CO2-støvsugere

2. juni 2008

Teknologien findes: Gigantiske CO2-støvsugere, som møjsommeligt suger atmosfærens luft igennem sig og filtrerer CO2-en fra. Professor ved Columbia University Klaus Lackner har i mange år arbejdet med mulighederne, og i samarbejde med GRT, Global Research Technologies. Den her viste prototype skulle kunne absorbere omkring 90.000 ton pr. år. Der skal således 500-600 af slagsen til at opsuge bare den danske CO2-udledning.

I en radioudsendelse fra NPR fortæller Klaus Lackner, at en filterflade på størrelse med en dør vil kunne absorbere en amerikaners nuværende CO2-udledning på omkring 20 ton pr. år. Men selve filtreringsteknologien er ikke det svære. Ved at lade luften passere forbi filtre med bestemte stoffer, kan man absorbere op imod 30% af luftens CO2-indhold. Problemerne kommer, når CO2en skal samles, kondenseres, transporteres til og deponeres i egnede lagre. Det vil kræve ganske meget energi og teknologi at få den indsamlede CO2 vel begravet langt under jordens overflade. Ifølge Lackner vil de store støvsugertårne kun udgøre omkring 20% af omkostningerne. Hvis man ellers beslutter sig for sådanne CO2-støvsugere, vil de ikke blot poppe op overalt. Den sandsynlige placering vil være i store CO2-farme i ørkener, hvor der dels er gode vindforhold, dels er gode lagringsmuligheder i områdets undergrund.¹

Stadig vil det ifølge Lackner bedre kunne svare sig at filtrere CO2-produktionen ved kraftværker direkte ved kilden. Men for de store mængder CO2, som produceres i små spredte enheder som biler, giver det god mening at absorbere direkte fra luften. Og først må vi først standse stigningerne i udledningerne, før vi kan begynde at sænke CO2-koncentrationen. For at en teknologi som denne overhovedet vil blive realiseret, er vi ifølge Lackner nødt til at få en pris på CO2. CO2-støvsugerne er endnu på prototype-stadiet, men han forventer, at et systematisk udviklingsarbejde, hvor håndteringen af den indsamlede CO2 kommer til at foregå med vedvarende energikilder, vil kunne få omkostningerne ned på 30$ pr. indsamlet og deponeret ton CO2.¹ Ligesom vindmøllerne vil CO2-støvsugerne gradvist vokse sig større, og 250.000 af disse enheder med en absorber-flade på 50×60 meter skulle kunne høste CO2 svarende til den nuværende globale udledning på omkring 22 mia. ton pr. år.²

En anden skikkelse fra Columbia University, Wallace Broecker, som i sin tid skabte begrebet global opvarmning, har netop sammen med Robert Kunzig udgivet en ny bog, Fixing Climate. Heri understreger han på det kraftigste, at vi ikke bare er nødt til at mindske udledningerne af CO2 radikalt. Vi er samtidig nødt til at udvikle måder til at fjerne de store mængder CO2 fra den allerede foretagne afbrænding af fossile brændstoffer, som gør, at koncentrationen i dag er 40 % højere i atmosfæren end ved industrialiseringens begyndelse – og højere end på noget andet tidspunkt i de seneste 600.000 år. Det et kapløb med tiden, og endda snegler vi os frem, siger Broecker, som er varm fortaler for CO2-støvsugere som dem Columbia University og GRT har udviklet. Der vil blive brug for omkring 20 millioner af disse (mindre) enheder alene for at opsamle den CO2, som USA nu producerer. Men vi (amerikanere) laver hvert år 55 millioner biler, så over en årrække ville vi kunne lave dem i det nødvendige omfang. Det er et spørgsmål om vilje.³

Stadig er erfaringerne med at håndtere og lagre disse enorme mængder CO2 under jorden sparsomme, og vi har ikke fuld sikkerhed for, om de rent faktisk bliver dernede. Men de stadig større mængder af frisat CO2 vil have en tendens til stadig kraftigere forsuring af miljøet – det startede med skovdød, og nu synes oceanerne at være på vej til det samme (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner og FN moratorium om gødning af oceanerne). Det ville derfor være betryggende for biosfærens fremtidige balance at få broderparten af de kolossale CO2-mængder, vi har fået hældt ud i atmosfæren i de seneste 100 år, tilbage dybt under jorden, hvor den kom fra.

Der har været en del skepsis omkring CO2-støvsugerne og spekulationer om, at de blot vil få os til at fortsætte med at brænde benzin af som hidtil. Men i den udstrækning, at det ikke blokerer for en systematisk overgang til vedvarende energikilder, kunne CO2-støvsugerne måske være med til, at vi ikke bare får stabiliseret atmosfærens CO2-koncentration under 550 ppm, som det nu er IPCCs målsætning, men bliver i stand til at bringe den tilbage på 350 ppm, som en række klimatologer på det seneste har sagt må være målet, hvis vi skal langtidsstabilisere klodens klima.

Se tidligere blog-indlæg: En klimatologs perspektiv og 350.org.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Experimenting with Carbon Sequestration, (med link til 17:48 min. audio) National Public Radio (USA) 01.06.2007.¹

Molly Bentley: Synthetic trees could purify air, BBC news 21.02.2003.²

First Successful Demonstration of Carbon Dioxide Air Capture Technology Achieved by Columbia University Scientist and Private Company, Earth Institute, Columbia University 24.04.2007.

Alan Zarembo: Solving global warming with giant vacuums, Los Angeles Times 29.04.2008.

Kenneth R. Fletcher: Wallace Broecker Geochemist, Palisades, New York, Smithsonian Magazine June 2008.

Giant trees ‘to clear excess CO2’, BBC News 31.05.2008.³

Adrian Higgins: Planting a tree isn’t just good for your yard, it’s good for the planet, Washington Post 18.05.2008.

Share