De liberale demokrater: Storbritannien CO2-neutral i 2050

De liberale demokrater: Storbritannien CO₂-neutral i 2050

24. august 2008

De Liberale Demokrater har med Nick Clegg i spidsen markeret sig med en ganske ambitiøs klimaplan, at Storbritannien skal være CO₂-neutral i 2050.¹

Storbritannien står med en generation af kraftværker, som snart skal på pension, siger Clegg, og det er nu, vi skal træffe beslutningen, om vi med fare for klodens klima stadig vil være afhængige af stadig mere sparsomme oliereserver, eller om vi målrettet vil arbejde mod at være selvforsynende med energi gennem vedvarende energikilder.²

Clegg har – Ligesom Al Gore – sammenlignet projektet med Apollo-programmet: at søge (inden russerne) at få en mand på månen. Det er samme urgency, vi har brug for, samme målrettethed og vilje til at satse de nødvendige ressourcer for at nå målet. Hvor Apollo-programmet kostede 70 mia. £, regner man med, at Cleggs omlægning til vedvarende energi vil koste i omegnen af 100 mia. £, så økonomisk set taler vi om en endnu større investering. Men til forskel fra rumprogrammet vil man med investeringen i fundamentet for et samfund på vedvarende energi få noget virkelig brugbart, som over tid vil betale sig mangefold tilbage. Plus … man vil gennem selvforsyningen med vedvarende energi skabe et England, som ikke behøver forvilde sig i krig for at sikre sine fossile brændstoffer.

I Storbritannien har Labour og de konservative fremlagt klimaplaner med henholdsvis 60% og 80% reduktion af CO₂-udledningene inden 2050, hvilket endda er ambitiøst i betragtning af, at det for nylig er blevet klart, at de engelske udledninger stadigvæk er stigende (se blog-indlægget: Storbritanniens CO₂-udledninger steget 37% siden 1992). Med de liberal-demokratiske planer om en 100% CO₂-neutralitet er der således en markant enighed om radikale engelske reduktionsmål.

Spørgsmålet er, om ikke det er enklest at håndtere et mål om 100% reduktion. Det sender et klart og entydigt signal til borgere, industri og landbrug om, at al afbrænding af fossile brændstoffer er på lånt tid, at alle investeringer må ses i klimaperspektiv og at alle nuværende drivhusgasudledninger må erstattes eller gøres til genstand for målrettede innovationsprocesser.

Selv hvis man endte med i 2050 stadig at have 10 eller 20% af udledningsniveauet i 1990, havde man – til forskel fra de hjemlige sparepæreuambitiøse ‘ét ton mindre’-signaler – hele vejen igennem fastholdt det principielle mål at afvikle det fossile samfund.

Når man læser Nick Cleggs forståelse af klimaproblematikken og de nødvendige skridt videre – med systematisk satsning på energirenovering af den eksisterende bygningsmasse, udbygning af vedvarende energi, afvikling af fossile brændstoffer i transportsektoren, justeringer af verdenshandelen, så den ikke er en belastning for kloden, moratorium over kulkraftværker og nej til udbygning af atomkraft – kan man kun begræde, at politiske midte i dansk politik i den grad klimamæssigt sover i timen.

Måske en af problemerne er, at vi ikke har en figur som Lord Stern of Brentford, som med sine rapporter og sit udsyn skærer præcist gennem alle de falske hensyn. I en skelsættende rapport fra 2006 vurderede han, at en omlægning fra fossil afhængighed til vedvarende energi ville koste i størrelsesordenen 1% af bruttonationalproduktet, men at prisen for inaktivitet ville være langt højere, mellem 5-20%. Stern var for nylig frem med opdaterede beregninger, som viser, at prisen for overgangen til vedvarende energi nærmere er den dobbelte.³ Men stadig er det småpenge i forhold til at lade stå til.

Selv det britiske kongehus er langt længere fremme i skoene end det danske, når det gælder klimaet, og de kongelige landsteder er eksperimentarier for vedvarende energi og økologisk jordbrug (se tidligere blog-indlæg: Royale vindmøller, 7.000 britiske vindmøller på vej og Royale mål: at gøre regnskoven mere værd levende end død).