Strøtanker om bæredygtighed

I sidste uge bragte George Monbiot med artiklen Putting a price on the rivers and rain diminishes us all en klassisk bredside mod det stadig mere omsiggribende fænomen at sætte pris på naturen – ikke bare i forståelsen at man holder af naturen og synes den er smuk, men det at man konkret sætter en pris i kroner og øre, dollars og euro på naturen.

For hermed gør vi naturen til “vores natur”, til en vare, til noget vi kan eje, købe og sælge – og forbruge. Hele denne værdisættelse vil uomgængeligt blive antropocentrisk, fastsat ud fra hvad vi mennesker finder værdifuldt. Hvad frøer, salamandre, katte osv. måtte værdsætte – som retten til at leve uforstyrret af mennesket – vil til enhver tid være sekundært i forhold til den værdi (for os), vi kan finde ud af at projicere ud i naturens enkelte dele.

Måske udviklingen er lidt mere fremskreden i England, hvor den forrige regering bad en forskningsvirksomhed at få prissat hele den engelske natur, eller måske rettere værdien af den engelske naturs værdiskabelse. Monbiot skriver, at selvom denne forskningsenhed påtog sig opgaven, så udtrykte den i sin afrapportering tvivl om hele forehavendets natur, at: “this exercise was ‘theoretically challenging to complete, and considered by some not to be a theoretically sound endeavour’. Some of the services provided by England’s ecosystems, it pointed out, ‘may in fact be infinite in value’.”¹

Jeg må indse, at jeg hører til dem, som finder værdisættelsen af naturen og vores indgreb i den meget uhyggelig, som en tankegang vi ikke skal begive os ind på. Det er ikke fordi prisen på en olieindsmurt fugl altid vil være for lav, når den bliver holdt op mod de interesser, som førte til, at olien blev pumpet op, transporteret og spildt på havet. Det er det basale forhold, at vi overhovedet sætter en kontant pris på naturen.

Princippet har været brugt i det små i mange år. Hvis man skulle anlægge en motorvej over Fyn, så kunne man ved at værdisætte de forskellige arealer, man måtte inddrage for forskellige vejføringer, og tildele dem en pris, ligesom man kunne konstruere en pris for alle de besvær og problemer, motorvejen medførte. På den måde kunne man økonomi-optimere linjeføringen. Men hvem sætter prisen på en golfbane overfor prisen på en kornmark overfor en fredskov, overfor en udsigt, overfor en fragmentering af den vilde natur? Og kunne dette regnestykke nogensinde føre til, at det var bedre for helheden ikke at lave motorvejen?

Kommer vi nogensinde til at regne os frem til, at store dæmningsanlæg, som dem Brasílien er ved at etablere ved Xingu-floden (se blog-indlægget Brasilianske vandlege)? Kan man modregne tabet af tusindvis af kvadratkilometer frodig regnskov, som rummer en uvurderlig biodiversitet og udgør livsgrundlaget for en række oprindelige folkeslag, med gevinsten i stikkontakten?

Nej. Hele denne tankegang, hvor mennesket har placeret sig selv som verdens hersker og valuar og naturen som noget, som er til vores rådighed, er en fundamental fejllæsning, som på lidt længere sigt er livstruende for vores overlevelse.

Hvis vi vil værdisætte naturen, så må vi indse, at den er uvurderlig, ubetalelig. At man ikke bare kan inddrage en skov ét sted, fordi det liiiige er praktisk, og så anlægge en anden et andet sted. Der sker et tab, som den økonomiske skala ikke fanger, fordi den totalt undgår forholdet mellem kvalitet og kvantitet.

På et helt basalt plan medfører altings omregning til økonomi en total nedsmeltning af forskellen mellem kvalitet og kvantitet.

Jeg vil ikke her referere hele Monbiots artikel, men anbefale at læse hans opråb mod at bevæge sig for langt ud af økosystem-tjenste-tankegangen i sin helhed. Hvis man derefter får brug for lidt modvægt, så bragte The Guardian med fin sans for det debatskabende, få dage efter en artikel af Tony Juniper med titlen: We must put a price on nature if we are going to save it.

Ja, det er godt at gøre sig klart, at naturen er af stor værdi for os – uvurderlig værdi. At vi lever i en fundamental symbiose med vores naturgrundlag og ikke kan trække vejret og få vores mad uden det. At vores bymiljøer uden naturen ville være mere snavsede, forblæste, usunde og oplevelsesfattige, og at bynaturen øger klimatilpasningen, livsglæden og sågar ejendomsværdien.

Naturen er et umådeligt gode, men behøver det absolut at blive gjort op i kroner og øre?

Kan vi værdisætte naturen uden automatisk at øge tingsliggørelsen og ressourcegørelsen af naturen, og styrke os i den vildfarelse at den er vores?

Kan vi værdsætte uden at værdisætte? – for det er på ingen måde givet, at det at sætte en pris på naturen fører til, at vi rent faktisk sætter pris på naturen forstået som at vi agter den, ærer den, respekterer den, forstår at vi ikke bare kan opbruge den, men må træde varsomt i den, også fordi den til trods for sin numeriske værdisættelse ikke bare kan genanskaffes. Her ville der være meget mere vundet ved at tage inspiration fra verdens oprindelige folkeslag, og deres urviden om at være til stede i økosystemerne som en del af dem, frem for af pengeverdenens ressourcegørelse af “vores” omgivelser.

Bare et begreb som “vores naturkapital”. Jeg har taget mig i at bruge det flere gange på det sidste – kan vi styre en sådan varegørelse af vores omgivelser?

Er vi, som Tony Juniper lægger op til, nødt til at gøre naturen til vores ejendom, for at passe på den? Den køber jeg ikke.

Hvis vi absolut skal tale om økosystem-tjenester, så var det måske vigtigere at gøre sig klart, hvilke tjenester vi kunne gøre økosystemet. Ikke for at det blev mere værd på vores naturkapital-konto, eller at vi kunne høste mere af dets “tjenester”, men som et bidrag til den stræben mod en stadig mere kompleks orden, som er et gennemgående karakteristika for naturens økosystemer.

I stedet driver vi monokultur og totalhugst, overfisker verdens fiskebestande og pumper så meget kultveilte op i atmosfæren, at vores klima slider og rykker i økosystemerne kloden rundt og smelter ismassiverne med foruroligende hast.

Alt dette blot for at sige, at Monbiot har skrevet et blændende oplæg til en diskussion, som det er uomgængeligt vigtigt at få taget. 

Postscript 21. oktober: Selv i vores menneskelige verden har vi store områder, som er af uomgængelig vigtighed for vores kulturs integritet og videreførelse, som er holdt ude af markedets værdisættelse. Det gælder børneopdragelse, alt det vi gør for hinanden i familierne, for vennerne, som frivilligt arbejde. Vi kunne selvfølgelig godt indføre betaling, når vi i dagligdagen laver mad til hinanden, køber ind til hinanden og vasker op efter hinanden, men det ville ikke bedre måltidets sundhed eller klimavenlighed, og det ville meget let risikere at ødelægge hyggen omkring måltidet og hele den vigtige gestus det er at gøre den slags tjenester for hinanden.

I virkeligheden var det bedre at gå den anden vej. I dag skal man som vordende kunstner kæmpe sig vej på et sæt markedsvilkår, som ikke ubetinget understøtter god musik eller god billedkunst, og som gør nogle få meget rige, mens de fleste ikke kan leve af deres kunst og musik. Hvis vi indførte borgerløn, ville det betyde en fantastisk frisættelse af de kreative kræfter iblandt os.

Tilsvarende ville der hvis vi igen kom til at lave blot en del af vores mad selv ligge en fantastisk gentilknytning til noget helt basalt i tilværelsen, det at tilvejebringe vores føde, som aldrig skulle have været overgivet til et globalt marked.

George Monbiot: Putting a price on the rivers and rain diminishes us all, The Guardian 06.08.2012.¹

Tony Juniper: We must put a price on nature if we are going to save it, The Guardian 10.08.2012.

Richard Conniff: What’s Wrong with Putting a Price on Nature? Yale Environment 360 18.10.2012.