yderst sårbar situation, hvor frygten for det ukendte fylder meget. Dels leverer disse instanser igen og igen graverende eksempler på, hvad man ikke skal gøre, hvis man ønsker at genvinde en befolknings tillid.

På én måde var det held i uheld, at store dele af radioaktiviteten efter Fukushima-katastrofen drev ud over havet. Det kunne have været meget værre ind over land, og i et worst case scenario, som var tæt ved at være virkelighed, da TEPCO overvejede at rømme værket, ville situationen kunne have  udviklet sig dertil, t man måtte rømme Tokyo-området, som omfatter op imod 30 mio. mennesker. Til gengæld gør det, at atomkraft-katastrofen med den nordgående strøm lægger sin skygge hele vejen op langs kysten. Stadig er der ikke kommet gang i kystfiskeriet for de løbende stikprøver viser, at koncentrationen af radioaktivitet stadig så høj, at fiskene ikke må bruges som menneskeføde. De mange små fiskersamfund op langs kysten, som blev raseret af tsunamien, kan således heller ikke bare starte forfra. For selvom man får nye fiskefartøjer og retablerer havne og auktionshuse og kølehuse, så kan man ikke fange og sælge de fisk, som direkte og indirekte var en stor del af kystsamfundenes levebrød.

I Tohukus tredje zone, som heldigvis udgør langt den overvejende del af Tohuku, er man endda ikke gået ram forbi. For til trods for omfattende målinger af strålingsniveauer rundt omkring i landskaberne, så gør frygten for strålingen med dens usynlige og uforståelige væsen, at turisterne i stort mål bliver væk fra Tohuku. Selv hundredvis af kilometer fra de primært strålingsramte områder er der i dag meget langt mellem turisterne, og ryokans og spabade er plaget af manglende besøg. Og selvom der er meget streng kontrol med strålingen fra områdets fødevarer og ingen afgrøder sendes på markedet uden at være grundigt checket, så går mange af Japans 120 mio. mennesker i en stor bue uden om fødevarer fra Tohuku. Det brand, som fødevarer fra Fukushima-området var, ligger i ruiner, og det vil tage årtier at genetablere.

Resten af Japan udgør så at sige en fjerde zone, og selv her har ingen kunnet undgå påvirkningen fra Fukushima-katastrofen. Ikke bare kommer det til at tynge alvorligt i statsbudgetterne adskillige år frem. Efter de tre kernenedsmeltninger ved Fukushima Daiichi-værket lukkede Japans dengang 54 reaktorer en efter en ned for den løbende årlige vedligeholdelse, for når de skulle genstartes ikke at få tilladelse. For ingen turde påtage sig ansvaret. Så den japanske befolkning har været sat på en ganske alvorlig energi-slankekur, gåde hjemme og på arbejde har der afhængig af hvilken region været pålagt energibesparelser på op til 15% i sommermånederne, så igennem foreløbigt to somre har japanerne svedt alvorligt, for at spare på energien.

For blot et halvt år siden tegnede det til, at Japan efter en stort opsat høring af befolkningens ønsker til fremtidens energipolitik, ville lægge kursen om, i løbet af et par årtier udfase atomkraftværkerne og satse målrettet på udbygningen af den vedvarende energi – ikke bare sol og vind, men nok så meget den geotermiske varme, som syder og koger og bobler over alt i den vulkanske undergrund. Japan skulle fra at være et af de sidste fossile samfund transformeres til et bæredygtigt ligevægtssamfund, og sandsynligvis kunne en sådan proces have genskabt en vis dynamik i den efterhånden noget skrantende japanske økonomi.

Men efter valget i december, hvor LDP genvandt magten, tegner det til, at Japan ender med at have lært meget lidt af sin Fukushima-katastrofe. Foreløbig sker alt på listesko, og vi får ikke nogen klare udmeldinger på området før efter valget til overhuset i juli. Men alt tyder på, at LDP vil have Japans energipolitik tilbage i det A-kraft-spor, som man selv igennem et halvt århundrede har været med til at definere.

Afrunding på vej …

Igennem de sidste to år har jeg løbende samlet links til artikler om Fukushima-katastrofen og dens tråde ud i de fjerneste afkroge af det japanske samfund. Den første linkside blev så lang, at den er delt i to: Fukushima – links år 1 og Fukushima – links år 2, så det ender nok med at jeg en af dagene starter en ny side: Fukushima – links år 3.

Siden juni 2012, hvor Japan pludselig stod i den situation, at man havde slukket for den sidste af sine 54 atomreaktorer, har jeg løbende lavet små næsten daglige optegnelser. De er samlet månedsvis, se optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012 samt januar, februar og marts 2013.

Se samtlige blog-indlæg om Fukushima.

Som et lille PS er dette indlæg nr. 1.000 på Strøtanker om bæredygtighed – det er store og små indlæg mellem hinanden, men endda værd at fejre. På en typisk dag lægger 6-700 vejen forbi og ser i snit 6-7 sider, så til min glæde bliver bloggen brugt.

Roger Pulvers: Tohoku has been truly rent asunder for untold generations yet to be born, Japan Times 10.03.2013.