Milliardbesparelser ved systematisk satsning på vedvarende energi
11. juni 2008
IDA, Ingeniørforeningen i Danmark, udarbejdede i 2006 en Energiplan 2030, som gav et solidt bud på, hvordan Danmark i 2030 med CO2-udledninger 60% lavere end i dag kan være godt på vej til CO2-neutralitet, uafhængighed af fossile brændstoffer og etableringen af langt mere bæredygtige tilstande.
Siden har meget ændret sig. Dollarkursen er faldet markant, mens olieprisen er steget voldsomt, og alt tyder på, at den aldrig igen vil komme under 100 $, men tværtimod fortsætter med at stige. Ingeniørforeningen har derfor genberegnet energiscenariet fra 2006 med de nuværende priser. Og hvor beregningerne i 2006 viste, at en udvikling, som i 2030 havde halveret CO2-udledningerne samtidig i 2030 ville medføre en besparelse på 15 mia. kr. pr. år, så har de mellemliggende prisforskydninger medført, at vi ved systematisk at satse på energibesparelser, kollektiv trafik og omlægning til vedvarende energi vil kunne spare 27 mia. kr. om året ved at lægge kursen mod CO2-neutralitet.
[nggallery id=124]
.
Herover er det en række af rapportens centrale grafer, som giver en god fornemmelse af Energiplan 2030s sigte.
På den baggrund virker energiforliget fra februar i år næsten deprimerende uambitiøst. Hver gang oliepriserne stiger, bliver den økonomiske gevinst ved en systematisk omlægning større, så selvom det for mange kan virke uoverskueligt at igangsætte en sådan transformationsproces i hele den måde, hvorpå samfundet tilvejebringer sin energi på, er det grundlæggende sundt købmandskab, både i snæver økonomisk forstand og i forvaltningen af klodens fremtid. Det er således tid til konsekvent handling, og jeg håber, at beregninger som disse kan inspirere beslutningstagere på alle niveauer til at tage fat, nu!
Energiplan 2030 vil indebære store positive virkninger for Københavns miljø. For eksempel luftkvaliteten burde kunne være meget bedre. Ikke mindst vil den nu dødbringende ultrafine partikelforurening kunne reduceres radikalt i takt med, at de fossile brændstoffer udfases. Trafikmængden på landevejene, som ifølge Infrastrukturkommissionens rapport forventes at stige 70-90% i de kommende år, vil med Ingeniørforeningens plan ligge lavere i 2030 end i dag i kraft af den systematiske satsning på udbygningen af jernbanen og den kollektiv trafik. En national målsætning som i Energiplan 2030 vil således være det perfekte udgangspunkt for, at København vil kunne udvikle sig til Verdens Miljømetropol.
Nedenfor følger Energiplan 2030s 11 centrale anbefalinger:
11 centrale anbefalinger
Følgende 11 anbefalinger er centrale for en realisering af Ingeniørforeningens Energiplan 2030 med henblik på at opnå de forventede gevinster i form af CO2-reduktioner, forbedret forsyningssikkerhed og samfundsøkonomiske besparelser. Anbefalingerne er desuden afgørende for at kunne realisere det betydelige erhvervspotentiale, som planen opererer med.
1. Forlængelse af energispareaftalen til og med år 2030
Energispareaftalen, der lægger op til en årlig besparelse på 1,7 % af energiforbruget, og som løber frem til 2013, bør forlænges til og med år 2030. Energibesparelser er alfa og omega, når fremtidens udfordringer på energiområdet skal løses mest omkostningseffektivt.
Aftalen bør udvides, så alle energiforbrugende sektorer inkluderes i aftalen, herunder transportsektoren, industrien og olie-gas produktionen i Nordsøen.
2. Oprettelse af en industrisparefond
Der er store samfundsøkonomiske gevinster at hente ved at nedbringe industriens energiforbrug. Derfor bør der sættes særligt fokus på dette område. Der er behov for tilskud til energibesparelser, og der er behov for at udvikle energibesparende løsninger afpasset efter den enkelte virksomheds behov og produktionsanlæggets karakter.
Energiplan 2030 anbefaler, at der oprettes en industrisparefond, som har til formål at fremme og yde tilskud til energisparende foranstaltninger i fremstillingsvirksomheder. Fonden bør fremme udbredelsen af energimærkning og information om energieffektive løsninger. Fonden bør have en selvstændig organisation i stil med El-sparefonden, så den på autonom basis kan indgå i samarbejde med industrivirksomheder.
Fondens budget bør årligt udgøre 800 mio. kr.
3. Oprettelse af en varmesparefond
Der er store besparelsespotentialer i den eksisterende bygningsmasse, men der mangler en central instans, som kan realisere dette besparelsespotentiale.
Derfor bør der oprettes en varmesparefond i lighed med El-sparefonden, som har til formål at fremme energibesparelser i byggeriet gennem oplysning, kampagner og medfinansiering af energibesparelser. Varmesparefonden skal prioritere de samfundsøkonomisk og miljømæssigt mest fordelagtige energibesparelser, hvilket blandt andet vil sige, at renoveringen af bygninger uden for fjernvarmesystemet skal have højeste prioritet.
En varmesparefond bør have et årligt budget på 1 milliard kr. Det foreslås herudover, at Elsparefondens årlig budget udvides med 210 millioner kr., således at deres budget årligt er 300 millioner kroner.
4. Over de næste 30 år bør der investeres 200 milliarder kroner i den offentlige banetransport
Det er afgørende at forbedre den kollektive banetransport med henblik på at nedsætte energiforbruget til transport. Samtidig vil forbedringer af banetransporten bidrage til at øge fremkommeligheden.
Der bør derfor lægges en langsigtet plan for de næste 30 år, som indeholder investeringer på 200 milliarder kr. til forbedring af eksisterende baneanlæg, opgradering af hovedbanerne til højhastighedstog, forbedret godstransport, letbaner i de større byer samt elektrificering af banetransportens primærnet og udbygning af metroen i København.
Investeringerne har en betydelig mobilitetseffekt og de omfattende investeringer skal ses i lyset af, at erhvervslivet allerede i dag, alene i København, har årlige meromkostninger på knap 6 milliarder kroner som følge af trængsel. Sammenholdt med gevinsterne ved at flytte en del af transporten fra vej til bane – hvor der yderligere kan spares godt 4 milliarder kroner årligt – er det samfundsøkonomisk fordelagtigt at gennemføre investeringerne.
5. En milliard kroner til forskning, udvikling og demonstration
Midlerne til forskning, udvikling og demonstration på energiområdet bør øges fra de nuværende ca. 350 millioner kroner årligt til mindst 1 milliard kroner årligt. Dette er afgørende for, at energiområdets store erhvervspotentialer kan indfries. Midlerne bør øremærkes til energispareteknologier og vedvarende energiteknologier, herunder blandt andet følgende områder: Lavenergibygninger og indeklima, 2. generations biobrændsler, brændselsceller, bølgeenergianlæg og 2. og 3. generations solceller.
6. Innovationsmarkeder – en mistbænk for markedsmodning af nye teknologier
Det er afgørende, at der etableres udviklingsvilkår, som sikrer, at nye teknologier, der har nået et stade, hvor de fungerer teknisk, men som endnu ikke kan konkurrere på eksisterende markedsvilkår, markedsmodnes. Et effektivt middel hertil er at etablere innovationsmarkeder, hvor der årligt inden for de relevante teknologier udbydes produktionskvoter til en fast afregningspris, som er afpasset teknologiernes aktuelle udviklingsstadie.
Der lægges op til, at der hurtigst muligt udarbejdes og implementeres en handlingsplan for etablering af innovationsmarkeder for effektive og vedvarende energiteknologier, såsom havvindmølleparker, bølgekraft, solceller, brændselsceller og 2. generations biobrændselsteknologier.
7. Forureningsomkostninger mv. bør inkluderes i markedsprisen gennem fasteafregningspriser (feed-in tarif’er) for vedvarende energi (VE)
”Forureneren betaler” princippet bør gennemføres på energimarkederne. Markedsmodne teknologier såsom vindkraft, solvarme og biogas bør stilles gunstigt i forhold til forurenende fossilt baserede teknologier, og der skal etableres vilkår, der gør investeringer i nye vedvarende energiteknologier mindre risikofyldte. Usikkerheder omkring afregningspriser har eksempelvis sat udbygningen med landmøller og biogasanlæg fuldstændigt i stå.
Der bør derfor indføres faste afregningspriser (feed-in tarif’er) for nye markedsmodne teknologier, som understøtter udbredelsen af disse.
8. Vitaminindsprøjtning til det folkelige engagement og medejerskab
En gennemførelse af Ingeniørforeningens Energiplan 2030 kan kun lade sig gøre ved folkelig opbakning, engagement og medejerskab. Mange af investeringerne i energibesparelser, samt solvarme og solcelleanlæg skal gennemføres af private husholdninger og virksomheder. Derfor forudsætter planen politisk opbakning og accept af vindmøller og biogasanlæg i lokalområderne.
Med afsæt i succesrige erfaringer med lokalt medejerskab af vindmøller og andre energianlæg, bør der udvikles organisations- og ejerformer, så almindelig mennesker, under trygge finansielle vilkår, kan blive medejer af danske vedvarende energianlæg. Dette kan ske med inspiration fra den gamle vindmøllelaugordning, men bør også omfatte nye former.
9. Danmark bør arbejde for at CO2-kvoter bortauktioneres
Uddeling af gratis CO2-kvoter strider mod ”forureneren betaler” princippet. Uddelingen udgør indirekte en kapitaltilførsel til den fossile energiproduktion og er derfor medvirkende til at fastholde denne produktion.
Danmark bør vælge at bortauktionere de 10% af CO2-kvoterne, som EU tillader. Der bør samtidig arbejdes på, at man på EU-niveau vedtager, at CO2-kvoterne for fremtiden ikke uddeles gratis, men bortauktioneres.
Investeringer i energiproduktion rækker langt ud i fremtiden. Det er derfor vigtigt, at energiselskaberne allerede nu kender rammebetingelserne for den fremtidige produktion, også efter 2012. Danmark bør derfor arbejde for at EU hurtigst muligt sætter bindende mål for den fremtidige klimaindsats og melder CO2-kvoterne ud for årene efter 2012. Danmark bør samtidig arbejde på, at den internationale skibs- og flytrafik inkluderes i CO2-kvotesystemet.
10. Serviceeftersyn af hele afgifts- og tarifsystemet på energiområdet
En række afgifter virker i dag ikke efter hensigten, er forældede, eller understøtter direkte en ikkebæredygtig udvikling. For eksempel forhindrer lovgivningen, at en række naturgasbaserede kraftværker kan skifte til miljøvenlige brændsler som halm, træflis eller affald, da de ifølge lovgivningen kun må anvende afgiftsbelagte brændsler, herunder naturgas, men ikke biomasse.
Der bør hurtigst muligt igangsættes en provenuneutral omlægning af de danske afgifter på personbiler, som begunstiger sikre og energieffektive biler. Indenfor en tiårig horisont bør registreringsafgiften omlægges til en kilometerafgift.
Brændstof til luftfart bør underlægges afgifter og/eller tildeles CO2-kvoter, der samlet svarer til miljøbelastningen. Processen kan påbegyndes med indenlandsk luftfart.
Det bør indføres ved lov, at kraftvarmeværker kan få godtgjort deres el-afgift af op til 10% af egenproduceret el anvendt i varmepumper til fremstilling af fjernvarme.
Det bør sikres, at det kan betale sig at videreføre de decentrale kraftvarmeværker, når de nuværende levetider og regler udløber. I den forbindelse bør det overvejes, hvordan værkerne opnår frit brændselsvalg, således at udbygningen med vedvarende energi fra biomasse kan fortsætte.
11. Etablering af 100% vedvarende energiby
Ingeniørforeningens Energiplan 2030 rummer store erhvervspotentialer og eksportmuligheder. Når potentialer skal omsættes til teknologiudvikling og eksportordrer, kræver det, at Danmark placerer sig på verdenskortet, når det gælder vedvarende energi. Danmark bør derfor etablere en 100% vedvarende energiby, som foreslået på Energy Camp 2006.
Målet er at skabe et 100% VE-forsynet byområde i Danmark, der kan fungere som dansk energiteknologis udstillingsvindue for resten af verden. Forslaget kan realiseres med en by på 25.000 indbyggere. Der bør afsættes ½-1 milliard kr. fordelt over 10 år til offentlig medfinansiering af et sådant projekt.
Finansiering
De foreslåede initiativer, der er målrettet energibesparende tiltag og udvikling af nye vedvarende energiteknologier, vil samlet kræve en ekstra offentlig finansiering svarende til godt 2,7 milliarder kroner årligt. Heri er ikke medregnet udgifter forbundet med oprettelse af innovationsmarkeder og indførsel af ”feed-in tarif’er”.
Herudover forslås det, at der over de næste 30 år investeres 200 milliarder kroner i udviklingen af banetrafikken. Investeringen er blandt andet nødvendig for at imødegå yderligere tab som følge af trængselsproblemer i trafikken. Samtidig vil investeringen bidrage væsentligt til en reduktion af energiforbruget til transport.
Det vil være oplagt at bruge en del af ekstraprovenuet fra Nordsøolien til at finansiere planens anbefalinger. Årligt bidrager indtægterne fra Nordsøen med mere end 30 milliarder kroner til den danske statskasse. Udgifterne til såvel investeringer i bane, energibesparende tiltag, samt udvikling af nye vedvarende energiteknologier vil årligt udgøre under en tredjedel af indtægterne fra Nordsøen. Derudover bør provenuet fra salg af CO2-kvoter anvendes til at finansierer de forslåede initiativer.
Ingeniørforeningens Energiplan 2030 anbefaler, at Danmark, der i disse år står i en historisk stærk position med et betydeligt overskud på betalingsbalancen, vælger at investere offensivt i fremtidens infrastruktur.
De 11 anbefalinger stammer fra sammenfatningen pp. 8-11.
Thomas Djursing: IDA med ny energiplan: Vågn op og se den høje oliepris i øjnene, 28.05.2008.
Opdateret IDA plan sparer samfundet for milliarder, IDA 29.05.2008.
Energiplan 2030: Sammenfatning / notat om de opdaterede beregninger (pdf).
Energiplan 2030: Hovedrapport, IDA 2008 (pdf).
Energiplan 2030: Baggrundsrapport, IDA 2008 (pdf).
Se også tidligere blog-indlæg: Ingeniørforeningens Energiplan 2030 og Grøn fremtid – brikker til en bæredygtig udvikling.
