Strøtanker om bæredygtighed

Dagens pausebillede er en film fra 1992, “Dream Windows: Reflections on the Japanese Garden”. Måske ikke umiddelbart så tom, så modernistisk eller så tankeudtømmende som sædvanligt i serien Pausebilleder, men filmen indkredser omvendt en stærk tradition for en intethedens og tomhedens æstetik, som den har udfoldet sig gennem århundrederne i den japanske æstetik, og forfølger spørgsmålet, hvordan hele dette kulturelle kompleks kan ikke bare videreføres, men endnu mere  transformeres ind i og berige en moderne virkelighed, hvor mennesket, dets selvopfattelse, tidsopfattelse, målrettethed og mulighedsfelt har forskudt sig radikalt.

Det er en tilgang til æstetik, som har betydet utrolig meget for både mit æstetiske og mit eksistentielle udsyn, som jeg længe anede og tog fuldt ind, da jeg første gang kom til Japan i 1984. Det er en æstetik og et udsyn, som er blevet til længe før vi vidste af klima- og bæredygtighedsproblemer. Men det er omvendt min klare overbevisning, at det ikke for alvor kan lykkes at få hånd om klima- og bæredygtighedsudfordringen, før vi får fat i en sådan æstetisk-eksistentiel dimension. Vi bliver nødt til igen at lære at se det store i det små. Vi bliver nødt til at udfolde vores stræben, mætte vores længsler, og skabe vores livsfylde i mere drømmende, immaterielle rum.

Til forskel fra mange film om japansk æstetik, som dvæler ved den ydre skønhed, kommer man med Dream Windows virkelig ind under huden af den japanske æstetik, til benet så at sige, så det er en yderst anbefalelsesværdig film.

Musikken er af den japanske komponist Toru Takemitsu (1930-96), hvis musik forunderligt spænder ud mellem fransk impressionisme, vestlig modernisme og traditionel japansk musik.

Dream Windows varer i alt lige knapt en time, og er i YouTube-udgaven delt over i tre:

.

Første del tager udgangspunkt i Kokedera, Mostemplet, en tempelhave anlagt af zen-mesteren Muso (1275-1351), som på sin tid var en lysende skikkelse, ikke bare som zen-mand, men som statsmand og rådgiver for flere generationer af kejsere. Onde tunger vil med en vis ret kunne hævde, at han gav zen-institutionen en så central placering i den tids magt- og infrastruktur, at det uundgåeligt ville føre til zen-buddhismens forfald og verdsliggørelse. Men han var samtidig med til at give en zen-buddhistisk-taoistisk afledt intethedens og tomhedens æstetik en central plads i middelalderens Japan.

Filmens titel, Dream Windows, har direkte reference til Musos åndelige testamente, den lille bog: Muchū Mondō-shū (夢中問答集), Dream Conversations.

.

Fortælleren i første del er Yamada Sobin, abbed for det mere end 500 år gamle zen-templet Shinju-an, hvor jeg tilbage i 1995 boede i en periode i forbindelse med udarbejdelsen til et case-studium om Shinju-an til afhandlingen Arbejdets Rum.

Vi møder her også den destillerede natur i den berømte stenhave Ryoan-ji og den enestående landskabshave Shugaku-in. Og vi er med til wabi-te-ceremoni i Ura Senke, en tradition grundlagt af te-mesteren Sen Rikyu, om hvilken det er sagt, at han med den formåede at løse den koan (det paradoks) at skabe uendelighed i et valmuefrø.

Denne del slutter med sukiya-arkitekturens kulmination i det kejserlige landsted Katsura Rikyu. Komponisten Toru Takemitsu bruger her udtrykket ekstatisk ro. Ekstatisk ro.

.

I tredje del (2:30 ff.) træder vi ind i det moderne rum, ser på en tusindårig traditions møde med nutiden. Vi besøger Tawaraya Ryokan, og Teshigahara, lederen af Japans mest eksperimentelle ikebana-skole Sogetsu, fortæller (4:58 ff.) om komposition og reduktion – om den skrællen alle lag af for at nærme sig tingenes essens. Og han slår temaet for tredje del an, hvordan den japanske tradition med dens enestående æstetik transformeres ind i nutiden.

Se flere pausebilleder.