Slutspillet i Durban III

11. december 2011

Nedenstående er noter lavet løbende under den sidste plenumsamling i Durban, som mere end et døgn forsinket skulle søge gennem en sidste kraftanstrengelse at nå til enighed om et resultat. Mødet ledes af Maite Nkoana Mashabane, Sydafrikas minister for internationale relationer og samarbejde. Hun gør et fantastisk arbejde, og til forskel fra slutspillet i København er det tilsyneladende i Durban lykkedes at opretholde tilliden til ledelsen af COPen.

Plenumsamlingen og efterfølgende pressemøde forløber fra midnat til kl. 5 morgen dansk tid 11. december 2011. Durban er en time foran, så det har dernede været fra 1 morgen til 6 morgen. De centrale deltagere havde knapt været i seng i de sidste nætter for at forberede nye versioner af de centrale forhandlingstekster, så de fleste har kørt på yderste reservetank. Men det lykkedes at få en aftale igennem. Og den kommende tid vil vise, om den formår at skabe fælles retning i verdens klimaindsats.

Noterne fortjente en gennemskrivning, men nu lægger jeg dem ud efter en lang nat, hvor vi fik en klimaaftale: En Durban-pakke, som på den ene side gør, at UNFCCCs proces ikke bare er i live, men er revitaliseret – vi har fået en basis, som i løbet af nogle år vil komme til at omfatte samtlige verdens lande – og på den anden side er aldeles utilstrækkelig. Men selv det står i aftalens indledende afsnit. Så med Durban er verden på rette vej, men meeeeget langsomt. Mange vil sige alt for langsomt.
.

Mødelederen: (Maite Nkoana Mashabane) insisterer indledende på at nå et resultat.

EU: (Connie Hedegaard) Stort at være på vej til en legalt bindende aftale, må stramme ambitionerne. EU har været tålmodige.

Bolivia: Kan ikke acceptere tekst, nu for veg, skal strammes op, støtter op om 2018.

Schweiz: Nødvendigt med et legalt bindende instrument.

Indien: (Jayanthi Natarajanfra) Indien har udvist mere fleksibilitet end stort set andre lande. Retfærdighedsprincippet (equity) er helt centralt, kan ikke fraviges. Indiens repræsentant er meget oprevet over at Indien ikke har ret til sin udvikling og leverer et yderst emotionelt-passioneret indlæg. Katastrofe, hvis Durban blev et farvel til lighed, at alle har lige forpligtelser.

Grenada: (I.J. Karl Hood) Føler sig ligeså emotionel som Indien, men vil prøve at tale med restraint. Hvad er det vi er samlet for? Dybt problematisk, at ambitionsniveauet går den gale vej. Hvad skal vi sige, når vi kommer hjem? Dette er på ingen måde i overensstemmelse med videnskaben. Ingen tidslinje for reduktionerne, ingen størrelsesorden på reduktionerne.

“We cannot allow countries to continue on the track which has brought us to this place,” sagde Hood: “While they develop, we die in the process. Madam Chair, why should we accept this? Why?”

Dette skift i forståelsen, at klimasituationen er så fremskreden, at vi er nødt til at møde udfordringen på alle fronter, delte tydeligvis udviklingslandene. Ikke mindst for verdens mange små atolriger, som står til at oversvømmes, hvis ikke udviklingen bremses op, er mere CO₂ et problem, uanset om den stammer fra et I-land, som pr. definition burde have råd til at reducere, eller et udviklingsland, som galloperer frem efter klassisk industrielt forbillede. Dette synes en vigtig grund til, at det var muligt at gennemføre den aftale det endte med i Durban, hvor fra 2020 i princippet alle lande er med i klimaindsatsen, bindende men differentieret efter evne.

Bangladesh: Sad moment. Spørger alle om at forfølge fredens vej, ikke ødelæggelsens vej. Vi behøver stærkt bindende værktøj, en stærk roadmap, der kan sikre vores videre skæbne. Vi behøver at fortsætte Kyoto i en anden fase. Peger på svagheder ved green funding, longtime financing. Teksten er blevet udvandet. Men vi må rejse os fra asken som Fugl Phønix. Alle lande må reducere, hvis vi vil redde jorden. OK til den samlede pakke.

Kina: (Xie Zhenhua) Støtter stærkt det indiske indlæg. Uklart hvordan disse instanser skal implementeres, hvordan skal det ordnes med fælles men differentierede indsatser. Vi må handle i virkeligheden, gøre vores del. Vigtigt hvad der bliver gjort. Nogle lande har givet løfter, men har stadig ikke gjort det. Vi udviklingslande gør vores, vi er meget bekymrede, om de rige lande vil handle.

Skulle have været næstsidste i den uformelle liste, men 5-6 lande yderligere ønsker ordet, så hun insisterer på at give dem plads, men at man fatter sig i korthed.

Bolivia: Vi ønsker alle en stærk stram præcis aftale, hvor alt bliver checket, osv. Men vi må også høre Indiens plæderen for retten til udvikling, til at finde en vej ud af fattigdommen. USA har udledt 48% af al CO₂ siden 1950 og brugt muligheden for at pumpe CO₂, hvilket paradoks at dette land aldrig bandt sig under Kyoto-protokollen. I dag rigt, og andre lande har brug for retten til at udvikle sig. Når vi laver regelsættet, må vi sikre os, at vi ikke hæmmer udviklingen i de fattigste lande. Part II bør klart definere fælles men differentierede forpligtelser.

Filippinerne: Vred over at Kyoto-protokollen er ved at blive fortid. For dårligt, at fortsættelsen af Kyoto-protokollen ikke er præciseret, at vi ikke kan sende et stærkt signal. Lad os ikke vende os mod hinanden. Vi må fælles vende os mod klimaudfordringen. Støtter Indiens passionerede indlæg. Vi har alle én fælles fremtid. Slutter med at rose den sydafrikanske ledelse af COP17. For at triumfere må vi kunne gøre en stærk indsats. EU fik ros for at have presset os til at gøre det nødvendige arbejde.

Pakistan: Vigtigt at alle er om bord, vi må respektere hinandens meninger, vi må anerkende dette dokument som det er, for at kunne komme videre.

Guatemala: Vi har fuld tillid til, at du kan få det endelige dokument på plads.

El Salvador: Vi er sent på den, ikke fordi det er sent på aftenen, men fordi vi har smølet med at handle. Klimaforandringerne allerede er en realitet. Vi er nødt til at stramme ambitionerne. Vi må fill the gaps, mitigation, adaptation og equity. Aftalen er et skridt i den rigtige retning.

Brasilien: Anerkender formandens leadership og rolle overfor at få et godt resultat ud af COP17. For Brasilien er klimaforandringer fuldt så stor en udfordring som fattigdomsbekæmpelse. Vi handler. Og vi fordrer, at andre gør det samme. Vi kom her for at bygge broer. Vi kom for at gøre som EU siger, en legalt bindende aftale. Vi står overfor at lave det måske vigtigste siden Kyoto-protokollen. Lad det ikke falde på gulvet, lade det være starten på en ny æra. Lad os få teksten på plads. Lad os handle.

Egypten: Tak for at have forestået en så inklusiv og transparent proces. EU: vi behøver klarhed. Men vi behøver også klarhed om finansieringen. Ville ønske at der var samme passion for en fortsættelse af Kyoto-protokollen som for at få alle med i en bindende aftale.

Chile: Støtter det europæiske forslag. Vi må alle begrænse udledninger. Madam Chair. We are in your hands.

Panama: Vi ved alle at de nuværende tilsagn om reduktioner ikke er tilstrækkelige. Det må gøres i fremtiden, og denne fremtid starter i dag. Lad os arbejde mod det mål at stabilisere atmosfærens CO₂-koncentration.

Mødelederen: Giver herefter yderligere plads til 4 talere – ekstraordinært fordi det er vigtigt.

Papua New Guinea: Bindende aftale må føre til en stærk aftale med de nødvendige begrænsninger ikke mindst for de industrialiserede lande, som nu er uden for Kyoto-protokollen. OK til legally binding instrument.

Norge: Fuldt enig med Indien, at lighed er helt central. Brasilien har gjort en kæmpe indsats for at fældningen Cuba vil blive middelklasseland uden at øge CO₂-udledningerne. Derfor er Norge klart villig til at indgå i Kyoto II, er enig med EU i at vi behøver at alle kommer med. Appellerer til mødelederen om at finde en formulering, som alle kan slutte op om. Vi må gøre Durban til en succes.

EU: Connie Hedegaard: støtter Norge. Vi må finde en vej frem, vigtigt indspark fra Indien, vi vil meget gerne hjælpe med at lande en Durban-pakke.

USA: Støtter op om Brasiliens bud om at støtte op om den fulde pakke. Kraftfuld pakke og henstiller til at den bliver vedtaget og effektueret så hurtigt som muligt.

Senegal: Støtter hvad der er sagt af Gambia på vegne af LDC-landene, samt Egypten, fælles men differentierede forpligtelser. Afrika og Sydafrika kan være stolte. Hvis det lykkes, er det i kraft af Deres lederskab. EU har gjort noget. Hvis vi alle gjorde sådan, sad vi ikke her på denne måde.

Congo: Fem prioriteter for Afrika, svære problemstillinger at håndtere i Durban, men Deres (mødelederens) håndtering har bragt processen videre. Pakken rummer de fem prioriteter. Blot er ambitionsniveauet for lavt.

Mødelederen: Kalder EU, Indien og nogle få andre sammen til a 10 min. samtale om, hvordan man kan nå et kompromis, som alle kan gå ind for. Lad os gøre det muligt. Bliv i lokalet.

Pausen var varslet til 10 min., men har foreløbig taget mere end en halv time. Med de delegerede trætte og møre efter to ugers forhandlinger, de seneste døgn med natten som indsats, kan det være svært at forestille sig, at dømmekraften er intakt. Vil det at nogle få lande går uden for døren for at finde et kompromis blive accepteret af samtlige 194 lande? Det kan omvendt ikke gøres på anden måde, hvis det skal nås i Durban. Og selv hvis aftalen kommer i hus, så har det gennemgående i kommentarerne været, at resultatet skal være meget bedre, hvis det skal leve op til klimaudfordringen. Men omvendt har der også efter markeret kritik været en anerkendelse af, at dette var det bedste, man kunne blive enig om i denne situation.

Herover ser man, hvordan Connie Hedegaard (EU) og Jayanthi Natarajanfra (Indien) helt bogstaveligt blev sat overfor hinanden med alle omkring i en intens cirkel. 40-50 minutter tog det at nå frem til ordlyden i en enkelt sætning, som alle kunne stemme for, som definerede arten af aftale fra 2020. Flot træk af mødelederen Maite Nkoana Mashabane, som gjorde en enestående indsats for at få de 194 lande frem til en aftale.

Mødelederen: Min vurdering er, at vi er lykkedes med en formulering af de fire elementer i Durban-pakken. Læser herefter en ændret ordlyd op, svært at fange i farten, men nøgleordet var vistnok “an agreed outcome with legal force”. Inden vedtagelsen giver mødelederen dog ordet til de to hovedforhandlere i intermezzoet, Connie Hedegaard fra EU og Jayanthi Natarajanfra, den indiske miljøminister.

Indien: Meget intense diskussioner, svært at genåbne teksten, vist fleksibilitet, er enige i de netop nævnte ændringer.

EU: Takker for fleksibiliteten, ser en god og stærk løsning.

Rusland: Ikke på bordet, men omkring bordet. Forstår ikke, hvad jeg skal stemme for, er nødt til at se dokumentet på skrift.

Herefter blev forslaget vedtaget – og den del af Durban-aftalen, som der havde været mest usikkerhed om, var faldet på plads.

Malaysia: Tillykke til lederen EU og Indien for at have nået enighed om punkt 2. Men stadig stærke ubalancer i andre dele af pakken. Skal ikke lade det perfekte stå i vejen for det gode. Men der må tid til at bedre balancen.

Både Kina, Grenada og Bangladesh, som havde bedt om ordet, frafaldt herefter.

Mødelederen: Herefter lukkede mødelederen den informelle del af mødet. Hun fortsatte direkte til vedtagelsen af de enkelte dele af Durban-aftalen, Kyotoaftalens fortsættelse, en grøn fond, klimatilpasning, mitigations. Skitserede en lang række formelle vedtagelser, inden konferencen kunne lukkes.

Derefter blev mødet igen standset, visse delegationer manglede de senest opdaterede dokumenter. Klokken er nu snart fire om natten i Durban.

Lederen af AWG-KP: Ikke kommet til fuld enighed. Stadig adskillige varianter i teksten. Længden af perioden for bindingsperioden for Kyotoprotokollens anden periode er uafklaret 5 eller 8 år og vil blive besluttet på næste AWG møde.

Herefter gik der meget små detaljer i behandlingen. Stort set ting, som parter havde fremført tidligere, endda flere gange, (Bolivia og Nicaragua). Det bliver da også kommenteret af en af de andre. Og mødelederen gå da også efterfølgende ind og siger, at det er vigtigt ikke at genåbne.

Lederen af AWG-KP: Den tekst, der ligger foran, er mit bedste forsøg på et kompromis, som indbefatter alle. Vi har gjort mere fremskridt på 2 uger end i de seneste 5½ år. Men der vil klart være ting, vi alle kunne ønske anderledes. Det lader sig ikke gøre i samme ene dokument.

Mødelederen: Læser endnu en lang række dokumentnavne op, denne gang bliver de vedtaget prompte.

Bolivia: Markerer meget stærkt at de ikke kan stemme for tre afsnit.

Mødelederen: Gør klar til næste runde.

Nicaragua: Vil også igen gentage, hvad de lige havde gentaget og sagt tre gange. Kritiserer beslutningsprocessen.

endnu en lang række dokumentnavne op, denne gang bliver de vedtaget.

Japan: har også en detalje, de mangler.

Mødelederen: Gør endnu en gang klar til næste runde. Del 4. Del 15. Del 8. Del 3a. Del 3b.

Hovedoverskrifterne for den resterende del af mødet er disse:

1. Report of the Ad Hoc Working Group on Long-term Cooperative Action under the Convention
2. High-level segment
3. Green Climate Fund ? report of the Transitional Committee
4. Reports of the subsidiary bodies
(a) Report of the Subsidiary Body for Scientific and Technological Advice
(b) Report of the Subsidiary Body for Implementation

Lederen af AWG-LCA: Efter et års arbejde, professionelt og to tætte uger, om langsigtet samarbejde. Stadig en uenighed, om det er klar til at blive besluttet. Anbefaler det til vedtagelse.

Mødelederen: Takker, præciserer, spørger efter kommentarer, ingen, derfor vedtaget. Dernæst beslutning om medlemmer i to arbejdsgrupper, også vedtaget uden kommentarer.

Rusland: Forstår igen ikke hvem, hvad hvorfor, og siger at måden (this format) er helt uacceptabelt, har ikke noget at gøre med internationalt diplomati. Ikke for at Rusland vil modsætte sig, men vi forstår ikke, og de russiske indvendinger er slet ikke taget i betragtning.

Mødelederen: Takker for det russiske indslag. Dernæst beslutning om medlemmer i to arbejdsgrupper, også vedtaget uden kommentarer.

Det virker som om de delegerede er møre nu, stort set kun gentagelser. Vedtagelserne falder tæt. Der bliver høfligt takket for alle indlæg, selv når folk skælder ud.

Og det virker som om at hele Durban-pakken glider ned, selvom der for stort set alle dele konferencens delbeslutninger vil være knaster, som er næsten uspiselige.

Nu er alle del under punkt 3 vedtaget – men kunne man forestille sig, at man ville stemme mod en grøn fond? Snarere ømme sig over at midlerne er alt for små. og nu blev

Mødelederen: Takker for den forbilledlige attitude, for evnen og viljen til at lave kompromiser. Vi er nu ved afslutningen af COP17.

Rusland: Jeg vil gerne undskylde, at jeg måtte afbryde. Jeg forstår at vi må arbejde under stort tidspres. Jeg har et specifikt spørgsmål. Hvad skete der med vores forslag? Kan jeg få en præcis forklaring på, hvad status er for vores forslag?

Der er ingen lyd på billedet, men man fornemmet trætheden, her var man næsten slut, men man kan ikke afbryde en sådan forespørgsel uden at risikere, at Rusland stiller sig på bagbenene.

Mødelederen: Spørger den russiske delegerede, om han vil rejse sagen nu.

Rusland: Glider af, men vil have præcis besked om, hvordan behandlingen af den russiske forespørgsel står. Gerne hurtigt, da han snart må forlade lokalet.

Igen går alt i stå.

Mødelederen: Lader mødet gå videre del 15 og 16. Deriblandt det russiske forslag. Læser en længere redegørelse op. Det russiske forslag fortjener videre behandling.

Rusland: Er faktisk rigtig uartig i sin måde at takke for svaret – og i sin måde at rynke på næsen af at være blevet forvekslet med Solomon Islands.

Afrika: Takker på hele Afrikas vegne for et fantastisk arrangement, har genskabt værdigheden for denne proces. For åbenheden for transparensen. Bubunto, … Selvom nogle af os forlader mødet med en fornemmelse, at der kunne gøres mere. Særlig tak til mødelederen.

Mexico: Tak og tillykke til Sydafrika for de opnåede resultater. Vil også gerne lave en udtale om artikel 6.

Ecuador: På vegne af en række latinamerikanske lande, tak for gæstfrihed. Ser særlig aftalens grønne fond som vigtig. Også overvejelserne om equity – at klimaudfordringen skal bæres efter evne. Slutter med ønsket om en lysende fremtid. Durban-pakken mangler klarhed og præcision i målsætningerne. Men det må tages op i Qatar. Vi er enige i at vedtage pakken.

Mødelederen: Takker for, at alle gennem samarbejdet har været med til at redde fremtiden. Klimaforandringer er vores fælles problem. Beslutningerne vi har taget i dag er historiske. Vil derfor lykønske alle med deres lederskab, som har ført til en aftale, vi alle kan være stolte af.

Og så takkes Christiana Figueres og byen Durban, hvorefter stafetten gives videre til Qatar, som er vært for COP18. Maite Nkoana Mashabane slutter: “We have indeed saved tomorrow today.”

Og der blev indkaldt til pressekonference om 2-3 minutter.

Da var solen allerede stået op i Durban.

Efter at have ledet 48 timers forhandling er Maite Nkoana Mashabane videre til pressemøde – takker for vedtagelsen af 4 vigtige dele i en pakke, som vi ser som fremad med kæmpe skridt. Vi har vedtaget plan A, for vi har ikke nogen Planet B. Dette var ikke blevet en succes, hvis ikke for energien fra NGOerne. Hvis ikke for de rige landes generøsitet. Hvis ikke for de fattige landes. Hvis ikke for alles bidrag.

Christiana Figueres tager derefter over. Dette har virkelig været en historisk COP – det har givet en ny trajetory for klimaarbejdet. Det har givet en vej til en situation, hvor alle er med til efter evne at løfte klimaudfordringen. Men her vi helt uudsovede, underernærede med et stort resultat.

Journalist spørger til, hvordan Indien EU blev enige i pausen i nat. Mashabane svarer, at det var attituden, og fortsættelsen af Kyoto alene ville på ingen måde løse klimaudfordringen. Det handlede om at finde en sprogbrug, som ledte til en aftale, hvor forskellene blev mindre og den fælles vilje fik plads. Det var derfor vi kaldte det en Durban Package.

Hvad betyder det for lande som Japan, Canada og USA, lande som ikke vil binde sig til en anden periode under Kyoto-aftalen?

De er nu involveret i det bredere samarbejde og vil gradvist blive involveret heri.

Spørgsmål om 5 år / 8 år for Kyotoprotokollen – det er ikke vedtaget, skal afklares næste år.

Der bliver spurgt til “legal force” – og det er også noget, som må diskuteres videre.

Inviterer civil society til i første halvår 2012 at komme med bidrag til processen, NGOer, virksomheder, individer.

Spørgsmål, om det kan nås at få forhandlinger på plads inden 2015 (af Fiona Harvey fra The Guardian, som har været ret nedladende via Twitter efterhånden som natten er skredet frem). Hun bliver lidt affejet med, at det er lykkedes at komme videre. At det er stort at være kommet videre.