Hovedet i busken
20. december 2011Dette er ikke et egentligt blog-indlæg, men blot en henvisning til en artikel af Coral Davenport i National Journal: Heads in the Sand, som giver en meget præcis gennemgang af republikanernes skingert populistiske klima- og videnskabsfornægtelse.
Både kvotesystem, grønne afgifter og offentlige investeringer er centrale virkemidler i stort set alle forsøg på at instrumentalisere den forestående klimaindsats, og det er hver især tre særdeles svære størrelser at sluge for republikanerne, som med Tea Party-strømningen for en tid er holdt fast i fundamentalistiske minimalstatsdogmer.
Den amerikanske klimafornægtelse er massiv. Og som Davenport indledende beskriver i sin artikel, har fornuften i disse tider svære kår i det republikanske parti. Men på baggrund af en undersøgelse, som viste at den globale opvarmning for 59% af alle amerikanere er en realitet, slutter han nøgternt med at konkludere, at hvor klimafornægtelsen kan vinde primærvalg, vil den meget vel vise sig at tabe kampen om præsidentposten.
Coral Davenport: Heads in the Sand, National Journal 03.12.2011.
Andrew Restuccia: Sen. Boxer to climate-change deniers: ‘You are endangering humankind’, The Hill 07.12.2011.