Strøtanker om bæredygtighed

Faldt lige over en kommentar på New York Times¹ til OECDs nyligt udkomne rapport om social retfærdighed.² Til artiklen er udarbejdet en illustration, som sammenfatter rapportens indikatorer (se nedenfor). Her ligger de nordiske lande forventeligt højt, hvorimod det er tankevækkende, for nu ikke at sige forfærdende, at se USA ligge helt i bund. De forhenværende østbloklande, som er med i OECD, Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Ungarn, scorer alle bedre; kun Mexico, Tyrkiet og Chile har lavere samlet score.

Det amerikanske samfund er båret af drømmen om at blive rig og få succes, men virkeligheden tegner anderledes for de fleste. Mere end 20% af børnene vokser op i fattigdom, alt for mange får ikke en ordentlig uddannelse, den økonomiske ulighed er alarmerende – altsammen måske forståeligt i et fattigt udviklingsland, hvor der vitterligt ikke er til alle, men utilgiveligt, at dette skulle karakterisere verdens største økonomi.

Det er ikke ond vilje. Amerikanerne er tværtimod dybt involveret i en utrolig vifte af charity-programmer. Men OECD-rapporten er også et godt billede af, at børnecheck, socialhjælp, fri uddannelse og frit sundhedsvæsen kan noget, som almissen og den personlige godgørenhed ikke formår: skabe et sammenhængende, socialt bæredygtigt samfund.

Man kan sige meget for og imod den slags sammenligninger – på mange måder har den stadige målen sig med andre lande og byer i de senere år taget overhånd. Det var måske sundere at sige, hvad vil vi gerne konkret opnå på det og det område frem for at reducere en målsætning til at ville være verdensledende, i EUs eller OECD top 3, 5 eller 10. Men ved at løbe rapporten igennem bliver man endnu en gang glad for at betale sin skat. I velfærdssamfundene får vi noget for skattekronerne, man ikke kan få på anden måde, nemlig velfærd. Og vi bliver i stand til at opretholde en social bæredygtighed – at nære en vilje til at dele med alle samfundets deltagere, som vi står overfor udfordringen med at udstrække til at dele med klodens fattigere lande og i langt højere grad end nu også dele med fremtiden.

Hver af de 14 dage under Klimabundmødet i december 2009 havde sin dagens begravelse, af ting, størrelser, fænomener, vi er nødt til at lægge fra os i vejen mod et bæredygtigt ligevægtssamfund. På andendagen begravede vi “den amerikanske drøm” – se det forudgående indlæg: Dagens begravelse: The American Dream.

Charles M. Blow: America’s Exploding Pipe Dream, New York Times 28.10.2011.¹

Social Justice in the OECD – How Do the Member States Compare? Sustainable Governance Indicators 2011, Bertelsman Stiftung 27.10.2011 (pdf).²

Strong variations in Social Justice within the OECD, (pressemeddelelse) Bertelsman Stiftung 27.10.2011.