Halvdelen af verdens sårbare biodiversitetsområder ubeskyttede

23. marts 2012

Billedet herover stammer fra Macaya-området i Massif de la Hotte, på det sydvestlige Haiti, som man arbejder på at omdanne til naturreservat. Her kan man blandt andet finde 15 frøarter, som ikke findes noget andet sted i verden. Det er således vitalt for klodens biodiversitet, at områder som disse ikke pludseligt totalfældes for at skaffe tømmer eller give plads til biobrændstof-plantager.

I dag er 13% af verdens landareal under en eller anden form for naturbeskyttelse. Og på biodiversitetskonferencen i Nagoya i 2010 vedtog man at arbejde for, at dette areal inden år 2020 blev øget til 17% og kom til at omfatte så vidt muligt alle biotoper af særlig betydning for verdens biodiversitet. Endda viser en ny opgørelse, forestået af BirdLife International med bidrag fra 30 institutioner verden rundt,¹ at kun halvdelen af disse vigtigste arealer i dag er beskyttet – hvilket er alarmerende nyt. I alt omfatter listen omkring 600 steder, som er af særlig betydning for bevarelsen af klodens biodiversitet – eller mere realistisk for så vidt muligt at mindske den hastighed, hvormed vi i disse år mister arter.

For selv i et land som Danmark, hvor stort set alle arealer, som er erkendt vigtige for en særlig arts overlevelse, er blevet underlagt fredningsbestemmelser, så er der stadig plante- og dyrearter, som forsvinder fra det danske landskab på grund af menneskets stadig mere intense påvirkning af miljøet – faktorer som luftforurening, støjforurening, brug af pesticider og klimaforandringer respekterer på ingen møde reservatgrænser.

Disse tre kort stammer fra figur 2 i artiklen Protecting Important Sites for Biodiversity Contributes to Meeting Global Conservation Targets.¹ Mørk violet og lys violet på kortet herover angiver arealer, som vurderes hhv. fuldt og delvist beskyttet.

De to kort herover viser (øverst) lokaliseringen af 10.993 IBAs (fuglebeskyttelsesområder – Important Bird Areas) og (nederst) 588 AZEs (dyre- og plantebeskyttelsesområder – Alliance for Zero Extinction sites), som har dannet grundlag for vurderingen af omfanget af verdens sårbare biodiversitetsområder. En grøn prik indikerer god beskyttelse, en gul prik indikerer delvis beskyttelse, mens en rød prik indikerer manglende beskyttelse.

Det vurderes i artiklen, at det på verdensplan vil koste i størrelsesordenen 23 mia. $ om året at sikre og opretholde disse reservater. Dette kan synes et stort beløb, men der er jo ikke tale om, at arealerne ikke kan bruges – tværtimod vil det i mange tilfælde samtidig være en sikring af oprindelige folkeslags levevilkår og eksistensgrundlag.

Selvom det kan være svært at ekstrapolere til nutidens milliard-befolkning, var det værd samtidig at se nærmere på, hvordan mennesket gennem tiderne har udviklet levemåder og tilstedeværelser i landskaberne, som giver plads til naturens mangfoldighed. Og vi behøver ikke at gå tilbage til jæger-samler-tiden for at finde bedre eksempler på menneskets tilstedeværelse end i dag. For eksempel i Japan har man i dag problemer med opretholdelsen af biodiversiteten på grund af affolkningen fra landet – den mennekselige tilstedeværelse i skovarealerne omkring de intensivt dyrkede dalstrøg skabte et stort antal biologiske nicher, som forsvinder i takt med, at ingen mere dyrker jorderne som tidligere (se blog-indlæg om satoyama).

Længe havde det danske landbrug en stor andel af ekstensivt dyrkede skov- og overdrevsarealer, som samtidig med, at de gav os en lang række vigtige ydelser, var ramme for en stor biokompleksitet med plads til mange arter. Hvis vi vil bevare biodiversiteten, er det derfor ikke nok at skabe flere beskyttelseszoner. Vi må finde måder at dyrke jorden på – og måder at være til stede i landskaberne på – som er langt mindre indgribende og ødelæggende end i dag.

Se tidligere indlæg tagged biodiversitet.