Strøtanker om bæredygtighed

Ved de igangværende klimaforhandlinger i Bonn var der i går ‘Workshop on equitable access to sustainable development’. Her var der blandt mange andre et indlæg fra Singapore, som i sin form var overraskende defensivt. Energi- og ressource-optimeringsmæssigt havde man i Singapore allerede gjort det ene og det andet – en indsats, som gik helt tilbage til 1990erne, og med Singapores særlige situation ville man ikke kunne gøre ret meget mere [sic]. Singapore er stort set byareal, med mange, mange millioner mennesker på et meget lille areal, med meget begrænsede mulighed for at lave vindmøllefarme, høste bølgeenergi, termisk energi og biomasse, og selv hvis man satte solceller på alle tage ville det kun kunne dække en mindre del af Singapores energibehov. Så der var ikke nogen let løsning for Singapore uden fossile brændstoffer – faktisk var det ifølge oplægsholderen umuligt at forestille sig Singapore uden fossile brændstoffer.

Det lyste ud af præsentationen, at Singapore var hunderæd for af det internationale samfund at blive holdt op på at være et rigt land, som skulle klare særligt store udledninger, da man 1) allerede havde høstet de lavthængende frugter, 2) havde særligt vanskelige vilkår for hurtige nedskæringer, og 3) historisk set havde små udledninger.

Dette bringer mig til spørgsmålet, om det, som det ofte bliver fremhævet, er den optimale klimaløsning, at mennesker bor i store byer? Og om vi for at kunne svare bekræftende på dette er nødt til at undersøge og forstå dette spørgsmål i en bredere kontekst? I hvert fald var dette indlæg fra Singapore én stor understregning af det så godt som umulige i, at byerne i sig selv blev klimavenlige og bæredygtige.

Indlægget fra Singapore fik mig til at tænke højt, hvad jeg ofte har været lige ved at tænke, at vi bliver nødt til at finde en anden måde at tænke byer og bæredygtighed på, hvor byen som system ikke bare er selve bykernen, og ikke bare det urbane sprawl af endeløse forstæder, som i hvert fald ikke er nogen klima- og bæredygtighedsmæssigt hensigtsmæssig løsning, men som man fuldstændig fortrænger, når man taler om fordelene ved den tætte by. For i praksis findes der ikke nogen tæt bykerne uden et langt større bånd af forstæder – bycentrene virker som magneter, med en transformerende effekt, som når langt ud i de omkringliggende landskaber. Som Singapores defensive indlæg viser – så er den tætte by for sig i praksis en størrelse, som det er svært at forestille sig fuldt bæredygtig.

Tag Manhattan, sindbilledet på den tætte by. Selvforsynende med energi, fødevarer, byggematerialer, tekstiler – nej tværtimod er en by dybt afhængig af sit opland. Storbyen har en symbiotisk afhængighed af, at der er en verden omkring, hvor man til stadighed kan hente sine råvarer og dumpe sine rester. Og selvom Manhattan er omgivet af vand og ligner den perfekte tætte by, så er den også omgivet af et bredt bånd af urban sprawl – en zone, som hverken har den tætte bys fordele i form af, at vi bruger færre ressourcer og har lettere ved at lave en kollektiv transport, eller det åbne lands produktive funktioner. Arealerne mellem husene er her i stor udstrækning parkeringspladser og pyntehaver.

Hvis man forestillede sig det areal, hvorfra Manhattans (eller mere klargørende hele New Yorks) befolkning fik sin mad, sin beklædning, sine bygge materialer, sin varme og elektricitet – hvad man kunne betegne ”det moderne opland” eller måske mere rammende ”det globale opland” – så har man et billede af hele det system, som understøtter Manhattan og new York, og som må gøres bæredygtigt, før Manhattan og New York med rimelighed kan kaldes bæredygtig.

Tilbage til København, så står vi med en kommune, som har en fornem ambition om at blive CO₂-neutral i 2025, men ud fra en snæver definition af CO₂-neutralitet , som indebærer, at der frem mod 2025 skal reduceres ~5 ton CO2 pr. indbygger pr. år i forhold til udledningerne i 1990, og set i forhold til 2012 er der tale om et langt mindre volumen, som skal reduceres. For et års tid siden opgjorde NIRAS, at hver borger i hovedstadsområdet havde et samlet CO2-fodaftryk på 19,3 ton pr. år. Vores brug af ”oplandet” tegner et verdensomspændende net, hvor vores mad (og vores husdyrs mad) høstes over hele verden, vores byggematerialer hentes hjem fra hele verden, vores tøj og praktiske fornødenheder fremstilles i lande med billigere lønninger og færre miljøkrav, mens en stadig større del af vores fritid udspiller sig på højfjeldet eller under sydlige himmelstrøg. Altsammen muliggjort af en kunstigt billig transport, som er ved at bringe klodens klimasystem alvorligt ud af balance.

Her ville det give god mening at forsøge at se byen i et systemisk perspektiv – nærmere bestemt som det system, som leverer de økosystem-tjenester, som gør, at vi kan opretholde livet i byerne. En mark her, en mine dér, en frugtplantage, en skov, en fabrik og en badestrand dér og dér. Det ville give et bybillede, som passer bedre med vores samlede CO₂-aftryk. Og det ville gøre det forståeligt – og naturligt – at vi i vores klima- og bæredygtighedsindsats må virke for at optimere ikke bare vores byer, men vores samlede tilstedeværelse i hele systemet.

Det ville også tydeliggøre indsatsen for, at byernes opland igen bliver det umiddelbare opland: At vi i langt større udstrækning spiser årstidens lokalt producerede råvarer, at vi ikke er med til at fælde regnskov for at få plads til sojamarker, at vi bygger af lokale materialer og i langt højere end i dag, høster vores energi og fornødenheder i det umiddelbare opland osv. Man kunne måske ligefrem opstille et indeks for, hvor lokalt en bys opland kunne gøres.

Tilbage til Singapore, så burde verdenssamfundet hjælpe en sådan moderne bystat ud over sin fastlåsthed i det, at det ikke kan lade sig gøre. Måske ved at udskrive en åben international konkurrence om, hvordan Singapore kunne afvikle sin fossile afhængighed, måske bare ringe til ARUP og få dem til at lave en plan for CO₂-neutralitet.

For selvfølgelig kan det lade sig gøre, i hvert fald sådan som København lige nu definerer CO₂-neutralitet. Og det er når man hører sådanne indlæg, at man forstår, at det nytter at gøre København CO₂-neutral, langt ud over de få mio. ton CO₂, der er tale om ved indsatsen i København. Der er brug for klare eksempler på, at byer kan opnå CO₂-neutralitet og samtidig gennemgå en både hensigtsmæssig og attraktiv udvikling.

Dermed bliver det også vigtigt at tage diskussionen, om Københavns nuværende definition på CO₂-neutralitet holder som mål. For det skulle gerne være sådan, at hvis alle byer gjorde som København, at det så virkelig nyttede, og det rent faktisk neutraliserede vores CO₂-påvirkning af omgivelserne. Og det er præcist her, vi er nødt til at indtænke vores globale opland, og sikre, at ikke kun det, som sker inden for bygrænsen, bliver CO₂-neutralt, men at vi får slanket hele vores CO₂-fodaftryk .

Tilbage til klimaforhandlingerne i Bonn, så er det ved sideløbende sessions som disse, at der til stadighed sker fremskridt, og verden gradvist lykkes med at skabe en fælles forståelse af, som her hvad lighedsbegrebet overhovedet indebærer. Hvordan kan vi fordele den nødvendige klimaindsats, så alle lande yder efter evne, og ingen hindres i bæredygtig udvikling?

‘Workshop on equitable access to sustainable development’ ved klimaforhandlingerne i Bonn 16.05.2012. rummer en række meget spændende oplæg, som kan følges på UNFCCCs hjemmeside i to webcam-sessions: Session I, II og III (formiddag), samt Session IV (eftermiddag). Til højre for videobilledet kan man (faneblad: Slides) følge præsentationerne, og man kan om ønsket downloade dem (faneblad: Agenda).

Singapores præsentation kommer 2t. 15 min. inde i formiddagssessionen.

Session I

• Some key notions relating to equity in the context of climate change, Sivan Kartha, Stockholm Environment Institute.
• An approach to equity issues in climate change , Prodipto Ghosh, TERI – The Energy and Resources Institute.

Session II

• AOSIS, Bolivia, India, Switzerland og South Centre.

Session III

• LDC (Bangladesh), China, Singapore, CAN International og Discussions.

Session IV

• EU, USA, Brazil, Australia, Egypt og Discussions.