Verdens vågnen til klimaudfordringen

22. september 2012

På hjemmesiden global-opvarmning.com har klimadebat.dks redaktør Jeppe Branner lavet en yderst læseværdig redegørelse for, hvordan vores forståelse af vores påvirkning af klimaet historisk set har udviklet sig og vi langsomt er ved at vågne til klimaudfordringen.

I den formidling af klimastoffet, som vi typisk får gennem medierne, bliver alt præsenteret som nyheder – skelsættende enkeltstående nyheder, som om menneskeheden pludselig står overfor en stor ny udfordring. Det er “et ritual, hvor alle indtager de samme roller, og hvor alle siger de samme ord, år efter år, i visheden om, at befolkningen sikkert har glemt alt i mellemtiden og skal have det hele at vide på ny”, skriver Branner.¹ Næsten akopalyptiske billeder manes frem for hurtigt efter at glide i baggrunden for nye nyheder af mere håndgribelig karakter. Hvor vores nyhedsmedier i udgangspunktet oftest kun interesserer sig for nyhedsværdien, er der når det gælder klimaet tværtimod oftest tale om små nuanceringer af en konsensus, som er etableret over lang tid.

Med sin artikel Global opvarmning. En forunderlig rejse tilbage i tiden tager Branner os derfor med på en tidsrejse tilbage i tiden. Vi ser et nyt mønster af en gradvist og møjsommeligt opbygget klimaviden, men også en næsten uoverstigelig videnskløft til de politikere, som må finde modet, styrken og klarheden til at tage konsekvensen af denne viden og skabe et betingelsessæt, som hurtigt og sikkert fører menneskeheden ud af den fossile æra på trods af de alt for mange, som har interesse i liiiige at vente lidt endnu med kursomlægningen.

Allerede Svante Arrhenius, som troner på frimærket herover, sandsynliggjorde i en artikel i Philosophical Magazine i 1896, at de stadig større udledninger af CO₂ i atmosfæren ville påvirke klimaet. Og han skønnede, at vi ville stå overfor en 5-6 °C global temperaturstigning, hvis CO₂-indholdet i atmosfæren fordobledes i forhold til koncentrationen før industrialiseringens begyndelse, en stigning, som han i 1906 nedjusterede lidt, så hans estimater lagde sig forbløffende tæt op ad nutidens klimamodeller. Han mente også, at det nok ville tage 3.000 år at fordoble CO₂-koncentrationen – og havde han blot haft ret i det. Med den nuværende udvikling hvor koncentrationen øges med omkring 1 ppm pr. år, vil CO₂-koncentrationen være fordoblet omkring midten af dette århundrede.

Nu sprang jeg meget direkte tilbage til Arrhenius, men i Branners forunderlige rejse tilbage i tiden bliver der spolet meget mere gradvist tilbage med mange stop under vejs.

Vi hører Margaret Thatcher understrege nødvendigheden af en klimaindsats allerede i 1990. Vi hører NASAs James E. Hansen vidne for den amerikanske kongres i 1988, med en forståelse af den dynamik, som tegner klimaudfordringen, som måske stadig dengang var ung, men som i store træk holder til i dag. Og vi får at vide, at termen global opvarmning er kendt på dansk siden 1987.

Klimaudfordringen var allerede trukket op som en helt central del af den globale udfordring i Brundtland-kommissionens Vores fælles fremtid i 1987, som foregreb Rio-konferencen i 1992, som ud over Agenda 21 vedtog en klimakonvention, som lagde grunden til foreløbig 17 efterfølgende klimatopmøder. I sin forunderlige rejse til klimavidenskabens vugge standser Branner op mange finurlige steder, for eksempel ved Wally Broeckers artikel i Science i 1975 med titlen “Are We on the Brink of a Pronounced Global Warming?” og skikkelser som James Lovelock og Paul R. Ehrlich, som allerede tilbage i årene omkring 1970 så klimaudfordringen som reel.

Tilsvarende har Branner en række nedslag i 60erne og 50erne og helt tilbage i mellemkrigstiden. Artiklen herover i Popular Mechanics taler om drivhuseffekt og 1½° temperaturstigning pr. århundrede hvis verden samlet udledte 2 GT CO₂ om året (ifølge IEA udledte vi i 2011 30,4 GT eller 15 gange mere), mens billederne herunder til venstre viser en notits fra 1932 og til højre den tyske fysiker Joseph Fourier (1768-1830), der som den første beskrev, hvordan Jordens atmosfære holder på varmestrålingen. Illustrationerne stammer fra Branners forunderlige rejse.

Der tegner sig i et sådant tilbagebilk klart et billede af en klimavidenskab, som igennem mere end et århundrede har udbygget sin forståelse af klimaudfordringen og igennem mere end tre årtier har markeret meget direkte overfor politikerne, at det er nu, der skal handles, og at det bliver jo sværere og jo dyrere, jo længere tid der nøles.

På den baggrund er Branners åbningsspørgsmål, hvorfor klimastoffet stadig håndteres som enkeltstående nyheder? – og dermed at en hvilken som helst modtese får lige gyldighed som nyhed – meget godt at fastholde. Hvor det journalistiske på den ene side på den anden side-koncept er forståeligt, når det gælder fodboldkampe, valgkampe og lignende mellem-menneskelige fænomener, så tenderer journalistikkens pro et contra-metodik mod at misse det helt centrale, når der er tale om størrelser som biodiversitet, klima og bæredygtighed. De er ikke politiske størrelser til forhandling, de er ikke ligeværdige dialogpartnere, det er så at sige naturkonstanter, de vilkår, vi til stadighed må agere inden for. Og det på en måde, så både menneskets og biodiversitetens langsigtede overlevelse ikke er truet. Men med pro et contra er pressen så at sige med til at trække problemstillingerne ned i det hierarki-løse, horisontalt kortfristede jeg-perspektiverede, hvor klimaudfordringen er noget, man kan vælge at gøre eller ikke gøre noget ved, og frit mene for og imod.

Se evt. tidligere blog-indlæg: Noam Chomsky om klimafornægtelsens dynamik, hvor Chomsky, som er professor i lingvistik ved MIT i et video-bidrag til The Nation påviser det dybt problematiske i mediernes pro et contra-dogme koblet med den stærke amerikanske lobbyisme.

Når vi er ved Jeppe Branner, så vil jeg gerne samtidig at fremhæve hans store arbejde som redaktør af Klimadebat.dk – Dansk forum om klima og energi, en guldgrube af viden om og synspunkter på tidens store klima- og energispørgsmål.