Storbritanniens CO2-udledninger steget 37% siden 1992
6. juli 2008I de senere år har Storbritannien kunnet bryste sig af en faldende tendens i landets CO2-udledninger, som i dag ligger 5% under udledningerne i 1992. Det er da også korrekt, hvis man opgør det ifølge Kyoto-aftalen. Men ved etableringen af Kyoto-aftalen undlod man at indregne både luftfart og skibsfart, og man har i beregningen af de nationale udledninger ikke taget højde for, at en større og større del af de rige landes egentlige vareproduktion finder sted i lande som Kina, hvor arbejdsløn og miljøkrav er mindre.
En ny rapport bestilt af DEFRA, Department for Environment, Food and Rural Affairs (det britiske miljøministerium), viser, at hvis man beregner de samlede CO2-udledninger inklusive skibsfart, luftfart og vareproduktion i udlandet, har England en yderligere CO2-produktion ud over Kyoto-aftalens aftalegrundlag på hele 200 mio. ton pr. år, og frem for i perioden 1992-2004 at være faldet med 5% er de samlede udledninger steget med 37%.
Denne udflagning af energitung produktion gælder ikke kun for Storbritannien. Danmarks samlede CO2-udledninger ligger ifølge beregninger foretaget af Verdensnaturfonden på over 15 ton pr. indbygger pr. år, hvis man beregner på baggrund af det faktiske forbrug (se tidligere blog-indlæg EUs forbrug forurener globalt). Hvis man derudover indregnede luftfart og international transport, ville man sandsynligvis komme frem til, at de danske udledninger er steget endnu mere end de engelske siden 1992.
Det er derfor uomgængeligt vigtigt, at Kyoto-aftalens afløser får samtlige udledninger af drivhusgasser kommer med ind under aftalen – dels ved at alle lande er med i aftalen, dels ved at områder som offshore-aktiviteter, skibsfart og luftfart, som nu er udenfor aftalen, bliver underlagt særdeles stramme kvoteordninger.
Geofforey Lean: Britain: a leader in tackling climate change? Far from it, says new report, The Independent 05.07.2008.
Emily Beament: CO2 emissions up by nearly a fifth in 12 years, The Independent 02.07.2008.