CO2-koncentrationen nu over 400 ppm

CO₂-koncentrationen nu over 400 ppm

1. juni 2012

I dene seneste tid er der indløbet meldinger fra målestationer på den nordligste del af jordkloden, Alaska, Grønland, Island, Norge, Mongoliet og Japan, at atmosfærens indhold af CO₂ nu er over 400 ppm (parts per million). Det er første gang i mere end 800.000 år, at niveauet er så højt.

CO₂-kurven er i disse år stejlt stigende, men hvis man zoomer ind, ser man, at den svinger lidt op og ned i løbet af året. Det hænger sammen med, at der er mere landmasse og dermed mere vegetation på den nordlige halvkugle end på den sydlige. Så i løbet af sommeren (på den nordlige halvkugle) vil vegetationen absorbere lidt af CO₂en og få niveauet til midlertidigt at dale. Niveauet vil derfor endnu et år eller to periodevist kunne nå under 400 ppm. Men CO₂-koncentrationen vokser i disse år med 2,3 ppm pr. år, så hvis ikke dette ændres radikalt, vil vi på blot godt 20 år nå det maksimum på 450 ppm, som verdenssamfundet har sat som målsætning – og som ifølge klimatologernes modeller giver en 50% sandsynlighed for, at den globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse holder sig under 2ºC i dette århundrede.

Ved industrialiseringens begyndelse var koncentrationen omkring 280 ppm, og når man kigger tilbage i tiden har koncentrationen i de forudgående 800.000 år svinget i et relativt snævert interval på 180-280 ppm. Sidst jordkloden havde en CO₂-koncentration på 450 ppm gennem længere tid, var kloden isfri, og verdenshavene var 70-75 m højere end i dag. Det er derfor vigtigt at notere sig, at 450 ppm kun kan være et foreløbigt mål. Hvis vi skal langtidsstabilisere det globale klima, må CO₂-koncentrationen hurtigst muligt bringes tilbage under 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?).

IEA, det internationale energiagentur, har meldt klart ud, at det er ved at være allersidste udkald. Hvis det skal lykkes at bremse udledningerne, så CO₂-kurven topper før 450 ppm, burde alle lande nu være i gang med systematiske omstillingsprocesser. På den baggrund er den seneste udvikling i klimaforhandlingerne i Bonn rent ud sagt katastrofal. Her kunne man knapt nok enes om at igangsætte arbejdet med den globale klimaaftale, som man ved COP17 i Durban i december aftalte skulle ligge klar senest i 2015 og iværksættes senest i 2020. Fremtidens klima har ikke råd til, at størstedelen af verden kører på fossilt frihjul otte år mere.

Men samtidig er der så mange, som har interesse i, at denne udvikling forsinkes, at kul- og olieindustrien systematisk spammer æteren med misinformation. Canada er trådt ud af Kyoto-aftalen fordi man lige vil have al sin tar sand- gravet op, inden det bliver alvor. Hvis den afbrændes, vil det medføre så store CO₂-udledninger, at det vil give en stigning på yderligere cirka 100 ppm – så samtidig med, at man skriver på under på en fælles målsætning på 450 ppm, saboterer man totalt mulighederne for at kunne holde sig under 450 ppm og sætter fremtidens levevilkår på spil. Sådan er det hele vejen rundt – jo større fossile reserver, jo mindre vilje til den nødvendige klimaindsats.

I det klimaindsatsmæssige vakuum, som er opstået frem til 2020, er det glædeligt at erfare, at man på det seneste G8-møde samtidig med klimamødet i Bonn besluttede sig for en indsats overfor de såkaldte “short-lived climate pollutants” – først og fremmest metan og sod. På den lange bane er der ingen vej uden om at få mindsket ikke bare CO₂-udledningerne, men hele atmosfærens koncentration af CO₂, men på helt kort sigt vil en række andre indsatser kunne have en hurtigere effekt. De to vigtigste er reduktion af metanudledningerne, og reduktion af sodpartikler fra kulkraftværker.

I januar fremlagde forskere fra en lang række ledende forskningsinstitutioner 14 indsatsområder for at mindske udledning af metan og sodpartikler, som ud over på kort at have en markant positiv indvirkning overfor den globale opvarmning, har væsentlige positive konsekvenser for vores sundhed og fødevaresikkerhed.

De 14 indsatser bygger alle på allerede kendte teknologier og vil frem til år 2050 kunne reducere den globale opvarmning med 0,5° C (se tidligere blog-indlæg: Mens vi venter på den store klimaaftale).

Trods årtiers smølen, giver dette os faktisk det nødvendige vindue til at få vendt udviklingen i tide, hvis ellers verdens lande resolut tog sig sammen og kom i gang med de nødvendige omstillingsprocesser.