Al Jazeera: What do these climate talks actually achieve?

27. november 2012

Denne video fra Al Jazeera giver en god introduktion til problemstillingen omkring COP18. Efter en kort reportage fra USA i forlængelse af orkanen Sandy, som i et betændt politisk valgkamps-klima formåede at sætte en stopper for klimatavsheden, stiller udsendelsens vært, David Foster, spørgsmålet: What do these climate talks actually achieve?

Han har en række gæster til at hjælpe med at besvare spørgsmålet: Pa Ousman, formand for LDC, the Least Developed Countries group, et forhandlingssamarbejde som består af 48 lande; Anjali Appadurai fra Earth in Brackets, en ungdomsorganisation, som arbejder for bæredygtighed samt for at gøre FNs processer mere tilgængelige og transparente; samt Bas Eickhout, som er medlem af The Greens, Europaparlamentets grønne gruppe.

Eickhout starter med at trække det fundamentalt urimelighed op i, at et problem, som de rige lande har påført hele verden, først og fremmest rammer de fattige lande. Appadurai fortæller så om hendes organisations navn ‘brackets’, at det henviser til al den tekst i parentes [brackets], som i løbet af forhandlingernes slutfase ender med at blive udeladt. Det er her, i de kantede parenteser, man finder de i forhold til fremtiden og biodiversiteten og beskyttelsen mod klimaforandringer rimelige krav om en målsætning på 1½ºC og 350 ppm, som de rige lande til sidst ender med at skubbe ud, fordi det er dem som sidder på pengene.

Ousman fortæller herefter, at der stadig ikke blandt de rige lande, som har skabt problemet, er den fulde vilje til at imødegå problemerne, særligt i USA er man stadig i fornægtelsesfasen. I dag gives der årligt 440 mio.$ i støtte til den fossile industri. Hvis blot denne støtte til verdens ødelæggelse blev kanaliseret til opbyggende arbejde i verdens fattigste lande, ville meget være nået. USA er fortaler for demokrati og menneskerettigheder. Men der er et meget stærkt menneskerettighedsaspekt i klimaproblematikken, og et stærkt juridisk-retfærdighedsmæssigt aspekt.

Efter at Foster viser en række tal over verdens største udledere, fortsætter Appadurai med nødvendigheden af at USA og de rige lande erkender deres historiske ansvarlighed. Lande som Indien og Kina er stadig i en tidlig fase i deres udvikling, hvor udledningerne vil vokse.

Her er det, at jeg får lyst til at standse filmen og den standard-tænkning, som gør, at en gruppe af store udviklingsøkonomier, BASIC-landene føler at det er deres ret at køre økonomisk udvikling for fuld skrue og hvert år bygge dusinvis af nye kulkraftværker, mens man kun langsomt udbygger den grønne energisektor. For én ting er, at vi historisk har bidraget forskelligt til emissionerne, men konsekvensen af disse ganske langt udviklede udviklingslande (Brasilien, Indien, Kina, Mexico og Sydafrika) er, at selv hvis de gamle I-lande reducerede drastisk ville vi bryde gennem 2ºC-loftet. Og hvis de etablerer sig efter samme mønstre som de gamle I-lande, kommer de til at stå med samme dybt problematiske infrastruktur og organisationsmåde, som vil frembyde samme voldsomme problemer at få afviklet.

Appadurai taler om, at Indien og Kina endnu ikke har gennemløbet “the path of industrialisation”, men det handler ikke bare om at have ret til at gøre som de gamle industrilande. De lande må stille sig spørgsmålet, om de vil være de sidste fossilt baserede industrisamfund, eller de første post-fossile velfærdssamfund?

Og alle gode kræfter i verden skulle sættes ind på at skabe denne udvikling, samtidig med at vi hurtigst muligt må få banket rusten af de gamle industrilande og få dem manøvreret tilbage på rette vej.

Så ja, der ligger et stort erkendelsesarbejde i de gamle I-lande (og først og fremmest USA), at de historisk har større ansvar for den nuværende situation – og derfor hurtigst muligt (betydeligt hurtigere end resten af verden) må få høvlet deres udledninger markant ned. I-landene bliver nødt til at være langt mere åbne med vores knowhow og gøre den til open source. Samtidig må vi få opstillet nogle udviklingsmål, som frem for at tage de gamle I-lande som forbillede formår at lære af deres fejltagelser.

Jeg er sikker på, at der findes genveje til udviklingen af bæredygtige ligevægtssamfund, som undgår i hvert fald nogle af de værste faldgruber ved de gamle I-lande. Og jer er sikker på, at den strategi først at etablere en rigdom og en infrastruktur som de gamle I-landes er en alvorlig omvej, som ikke bare vil føre til mere ødelæggelse, men også vil umuliggøre 2ºC-målsætningen.

De kinesiske udledninger nærmer sig hastigt de europæiske, målt pr. indbygger. Og hvis de, som Kina har fremlagt det ved starten af denne konference, fortsætter med at stige frem til omkring 2030, så vil alene kineserne sandsynligvis mere end have udfyldt det CO₂-‘vindue’ af samlede CO₂-udledninger, vi maksimalt kan fylde frem til 2030, hvis vi skal lykkes med 2ºC-målsætningen. Selvom dette kan argumenteres som rimeligt og retfærdigt i forhold til fortiden, så er det ikke rimeligt og retfærdigt i forhold til fremtiden.

Dertil har vi allerede i de gamle industrilande annekteret for stor en del af pladsen til CO₂-udledninger i atmosfæren. Så vi skylder verden og fremtiden en undskyldning – men endnu mere skylder vi verden, at vi lægger os i selen med nogle stærkt ambitiøse klimamålsætninger plus at vi sikrer, at vores ressourcer går til det rigtige. Det kunne til en begyndelse være, at de nuværende fossile subsidier i stedet må kanaliseres til finansiering af omstillingsprojekter i den fattige del af verden. Men det akutte behov for finansiering er stort, og de førhen fossile subsidier må suppleres med en solid afgift på skibsfart og luftfart og finansielle transaktioner.

For at få den endnu ikke gennemindustrialiserede verden sporet ind på disse genveje, kræver det en sund attitude fra I-landene. Og derfor er det utilgiveligt, at USA aldrig trådte ind i Kyoto-aftalen og stadig holder sig for god til at lade sig binde til noget som helst, det er dybt pinligt, at lande som Rusland, New Zealand og Canada træder ud af anden fase af Kyotoo-aftalen, og det er – for nu at gribe i egen barm – ikke til at bære, at EU denne gang sidder og fedter med et udspil om reduktionsmål for 2020 på blot 20%, som vi allerede næsten har nået.

Alle ville vinde ved at EU satte overlæggeren op til 30% eller endnu bedre 40% reduktion i 2020 – også EU. Det ville tvinge os til at være kreative og innovative og proaktive – og sikre os en førerposition i verdens videre udvikling, som ellers hastigt rykker østpå.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.