Strøtanker om bæredygtighed

Her fire årtier efter sin kontroversielle bog, The Population Bomb, er videnskabsmanden Paul Ehrlich stadig overbevist om at overbefolkning – nu sammen med overkonsumtion – er den centrale miljøkrise, som verden står over for. Og, insisterer han, teknologiske fix er ikke en mulig løsning.

For mange mennesker, for stort forbrug

af Paul R. Ehrlich og Anne H. Ehrlich

I løbet af omkring 60 millioner år har Homo Sapiens gennem erhvervelse af binokulært syn, oprejst gang, stor hjerne og – vigtigst af alt – sprog med syntaks og den komplekse lagring af ikke-genetisk information, som vi kalder kultur, udviklet sig til det dominerende dyr på Jorden. På den anden side har vi igennem de sidste adskillige århundreder i voksende målestok brugt vores relativt nyerhvervede evner, især vores kulturelt udviklede teknologier, til at udpine Jordens naturlige kapital – specielt dens store, frugtbare landbrugsarealer, dens gennem istider opmagasinerede grundvandsressourcer og dens biodiversitet – som om i morgen ikke eksisterede.

Den alt for ofte ignorerede pointe er, at denne trend, for en stor dels vedkommende drevet frem af en kombination af befolkningstilvækst og voksende pr. capita-forbrug, ikke kan fortsætte i længden uden risiko for kollaps af vores globaliserede civilisation. For mange mennesker – og især for mange politikere og erhvervsledere – lider af den vildfarelse, at et sådant frygteligt endeligt for det moderne menneskes foretagsomhed kan afværges med teknologiske fix, som tillader at befolkning og økonomi vokser i al evighed. Men hvis det ikke lykkes os at bringe befolkningstilvæksten og overkonsumtionen under kontrol – befolkningsantallet på Jorden forventes at vokse fra 6,5 milliarder i dag til 9 milliarder i anden halvdel af det 21. århundrede – så vil planeten i voksende udstrækning blive ubeboelig på grund af to lurende kriser: global opvarmning og ødelæggelse af de naturlige systemer, som vi alle er afhængige af.

Vor arts negative indvirkning på livsgrundlaget kan tilnærmes med ligningen I=PAT, hvor P for population multipliceres med A, som står for den gennemsnitlige velstand eller konsumtion, og sidenhen med T, som er målestok for den teknologi, som tjener og driver konsumtionen. Således at forstå, at pendling i biler drevet af fossile brændsler og kørende på et stedse mere vidtspændende net af gratisveje udgør en langt større T-faktor end cykelpendling på simple stier, eller hjemmearbejde på et computernetværk. PATs produkt er påvirkning (I), en grov tilnærmelse for hvor meget menneskeheden forringer netop de ydelser fra økosystemet, som den er afhængig af.

Denne ligning er ikke raketvidenskab. Alt andet lige, så bidrager to milliarder mennesker mere til udslippet af drivhusgasser til atmosfæren end en milliard. To milliarder rige mennesker ødelægger klimaet mere end to milliarder fattige. Tre hundrede millioner amerikanere konsumerer mere benzin end 1,3 milliarder kinesere. Kørsel i en firhjulstrækker er forbrug af en meget større mængde usund transportteknologi end kørsel med offentlige transportmidler er.

Størrelsen af den knibe, som vi har placeret os i – eksempelvis behovet for alternativer til fossile brændsler – diskuteres ofte, men følges sjældent af handling. Bedømt ud fra medieefterretninger og politikererklæringer er det muligt, i den udstrækning de anerkendes, at løse miljøproblemerne ved hjælp af mindre justeringer af teknologi og genbrug (T). Et skift til ultralette energieffektive biler vil selvfølgelig give nogle kortsigtede fordele, men med væksten i befolkning og forbrug vil også de pøse stadig mere kuldioxid (og forstøvet gummi) ud i atmosfæren og kræve at mere natur begraves under beton. Større genanvendelsesgrad vil hjælpe, men mange af vores samfunds mest farlige udledninger (som fx. hormonimiterende kemikalier) kan ikke genanvendes i praksis. Teknologiske ændringer, som tillader vækst i befolkningstallet eller i materiel velstand, findes ikke. På denne baggrund er negligeringen af de sammenfiltrede problemer: befolkning og forbrug, forbavsende.

Mange af fortidens menneskelige samfund er kollapset under vægten af overbefolkning og vanrøgt af miljøet. Befolkningsfaktoren, som viser sig at være en lurende katastrofe, er langt vigtigere end de fleste antager. Alt andet lige medfører enhver fremtidig forøgelse af befolkningen i gennemsnit en større skade på menneskehedens kritiske subsistenssystemer end den foregående forøgelse gjorde. Årsagen er simpel: Homo sapiens blev det dominerende dyr ved at være smart. I første omgang bosatte agerbrugere sig ikke på ufrugtbar jord hvor vand var en knap ressource, men snarere i frugtbare floddale. Her udvikledes de fleste byer; her brolægges nu frugtbare jorder med veje og forstæder, og her bliver vandressourcerne forurenet eller overudnyttet.

Som et resultat heraf er det, for at forsørge befolkningstilvæksten, nødvendigt at flytte til stadig mere pauvre landbrugsarealer, at bore brønde dybere eller tappe stedse fjernere vandressourcer – og derefter bruge mere energi på at transportere vandet altid længere afstande til marker, beboelser og fabrikker. Vores fjerne forfædre kunne samle næsten ren kobber op fra jorden; i dag må man bruge overvældende mængder energi på at udvinde og udsmelte gigantiske mængder kobbermalm af stadig lavere lødighed; helt ned til mindre end 1%. Det samme gælder for andre vigtige metaller. Og råolie kan i dag ikke nemt findes på eller nær ved jordoverfladen, men må hentes fra brønde, som er mere end en mile (1,6 km) dybe, ofte på svært tilgængelige lokaliteter, som fx. kontinentalsoklerne. Al denne brolægning, boring, fremstilling af kunstgødning, pumpning, udsmeltning og transporteren, som er nødvendig for at frembringe et hastigt voksende antal menneskers forbrug, producerer drivhusgasser og skaber således en tættere forbindelse mellem population og klimaforstyrrelse.

Hvorfor er emnet overbefolkning så overset? Det er der nogle indlysende grunde til. Forsøg på fra regeringernes side at begrænse deres lands befolkningsvækst er anatema for dem fra højre, som tror at den eneste sovekammerrolle at spille for regeringer, er at tvinge kvinder til at affinde sig med uønskede børnefødsler. De til venstre frygter, med nogen ret, at populationskontrol kunne udvikle sig til racisme eller andre former for diskrimination – fx. forsøg på at reducere minoriteternes eller de fattiges antal. Mange frygter yderligere opdeling i ”dem” og ”os”, og alle frygter vi tab af frihed og økonomisk tilbagegang (eftersom befolkningsvækst ofte erklæres nødvendig for økonomisk sundhed). Og der findes religiøse ledere, som stadig prøver at fremme overreproduktion i deres hjord endskønt deres anstrengelser i store dele af verden er stort set formålsløse (fx. tenderer katolske lande i Europa at være førende med lave fødselsrater).

Men det største ansvar tilfalder den ignorance, som forleder mainstreammedierne, selv aviser som New York Times, til at opretholde et profødselsstandpunkt. Fx. havde the Times en artikel den 29. juni om et ”baby bust” i industrialiserede lande, hvor De Forenede Stater (stadig voksende) var noteret som den eneste ”gnistrende undtagelse”. Foruden medierne har de store fonde vendt deres ”populationsprogrammer” bort fra at fremme lave fødselsrater og fremmer nu i stedet emner som ”ændring af seksuelle sædvaner” – imens de undgår at diskutere demografiens bidrag til et muligt kollaps af civilisationen.

Tavshed om overforbrugsfaktoren (A; affluence) i ligningen I=PAT er mere ligetil at forklare. Forbrug betragtes af mange økonomer stadig som et ubetinget gode, hvortil kommer erhvervsledere og politikere, som tenderer at se oppumpning af forbruget som en mirakelmedicin mod økonomisk sygdom. For høj arbejdsløshed? Tilskynd folk til at købe en firhjulstrækker eller et nyt køleskab. Vedvarende vækst er cancercellens credo, men tredjerangsøkonomer kan ikke tænke på andet. Nogle ledende økonomer er begyndt at tackle emnet overforbrug, men problemet og kuren imod det er barsk at analysere. Videnskaben må øjeblikkeligt opfinde forbrugskondomer eller ”morgenen-efter-shopping-pillen”.

Og så, selvfølgelig, er der de irriterende problemer med befolkningernes forbrug i de fattige lande. På den ene side har en milliard eller flere mennesker problemer med underforbrug. Med mindre deres basale behov bliver opfyldt, er det usandsynligt, at de vil være i stand til at bidrage til bæredygtighed. På den anden side er der også problemet med ”de nye forbrugere” i udviklingslande som Kina og Indien hvor velstanden i en betragtelig minoritet gør dem i stand til at tilegne sig forbrugsvanerne (læs: overdreven kødspisning og bilkørsel) fra de rige lande. Forbrugsregulering er meget mere kompleks end populationsregulering, og det er meget sværere at finde retfærdige løsninger på problemet.

Det dominerende dyr er ved at sætte sin glans og sine vidunderlige bedrifter over styr, civilisationens skæbne bestemmes af beslutningstagere, som målbevidst kigger den anden vej til fordel for øjeblikkelig komfort og profit. Tusinder af videnskabsfolk deltog for nylig i en Årtusindvurdering af Økosystemerne som opridsede vores nuværende økologiske dilemma, men rapportens skæbnesvangre budskab havde kun ringe virkning. Manglende opmærksomhed over for dette budskab: Påskeøens, den klassiske mayacivilisations og Ninivehs skæbne – de kollapsede alle som følge af miljømæssige forringelser – vil ramme os alle.

Vi tror på at det er muligt at undgå dette globale udfald. En sådan mobilisering betyder at vi skal udvikle nogen konsensus hvad angår mål – måske igennem en global dialog hvor folk diskuterer den menneskelige misere og beslutter om de enten ønsker at se et maximalt antal mennesker leve på et eksistensminimum, eller ønsker at se et måske langt mindre antal med muligheder for den enkelte til at vælge mellem en bred vifte af livsstile. Vi har foreslået et forum for en sådan dialog, delvist modelleret over Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), men med en større grad af nedenfra-op-deltagelse. Det er klart, at kun vidtspredte normændringer vil give menneskeheden en chance for at opnå et bæredygtigt og fornuftbaseret, konfliktfrit samfund.

Hvordan vi opnår sådanne forandringer – indebærende alt fra befolkningspolitik og transformation af det verdensomspændende energisystem, foruden landbrugs- og industrisystemerne til forbindelser baseret på tillid i Nord-Syd-forhold og militære anliggender er en gigantisk udfordring til os alle. Politikere, industriherrer, økologer, socialvidenskabsfolk, almindelige borgere og medierne må deltage i debatten. Om det er opnåeligt har vi stadig til gode at erfare; samfund har evnet at foretage afgørende ændringer i den nære fortid, som borgerretsrevolutionen i USA og kommunismens kollaps i Sovjetunionen tydeligt demonstrerer.

Vi vil fortsætte med at håbe på og arbejde for en kulturel transformation i den måde hvorpå vi behandler hinanden og den natur, som vi er afhængige af. Vi kan skabe en fredelig og bæredygtig civilisation, men det vil kræve realistisk tænkning om de problemer vi står over for og en ny mobilisering af politisk vilje.

Oversættelse af Niels-Holger Nielsen

Oversat fra: Paul R. Ehrlich og Anne H. Ehrlich: Too Many People, Too Much Consumption, Yale Environment 360, 04.08.2008.

Se også tidligere blog-indlæg. Klimaløsning: Få færre børn.