Indien vedtager bred klimaplan

2. juli 2008

Indiens premierminister Manmohan Singh fremlagde mandag en national klimahandlingsplan for Indien. I et land, hvor 500 mio. mennesker stadig ikke har elektricitet, er udledningen af drivhusgasser pr. indbygger stadig lille. I dag udleder hver inder blot ét ton CO₂ – blot 5% af, hvad hver amerikaner udleder, og omtrent det niveau, vi gerne i løbet af nogle få årtier skulle nå ned på også i den rige del af verden.

Men Indien er i disse år inde i en rivende økonomisk udvikling, som vil medføre voldsomt stigende CO₂-udledninger, hvis ikke der som i den fremlagte handlingsplan lægges en præcis kurs mod energieffektiviseringer, bæredygtig udvikling og udstrakt anvendelse af vedvarende energikilder, først og fremmest fra solenergi.

Handlingsplanen omfatter otte indsatsområder, som ud over at begrænse udledningen af drivhusgasser skal sikre en rimelig levestandard for Indiens nu mange meget fattige. De otte indsatsområder er:

• Solar Energy
• Enhanced Energy Efficiency
• Sustainable Habitat
• Conserving Water
• Sustaining the Himalayan Ecosystem
• A “Green India”
• Sustainable Agriculture
• Strategic Knowledge Platform for Climate Change

Fremlæggelsen af den indiske handlingsplan er vigtig for kursen mod en afløser af Kyoto-aftalen, som kommer til at omfatte alle verdens lande. Den fulde klimahandlingsplan kan downloades nedenfor.

Når opretholdelsen af Himalayas økosystem har fået et selvstændigt punkt hænger det blandt andet sammen med, at de store flodsletter Indus, Ganges og Brahmaputra får en stor del af deres vand fra gletsjere i Himalaja-bjergene. Hvis denne vandtilførsel ophører, vil det få katastrofale følger for Asiens store flodkulturer (se tidligere blog-indlæg: Gletsjere smelter med rekordhastighed).

Ved fremlæggelsen af klimaplanen sluttede premierministeren med en henvisning Mahatma Gandhis berømte udsagn, at verden har nok til at opfylde alles behov, men ikke til alles begær. Den forståelse måtte ifølge Dr. Singh bære verdens håndtering af den globale klimakrise. Og han insisterede på, at rige lande som Australien og USA tog deres meget store del af problemerne på sig.

I en tid, hvor vi er ved at konsumere kloden sønder og sammen, kunne jeg lyset af Gandhis tindrende klare iagttagelse ønske mig, at vi blev i stand til at håndtere diskussionen om behov og begær, som i vores moderne verden er dybt tabuiseret. Så længe man har pengene, har man meget vide rammer for at bruge dem efter forgodtbefindende, mens reklamebranchen har frit slag til at stimulere begæret – eller måske lidt pænere sagt ret til kunstig behovsskabelse.

På den politiske scene er den forsatte vækstrates lyksaligheder ikke til diskussion. Ingen tør tale om de livskvalitetsforbedringer – og den lindring for kloden og klimaet – det ville indebære at skrue lidt ned for hastigheden ambitionsniveauet og livskvantiteten. Selv vores klima- og energiminister insisterer på at vores i forvejen meget store stykke af lagkagen for snart sagt enhver pris skal blive ved med at vokse, uanset at vi i dag forbruger, som om vi havde rådighed over tre jordkloder.