Strøtanker om bæredygtighed

Hvad som endnu ikke er lykkedes for Obama at gennemføre på nationalt plan, har man nu vedtaget i Californien, et cap and trade kvotesystem, som skal lægge et loft over CO₂-udledningerne. Fra 2013 vil Californiens mest CO₂-forurenende virksomheder være pålagt en CO₂-afgift for ad den vej at skabe tilskyndelser til at energieffektivisere og på anden måde klimamæssigt at omlægge produktionen. Målet med kvoteloftet er, at Californiens CO₂-udledninger i 2020 når tilbage på niveauet i 1990. Det lyder måske ikke af meget i sammenligning med EU, som med lidt held får vedtaget et reduktionsmål  på 40% for 2020. Men modsat EU har de amerikanske CO₂-udledninger været stadig stigende siden 1990, og fuldt udfoldet vil programmet i 2020 fjerne 273 mio. ton CO₂ (5 gange de officielle danske udledninger). I et USA, hvor der er stadig flere klimaskeptikere på de bonede gulve, er det et stort skridt. Og Californiens succes på dette område vil få stor betydning for mulighederne for at få en klimalovgivning gennemført i resten af USA.

På den måde har Californien flere gange været foregangsstat i USA, når det gælder klima og miljø. For eksempel havde de skærpede krav til bilers brændstof-effektivitet, som Obama fik gennemført for hele USA i 2009, forinden været afprøvet i Californien. En gruppe mindre stater omkring New York har tilsvarende indført en kvoteordning for energiforsyningen, men det er første gang, at man i USA lægger afgift ud på brede dele af de industrielle aktiviteter.

Arbejdsløsheden i Californien er lige nu tæt på 12%. Skeptikerne har da heller ikke været ikke sene til at pege på det halsløse i at lægge en ekstra afgift på et i forvejen hårdt presset amerikansk erhvervsliv og forudser, at arbejdspladser mv. i stor skala flytter til andre stater eller ud af USA.

Men dels kan en stor del af de kvotebelagte virksomheder ikke bare flytte fra dag til dag – de  største områder er el-produktion 37%, raffinaderier 28% og gas- og olieudvinding 10%. Dels fik Arnold Schwartzenegger i sin periode som guvernør for Californien lagt bunden til et grønt og fremsynet erhvervsliv. Mange virksomheder bifalder da også udviklingen, da det giver dem faste retningslinjer at arbejde med og vilkår, som på sigt vil skærpe deres internationale konkurrenceevne. For hvis USA blot fortsætter med at lurepasse som hidtil, så vil deres biler og produkter gradvist ikke kunne opfylde klima- og energikrav for andet end hjemmemarkedet.

Allerede under COP15 foreslog Schwartzenegger, at stater, amter og byer gik sammen om at tage det klima-ansvar, som nationerne ikke lykkedes at nå til enighed om på internationalt niveau. I den nuværende situation er det vigtigt ikke at stirre sig blind på, om håndteringen af klimakomplekset skal være top-down eller omvendt, men på alle niveauer at erkende og påtage sig en indsats. For selvom klimaudfordringen på bare lidt længere sigt nødvendigvis kræver en samordning på internationalt niveau, så et det ikke gjort med det. Og der er brug for, at byer og stater går foran, som København med sin klimaplan og Californien med sin enegang ved vedtagelsen af en kvotelovgivning. Når man læser kommentarerne til den californiske klimalovgivning, så er det da også et sandsynligt scenario, at man i de kommende år vil se de amerikanske stater én efter én etablere en tilsvarende kvotelovgivning.

“‘If California gets it right, others will see it’s possible to regulate greenhouse gas emissions while protecting its economy and while fostering a new green economy and industry,’ said Gary Gero, president of the L.A.-based Climate Action Reserve, a nonprofit that runs North America’s largest carbon offset registry. ‘People watch what California does and do emulate it. Future cap-and-trade programs are going to pick up a lot of the design features we are implementing here. You’ll see regional programs develop. They will put pressure on the federal government. It will send out ripples around the country.'”¹

Selvom et kvoteloft på CO₂-udledningerne ligner en god løsning, som lader markedsdynamikken afsøge, hvor det er billigst at mindske CO₂, så er der – når først man har indset, at vi inden for få årtier skal af med stort set alle fossile udledninger – også det farlige ved kvotesystemet, at det “giver lov til” at tænke, at man ikke behøver at gøre noget ved sin egen situation, så længe det er billigere at reducere et andet sted. Når man ser på EUs kvotesystem, som i dag er det største og mest veletablerede af slagsen, så er prisen for at udlede 1 ton CO₂ foruroligende lav – og så lav, at der er meget lille tilskyndelse til at gøre noget ved egne udledninger. Så hvis disse kvotesystemer for alvor skal kunne andet end at give de rigeste lande adgang til de lavesthængende frugter i hele verden, så skal der justeres på “indstillingerne” dertil, at det kan betale sig at omstille ens egne udledninger. Det kunne være så banalt som ved at sætte en mindstepris for en kvote.

Denne kurve (som stammer fra en klima-rapport udgivet af Københavns Universitet forud for COP15) giver et billede af problemstillingen – en kvotelovgivning muliggør så at sige, at udledninger i forbindelse med vores industrielle system, som er dyre at fjerne, erstattes af billigere reduktioner andetsteds. Derfor vil man i høj grad se, at man i stedet for indgreb i de industrielle processer, reducerer ved skovplantnings- og skovbeskyttelsesprojekter, ændring af forhold omkring husdyr eller måske endda indførelse af A-kraft. I det korte perspektiv en forklarlig strategi, men i et lidt længere perspektiv principielt forkert, fordi kvotelovgivningen dermed ikke påfører en given aktivitet sin fulde klimapris. Og det med at veksle konkrete udledninger her og nu med træplantninger, som måske hvis og hvis i en uvis fremtid har absorberet en tilsvarende mængde CO₂, det er måske lidt for let at slippe udenom problemet med at få vores industrikultur på bedre veje, ikke mindst i lyset af, at en amerikansk rapport for få måneder siden kom frem til, at det i afledte udgifter kostede samfundet 900 $ pr. udledt ton CO₂ – se blog-indlægget Den fulde pris for CO₂-udledninger.

Se tidligere blog-indlæg: The Carbon President, USA kulfrit i 2030, Gigantiske amerikanske solcellefarme på vej, James Hansen: Ways and Means, Som at sætte de allerede radmagre på slankekur, Kvotesystem med børnesygdomme, Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO₂ og De første brintbiler i produktion.

Erica Gies: California Becoming World’s Second Largest Carbon Market, Forbes 08.12.2011.

California’s Persistence, (leder) New York Times 23.10.2011.

Cap-and-trade is high-stakes bet on state’s future, (leder) The Record Searchlight 23.10.2011.

Felicity Barringer: Cap and Trade: Sweating the Small Stuff, New York Times 22.10.2011.

Felicity Barringer: California Adopts Limits on Greenhouse Gases, New York Times 22.10.2011.

Julie Cart: California becomes first state to adopt cap-and-trade program, Los Angeles Times 21.10.2011.¹

By Rick Daysog & Dale Kasler: California board approves cap and trade on carbon emissions, The Sacramento Bee 21.10.2011.

Air board faces decision day on carbon trading, (leder) The Sacramento Bee 21.10.2011.

Watt Buchanan: State’s cap and trade program gets final approval, San Fancisco Chronicle 21.10.2011.

Timothy Hearst: Schwarzenegger’s Copenhagen Speech Visualized, ecopolitology 17.12.2009 (topillustrationen er en “word cloud” af Schwartzeneggers tale under COP15 i København).