COP18 noter II – Qatar, Arabien og den japanske klimaindsats

27. november 2012

Ti. 27.11. – Først lidt om Doha – mange har peget på det absurde i, at man har valgt netop Doha som vært for COP18. Qatar er på mange måder noget af det mest artificielle, man kan finde. Al maden er bragt hertil fra mere frugtbare egne, alt vand er desalineret havvand, og det lille emirat Qatar har ikke bare en af verdens højeste indkomster pr. indbygger, men med 44 ton CO₂ pr. indbygger pr. år også verdensrekord i CO₂-udledninger pr. indbygger. En del heraf kommer fra olieudvindingen, men i Doha er elektriciteten gratis, vand er gratis og telefon er gratis for landets faste beboere, så energi er klart noget, man bare har nok af.

Mange NGOer fik det da også alvorligt galt i halsen, da Qatars tidligere olieminister Abdullah bin Hamad al-Attiyah, som nu er forhandlingsleder ved COP18, ved en konference i London for et par uger siden priste skifergassen med ordene: “Gas will give the world 300 years of security”. Her har al-Attiyah klart ikke fået luget ud i sin grundanalyse fra OPEC-tiden.

Og adspurgt i går, om det med så høje udledninger pr. indbygger ikke var på tide med en systematisk klimaindsats, fejede han det bort med, at det var vigtigere at se på de store udlederlande som Indien og Kina. Så hans forståelse af klimaudfordringen kan tydeligvis ligge på et meget lille sted. Og man står med en ubehagelig fornemmelse af at kunne komme til at genopleve situationer som i klimatopmødet i Københavns slutspil, hvor Lars Lykke Rasmussen var en medvirkende årsag til, at resultatet faldt på gulvet.

Når det måske endda ikke er helt ved siden af at placere mødet i den arabiske verden, så er det fordi en global klimaaftale nødvendigvis må være global, og at der ved at placere COP18 midt i olieland, ligger et klart signal om, at tingene også her må forandre sig.

Qatar er en af verdens helt store olie- og gasproducenter, og man regner med, at 15% af verdens gasreserver findes i Qatar. En væsentlig del af emiratets CO₂-fodaftryk stammer således fra energiproduktionen. I perioden 2007-2011 formåede man at reducere udledningerne ved flaring (gasafbrænding) i forbindelse med gas- og olieproduktionen med 90%. Og over en 12-årig periode vil man søge at nedbringe afhængigheden af importeret mad til omkring en tredjedel. Og man er lige nu ved at opføre en solcellefabrik. Så det lille emirat med 1,9 mio. indbyggere har taget hul på nogle af de mest umiddelbare udfordringer. Men – og det var her NGOerne spurgte ind – Qatar har endnu ikke etableret nogen officiel klimamålsætning.

En række NGOer presser da også hårdt på for at få Qatar til at byde ind med noget stort og flot. De har pengene, de har verdens opmærksomhed på sig – det er det oplagte tidspunkt for Qatar at gøre det på. Ligsom da København forud for COP15 vedtog sin plan om at blive 100% CO₂-neutral i 2025.

Der synes da også op til COP18 at være opbygget en markant øget opmærksomhed på klimaudfordringen i den arabiske verden. Dels er der et spirende græsrods-NGO-arbejde. Dels har et land som Saudi-Arabien fremlagt planer for ganske storstilede solenergi-projekter, med planer om at opbygge en solcelleproduktion på 41 GW inden 2032. Når solen skinner – og det gør den stort set altid i denne del af verden – svarer det til næsten 20 store atomkraftværker. Noget andet er, at man inden for samme tyve år har planer om at opføre 17 atomkraftværker. Men som tingene udvikler sig i disse år, kan det meget vel vise sig, at det bliver billigere at udbygge med vedvarende energikilder end med A-kraften. Det korte af det lange er, at et land som Saudi-Arabien, som ellers sidder på en af verdens største oliereserver, i den grad er ved at lægge om fra de fossile drivmidler.

Landet er da også ganske udsat for klimaforandringer. Mere tørke end nu kan det dårligt blive – stort set alt drikkevand er desalineret havvand, og stort set al mad bliver importeret. Men havstigninger vil være stærkt problematiske for landet og ikke mindst for byen Doha, som hurtigt vil få fødderne i vand.

Man kan derfor håbe, at placeringen af COP18 midt i en fossil blomst som Qatar kan være med til at få hele den arabiske halvø

Husker fra arkitekturbesøg i Stuttgart, at Tyskland og Saudi-Arabien helt tilbage i 1980erne havde samarbejde om udvikle spaltning af vand i ilt og brint med brug af solenergi. Da ville man få to gasser, som var forureningsfri ved forbrændingen, kunne komprimeres, så de var lette at transportere, og kunne bruges i køretøjer og når sol og vind ikke lige producerede optimalt. Så det har ligget som en understrøm. Men det er som om at det først nu er ved at dæmre.

Her en lille video-introduktion til Qatar fra Al Jazeera fra 25. november.

Japan bekræfter sine klimamål

Samtidig med, at Japan i dag i Doha fremførte, at man ikke vil deltage i anden del af Kyoto-aftalen, kunne man via Mainichi i dag læse, at Japan vil fastholde sine hidtidige klimaforpligtelser, som lyder på en 25% reduktion i 2020 i forhold til 1990 – for ikke at svække den globale klimaindsats. Dette er meget uventet, da Japan på det seneste har givet udtryk for, at man efter Fukushima-katastrofen ikke ville kunne klare sine klimaforpligtelser.

Tilbage i september 2008 fremlagde Japan planer for en 80% CO₂-reduktion inden 2050 – uden at det dog på nogen måde var nogen detaljeret plan. Og efter at den nuværende DPJ-regering tiltrådte i 2009 etablerede man et reduktionsmål på 25% i 2025, som siden blev til 25% i 2020. Indtil marts sidste år var klimaindsatsen fuldstændigt lagt i hænderne på forsyningsselskaberne, som havde til opgave i løbet af de kommende år at udbygge andelen af A-kraft fra 30% til 50%. Men 11. marts sidste år udløste et jordskælv af styrke 9 på Richter-skalaen en gigantisk tsunami, som igen oversvømmede Fukushima Daiichi-værket og satte alle dets sikkerhedssystemer skakmat. Dette førte i de følgende døgn til en tredobbelt kernenedsmeltning – og en katastrofesituation, som stadig her 1½ år efter kun er næsten bragt under kontrol. Et jordskælv af samme styrke på samme sted ville have katastrofale følger. Siden da har udbygningen af den japanske atomkraft været lagt i mølposen.

Efterfølgende er samtlige Japans 54 reaktorer en for en blevet lukket ned for årligt sikkerhedseftersyn, og efterfølgende var der ingen, som turde give tilladelse til at genstarte reaktorerne. Dog blev der ekstraordinært genstartet to reaktorer i Kansai-området for at klare den værste sommervarme – i Japan er energiforbruget størst i sommervarmen, hvor airconditioningen kører på højtryk. Et halv hundrede standsede reaktorer gør, at alle mulige gamle reservekraftværker kører på fuld kraft, og det har gjort, at den japanske befolkning i spidsbelastningsperioder har kunnet spare op til 10% gennem frivillige ordninger. Men det har også gjort, at Japans klimabelastning i det sidste år har været markant større end normalt.

Hen over sommeren har der været kørt en omfattende høring om Japans energimæssige fremtid. Klimadimensionen har ikke fyldt retmeget i forhold til sikkerheden og trygheden. Og der er i befolkningen et overvældende flertal for at udfase atomkraften, for mange helst øjeblikkeligt (når nu man har vist, at man kan klare sig igennem helt uden A-kraften), for andre gerne over en årrække. Men Japans forsyningsselskaber ville simpelthen gå konkurs, hvis de blev sat til at skulle afvikle samtlige reaktorer i morgen. Så den nuværende plan (som kan blive væltet ved det nært forestående valg) er, at reaktorerne en for en gennemgås for sikkerhed, og kun de absolut sikre får lov at køre videre – på den baggrund bliver måske en fjerdedel af reaktorerne sorteret fra. Det vides ikke endnu, da fornyede sikkerhedsregler for genstart først vil være færdigudviklede næste sommer. Dernæst vil der ikke blive opført nye reaktorer, og eksisterende reaktorer får ikke lov til at køre ud over 40 år. Det gør, at man får den klimamæssigt optimale ud af alle reaktorer, som det overhovedet er ‘forsvarligt’ at genstarte, samtidig med at man får en gradvis udfasning, som man kan håndtere at afvikle og kan nå at erstatte af vedvarende energiklider. Og dermed burde Japan kunne klare sin hidtidige klimapolitik.

I stedet for at investere i flere reaktorer, skal der blot i stedet investeres i energibesparelser og i vedvarende energi. Hvor den vedvarende energi gradvist bliver billigere, da er A-kraften år for år dyrere (ud over at det er en rigtig dårlig idé at bygge atomkraftværker i et tætbefolket jordskælvsplaget land), så man kan i dag med vedvarende energi få samme energimængder og samme klimagevinst både billigere og hurtigere, end hvis samme beløb investeres i udbygningen af A-kraften. Tidligere på året fik man da også indført en feed-in-tarif-ordning tilsvarende den tyske. Og alt tyder på, at der alene ad den vej kommer fuld gang i udbygningen af den vedvarende energi.

Jeg har skrevet langt mere indgående om denne udvikling i en serie af blog-indlæg: Japan igen på A-kraft, som med næsten daglige opdateringer følger udviklingen fra beslutningen om genstarten af to reaktorer i juni til valget, som bliver afholdt her umiddelbart inden jul.

Tilbage til de japanske klimamål, så blev der for blot få måneder siden blev der talt om sandsynlige reduktioner i 2020 på blot 5-9% i forhold til 1990. Derfor er det meget positivt, hvis man ender med at binde sig op på de 25%. For selvom Japan ender med at står uden for, vil det dels styrke anden del af Kyoto-aftalen, som med kun Europa og Australien tilbage næsten ligner en farce, dels vil det kunne være med til at skærpe målretningen af Japans energipolitik i de kommende år. Modsat artiklen i Mainichi mener jeg på ingen måde, at det er umuligt, endsige besværligt, for Japan at nå de 25%. Det vil blot kræve en helhjertet indsats omkring energipolitikken, hvor man fra at være paralyseret af Fukushima-katastrofen genvinder det globale aspekt.

Hvis man alligevel vil fastholde målet om en 25% reduktion i 2020, kan det undre, at man ikke også bliver i Kyoto-aftalen. Men beslutningen om at trække sig ud af Kyoto 2 blev meddelt allerede under COP16 i Cancun. Og den nuværende regering står med Fukushima-katastrofen med en meget uoverskuelig situation. Så blot det, at man her i anledning af COP18 har set lidt ud over katastrofen, som ellers har implikationer horisonten rundt i det japanske samfund, er glædeligt.

.
Denne video, som netop er lagt ud på RTCC, rummer et interview med Masahiko Horie som er japansk ambassadør for Global Environment og leder af den japanske forhandlingsdelegation i Doha. Han fortæller her en del om arten af den japanske klimahjælp, ligesom han fortæller om et nyligt iværksat forskningssamarbejde mellem 18 østasiatiske lande. Ligeledes yder Japan hjælp til afrikanske lande i deres arbejde med at definere en klimaindsats og en klimatilpasningsindsats. Men han kommer kun sporadisk ind på baggrunden for, at Japan har valgt at trække sig fra anden del af Kyoto-aftalen. Det virker ikke som om han er informeret om beslutningen i Tokyo om at opretholde reduktionsmålsætningen på 25% i 2020.

Japans reduktionsmål for første del af Kyoto-protokollen var 6%. Heraf har man reelt klaret 1-2% i Japan – resten er opnået gennem projekter i andre lande, heriblandt nogle af dem, som Horie omtaler i videoen herover. Måske man gennem at stille sig uden for Kyoto-aftalens anden del ønsker ikke at være forpligtet til kvoteopkøb/støtteprojekter i andre lande i den udstrækning, Japan ikke når de 25%. Så målsætningen på den måde er “gratis” ikke at overholde.

Endda er det vigtigt i den nuværende situation at have en sådan målsætning, for det vil efter Fukushima-katastrofen og den japanske befolknings deraf følgende store modvilje mod udbygningen af A-kraften betyde, at Japan i de allernærmeste år skal have gang i en meget omfattende udvikling af vedvarende energi.

Update 05.12. – På en pressekonference 5. december trækker Masahiko Horie igen i land i forhold til Japans 25%-målsætning i 2020. Uden at sige, at landet ikke vil overholde den, siger han også at man nok ikke vil, men at klimaplanen vil blive endeligt fastlagt i løbet af 2013.

I blog-indlægget Optakt til COP18 er der samlet links til artikler forud for COP18, mens indlægget Doha positioner og forviklinger rummer links til artikler om selve forhandlingerne.