Strøtanker om bæredygtighed

Så lykkedes det – næsten overrumlende – at få en klimaaftale forhandlet på plads i Durban. Forventningerne kunne ellers ligge på et meget lille sted efter de første næsten to ugers endeløse ping-pong og positionsspil, hvor ingen rigtig syntes i stand til at flytte sig og få havde noget med hjemmefra at tilbyde. Men efter halvandet døgns overtid fik de centrale forhandlere samlet en pakke, som alle kunne vedkende sig, Durban-pakken.

Det er en rammeaftale med rigtig mange ting, som skal præciseres og udfoldes nærmere i de kommende års videre forhandlinger. Men der er tale om en køreplan for en stor aftale, som for første gang indbefatter alle lande, hvilket har vist sig at være næsten uoverkommelig at forhandle på plads uanset hvor nødvendigt, dette måtte forekomme.

Aftalens fulde ordlyd kan ses her: Establishment of an Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action (pdf).

På UNFCCCs hjemmeside unfccc.int er der links til samtlige vedtagne dokumenter.
.

Det gode ved aftalen er…

… at der overhovedet kom et resultat. Og endda et resultat, som kan revitalisere den politiske dimension. Den giver håb om, at FN som institution stadig har en rolle overfor at finde en fælles løsning på verdens fælles problemer.

Hvis det også i Durban var endt uden aftale,  havde det nærmest sat det internationale arbejde i ud af spillet. Det var vanskeligt at forestille sig, at processen kunne have holdt til yderligere en COP eller to uden nogen form for reelt gennembrud.

COP-forhandlingerne har været unødvendigt kompliceret af, at noget forhandledes under Kyoto-protokollen som kun omfattede nogle af verdens rigeste lande. I den køreplan, som indgår i Durban-pakken, er det helt centrale for forhandlinger frem mod en klimaaftale for alle verdens lande, som skal være færdigforhandlet i 2015 og effektueret senest i 2020.

Det må også ses som positivt, at Kyoto-aftalen bliver videreført i en anden fase efter 2012.

Det er også godt at se skelettet til en grøn klimafond, som fra 2020 skal omfatte mindst 100 mia. $ pr. år.

Hvor aftalen i København endte på 2° C, da er der i den nu foreliggende tekst lagt op til, at det efter næste hovedrapport fra IPCC (som forventes klar i 2013-14) skal revurderes, om målsætningen er nødt til at skærpes til 1½° C.

Det mindre gode ved aftalen er …

… at det alt sammen er ganske floffy. Og det er et åbent spørgsmål, hvor meget lande som Kina, Indien, Canada og USA reelt føler sig bundet af en aftale som denne?

Den aftalte tidsplan er simpelthen for langsom i forhold til klimasituationen. Selvom den globale klimaaftale skal være forhandlet på plads senest i 2015, så bliver der for flertallet af verdens CO₂-udledere ikke tale om egentlige reduktionsmål før i 2020. Dette er i skinger modsætning til, at det på det seneste er blevet gjort klart, at CO₂-udledningerne skal være faldende senest fra 2017, hvis vi skal have en chance for at begrænse den globale temperaturstigning til under 2° C.

Det blev ikke defineret, hvilke af I-landene, som binder sig til en anden fase af Kyoto-protokollen eller hvor store reduktioner de enkelte lande påtager sig. Og der er meget lidt, der tyder på, at EU vil være presset til – eller endnu bedre føle sig  stimuleret til – at vise, at det var muligt at nå 40% og endda opretholde en god grøn økonomi. Dog er der klare udmeldinger om at EU, Norge og Schweiz fortsætter, mens USA, Rusland, Japan og Canada har meldt fra. Ydermere er det er ikke afklaret, om anden fase i Kyoto-aftalen skal løbe over 5 eller 8 år. Således vil reduktionerne under Kyoto-protokollens anden fase end ikke kunne kompensere for de voksende udledninger i resten af verden.

For den grønne fond er det på nuværende tidspunkt et åbent spørgsmål, hvorfra  pengene skal komme. Og hvis vi vil bede U-landene om at søge en anden vej til velfærd, end den som industrilandende har gennemløbet, så rækker 100 mia. $ pr. år ikke en meter.

Det helt forfærdelige ved aftalen er …

… er, at selv hvis det går som skitseret i aftalen, så er det frem til 2020 kun lande med udledninger svarende til 11-12% af verdens samlede udledninger, som gennem anden fase af Kyoto-protokollen underlægger sig bindende reduktionsmål. Et land som USA kan køre frihjul, og udledningerne fra de store udviklingslande i BASIC-gruppen vil i 2020 givet have vokset sig endnu større. Så mens aftalen forhandles på plads, vil verden passere det punkt, hvorfra det er muligt at vende udviklingen inden 450 ppm / 2ºC. Og en målsætning på 350 ppm 1½ºC synes lige nu helt uden for rækkevidde.

Selvom aftalen politisk set kan siges at markere et gennembrud, er den således set fra et klimaperspektiv foruroligende utilstrækkelig.

Dette er da også skrevet ind i aftalens indledning – at den er utilstrækkelig. Den lyder sådanher:

The Conference of the Parties,

Recognizing that climate change represents an urgent and potentially irreversible threat to human societies and the planet and thus requires to be urgently addressed by all Parties, and acknowledging that the global nature of climate change calls for the widest possible cooperation by all countries and their participation in an effective and appropriate international response, with a view to accelerating the reduction of global greenhouse gas emissions,

Noting with grave concern the significant gap between the aggregate effect of Parties. mitigation pledges in terms of global annual emissions of greenhouse gases by 2020 and aggregate emission pathways consistent with having a likely chance of holding the increase in global average temperature below 2 °C or 1.5 °C above pre-industrial levels,

Recognizing that fulfilling the ultimate objective of the Convention will require strengthening the multilateral, rules-based regime under the Convention,

Det tankevækkende …

Med COP17 har jeg for første gang givet mig tid til at følge med i de direkte transmissioner fra forhandlingerne i Durban. Og det har været glædeligt at mærke, at der blandt forhandlerne faktisk er mange, som forstår og markerer situationens alvor.

Connie Hedegaard har fået meget ros for sin evne til at køre sin plan igennem, Christiana Figueres har lagt en flot grundtone i processen – hvor meget man end kunne have lyst til det, hjælper det jo ikke at gennembanke de canadiske og amerikanske delegationer (man kan jo kun delvist bebrejde forhandlingsdelegationerne, at en række af dem har nogle rigtig kedelige opgaver med hjemmefra). Og Maite Nkoana Mashabane, Sydafrikas minister for internationale relationer og samarbejde, gjorde i slutspillet en eminent indsats. Så tre store kvinder står helt centralt for, at det er lykkedes at skabe en aftale i Durban.

Man kan spekulere i, om dette kunne have ladet sig gøre i København, hvis Danmark og værtskabet havde været ledet af de kompetente mennesker, vi havde, i stedet for at Lars Lykke partout skulle sole sig i medieopbuddet. Havde Obama dengang været sat i samme “huddle”, som den indiske miljøminister blev det i slutspillet, og havde man dengang kørt forhandlingerne ligeså transparent som i Durban, kunne vi måske allerede i 2009 have været længere end i dag, og Obama have været taget hjem og bruge sit flertal på klimaet i stedet for på en sundhedsreform. For den største bagstopper i forhold til den globale klimaindsats er lige nu USA. Det er svært for U-landene at forstå og acceptere, at USA med verdens største økonomi i den grad ikke påtager sig sit internationale ansvar. Og det er dybt uforsvarligt overfor fremtiden.

I sådanne forhandlinger sker meget let det, at problemstillingen indsnævrer sig til at blive et klassisk spørgsmål mellem 194 lande, som hvis man var ved at planlægge alt muligt andet. Det store perspektiv, den fælles udfordring, forsvinder. Hvor er atmosfæren? Hvor er verdens fremtid? Hvor er de af Jordens folk, hvis eksistensgrundlag allerede er truet af klimaforandringerne?

Både Figueres og Mashabane markerede i den efterfølgende pressekonference, at det at civilsamfundet og NGOerne havde været så vedholdende, så insisterende, var en vigtig del af, at man ikke bare gav op, men fandt kræfter til at  fortsætte natten igennem, dagen igennem og derefter endnu en nat igennem. At man midt i udmattelsen ikke fik lov at glemme, at det var urgent, uomgængeligt vigtigt. Der var lige mail fra 350.org, at de på (tror jeg) to døgn samlede 700.000 underskrifter. Og selvom en del af NGO-markeringerne kan virke som billige mediestunts, så er de også med til at lægge et pres på de 10.000 delegerede om ikke bare at udskyde nødvendige beslutninger til næste gang.

Men hvordan får vi fremtiden, naturgrundlaget, biodiversiteten og det fælles bedste ind i forhandlingerne, når det strammer allermest til? Skulle de delegerede sidde rundt omkring en stor jordklode? Skulle der konstant køre billedflader af klimaforandringer, klimaflygtninge og Klodens umistelige biodiversitet?

Siden COP15 i København synes politikerne ikke at have rykket sig det mindste i retning af det, som klimavidenskaben siger, er den nødvendige aftale. I de mellemliggende år har klimavidenskaben til gengæld kondenseret et stadig klarere billede af, at der i allernærmeste fremtid kræves resolut handling. Og miljøøkonomerne har gjort det stadig klarere, at en sparet dollar nu vil koste 4-5 dollar om få år, og en ubetalelig pris om blot lidt flere.

Der er brug for at få sammenkørt de kolossale investeringspakker, som lige nu finder sted for at redde bankvæsenet, euroen osv., med et stærkt og fremadrettet klimaperspektiv. Der er brug for at indse, at det ikke er et enten eller, men at vi er nødt til systematisk at indtænke klima, økologi og bæredygtighed i alle genopretningsplaner og økonomiske pakker. At det ikke længere er muigt at tænke økonomi løsrevet fra klima, økologi og bæredygtighed.

Det fremadrettede …

Durban-pakken giver i bedste fald verden 8-9 års forsinkelse i forhold til indsatsen for at knække CO₂-kurven. For at lukke dette hul er man nødt til at se på en række andre indsatsområder, som kan give hurtige resultater og vinde noget at den manglende indsats frem til 2020. Har for sjæleroens skyld taget hul på et blog-indlæg derom: Durban tømmermænd – hvad kan man gøre for at lukke hullet.

Herunder har jeg samlet en række reaktioner verden rundt på resultatet fra Durban. I blogindlægget Durban – perspektiver og positioner er der samlet en lang række artikler om processen under COP17, blog-indlægget Kinesisk tilsagn om bindende CO₂-reduktioner ser på det kinesiske positionsskifte, som midtvejs under COP17 var med til at åbne for resultatet, mens blog-indlægget Nedtælling til COP17 rummer en lang række links til artikler med forskellige perspektiver på situationen forud for COP17.

Se samtlige blog-indlæg omkring klimakonferencen i Durban.

Michael Jacobs: What Durban summit really delivered, Canberra News 07.01.2012.

Xing Fu-Bertaux  & Alexander Ochs: An Uncertain Mandate from Durban, WorldWatch Institute 04.01.2012.

Malik Amin Aslam Khan: Delay and denial at Durban, The News International (Pakistan) 31.12.2011.

Anju Sharma: India at the UN Climate negotiations: back to the wall, International Institute for Environment and Development 22.12.2011.

Gwynne Dyer: Suicide pact at Durban climate summit, The Daily Gleaner 19.12.2011.

Agus Purnomo & Yani Saloh: Running Out of Time, Again, Jakarta Globe 19.12.2011.

Minh Thi & Quynh Anh: VN counts the cost of climate change, Viet Nam News 19.12.2011.

Sher Azad: Pollution politics and colonialism, Daily News (Sri Lanka) 17.12.2011.

Ackel Swane: Victories for food, farming in Durban Climate deals, Swazi Observer 17.12.2011.

Beyond Durban, (leder) New York Times 16.12.2011.

George Monbiot: Why is it so easy to save the banks – but so hard to save the biosphere? The Guardian 16.12.2011.

Douglas Fischer: Analysis: A world apart, Climate Daily 15.12.2011.

Canada’s Kyoto flight is a warning for Australia, (leder) The Australian 15.12.2011.

Syed Yamin Bakht: Climate talks: Much more needs to be done, (leder) Financial Express (Dhaka) 15.12.2011.

Voluntary emissions cuts an unavoidable choice for Japan, (leder) Yomiuri Shimbun 14.12.2011.

John M.Broder: U.S. Envoy Relieved by Climate Talks’ Outcome, New York Times 14.12.2011.

We can still avoid a ‘lost decade’ on climate change, (leder) New Scientist 14.12.2011.

Yana Marull: Little headway in Durban on deforestation: experts, AFP 13.12.2011.

Fred Pearce: Dangerous decade: What follows the Durban climate deal, New Scientist 13.12.2011.

The best way to fight climate change …, (leder) Blomberg 13.12.2011.

Barbara Lewis: Durban just the start of fight for EU climate chief, Reuters 13.12.2011.

David Ljunggren: Analysis: Canada’s Kyoto withdrawal began when Bush bolted, Reuters 13.12.2011.

Anne Perkins: The women at the top, working for justice, The Guardian 13.12.2011.

Mark Hertsgaard: Durban: Where the Climate Deniers-in-Chief Ran the Show, The Nation 12.12.2011.

Mark Lynas: The verdict on Durban – a major step forward, but not for ten years, 12.12.201.

We’ve done the climate talking; now let’s do the walking, Montreal Gazette 12.12.2011.

Tim Gore: The Durban climate deal failed to meet the needs of the developing world, The Guardian 12.12.2011.

Michael McCarthy: Durban deal clinched by two strong women, a united EU and a compromise, The Independent 12.12.2011.

David Crossland: The Durban Climate Agreement ‘Is Almost Useless’, 12.12.2011.

UN climate change talks: full text of the Durban platform, The Guardan 12.12.2011.

Durban climate deal: the verdict, The Guardian 12.12.2011.

Climate change: ambition gap, (leder) The Guardian 12.12.2011.

Jonathan Watts: Durban climate talks: media in China and India cautiously upbeat, The Guardian 12.12.2011.

Noda welcomes road map for new climate-talks framework, (Kyodo) Mainichi Daily News 12.12.2011.

Johannes Urpelainen: Climate Negotiations in Durban: Is the Glass Half Empty or Half Full, and Does It Really Matter? The Monkey Cage 11.12.2011.

Søren Astrup: Politikerne roser klimaaftale – det gør miljøorganisationer ikke, Politiken 11.12.2011.

Anders Børsmose: Her er hovedpunkterne i klimaaftalen, Politiken 11.12.2011.

Klimatopmøde: I-lande forlænger Kyotoaftalen, (Ritzau) Politiken 11.12.2011.

Christiansborg er splittet over klimaaftale, (Ritzau) Information 11.12.2911.

EU roser historisk gennembrud i Durban, (Ritzau/Reuters) Information 11.12.2011.

Ekspert: Aftale i Durban kan bane vejen, (Ritzau) Information 11.12.2011.

Jesper Løbenbalk: Ingen redning, Information 11.12.2011.

John Vidal & Fiona Harvey: Climate deal salvaged after marathon talks in Durban, The Guardian 11.12.2011.

Damina  Carringon: Climate deal: A guarantee our children will be worse off than us, The Guardian 11.12.2011.

Fiona Harvey & John Vidal: Global climate change treaty in sight after Durban breakthrough, The Guardian 11.12.2011.

Fiona Harvey: Durban talks: how Connie Hedegaard got countries to agree on climate deal, The Guardian 11.12.2011.

Fiona Harvey & John Vidal: Durban deal will not avert catastrophic climate change, say scientists, The Guardian 11.12.2011.

Juliet Eilprin: At U.N. climate talks, delegates salvage last-minute compromise, Washington Post 11.12.2011.

Bryan Walsh: U.N. Global-Warming Talks: Good for Diplomats, Indifferent for the Climate, Time Ecocentric 11.12.2011.

Fred Pearce: Climate summit ends with promise for a deal in 2020, New Scientist 11.12.2011.

David Biello: Climate Talks Consensus: All Countries Should Cut Greenhouse Gas Emissions – In Future, Scientific American 11.12.2011.

Marlowe Hood & Richard Ingham: Nations set course for 2015 global climate pact, AFP 11.12.2011.

Reaction to UN climate deal, BBC News 11.12.2011.

New UN climate deal struck, critics say gains modest, Times of India 11.12.2011.

Kim Chipman & Alex Morales: China, India Vow Pollution Cuts in Biggest Move on Climate, Bloomberg 11.12.2011.

Arthur Max: Climate conference approves landmark deal, AP 11.12.2011.

Li Jing & Lin Lin: China welcomes Durban outcomes, China Daily 11.12.2011.

Panos Caribbean: AOSIS vigilant in climate     negotiations but…, Kingston Jamaica Observer 11.12.2011.

India makes emotional plea for its people’s basis development, Deccan Chronicle 10.12.2011.