Grøn sikkerhedspolitik

23. juni 2008

I en tid, hvor de klimaproblematikken og de hastigt stigende oliepriser fylder stadig mere i den amerikanske bevidsthed, har John McCain i sin politiske kampagne måttet indse, at han for at have nogen chance overfor Barack Obama er nødt til at styrke sit grønne profil. Han taler således nu åbent om et ‘clean cut’ med Bush-administrationens fornægtelse af klimaudfordringen, og han har netop ansat Jim Woolsey, som gennem Bill Clintons præsidentperiode var leder af den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, som rådgiver på klima- og energiområdet. Woolsey er hovedkraften bag McCains planer for et amerikansk CO₂-kvotesystem.

Woolsey tilhører en ny generation af ‘grønne’ strateger, som ikke ser den største ufordring for amerikansk sikkerhed i krigs- og terrortruslen, men i klimaforandringer og i hele den amerikanske afhængighed af fossile brændstoffer, som ud over at være en stadig større byrde for den amerikanske økonomi er en kraftigt medvirkende årsag til klimaforandringerne, samtidig med at det er den egentlige årsag til de nuværende amerikanske – og danske – militære engagementer adskillige steder i verden, med den øgede antiamerikanisme og terrorisme, som den form for magtanvendelse naturligt genererer.¹

Tim Shipman skriver i Telegraph, at for Woolsey er USAs stærkeste våben ikke en Stealth-bomber, en Abrams-tank eller et F-16-fly, men en beskeden plug-in hybridbil, som vil kunne bringe den amerikanske befolkning rundt på elkraft.¹

Det er således godt at holde sig klart, at når der i de seneste år er kommet en bred åbning overfor nødvendigheden af at føre en grøn politik, så skyldes det ikke bare, at der er kommet en generelt større forståelse af, at det er vigtigt at bevare miljøet for fremtiden, eller bevare biodiversiteten for fremtiden. Strategiske overvejelser over sikkerhedsrisici og ønsket om uafhængighed af arabiske olieforsyninger er således – ikke mindst for højreorienterede politikere – en meget stor del af drivkraften til at søge grønne løsninger.

Dette gælder også i Danmark – og det skifte vi har set i den nuværende VK-regering fra at have været blankt klimafornægtende til at have oprettet et klimaministerium, bunder fuldt så meget i sikkerhedspolitiske overvejelser som i en bæredygtighedsforståelse, som aktivt tilstræber et mere harmonisk balance mellem menneske og natur, og som giver naturen og miljøet og den tredje verdens lande lige ret til udfoldelse. Den anden dag kunne man således i et interview i Politiken med udenrigsminister Per Stig Møller læse, at klima- og fødevarekriser nu rangerer fuldt på linje med væbnede konflikter i dansk sikkerhedspolitik.²

Det er dette andet udgangspunkt for miljøtænkning, hvor det sikkerheds- og forsyningspolitiske står over det miljøpolitiske – og dermed at det grønne bliver et middel fremfor et mål – som gør, at McCain ud over at ville fremme hybridbiler og vedvarende energi samtidig fremlægger planer om en omfattende udbygning af den amerikanske atomkraft med op til 100 reaktorer³ og er godt i gang med at udvide tilladelserne til at bore efter amerikansk olie i miljømæssigt sårbare områder.

På trods af, at man i de seneste år har nærmet sig en bred konsensus om, at der må gøres noget overfor miljøet, er der er således lang vej til, at miljøpolitik primært udfoldes ud fra en miljøforståelse. Og selvom der langt hen ad vejen er ligheder i McCains og Obamas klimamålsætninger, når man ser på planlagte nedskæringer i CO₂-udledninger osv., vil det betyde en markant forskel, om det er et miljøtænkende eller et sikkerhedspolitisk tænkende, som kommer til at styre USA ud af otte klimamæssigt mørke år med Bush.