‘Carbon Intensity’ skal reduceres 6 gange hurtigere end i dag

7. november 2012

.
En ny rapport fra PricewaterhouseCoopers, Too late for two degrees? ser på carbon intensity – den mængde CO₂, som går på en given proces. Når vi er utilbøjelige til bare at bruge mindre, bliver løsningen en vifte af effektiviseringsprocesser, hvor vi mindsker energi- og ressourceforbruget til en given proces og/eller erstatter den med vedvarende energi. I tiden op til COP15 i København kunne man igen og igen høre Connie Hedegaard fremlægge, at vi i Danmark havde decoupled økonomisk vækst og udledningen af drivhusgasser – hvad der i øvrigt igen og igen blev stillet spørgsmålstegn ved, for måske vi blot havde udflaget processer med høj carbon intensity til lande som Kina, hvor kulkraftværkerne stadig fik lov at pulse i fred.

Men hvis vi vil forfølge denne strategi med energieffektiviseringer og procesoptimeringer frem for livsstilsforandringer og regulære indgreb i retten til at flyve, køre bil, spise kød osv. er det derfor centralt at få CO₂-intensiteten sænket radikalt.

Verden bliver da også gradvist mindre carbon intensive. PricewaterhouseCoopers rapport fastslår, at CO₂-intensiteten på verdensplan faldt med 0,8% pr. år i årene 2000-2011. Men, som man kan se af den røde kurve herover, går alt for langsomt med at sænke CO₂-intensiteten. I rapporten bliver det beregnet, at hvis verden skal lykkes med at holde den globale temperaturstigning under 2°C, så vil det fra nu af og frem til 2050 kræve, at faldet i carbon intensity hvert eneste år sænkes med 5,1% – eller mere end seks gange mere pr. år end det er sket i perioden 2000-2011.

Selv hvis vi formåede at firedoble verdens samlede carbon intensity, vil det ifølge PricewaterhouseCoopers rapport snarere lede til en global temperaturstigning på 4°C.

Denne tabel (rapporten p. 9) angiver sammenhængen mellem det årlige fald i carbon intensity og forventet koncentration af CO₂ i atmosfæren / forventet samlet global temperaturstigning (i år 2100). Selv en fordobling af den nuværende årlige reduktion af carbon intensity fra 0,8% til 1,6% vil således føre til en 6°C temperaturstigning.

Too late for two degrees? ser også på den nylige fremkomst af skifergas, som isoleret set kan ligene en fordel. I kraftværker har shale gas kun omkring den halve CO₂-udledning af kul. Men det presser samtidig kulprisen på verdens markedet og lægger en hård konkurrence på vedvarende energi – ud over at der er omfattende miljøproblemer forbundet med udvindelsen – så der vil være situationer, hvor man vælger shale gas i stedet for vedvarende løsninger. Skifergas er derfor ifølge rapporten i bedste fald et overgangsfænomen.

Det vigtigste, man kunne ønske sig af de forestående klimaforhandlinger i Doha, er således at få en pris på CO₂-udledninger. Samfundsøkonomisk set har sol og vind længe være langt billigere end fossile energikilder, men i dag er de meget tæt på at være så billige, at de også kan konkurrere på den direkte pris. Den dag prisen på vedvarende energi er den øjeblikkeligt billigste, vil udfasningen kunne gå meget hurtigt. Men indtil da ser regnestykket alt andet end kønt ud, og vi er i fuld gang med at nedslide kommende generationers livsvilkår.

Se blog-indlægget Den fulde pris for CO₂-udledninger.

Se blog-indlæg tagged COP18.