COP18 noter IX – USA, EU og de rige landes ansvar

5. december 2012

Ons. 05.12. – Ban Ki-moon understregede i dag, at det er de rige lande, som er ansvarlige for klimaproblemerne og derfor må gå forrest i løsningen af klimaudfordringen. Han insisterede på kompromisvilje og trygler om tilsagn om at finansiere klimaindsatsen for de fattigste lande. Han mindede om, at verdens lande i Durban havde lovet hinanden at have en global klimaaftale på plads senest i 2015: “This deadline must be met. There is no time to waste, no time to lose for us,” sagde han.

Brasilien insisterede på, at der blev fundet en løsning på Kyoto II, før de andre spørgsmål kom videre. Polen og Rusland er stadig ikke til sinds at slippe de mange tiloversblevne ‘hot air’ CO₂-kreditter, som truer med at udhule EUs klimaindsats frem til 2020. Japan synes at trække sig fra sine tidligere løfter om 25% i 2020, men at fastholde 80%-målsætningen for 2050. Connie Hedegaard siger OK til bindende tilsagn for EU i Kyoto II, men spørger, hvad med de resterende 85% af udledningerne? Todd Stern har tydeligvis ikke noget med fra USA andet end at det at skifergassen ser ud til at erstatte brugen af kul måske kan hjælpe med at holde Obamas løfte fra København om 17% inden 2020 – men set fra 2005, så USAs udledninger i 2020 vil være cirka som i 1990. Frustrationen er mærkbar over at køre i de samme loops igen og igen. Alle ønsker en fuld indsats, men måske mest fra de andre, og med 200 lande indblandet er det mere end vanskeligt at lande præcist hvordan.

Selv med 100 ministre og adskillige statsoverhoveder på banen her i anden uge synes tingene ikke rigtigt at løse sig op. Midtvejs i anden uge er der ingen, som har overblik. Ved siden af de meget formaliserede hovedforhandlinger foregår der alle mulige uformelle forhandlinger i små grupper for om muligt at løsne positioner – hvilket let fører til uro og oplevelsen af, at nogen er holdt udenfor. Så lige nu tegner alt desværre til endnu en uambitiøs COP, hvor man det er svært at finde noget at være glad for, målt i forhold til klimaudfordringens omfang og kalden på resolut handling.

Det synes mere og mere som det sværeste og mest presserende ved forhandlingerne i Doha er at få finansieringen af de mange tiltage rundt omkring i de fattigste lande på plads. Som Saleemul Huq, lederen af International Centre for Climate Change and Development in Bangladesh, i går påpegede, er det en selvfølge i USA at etablere en fond på 83 mia. $ blot til at rydde op efter orkanen Sandy, mens det at finde 100 mia. $ til en samlet pulje til indsatsen i de fattigste lande synes noget nær umuligt. Der er stort set ingen tilsagn om kontanter.

Særligt de små østater, for hvem hvert år, hvor der ikke sker noget, er et stort skridt nærmere druknedøden, er det fortvivlende – for ikke at sige dybt provokerende – at se de rige lande sidde og fedte med ikke at ville byde ind med reelle klimamålsætninger. Selv EU, som tidligere har været lokomotiv, er i den henseende særdeles skuffende.

Seychellernes ambassadør Ronny Jumeau sagde på vegne af AOSIS-landene (Alliance of Small Island States): “We are past the era of mitigation and adaptation. What comes next is the disappearance of islands. We are in an era of mass relocations.”

Greenpeaces leder Kumi Naidoo påpegede det uforståelige i, at man for blot få uger siden kunne høre Obama i sin sejstale love, at han i anden periode ville prioritere klimaindsatsen. Og så sidder den amerikanske delegation blot og obstruerer forhandlingerne, uden tilsagn, uden ansvarlighed.

Kinas forhandlingsleder Su Wei påpegede, at der med blot få forhandlingstimer tilbage stadig var mange uløste spørgsmål, som måtte klares af politikerne. Men hvis finansierings-spørgsmålet kunne komme på plads, ville der være et godt fundament for det øvrige.

En af de ting, som virkelig har skilt vandene, er det som ligger i princippet “common but differentiated responsibilities”. Først og fremmest USA har her været næsten brutalt afvisende i sine udmeldinger, hvor man systematisk har afvist den historiske dimension og mere end antydet, at alle, rig som fattig skulle gøre det samme. Men John Parnell skriver en opdatering af sine daglige optegnelser, at USAs chefforhandler Todd Stern i en tale i dag antydede, at der måske godt kunne blive plads til common but differentiated responsibilities:

“Let’s provide a thorough opportunity for Parties to discuss all critical issues, including the principle of equity and common but differentiated responsibilities and respective capabilities. The United States would welcome such a discussion, because unless we can find common ground on that principle and the way in which it should apply in the world of the 2020s, we won’t succeed in producing a new Durban Platform agreement. And we have to succeed. So let’s have that discussion.”

Der synes at være tillid til, at Kyoto-aftalens anden runde bliver iværksat. Men det står klart, at både New Zealand, Russia, Japan og Canada står udenfor, så anden runde kun kommer til at omfatte Australien, EU, Norge og Schweiz. Om de sammen kan blive enige om at stramme ambitionsniveauet, må de sidste døgn vise.

Desværre er der fejl på kodegeneratoren på UNFCCCs hjemmeside, så det er ikke muligt i atgenerere kode på de enkelte videoer til indlejring. Men jeg kan anbefale at se en EU pressekonference fra kl. 17.00 AST i dag (link her), hvor Connie Hedegaard og Matthias Groothe giver et forsøg på overblik over forhandlingernes stade.

Man får her en klar fornemmelse af, hvor stærkt EU presser på, ikke så meget for at få Kyoto-aftalen videre, som for at få klarhed over indsatsen for de øvrige 85%, samt at få lagt de videre forhandlinger om den globale klimaaftale i helt faste rammer inden delegationerne forlader Doha.

Connie Hedegaard fortæller, at de 30% reduktionsmål på ingen måde er taget af bordet, men er med videre, men er givet under forudsætning af, at andre byder tilsvarende ind. Hun fortæller i spørgerunden, at EU allerede med de nu vedtagne indsatser er godt på vej til at nå 26-27% målt med Kyoto-protokollens alen, så EU arbejder ganske målrettet på sagen. Men det bliver samtidig understreget, at EU ikke kun skal vise reduktioner, men at man kan have sunde velfungerende samfund med markant mindre CO₂-udledninger end i dag.

Ønsket fra en række af verdens fattige lande om en todelt periode, så der er reduktionsmål for både 2017 og 2020 hænger sammen med ønsket om at holde klimaindsatsen i så stramme mål som overhovedet muligt og for enhver pris at undgå, at de mellemliggende otte år blev et hul, hvor der ikke skete noget. For alle synes at have forstået, at det ikke må ske. EU har forud været totalt afvisende overfor en todelt målsætning, men har tilstyneladende lagt op til en mellemliggende evalueringsrunde i 2017, men for alle lande, og ikke kun dem som er i med Kyoto-aftalens anden runde.

EU har yderligere foreslået en række initiativer over det nuværende forhandlingsfelt, som kunne skærpe klimaindsatsen, og ville kunne igangsættes øjeblikkeligt uden yderligere undersøgelser mv. Det gælder for eksempel kampagner for energibesparelser, en afgift på bunkerolie og en hurtig udfasning af fossile subsidier.