Betalingsring 2.0

18. december 2011

Vores nye regering var lige ved aldrig at være blevet valgt, da diskussionen om planerne om en betalingsring omkring København  i ugerne op til det seneste valg brød ud. Betalingsring lyder af noget med tvang og afgifter, og at vi ikke bare kan fortsætte med at fræse rundt som vi plejer – og en gryende erkendelse af, at vi ikke bare kan fortsætte med at bygge flere gennemfartsveje, omfartsveje, havnetunneler osv. for at få plads til en stadig større strøm af biler. Og lidt er der om det (med tvangen). Det er et ganske håndfast forsøg på at få flere til hver dag at gå, tage cyklen eller bussen frem for at tage privatbilen, nødvendiggjort af, at vi i den nuværende situation er så utilbøjelige til at lade privatbilen stå.

En betalingsring vil samtidig afhjælpe en bred vifte af problemer. Den vil være med til at mindske trængslen på vejene omkring Københavns centrum, som i dag er fyldt til bristepunktet. Størstedelen dele af Indre Bys smalle gader og stræder er indrettet, så parkeringskapaciteten er den størst mulige, og en endog meget stor del af de sparsomme friarealer inde på karreerne er udlagt som parkering. Her burde være opholdsplads, legeplads, små grønne enklaver og frodighed, frem for opbevaring af biler.

Afgifterne ved betalingsringen vil kunne finansiere udbygningen af den kollektive transport, som hvis den fik en mere permanent basis af brugere ville kunne sigte efter flere “store” løsninger med metro og letbaner, som kommer hurtigere frem end i dag.

Samtidig vil betalingsringen være en hjælp til at få os afvænnet fra det at betragte det som en selvfølgelighed at slæbe sin bil med sig rundt, lige meget hvor man skal hen i verden. Det kan klodens klima ikke holde til, det giver en dødelig luftforurening, og det gør, at det centrale Københavns sparsomme friarealer i alt for høj grad er okkuperet af biler.

Og så er det en vigtig del af, at det lykkes at gøre København CO2-neutral i 2025.  Måske det ikke helt er gået op for os, men på trafikområdet er en betalingsring kun en begyndelse. Hvis København skal være bare tilnærmelsesvist CO2-neutral i 2025, så står vi over for en radikal omlægning af hele den måde, hvorpå vi transporterer os selv, hinanden og alt det, vi forbruger og smider væk. Og med den seneste klimakonference i Durban er det vigtigere end nogensinde, at byerne går foran og viser, at det kan lade sig gøre at skabe CO2-neutrale byer med stor livskvalitet.

Når det gælder luftforureningen, vil betalingsringen hjælpe noget – måske 10%. Det er fordi den først og fremmest forventes at mindske antallet af personbiler, som typisk forurener mindst. Her er det mere effektivt at skærpe miljøzonen (som ligger helt inde omkring den centrale bykerne), således at det på kort sigt kræver filtre på samtlige dieselbiler, og på bare lidt længere sigt en overgang til eldreven transport.

Betalingsringen er en indretning, som gør op med nogle af de privilegier og uvaner, som vi har tillagt os i de seneste årtier. Sådanne spørgsmål er meget vanskelige at diskutere offentligt og egner sig kun næsten til valgkampe – i hvert fald med de populistiske medier og politikere, vi har i dag. Omkring vedtagelsen af miljøzonen har det tilsvarende vist sig meget vanskeligt at diskutere, rimeligheden i at sætte optimale filtre på dieselbiler, selv når man ved, at det fører til 500 årlige for tidlige dødsfald og tusindvis af astmatilfælde.

Det næste spørgsmål er, hvor betalingsringen skal ligge. Faktisk var man lige ved at have vedtaget et tilsvarende projekt for godt to år siden, men det faldt på, at man ikke var nået til enighed om, hvor præcist betalingsringen skulle ligge. Nu er det så blevet dekreteret, at betalingsringen kommer til at følge kommunegrænsen, dog således at Frederiksberg og Dragør kommer til at ligge inden for betalingsringen. Det er et noget større areal end den løsning, som også har været på tale, hvor betalingsringen fulgte Ring 2.

De enkelte bysamfund omkring København er efterhånden grundigt sammenvoksede. Så lige meget hvor, man ender med at lægge betalingsringen, vil der være nogen, som skal krydse den for at komme til det ene og det andet. Men ved at lade betalingsringen i kommunegrænsen samt involvere hele Amager sikrer man sig så vidt muligt, at kommune-intern trafik som vejen til biblioteket, lægen, skolen osv. ikke krydser betalingsringen. Og skulle det blive dyrere at få sine børn fragtet ind på en privatskole pr. privatbil hver morgen, så er det i mit perspektiv helt OK. Det er præcist det, som er meningen med betalingsringen, at vi igen kommer til at gøre afstand til en parameter – til noget vi skal spare på.

Men nu larmer alle omegnsborgmestrene om, at betalingsringen skal standses. Hvis man i sin tid havde spurgt de sejlende, om de havde lyst til at betale øresundstold, bilisterne om de havde lyst til at betale vejafgift, de parkerende om det var i orden at opkræve parkeringsafgift, så er det ikke sikkert, at vi nogensinde havde fået det.

Så vi må bede vores ansvarlige politikere om at skære igennem og få den betalingsring etableret hurtigst muligt. Erfaringerne fra andre byer viser, 1) at de virker, og 2) at folk hurtigt vænner sig til den og bliver glade for den. Og med placeringen langs kommunegrænsen har man sandsynligvis valgt den løsning, som giver de færreste urimeligheder.

Se tidligere blog-indlæg: Bompenge, Betalingsring udskudt, Luftforureningen i Indre By – problemer og løsninger, Betalingsring på vej på plads, Det grønne i regeringsgrundlagetFærten dræber og VM i partikelmålinger.

Camilla Stampe: Store offentlige projekter møder altid modstand, Information 05.01.2012.

Birgitte Marfeldt: Forsker: Betalingsring kræver ikke flere kollektive investeringer, Ingeniøren 21.12.2011.

Poul Aarøe Pedersen: Snæversynet regerer på Vestegnen, Politiken 20.12.2011.

Søren Astrup: Københavnsk S-spids afviser partifællers kritik af betalingsringen, Politiken 19.12.2011.

Søren Astrup: S-koryfæ: Regeringen svigter med sin betalingsring, Politiken 19.12.2011.

S: Betalingsring er ikke lagt endelig fast, (Ritzau) Information 19.12.2011.

Søren Astrup: Borgmester om betalingsring: Det er en ommer, Politiken 19.12.2011.

Socialdemokrater i hovedstaden kritiserer sure S-borgmestre, (Ritzau) Politiken 17.12.2011.

S-borgmester om betalingsring: Det er en krigserklæring, (Ritzau) Politiken 17.12.2011.

Rasmus Dam: Københavns forstadskommuner står sammen: Drop betalingsringen, Politiken 13.12.2011.

Søren Astrup: Betalingsring kan betale letbaner ved København, Politiken 07.12.2011.

Lasse G. Jensen: Se de fire modeller for betalingsringen, Ingeniøren 06.12.2011.

Michael Rothenborg: Betalingsring rammer vores tætte forhold til bilen, Politiken 21.09.2011.

Anne Nyhus: Danskerne vilde med betalingsring, Berlingske 28.08.2009.

 

Share