Strøtanker om bæredygtighed

.
.
Disse to videoer stammer fra en event i Durban 1. december, hvor lederen af UNFCCC (som er den institution, som forestår FNs klimaforhandlinger), interviewer Christiana Figueres, som er leder af COP17 forhandlingerne i Durban.

Det er fantastisk at mærke Christiana Figueres’ på én gang stærke engagement og forståelse – at verdens skæbne er i så gode hænder.

Det er ikke nogen let opgave, hun står overfor. Tværtimod er det en kolossal udfordring for verdenssamfundet at skulle enes om at løse klimaudfordringen, som kræver at man forholder sig til en lang række andre størrelser end lige snævert klimaspørgsmålet. Og forhandlerne kan være nok så overbeviste om, hvad der er det rette at gøre. Hvis ikke de har baglandet med, kan de ikke bare sige god for en finansieret aftale, som sigter på max  1½ºC / 350 ppm.

Figueres er fra Costa Rica, som er et af de lande, som er længst i udviklingen mod CO₂-neutralitet og i beskyttelsen af landets naturgivne ressourcer (se tidligere blog-indlæg: Costa Rica CO₂-neutral i 2021). Hun fortæller i den anden af videoerne, hvordan Costa Rica efter omstyrelsen af militærdiktaturet i 1948 besluttede sig på at overføre ressourcerne fra militæret til uddannelsessektoren, og at man i årtier har prioriteret bæredygtighedsprincippet i uddannelsen.

Det er præcist det, verden må gøre: omprioritere, så investeringer i nye våbensystemer, vi ikke burde have brug for i en ny verdensorden, i stedet bruges på at beskytte os mod klimaforandringer. Og at dette ikke opnås blot med teknologi, men kræver viden og forståelse.

Målt i BNP er Costa Rica langt fra verdens rigeste land. Men det går for at være verdens lykkeligste – og måske et af dem, som er bedst i pagt med sit naturgrundlag.