UNEP Emissions Gap Report 2012

24. november 2012

Forud for COP18 i Doha har FNs miljøorganisation UNEP fremlagt en rapport, The Emissions Gap Report 2012, som dels ser på, hvilke tilsagn om CO₂-begrænsende tiltag, som er afgivet fra de enkelte lande, dels ser på, hvilke samlede CO₂-reduktioner, som er nødvendige, for at kunne holde den globale temperaturstigning på under 2ºC i det 21. århundrede, som det blev besluttet i København i 2009, eller 1½ºC, som flere og flere lande ønsker målsætningen skærpet til, efterhånden som det står klart, hvor voldsomme klimaforandringer vi har fået blot med den nuværende temperaturstigning (på ~0,7ºC).

Tilsammen giver rapporten et meget klart billede af det nuværende “emission gap” – og ser derefter på, hvordan dette “emission gap” kan lukkes.

Kurven herover viser sammenhængen mellem forskellige udledningsscenarier og den forventede samlede globale temperaturstigning i år 2100. Den lodrette skala er gigaton CO_2e, og som man kan se, vil den øverste violette kurve, som modsvarer et business as usual-scenario føre til globale temperaturstigninger over 5ºC i år 2100 (og en situation, hvor temperaturen vil fortsætte med at stige længe efter at man tog sig sammen og mindskede udledningerne). Et scenario som den grønne, hvor temperaturstigningerne i år 2100 er holdt under 2ºC, kræver derimod, at kurven knækkes snarest og at de samlede udledninger på verdensplan mindskes inden for ganske få år.

Derfor er den køreplan for en global klimaaftale, som man lagde grunde til i Durban sidste år dybt problematisk. Den foreskriver at fastlægge den nødvendige aftale senest i 2015, men derefter, at aftalen først effektueres i 2020. De fem år er decideret ubegavede. Alle, som har bidraget dertil, må vide, at det er det helt forkerte og kun gør det endnu sværere at lykkes med at holde den samlede stigning under 2ºC.

Men det er ikke sandsynligt, at man ændrer ved denne Durban Platform. Derfor bliver opgaven i Doha i de kommende to uger at sikre, at der i årene 2012-2020 sker en reel klimaindsats. Og det er ikke gjort med, at EU hæver sit ambitionsniveau fra 20% til 25%, 30% eller 40%. Det er i disse umiddelbart forestående år, at CO₂-kurven skal være knækket i samtlige lande verden rundt, hvis det samlede mål på 2ºC ikke skal tabes af syne.

Nedenfor har jeg hentet illustrationerne fra rapportens executive summary ind – det giver et godt billede af udfordringerne her i årene frem mod 2020. Kan vi lukke hullet til 2ºC-scenariet, er verden på rette kurs. For det er den første omstillingsproces, som for alvor er vanskelig. Dernæst vil der være en fase, hvor udviklingen “af sig selv” fører til løsninger med mindre emissioner, men når alle de lavthængende frugter er høstet, vil der tilbagestå en kategori af emissioner, som kan blive meget vanskelige at slippe af med – som vil kræve teknologiske nybrud, eller noget så uartigt at spørge om som markante ændringer af vores nuværende livsstil.

Her er samtlige de tilsagn om klimaindsatser, som foreligger fra verdens lande forud for Doha, samlet. Mange af dem kommer med betingelser – for eksempel EU kunne sige: vi vil sigte på at komme 30% under 1990-niveauet i stedet for vores nuværende målsætning på 20%, hvis andre lande gør det samme. Andre er frivillige tilsagn, eller intentioner om at få mindst x% af elektriciteten fra vedvarende energikilder inden 2020. Rapporten har herefter samlet disse i fire forskellige cases, hvor de nuværende oplæg til klimaindsatser frem til 2020 fører til udledninger i forskellig størrelsesorden. Ved case 1 (med den mindste reduktion i forhold til business as usual) vil verden i 2020 samlet udlede 57 gigaton CO_2e, mens de samlede udledninger i case 4 i 2020 når 52 gigaton CO_2e.

Dette giver frem mod år 2020 en global reduktion på 10-12% i forhold til business as usual, men verdens samlede udledninger vil stadig være stigende, som man kan se af grafen herunder.

Denne graf zoomer ind på the emission gap i de nærmest forestående år. Jeg har lavet det område rødt, som verdens udledninger ifølge UNEP bør lægge sig i, for at vi realistisk holder os under 2ºC i dette århundrede. Medianen for 2ºC-scenariet ligger på 44 gigaton CO_2e i 2020.

Dermed vil vi med det mest sloppy case 1 stå med et emission gap på 13 gigaton CO_2e i 2020, og selv med det strengeste case 4 vil vi have et emission gap på 8 gigaton CO_2e i 2020.

UNEP lavede tilsvarende emission gap-rapporter forud for COP16 i Cancun og COP17 i Durban. Her manglede der reduktioner på hhv. 5-9 gigaton og 6-11 gigaton.³ Så med en manko på 8-13 gigaton CO_2e forud for COP18 i Doha mellem de reduktioner verdens lande har lagt frem og de reduktioner, som skal til for at holde kursen på max 2ºC, er verden stadig hastigt på vej i den gale retning.

Næste spørgsmål er derfor, hvordan man lukker dette hul – og UNEPs rapport skitserer herefter en række indsatser i forskellige sektorer, som tilsammen vil give de nødvendige reduktioner, så verdens samlede udledninger i 2020 lægger sig i 2ºC-scenariet. Der skal voldsomt mange vindmøller, solceller, vandkraftværker, A-kraftværker og energibesparelser til blot at reducere et enkelt gigaton – det er cirka 20 gange de samlede danske udledninger. Men en sådan indsats vil gøre, at verdens samlede udledninger bliver faldende inden for ganske få år, og der er taget hul på en udvikling, som peger rigtigt fremad.

Spørgsmålet er blot, om der er politisk vilje dertil? Kan reduktioner i den skala ske uden en global pris på CO₂-udledninger? Vil kul-, olie- og gasproducenterne acceptere et mindre marked? I en tid med vigende økonomiske konjunkturer, er der vilje til i de rigeste lande at være med til at betale for disse processer også i de fattigste lande? Og selv hvis vi indså, at mange af disse forandringer ikke er dyrere end hvis vi fortsætter som hidtil, så er der tidsdimensionen – er det realistisk at se en sådan omstillingsproces globalt iværksat inden for mindre end et årti?

Faktisk vurderer rapporten, at hvis man venter med at gå i gang til efter 2020, vil den nødvendige omlægning indebære udgifter, som er 10-15% højere end ved at gå i gang i dag.

Det er således lidt af en opgave, de står med i Doha, og som som lederen af Bolivias klimadelegation i 2010 Pablo Solon for nylig fremførte, er det på tide, at de store BASIC-lande, som indtil nu har set sig som udviklingslande, erkender, at de er industrilande med både udledninger og forpligtelser på linje med de gamle industrilande¹¹ – og dermed at indse, drømmen om at blive ligeså materielt velstående og forbrugende, som verdens rigeste lande, før man lægger kursen om, ikke er mulig i virkeligheden, og ikke er nogen genvej til et bæredygtigt ligevægtssamfund.

Og det er på tide at se på en række af de ukonventionelle reduktionsmuligheder, som foreligger, som sodfiltrering af alle kraftværker, opsamling og brug af metan fra kulminer, lossepladser og landopfyldninger, kompostering af organisk affald, CO₂-lagring i jord, udstrakt brug af biochar, nye dyrkningsmetoder ikke mindst ved risavl, og reduktion af verdens kødforbrug – se for eksempel blog-indlæggene Mens vi venter på den store klimaaftale og Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion.

Se øvrige blog-indlæg tagged COP18.